Ordet nr. 44, Kærlighed by Ordet

KÃ&#x2020;R LIG HED

nr.

Vi tror på dig. Vi tror på dine kvalifikationer. Din faglighed. Din viden. Men vi tror ikke kun på dig. Vi tror også på Hans, Hannah og Hassan. Vi tror på, at akademikere gør samfundet rigere. Den indsats skal aflønnes fair og ordentligt. Vi tror på, at fællesskab og solidaritet gør en forskel. Vi står op for dine rettigheder, dine arbejdsvilkår og dine lønforhold. Det har vi gjort i 100 år. Vi er akademikernes fagforening og a-kasse. Vi står sammen. Hvor står du?

Meld dig ind på studerende.dm.dk

Velkommen til Ordet nr. 44 – Kærlighed Kærlighed, mere end noget andet, afspejler vores menneskelighed. I takt med, at vi udvikler os, følger kærligheden med og ophøjer forhåbentlig ethvert aspekt af vores tilværelse. Lad dig forføre, få dit hjerte knust og bliv forelsket igen, når du læser disse skribenters bud på, hvad kærlighed er for dem, og hvordan følelsen portrætteres i det 21. århundrede. På de følgende sider kan du finde refleksioner over teknologiens indmarch, mediernes påvirkning af vores opfattelse af intimitet, kærlighedserklæringer til fiktionens verden og et nærmere kig på de mennesker, som arbejder i den, samt en myriade af andre medrivende artikler. Det er svært ikke at bladre igennem Ordet nr. 44, uden at blive rørt over de mange vinkler på emnet, der har vist sig at indtage flere størrelser, farver og facetter, end jeg som redaktør havde turdet håbe på, da temaet blev lanceret. Jeg ønsker dig rigtig god læselyst med det nye magasin!

- Karoline Gaia Bjerregaard Balstrøm Chefredaktør på Ordet nr. 44 3

Chefredaktør: Karoline Gaia Bjerregaard Balstrøm

Skribenter: Amine Kromann Karacan Christine Roederer Claus Nygaard Petersen Frederik Hoff Gustav Stubbe Arndal Jonas Bang Jonas Ernst Monty Marcus Uhre Mathilde Johanne Kristiansen Proshe Abdel Rahman Randi Josefine Mølmark Rikke Bjørnholt Fink Sidsel Pedersen Minuva

Redaktører: Amine Kromann Karacan Claus Nygaard Petersen Gustav Stubbe Arndal Lise Burmeister Marcus Uhre Morten Kildebæk Neia Pil Højsteen Olivia Alleslev Sidsel Pedersen Minuva Siri Andersen Kastbjerg Tilde Søgaard Carlsen

Layout:

Amine Kromann Karacan Christine Roederer Karoline Gaia Bjerregaard Balstrøm Lise Burmeister Sidsel Pedersen Minuva

Online: Læs anmeldelser og artikler fra filmens verden på: www.ordet.net Facebook: fb.com/ordet.ifm Instagram: instagram.com/ordetnet 4

TEMA

KÆRLIGHED Indhold: Interview med Cécile Desaint ... s. 8 Kærlighed til fiktive karakterer .... s. 16 Til døden os skiller ............................ s. 22 De evige tre ...................................... s. 31 Kærlighedsomvikenderden,findeskun i Hollywood ......................................... s. 32 Make-over-filmens betingede kærlighed............................................... s.40 Et kærlighedsbrev til verdens mest intetsigende filmstjerne skrevet med lukkede øjne.................. s. 48 Kærlighed og krudtslam .................... s. 50 Er der ikke nogen, der vil bolle? ....... s. 56 Hvad er kærlighed uden sex? .......... s. 62 I love you, bro. ...................................... s. 72

Indhold, fortsat: Animationsrevolution ....................... s. 80 How to Tinder? ..................................... s. 92 Kærlighed, familie og fædreland i Andrej Tarkoskijs filmografi ............ s . 104 “The world forgetting, by the world forgot.” ................................................. s. 112 Om Ordet.net ..................................... s. 119

DANSK

HOMO HISTORIE

gayMAGZ.DK

Hvad sker der med kærligheden, når sorgen kommer til?

INTERVIEW MED: CÉCILE DESAINT , FILM-INSTRUKTØR af Marcus Uhre

privat foto

(2019). Foto: Cécile Desaint

Hvad skal man gøre, når døden banker på familiens dør, og sorgen ikke kan finde sig til rette? Når der er et års ventetid på en sorggruppe? Cécile Desaint har lavet dokumentarfilmen You Before Me (2019) for at skabe et rum til sin sorg og en plads til den hjemløse kærlighed.

éciles mor døde af kræft i 2016. Dengang var Cécile enogtyve år gammel og ikke klar til den type sorg, som et så tidligt forældredødsfald indebærer. Hun søgte derfor en sorggruppe ved Børn, Unge og Sorg og fik at vide, at der var ventetid. Lang ventetid. “Jeg stod et sted, hvor min verden var gået i stå, og jeg ville vildt gerne tale med nogen, der havde oplevet det samme som mig. De kunne ikke rigtig kommentere på, at der var en tolv måneders venteliste. ’Afmagt’ er et godt ord, at beskrive situationen med. For jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle stille op. Så det jeg besluttede var, at skabe mit eget rum for sorgen – at lave den her film.”

I You Before Me (2019) rejser Cécile til Sydfrankrig, hvor hendes mor tilbragte sin ungdom. Her opsporer hun moderens gamle veninder og bekendte. Cécile er selv halvt fransk, for hendes forældre mødte hinanden i Sydfrankrig, hvor moderen var au pair og senere studerende. “Jeg gik i de samme gader som hende, var præcis den samme alder, og jeg lignede hende på en prik. Det var som at være virkelig tæt på et spøgelse.”

En dannelsesrejse i fortid og nutid Turen til Frankrig blev en form for coming of age-oplevelse for Cécile, hvor hun gennemgik mange af de samme udfordringer som hendes mor havde. “At rejse ud i verden, med en ambition om at lave en film, er både en stor mundfuld og en stor opgave. Jeg følte i høj grad, at jeg stod dernede med min filmfotograf og skulle styre det hele. Jeg 9

skulle finde ud af, hvordan jeg navigerede i materialet og samtidig tage stilling og mærke efter, for har jeg det egentlig okay lige nu i denne situation?” For hvad skal man gøre, når moderens spøgelse kommer helt tæt på – i form af minder og anekdoter? Når man lærer en ny side af sin mor at kende. Den person, som boede i Frankrig og måske mindede lidt mere om Cécile selv. “Man måtte stramme ballerne og gøre sit arbejde. Jeg har et ansvar for, hvad jeg viser folk på skærmen. Jeg har et ansvar for, hvordan jeg viser min mor på skærmen. Jeg har lært meget af det, og det har gjort mig en del mere moden.”

En kærlighed til livet og en kærlighed til nuet “Det her er jo selvfølgelig en hyldest til det liv, som er levet, og som måske ikke var så velplanlagt,” siger Cécile, når man spørger hende, hvorfor hun har lavet filmen. ”Jeg har fundet ud af, af man godt kan leve til man er tooghalvtreds og stadig have haft et fantastisk liv.” “Og hvis man skal trække nogle af de her tematikker tilbage til em-neordet kærlighed, er det jo en kærlighed til livet, men også en kær-lighed til nuet jeg har arbejdet med. Vi skal fandeme huske, at vi er i live lige nu. Vi skal prøve aktivt at skubbe de ting væk, vi har i vores liv, som kan distrahere os fra det faktum, at vi er i live. Så vi kan få lov til at leve.”

You Before Me (2019). Foto: Christoffer Schmidt Kondrup

“Og kærligheden til din mor, hvad er der sket med den, når sorgen er kommet til?”

You Before Me (2019). Foto: Christoffer Schmidt Kondrup

“Jeg tror kun, at den er blevet stærkere. Det er en kæmpe fed kliché, men det går virkelig først op for én, hvor meget man har, når det er væk. Så ja, den er blevet intensiveret, hvilket både er på godt og på ondt. For det kan være virkelig svært at have en hjemløs og uforløst kærlighed.” Selvom vi kun møder Céciles relation til sin mor i to spinkle uger af hendes liv, så stikker der i virkeligheden et årelangt arbejde bag det selvterapeutiske filmprojekt. Dét er lang tid at stirre ind i døden. “Den har givet mig en meget klar idé om, hvad jeg gerne vil bruge mit liv på. Det havde jeg ikke, før min mor døde. Der flakkede jeg lidt i vinden. Jeg er blevet meget taknemlig for, at jeg er i live nu.” “Og jeg er blevet mere opmærksom på, hvor god en mor hun var. Og hvor hårdt forældre i øvrigt prøver på at gøre det bedste, de kan. Det er klart, at det ikke altid lykkes. Men det er jo heller ikke altid, at man selv lykkes. Så jeg tror, jeg har fået et mere nuanceret billede af hende.”

En blanding mellem gravøl og begravelse I november 2019 talte Cécile på en konference om narrativet i sorg: “Jeg talte med en forsker, som sagde, at vi som mennesker har det hårdt ved at være i det rum, hvor vi er kede af det sammen. Derfor er et gravøl ofte ikke så sørgeligt, som selve begravelsen. Man fortæller historier om den afdøde, og så bliver det ikke så trist og negativt” “Min film er en blanding af begravelsen og gravøllet. Fordi der er momenter, hvor man kan 12

grine og får mulighed for at forelske sig i Sydfrankrig. Og så er der momenter, hvor det ikke er så sjovt, og hvor det gør lidt ondt. Hvor folk måske fælder en tåre.”

“Hvordan har det været at udlevere dit hjerte gennem din film?” “Jeg synes egentlig, det er fedt. Det er jo noget, der ligger mig meget på sinde. Så hvis jeg kan ramme de folk derude, som filmen kan gøre en forskel for, eller hvis filmen kan være med til at åbne en snak om sorg, så har jeg lykkedes med det, jeg gerne ville.” Céciles film slutter med en eftersmag af accept. Der er sket en forløsning; rejsen til Frankrig har gjort Cécile til en ny forsonet udgave af sig selv. “Jeg vil gerne vise de sørgende børn og unge, at de ikke er alene. Og hvis de har lyst til at lave noget musik eller skrive et teaterstykke eller lave en film eller noget andet, som kan få dem igennem deres sorg, så er jeg den største fan. Det synes jeg endelig, de skal gøre.”

You Before Me (2019). Foto: Christoffer Schmidt Kondrup

You Before Me havde premiere i København i oktober 2019 og turnerer nu rundt på festivaller.

You Before Me (2019). Foto: Christian Lomholt

DRØM MER D U OM ET ÅR M ED F I L M?

www.europeanfilmcollege.com

KÆRLIGHED TIL FIKTIVE KARAKTERER af Proshe Abdel Rahman Den første forelskelse er ikke noget, man glemmer hurtigt. Samtidigt kan den heller ikke kontrolleres. Du ved ikke, om du bliver forelsket i personen overfor dig eller i elveren på TV.

Peter og jeg (2019). Illustration: Proshe Abdel Rahman

Ja, min første forelskelse var Peter Pan i Disney-tegnefilmen fra 1953. Jeg husker klart og tydelig, hvor glad jeg blev, hver gang jeg så ham på TV. Hvordan jeg havde lyst til at holde hans hånd, hvor jaloux jeg blev, da Wendy ville kysse ham, og hvor sur jeg blev, da Tiger Lily kyssede ham. Jeg ville have, at han kun skulle være min.

dem og ikke kan lade være med at elske dem. Hver gang de oplever et nederlag, vil jeg bare omfavne dem og fortælle dem, at det nok skal gå. Hver gang de opnår succes, kan jeg ikke lade være med at blive glad på deres vegne.

Når jeg kigger tilbage på min forelskelse i Peter Pan, kan jeg ikke lade være med at blive lidt flov over det. Som barn var jeg så forblændet af min kærlighed til ham, at jeg ikke kunne se, hvilken nar han som karakter faktisk er. Han er den ekskæreste, som du ikke kan tro, at du datede. Derfor har jeg også erstattet ham med andre karakterer som Legolas fra Ringenes Herre-trilogien, Storm fra X-Men, Frankensteins monster (bogversionen) og mange andre. I dag er jeg godt nok en 23-årig voksen kvinde, men jeg kan stadigvæk ikke lade være med at falde pladask for personer, væsner og skabninger, der ikke eksisterer.

« Jeg har selv erfaret, at jeg med mine småforelskelser har lært mig selv bedre at kende. » Udover karakterskrivningen, er der også deres fysiske design, som jeg størstedelen af tiden finder attraktiv. Det er jo ikke min skyld, at de er designet med en krop, der ser godt ud, har en frisure, der er til at dø for, eller et ansigt, du bare ikke kan lade være med at kigge på.

En grund til dette er, at de er så godt skrevet. Deres personlighed, historie, og karakteropbygning er bare nogle af de ting, der gør mig forelsket i dem. Jo mere jeg lærer karaktererne at kende, jo tættere kommer jeg på dem. Det gør, at jeg udvikler en form for forhold til

Men når det er sagt, er der så noget galt i at blive forelsket i fiktive karakterer? Det mener jeg personligt ikke. Jeg har selv erfaret, at jeg med mine 17

Legolas og jeg (2019). Illustration: Proshe Abdel Rahman

Jeg husker min første kærlighed klart og tydeligt; Jeg var 8, og han var 12. Han havde rødt hår og mørkebrune øjne, gik kun i grønt tøj og havde et smil, der gjorde mig helt blød i knæene. Så kunne han også flyve, havde en lille fe som ven og kunne ikke blive ældre.

småforelskelser har lært mig selv bedre at kende. De har hjulpet mig til at se, hvad jeg bliver tiltrukket af, enten når det kommer til et kropstræk eller et personlighedstræk. Og de har hjulpet mig med at udtrykke mig selv og mine følelser kreativt i form af fanart og fanfiction, som er værker, fans laver af karakterer, de holder af. På trods af at jeg selv har en positiv holdning til det, kan jeg dog godt se, at den her form for forelskelse kan resultere i nogle problematikker.

er de på at svine andre til, hvis de også kan lide den samme karakter. Denne form for besættelse af en fiktiv karakter er selvsagt på ingen måde sund, og det kan kun have negative konsekvenser, når det senere kommer til at skulle danne et virkeligt forhold med et andet menneske.

« Jeg bebrejder ikke dem, der ikke tør eller vil indrømme, at de er forelsket i en fiktiv figur. »

Den første går på, om man kan skelne mellem kærlighed til virkelige personer og kærlighed til objekter. De fleste personer, der bliver forelskede i fiktive karakterer, kan nemlig godt skelne mellem de to former for kærlighed, men man støder alligevel ofte på mennesker, som ikke besidder denne evne til at skelne mellem virkelighed og fiktion. De er typisk kendetegnede ved at være ekstremt passionerede for den fiktive karakter, til et punkt hvor de kan finde på at gå til angreb verbalt eller fysisk på dig, hvis du vover på at snakke dårligt om deres kæreste. Måske findBesættelse (2019). Illustration: Proshe Abdel Rahman

En anden problematik handler nemlig om forventninger til forhold med virkelige personer. Det er jo nemt nok at forestille sig at være i et forhold med en fiktiv karakter. Man kan have forestillinger om, hvordan karakteren behandler én, eller tænke på forskellige scenarier, hvor karakteren forkæler én. Men det er ikke ensbetydende med, at man kan finde en virkelig person, der opfylder de samme krav. Derfor kan man også forestille sig, at nogle personer foretrækker at have et forhold til den fiktive figur, netop fordi den opfylder alle deres forventninger. Det er måske også nemmere, at have et forhold til en fiktiv figur, fordi der ikke er risiko for, at man vil slå op og få sit hjerte knust. Disse er de primære problematikker, jeg kan se, når det kommer til denne form for forelskelse. Det er desværre også dem, mange vil tænke på, hvis man fortæller, at man er lidt smålun på en person, der ikke findes. Man vil 18

Fælles forelskelse (2019). Illustration: Proshe Abdel Rahman

ikke stemples som en særling, og derfor er der mange, der heller ikke tør indrømme, at de har følelser for en fiktiv karakter, på trods af at de godt kan skelne mellem disse to former for kærlighed. Fordi der netop er nogle, der tager forelskelsen til det ekstreme og dermed sætter resten i et dårligt lys. Jeg bebrejder ikke dem, der ikke tør eller vil indrømme, at de er forelsket i en fiktiv figur.

« Man kan ikke styre, hvem man bliver forelsket i, så ved at normalisere og aftabuisere denne form for forelskelse, kan man hjælpe folk med ikke at føle sig skamfulde over at kunne lide en fiktiv karakter lidt for meget. »

Men når det er sagt, synes jeg ikke, at man skal lade personer der er besat af denne form for forelskelse, ’repræsen19

Archive of our own (2019). Illustration: Sidsel Minuva

tere’ alle dem, der netop godt kan adskille kærligheden mellem virkelig personer og fiktive figurer. Man er ikke mærkelig, bare fordi man er lidt småforelsket i en fiktiv karakter. Det sker for alle og i alle aldre. Det er en uskyldig form for forelskelse, der kan være behjælpelig, når det senere kommer til forelskelser til virkelige personer, eller når det kommer til at lære sig selv bedre at kende. Eller når det bare handler om at have det sjovt med sine forelskelser. Man kan ikke styre, hvem man bliver forelsket i, så ved at normalisere og aftabuisere denne form for forelskelse, kan man hjælpe folk med ikke at føle sig skamfulde over at kunne lide en fiktiv karakter lidt for meget. Samtidigt kan man dele sin kærlighed til denne karakter med andre, der deler den samme kærlighed, og deraf skabe fællesskaber, hvor man ikke bliver udskammet, men hvor alle føler sig komfortable.

C HAR L E S D I C K ENS ’ KL ASSIKER

E T JULEEV E NT YR 2 9. N OVE MBER 2019 – 4. JANUAR 2020 Oplev en rørende og morsom forestilling med Mette Horn i hovedrollen som Scrooge. En fortælling om, at det aldrig er for sent at blive et godt menneske. MEDVIRKENDE

METTE HORN ASTA KAMMA AUGUST JESPER GROTH ANDREAS JEBRO LILA NOBEL

Køb billetter på nbt.dk

INSTRUKTION: VIKTOR TJERNELD SCENOGRAFI OG KOSTUMER: FRANCISKA ZAHLE MANUSKRIPT: PATRICK BARLOW BASERET PÅ CHARLES DICKENS’ ROMAN A CHRISTMAS CAROL TEATERFORLAG: NORDISKA APS - KØBENHAVN LYSDESIGN: MÅRTEN K. AXELSSON YDDESIGN: IDA JACOBSEN

Medfinansieret af Den Europæiske Unions program Et Kreativt Europa

Addams Family Values (1993). Foto: United Artists

TIL DØDEN OS SKILLER af Claus Nygaard Petersen De konstellationer, som du kommer til at læse om her, er bare få eksempler fra en lang tradition for formidling af kærlighed mellem to karakterer.

The Addams Family (1991). Foto: Paramount Pictures

ilm og tv er fyldt med par, som elsker hinanden. Hvad enten det er vennerne i Friends (1994-2004), der skiftevis er venner og elskende afhængig af, hvilken sæson vi er i, eller evig kærlighed på tværs af klasseskel i Titanic (1997) (på trods af Roses lidt halvhjertede forsøg på at redde Jack fra druknedøden – jeg har mine mistanker), så er der en myriade af eksempler. De konstellationer, som du kommer til at læse om her, er således bare få eksempler fra en lang tradition for formidling af kærlighed mellem to karakterer.

de kombination af Frankensteins brud og Vampira, Morticia, onkel Fester, bedstemor Addams og børnene Wednesday og Pugsley. Derudover er der butleren, Lurch, og den afhuggede hånd, Thing, samt et utal af mere eller mindre excentriske slægtninge. Umiddelbart lyder det meget normalt (ignorer den del med den afhuggede hånd), hvis ikke det var fordi, de havde en forkærlighed for de mere makabre ting i livet og tilsyneladende også er i besiddelse af varierende grader af overnaturlige kræfter – de er i hvert fald mere end vanskelige at slå ihjel.

Ambitionen har været at finde de mindre oplagte eksempler. Her er det ikke Allie og Noah fra The Notebook (2004) eller Rose og Jack fra Titanic. Derimod leder jeg efter mindre oplagte kærlighedsskildringer, som ved nærmere eftertanke alligevel fuldkommen indkapsler, hvad det vil sige at elske en anden komplet og betingelsesløst, hvad enten det drejer sig om amourøs eller platonisk kærlighed. GOMEZ OG MORTICIA ADDAMS, “The Addams Family” (1991) OG “Addams Family Values” (1993)

Den specifikke inkarnation af karaktererne, som jeg vil fremhæve, er fra de to Barry Sonnenfeld-film fra 90’erne, henholdsvis The Addams Family og Addams Family Values, hvor Raul Julia og Anjelica Huston spiller det amorøse par – og tager dem til et helt ekstraordinært niveau.

Vi lægger ud med en, i amerikansk sammenhæng, ikonisk duo. Det begyndte som en satirisk tegneserie skabt af Charles Addams i 1938, men tog i 1964 springet til tv-stationen ABC, hvor The Addams Family (19964-1966) underholdte de amerikanske tv-seerer i to sæsoner.

