STOR KUNSTNER I LILLE BY

Tekst: Tina Blomstergren

Foto: William Gravergaard Nielsen

Hydra

Kirstine Roepstorff er bl.a. kunstneren bag øjet i gavlen på parkeringshuset ”Hydra” i Kanalbyen i Fredericia. Det øje der også virker som den fineste modtagelse, når man kører gennem rundkørslen i Oldenborggade.

”Mine børn synes, det er det flotteste parkeringshus i Danmark”, smiler Kirstine. ”Et hus der for altid vil være i en udviklende proces, fordi Hydra gennem tiden vil forandre sig. Lige nu er hun helt spæd; planterne langs muren er små, men de vil gro, næret af regnvand fra kobberkarret på taget af huset – vand bidrager til at huset er organisk. En bevægelig dialog åbner sig derfor mellem det stive og det bløde”, siger Kirstine.

Hydra blev indviet i december 2020. Skabt i inspiration fra vandet fra Lillebælt og af modet til at drømme. Værket omtales i tiden som et af de vigtigste værker i offentlig kunst. Det farverige øje i mosaik på gavlen våger over byen, og viser sig forskelligt alt efter årstid og tidspunkt på dagen. Faktisk er udtrykket forskelligt hvert eneste øjeblik. Inde i parkeringshuset findes smukke betonskulpturer, der både bidrager til årvågenhed og rummer tankefulde narrativer.

Kirstine fik muligheden for at realisere Hydra, som er en kæmpemæssig installation. Omkring projektet og muligheden for at dette kunne blive til virkelighed var også A. Enggaard A/S, Ny Carlsbergfondet, Statens Kunstfond, Arbejdernes Landsbank og Kanalbyen i Fredericia P/S.

Det usynlige for øjet

”Jeg er optaget af alt det, som ikke er synligt for øjet”, fortæller Kirstine. ”Jeg har altid arbejdet med perception. Vores verdensbilleder er forskellige, ligeledes er vores opfattelse. Mine oplevelser betegnes bedst som værende svingninger, energi og resonans. Som barn oplevede jeg, at jeg havde min egen fornemmelse af verden. Jeg brugte min intuition. Sidenhen har jeg fundet ud af at sætte begreber på dette, men der er også noget, som ikke kan beskrives med ord. Jeg kunne forstå dyrene, og blev bekendt med at verden både er stor og smuk – grufuld og grim. Min verden var og er min egen”. denne foregår, og jeg ved, jeg skal lytte. I mig selv kan jeg finde svar, bl.a. opstået gennem denne indre dialog. Vi taler for lidt med os selv, tror jeg”.

”Jeg tænker en del over, hvad det er som svækker os kollektivt. Jeg synes, vi arbejder for meget ved skærme og får for lidt mørke. Hvis vi ikke hengiver os til nattens mørke, er vi fortabte dagen efter. Vi har længe været så forhippede på lys, at vi har glemt at anerkende mørket. Vi er nødt til at opholde os i mørket, så vi kan abstrahere fra de mange kanaler, som larmer i hverdagen”.

”Jeg har skåret ned på mit indtag af nyheder, fordi jeg vælger, hvad jeg vil fodre min bevidsthed med. Det er vigtigt at arbejde med bevidstheden, og jo mere bevidst jeg er, jo mere bevidst falder jeg også i søvn.

Familien, naturen og mine børn som læremestre Kirstine er født i 1972, og uddannet på Det Kgl. Kunstakademi i København. Efter 14 år i Berlin, bor Kirstine, Charlie og parrets tre børn i dag på Damgård ved Fredericia. Et herligt sted midt i naturen, som inspirerer.

”Mennesket har oprindeligt et fintfølende sanseapparat. Jeg forsøger at bruge forskellige dele af min intelligens, når jeg arbejder, så jeg kan holde mine evner intakte. Hulemennesket var på flere måder bedre til at orientere sig, end vi er i dag, nok fordi vi hele tiden lever i distraktion. I dag ville vi nok ikke kunne leve mange dage i en hule”, siger Kirstine.

