20 VINDER AF 1. PRISEN I ÅRETS OPTIMUS PRIS
AF ULRIK FREDSØ, ANDERS SINDING KRISTIANSEN OG PETER DONSLUND THOMSEN
Optikeres retsstilling i forhold til professionsansvaret
D
er har hidtil været megen forvirring omkring, hvilke krav man som optiker skal leve op til for at kunne opfylde sit professionsansvar, der er en følge af, at optikerne er blevet autoriserede sundhedspersoner og dermed underlagt den retlige regulering, der følger af lovbekendtgørelse om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed, populært kaldet autorisationsloven.1
Autorisationsloven Reglerne for sundhedspersoners ansvar findes i autorisationsloven. Formålet med loven, og dermed indførelsen af autorisationsordningen, er at styrke patientsikkerheden og højne kvaliteten af sundhedsvæsenets ydelser. Som optiker er man en sundhedsperson jf. autorisationslovens §67, stk. 1, hvorfor optikeres retsstilling, i forbindelse med udøvelsen af hvervet, er reguleret i denne lov. Autorisation som optiker meddeles af Sundhedsstyrelsen jf. autorisationslovens §2, stk. 1 og er således dokumentation for, at den pågældende sundhedsperson opfylder nærmere bestemte uddannelsesmæssige krav, som er nødvendige for at kunne benytte den beskyttede titel optiker jf. autorisationslovens §1, stk. 2, ligesom der opnås eneret på at udøve en bestemt sundhedsfaglig virksomhed, i dette
tilfælde erhvervet som optiker, jf. autorisationslovens § 1, stk. 3. Dette må betegnes som autorisationsbegrebets to vigtigste funktioner.2
Professionsansvaret Autorisationsloven indeholder en nærmere beskrivelse af de generelle pligter og rettigheder, der påhviler alle sundhedspersoner, herunder også optikere. Det fremgår af §17, at alle autoriserede sundhedspersoner har en pligt til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed, hvilket betyder, at den enkelte sundhedsperson har et selvstændigt personligt ansvar for, at den sundhedsfaglige virksomhed der udøves, er i overensstemmelse med de gældende normer for god klinisk praksis.3 Der er ingen regler i autorisationsloven, som nærmere definerer, hvad der anses for værende omhyggelig og samvittighedsfuld sundhedsfaglig virksomhed. Det er mere en standard, som langsomt defineres og udfyldes af retspraksis og de til enhver tid gældende normer for god klinisk praksis indenfor de enkelte professioner. Disse normer, for udøvelse af god sundhedsfaglig virksomhed, afhænger i høj grad også af niveauet af den teknologiske udvikling, den medicinske viden og samfundsudviklingen generelt.4 Normen vil altså aldrig være statisk, men derimod i et vist omfang dynamisk, og normerne er heller ikke ens for de forskellige faggrupper, idet
den anerkendte faglig standard afhænger af uddannelsesniveauet og den enkelte profession. Af autorisationsloven kan der altså ikke udledes noget om, hvad der defineres som værende manglende omhu og samvittighedsfuldhed, og det er ikke muligt at liste mulige handlinger eller forsømmelser op, som betyder, at sundhedspersonen har forbrudt sig mod §17. Vurderingen af om sundhedspersonen har levet op til den faglige standard eller norm, beror på en konkret vurdering i hver enkelt sag, og disse afgørelser er med til at kodificere ansvarsbestemmelserne i autorisationsloven. Indholdet af §17 bliver altså langsomt defineret af de afgørelser, der bliver truffet af Patientklagenævnet og domstolene.5 Man skal dog have in mente, at præjudikatet6 af de enkelte afgørelser kan have svingende værdi, idet Patientklagenævnet og domstolene træffer deres afgørelser i konkrete sager, hvor der kan have været individuelle forhold som gør, at sagerne ikke direkte kan sammenlignes, selvom mere generelle principper dog stadig kan udledes. Overordnet er det dog således, at de 21 afgørelser, som er truffet af Patientklagenævnet siden 1998, er med til at opstille en mindstenorm for almindelig anerkendt faglig standard, som netop er en mindstenorm, forstået således, at Patientklagenævnet ikke tager stilling til, om en patient har fået den optimale behandling.