Kemien mellem dem er forrygende. Julias Gomez er en fyrrig latin-loverErrol-Flynn-charmør, der er klar til at spidde dig med diverse spidse gen-

Familien består af den charmerende gavtyv Gomez, hans kone, den betagen23

The Birdcage (1996). Foto: United Artists

Morticia: “Don’t torture yourself, Gomez. That’s my job.”

stande for derefter at gribe sin cara mia i sin favn og bære hende op af trappen – en gentleman og en laban på en og samme tid.

Gomez: “To live without you, only that would be torture.”

Huston er elegance legemliggjort: et lille finurligt lyssætningstrick i Family Values giver konstant Morticia et lille noir lys henover øjnene. Den kridhvide hud brydes kun af et par markante og gennemtrængende øjne og de rødeste røde læber.

Morticia: “A day alone, only that would be death.” ALBERT OG GOLDMAN, “The (1996)

ARMAND Birdcage”

Filmen er et remake af en italienskfransk film fra 1978, baseret på det franske skuespil La Cage aux Folles fra 1973.

Allerede første gang hun kigger på ham, fornemmer man en spænding, og et sus går gennem kroppen på Gomez, når han er i hendes nærhed. Eller når hun med kælen stemme siger ”Last night, you were unhinged. You were like some desperate howling demon. You frightened me. Do it again.”

Mike Nichols instruerede Robin Williams og Nathan Lane som parret Armand og Albert, der har en drag-klub i South Beach, Florida. Armand har en søn fra et tidligere forhold, og da han bringer sin forlovede med hjem er gode råd dyre – hendes far er nemlig en dybt konservativ politiker.

Den ultimative kærlighedserklæring og perfekte sammensmeltning af liv, død og lyst, alt det, der driver en Addams, kommer, da ægteparret har følgende udveksling:

Camp-skalaen er skruet op til det 24

maks., så den får ikke for lidt på karikaturerne og de overdrevne præstationer – især Nathan Lane er en oplevelse. Han er klubbens store stjerne med det passende navn Starina.

levet sammen i flere år. De smider små fornærmelser efter hinanden og bliver til tider vrede på den måde, som et gammelt ægtepar nu engang gør – og som man godt ved kun betyder kærlighed. Albert: “Whatever I am, he made me! I was adorable once, young and full of hope. And now look at me! I’m this short, fat, insecure, middle-aged THING!”

The Birdcage’s mest vidunderlige sekvens er den super akavede familiemiddag, hvor svigerfamilien er kommet på besøg. Gene Hackman spiller den bryske og kontante senator, som går umanerligt godt i spænd med Albert, der til lejligheden har klædt sig ud i drag og giver den som retskaffen, sød konservativ kone til Armand.

Armand: “I made you short?” Men under de syleskarpe bemærkninger findes der en utrolig mængde kærlighed. Berøringer og tonelejer, svulmende med den største ømhed, smelter hjertet hos selv den koldeste kyniker. CURTIS OG SAMANTHA LAFORCHE, “Take Shelter” (2011) ”Are you leaving me?”

« Last night, you were unhinged. You were like

En af de sværeste sætninger, en elskende kan få sig selv til at spørge sit et og alt om. Noget er ravruskende galt med den tilforladelige familiefar. Grusomme mareridt plager Curtis, hvori tyk, gul regn pisker ned over ham, alt imens mennesker han har kær, prøver at gøre ham fysisk fortræd.

some desperate howling

demon. You frightened me.

Do it again. »

Tallerkener med billeder af nøgne mænd med stiv pik og diskussioner om, hvorvidt det er okay at slå gravide ihjel, som alligevel vil have en abort, er blot et par af samtaleemnerne over måltidet.

I lang tid har han forsøgt at holde det skjult, men efterhånden som mareridtene bliver til syner i den vågne verden, jo mere krakelerer hans univers. Frygten for at ende ligesom sin skizofrene mor tynger ham voldsomt og anstrenger forholdet til alle i hans

Kernen i filmen er det dybe og kærlige forhold mellem to elskende, som har 25

omgangskreds – ikke mindst konen Samantha.

uden tvivl er en af de 10 bedste film i 10’erne.

Hun kæmper med næb og kløer for sin familie, og der er i hvert fald ikke nogen udefra, som skal kommentere på, om der er noget i vejen. Men hun finder sig heller ikke i hvad som helst.

Det er hende, han læner sig op ad, når han bliver i tvivl om det, han ser, er ægte. Et kort ”Ok” fra hende er det, der giver ham vished om, hvad der virkelig sker, og hvad der er inde i hans urolige hoved. Hun vil gøre alt for ham, men i sidste ende er det op til ham. Han skal vælge, om han er klar på at få hjælp og konfrontere det, der plager ham.

”I’m sorry you feel bad, but you need to drop the attitude,” slynger hun efter ham, da han svarer lidt for vrissent på et spørgsmål – de er partnere, ikke herre og tjener.

Men hvordan kan man kæmpe mod noget, som man ikke ved, hvad er? Og som er netop det, man frygter allermest, udover at miste sin familie.

Michael Shannon formidler Curtis’ indre kamp med en tour de force præstation, der gør ondt helt ind i sjælen, når han står fuldstændig opløst i tårer af afmagt. Jessica Chastain er mindst lige så fænomenal og leverer karrierens højdepunkt som Samantha, hvor hun står portrættere den frustration det er, at se ens elskede langsomt forsvinde, samtidig med at hun er nødt til at være stærk for deres datters skyld. Begge to er hjerteskærende og efterlader en hulkende i flere omgange under dette, der

Take Shelter (2011). Foto: Sony Pictures

Deres datter er det vigtigste i deres liv. Sådan er det med forældre. Fra at være hovedrolle i sin egen historie er man nu blot birolle i en anden og mere vigtig en. Hun er døv, men har kunnet høre før. Smilende, på den specielle måde som forældre gør, når de kigger påeller taler om deres børn, udveksler de disse ord:

How to Train Your Dragon 2 / 3 (2014 / 2019). Foto: Dreamworks

« I’m sorry you feel bad, but you need to drop the attitude. » Curtis: ”I still take off my boots not to wake her.” Samantha: “I still whisper.” Her er kærligheden mellem Samantha og Curtis fanget perfekt i et af hverdagens små øjeblikke, men i mindst lige så høj grad også til datteren. HICCUP OG TOOTHLESS, ”How to Train Your Dragon” Enhver, der har haft et kæledyr, som i virkelig haft et, ved, at det ikke bare er et kæledyr. Det er en kompagnon og ledsager. Det ender med at bliver en del af dig, som en brik i et puslespil du ikke vidste, du var i gang med at lægge. I How to Train Your Dragonfilmene (2010, 2014, 2019) finder den lettere uduelige viking Hiccup sit sjæledyr i form af dragen Toothless. I Hiccups verden er drager normale, men netop Toothless hører til en af de mest sjældne arter, Nightfury. Efter at have skudt den skælfyldte flyver ned og ødelagt en af hans vinger, ender menneske og drage efter et stykke tid med at stole på hinanden, og langsomt opstår et venskab, som varer over flere år – og tre film. Den første film ender med, at Hiccup mister sit ene ben, men hvis ikke det havde været for Toothless, ville han have mistet livet. Vennerne kommer 27

Hans første film var Clerks (1994), der handler om to ekspedienter, der bare skulle få dagen til at gå indtil fyraften. Men der var også to scenestjælende bifigurer, som indtil videre har medvirket i otte spillefilm og et utal af tegneserier og musikvideoer.

videre til nye eventyr – og et af de hårdeste tab, man overhoveder kan opleve i livet. Hiccups far dør, og som om det ikke er slemt nok, er det Toothless, der under hypnose dræber ham. Men de kommer igennem det. De vokser lidt mere igen og forlader barnestadiet. De træder et skridt nærmere voksenlivet, hvor der ikke længere er nogen til at klare problemerne for dig.

« Gid alle må være lige så heldige som de to og stadig have deres legekammerat 26 år efter første legeaftale. »

Og da kærligheden kommer efter dem begge i form af en sød drage og en lige så sej og sød viking, bliver det den største udfordring for deres specielle bånd. For Toothless er trods alt en drage, og på et tidspunkt er en drage også nødt til at være fri fra mennesker og bare være sig selv.

Drengerøven Jay spilles af Smiths gode ven Jason Mewes, mens Silent Bob spilles af Smith selv. De to pothandlere medvirker som regel i mindre eller større biroller, på nær Jay and Silent Bob Strike Back (2001) og Jay and Silent Bob Reboot (2019), hvor d’herrer er de altoverskyggende, bærende kræfter.

Hiccup: “You’ll be safe there. Safer than you could ever be with me. It’s okay. I love you too. And I want you to be free. Our world doesn’t deserve you. Yet.” JAY OG SILENT BOB, ”View Askew universe”

Gutterne har været bedste venner lige siden deres mødre placerede deres barnevogne ved siden af hinanden udenfor den lokale kiosk. Jay roder dem som regel ud i hovedkulds og overdrevne eventyr, og Silent Bob virker til tider som om, han spiller mere dum, end han egentlig er.

Hvem fanden er Jay og Silent Bob, og hvad fuck er View Askew? Instruktøren Kevin Smith har et lidt broget resume. For hver Chasing Amy (1997) og Dogma (1999) er der Cop Out (2010) og Tusk (2014). Og igen, hvis ingen af de titler siger dig noget, så er det heller ikke så underligt. Det er primært indiefilm som nørden fra New Jersey har lavet – og så har han lavet podcasts og skrevet ganske gode tegneserier, men det er en anden historie.

For typisk taler den skæggede hipster-Marcel-Marceau en gang i hver film, enten i form af en morale eller historie som hovedpersonen kan bruge til at få afklaring på sit dilemma, eller også er det en mere eller mindre god 28

par år siden, skal portrættere Jay som får at vide, at han har en 18-årig datter (med det kuriøse navn Millennium Faulken). Hun spilles nemlig af Kevin Smiths afkom, Harley Quinn Smith, som spillede baby-versionen af Silent Bob i Strikes Back.

joke, han bidrager med. Der er dog ingen tvivl om, at de to har et venskab, som er et af den slags, der varer for evigt. Jay siger det ganske præcist i Dogma, da han introducerer sig selv og kammesjukken sådan her: Jay: ”I’m Jay and this is my hetero life-mate Silent Bob.”

Det er snørklet og hyggeligt, akkurat som når de to, nu halvgamle, mænd iklæder sig den gule jakke og grønne trenchcoat og leger den samme leg, de startede på tilbage i 1994 med Smiths debutfilm Clerks – gid alle må være lige så heldige som de to og stadig have deres legekammerat 26 år efter første legeaftale.

Og Mewes og Smith har rent faktisk et venskab for livet. Da Mewes skulle bruge et sted at bo efter et heftigt heroinmisbrug, var det selvfølgelig hos sin skæggede ven – og da han flyttede igen, var det blot et par huse længere ned ad vejen. Ser vi bort fra Simon Pegg og Nick Frost, hører det efterhånden til sjældenhederne, at to venner på den måde laver film sammen kontinuerligt i så mange år. Og ser man efter, er der nuancer at spore i karaktererne i forhold til, hvor de startede. Metalaget bliver fuldkomment i Reboot, når Mewes, der selv blev far for et

Jay and Silent Bob Reboot (2019). Foto: Universal Pictures

de evige tre Der er to mænd i verden, der bestandig krydser min vej, den ene er ham jeg elsker den anden elsker mig. Den ene er i en natlige drøm, der bor i mit mørke sind, den anden står ved mit hjertes dør, jeg lukker ham aldrig ind. Den ene gav mig et vårligt pust af lykke der snart fór hen, den anden gav mig hele sit liv og fik aldrig en time igen. Den ene bruser i blodets sang, hvor elskov er ren og fri, den anden er ét med den triste dag, som drømmene drukner i. Hver kvinde står mellem disse to, forelsket, elsket og ren – én gang hvert hundrede år kan det ske de smelter sammen til én.

Tove Ditlevsen, Lille Verden (1942)

Body Language (2019). Foto: Cosmopolitan

KÆRLIGHEDEN SOM VI KENDER DEN, FINDES KUN I H O L LY W O O D .

af Randi Mølmark-O’Connor Et dybere indblik i romcoms og deres historie får mig til at stille spørgsmål til mit kærlighedsliv. Er romantiske komedier min inspiration til det lykkelige, passionerede forhold? Eller er romcoms blot for forholdet, hvad porno er for sexlivet?

ar du også set How to Lose a Guy in 10 Days (2003) på repeat? Er Bridget Jones’ dagbog (2001) en del af din romcom samling? Kan du alle dialogerne fra Pretty Woman (1990)? Så er du muligvis en fan af romcoms. Måske elsker du at hade dem. De er overalt og har eksisteret i lang tid med diverse subgenrer gennem årtierne.

erklæring og den altoverskyggende skæbne for to, samt lysten til at grine over smerte og dumhed? VI SKAL TILBAGE TIL FILMENS SPÆDE BEGYNDELSE FOR AT FINDE SVARET.

MEN HVAD ER EN ROMCOM? En romcom er en romantisk komedie, fyldt med let humor og en romantisk historie, der som regel ender godt. Romcoms er ikke kun en Netflix-kategori, men kan findes helt tilbage til en af de store romantikere: Shakespeare! Teaterstykket En skærsommernats drøm (1594) har den klassiske formular til enhver romcom, hvor humor og lette intriger leder et par sammen, for at en konflikt kan rive dem fra hinanden og derefter, gennem diverse prøvelser, bringes de sammen igen.

Girl Shy (1924). Foto: W.F.film service

En mand, der er for genert til at tale med kvinder, har dog en succesfuld bog om, hvordan man kommer i kontakt med dem. Han bliver forelsket i en rig dame, der skal giftes med en allerede gift mand. Nu må han styrte afsted i en nervepirrende kamp mod tiden for at stoppe brylluppet. Sådan lyder plottet fra filmen Girl Shy (1924). Et plot, der sagtens kunne fungere i dag. Vi kan allerede se plakaten med Hugh Grant og Reese Witherspoon for os, men denne historie er fra 1924. En af de første film, der tydeligt kan klassificeres som en romcom.

Men hvordan opstod romcoms, som vi kender dem på film? Hvornår fik vi et behov for den overdrevne kærligheds-

« Romantiske komedier har også været et spejl for, hvordan kærlighed kan fungere. Den romantiske komedie kan være en genspejling af et ønske om kærlighed, samfundet længes efter. » 33

Girl Shy (1924). Foto: San Francisco silent film festival archive

udvikling, og kvinder havde bevist, at de ikke blot hørte hjem« The Production Code blev me i køkkenet, men havde ståfor alvor håndhævet i 1934 et side om side med mænd i to verdenskrige. Kvinder stod på og satte en stopper for bl.a. egne ben, og dette reflekterenøgenhed og intime scener. I des i film som Roman Holiday 1950’erne var de høje moralske (1953), hvor Audrey Hepburn spiller en kronprinsesse, som standarter blevet udvandet, beslutter sig for at udforske og flere såkaldte ”umoralske” Rom på egen hånd. Kærligheden opstår mellem hende scener fandt deres vej til og en rapporter, som har fulgt Hollywood. » hende. Sammen oplever de et hæsblæsende eventyr, men alligevel vælger hun til sidst sit Romantiske komedier har også været et ”arbejde” – eller rettere sagt sit ansvar spejl for, hvordan kærlighed kan fungere. Den romantiske komedie kan være indenfor det royale embede – over kæren genspejling af et ønske om kærlig- ligheden. Film som Roman Holiday hed, samfundet længes efter. Film som gav især kvinder et håb om selvstænIt Happend One Night (1934) viser en dighed, også når det kom til kærlighed. kærlighedshistorie mellem en rig kvin- Men var dette nu også realiteten eller de og en fattig mand; filmet under de- blot et håb? pressionen præsenterer den et budskab I 1950’erne handlede det ikke kun om om, at penge ikke kan købe kærlighed. den selvstændige kvinde, men også Et budskab, mange havde brug for i den seksualiserede kvinde. En af ti1930’erne, i en tid hvor pengene var dens største stjerner, Marilyn Monroe, knappe og arbejdsløsheden høj. havde netop vist sit ansigt på den første De romantiske komediefilm i 1950’erne udgave af playboy i 1953. Det skabte begyndte at ændre sig. Samfundet var i en dualitet: på den ene side havde man

den selvstændige kvinde med egen indtjening og på den anden side en storbarmet blondine, som blev et uopnåeligt ikon i 1950’erne.

I 1960’erne og 1970’erne blev film stadig mere eksplicitte: kærligheden på film skulle vises og oplevelses fuldt ud – der var ingen grund til at gemme sig i skørterne. Mænd og kvinder kun-

I filmen Some Like It Hot (1959) er der seksuelle undertoner og bullet« Et ønske om, at kærlighed bras over det hele samt en kvindelig hovedperson, der med navnet skal ende i et ønske om Sugar kun bliver mere objektiviseægteskab; at romance blot er ret og en del af fantasien om den perfekte blondine: en uintelligent, et skridt på vejen, og at mænd naiv og frem for alt smuk kvinde, og kvinder har bestemte roller som begærer kærlighed og penge. I Gentlemen Prefer Blondes og behov, som umuligt kan (1953) bliver sangen “Diamonds deles, medmindre det er den Are a Girl’s Best Friend” et symbol på den nye kærlighed og skaber et perfekte partner. » billede af mænd som rovdyr, der længes efter den yngre model i takt med, at kvinder mister deres glans. Et ne pga. den seksuelle revolution snakbudskab om at gifte sig for materielle ke frit om sex, så vores hovedpersoner goder, men pakket ind i sang og dans. på film skulle selvfølgelig også være åbne og frie, når det kom til seksuel udfoldelse. Men som alle revolutioner i samfundet, må man ikke miste kontrol, så med den frie seksualitet skulle det romantiske forhold stadig leve op til dyder som ægteskab og familiære værdier.

Fra 1950’erne og frem til 1970’erne var der et stort fokus på forskelle mellem mænd og kvinder, men samtidig var Hollywoods strenge censursystem ovre. The Production Code blev for alvor håndhævet i 1934 og satte en stopper for bl.a. nøgenhed og intime scener. I 1950’erne var de høje moralske standarter blevet udvandet, og flere såkaldte ”umoralske” scener fandt deres vej til Hollywood. Det forklarer også det pludselige skub i mere seksuelle komedier i årene efter, som førnævnte Gentlemen Prefer Blondes eller i Garden of Eden (1954), hvor nøgenhed blev naturligt med nøgne børn og familier med bare overkroppe, så langt øjet rækker.

Dertil kom film som Boys Night Out (1962), som omhandler fire unge mænd, der beslutter sig for at sætte en annonce i avisen efter en ung blondine, på trods af, at de er gift. Den unge blondine er dog sociolog og er ved at skrive en afhandling om mænds seksuelle fantasier. Filmen viser samfundets holdning til den nyfundne seksualitet, men den ender selvfølgelig med at hyl-

de ægteskabets dyder - helt væk var moralen dog ikke.

at et forhold sagtens kan opstå med løgn som grobund.

Det er en taktik, vi stadig ser i dag. Disse film har en anden aura omkring Et mere samfundspræget ønske. Et sig. Som oftest har en af hovedpersoønske om, at kærlighed skal ende i et nerne mistet en partner, er eneforælønske om ægteskab; at romance blot der eller har mistet håb og lyst til et er et skridt på vejen, og at mænd og forhold. Men selvfølgelig viser filmene kvinder har bestemte roller og be- også, at uanset hvad så er et forhold hov, som umuligt kan deles, med- målet, ligegyldigt hvor langt væk man mindre det er den perfekte partner. bor fra hinanden, eller hvor meget Den næste generation af romantiske man skal lyve, så er det jo for kærlighed komedier – dem de fleste vil kunne og kærlighed er kun en perfekt tale væk huske fra 1980’erne og 1990’erne – for at være en realitet. begyndte at fokusere på selvet, samt den udvikling, der opstår i et forhold, FORVENTNINGERNE ER UREnår man som to personer skal fungere ALISTISKE OG URETFÆRDIGE sammen på trods af interne forskelle. Så romantiske komedier har været her Det er et indblik i hovedpersonerne i lang tid. Repræsentationen af kærligsom individer, ofte med mange fejl, og hed, mænd og kvinder er måske ikke ikke den ærkegohelt realistisk, når de hovedperson vi ser en roman« Kvinder får ikke som i tidligere tisk komedie på romantiske kodet store lærred. en orgasme, fordi man medier. Vi ved jo godt,

gnubber sig mildt op ad

at alt dette er Film som Slehende i to minutter, og så fiktion, men er epless in Seattle (1993) snart I har kysset hinanden der mulighed for, at rompræsenterer en efter den vilde første coms påvirker sørgende enkeos overhoved? date, så er resten af vejen mand, hvis søn Dette spørgsheldigvis ser ikke bare regnbuer og mål er blevet ud til at være undersøgt på passionsfyldte aftner! » kommet over universitetet sin mors død reHeriot-Watt i lativt hurtigt og nu Skotland, hvor Kimberly Johnson og leder efter en ny mor til sig selv og en kone til sin far. While You Were Sle- Bjarne Holmes undersøgte, hvorvidt og hvordan disse romantiske komedieping (1995) er den klassiske misforståer påvirker vores romantiske forhold, elses-romcom, som mod al logik viser, både som unge og senere i voksenlivet. 36

Old School Romance (2015). Foto: 8tracks Dating (2017). Foto: Tfln.com

Gennem studiet blev der studeret temaer og klicher i 40 forskellige romcoms fra 1995 og frem til 2005. Derefter blev over 300 mennesker, som havde set flere af de 40 udvalgte romcoms, adspurgt om deres holdninger og forventninger til romantiske forhold og ægteskab.

eller den perfekte første date, hvilket er hovedtemaer i film som ovennævnte. Ligesom vi har hørt mange gange om porno, at dette ikke bør være en inspiration til, hvordan et virkeligt sexliv skal fungere, burde vi måske blive mindet om det samme, når det kommer til romcoms. Det er blot fiktion! Kvinder får ikke en orgasme, fordi man gnubber sig mildt op ad hende i to minutter, og så snart I har kysset hinanden efter den vilde første date, så er resten af vejen ikke bare regnbuer og passionsfyldte aftner! Romcoms skildrer ikke det virkelige liv eller ægte kærlighed!

