Krop og sind – en fortsat splittelse

Krop og sind – en fortsat splittelse

Hannah Pilgaard, 4. semester

Illustrationer: Storm Munk-Hind, 5. semester

For ikke så lang tid siden sad jeg en aften sammen med nogle venner. Samtalen faldt tilfældigvis på døden, og hvad der sker efter denne. Jeg selv, en stålsat ateist, var hurtig til at afsværge enhver form for efterliv eller mysticisme og derved idéen om en sjæl. Dette var dog ikke tilfældet for et par af de andre. Selvom de ikke nødvendigvis troede på en gudsfigur, havde de en fornemmelse af, at der var ”noget” som transcenderede den fysiske krop. Det satte tankerne i gang for mig. Ikke fordi jeg mente mine egne overbevisninger var mere korrekte end deres; ej heller, fordi jeg begyndte at genoverveje mine egne overbevisninger. Nej, tankerne tog en drejning, væk fra døden og efterlivet, og over i en helt anden boldgade. Jeg blev mindet om et dilemma, jeg kender fra psykologistudiet: det såkaldte mind-body split, hvor krop og sind – en form for sjæl – adskilles og anskues som væsensforskellige.

Mind-body splittet er et spændende fænomen. Mens de færreste af os overvejer det, er vi alle præget af, at der gennem historien har været en filosofisk dualisme, hvor der skelnes mellem krop og sind. Denne overbevisning har gennemsyret kulturen i flere århundreder, og sætter spor i vores sprog, tankegang og endda lægevidenskab. Således bliver det interessant at kigge på både fortiden og den måde hvorpå krop-sinds dualismen fortsat kan påvirke individet i den moderne verden.

Et historisk perspektiv

Opfattelsen af krop og sind som forskellige og separerede entiteter har historiske rødder helt tilbage i antikken. Her kom den til udtryk semantisk gennem en adskillelse af koncepterne soma og psyke (Berrios, 2018). Soma referer her til den kropslige del af en levende organisme, mens psyke refererer til det bevidste selv, altså en form for sind. Begge ords indflydelse er stadig tydelige i nutidens sprog, hvor en række begreber indenfor psykologi og medicin har etymologiske forbindelser til dem. Det ses eksempelvis i skellet mellem somatiske og psykiske sygdomme og begreber som somatisering, hvilket betegner kropslige symptomer der er uforklarlige fra et somatisk udgangspunkt.

Krop-sinds dualisme optræder yderligere i en række af antikkens filosofiske værker: Platon anskuede kroppen som et fængsel for sjælen, og argumenterede for en separation af fænomenernes og idéernes verden; Aristoteles mente den var et instrument for sjælen. Også andetsteds end i vestens filosofi kan der findes spor af dualistisk tænkning. I hinduismen skelnes eksempelvis mellem den dødelige krop, og den udødelige sjæl, hvor førstnævnte fungerer som et hylster for sidstnævnte.

Når man i nutiden taler om krop og sind som separerede, foregår det dog oftest med afsæt i den kartesianske dualisme, fremført af René Descartes (1596-1650), frem for tidligere filosoffer, religioner eller kulturer. Descartes anskuede sindet som immaterielt, en ikke-fysisk substans, og kroppen som materiel, en fysisk substans. De to entiteter anskues hermed som distinkte og komplet adskilte fra hinanden. Et klassisk dilemma, som opstår i denne forbindelse, er hvorledes de to substanser interagerer med hinanden. Mange teoretikere har beskæftiget sig med netop dette, og senere i nutiden har psykologer såvel som hjerneforskere støttet op om en alternativ idé: at sindet er kropsligt (i.e. embodied mind) eller, at kroppen er besindet (i.e. minded body), således at de to dele er forankret i hinanden. Nyere forståelser betyder dog ikke at kartesiansk dualisme ikke har præget, og fortsat præger, den verden vi lever i. Her er det blandt andet værd at kigge på vores forståelse af lægevidenskab.

Splittelse og samling af sindet og kroppen i lægevidenskaben

På nogle måder var kartesiansk dualisme en stor fremgang i lægevidenskaben (Mehta, 2011). Dualismen lagde grundstenene til positivisme, herunder logisk tænkning baseret på empiriske observationer og målinger. På den måde blev meget af den tidligere mysticisme associeret med sygdomslære reduceret.

Kartesiansk dualisme medførte også den biomedicinske sygdomsmodel, hvor mennesker antages at være organismer, der kan forstås ud fra deres konstituerende dele gennem principper som anatomi, fysiologi, biokemi og fysik (Mehta, 2011). Herved defineres sygdom som en afvigelse fra normale kropslige tilstande, og sundhed som en mangel på sygdom. Modellen, som er fremherskende inden for lægevidenskabelig forskning, neglig- erer i høj grad multifaktorielle årsager til sygdom og udelukker muligheden for at psykologiske og sociale faktorer kan påvirke individets helbred. Godt nok kan fysiologiske sygdomme skabe psykologiske symptomer, men det modsatte er ikke tilfældet. I nyere tid advokerer mange fagfolk for at erstatte den biomedicinske model med den biopsykosociale model. Denne tager højde for de psykologiske og sociale dimensioner af sygdommes opståen og vedligeholdelse. Imidlertid er store dele af medicinsk forskning stadig præget af en udelukkende biologisk tilgang, hvilket påvirker udviklingen af patientbehandling. Ligesom kartesiansk dualisme har påvirket den bredere lægevidenskab, har den også sat sit præg i psykiatrien.

