Interview med kunstner Inge Dahl

Interview med kunstner Inge Dahl

Freud, flankeret: Anna Freud/bevinget Eros, diamantbesat dødsgud. – Horney som feministisk fundament.

Inge Dahl

Signe E. V. Lorenzen, 2. semester & Iben Hein, 10. semester

Den 7. april klokken 14 mødte vi op i en baggård i Fredensgade, fulde af nysgerrighed og spændte på at skulle møde kunstner Inge Dahl i hendes fine atelier helt oppe under loftet. Inge Dahl skaber både kollager, malerier og fotokunst, og derudover holder hun foredrag. Hun har udsmykket forskellige offentlige steder, herunder auditoriet ved Psykologisk Institut. Inge er en meget vidende kunstner, som har stor faglig indsigt i psykologien og dens historie. Vores møde og interview med Inge satte en masse inspiration, tanker og følelser i gang i os, og vi håber det vil gøre det samme for dig. I dagene efter interviewet sendte Inge Dahl os noget spændende og smukt materiale hun havde udarbejdet – både i form af tekststykker, kunstværker og beskrivelsen af en drøm. Noget af materialet er vævet ind i teksten herunder.

”Drømte at jeg bevægede mig igennem store, fantastiske, smukke rum med meget højt til loftet. Stedet var Århus Universitet. Var gået ind fra Ringgaden, men vidste pludselig ikke hvilke institutter, jeg gik igennem … var faret vild. Ingen panik, stor skønhed overalt. En lykkelig drøm om det kunstneriske arbejdet med et nyt fag og æstetik. Jeg erfarede senere i processen at faggrænser er flydende. ”Alting Flyder ” sagde Heraklit.”

Først vil vi gerne høre lidt om dig – noget af det, du har skrevet ind til os om, er, at du har udsmykket et af vores auditorier. Vil du beskrive din vej dertil?

Det er en meget lang vej… På et tidspunkt, da jeg havde læst dansk på universitetet i et år, tager jeg orlov og finder ud af, at jeg skal noget andet. Og efter næsten et helt år i Indien – derudover også rejser i Sydamerika og til New York – tænker jeg på vej hjem i flyveren: “Jeg skal noget helt andet, og jeg er ikke primært intellektuel.” Jeg kommer i kontakt med det, der bliver kaldt mindfulness. Og så er det så, jeg bliver [kunst]akademiuddannet. Det med at være kvindepolitisk, det glemte jeg alt om i Asien – der var så mange andre ting, der fyldte. Så begynder der på et tidspunkt at komme nogle undersøgelser om kvinder og køn i kunstnernes fagblad, og jeg begynder at læse en masse bøger om, hvorvidt der er køn i kunst. Og så begynder jeg at lave kollager og kombinere tænkningen med det at lave billeder. Det handler om at integrere alle tre dele - tænkning, sansning og følelser – og det er det, jeg prøver at videregive til jer [de studerende]; at det er en nødvendig vej, tænker jeg.

Så det der med, at der er noget andet end bare tænkning, er en vigtig pointe for dig. Kan man sige det sådan?

Ja. Og der har læsningen af jeres fag fået mig til at forstå, hvad det er, jeg stritter på ved den vestlige kultur. Jeg har lige læst for ikke så lang tid siden, at Platon syntes, at farve er perverst, og Aristoteles syntes at det forstyrrer øjet og tænkningen. Så falder rødderne for den europæiske kultur på plads for mig.

Psykoanalytisk eleksir på blå karklud" (udsnit): "Honda-reklame, medister, skindklædt kop, bolledej. Kulturanalyse bestandigt.

Inge Dahl

Det leder meget fint frem til mit næste spørgsmål: Fylder psykologien noget i din kunstpraksis?

Det at være menneske er både at tænke, føle os sanse. Så jeg har jo psykologien med mig overalt. Jeg har skulle lægge vægt på, at tænkningen også er integreret i mine værker, fordi jeg gerne vil have alle til at forholde sig til det, man plejer at kalde kunst.

Du skrev i din mail til os, at du er optaget af psykologi, sprog og kunst. Vil du uddybe emnerne?

Det er jo nok sådan, at alle sprog kan noget forskelligt – semiotik og det talte sprog. Og så er der alle sprækkerne, hvor æstetikken kommer ind. Der har jeg også oplevet; hvordan en enkelt sætning kan fylde og åbne en ny underjordisk galakse – så det bliver en sætning, der har forbindelse til sindet, og det bliver en dybere måde at tale på. På den måde er det at skrive en proces, der ligner det at male, hvor det ligesom er noget med en kontakt indadtil i en selv, til følelsen og til tanken.

Noter til interviewet tilsendt fra Inge Dahl:

Men kunsten mangler vel rent filosofisk/konkret i bred forstand at blive tilknyttet jeres pensum? […]

Kunst er et vidt begreb men også et gammelt rituelt redskab, der virker i nutiden. Vi bliver skævvredne og stressede, hvis tænkning hele tiden er i fokus. For nogen er det måske havearbejde, morgensang, ornitologi, omsorg, eller vals, der skal til – for at komme ned i følelserne og i en væren … altså et udvidet kunstbegreb. Men kunst er nødvendig!

Har du gjort dig nogle tanker, om hvordan din udsmykning af auditoriet mon bliver modtaget af de studerende?

Jeg tror det er vigtigt, hvis I selv snakker rundt om filosofien bag udsmykningen – ikke at det bare er til pynt eller humor, men at det virkelig er seriøst. Faktisk et tilbud om et redskab til jer […]. Det, jeg prøver på, er at åbne nogle døre for, at I selv kan blive mere klar over og være kritiske over for jeres studie, og kritisk over for den bias der ligger dér – altså både i forhold til det maskuline, altså køn og tænkning, sådan altså det traditionelt maskuline som bygger filosofisk, igennem flere 1000 år, på at det der er vigtigt er hovedet. […]. Det er ikke pensum men det er indenfor psykologiens historie, sådan at man bliver mere kritisk også overfor de her autoriteter og forstår at de samarbejdede på kryds og tværs […]. Jeg prøver på at gøre de her [psykologiske forfædre] menneskelige.

Inge Dahl om sin udsmykning af auditoriet:

”Konkret var auditoriet en anonym boks. Der manglede farve og en faglig profil. Begge dele er vigtige for studerende i relation til at føle sig hjemme på instituttet. Der er nu tilført stimuli og faglig humor. Materialevalget, de pastelfarvede karklude som bund i collagerne, kan opleves som brobyggende imellem privatsfære og det offentlige rum. I øvrigt taler farver direkte til følelserne.”