Johnson og Holmes konstaterede, at blev man udsat for større mængder af disse lettere humoristiske kærlighedshistorier, hvor især ægteskab var målet, ville man være mere tilbøjelig til at være positivt indstillet overfor ægteskab. Mange havde også en radikal forståelse af kærlighed, hvor dem, der havde set romcoms som førnævnte While You Were Sleeping, You’ve Got Mail (1998) og The Wedding Planner (2001), havde svært ved at kommunikere i deres forhold og troede stærkt på klicheer som den eneste ene

Opvokset med en stor forkærlighed for denne slags Hollywood romcom-film bliver jeg nødt til at sige, at jeg nok lod mig påvirke mere, end jeg har lyst til at indrømme. For vi spejler os i alt, især i teenageårene, og selvom vi ved, at romcoms er til dagdrømme og fiktion, kunne mit unge selv ikke undgå at 37

My Big Fat Greek Wedding (2002). Foto: Bustle

håbe på, at den kærlighed, jeg så evigt søgte i romantiske film, ville opstå i virkeligheden. For hvem vil ikke hellere have det ekstatiske og evigt konfliktfyldte romcom-forhold end den vante kamp hver aften om, hvem der tager opvasken? En hverdag, som også er en del af ægte kærlighed, men et sjældent syn i diverse romcoms.

Men hvad så, når man møder ”the special one”? Når man har fundet den eneste ene og skal giftes? Især bryllup-romcoms har udviklet sig, idet Hollywood nu ikke blot afspejler vores behov for kærlighed, men også samfundets forventninger om, at du beviser din kærlighed i penge og atter penge. Da jeg blev forlovet, blev jeg spurgt om, hvorvidt min kjole ville passe, og hvor mange kilo jeg havde tabt, samt hvor stor stenen var i min forlovelsesring. Min mand blev spurgt om, hvorvidt han var nervøs, og om han nu var klar på at have sex med den samme kvinde resten af livet.

Drengen, der ofte mobbede og drillede mig helt op i teenageårene, blev ikke pludseligt den store kærlighed. Ham jeg godt kunne lide, var ikke vild med den stille pige, men var dybt forelsket i den populære pige, og mange af mine venner oplevede også at blive afvist, selvom de stod med en boomboks i regnen (true story).

« Især bryllupromcoms har udviklet sig, idet Hollywood nu ikke blot afspejler vores behov for kærlighed, men også samfundets forventninger om, at du beviser din kærlighed i penge og atter penge. »

Som Bjarne Holmes fra den tidligere nævnte romcom-undersøgelse udtaler det i et interview: ”We want to be the special one and meet the special one. Unfortunately, people tend to believe the Hollywood idea of a perfect relationship.” 38

Body Language (2019). Foto: Cosmopolitan

Jeg kunne genkende samtlige spørgsmål, vi blev stillet, for de udspillede sig på min tv-skærm. I romcoms som The Five-Year Engagement (2012), Bridesmaids (2011), Bride Wars (2009) og The Wedding Planner (2001). Alle disse film har det tilfælles, at skæbnen bringer det perfekte par sammen, uanset hvem de måtte have været sammen med før – det er jo ikke utroskab, når det er den eneste ene. Du skal have den perfekte bryllupsdag, for du har brugt din livsopsparing på den. Dine venner skal helst være lidt jaloux over din overdådighed, og din forlovelsesring skal kunne ses fra rummet. Det er urealistisk at blive stillet på linje med disse magiske forhold, bryllupper og sex. For vi vil aldrig kunne leve op til dem!

et sammenstød med Matthew McConaughey. Selvfølgelig skal vi ikke flygte fra romcoms i biografen eller brænde vores Love Actually-dvd (2003) af i vrede. Men ligesom porno er det vigtigt ikke at blive afhængig. Det er blot fiktion og en måde at lade fantasien få frit spil, men ægte kærlighed kræver arbejde – virkelig meget arbejde. Som forskeren Johnson fra førnævnte undersøgelse udtaler: ”Films do capture the excitement of new relationships, but they also wrongly suggest that trust and committed love exist from the moment people meet, whereas these are qualities that normally take years to develop.” Du finder måske ikke en Hugh Grant eller en Jennifer Aniston. Måske vil ingen jagte dig gennem en lufthavn, og det kan da være, at du må droppe dagdrømmen om den perfekte partner sendt af skæbnen. Virkeligheden er ikke en romcom, men derfor behøver den ikke være kedelig.

HVAD ER ÆGTE KÆRLIGHED? Det er på tide at acceptere kærligheden uden film. At vi ikke kan forvente, at vores partner synger serenader til os på et fodboldstadium. At kærlighed er fuld af tårer, hårde veje igennem selvrealisering og det faktum, at et forhold tager mange år at skabe og ikke blot 39

Make-over-filmens betingede kærlighed.

DU ER GOD NOK SOM DU ER – ALTSÅ, MEDMINDRE DU BRUGER BRILLER

Af Rikke Bjørnholt Fink My Fair LAdy (1964). Foto: Warner Bros.

Sex and the City-serien (1998-2004) afsluttes med denne replik fra Carrie Bradshaw i en af de velkendte voiceovers:

hvor den nørdede, kvindelige hovedperson smider brillerne til fordel for, hvad der end betragtes som smukt på det tidspunkt, hendes film foregår i.

“Later that day I got to thinking about relationships. There are those that open you up to something new and exotic, those that are old and familiar, those that bring up lots of questions, those that bring you somewhere unexpected, those that bring you far from where you started, and those that bring you back. But the most exciting, challenging and significant relationship of all is the one you have with yourself. And if you can find someone to love the you, you love, well, that’s just fabulous.”

I My Fair Lady (1964) går Audrey Hepburn fra fattig blomstersælger i triste, mørke farver til, med rank ryg og perfekt diktion, at bære det ikoniske sort/ hvide skrud med dertilhørende hat. Olivia Newton-John smed den pastelfarvede cardigan til fordel for permanentkrøllet hår, læderjakke og smøg i

Måske skærer det i ørerne. At en serie, der brugte seks sæsoner og to film på at bilde os ind, at lykken blandt andet fandtes på bunden af en skoæske, i virkeligheden prøvede at lære os at elske os selv og finde kærligheden med én, der også elsker lige netop dét selv. Her efter finanskrise og mainstreamfeminismens genkomst er designertøj, 12-centimeters sko og anprisningen af botoxens magi nemlig blevet udskiftet med Beyoncé-mantraet om, at man ser ud, som da man vågnede i morges. Æstetik, autenticitet og grundlaget for et godt forhold er blevet kastet op i luften og med det følger et kritisk blik på især de kærlighedskonventioner, som vi har fået stoppet ned i halsen af Hollywood i 100 år. En af de nok mest klassiske greb fra romantiske komedier er make-overen, 41

« Make-overen er et udtryk for den allermest forlorne kategori af romantiske film, hvor der tales om kærlighed, imens det understreges, at man skal gøre sig lækker, før man kan elskes. »

Grease (1978). Rachel Leigh Cook gik langsomt ned af trappen til ”Kiss Me” af Sixpence None the Richer iført rød kjole, kort bob og sans briller i She’s All That (1999). Brillerne gik igen, da Anne Hathaways nye look i Prinsesse Eller Ej (2001) måtte afsløres af billeder, hvor hun skar ansigt for, at vi for alvor kunne se, hvor slemt det havde været. Alle er de konventionelt smukke kvinder, som vi midlertidigt bliver bildt ind ser helt almindelige ud, indtil de ændrer

She´s all that (1999). Foto: Miramax

look. Som oftest på en mands opfordring. Make-overen er et udtryk for den allermest forlorne kategori af romantiske film, hvor der tales om kærlighed, imens det understreges, at man skal gøre sig lækker, før man kan elskes. Eller hvad? Er film-make-overen nu også så slem? Gør man virkelig vold på sig selv, hvis man folder sig ud for at gøre sig attraktiv for en partner? Er det i virkeligheden mere urimeligt, at vi alle sam-

AT SE PÅ BRILLER MED NYE ØJNE

« Og i det stereotype, heteroseksuelle parallelunivers, som mange romantiske komedier foregår i, er det til dels det, som make-overen går ud på: At give den unge dame selvtillid og opmærksomhed fra hendes hjertes udkårne (eller bedste ven, når førsteelskeren viser sig at være en idiot). »

men skal være lige så skide autentiske, som da vi vågnede med grimt hår i morges og konstaterede, at vi på ingen måde lignede Beyoncé eller Audrey Hepburn eller Anne Hathaway for den sags skyld?

Behandlingen af børne- og ungdomsfavoritternes romantiske konventioner falder i tre faser. Først og fremmest ser du filmen i en letpåvirkelig alder og falder for flotte kjoler, smarte frisurer og sjove vittigheder fra den spydige stylist, der skal lave vores nørdede ælling om til en smuk svane. Senere genser du filmen med de kritiske briller på. Måske foranlediget af, at nogen har påpeget det problematiske ved, at Gracie Harts (Sandra Bullock) karriere i Agent Catwalk (2000) vitterligt afhænger af hendes evne til at gå undercover som beautyqueen – en opgave, som hendes mandlige kollegaer næppe havde fået. Ved dette andet gennemsyn aft en tidligere elsket film er det svært at få øje på andet end problemerne og den totalt overfladiske præmis, som filmens makeover har: at man må klæde sig ud for at finde kærligheden. Hertil kommer en masse latterlige delelementer i makeovers, som er svære at forsvare.

For det første er Olivia Newton-John en sjældenhed i make-over sammenhænge. Som regel er den kvinde, der skal angribes med vippebukker, stramt undertøj og glattejern nemlig mørkhåret: udover allerede nævnte Hathaway, Bullock, Leigh, Cook og Hepburn kunne man nævne Brittany Murphys mørk-

At give den unge dame selvtillid og opmærksomhed fra hendes hjertes udkårne (eller bedste ven, når førsteelskeren viser sig at være en idiot). Udover mørkt, slasket hår har hun gerne briller. Briller er ultimativt den mest udskældte accessory i Holly-

She´s all that (1999). Foto: Miramax

wood. Måske fordi de får kvinder til at se klogere ud? Det er i hvert fald et velkendt trick, at tage en smuk kvinde som Anne Hathaway eller Rachel Leigh -Cook (som ingen rigtigt tror på har problemer med selvtilliden eller at blive bemærket), smide et par briller på hende, give hende en uklædelig frisure og ikke mindst et no-make-up look, så hun næææsten ligner os andre.

erøde krøller i Clueless (1995), Nia Vardalos i My Big Fat Greek Wedding (2002) eller en af de allerførste makeovermakeoverees, nemlig Bette Davis i Now, Voyager (1942). Overordnet er make-overen brunettens game, og det hænger nok sammen med Hollywoods behandling af blondinen som den selvsikre sexbombe, der på ingen måde behøver at kæmpe for mænds opmærksomhed.

Kort sagt giver man gudesmukke kvinder en make-under, så der for alvor kan komme et wow-moment, når resultatet af hendes make-over afsløres. Som kunstner på make-overen står gerne en lidt feminin mand, der ikke

Og i det stereotype, heteroseksuelle parallelunivers, som mange romantiske komedier foregår i, er det til dels det, som make-overen går ud på: 43

Prinsesse eller ej (2001). Foto: Walt Disney Pictures

ET FORSIGTIGT FORSVAR FOR EN FRISK FRISURE

er bleg for at udtrykke sin store foragt for kvindens nuværende look i populærkulturelle referencer. Tænk Michael Caine i Agent Catwalk, der ”på ingen måde kan gøre det på to dage”, fordi Gracie Hart er ”Dirty Harriet”. Der er også den vrede frisør med den dårlige europæiske accent i Prinsesse Eller Ej, der gisper i rent chok over Anne Hathaways før- look og døber hendes øjenbryn ”Frida” og ”Kahlo”.

På et tidspunkt kommer du dig over den første forargelse over, at ikke alle romantiske film ældes lige elegant, og giver dem et gensyn. For var det nu også så slemt? Er make-overs virkelig så forkastelige, når det kommer til stykket? Tag nu The Devil Wears Prada (2006). Da filmen kom ud, var jeg klart mest optaget af alt det flotte tøj, som Andy fik på, da hun begyndte at interessere sig for sit job.

I andre film kommer initiativet mere fra kvinden selv, men ofte handler det om at få en ung kvinde presset ned i en konform boks, hvor hun skal ligne en stereotyp, som hun ellers har sat sig ud over. Det skulle man ellers tro var målet, når man er ung og usikker på sig selv.

Nogle år senere genså jeg filmen og tænkte, at det sgu da er problematisk, at hun er nødt til at gå en tøjstørrelse ned for at passe ind, og at Mirandas ledelsesstil involverer psykisk terror og konstante trusler om fyring. Men nu, i 2019, med en næsten færdigbagt humanioragrad og udsigt til et par 44

shitty første år på arbejdsmarkedet, kan jeg primært se ét problem i The Devil Wears Prada: Nate. Andys kæreste, der 1) er fornærmet over, at hun arbejder meget (han er selv kok - sådan cirka et synonym for vanvittige arbejdstider) 2) Har ondt i røven over, at hun gør sig umage med det job, som hun siger varer et år, hvorefter hun kan lave, hvad hun vil, og 3) hader alt ved hendes make-over undtagen hendes nye blondeundertøj med blonder. Pointen er, at ligesom i mange andre make-over film ændrer Andy sig ikke. Det, der ændrer sig, er hendes attitude til sit første job, som ikke alene er lønnet, men også kommer til at spike hendes CV langt ud til stjernerne ifølge filmen. Jeg tror ikke, jeg kender en millennial, der ikke ville skifte tøj for sådan en mulighed. Eller skifte kæreste for den sags skyld, hvis han var lige så skabagtig som Nate. Et andet eksempel, der tåler et gensyn, er Grease, hvor jeg indtil flere gange har hørt den anke imod filmen, at Sandy ændrer sig fuldstændig og i øvrigt begynder at ryge for Dannys skyld til sidst. Første gang jeg så filmen, drømte jeg om at blive permanentet (jeg er vitterligt den ENESTE kvinde i familien der blev snydt for krøller) og hoppe i verdens strammeste leggings med dertilhørende læderjakke. I anden fase lægger man måske mærke til cigaretten og det alt for stærke pres til sex, der gennemsyrer filmen. 45

Efterhånden er jeg dog blevet grebet af kodaet efter bilræset, hvor Olivia Newton-John giver sangen “Sandra Dee” et sidste spin: “Look at me, there has to be Something more than what they see Wholesome and pure Oh so scared and unsure A poor man’s Sandra Dee Sandy, you must start anew Don’t you know what you must do? Hold your head high Take a deep breath and sigh Goodbye to Sandra Dee” Herefter beder Sandy Frenchy om hjælp. Grease er altså et af de sjældne eksempler, hvor behovet for en makeover kommer fra kvinden selv. Sandy er vokset mentalt ud af sit pastelfarvede tøj og vil gerne sige farvel til det jomfruelige ydre. Hun har trods alt heller ikke behov for det. Hun kan nemlig sagtens stikke John Travoltas Danny et knæ i bollerne, hvis han prøver på noget, som hun ikke har lyst til. I øvrigt begynder John Travolta både at løbe og gå med atletjakke for at fange Sandys opmærksomhed, så Grease er noget så skønt som et eksempel på en bilateral make-over.

IMELLEM FEMI-STATEMENT OG CHAUVINISTISK UNDERTRYKKELSE Ingen kommer formentlig til at påstå, at make-overen ligefrem er et progressivt filmisk virkemiddel, der fremmer ligestillingen og styrker unge kvinder og pigers selvtillid. Men den fortjener nu heller ikke sit dårlige ry som et ondt redskab, der skal få os alle til at føle, at vi først har gjort os fortjent til kærlighed, når vi har lavet os selv totalt om. Man gør ikke nødvendig-

vis vold på sig selv, hvis man tager noget andet tøj på. Hvis man ekskluderer My Fair Lady, gør filmene faktisk som regel også en pointe ud af noget meget vigtigt: det er kun på overfladen at man ændrer sig, når man får andet tøj på.

Grease (1978). Foto: Paramount Pictures

Et kærlighedsbrev til verdens mest intetsige

Kære Anne Hathaway Du har engang forklædt dig som en klatreglad krushåret teenager. Du ville hellere have en bil og en kæreste med buskede øjenbryn end at være prinsesse. Jeg kunne på ingen måde identificere mig med fravalget af kongelighed. Men jeg forelskede mig i dig. www Du kunne ikke finde ud af at tage strømpebukser på. Det fik dig til at fremstå dybt sympatisk og delvist retarderet på samme tid i mine beundrende barneøjne. Det havde vi tilfælles. Min far skrev engang i min kontaktbog, at jeg skulle have fri fra skole, så jeg kunne se The Devil Wears Prada (2006) i Palads. Hvor du er den modeblinde praktikant med majssuppen og de store trusser. Meryl Streeps modpol. I din mest komplekse rolle og i livet. Selvom du ikke kan stave til Gabbana. Du har ikke fortjent din Oscar. Det er bedst, du hører det fra en, der holder af dig. Din fransk-plyssede Les Miserables-luder Fantine og din hjerteknuste astronaut i Interstellar (2014) er bestemt heller ikke de roller, jeg elsker dig for. Der var noget indeni mig, der døde, da du takkede Hugh Jackman i din takketale. I stedet misunder jeg din sclerosesex med Jake Gyllenhaal. At du ikke fik lov til at leve lykkeligt med Jim Sturgess, men i stedet blev brutalt pløjet ned af en bus. Og selvom det var trist, var det rart at se dig overraske som hverdagstragisk heltinde. 48

ende filmstjerne skrevet med lukkede øjne De kan give dig nok så mange priser. Du vil altid være amerikansk film midtsøgende catch-all-parti. Du har haft to jobs i dit liv: babysitter og filmstjerne. Dit skuespil er blødt som et stykke smørkaramel, der sætter sig lidt i fyldningen på min seksårstand. Som det usandsynlige objekt for min kærlighed elsker jeg dig på samme måde, som din mund er lidt for bred til dit ansigt. Uforklarligt. Jeg har tænkt over, hvad jeg ville spørge dig om, hvis jeg mødte dig. Jeg elsker dig, Anne Hathaway. Hvad elsker du? At være en magisk alf? En mand fanget i en anden galakse? Ham fra Entourage? Indtil videre er ”I really love yoga” på brainyquote.com det tætteste, jeg kan komme på et svar. Når jeg er allermest udmattet, finder jeg hjem i din favn. Med en aldersmildnet Robert De Niro danser vi hovedløst til tonerne af ubetydelig underholdning. Jeg elsker dig, Anne Hathaway. Du giver mig lyst til aldrig at smide mine dvd’er ud.

