Tak for håndsrækningen

n 300 millioner kroner mere om året stigende til 400 millioner kroner i 2030 og frem. Det beløb har de tekniske skoler nu at glæde sig til, efter at regeringen og fire aftalepartier sidst i juni offentliggjorde, hvad der er kaldt den største uddannelsesreform i mange år.

Om end man kan frygte for den akademiske faglighed, er det for så vidt OK at forkorte længden af en række kandidatuddannelser, og det virker rigtigt, at optaget til bacheloruddannelserne sættes ned med otte procent. Og rigtigere endnu er den erhvervsretning af de akademiske uddannelser – den såkaldte erhvervskandidat – hvor de studerende læser ved siden af deres job. Det vil skabe sammenhæng mellem teori og virkelighed og være til gavn for både studerende og virksomhederne.

Men …

Det er forunderligt, at vi skal vente helt til 2025, før pengepungen bliver taget op af lommen. Det er nu, skolerne er nødlidende, og behovet for en saltvandsindsprøjtning er akut. Det haster med at uddanne fremtidens arbejdskraft – både vores og al dén, der skal realisere den grønne omstilling – og det tager tid at skabe de adfærdsændringer, der skal trække flere unge til.

Endelig kan man sætte spørgsmålstegn ved, om årlige 300 millioner kroner både strækker til nye indkøb af værktøj og udstyr, den fornødne opkvalificering og efteruddannelse af faglærerne og til i det hele at gøre erhvervsuddannelserne til et tilbud, som unge ikke kan sige nej til. Skal vi sætte tingene på spidsen, tyder det på, at der er tale om et hold kæft-bolche.

Her henser vi dog til børne- og undervisningsministeren, der ved præsentationen af aftalen lovede, at der ikke vil blive investeret i blinde, men at regeringen vil præsentere en række konkrete forslag ”senere på året”.

Det ser vi frem til. Men vi lover ikke at holde mund så længe. Kanske tiden nu er inde til at se på, om der fortsat skal ligge en teknisk skole på hvert gadehjørne, eller om det var værd at koncentrere de fortsat få ressourcer på færre skoler?