2 minute read
Karolina Jonsson
Romaner og rundkørsler
Bogpakker gør hende altid nysgerrig. De har endda givet hende en ven for livet. Karolina Jonsson brænder for litteratur på sin bogblog.
HUN FORLADER KATRINEHOLM, kører mod Flen og videre til Sörmland-området i Sverige. Alt fra favoritten Avicii til klassisk musik lyder i postbilen, mens hun kører mellem huse og gårde. Karolina Jonsson nyder roen i bilen. Og hun kan godt lide at omdele breve og pakker, der er ventet med længsel.
Ikke mindst når det drejer sig om forsendelser, der ser ud til at indeholde bøger. – Jeg bliver virkelig nysgerrig og tænker ”sikke nogle heldige kartofler, hvad mon de har bestilt?”
BØGER HAR VÆRET EN af Karolinas største interesser siden teenageårene. I nogle perioder har hun læst tre om ugen. Når hun er færdig med den 150 km lange tur som landpostbud, er det litteratur, hun bruger sin tid på. Når hun har læst en bog, skriver hun en anmeldelse på sin blog Jonssons Book World og på Instagram. – Det er sjovt at give tips om gode bøger til andre. Jeg ville ønske, at flere unge ville læse noget mere. Du oplever en helt anden ro, hvis du slukker mobiltelefonen en stund og ikke lader dig distrahere af de sociale medier.
JOBBET SOM POSTBUD har faktisk hjulpet Karolina med at møde ligesindede. – Jeg var postbud hos en kvinde og bemærkede, at hun modtog mange bogpakker, ofte fra forlag. Til sidst spurgte jeg hende, og det viste sig, at vi begge skrev om bøger på Instagram. Så på den måde fandt vi hinanden og blev gode venner.
DET ER HENDES DRØM selv at skrive noget engang – måske inspireret af sit arbejde. – Jeg har allerede en idé og et unikt emne. Hvad det handler om, holder jeg indtil videre for mig selv ...
Karolinas tre bedste bogtips
1Tracy Chevalier: ”Pige med perleørering”
”Utrolig god roman, den eneste bog, jeg har læst to gange og kunne tænke mig at læse en tredje gang. Der er noget ved historien, der fængsler og er så smukt”
2Christoffer Carlsson: ”Brinn mig en sol”
”Fantastisk sprog! Et navn, der er værd at huske. Han er ved at blive eller er måske allerede en af Sveriges bedste forfattere.”
3Jojo Moyes: ”Livet efter dig”
”Den må du ikke gå glip af! Så hjerteskærende, smuk og sjov. Bogen var et stort samtaleemne, da den udkom, og forfatteren fik med god grund masser af flotte anmeldelser.”