Af Mathilde Johanne Kristiansen

(2015). Foto: Creative House Studios nuclear explosion from russia with love

(1963). Foto: MGM

K ÆR LIGHED OG K RUDTSLAM

dr. no

(1962). Foto: MGM

Du har lige dræbt dit nemesis på en grusom, men opfindsom måde. Hans onde plan er forpurret, og hans medsammensvorne anholdt. Nu er der bare tilbage, at kysse damen.

af Jonas Ernst Monty 50

er er ikke noget, som irriterer mig mere, end når en dejligt simpel actionfilm besudles med et ufungerende og fuldstændigt overflødigt romantisk subplot. Af en eller anden grund har denne type film mere til fælles end spektakel og spænding: den mandlige hovedrolle (en hel problemstilling i sig selv…) slutter næsten altid med at ”ende sammen med” kvinden. Om det er en kvindelig karakter med agens eller ej, betyder ikke noget. Er hovedpersonen en mand, ender han oftest med at kysse den første kvinde, hvis navn er på rollelisten.

subplots, jeg har et problem med. Jeg vil derimod primært se nærmere på den ligegyldige og unyttige slags, som føles mere malplaceret end popcorn til en begravelse. Desværre skal man skal ikke langt i Peters filmografi for at finde sådan et. Et af de bedste (eller værste) eksempler på dette, kan nemlig ironisk nok findes i Hobbitten-trilogien (2012-2014). I denne fantasy-fortælling introduceres der i Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark (2013) et trekantsdrama mellem en mandlig dværg og et slags arrangeret ægteskabsforhold mellem to elvere. Det kan lyde snæversynet, men elvere og dværge burde altså ikke kunne falde for hinanden, da de er to forskellige racer (de blev skabt af to forskellige guder og alt muligt, så tro mig, det er ikke muligt!). Det er altså på ingen måde sammenligneligt med det tidligere nævnte forhold mellem elver og menneske. Heldigvis for troværdigheden af denne umulighed, er dværgen Kíli i Hobitten-filmene langt smukkere end de andre dværge, så el-

Der findes rigeligt med gode romantiske subplots. Ringenes Herre-trilogiens (2001-2003) vigtigste romance er mellem mennesket Aragorn (Viggo Mortensen) og elveren Arwen (Liv Tyler). Hendes rolle i historien er forstørret fra bøgerne til god effekt. Karaktererne er relevante gennem filmene, og de ender med at have en vigtig rolle for filmens slutning. Godt arbejde, Peter Jackson. Det er naturligvis ikke denne slags velfungerende romantiske

the hobbit: the desolation of smaug

(2013). Foto: MGM

bond girls

(2015). Foto: Supposedly Fun

teres, hvor meget ægte kærlighed der er i de 24 film om James Bond, men jeg ville stadig betegne hans evindelige eskapader med kvinder som filmenes romantiske subplots. Filmserien er ikke nødvendigvis den store skyldner, men hvad fortæller Bonds talrige forhold os om ham? Der er sikkert et dybere psykologisk grundlag, men på overfladen viser det seerne, at han er skidecharmerende og attraktiv. Han har altså kvaliteter udover sine evner inden for død og ødelæggelse. Hvis han udelukkende myrdede løs, og på intet tidspunkt viste nogen svaghed, ville man jo tro, han var psykopat.

verkvinden Tauriel ubesværet kan falde pladask for ham. Tauriels karakter blev skabt, for at give filmene bare en smule diversitet, da romanen, som trilogien er baseret på, ikke har kvinder med. Men man kunne lige så godt have sparet sig, for uheldigvis bliver den stort set eneste kvinde, i alle tre film, delegeret til et romantisk subplot. Hun giver måske en smule dybde til en af de 13 dværge, men det er helt ligegyldigt for hovedplottet. Den tid, spildt på uinteressant forceret kærlighed, kunne være brugt bedre. Det var vist en ommer, Peter Jackson!

James Bond er blevet støbeformen for filmbranchens regulære machomand, som næsten alle actionhelte laves ud fra. Enhver generisk actionfilm prøver desperat at opfylde tjeklisten for, hvad en mand skal kunne. Have mod til at løbe hovedkulds ind alverdens farlige situationer? Tjek. Dræbe folk med de bare næver uden at blinke? Tjek. Sty-

I de værste tilfælde kan romancer med ingen betydning for filmens egentlige plot altså skade filmen som helhed. JAMES BABES

BONDS

UENDELIGE

Jeg ville ikke mene at de romantiske subplots i 007-serien (1962-) skader filmene. Ved første øjekast kunne man tro, at disse var irrelevante for plottet, men i hele 18 af filmene har kvinderne faktisk en betydning. I de resterende seks er de dog kun med, for at holde traditionen ved lige. Det kan diskubond girls

(2015). Foto: Supposedly Fun

armageddon

re alle former for fartøjer, helikoptere, speedbåde m.m.? Tjek. Åh nej, vi lavede en actionfilm, men glemte at give ham en kæreste. Vi må hellere klistre en kvinde på plottet – eller måske bare få ham til at kysse den der betydeligt yngre kvinde, han reddede. Perfekt, nu ligner han ikke en dybt traumatiseret, PTSD-ramt steroidbombe, som ikke kender til andet end død og ødelæggelse. Alle mænd vil gerne være ham, og alle kvinder vil være med ham…

(1998). Foto: Touchstone Pictures

skriver adskillige mandlige karakterer ind i sin film. Actionfilm har således oftest også masser af andre typer mænd, men alt for ofte har de kun én eneste kvinde. Og når den ene kvinde så er hjælpeløs og skal reddes (og derefter kysses) af en mandlig helt, kunne man tro, at kvinders eksistens kun kan retfærdiggøres i forhold til en mand, hvilket jo bare er idiotisk.

KVINDER ELSKER STORE VÅBEN

I forsøget på at menneskeliggøre actionmanden, er der et endnu større offer end os mænd, som ikke rigtig føler sig repræsenteret af en eneste af Arnold Schwarzeneggers roller, og derfor Jeg har en overordnet teori, om hvorikke lever op til Hollywoods mandei- for (dårlige) romantiske subplots er så deal. Ja, det er nemlig kvinder, som i fremtrædende i filmhistorien. Vi skal tilbage til roden af denne slags film altid al ondskab i Hollybliver præmien, hel« Vi må hellere wood: producenterne ten til sidst opnår. klistre en kvinde – eller hvem end der For det første er det nu sidder med pengeen forfærdelig ting, på plottet – eller pungen. For dem er at lære mænd: at måske bare få heteroseksuelle, hvide kvinder skal vindes, mænd den største og tjene alle manham til at kysse gruppe af forbrugere. dens formål. Det er den der betydeligt Og der er ingen tvivl selvfølgelig kun nogle af mændene i actionyngre kvinde, han om, at actionfilm 10 ud af 9 gange er film som er sådan. reddede. » målrettet dem. Men Det er den luksus hvis nu man sniger man har, når man 53

(2011). Foto: Paramount thor

tivation ikke er en lækker babe, og hvor deres menneskelighed findes andetsteds.

en romance ind i filmen, kan denne heteroseksuelle, hvide mand sikkert også lokke sin kæreste/kone med ind. Genialt! Bortset fra, at det overhovedet ikke er sådan, det fungerer. Men pengemændene i Hollywood befinder sig vist stadig i 50’erne, når de ikke tror, kvinder kan lide tjubang-underholdning.Eller i det mindste at de, ligesom mig, kan lide det, når det er gjort godt.

John Wick (2014) omhandler for eksempel den tidligere lejemorder (Keanu Reeves) af samme navn, der motiveres af sin afdøde kones tro på, at John kan være et bedre menneske, eksemplificeret i en hundehvalp. I den nyeste film om anspændte Max (Tom Hardy), passende kaldet Mad Max: Fury Road (2015) finder man heller ikke nogen romancer. Max er meget sur, fordi han har mistet sin familie, men i stedet for at finde en ny dame, hjælper han en gruppe stærke kvinder med at frigøre sig fra en ond, klam mand. Og det eneste mellem ham og Furiosa (Charlize Theron), en badass cyborgkvinde, er gensidig respekt.

FIX DET, HOLLYWOOD Det er selvfølgelig ikke alle actionfilm, som har dårlige romantiske subplots, men det føles næsten som et ærgerligt genretræk. Det er blevet standarden at have et romantisk subplot, men måske skulle man fremover starte uden og kun indføre det, hvis det hjælper historien på vej. For ellers bliver det ofte et kærlighedsløst forsøg på at menneskeliggøre hovedpersonen, hvilket sagtens kan gøres anderledes.

Til sidst bliver jeg nødt til at nævne en Marvel-film. Dette superhelteunivers er ikke helt uskyldigt, når det kommer til malplacerede romantiske subplots,

Jeg har fundet frem til tre eksempler på gode actionfilm, hvor heltenes mo54

men i Thor: Ragnarok (2017) er den vigtigste kærlighed mellem to brødre. Heltens kvindelige modstykke Valkyrie, er samtidig sej og selvstændig, men ikke uden fejl. Hun er derimod nuanceret, som alle karakterer burde være. Se, man kan sagtens have kærlighed, kvinder og medmenneskelighed med i en actionfilm uden et dumt romantisk subplot.

som s t y rer hvilke film, der laves, når vi vælger, hvad vi skal bruge penge på. Vi kommer nok aldrig til at lære den gruppe midaldrende hvide mænd om ligestilling og gode forbilleder, men hvis de finder ud af, at der er gode penge at tjene, retter de sig efter dét. Om man synes, det er den rigtige måde at få ligestilling på, går tilbage til den ældgamle diskussion, om hvorvidt målet helliger midlet, men det får vi vist aldrig et entydigt svar på.

john wick

(2014). Foto: Summit Entertainment

Jeg tror sådan set problematikken, jeg beskriver, er kommet mere i fokus i Hollywood gennem de sidste 10 år. Det skyldes delvist pionerer (Meryl Streep, Greta Gerwig osv.) blandt skuespillere og instruktører, som i højere grad prioriterer ligestillingen i filmverdenen, når de laver film. Disse films succes har Hollywoods konservative pengemænd ikke overset, og jeg tror derfor der er mange flere gode film på vej. Dog er producenterne også i stand til komplet at misforstå, hvorfor film klarer sig godt, så vi må som forbrugere hjælpe dem på vej. I sidste ende er det nemlig publikum,

Bojack Horseman (2018). Foto: Netflix

ER DER IKKE NOGEN, DER VIL BOLLE? af Frederik Hoff Flere og flere seksualiteter er efterhånden repræsenteret i det mainstream TV- og filmlandskab, men én særligt passiv gruppe står overset tilbage. 56

gammen og ammen, men der findes også en mindre seksuelt opdagelseslysten gruppe, som måske er den mindst repræsenterede i populærkultur overhovedet.

e har været igennem så meget sammen. Halvanden til to timers eventyr, hvor de er blevet uvenner, har været kærester med andre og måske endda grædt imens de nippede til junkfood.

NÅR DET BEDSTE IKKE ER NOGET FOR DIG

Endelig lykkes det så til sidst. De finder sammen. De indser, at de er de eneste rigtige for hinanden, og i et farverigt, forløsende og fabelagtigt øjeblik…

Aseksualitet er et begreb, som utroligt få har kendskab til, og det ville ikke være så langt ude igen at beskylde kunsten og medierne generelt for dette.

Lader de være med at bolle.

Det kan estimeres, at cirka 1,5 procent af befolkningen ikke har nogen seksuel drift overhovedet. Det er mindst 100 millioner mennesker. Et relativt højt tal — især taget i betragtning af, at jeg ikke kan nævne en eneste film, som tager emnet op indeholder en åbenlyst aseksuel karakter.

Måske kysser de ikke engang. Måske har de den frækhed ikke at mande/ kvinde sig op til et godt gammeldags knus eller en kejtet håndholdning. Føj for helvede. Heldigvis er dét aldrig sket. Kærlighedsfilm er altid bundet op på god gammeldags seksuel tiltrækning, og der er altså ikke nogen grund til at frygte denne forstyrrede adfærds indtog i dine romantiske komedier.

Hvis det sker, er det altid børn, der af gode grunde ikke er interesseret i foretagendet, og det tæller således ikke i hverken min eller forhåbentligt nogen andres bog. Det skyldes selvfølgelig, at det er nemmere at gøre opmærksom på en figurs trang til noget end på en figurs mangel på samme.

HUSK AT BEGÆRE Siden den seksuelle revolution er seksualitet blevet et mere og mere mainstream emne i kunstens verden. Homoseksualitet skildres åbent og uproblematisk i film som Call Me by Your Name (2017), og selv den tidligere så tabuiserede leg med køn er blevet en slags folkeeje med reality-programmet RuPauls Dragrace (2009-).

Det er naturligvis ikke interessant i en films første akt at nævne, hvordan hovedpersonen ikke samler på frimærker, da det i de færreste historier ville blive relevant senere. Er fiktive karakterer aseksuelle, hvis deres drifter ikke kommer til udtryk i historien, eller er de bare ikke seksuelle i historiens kontekst?

Selv de nu nærmest banale heteroseksuelle udfoldelser bliver stadig mere og mere åbne for diskussion, på lige fod med alle andre udtryk for elskværdig kærlighed. Alt er tilsyneladende fryd,

I og for sig er det ligegyldigt, for det vigtige må være, at der eksisterer klare, 57

velskrevne repræsentationer på aseksuelle karakterer, ligesom der efterhånden gør for samtlige seksualiteter.

naturligvis Todd Chavez fra den altid fabelagtige serie Bojack Horseman (2014-).

For en minoritet på 100 millioner mennesker, der er ude af stand til at forstå deres ”manglende” trang til at bolle til gymnasiefesten eller den famøse julefrokost, er ikke ubetydelig.

HJÆLP, MIN SVIGERMOR ER EN AXOLOTL OG VIL BOLLE! Den revolutionerende animerede komedieserie handler om den midaldrende hest Bojack, der lever en eksistentielt nihilistisk og depressiv tilværelse i sin L.A. residens.

Her har film og TV muligheden for at hjælpe en hel generation med at forstå de aseksuelle, som vi statistisk set uundgåeligt kommer til at skulle omgås med i løbet af vores små, fjollede liv.

Bojacks langt yngre, menneskelige sambo, Todd, er en af seriens mest sympatiske karakterer. Han er naiv, men altid positiv. Som udgangspunkt komplet inkompetent, men evigt kreativ og gennemsyret uselvisk.

For hvad ved vi udenforstående om aseksualitet? Kan man have en kæreste uden at have sex? (her sætter jeg selvfølgelig den enorme teenage-læserskare fuldstændigt af). Kan man have sex, selv om man er aseksuel? (her hopper de forhåbentligt på igen). Og hvordan føles det at finde ud af, at man ikke har lyst til at deltage i, hvad der fylder allermest i knoldsellerien på det meste af verdens befolkning?

På trods af sin manglende intellektualitet er han på mange måder seriens mest følelsesmæssigt begavede figur, hvis empati overfor universets ellers enormt problematiske persongalleri næsten ingen grænser kender. Samtidig døjer han med et kæmpe problem: Han er aseksuel. I slutningen af tredje sæson må Hr. Chavez til sin store sorg erkende, at han er enormt utryg ved tanken om at dyrke sex med sin ellers højtelskede og forstående kæreste Emily.

« Er fiktive karakterer aseksuelle, hvis deres drifter ikke kommer til udtryk i historien, eller er de bare ikke seksuelle i historiens kontekst? »

Hr. Chavez er forvirret over sin nylige erkendelse, men finder hjælp hos en aseksuel gruppe, hvor han får besvaret en del af sine spørgsmål. Blandt andet finder han til sin store overraskelse ud af, at det faktisk er ganske muligt for ham at have et romantisk forhold, og han starter derfor et sådant med axolotlen Yolanda, som også er aseksuel.

Jeg kan kun komme i tanke om én TV-karakter, der har turdet forholde sig til netop disse spørgsmål. Det er 58

Bojack Horseman (2018). Foto: Netflix

er det også blandt nogle en populær læsning, at den hyppigt portrætterede mesterdetektiv Sherlock Holmes deler seksuel orientering med den kære Todd.

Dette leder til et genialt afsnit, hvor Todd og Yolanda forsøger at skjule deres fravær af fysiske drifter over for Yolandas afsindigt sexfikserede svigerfamilie. Det er afsindigt morsomt. Men det også den klart mest direkte skildring af netop det problem, som herværende artikel med hud og hår forsøger at formidle.

I stort set ingen version af fortællingerne om Sherlock er geniet nogen kvindebedårer (eller mandebedårer for den sags skyld). I stort set alle versioner hentydes der dog til, at manden har et kompliceret seksuelt eller intellektuelt begær til den mystiske Irene Adler.

Nemlig den hjerteknusende sorg, der findes i aldrig at kunne deltage i den aktivitet, der fylder allermest for så mange andre. Her er det hårdtslående eksemplificeret med den komisk liderlige familie, som Yolanda aldrig helt vil kunne føle sig en del af.

Eller at han har en langsomt spirende, homoerotisk romance med sin bedste ven, John Watson. Især disse to teorier er relevante i BBC-serien Sherlock, som hyppigt er blevet læst således.

Via Todd og Yolandas relation bedriver Bojack Horseman med aggressiv præcision en fremragende repræsentation af aseksualitet. Men én karakter i en Netflix-serie er ikke nok til at gøre op for en levetids uvidenhed. MESTERDETEKTIVEN HANS VEN?

Der findes sågar spandevis af internetbaseret fankunst, som portrætterer de to karakterer spillet af Benedict Cumberbatch og Martin Freeman i erotiske eller romantiske situationer.

Disse læsninger er naturligvis fuldstændig valide, men det kan også nemt ses som et symptom på det fænomen, jeg taler om. For hvor er det sigende, at

Selvom det ikke er entydigt imellem de forskellige skildringer af karakteren, 59

det første vi gør, når vi præsenteres for en umiddelbart aseksuel karakter, er at placere ham eller hende i enten en ”almindelig” heteroseksuel kasse eller en lidt mere ”spændende” homoseksuel en.

Derfor har vi brug for flere karakterer som Todd. Og flere som Sherlock. Både den utvetydige og tvetydige portrættering har en uvurderlig værdi, hvis vi virkelig ønsker at forstå de af vore medmennesker, som hverken er til tissemænd, tissekvinder eller andre tissepersoner.

Så umuligt er det tilsyneladende for seksuelle personer at forstå muligheden for ikke at være lige så sexfikseret som dem.

« Derfor har vi brug for flere karakterer som Todd. Og flere som Sherlock. »

Vi stoler ikke på denne ”uskyldige” livsstil, og det er så skræmmende for os at acceptere denne fremmedgørende information om et andet menneske, at vi ikke kan andet end at analysere deres adfærd ned til én klassificerbar seksualitet.

Sherlock (2012). Foto: BBC

Vil du gøre en forskel? Når du køber studiebøger hos os, giver vi penge til dit studieliv ... ... vi er nemlig de studerendes boghandel og har været nonprofit siden 1967.

Det Aseksuelle Flag. Foto: Getty Images

HVAD ER KÆRLIGHED UDEN SEX?

af Christine Roederer

Er en romantisk relation overhovedet kærlighed, hvis den er uden sex, og er der et alternativ? 62

år du ser ordet kærlighed, hvad er det så for et billede, der dukker op for øjnene af dig? Er det to mennesker der kysser? Eller to mennesker som har samleje? Måske forestiller du dig en dunkende kærlighed, der eksploderer i hele din krop, så du næsten ikke kan være i den længere. Der er helt sikkert en eller anden form for fysisk relation mellem de to parter, ikke? Men hvad nu hvis der var nogle, som ikke havde behov for det fysiske? Hvad nu hvis der var nogle, der bare havde lyst til den romantiske kærlighed, uden at skulle tænke over positioner, svedige lagener og kondomer?

Men aseksualitet er en seksuel orientering på lige med homo-, hetero-, bi- og panseksualitet. Det er bare sværere at vurdere, fordi aseksuelitet er et spektrum – og det har alloseksuelle (dem, som oplever seksuel lyst) tit svært at forholde sig til. For er man så ikke bare forskrækket? Eller misundelig? Eller mærkelig? Hvordan ved man, at sex ikke er noget, man har lyst til? Tja, på samme måde man ved, om man er homo-, hetero-, bi- eller panseksuel. Det ved man inderst inde, bare.

Den mulighed hedder aseksualitet. Definitionen for aseksuel er, ifølge Foreningen for Aseksuelle i Danmark, “at man ikke oplever seksuel tiltrækning til andre.”

Der findes en god analogi for, hvad det betyder at være aseksuel, som omhandler doughnuts. Hvem der først fandt på metaforen er blevet tabt på internettets store spindelvæv gennem tiden, men for at give et bedre billede af, hvad aseksuelle oplever, deler jeg den her med jer:

ER ASEKSUELLE IKKE BARE SEXFORSKRÆKKEDE, OG HØRER DE OVERHOVEDET TIL I LGBT+ MILJØET? At navigere i en verden, hvor alt ser ud til at dreje sig om kærlighed og sex, kan være svært, hvis man er aseksuel. Kigger du omkring dig i hverdagen, så kan du garanteret finde mindst en reklame eller filmplakat, der spiller på det seksuelle.

“For aseksuelle er sex ligesom en doughnut. Når vi ser en doughnut, føler vi ikke trangen til at spise den. Dette betyder ikke nødvendigvis, at vi hader doughnuts, eller synes de er modbydelige – mange af Der findes dem, der tror, at være asek- os kan endda godt lide doughnuts. Men vi suel er noget fis – man skal bare fin- føler aldrig trangen til at gå over og spise de den rette partner eller lige prøve at den. Demiseksuelle har kun lyst til at spise kneppe for første gang. For så har man doughnuts, hvis det er deres absolutte yndprøvet det, og så ved man, hvad man lingsslags i hele verdenen, og gråseksuelle går glip af. føler en gang i mellem trangen. Celibater er på kur.” 63

Det Alloseksuelle Flag. Foto: Getty Images

DE FORSKELLIGE SLAGS KÆRLIGHED, IFØLGE DE GAMLE GRÆKERE

Der er enormt meget blandet ind i det – nogle synes måske doughnuts er så klamme, at de får lyst til at kaste op af dem og vil slet ikke røre ved dem med en ildtang. Andre har måske ikke noget imod at prøve dem en gang i mellem for at se, om det stadig er lige så forfærdeligt som sidst.