”Der er tegn omkring os, som vi må åbne os for, og det kræver stilhed og mørke at kunne opfatte disse. I en verden fuld af plastik, bliver vores antenner forstyrrede. Vi er urolige, snakker meget og laver afledningsmanøvrer. Alt går stærkt – selv tiden. Vi tygger endda tyggegummi hurtigt”.

I interviewet med Caviar, taler Kirstine og jeg om de muligheder, vi har som mennesker, for at holde os mere klare, nærværende, bevidste og i nærheden af os selv.

”Hver morgen mediterer jeg en time. Jeg sidder bare, og jeg er vild med det. Det er en af dagens meget vigtige timer. Min tid er kostbar, og jeg vil ikke bruge tiden på autodistraktion. Min egen indre dialog med mig er også vigtig. Jeg lægger mærke til hvordan

”Naturen er et af de helt store steder. Min familie og jeg bor i naturen, og jeg vil altid gerne bruge mere tid i naturen. Naturen vækker os, og gør os mere klare i vores bevidsthed. Det har vi brug for. Det er tid til at vågne op. Jeg er selv 70´er barn, og mange år har jeg f.eks. ikke holdt jul. Mine børn har lært mig meget. De har f.eks. lært mig at holde jul, og lært mig at holde af julen. De insisterede, og jeg indrettede mig – og jeg ved nu, at det har en særlig værdi at samles om noget. Mine børn har også lært mig nærværet, og de har lært mig endnu bedre at kunne rumme andre.

”Som familie gør vi både ting sammen og hver for sig. Bl.a. holder vi af at spise is og løbe på løbehjul. Alle situationer er nye hver gang. En ny dag er en ny situation. Det taler jeg med børnene om”, siger Kirstine. ”Vi må se det for os! Hvis du brokker dig herfra og til månen, så får du også en hverdag fuld af brok.

Hvis du brokker dig herfra og til månen, så får du også en hverdag fuld af brok

Fredericia

”Når vi kører ind til Fredericia by, er det ofte for at komme på Den Kreative Skole eller i Billunds Boghandel. Samtidig er vi meget nysgerrige på byens udvikling. De tre akademier på kasernen er en gave til byen og et spæn- dende projekt. Det er vigtigt at kunsten får et sted at udvikle sig endnu mere. Det glæder jeg mig til at følge”, fortæller Kirstine.

Kunst gennem årene

”For 22 år siden var jeg som kunstner drevet af tanker om eksistens og ikke-eksistens. Det er jeg stadig. ”My world does not exist” var et af de værker, jeg lavede dengang. Helt tilbage, var jeg en del af Kørners Kontor sammen med Kaspar Bonnén og Tal R. En tid i tiden.

Allerede i akademitiden begyndte jeg at arbejde med nye medier. Midt i 90’erne var jeg en en del af en postfeministisk bevægelse af kvindelige kunstnere. Vi dannede gruppen

”Kvinder på Værtshus”, hvor vi arrangerede udstillinger og aktivistiske hændelser.

Hvorfor og hvordan får kunsten liv?

”Kunst skaber rum til forundring. Kunsten blander sig i samfundet, fordi mennesker bevidst eller ubevidst bliver tankemæssigt påvirket af indtryk. Jeg arbejder intuitivt, og derfor er det vigtigt, at jeg holder min bevidsthed klar. Jeg har brug for at være i flow, både for at skabe og for at være menneske i verden”, slutter Kirstine Roepstorff.

Kirstine Roepstorff

Født 1972

Dansk billedkunstner

Bopæl: Fredericia

Uddannelse: Det Kongelige Danske

Kunstakademi i København 1994-2001 og Rutgers University, Mason School of Fine Art, USA kirstineroepstoff.net