Psykiatrien og konceptualiseringen af psykiske lidelser

I det 19. århundrede skete der en ekstremt hurtig udvikling indenfor det vi i dag kalder psykiatrien. Denne udvikling krævede et konceptuelt framework, der i høj grad blev baseret på allerede velkendte systemer i samfundet såsom kartesiansk dualisme. Med udgangspunkt i dette kortlægger Berrios (2018) tre mulige forståelser af ”sindssyge” som er opstået over tid: 1) accepter at sindet og hjernen kommunikerer gennem et område i hjernen, 2) reducer mentale sygdomme til at være en hjernesygdom eller 3) definer mentale lidelser som symbolske konflikter der foregår i et nyt ikke-korporligt felt, fuldstændigt adskilt fra det kropslige og resten af lægevidenskaben. Alle tre muligheder er over tid blevet testet. Eksempelvis kan den neuropsykiatriske forståelse af ”sindssyge” – et resultat af sygdom i hjernen – symbolisere mulighed nummer to. Den psykosomatiske forståelse kan tænkes at være et eksempel på mulighed nummer et, da det reflekterer, at en psykologisk lidelse giver kropslige reaktioner. Som ved resten af lægevidenskab og psykologien ses der i nyere forskning en distancering fra kartesiansk dualisme, omend psykiatrien stadig er meget præget af denne.

Individet, dualismen og helbredet

Mens ovenstående kan give en ide om at kartesiansk dualisme ligger bag os, er det værd at bemærke at dette langt fra er tilfældet. Meget af de sprog vi benytter til at tale om vores helbred og lidelser indeholder spor af dualisme, og mange patienter er skeptiske over for ikke-biologiske årsager til deres sygdomme og opfatter dem som værende urealistiske eller uvidenskabelige (Duncan, 2000, efter Mehta, 2011). Dette kan føre til at patienter undervurderer effekten af psykoterapeutisk behandling og opsøger klassiske medicinske behandlinger, selvom der er større risiko for negative bivirkninger og deres symptomer kan være afspejlinger af psykologiske udfordringer (somatisering; Schleim, 2020).

Kartesiansk dualistisk tænkning præger også vores indgangsvinkel til eget helbred og påvirker hvilke valg vi tager med hensyn til det. Eksempelvis viste Forstmann et al. (2011) at personer, som blev primet til dualistisk tænkning, udviste en mere letsindig attitude til deres kropslige helbred og motion end individer med fysikalistisk priming. De spiste også en større mængde af usund mad i studiet og rapporterede en præference for en mere usund diæt. På den måde reducerer dualistiske overbevisninger sandsynligheden for, at mennesker engagerer sig i sund adfærd. Dette støtter op om Forstmann et al. (2011)’s originale hypotese: jo mere adskilte mennesker perciperer deres sind og kroppe, jo større er sandsynligheden for at de indgår i sundhedsskadelig adfærd. Kroppen bliver reduceret til et hylster for sindet. Dets eneste rolle bliver at tillade interaktion med omgivelserne, hvorfor denne er erstattelig.

Selvfølgelig ønsker vi en større tværfaglighed, hvilket også er en populær debat på Aarhus Universitet. Vi vil gerne lære om flere terapiformer, flere alternative teorier og andre filosofiske vidensfundamenter, og det er forståeligt. Et muligt problem med dette ønske er, at man så også skal læse al den teori. Udover et konstant ønske om større tværfaglighed, så nævnes det til hver halvårlige evaluering af fag, at pensum til tider er for spækket med tekster; prøv så at femdoble det for at dække alle de alternative teorier! På Aarhus Universitet har vi de sidste mange år på 2. semester læst om virksomhedsteori, og de sidste mange semestre har vi klaget over det. Hvis man ønsker en større tværfaglighed, så skal man også lære om andre alternative teorier end dem, som man selv er interesseret i og kan lide. En mulig dobbeltmorale i ønsket om større tværfaglighed hos de psykologistuderende på Aarhus Universitet er dog ikke i fokus for nu.

Berrios, GE (2018). Historical epistemology of the body-mind interaction in psychiatry. Dialogues Clin Neurosci. 2018 Mar;20(1):5-13.

Forstmann, M.; Burgmer, P.; Mussweiler. T. “The mind is willing, but the flesh is weak”: The effects of mind-body dualism on health behavior. Psychological Science, 2012.

Mehta N., (2011), Mind-body dualism: A Critique from a Health Perspective. I: Brain, Mind and Consciousness: An International, Interdisciplinary Perspective (A.R. Singh and S.A. Singh eds.), MSM, 9(1), p202-209.

Schleim S (2020) To Overcome Psychiatric Patients’ Mind–Brain Dualism, Reifying the Mind Won’t Help. Front. Psychiatry 11:605.