Kærlighed er mere end det, man antager det for. For hvis den kødelige del af en kærlighedshistorie pludselig bliver taget ud af ligningen, hvad er der så tilbage? Kan man godt bygOg i et samfund « Platonisk kærlighed ge et forhold, som er bygget betyder lige så meget som uden at vores på, at alle kan lide doughnuts, romantisk kærlighed – til to kroppe ryster op ad hinanså kan det sin familie, sine venner, sine den? Platonisk være enorm kærlighed besvært at naviinteresser. » tyder lige så megere rundt om. Dropper vi metaforen, og går vi til- get som romantisk kærlighed – til sin bage til sex-aspektet, så er det ikke familie, sine venner, sine interesser. nemt at være aseksuel – eller ace, Kigger vi på den græske opdeling af som man også kalder dem. Selv i lige netop dét, finder vi frem til syv forskellige slags kærlighed. Lad os bringe LGBTQIA+ miljøet. definitionerne ind i begyndelsen af det For det miljø bliver ofte set som hyper- 21. århundrede og kigge på dem, en ad seksualiseret - “think of the children!” er jo gangen, for at forstå, hvad kærlighed den mest almindelige reaktion fra kon- egentlig kan være: servative forældre, når de ser to men1. EROS nesker af samme køn holde hænder i offentligheden. Derfor er det svært at kapere, når der pludselig står nogen og Eros er den såkaldte seksuelle og passionerede kærlighed. Det er den intensiger: jeg skal se kropslige overhovedet følelse af, at ikke have nodet skal være get at gøre lige her, lige med dét, du nu. Det er har mellem kroppens rebenene, om spons på en det er det stimuli, der ene, det ankræver udløsdet, eller endning med det da det tredje. samme. Ja, ordet erotisk Titanic (1997). Foto: 20th Century Fox 64

Eros er Jack (Leonardo DiCaprio) og Rose (Kate Winslet) om bord på Titanic (1997), der deler et intenst moment i en bil i skibets lastrum. Dampen inden i den lukkede bil og håndaftrykkene udødeliggør det pulserende øjeblik, hvor de to skæbner forenes, for altid.

Men oprindeligt, for grækerne, er Philia den dybe loyalitet, der findes mellem de to parter. Den bygger ikke på en fysisk tiltrækning. Det er et venskab og et fællesskab, man har sammen med en anden eller med en gruppe. Man har Philia med de andre, når man oplever noget sammen eller trives som en del af et fællesskab.

Men Eros er også den kropslige sammenføring af Frank Martin (Jason Statham) og Lai Kwai (Shu Qi) i The Transporter (2002), efter de nærmest er blevet eksploderet til stumper. Eros ulmer, imens blodet flyder til kønsorganerne, og det kan næsten ikke gå hurtigt nok.

Bruger man ordet fællesskab, så kan det bedste eksempel komme fra et af de mest populære fællesskaber i moderne filmkultur: Ringens Fællesskab, i Ringenes Herre: Eventyret om Ringen (2001).

2. PHILIA Philia er den platoniske kærlighed mellem venner eller brødre. Det græske har givet os -philia som det suffiks, der bliver påsat ord, når der findes passion. Det er derfor, at navnet Théophile betyder “den som elsker gud” (Theos (gud) + phile (den som elsker)). Det er også derfor, ordet filosofi betyder “den som elsker visdom” (philo (den som elsker) + sophia (visdom)), og hvorfor man bruger ord som nekrofili og pædofili, som man gør.

Den kærlighed, som binder fællesskabet sammen, er en ikonisk version af Philia: alle ni medlemmer af gruppen elsker de andre på en måde, som overgår rent venskab. Derfor rammer sorgen endnu dybere, når Gandalf (Ian McKellen) falder til sin død i filmen, men også når Boromir (Sean Bean) må lade livet i armene på Aragorn (Viggo Mortensen). 65

Ringenes Herre - Eventyret om Ringen (2001). Foto: New Line Cinema

kommer fra den græske Eros, så det er ingen overraskelse, at den kommer med her.

Harry Potter og de vises sten (2001). Foto: Warner Bros.

3. STORGE

bryder den isnende forbandelse. Det hjerteskærende kram fra storesøsteren beviser, at det ikke kun er forældres kærlighed, der kan bryde selv de stærkeste forbandelser.

Rykker vi videre i kærlighedens verden, så møder vi Storge, som er familie-kærligheden, nemlig den elskede relation man har til sine børn og sine søskende. Det græske ord Storge finder vi ikke rigtig i det moderne sprog mere, og derfor er det måske lidt sværere at hitte ud af, hvad præcis den her kærlighed går ud på.

4. AGAPE Vi er nu halvvejs i de forskellige typer kærlighed, de gamle grækere fandt frem til, når de sad og filosoferede over verdens vidunder. Her er det således passende at tage fat i den type, de kaldte Agape. Det er den universelle kærlighed, som er ubetinget til menneskeligheden og naturen. Ultimativt er det dét, som videnskabsfolk kalder for “overview effect”. Denne effekt er hvad astronauter oplever, når de kommer ud i verdensrummet og pludselig ser vores lille, blå planet i sin helhed. Alle grænser, forskelle mellem mennesker og konflikter forsvinder og smelter væk som is på en varm forårsdag.

Men heldigvis giver populærkulturen os et ekstremt livligt eksempel med Harry Potter og de vises sten (2001). Her er det Lily Potters kærlighed, hendes Storge, der giver Harry (Daniel Radcliffe) den ekstra beskyttelse, som gør, at han kan brænde Voldemort ud af Quirrells (Ian Hart) krop med sine bare hænder. Dette eksempel tydeliggør den form for kærlighed, man nogle gange tager for givet. Men selvom Harry Potter-eksemplet er godt, så findes der endnu et godt eksempel på, hvor stærk familie-kærligheden egentlig kan være. I Frost (2013) er det ikke true love’s kiss, der bringer Anna (Kristen Bell) tilbage til livet, efter Elsa (Idina Menzel) kommer til at fryse hende til is. Det er den kærlighed, Elsa har for sin søster, som

Det, at tage et skridt tilbage og bevidne verdens skønhed som helhed, er den sande betydning af agape-kærlighed. I Avengers: Age of Ultron (2015), når Black Widow (Scarlett Johansson) og Cap66

5. LUDUS Springer vi videre til det næste, ender vi midt i den midlertidige nydelse, som Ludus står for. Det er den boltrende kærlighed, underholdningen, den drillende måde at vise, man holder af nogen. Det er den sjove og spillende lyst. Det græske ord ludus betyder jo både skole, men også spil og leg - det er her, den sjove og opmuntrende kærlighed titter frem.

« Overview effect er, hvad astronauter oplever, når de kommer ud i verdensrummet og pludselig ser vores lille, blå planet i sin helhed.» Fire år senere, i Avengers: Endgame (2019), får hun lov at ofre sit eget liv for at redde halvdelen af alt liv i universet. “Whatever it takes,” siger hun, inden hun kaster sig ud i et spring, som vil tage livet af hende, og hun betaler derved prisen for livet på planeten, hun elsker.

Her er det flirting, teasing, og alt dét, der falder under den slags leg. Det er glæden ved at være i nuet, som findes lige her med det samme. Playboy’en er den bedste visualisering af, hvad Ludus betyder: der er ingen alt for alvorlig binding i alt det, der foregår.

Avengers: Age of Ultron (2015). Foto: Walt Disney Studios.

Crazy Stupid Love (2011). Foto: SF Film.

tain America (Chris Evans) står på kanten af den kunstige meteor, Ultron (James Spader) har skabt, ser de ud på verden ved deres fødder og undrer sig over skønheden, de hjælper med at redde ved at give deres liv. Hun siger, “There’s worse ways to go, where else am I gonna get a view like this?”, og fortæller sin holdkammerat, at hun er klar til at dø for at redde menneskeheden.

Game of Thrones (2011-2019). Foto: HBO.

Jacob Palmer (Ryan Gosling) i Crazy Stupid Love (2011) er et godt eksempel på en sådan womanizer, som prøver at forføre en kvinde via Ludus hele filmen ud. Det fungerer ikke så godt, da den kærlighed hans forførte kvinder er ude efter ikke passer til den, han er klar på at give. Bl.a. derfor bliver Ludus ofte forbundet med kortvarig kærlighed, som vil falde fra til fordel for de dybere forhold.

sproget, har Pragma at gøre med det rigtige og det rette.

Playboy-karakteren bruger normalt denne måde at vise kærligheden på som en måde at holde andre i skak for at beskytte sig selv. Det er lettere at blive i her’et og nu’et i stedet for at skulle tænke på de langsigtede konsekvenser, når der er andre kortvarige aftaler, der ligger lige efter den nuværende bliver afsluttet.

I anden sæson af Game of Thrones (2011-2019) fortæller Catelyn Stark (Michelle Fairley) sin søn, Robb Stark (Richard Madden), om hendes første pragmatiske kærlighed til Ned Stark (Sean Bean), som endte med at blive en udført passioneret og ægte kærlighed.

Det er ikke den passionerede kærlighed, der tændes som flammer og på brændende vis sætter gang i konflikter og krige. Nej, Pragma er en klar og forståelsesfuld kærlighed: der kommer noget godt ud af relationen, der skal bare arbejdes for, at disse ting bliver en realitet.

“Love didn’t just happen to us. We built it slowly over the years, stone by stone, for you, for your brothers and sisters, for all of us.” Ægteskabet var en bekvemmelighed, da de var unge, men som årene gik, var det ikke længere kun et pragmatisk påfund.

6. PRAGMA Ordet pragmatisk betyder praktisk, gennemførligt og klogt. Derfor er det ikke nogen overraskelse at det græske ord, det stammer fra, Pragma, betyder faktum. Kigger man på kærligheds-

Det er denne pragmatiske kærlighed, den man arbejder for, der udvikler sig til en blomstrende historie for alle involverede parter. Men det er en praktisk kærlighed, som kræver arbejde.

RuPaul’s Drag Race (2009-). Foto: World of Wonder.

7. PHILAUTIA

på dit ansigt, vil du måske endelig skille dig ud fra mængden.

Sidst men ikke mindst, så møder vi kærligheden til sig selv. Philautia når aldrig de ekstreme narcissistiske træk, som man ellers ville tænke på. Her går det ud på at elske sig selv på den måde, RuPaul prædiker i afslutningen af hver episode af Rupaul’s Drag Race (2009-): “If you can’t love yourself, how in the hell are you going to love anyone else?”

Men i sidste ende handler det om at kvæle Philautia ud af os og bruge dets fravær til at få løse penge ud af os, og det ødelægger vores mentale sundhed på samme tid. Derfor er denne kærlighed en af de absolut vigtigste, men måske også den mest skrøbelige. MEN HVAD HAR DISSE SLAGS KÆRLIGHED AT GØRE MED DE ASEKSUELLE?

Det handler ikke om egoistisk kærlighed, det handler om at kendes ens eget værd og give sig selv mulighed for at eksistere i en tilstand, som styrker dig. I vores samfund er det netop Philautia, som er det sværeste at opnå. Du kan finde en livspartner, der giver gensidig kærlighed, som man forventer det af andre, men at elske sig selv indefra er en af de sværeste ting, man kan gøre. Dette er grunden til, at vigtige aspekter af nutidens kapitalistiske samfund bygger på at ødelægge den kærlighed, du har til dig selv. For så kan kapitalen sælge dig produkter, som gør dig glad. Hvis du køber dette, så vil du endelig være tilfreds med dig selv. Hvis du taber dig, så får du endelig den krop, du ønsker. Hvis du lægger nok make-up

Efter du har læst om alle disse forskellige slags kærlighed, tror du så på, at den lykkelige kærlighed, du håber at finde i din elskede, kun omhandler eros, eller brænder du for et samværd, som indeholder dele af alle syv forskellige kærlighedssprog? Der findes mange forskellige slags kærlighed, men af en eller anden grund er det kun den erotiske kærlighed, der synes at tælle, når man snakker med den brede befolkning. Men det behøvede jo ikke at være sådan. Så hvad med at få nogle film og tv-serier, der ikke kun er rom-coms, 69

eller hvor det hele ikke længere bygger på det første kys eller den første gang? Hvor kernefamilien ikke længere er mand, kone og børn? For man kan sagtens danne familie eller finde en livspartner uden at skulle have noget op mellem benene. En øget repræsentation og bevidsthed omkring de forskellige slags kærlighed, der findes, kunne gøre, at når jeg fortæller min søster, at jeg er aseksuel, så svarer hun ikke “hvordan skal du så få børn en gang? Du bliver da nødt til at finde dig i sex, ellers kommer det ikke til at kunne lade sig gøre!”. Eller når jeg fortæller min (tidligere) psykiater, at jeg er aseksuel, så siger hun ikke “du skal da bare i hormonbehandling og røre lidt ved dig selv, så skal vi nok få gang i din seksuelle lyst!” Eller når jeg fortæller en af mine (tidligere) bedste venner, at jeg er aseksuel, så svarer han ikke “du skal da bare voldtages en enkelt gang, så går det over!” Romantiske relationer behøver ikke at være bygget op omkring sex. Sex behøver ikke være grundstenen i en relations overlevelse. Men desværre er vi langt fra derhenne, hvor aseksualitet er accepteret og respekteret.

I L OV E Y O U, BRO.

af Gustav Stubbe Arndal I det kulturelle opgør med traditionelle kønsroller er der brug for bedre repræsentation af maskulin ømhed og kærlighed i mainstreamfilm og -tv.

Ringenes Herre: Kongen vender tilbage (2003). Foto: New Line Cinema

i lever i en tid, der er karakteriseret af et kulturelt opgør med traditionelle kønsroller. Fra hvordan homoseksuelles rettigheder er blevet mere accepteret, til hvordan #MeToo bevægelsen åbnede manges øjne for, hvilke systemiske problemer kvinder kan stå overfor i deres arbejdsliv, til hvordan transkønnede personer oplever større synlighed end nogensinde før.

nitet passer ind i disse nye paradigmer. Eller snarere – hvordan de ikke passer ind. Det er ikke for at tude over, hvor svært det er for mænd at opleve konsekvenser for deres klamme handlinger – kvinder og minoriteter har langt større problemer, end vi har. Der er mange aspekter af maskulinitet, som er værd at kritisere, og udtrykket toxic masculinity beskriver et ægte problem, der har en reel effekt på vores forhold til hinanden, såvel som på vores samfund.

Særligt spørgsmålet om repræsentation i medier er på dagsordenen, og selv de største filmstudier konkurrerer om at tjene feminist-point med kvindelige su- Men der er så meget fokus på at kritiperhelte. Samtalen om, hvordan man sere maskulinitet, at mange mænd føkonstruerer en feministisk karakter har ler sig udskældte for deres køn. Mænd, derfor også taget til. Kvindekarakterer der er vokset op med en bestemt idé får lov at være komplekse antihelte og om, hvordan en ”rigtig mand” ser ud, og gerne vil udføre den røvsparkende actirolle, føler, at deres onstjerner, men « Men der er så identitet står for samtidig prøver skud. Og mange meget fokus på, at man at vise feforført af mininitet som en kritisere maskulinitet, bliver farlige ideologier styrke – moderat mange mænd føler sig for at bevare deres lighed, omsorg identitet. og følsomhed skal udskældte for deres køn. kunne fejres uden Mænd, der er vokset op Et sted hvor at gøre sådanne kampen om en kvinder mindre- med en bestemt idé om, ny, progressiv værdige i forhold hvordan en ”rigtig mand” maskulinitet, bør til mænd. kæmpes, er på film

ser ud, og gerne vil udføre

og TV. Det er ikke Alle disse udvikden rolle, føler, at deres svært at se, hvorfor linger er positive, så mange mænd og samtalen om, identitet står for skud. » internaliserer en hvad en feminin aflukket, kold version helt kan eller bør være, er en vigtig en, af maskulinitet, når man ser på hvilke som jeg selv ikke føler mig kvalificeret helte, de har at se op til. Medierne er til at deltage i. Noget, jeg dog gerne vil fyldt med mænd, der er handlekraftige snakke om, er hvor mænd og maskuliog stærke, men når det kommer til 73

Spectre (2015) Foto: Danjaq, LLC & Metro-Goldwyn-Mayer Studios

følelsesliv er der sjældent kontakt mellem to mandlige parter. Den rolle tilfalder næsten kun kvinderne omkring dem, hvis vigtigste rolle er at være en belønning, eller deres professionelle kollegaer, som klapper de mandlige karaktere på skulderen og giver et respektfuldt nik.

De er mænd på en mission, der respekterer hinanden, men deres følelsesliv kommer kun på tale, når der er kærester eller koner til stede. Selv film, der drejer sig om et ikkeprofessionelt venskab, har stadig en mission, som de to venner skal udføre; om det så er at score damer eller starte en virksomhed. De er sjældent åbne over for hinanden, og hvis de er, så er det et vigtigt gennembrud i historiens forløb.

Der er dog også positive eksempler at finde, der tydeligt illustrerer, at en bedre repræsentation af maskulin kærlighed ér mulig, uden at det går ud over filmstudiernes økonomi.

Filmhistoriens mest ikoniske helte eksemplificerer denne tendens. Jeg er bestemt ikke den første til at påpege, hvordan James Bond er et forfærdeligt forbillede for mænd i alle aldre. Han er voldelig, kynisk og behandler kvinder mere som scoremuligheder end som

« James Bonds skørtejageri er en del af hans charme, og hans venskaber er næsten udelukkende af professionel karakter.. » MEN ON A MISSION Du ved, hvordan veninder ser ud på film. De gør alting sammen, giver hinanden komplimenter, og interesserer sig for hinandens velvære og romantiske situation. De omfavner hinanden og elsker hinanden, og er sjældent bange for at vise det. Platoniske forhold mellem mænd er ofte karakteriseret af professionalisme. 74

mennesker. Alligevel har han overlevet på den store skærm siden 1962 med mode, charme og jobkompetence. Hans skørtejageri er en del af hans charme, og hans venskaber er næsten udelukkende af professionel karakter.

om det så gælder rumrejser eller mordmysterier.

Harrison Fords mest berømte roller, heriblandt Indiana Jones (1981), Han Solo fra Star Wars (1977-2015) og Deckard i Blade Runner (1982), er ligeledes præget af problematisk skørtejageri og et følelsesliv aflukket fra andre mænd – måske undtagen pilotpartneren Chewbacca.

Det mindre dystre og enormt succesfulde Marvel-univers er ikke uden problemer heller. Steve Rogers, alias Captain America (Chris Evans), fremstår bestemt som et forbillede for positiv maskulinitet, og hans venskab med Tony Stark, alias Iron Man (Robert Downey Jr.), er en central del af filmenes fortælling, særligt i Captain America: Civil War (2016). Men deres forhold minder mere om

I nyere år har store instruktører, som David Fincher og Christopher Nolan, lavet anmelderroste, mande-centrerede film, der er særligt populære blandt unge mænd. Her handler det igen om mænd på missioner, der samarbejder med andre mænd på samme mission,

The Dark Knight (2008) Foto: Warner Bros.

I hele Nolans DC-Batman trilogi (2005-2012) er venskabet mellem Bruce Wayne (Christian Bale) og Alfred (Michael Caine), eller mellem Bruce og Kommissær Gordon (Gary Oldman), præget af stoisk, professionel høflighed. Kærligheden er delegeret til filmenes kvindefigurer, som har det med at dø.

Tom Gralish. Foto: The Inquirer

« Mændene er følsomme, de holder sammen, og kysser hinanden på panden (i Ringenes Herre-trilogien). » ”I CAN CARRY YOU!”

gode kollegaer end tætte venner. Når bølgerne går højest, er de er et team, der splittes ad, i højere grad end et venskab der ødelægges.

Ringenes Herre-trilogien (20012003) fortæller en episk historie om krigere, troldmænd og kampen mellem godt og ondt. Det er en historie med meget, meget få kvindekarakterer. Selvom Peter Jacksons film udvider de få eksisterende kvinderoller fra J.R.R. Tolkiens bøger, er det stadig lidt af en pølsefest.

Steve er mere åben omkring sine følelser end de fleste mandlige helte, men de følelser er mest fremme i hans scener med Natasha Romanoff (Scarlett Johansson) – den eneste kvinde i det originale Avengers-hold. Endnu værre er, hvordan hans såkaldte romance med Sharon Carter (Emily VanCamp) virker flad og uægte. Ligesom de fleste af hans platoniske forhold er den nemlig begrundet i handling og professionelt samarbejde, snarere end åbenhed og kommunikation.

Men filmene er ikke nær så kølige og action-orienteret, som man kunne forvente. Mændene er følsomme, de holder sammen, og kysser hinanden på panden. Når Boromir (Sean Bean) ligger for døden og anerkender Aragorn (Viggo Mortensen) som den sande arvtager til tronen, er det ikke blot hans fysiske offer i kampen mod orkerne, der er vigtig, men også den respekt og empati, de to har for hinanden. Ligeledes er Aragorns styrke som leder ikke udelukkende et spørgsmål om færdigheder i taktik, politik og kamp, men også hans åbenhed over for andre.

Problemet med denne tendens er ikke blot, at mænds ikke-romantiske kærlighed er en mindre synlig del af vores kultur. Det begrænser også, hvilke karakterer og fortællinger, der er plads til i vores mest sete film. Når mænd ikke betror sig til hinanden, må kvindekarakterer træde til, og som resultat bliver de alt for ofte redskaberne til mænds udvikling.

Så er der selvfølgelig Frodo (Elijah Wood) og Sam (Sean Astin), som har et af de mest rørende og ikoniske venskaber i filmhistorien.

