FAGLIGT STOF
12
Fra OEP-analyse til evidensbaseret optometri
Af Ivan Nisted, optiker, MPH
Optometristuddannelsen i Danmark har i løbet af de seneste år gennemgået en kolossal udvikling. Flere generationer af optikere er blevet undervist i at bruge OEP-analysen (Optometric Extension Program), som i dag er så godt som slettet fra pensumlisterne verden over. Nogle optikere fortæller, at de føler sig rådvilde, når de skal vejlede de nye studerende i praktikperioderne. Konflikten er ikke så uoverstigelig, som den måske virker ved første øjekast. Jeg vil forsøge at vise, at den evidensbaserede tilgang både er lettere end OEPanalysen at overføre til praksis i optikerbutikkerne og hæver det faglige niveau. I de kommende numre af Optikeren vil vi fra Optikerhøjskolens side beskrive den evidensbaserede praksis med større detaljerigdom inden for områder som anamnesen, håndtering af synsfejl og binokulære problemer mv. Fokus vil være på at give retningslinjer, som umiddelbart kan tages i brug i klinisk praksis. Med afsæt i gældende lovgivning for optikere bruges termen patienten frem for klienten eller kunden. OEP-analysen: Kort og godt I 1928 blev OEP skabt af AM Skeffington med det formål at gøre optometri til en videnskabelig disciplin. Resultatet blev 21punktsprøven og et vidtfavnende teoretisk koncept[1]. Siden har videnskabelige
studier underbygget flere af OEPs antagelser: Nærarbejde kan forårsage udvikling af myopi[2, 3], og progression af myopi kan i et vist omfang forebygges[4, 5]. I Danmark er det 21-punktsprøven, vi bedst kender OEP for. Formålet var fra starten klart: Man ønskede at lave et analysesystem, som den uerfarne optiker kunne benytte til at nå frem til en ”sikker korrektion”. Ikke nødvendigvis den optimale korrektion men en korrektion som hovedparten af brillebrugerne ville acceptere. Systemet kræver, at optikeren udfører alle analysens målinger i en bestemt rækkefølge. Målingerne vurderes i forhold til teoretisk fastsatte forventede værdier, indsættes på en såkaldt informativ række samt et nærbalancemønster. Type, forværringsgrad, indlejring og korrektionsramme beregnes. Ofte er resultatet, at visuel træning er eneste behandlingsmulighed[1]. Anvendt efter alle retningslinjer har systemet en vis værdi, men de fleste vil være enige om, at det er en omstændelig og særdeles teoretisk tilgang til det kliniske arbejde.
De fleste optikere har i stedet ”plukket”, hvad de hver især finder mest relevant fra OEP-analysen. Den evidensbaserede optometri er et godt redskab til at vurdere, hvilke tests vi bør udføre som standardtests og hvilke, som kan anvendes efter behov.
Hvad er evidens?
Formålet med evidens er at finde frem til den bedste og mest effektive behandling. I praksis udføres en række videnskabelige undersøgelser hvor såvel deltagere som behandlere er uvidende om, hvorvidt de giver og modtager behandling eller snydebehandling (placebo-behandling). På denne måde kan man opnå dokumentation for, at behandlingen har betydelig større effekt end placebobehandlingen. Nye undersøgelser kommer løbende til, og på den måde ændres billedet af bedste kliniske praksis. Det gælder fx for Sheards kriterium fra 1930: Reglen er, at den kompenserende fusionsreserve skal være mindst dobbelt så stor som den dissocierede fori, for at patienten har komfortabelt syn. En dissocieret nærfori på 6∅exofori kræver således, at fusionsreserven (#16a) er mindst 12∅basis ud. Det lyder rationelt, men har Sheards kriterium nogen klinisk relevans? Efter knap 50 års anvendelse viste et studie, at Sheards kriterium hyppigere er uopfyldt hos personer med symptomer[6]. Et andet studie fandt til gengæld, at patienter med konvergensinsufficiens ikke har gavn af prismer bestemt ud fra Sheards kriterium. Læsebriller med og uden prismekorrektion bestemt med Sheards kriterium har samme effekt: Symptomerne aftager markant hos halvdelen af deltagerne, uanset om de er behandlet med prismer eller placebobehandling[7]. Videnskabelige undersøgelser hjælper os til at bruge fx Sheards kriterium så rationelt som muligt. Sheards kriterium kan anvendes til at afklare om patientens symptomer skyldes synsproblemer eller problemer uden for optikerens virksomhedsområde. Modsat bør Sheards kriterium ikke anvendes til at udmåle prismekorrektion hos patienter med konvergensinsufficiens. Sidstnævnte undersøgelse viser des-