Men det behøver ikke at være sådan. Der er i hvert fald ét positivt eksempel, som de fleste nok vil genkende… 76

Ringenes Herre: Kongen vender tilbage (2003). Foto: New Line Cinema

Som hobbitter er de to allerede ukonventionelle helte. Denne fantasyrace er fysisk svag, halvt så høje som mennesker og hovedsageligt kendt for deres venlighed og forkærlighed for fest og mad. Frodos mod kommer ikke af hans evne til at besejre fjender, men af hans villighed til at bære en emotionel byrde, som ingen andre kan bære – nemlig den magiske, onde ring, der frister dens bærer med umådelig magt. Og Sams endnu større mod kommer fra hans villighed til at følge sin ven til verdens ende og støtte ham, selv når ringen ødelægger hans krop og sjæl. De græder sammen, mindes deres fjerne hjem sammen, og finder håb i hinanden. Selv når Frodo falder sammen, da de nærmer sig deres mål, giver Sam ikke op: ”I can’t carry it for you. But I can carry you!” Hele vejen igennem er ingen tvivl om deres mod eller manddom. Der er ingen vittigheder om deres følsomhed, der underminerer styrken i deres forhold. Bare det, at man stadig tænker tilbage til Frodo og Sam, når man tænker på rørende venskaber, burde være bevis nok for, at den type mandlig kærlighed ikke blot er nødvendigt, men også ønsket. FØLSOMME FYRE Ja, mænd har brug for mere følsomme rollemodeller, men kampen for flere bromances i film og TV er ikke en kamp, vi kommer til at være alene om. Der er god grund til at tro, at 77

Star Trek (1966-1969). Foto: CBS Television Distribution

det kvindelige publikum også hungrer efter følsomme fyre.

Denne tendens er fortsat gennem årtierne. Det er ikke svært at finde Harry/Draco eller Sherlock/John historier på nettet, og selv ikke incesttemaer holder folk fra at lave slash fiction om Sam og Dean Winchester, de dæmonjagende brødre fra Supernatural (2005-). Frodo og Sam er selvfølgelig også et vant emne.

Fa n f i c t i o n er blevet et mere mainstream-kendt fænomen de seneste år, særligt i kølvandet på værker som Harry Potter (1997-2007) og Twilight (2005-2008), der hver især har en enorm og aktiv fankultur – den berømte og berygtede Fifty Shades-serie (2011-2012) startede som en Twilight-fanfiction sat i et alternativt univers. Men fanfiction har eksisteret i lang tid, og har historisk set været kreativt land domineret af piger.

Det samme er ikke gældende for venindeforhold. Der er selvfølgelig kvindelig slash fiction, men det er nærmest en undergenre af en undergenre. Hvor end der er tætte venskaber mellem mænd, er der et publikum, som vil have mere. Denne trend er selvfølgelig også en del af en mere problematisk forståelse af maskulinitet, nemlig at kærlighed og intimitet mellem mænd nødvendigvis har at gøre med homoseksualitet. Der er naturligvis intet i vejen med homoseksuel kærlighed, men denne forståelse bevarer adskillelsen mellem drengevenskab og åbenhed, som problemet ligger i til at starte med.

Star Trek (1966-1969) er blandt de ældste fankulturer, der indebar en stor mængde fanfiction, og meget af det gik ud på at udvide og omdefinere forholdet mellem hovedrollerne Captain Kirk (William Shatner) og Spock (Leonard Nimoy). Her opstod en af de største undergenrer af fanfiction, slash fiction, som sætter karakterer af samme køn i et romantisk og/eller seksuelt forhold med hinanden. Star Trek-serien er bestemt fyldt med professionalisme, og Spock tilhører en art af rumvæsener, som tænker på en fundamentalt logisk måde. Alligevel var hans venskab og gensidige respekt med kaptajnen nok til at vække

Det betyder til gengæld også, at 78

Star Trek (1966-1969). Foto: CBS Television Distribution

fantasien hos et enormt publikum, der søgte en større intimitet imellem dem.

hinanden for lang tid. Kvinder har lov til at finde styrke i professionalisme, viljestyrke og mod, og mænd kan ligeledes finde styrke i empati, åbenhed og omsorg. Det er hverken den eneste eller den vigtigste kamp. Men det er værd at forstå, at den større kamp for LGBTQA+-rettigheder og kønslig ligestilling også er en kamp mod mandlig ensomhed og depression. At vi som mænd også kan hjælpe vores venner og veninder i kampen ved at være mere kærlige over for hinanden.

Queer-romancen er det sidste årti nået mainstream-kulturen i vesten med film som Moonlight (2016) og Call Me By Your Name (2017), der får anerkendelse fra festivaler, anmeldere og endda Oscar-akademiet. På en måde styrkes disse film af manglen på mandlig ømhed. Når hovedpersonerne i disse film endelig rører og bliver rørt af de mænd, de holder af, er der en enorm befriende følelse, som selv det heteroseksuelle, mandlige publikum kan mærke – måske mere end man skulle tro.

Der er fantastiske historier, vi går glip af, når vi glemmer, at mænd har følelsesliv udover romantik og familie. Fra Sam og Frodo, helt tilbage til Achilleus og Patroklos i Illiaden. Verden er bedre, når vi ikke er bange for at elske hinanden. Det samme gælder for vores mandlige helte.

EN LILLE BRIK I ET STØRRE PUSLESPIL Succeser som Ringenes Herre og Moonlight giver grund til optimisme. Maskulinitet og heteroseksualitet behøver ikke være ensbetydende med, at man holder følelserne for sig selv, og passer på med ikke at kramme 79

Moonlight (2016). Foto: A24

fremgangen for LGBTQA+-repræsentation i medierne også vil fremme repræsentationen af maskulin intimitet. Når homoseksualitet er mindre stigmatiseret, mindskes frygten for omsorg mellem mænd. Det er til en vis grad en intersektionel problemstilling.

Steven Universe (2018). Foto: Cartoon Network

ANIMATIONSREVOLUTION af Sidsel Minuva Queer identiteter er lige så stille blevet mere synlige i mediebilledet. Det er også tilfældet indenfor børneanimationsserier, men udviklingen er foregået i gletsjerhastighed. Hvor startede processen, og hvor er den på vej hen? 80

GBT-fællesskabets kamp for rettighed har været en hård, langsommelig affære. Retten til at være sig selv, uden at blive forfulgt, er ikke nogen selvfølge. En del af den basale normalisering af mangfoldige kønsidentiteter og seksualiteter indebærer, at være synlig i samfundet og dennes kultur; det gælder så sandelig også underholdnings- og kunstneriske medier.

som – men sket, det er den. Indenfor børneanimationen har man taget små, vakkelvorne skridt, som en tumling der endnu ikke har helt styr på sin motorik. Og med ”mållinjen” krydset, hvor skal man så hen?

« Indenfor børneanimationen har man taget små, vakkelvorne skridt, som en tumling der endnu ikke har helt styr på sin motorik. »

Udviklingen går i den rigtige retning. Det er tydeligst, når det gælder spillefilm til det voksne publikum. Moonlight (2016), der følger en sort, homoseksuel mand gennem livet, tog verden med storm ved at vinde en Oscar for Best Picture, og Copenhagen MIX, der viser både store og bittesmå LGBT-film fra hele verden, løber hvert år af staben midt i hovedstaden. Samtidig er lesbiske og biseksuelle så småt ved at bryde igennem i spilindustrien, som hovedpersoner i spil såsom The Last of Us Part II (2020) og Assassin’s Creed: Odyssey (2018).

SPÆDE SKRIDT I vestlig animation har LGBT-personers inklusion i årtier været en stille og stereotyp affære. Det første markante eksempel på homoseksuel kærlighed i børneanimation, der er i fokus og behandles med omhu, er fra blot 2014. Den amerikanske fantasyserie Avatar: The Last Airbender (2005-2008) er en af de mest elskede og berømte af sin art. I en asiatisk-inspireret verden, hvor en lille håndfuld mennesker kan manipulere naturens elementer, må hovedpersonen Aang (Zach Tyler Eisen) skabe fred i verden. Aang legemliggør seriens titel som både den eneste, der kan manipulere vinden, og som det såkaldte avatar – han kan udnytte alle fire elementer, selvom han ofte kæmper med at mestre ilden.

Som en refleksion af den langsomme tilegnelse af rettigheder og mediemæssige synlighed, har inklusionen af disse identiteter især haltet indenfor børnemedier. Det er nærmest selvsagt op ad bakke, at inkludere queer identiteter, når hysteriske forældre mener, at homoseksuelle eller transpersoner i sagens natur er nærmest lige så farlige for børns udvikling som at drikke blegemiddel. Et kys mellem Micky og Minnie Mouse er helt naturligt, men kaster Micky Mouse og Anders And sig ud i det samme, er det pludselig farligt.

Nogle år senere rullede efterfølgeren, Avatar: The Legend of Korra (2012-2014), over de amerikanske

Den positive udvikling har været lang81

I seriens endelige scene, hvor al konflikt endelig er overstået, sidder Korra og Asami og snakker med hinanden. De beslutter sig for, at de fortjener en ferie efter alt det her – sammen. Seriens sidste indstilling ligner til forveksling The Last Airbender’s endelige øjeblik, hvor Aang kysser sin udkårne, Katara (Mae Whitman). Korra og Asami holder hinanden i hænderne og er ganske enkelt fuldstændig fortabt i hinandens øjne. Således forsvinder de ind i portalen til den såkaldte åndeverden.

skærme. Serien foregik i samme univers, men omhandlede i stedet den nye avatar, Korra (Janet Varney). Hun er en arrig, stædig og kæphøj ung kvinde, og således noget ganske andet end den søde, tålmodige Aang. Kærlighedsforhold spiller en stor rolle hele vejen igennem Legend of Korra. I første sæson er Korra for eksempel fanget i et trekantsdrama, da brødrene Mako (David Faustino) og Bolin (P. J. Byrne) begge vil vinde hendes hjerte. Mens Korra ender i et forhold med Mako er dette tumultrigt. Samtidig knytter hun sig over sæsonerne tættere og tættere til Makos ekskæreste, rigmandsdatteren Asami (Seychelle Gabriel). Dette udløste et sideløbende kapløb blandt seriens fans, der var uenige i, om Korra ultimativt ville ende i et forhold med Mako eller Asami. De to lejre kaldte henholdsvis forholdene for ”Makorra” og ”Korrasami”.

Denne slutning blev hyldet i bl.a. Vanity Fair for at ”[go] further than any other work of children’s television in depicting same-sex relationships”. Mens scenen under ingen omstændigheder er lige så utvetydig som Aang og Kataras kys, så stolede seriens skabere på, at deres yngre seere ville tolke det korrekt – at Korra og Asami her påbegynder deres romantiske forhold sammen. Der er ingen tvivl om, at det lykkedes. En enkelt YouTube-søgning på ”Korrasami reaction” viser unge såvel som voksne fans juble, skrige og græde over,

På trods af den dedikerede fanskare var der nok meget få, der reelt forventede, at serien ville slutte, som den gjorde.

Avatar: The Legend of Korra (2014 / 2015). Foto: Nickelodeon / Bryan Konietzko

der bogstavelig talt er et menneskeligt stykke tyggegummi. Hun er del af en venligtsindet rivaliseren med vampyrdronningen, Marceline (Olivia Olson). Mens Marceline startede som en skurk af mildeste skuffe, så bliver hun senere venner med hovedpersonerne Finn og Jake – og navnlig Prinsesse Bubblegum. Flere af seriens episoder antyder, at de to er eller har været i et forhold med hinanden.

at serien endte med de to kvinder i et biseksuelt forhold. Selvom den er succesrig er seriens finale også ganske subtil. Generelt har dette været den typiske tendens indenfor børneanimation. Dette er desværre højst sandsynligt et resultat af censurpres. Det er noget, som animationstegner Rebecca Sugar har sagt sin mening om før. I et interview med Reuters sagde hun bl.a.:

« So much bigotry is based on the idea that (LGBT+ content) is something inherently adult, which is entirely false. »

”We are held to standards of extremely bigoted countries. (…) There are people who see what we’re doing as insidious and... they’re ignorant. (…) So much bigotry is based on the idea that (LGBT+ content) is something inherently adult, which is entirely false.”

I tiende episode af tredje sæson, ”What Was Missing”, finder Finn og Jake en sort rockband-T-shirt, som de tænker må tilhøre vampyrdronningen. I stedet viser det sig, at hun havde givet den til prinsessen. I samme episode synger Marceline en sang om de to kvinders forfejlede forhold. Den indeholder bl.a. teksten:

Sugar kaster med få sætninger lys over det pres, som animatorer står over for, når de forsøger at skildre LGBT-forhold i børnehøjde. Men disse udfordringer kan ikke sætte en stopper for udviklingen. Det er den berømte tegnefilmsserie Adventure Time (2010-2018) endnu et eksempel på.

”Sorry I don’t treat you like a goddess Is that what you want me to do? Sorry I don’t treat you like you’re perfect Like all your little loyal subjects do Sorry I’m not made of sugar Am I not sweet enough for you? Is that why you always avoid me? That must be such an inconvenience to you Well... I’m just your problem”

Serien omhandler menneskedrengen Finn (Jeremy Shada) og hans bedste ven, hunden Jake (John DiMaggio), der med magiske kræfter kan ændre form. De bor i eventyrlandet Land of Ooo, der for tusind år siden blev ødelagt af en atomkrig. Adventure Time er både fjollet, fyldt med humor og samtidig smuk og rørende. Regenten af dette Land of Ooo er Prinsesse Bubblegum (Hynden Walch), 83

Den cocktail antyder et forhold, der måske engang var sødt, men nu har for mange syrlige noter.

queer kvinders forhold er ofte udgjort af små gestuser. De kysser ikke åbenlyst, kalder hinanden kælenavne eller flirter, som deres heteroseksuelle modstykker kan og gør. Deres forhold er ganske enkelt utrolig subtile.

Denne udvikling fortsætter i femte sæsons 29. episode. I ”Sky Witch” har den titulære heks byttet sig til Marcelines yndlingsbamse. Marceline får Bubblegum til at hjælpe hende med at få den igen. Som pris for at gøre det, ender Bubblegum med at bytte netop hendes elskede rocktrøje for bamsen – og heksen insinuerer, at den trøje har betydet meget for hende.

Der er således også her, at Adventure Time for alvor skiller sig ud fra mængden. Mens Korra og Asami holdt i hånden og så længselsfuldt på hinanden, får Bubblegum og Marceline i seriens finale, ”Come Along with Me”, lov til at kysse hinanden. Efter Bubblegum næsten bliver knust af et frygteligt monster, smadrer Marceline dette

Her begynder der at tegne sig et mønster for både Adventure Time og Avatar: The Legend of Korra. Disse

Adventure Time (2018). Foto: Cartoon Network

uhyre, rasende over at Bubblegum kom til skade. De omfavner hinanden. Og kysser så endelig.

Greg (Tom Scharpling), og så tre aliens; Garnet (Estelle), Amethyst (Michaela Dietz) og Pearl (Deedee Magno Hall), der alle er menneskelige ædelsten. Disse ædelsten fra rummet er subtilt kvindelige, har magiske kræfter og er ligeså udødelige som de jordiske modstykker, vi bærer rundt i vores smykker.

Som ethvert heteroseksuelt par i slutningen af et romantisk drama, får de simpelthen hinanden til sidst. Adventure Time er fakkelbærer for Legend of Korras revolutionære udvikling.

De tre kvinder var Stevens mors bedste venner og kompagnoner, i en oprørsk krig mod deres hjemrige. De undslap nemlig deres hjemplanet, fordi de fascistiske, kolonialistiske Diamanter hersker over ædelstenenes rumimperie. Stevens mor, Rose Quartz (Susan Egan), var ligeledes en ædelsten og lederen af oprørsbevægelsen kendt som The Crystal Gems. Men hun blev gravid med Steven, og nu sidder hendes ædelsten i hans navle. En stor del af serien omhandler hans forhold til denne mystiske mor, som han aldrig har mødt, og over årene lærer han at bruge de kræfter, han har arvet fra hende.

Det sukkersøde kys var hele 8 år undervejs. Mens Legend of Korra satte udviklingen i gang, er der et andet animationsprogram, der har flyttet grænserne for, hvordan man kan skildre LGBT-forhold for børn. Og det er langt mere eksplicit end både Korras og Bubblegums forhold. OPBLOMSTRING ”I am made of love And it’s stronger than you!” Med denne sang, Stronger Than You (2015), transformerede animationsserien Steven Universe (2013-2019) tegnefilmslandskabet. Klimaks i første sæson af serien bestod af et øjeblik, som andre serier bruger alle deres sæsoner på at nå frem til.

Det er en umådelig kompleks fantasyverden fyldt med finurlig magi. I denne LGBT-kontekst er nogle få elementer vigtigst. Ædelstenkvindernes fysiske kroppe og udseende er sekundære ift. de ædelsten, der er deres identitets kerne. Steven har Roses kvartskrystal i navlen, Pearl har en perle i panden og Garnet har en granat i hver håndflade. Kommer de nok til skade forsvinder deres kroppe og efterlader kun deres ædelsten, indtil de har samlet nok energi til at vende tilbage.

« Disse queer kvinders forhold er ofte udgjort af små gestuser. » Steven Universe handler om den unge dreng, Steven (Zach Callison). Han bor på Jorden sammen med sin far,

Netop pga. deres smidige legemliggørelse kan ædelsten også ”fusionere”. 85

igen. De spurter ind i hinandens favn og må straks vide, om de begge er okay. Sapphire kysser Ruby. Ruby samler Sapphire op, som vejede hun intet, og danser rundt med hende i armene. Deres intense lykke over at se hinanden igen gør, at de fusionerer.

Ved hjælp af en lille dans for at danne følelsesmæssig kontakt med hinanden blander de både fysisk form og personlighed. Pearl og Amethyst bliver f.eks. sammen til den høje, elegante Opal (Aimee Mann) – en helt ny ædelsten, der rummer begge deres personligheder.

Og så bliver de til Garnet.

I første sæsons klimaksepisode, ”Jail Break”, vender den fascistiske hjemplanets ædelsten tilbage til Jorden for at tage Steven og The Crystal Gems som gidsler. Og det lykkes dem. De gør så stor skade på Garnet, at hendes fysiske form forsvinder, og de tager Steven til fange. På deres enorme rumskib må Steven undslippe mutters alene uden sine moderfigurer – indtil han finder den fremmede ædelsten, Ruby (Charlyne Yi). Denne lille, røde raseribombe leder efter ædelstenen Sapphire (Erica Luttrell). Det virker som om, at hendes søgen efter safirkvinden er et spørgsmål om liv og død.

Steven måber – han anede ikke, at en af hans mødre rent faktisk var en fusion af to smaskforelskede kvinder. Mens de undslipper rumskibet, synger Garnet sangen Stronger Than You. Med den bortjages nogen som helst tvivl om, hvilket slags forhold Ruby og Sapphire er i: Garnet er lavet af kærlighed. De to kvinder er ganske enkelt så dybt forelskede, at de vælger at være fastlåst i et evigt kram, et evigt kys, en evig samtale, som fusionen Garnet. I første sæson ud af fem, introducerer Steven Universe et dybt lykkeligt lesbisk kærlighedsforhold – og i de resterende fire går serien regelmæssigt i dybden med dette forhold.

Steven finder Sapphire først og hjælper hende med at undslippe – og så ser Ruby og Sapphire endelig hinanden

Steven Universe (2015). Foto: Cartoon Network

Hele denne artikel kunne være en

Steven Universe (2015-2019). Foto: Cartoon Network

tidligere blev nævnt) valgte, at tage chancen og fortælle den queer historie, hun i sandhed ønskede at fortælle.

opremsning af hver episode, hvori Ruby og Sapphire kysser, flirter og har betydningsfulde samtaler. De er ikke altid enige om alting, men efter flere tusinde år sammen som Garnet, er de blevet ganske gode til at finde den gyldne middelvej sammen. Er den hel gal, deler de sig op og bliver til Ruby og Sapphire igen for at tage samtalen ansigt til ansigt.

« De to kvinder er ganske enkelt så dybt forelskede, at de vælger at være fastlåst i et evigt kram, et evigt kys, en evig samtale. »

Og det er en del af Steven Universes styrke. I stedet for at slutte med, at det homoseksuelle par finder sammen, så er Garnet allerede (i) et forhold. Således kan serien fokusere på den indsats, de to ædelsten må lægge i deres magiske forhold for at få det til at fungere.

I modsætning til tidligere serier er Steven Universe i høj grad eksplicit. Det er helt fra starten ikke blot undertekst, men fuldstændig tydeligt, at Ruby og Sapphire elsker hinanden. I de 6 år serien varede revolutionerede den således markant skildringen af LGBT-forhold i børnefjernsyn.

Det var ikke risikofrit. Steven Universe blev sendt på Cartoon Network og dets produktion var afhængig af internationale midler – bl.a. fra konservative lande, der krævede de to kvinders bryllup fjernet fra serien. Uden disse midler kunne showet være blevet aflyst, men showrunner Rebecca Sugar (som

QUEER FAKKELBÆRERE Steven Universe lader til at have haft en varig effekt på den måde, hvorpå

Steven Universe (2018). Foto: Cartoon Network

Steven Universe (2015). Foto: Cartoon Network

ser om netop dette, så er der indenfor queer theory og gender studies interesse for emnet.

LGBT-forhold skildres i animation. Karaktererne og hvordan de varetages er gået fra at være netop subtile til at være en mere eksplicit affære.

I 56. udgave af journalen Gender Forum udtrykte Eli Dunn i 2016, at Stevens nonbinære fusion med vennen Connie (Grace Rolek) simpelthen var ”a form of revolutionary representation for trans individuals across the gender spectrum” (Dunn 2016, 55).

I Netflix-serien She-Ra and the Princesses of Power (2018-) er heteroseksualitet f.eks. ikke en selvfølgelig standard. Serien er gennemsyret af queer undertekst, flere karakterer er homoseksuelle og især kvindelige karakterer flirter åbent med hinanden.

”Stevonnie’s importance for the queer carnival of Steven Universe is that their experience highlights that all identities are socially dependent, and that queer bodies or identities can present both a space for wonderfully subversive gendered play and open up different (and sometimes negative) social interactions based upon that gender play. (…) It teaches Steven (and the audience) empathy for those facing negative or violent reactions to their gender identity, but also that there is power in gender expressions across the spectrum.” (ibid.)

Samtidig viser serier som 90’er klassikeren Arthur (1996-) ligeledes homoseksuelle bryllupper. Titelkarakterens lærer blev i 2019 gift med en mand – og her er det vigtigt at bemærke, at Arthur bliver sendt på PBS. Det er USA’s mest prominente leverandør af public service-udsendelser til amerikanske børn. Det bryllup har således en særdeles stor og mangfoldig rækkevidde. Men hvilken effekt har det egentlig, når børn og unge oplever sådanne forhold i animationsserier? Mens det ikke lader til, at der endnu er udført undersøgel89

Netop den pointe, at seeren lærer noget af Steven og hans univers, kan være ganske signifikant. Børns fantastiske, kreative, gakkede sind er umådeligt smidige i de år, hvor karakter- og personlighedsdannelse sker. Det er næsten umuligt, at det at blive introduceret til queer karakterer og idéer fra barnsben, ikke har nogen effekt på deres verdenssyn eller endda identitetsdannelse.

child audience becomes significant when considering that they could potentially normalize concepts like gender fluidity and nonheteronormative sexualities. In other words, an increase in positive mainstream portrayals of nonheteronormative genders and sexualities could lead to a greater acceptance of such identities within society.” (Olson 2017, 254)

Det er en pointe, som Christopher J. Olson også funderer over i bogen Heroes, Heroines, and Everything in Between fra 2017:

Både Dunn og Olson mener også, at man i forskningsregi netop bør gå i dybden med disse skildringer og undersøge deres egentlige effekt.

”[The] fact that these unconventional depictions of gender and sexuality now occur in media aimed at a widespread

Det tyder altså på, at queer børne-

Steven Universe (2016). Foto: Cartoon Network

sket på kun få år. Steven Universe og dets lige formår let og elegant at løsrive sig fra børnemediers traditionelt konservative skildringer af køn og seksualitetet. Den nye queer animationsbølge er ikke bange for at behandle emner, der ofte regnes for at være for komplekse endda til voksne.

« Steven Universe og dets lige formår let og elegant at løsrive sig fra børnemediers traditionelt konservative skildringer af køn og seksualitetet. »

Hvad der for nyligt startede småt, har vokset sig stort – som en lillebitte blomsterknop, der efter nogle år bliver til en hel rosenbusk. Det bliver dødspændende at se, hvilke blomster, udviklingen ender med at sætte.

animation kan være noget af en velsignelse for børns verdenssyn. Ordentlige og positive skildringer af LGBT-identiteter har taget fart i de seneste år, og den udvikling er ganske enkelt allertydeligst, når det gælder børneanimationen – og udviklingen er

HOW TO TINDER? af Anonym Ciskvinde Hvordan?

HvornĂĽr?

Hvem?

KYSSETS BETYDNING

Af Amine Kromann Karacan

Auguste Rodin, The Kiss (1901). Foto: tate.org

Rear Window (1954). Foto: javabeanrush.com

Judas kysser Jesus. Amor kysser Venus. Satanisten kysser djævlens røvhul. Det sker ikke i virkeligheden. Samtidig sker det hele tiden i den kollektive erindring. Kys, gode kys, vigtige kys, er tidsløse. De sætter hjertet i stå og får os til at holde vejret. Men hvorfor er kysset så væsentligt?

i kysser det, der er os helligt, særligt og kært. Vi gør det som tegn på intimitet og hengivenhed. Ikke kun for de religiøse er der noget ceremonielt over kysset: populærkulturen har for længst cementeret kysset, som værende af højere betydning. Dét blev klart for mig forleden, da jeg så Symposion i skuespilhuset.

noget, jeg ikke erindrede at have læst i Platons tekst, som stykket er baseret på. Han talte om det kys, blomsten på kærligheden, der sætter tiden i stå. Det var smukt, det, han sagde, den slanke lyshårede skuespiller på scenen. Der blev stille i salen, som ved et stort fælles suk. Tavshed på grund af tanken om kysset, og det mindede mig om noget, jeg egentlig havde glemt.

Bedst som Agathon var i gang med sin hyldesttale til Eros, sagde han

Et digt.

Tid og Rum Vi vidste at tiden ikke eksisterer kun bevægelsen og derfor stivnede vi i kysset så det blev evigt Vi vidste at rum ikke eksisterer kun tanken om det og derfor overlevede vor kærlighed på tværs af stjerner

Michael Strunge, Livets hastighed, 1978

om det igen, da jeg så Symposion. Jeg kom til at tænke på, hvorfor man har fundet det nødvendigt at tilføje noget til Platons oldgamle tekst om netop kysset?

Kysset, der blev evigt. Jeg forstod, at det var en mulighed, da jeg fik mit første kys, men jeg tænkte først over det, da jeg nogle år efter læste Michael Strunges digt, der efterlod mig så inspireret, at jeg tog ind på Glyptoteket og tegnede Rodins skulptur af to unge elskende, der ganske passende er navngivet “Kysset”. Bagefter lavede jeg et hæfte, hvor jeg satte alle de smukkeste kærlighedsdigte, jeg kendte, sammen med forskellige tegninger og malerier, jeg havde lavet til, og Strunges digt var et af dem. Det var dengang, jeg gik på tegneskole og havde god tid til den slags.

OVERALT I VERDEN Engang var Venus jaloux på et smukt menneske, der hed Psyche. Hun bad sin ham flyve ned og skyde en af sine pile i Psyche og få hende til at forelske sig i det vildeste bæst, der fandtes på jorden. Da Amor så Psyche, blev han selv betaget af hendes skønhed, og idet han bøjede sig ned for at kysse hende, faldt en pil ud af hans pilekogger og stak ham, så det var ham, der blev forelsket. Myten har været motiv for megen kunst, og det samme har afbildningen

Så gik der en tid, hvor jeg glemte kyssets betydning, og nu blev jeg altså mindet 96

Francoise Gerard, Cupid and Psyche (1901). Foto: owlcation.com

af Venus og Amor, der kysser. Selvom de er mor og barn har disse afbildninger oftest en stor sensuel kvalitet over sig, og allegorierne for dette er mangetallige. Sådan er det nemlig ofte med kys. I biblen er der også mange kys, men det mest berømte er nok det, Judas gav Jesus, da han forrådte og afslørede ham til de modstandere, der siden skulle korsfæste ham. Der findes dog også andre vigtige kys, som lignelsen fra Lukasevangeliet om det nådens

og tilgivelsens kys en fader giver sin fortabte søn. I Romerbrevet skrev Paulus, at kristne skulle hilse på hinanden med et helligt kys, og det tog mange til efterretning i kristendommens første århundreder. Her blev kysset et venskabelig tegn på hemmelig samhørighed blandt de forfulgte kristne. Det var dog ikke en ide, man var blevet træt af i 1700-tallets Danmark, hvor gårdmand Jens Storgaard i Ørding på Mors dannede en kyssesekt, der vakte så 97

Casablanca (1942). Foto: mirror.com

stor forargelse, at biskoppen i Aalborg til sidst måtte sætte en stopper for det.

Nogle nationer nøjes med et kys, andre to eller tre, når de hilser på hinanden. I Danmark kan vi som regel højest svinge os op til et kram, men det er en helt anden historie.

Kysset som fænomen spænder bredt: I eventyr kysser prinsen prinsessen, for eksempel for at vække hende fra en fortryllelse hvilket forresten også minder om en anden version af myten om Amor og Psyche, hvor han ligeledes vækker hende fra en bevidstløs tilstand.

Overalt i verden kysser man, og jeg tror, at mennesker til alle tider har kysset hinanden. Der er noget universelt over det at give et kys. Der er ingen enklere måde at vise kærlighed på end ved hjælp af et kys. Derfor talte man pludselig om kys midt i Symposion.

I kirken kysser de nygifte hinanden. Når et barn har slået sig, kan det være, at en omsorgsfuld voksen kysser såret. Franskmænd kindkysser, imens deres læber, der dog ikke rører kinden, siger kysselyde, men hvor mange og hvilken kind, der først berøres afhænger af, hvor i Frankrig man er.

Samtidig har kysset også altid været bundet af kulturelle normer for hvor og hvornår, man måtte lade sine læber røre andres. I kyssesekten på Mors måtte man kun berøre læberne 98

på en person af samme køn, som en selv. Alle former for kys er bundet til ritualer, der sætter rammen for den sanselige oplevelse. MUNDEN Munden er et af de mest sanselige steder på den menneskelige krop. Den kan så mange ting. Læberne er nogle sjove bløde stykker hud, der godt kan lide at føle andet hud, og så er de også indgangen til et af de mest nydelsesfulde steder; munden, der smager på alt det dejlige, verden har at byde på, og som taler og udtrykker sig; som trækker vejret og laver små lyde, når man spiser et stykke chokolade eller modtager et overraskende kys. Læberne og munden er nogle af de mest intime steder på mennesket, og samtidig er de konstant synlige. Nogle kvinder maler læberne røde, og jeg har læst, at det engang blev betragtet som noget meget skammeligt, fordi det fik folk til at tænke på et andet sæt læber, der sidder længere nede. Sådan er der nok ikke så mange, der tænker i dag, i hvert fald ikke bevidst, men fascinationen af læberne, seksualiseringen, eksisterer forsat. På trods af alle normer og dertilhørende restriktioner, er kys noget af det, der får de fleste mennesker til at føle sig ekstra levende. Måske kunne man også tale om, at disse normer ligefrem forstærker kyssenes tiltrækningskraft; det forbudte og intime er altid spændende.

Mennesker kan godt lide at være tæt på andre mennesker, og kys er en af de letteste måder at være det på. Selvom noget er ritualiseret, kan det sagtens være nydelsesfuldt. At være styret af sociale konstruktioner, udelukker ikke det at sanse. Sansninger, der bringer nydelsesfulde følelser vil næsten altid trumfe tanker. Dette hænder både ved det venskabelige kys, men især ved det, der gives mellem elskende. Det er dette, det erotiske kys, vi skal se nærmere på. EFFEKTFULD KLICHE For er der en type kys, som populærkulturen har cementeret som værende det mest populære, må det være romantiske kys. Måske er årsagen netop, at det er dette kys, vi mennesker finder størst nydelse i og derfor gerne vil se mest på. Det erotiske kys slår det moderlige kys og det forræderiske kys, som vi også skal berøre, fordi det er det kys, der har den største betydning for mennesker. Filmhistoriens første kys varede 25 sekunder i Thomas Edisons The Kiss (1896). Det kan idag være svært at forstå, hvorfor kysset vakte så stor forargelse, som det gjorde, for de to hovedrolleindehavere taler sammen, imens kysset står på, og det ligner mest af alt at de suger lidt på hinanden, som to mærkværdige fisk. Måske opfattede man det dengang som noget erotisk. Det er ihvertfald helt bestemt intimt, og derfor var det grænseoverskridende. Siden kom filmkunsten dog efter det. Særligt da man begyndte at lade skuespillerne åbne deres munde og

ikke bare gnide de sammenpressede læber mod hinanden på dramatisk vis. Et af de mest kendte filmkys er mellem Ingrid Bergman og Humphrey Bogart i Casablanca (1942). Den ulykkelige kærlighedshistorie i filmen når sit første klimaks, da de to tidligere elskere, spillet af Bergman og Bogart, genforenes i et længselsfuldt og melankolsk kys, der munder ud i et tilbageblik på deres fælles historie. Scenen er et perfekt eksempel på, hvad filmkunsten kan

Gustav Klimt, The Kiss (1901-1908). Foto: Canvas Art Factory

opnå af tilskuerindlevelse med sin gode fortælling, sit gode skuespil og sine tekniske virkemidler. Sidstnævnte gør især brug af nærbilledet, som er den mest effektfulde måde at opnå indlevelse på. Ved at være så tæt på de to personer som muligt er det næsten

som at være der selv. Tilskueren tager del i kysset, og i kroppen simuleres der en nydelse, som kan minde om den, der opstår ved et virkeligt kys. Der er tale om en spejlsituation. Tilskueren spejler sig selv i handlingen; på samme tid klar over, at det der sker ligger uden for selvet, men er samtidig, i fantasien, fuldt ud til stede i det nu, der lever i fiktionen. Et filmkys er altid kulminationen på en spænding. Jovist findes der i film den slags kys, som bliver givet i al hast eller med tom ligegyldighed, præcis ligesom disse også findes i virkeligheden, men et filmkys er storladent og betydningsfuldt. Det bliver centralt placeret i framen; det får plads til at udfolde sig. Nogle gange går tiden i stå under et ægte filmkys. Baggrunden fortoner sig. Musikken og lydene forandrer sig. Måske gør man brug af slowmotion for at understrege følelsen af hjertehamren og adrenalinen, der suser igennem venerne. Der findes mange af den slags klicheer. Måske foregår kysset foran et springvand eller noget fyrværkeri. Måske kysser de to karakterer midt i den silende regn uden at bemærke det, fordi øjeblikket er så lidenskabeligt. Hvis der er tale om en tegnefilm, kan det være at øjnene popper ud af hovedet på den ene, der kysser, fordi det simpelthen bare er så ekstatisk en situation. Ser man bort fra tegnefilm og satiriske indslag, så viser de klichefulde filmkys sig på trods af deres uopfindsomme fremstilling, dog ofte at være meget effektive i deres evne til at forføre tilskueren. Igen må

100

jeg vende tilbage til påstanden om, at der er forskel på at tænke og at føle. Selvom bevidstheden genkender en kliché, når den falder over den, så kan følelserne sagtens nyde den.

I Godfather (1974) kysser Michael sin bror Fredo, imens han afslører, at han kender alt til Fredos forræderi. Dette kaldes ”the kiss of death” – et kys placeret lige på munden af mafiafolk der således dømmer modtageren til døden.

FORRÆDERI OG DØD Fordi kysset er så intimt, er det ret ubehageligt, hvis det bliver brugt med slette hensigter. Judaskysset, det forræderiske kys, er et motiv, som ses igennem historien.

Kiss of death er forresten også titlen på op til flere film (b.la. en fra 1995 med Nicholas Cage), men også et engelsk udtryk for når noget er dømt til at slå fejl. Regn kan f.eks. være the kiss of death for en blomstrende valmue.

I Shakepears gendigtning af Cæsars fald, kysser Brutus Cæsar, inden han stikker ham, og Cæsar udtaler de berømte ord:

Et uønsket kys er intimiderende. Dets betydning har at gøre med magt og underkastelse. Et uønsket kys er “the

”Et tu, Brute?” (Også du, Brutus?).

101

kiss of death” for den slags kærlighed, der gør mennesker godt tilpas. Sex og død sammenkædes ofte. Det har noget at gøre med menneskers angst. Mennesker frygter intimitet og i forlængelse heraf svigt og brud – og hvad kunne være et mere skræmmende brud end selve døden? Som det altid er med frygt og angst, kan det hele let ende i perversioner. For det, vi frygter, virker skræmmende og tiltrækkende på samme tid. Vores frygt kan dyrkes, som en fascination af vampyrer og kvælertag under sex. Det, der har magten over os, sex og døden f.eks., bringer os ængstelse, og derfor kan der være noget frigørende over at give os hen til det. Sådan har det sikkert også været for de fortvivlede sind, der i sin tid opdigtede historier om, hvordan hekse og satanister kyssede satans røvhul ved hemmelige sabbatter for at vise ham deres hengivenhed.

MÅLET Selv ved perverterede og uhyggelige kys, selv ved de tragiske og overdramatiserede kys, må det endelige mål for kyssenes eksistens være nydelse. Det væsentlige ved kys og vores fascination af dem er altså de følelser, som de kan frembringe. Da jeg var tretten, læste jeg i Vi Unge om alle de forskellige slags kys, der findes i verden. Det var ikke nogle af den slags kys, jeg hidtil har nævnt i denne tekst. Det var franske kys, men altså ikke de førnævnte kindkys, det var tantekys, håndkys, og så var der også eskimokys, hvor man gnider næsetipperne mod hinanden. Jeg husker tydeligst sommerfuglekyssene, for dem var der noget poetisk over, tænkte jeg. Sommerfuglekys er, når man blinker sine øjenvipper hurtigt mod den andens kinder, så det føles som om skrøbelige vinger danser henover dem.

Forbudte kys er både den slags endehulskærtegn og incestuøse berøringer mellem Amor og hans mor Venus. Deres betydning består af en total hengivelse og en form for underkastelse, der ikke lader sig påvirke af sociale normer. De kan derfor virke meget tiltrækkende på Mennesker længes inderst inde efter kraftfulde følelser, og kys er en nogle, om ikke andet, så i fantasien. fremragende måde at fremkalde disse. Kyssenes kvalitet består af de følelser, de fremkalder. Det er af største betydning, at kys fremkalder kærlighed. Og om ikke andet, så ihvertfald kærlige følelser og nydelse. 102

Det vigtigste ved et godt kys, er at kunne give sig hen til det. Det være sig gældende, om det er et filmkys, man betragter, eller om det er et kys, der finder sted i virkeligheden, når ens egen mund møder en andens. I virkeligheden kan tiden også gå i stå, som i et digt eller i en film. Og kysset kan ligeledes krystalliseres i minderne, som blev det nedfældet af en digter eller optaget af en fotograf. Men hvor fiktionen altid gør brug af en eller anden tankeaktivitet, så kan et virkeligt kys opleves alene ved hjælp af sanserne. Og det gør det ikke mindre betydningsfuldt. Tværtimod.

103

KÆRLIGHED, FA M I L I E O G FÆDRELAND I ANDREJ TARKOVSKIJS FILMOGRAFI af Jonas Bang

Den russiske filminstruktør Andrej Tarkovskij er berygtet for sine svært tilgængelige film. Men inde bag den tykke facade gemmer der sig poetiske, personlige og intime fortællinger. Solaris (1972). Foto: Mosfilm

104

ans film er svære at forstå. Sådan, Verdenskrig. Den unge Ivan drømmer rigtig svære at forstå. Men måske om sin mor og om sit liv før krigen, er det slet ikke så vigtigt at forstå alt imens hans løber frem og tilbage dem. Måske er det vigtigere at sanse, som informant mellem de tyske og at mærke. Måske er det vigtigere at sovjetiske linjer. fornemme, hvordan minder, nostalgi, kærlighed, familie « Måske er det vigtigere og fædreland langsomt sniger sig ind i de drømmeladede at fornemme, hvordan minder, sekvenser og bare lade sig betage nostalgi, kærlighed, familie og flyde væk…

og fædreland langsomt sniger sig ind i de drømmeladede sekvenser og bare lade sig betage og flyde væk... »

På grund af filmenes kompleksitet har analyserne og omtalen af dem ofte fokus på den kringlede struktur og deres metafysiske egenskaber. I denne artikel vil jeg i stedet prøve at søge væk fra det indviklede og præsentere en forhåbentlig brugbar guide til Andrej Tarkovskijs spillefilm – med et særligt fokus på kærligheden, familien og fædrelandet. IVANS BARNDOM (1962) - (ORG. TITEL.: IVANOVO DETSTVO)

Debutfilmen lagde på mange måder fundamentet for de tunge emner, der senere kom til at kendetegne Tarkovskijs film. I knastør, men absolut billedskøn, sort-hvid præsenteres vi for den grusomme virkelighed, det er at være en 12-årig forældreløs dreng ved de sovjetiske frontlinjer under Anden

Som i mange af Tarkovskijs senere film er drømme et stort tema. Det er i Ivans drømme, vi forstår hans forhold til den barndom, der er blevet stjålet fra ham. Senere kommer drømmesekvenserne i filmene til at fylde mere og mere over i narrativet, men i Ivans barndom fungerer de ganske lineært i vigtige flashback-sekvenser. I dem ser vi, hvordan han er blevet berøvet for kærlighed og familie, samt hvordan hans forhold til sit fædreland aldrig vil blive det samme. Undervejs finder han forskellige faderfigurer igennem relationer til soldater, men under krigens rasen er disse bekendtskaber selvsagt skrøbelige. 105

Ivan’s Childhood (1962). Foto: Mosfilm

Andrey Rublev (1966). Foto: Mosfilm

SOLARIS (1972) – (ORG. TITEL.: SOLYARIS)

Det svært tilgængelige og til tider uforståelige kommer for første gang til syne i Tarkovskijs anden spillefilm. Fra den forvirrende introsekvens, hvor en mand flyver i en tvivlsomt konstrueret luftballon, uden vi nogensinde får at vide hvorfor, til den bemærkelsesværdige slutning, hvor filmen lige pludselig er i farve på trods af, at resten af filmen var sort-hvid. Kærligheden til fædrelandet skinner dog tydeligt igennem, fordi Den yderste dom er løst baseret på den russiske middelaldermaler Andrei Rublevs liv. Tarkovskij bekymrer sig dog ikke særligt om de faktuelle hændelser i malerens liv, men er mere interesseret i at udforske, hvordan Rusland var i det 15. århundrede. Og det er på mange måder ikke noget kønt syn. Folk lever under forfærdelige vilkår, og derfor kan selv de bedste blive sat på prøve, når det handler om kærligheden til gud.

106

Solaris (1972). Foto: Mosfilm

DEN YDERSTE DOM (1966) - (ORG. TITEL.: ANDREY RUBLEV)

Det mest kommercielle og bredest distribuerede af hans værker er også et af russerens mest tilgængelige – eller er det? Solaris skulle tilsyneladende være den film, Tarkovskij selv brød sig mindst om, og noget tyder da også på, at den var mere et bestillingsarbejde end andre af hans film. I krystalklar farve og bredformat står hans vision på mange måder stærkere end nogensinde før, men væk er også meget af den ”beskidte” charme, der hidtil har karakteriseret hans værker.

SPEJLET (1975) – (ORG. TITEL.: ZERKALO) Ofte betragtet som hans ubestridte mesterværk, men måske også en af de mest komplicerede film. Med

et autobiografisk udgangspunkt er Spejlet et decideret syretrip af drømmesekvenser, der alle relaterer sig til Tarkovskijs egne oplevelser på den ene eller den anden måde. På trods af det har filmen dog et par tilbagevendende motiver. For eksempel er oplæsningen af Arseny Tarkovskijs (Andrej Tarkovskijs far) digte et gentagende element, ligesom et flashback til karakteren Alexeis barndom også er det. Spejlet er spækket med Tarkovskys egne traumatiske minder. Fra hans families evakuering fra Moskva under Anden Verdenskrig til hans far svigt af familien for at deltage i den. Filmen er derfor både en hyldest til Rusland, en kærlighedserklæring til familien og et tilbageblik på hans eget liv, fordi den ikke bekymrer sig om sammenhæng, men om at eksponere forskellige perioder og segmenter i både realistiske og drømmemættede sekvenser.

107

Mirror (1975). Foto: Mosfilm

Vi følger psykologen Kris Kelvin, der bliver sendt til en rumstation, som kredser om den mystiske planet Solaris. Planeten viser sig at have ganske særlige evner, der psykisk påvirker mandskabet om bord, men den viser sig også at kunne reproducere en slags mental projektion af fysiske væsner. Det betyder blandt andet, at Kelvins afdøde kone genopstår, men kun som en projektion af hans minde om hende. Derfor beskæftiger filmen sig både med sorgen over døden af ens nærmeste, savnet til ens hjem og det nostalgiske minde om, hvad der engang var. For kan man egentlig elske en ekstraterrestrisk reproduktion af sin afdøde kone?

Stalker (1979 ). Foto: Mosfilm

VANDRINGSMANDEN (1979) – (ORG. TITEL.: STALKER) Opfølgeren til Spejlet er en afgang fra det komplekse multinarrativ og er i stedet en lineær, men stadig syret, sci-fi-fortælling. En guide, kaldet en stalker, skal føre to mænd ind i en mystisk zone, hvor der efter sigende eksisterer et rum, der kan opfylde menneskets inderste ønske. Filmen foregår i en fjern fremtid, og den mystiske zone er spækket med postapokalyptiske landskaber, med nedlagte atomkraftværker og spor af tidligere krig. Selvom filmens præmis øjensynligt ligger langt fra familien, fædrelandet og kærligheden, så er savnet om ens familie og hjemsted enormt tilstedeværende. I starten trygler Stalkerens kone ham om ikke at tage ind i zonen igen, da det tilsyneladende kan have vidtrækkende og irreversible konsekvenser. Det er derfor uvist, om han nogensinde vil se hende og datteren igen. Det er en tematik, der bliver ved med at vende tilbage, for hvad er menneskets inderste ønske? Er det at være sammen med sin familie, at elske, at vende hjem eller noget helt tredje? I Vandringsmanden præsenteres vi derfor løbende for store spørgsmål om livet, men på Tarkovskijs særegne og snørklede måde – denne gang i dystopisk scifi ramme.

108

Under eksil i Italien oplever Tarkovskij en enorm længsel efter sit fædreland, og det bliver til filmen Nostalghia. På selvbiografisk vis skildres en russisk poet og hans oversætter, der rejser til Italien for at opstøve information om en russisk komponist fra det 18. århundrede. I sin struktur minder den om Spejlet, der som sagt også er meget biografisk af natur. Det betyder også, at man skal holde tungen lige i munden, når drømmende og tilsyneladende usammenhængende sekvenser flyder over lærredet. Men frustrationen, længslen og kærligheden står malende klar på trods af filmens kaotiske forløb. I den ene kryptiske, men billedskønne scene efter den anden eksponeres forskellige smukke og foruroligende scenarier, der alle relaterer sig til filmens altoverskyggende tema.

109

Nostalghia (1979 ). Foto: Gaumont

NOSTALGHIA (1983)

The Sacrifice (1986). Foto: Sandrew Metronome

OFFERET (1986) – (ORG. TITEL.: OFFRET)

Gud, men det er måske noget, frygten for Tredje Verdenskrig kan ændre på?

Tarkovskijs sidste film er en religiøs en af slagsen, hvor kærligheden og familien er allestedsnærværende. På dette tidspunkt var han selv i eksil fra Sovjetunionen, og som resultat heraf blev filmmageren inviteret til Sverige for at lave denne film. Han ”lånte” i øvrigt stort set hele Ingmar Bergmans filmhold til at lave den – en instruktør han beundrede, og som beundrede ham. I Offeret følger vi skuespilleren og journalisten Alexander på hans fødselsdag, hvor det snart skal vise sig, at Tredje Verdenskrig muligvis er under opsejling. Alexander bor sammen med sin kone, steddatter og sin højtelskede søn ”lillemand”. Han tror ikke på

Som titlen indikerer, skal Alexander måske gøre sig et stort offer for at undgå jordens undergang, men ofrer han sin søn, bliver han troende eller noget helt andet? Offeret er, ikke overraskende, en kompleks film, der igen kredser om nogle af livets store spørgsmål. Og spørgsmålet er så, om man kan bevare sin egen integritet, værdighed og medmenneskelighed, når man står overfor en stor og altødelæggende katastrofe. Kærligheden er især til stede på grund af Alexanders tilsyneladende uigennembrydelige hengivenhed for sin søn, hvilket bliver alvorligt sat på prøve – på sådan en måde, som guder i fiktion jo ofte gerne gør.

110

NØGLEN TIL FORSTÅELSEN Andrei Tarkovsky. Foto: Festival de Cine Africano de Córdoba

Nøglen til at forstå Tarkovskijs film er at ikke forstå dem. Ok, det lyder måske højpandet, men forstå mig ret: vi er kollektivt opdraget i en filmtradition, hvor kausale sammenhænge flittigt folder sig ud på det store lærred, og hvor ord som narrativ eller dramaturgi er sat i lighedstegn med begreber som berettermodellen eller hero’s journey. Den kultur skal man så vidt muligt forsøge at se sig fri fra, selvom det måske kan lyde kringlet. Så snart man accepterer, at Tarkovskijs film ikke følger den norm, man er vant til, kan man begynde at nyde dem. Og måske på et eller andet kognitivt niveau – forstå dem.

111

(2004). Foto: Focus Features

BY THE WORLD FORGOT

af Gustav Stubbe Arndal Er Eternal Sunshine of the Spotless Mind (2004) en livsbekræftende fortælling om, hvor dyrebare vores minder er, eller en tragisk fortælling om et dysfunktionelt forhold, der sidder fast i en ond cirkel?

112

eternal sunshine of the spotless mind

THE WORLD FORGETTING,

eg har ikke fået mit hjerte knust endnu. Jeg har endnu ikke oplevet et tæt, intimt, langvarigt forhold med nogen, jeg elsker, som ender dårligt. Det er selvfølgelig ikke en følelse, man ønsker sig, men det er alligevel underligt at lytte til så mange fantastisk stærke break-up sange uden helt at vide, hvad det inderst inde betyder. Ikke at have oplevet denne ”universelle” oplevelse og alligevel nyde de værker, der gør brug af dem.

« En film, der borer et hul i både hjerte og hoved og fylder det med spørgsmål og idéer. »

Eternal Sunshine er også en af de mest komplekse skildringer af hjertesorg, kærlighed og fortrydelse, jeg er stødt på. Men… hvad ved jeg egentlig om det? Hvad nu, hvis jeg en dag går igennem det, Joel (Jim Carrey) og Clementine (Kate Winslet) går igennem, og opdager, at Eternal Sunshine ikke rammer plet? Hvad nu, hvis filmens slutning, som jeg finder opløftende og livsbekræftende, slet ikke er det? MEET-CUTE Vi møder Joel på en træls vinterdag. Han har det mærkeligt, og selvom han ”aldrig gør noget impulsivt”, hopper han pludselig om bord på det helt forkerte tog til en kystby. Han tager en

eternal sunshine of the spotless mind

(2004). Foto: Focus Features

Mit svar på det uundgåelige spørgsmål: ”Hvad er din yndlingsfilm?” ændrer sig ofte. Men Charlie Kaufman og Michel Gondrys Eternal Sunshine of the Spotless Mind er altid med i opløbet om titlen. Det er en af de film, der giver en dyb, knugende følelse i min krop. En film, der borer et hul i både hjerte og hoved og fylder det med spørgsmål og idéer. Den har en særlig plads i mit indre filmkatalog.

113

kop kaffe, og begiver sig derefter hjemad igen. På togrejsen hjem falder han i snak med Clementine, en blåhåret kvinde, han så i caféen tidligere. Hun er glad og udadvendt, han er sød og tilbageholdende – et klassisk meet-cute. Men der er noget galt. Clementines flirteri er spontant og en smule underligt. Joels beslutning om at hoppe på toget bliver ikke helt forklaret. En fremmed mand (Elijah Wood) banker på Joels rude, da han holder ude foran Clementines hjem og spørger Joel, om han har brug for hjælp.

Samtidig følger vi de to arbejdere fra klinikken, som udfører proceduren i løbet af aftenen. Stan (Mark Ruffalo) har inviteret sin kæreste, sekretæren Mary (Kirsten Dunst), til at feste lidt, mens hjernemaskinen gør sit arbejde. Den anden, Patrick, har sine egne pigeproble« Intime mer i nattens løb.

samtaler under dynen og en stjerneklar vinternat, hvor Joel mærker lykken. »

Skillet mellem den virkelige verden og mindeverdenen bliver tydeliggjort med nogle fænomenalt kreative sekvenser, hvor Joels minder blandes sammen. Biler falder ned fra himlen, mens han skændes med Clementine, og ansigter på folk, han ikke kan huske, bliver slørede og uklare. Der er små detaljer at finde i hver minde-scene, der gør filmen værd at besøge igen og igen.

Filmens tidslinje bliver langsomt klar: Clementine og Joel havde et langvarigt forhold, der endte galt, og Clementine fik en operation, der slettede Joel fra hendes minder. Nu har han bestilt samme procedure på sig selv, og vi følger ham inde i hans hoved, mens hans erindringer genspilles og Clementine langsomt udslettes.

Men mindeverdenen er ikke bare skænderier og psykologisk pseudo-horror. Vi ser de konflikter og skænderier, der førte til Clementines drastiske beslut114

eternal sunshine of the spotless mind

Alle filmens karakterer har kærlighedsproblemer af den ene eller anden art. Joels venner skændes i hver af de få scener, de er med i. Patrick er en komisk inkompetent romantiker, der stjæler trusser og anvender dybt uetisk manipulation for at vinde sin udkårne. Stan og Mary taler forbi hinanden, mens de ryger en fed på Joels seng; hun er fascineret af Dr. Mierzwiaks geni og citerer poesi for at imponere ham; et slet skjult crush.

(2004). Foto: Focus Features

Han skjuler sig selv og sit minde om Clementine i sin hukommelses afkroge for ikke at glemme hende. Men da Mary og Stan får fat i deres boss, Dr. Mierzwiak (Tom Wilkinson), får han hurtigt fikset ”problemerne”. Den næste morgen vågner Joel uden sine minder om Clementine, men dog med en impuls til at tage hen på den strand, hvor han først mødte hende – og vi er tilbage til filmens begyndelse.

montager. Joel beslutter sig for, at de gode minder ikke er værd at smide ud sammen med de dårlige, men har han ret, eller snyder han sig selv?

eternal sunshine of the spotless mind

ning, og hvordan Joel brød sammen, da han hørte om det. Men vi ser også de små øjeblikke, sådan et kærlighedsforhold består af. Intime samtaler under dynen og en stjerneklar vinternat, hvor Joel mærker lykken. Han skifter mening midt i proceduren og starter et mentalt oprør.

(2004). Foto: Focus Features

UVIDENHED VARER IKKE VED Var Joel og Clementines forhold godt? Det er svært at sige, især i en film, der hovedsageligt består af fragmenterede 115

Kærlighed er i Eternal Sunshine karakteriseret af miskommunikation, spildt tid og forbigåede chancer. De eneste steder, vi ser romantisk optimisme, er i Joels hoved og i hans og Clementines møde, da de ikke længere husker hinanden. Er deres kærlige følelser dømt til at falme over tid? Er de glade sammen kun fordi, de endnu ikke har lært hinanden at kende?

eternal sunshine of the spotless mind

(2004). Foto: Focus Features

Mary må se sådan et spørgsmål i øjnene, da hun finder ud af, at hun selv har mistet sine minder om en affære med Dr. Mierzwiaks. Hun fik det, hun ønskede, på godt og ondt, men uden minderne om det gode eller erfaringerne fra det onde, og er tilbage, hvor hun startede: med et altoverskyggende crush. Hun beslutter sig for at lade alle andre tidligere patienter vide, hvad der er sket med dem.

Nu ved de, at Joel kommer til at opdage forskellene på den ideelle version af Clementine og den ægte vare. At Clementine kommer til at kede sig mere og mere, og undre sig over, om de har en fremtid sammen. Det hele falder fra hinanden. ”Because that’s what happens with me!”

Både Joel og Clementine modtager derfor en boks med kassettebånd, de optog under forberedelserne til deres hjernevask, og går begge i panik over implikationerne. De følte, at de lige havde mødt hinanden, og at de havde en helt særlig forbindelse; Clementine gik så langt som til at joke om at blive gift. Nu ved de, at de har en forbindelse, og at den forbindelse endte i grove skænderier og fortrydelser.

”Okay.” OKAY...? Det er Joels svar efter de to har konfronteret hinanden med det, de havde lært. De ved begge med en overnaturlig grad af sikkerhed, at resultatet af deres genstartede romance nok ender katastrofalt. ”Okay.” De griner begge af det absurde ved deres situation, og vi ser dem løbe ned ad den sneklædte strand, der er gået igen hele filmen igennem. De smiler, griner, driller hinanden, og den hvide

116

vintertåge dækker billedet inden rulleteksterne. Man kan nemt se Eternal Sunshine og forstå, at hukommelsestab er det forkerte svar på hjertesorg og traumer. At minder er uvurderlige ting, der former den person, man er, og at vi aldrig kan gå fremad, hvis ikke vi anerkender vores smerte. Vi ville ende ligesom Mary – forelsket i en person, vi allerede fik, og ude af stand til at komme videre fra det.

Siden er jeg blevet mindre sikker. For jeg har hørt andre tolke slutningen på en helt anden måde. Hvor parret ikke er optimistiske, men naive. Hvor alle de lektier, de skulle have lært til at starte

How happy is the blameless vestal’s lot! The world forgetting, by the world forgot. Eternal sunshine of the spotless mind! Each pray’r accepted, and each wish resigned… Filmens titel kommer fra et digt af Alexander Pope, som Mary citerer: Når det lykkelige par løber mod horisonten på den sneklædte strand, er de måske ikke så meget fyldt med et livsbekræftende håb, som de er fri for ulykkelig viden. Måske handlede Joels indre kamp ikke om at beholde sine

eternal sunshine of the spotless mind

(2004). Foto: Focus Features

Men det er slutningen, der virkelig giver noget at gruble over. Da jeg først så den, var jeg betaget og rørt over deres beslutning. Joel lærer gennem filmen, at ens hjerte ikke kan blive knust uden at være rørt til at begynde med, og at de gode stunder er for meget værd til, at man kan lade en dårlig slutning ødelægge dem. Livet er værd at leve og kærligheden er værd at finde trods død og adskillelse.

med, og de advarsler, de modtog direkte med posten, bliver ignoreret, og det hele gentager sig. Når man kommer ud af sådan et langvarigt forhold og siger den type ting, Joel og Clementine siger om hinanden i de optagelser, de lytter til, er svaret så virkelig at gøre det hele en gang til?

117

minder og lære af dem, men om at hænge fast i de gode stunder for at snyde sig selv til at være glad.

minder, så er disse minder et gode, der aldrig må smides bort. Men måske vender jeg en dag tilbage til Clementine og Joel med nye øjne og ser en nedtrykkende slutning om et dårligt forhold og et sørgeligt par, der forgæves forsøger at få kærligheden til at virke. Måske jeg ikke længere vil nævne filmen som en favorit.

Er Joel og Clementine glade, fordi de har undersøgt og konfronteret sandhederne og truffet et valg, eller fordi solskinnet i deres sind ikke er forsvundet, så længe de lever i lykkelig uvidenhed? Så længe de glemmer verden, og verden glemmer dem?

Det er også okay. Man må acceptere, at man ikke altid vil være den samme person og lade sine tolkninger udvide eller ændre sig. Det gør måske endda Eternal Sunshine of the Spotless Mind til en endnu bedre film, når man kan vende tilbage til den og få noget berigende ud af den, selv når man er et nyt menneske.

Hvem ved? Jeg tror ikke, jeg kan svare på det. Måske er der en side af filmen, der først vil vise sig for mig senere i livet. Måske er det meningen, det skal være lidt af begge dele – en kommentar på kærlighedens kompleksiteter.

eternal sunshine of the spotless mind

Det ændrer ikke på, hvordan Eternal Sunshine har rørt mig og fortsætter med at røre mig. Filmen har uddybet min forståelse for kærlighed og stemmer overens med mit verdenssyn: det eneste, der er noget værd, er de ting, vi sætter pris på. Hvis de ting er gode

(2004). Foto: Focus Features

Den er i hvert fald en af de film, jeg skal se, hvis jeg en dag er så heldig at få mit hjerte rørt og knust.

118

Ordet – tidsskrift for film og medier Ordet er en frivillig forening for filmglade fagfæller. Opstået engang i tidernes morgen, som en dugfrisk idé fra en privilegeret studerende, med ønsket om et fællesskab foruden forelæsninger, men for alumner med skabertrang og skriveglæde. For dem med film på hjerte, meninger for hånden og med lysten til at dele og sprede Ordet. Med rødderne plantet i Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet har Ordet sidenhen forgrenet sig til flere fag og fakulteter. Vi er i dag en forsamling af studerende fra nær og fjern og på tværs af årgange, med Ordet som samlingspunkt. Ordet er en kravlegård for dem, der endnu skal lære at stå på egne ben; og en legeplads for dem, der allerede er fremme i skoene. Her er det lysten, der driver værket, og vi tror på, det afspejler sig i vores indhold. Ordet er et tidsskrift for film og medier i bred forstand, der på traditionel og konservativ vis vil bistå læseren med interessante artikler og en udvidet horisont. Men som sproget er Ordet i evig forandring, og en tilpasning til nye trends og tendenser er nødvendigt. På vores hjemmeside holder vi dig opdateret med filmanmeldelser og kortere artikler; og lader dig følge os på Facebook, så du hele tiden kan følge med. Du kan også lægge læsebrillerne og tage lyttebøfferne på, når vi uddeler talegaver i Ordets filmpodcast – det seneste skud på stammen. Tak for nu! Vi håber, du har nydt at læse med. På vegne af Ordets redaktion, Tilde Søgaard Carlsen Chefredaktør på Ordet

119

SOM MEDLEM AF KOMMUNIK ATION OG SPROG FÅR DU

Årligt over 400 gratis kurser, der øger dine jobchancer nu og senere

Adgang til KS JOB med ledige studiejob og praktikpladser

6x Billig indboforsikring fra 36 kroner om måneden

Mulighed for at søge legater til udlandsophold

MDR

grat

6 måneder gratis medlemskab for dig, der er studerende - herefter 50 kroner om måneden

Juridisk hjælp og vejledning fra vores karrierevejledere

6 MÅNEDERS GRATIS MEDLEMSKAB TIL DIG

TÆT PÅ DIG OG DIT FAG

Ordet nr. 44, Kærlighed

Articles inside

Indholdsfortegnelse