Psyklen til kapsejladsen 2022

Psyklen til kapsejladsen 2022

Laura Mikkelsen, 4. semester

De gule kasketter var kun grålige klatter i et hav af sort, da de første engagerede psykologistuderende indtog Uniparken i nattens mulm og mørke. Kaffe/Bailey skulle efter signede være mirakelkuren, der holdte den varme stemning i top. Og selvom en psyklist daggen inden havde beskrevet den som en mere fornem version af vodka/Red Bull, så den ud til at virke. Blandt gabende medstuderende slængende i campingstole var det dog lidt svært at forestille sig, at vi kun tolv timer senere ville stå og svinge med kasketterne, når konferencierne kaldte vores vej. Psyk, psykologi, Psykbakken – kært barn har mange navne. Godt nok blev vi også tildelt en net sum øgenavne og gjort til genstand for mange drillerier I de andre holds kapsejladssange og introshows. Men heldigvis mangler psykologistuderende ikke selvironi, og racehestene blev da også lukket ud på væddeløbsbanen i vores eget introshow. De skarpe sejlere i den gule hær var heller ikke sådan at psyke. Da den gule båd ramte vandet i andet heat var det med en målrettethed, der reddede os dagens sejeste comeback. Og sørme om denne tid ikke var nok til at sikre de gule trøjer en plads i finalen – ligefrem den særlige ekstraplads. Nok mængede vi os ikke med førstepladserne i finalen, men som flere af os kom frem til, var vi jo stadig vinderne på BSS – og vi fik også sat en streg under sejren over Umbilicus sidste år. Det var dog ikke kun et enkelt år siden, at Psykbakkens hovedbeklædning matchede unis gule markiser.

Sidste år måtte vi nemlig se med via skærm fra byens barer, og året forinden måtte den gamle tradition aflyses grundet corona. Længslen efter at blive sat på græs var altså til at tage at mærke på blandt de studerende, og græsset noget fladere efter Nordeuropas største studenterbegivenhed. Sådan sælges dagen i medierne, og når man forgæves ledte efter venner i menneskehavet, var der da heller ingen tvivl om, at arrangementet havde tiltrukket ikke så få. Det fine var dog at se, hvordan vi alligevel formåede at mødes og skabe små øer af tryghed midt i en virkelighed, samtlige af de nye årgange aldrig har set mage til. Det blev en (ganske vist tætpakket) boble af forårsglæde, spændthed på sommeren og kortvarig forglemmelse af de forestående eksamener. Ved sådan et syn af en park fuld af studerende, der alle synger nationalsangen (eller Mucki Bar, hvis vi skal være helt ærlige omkring, hvornår flest sang med), er det svært ikke at fyldes med taknemmelighed. Flere af os nyere studerende har stillet spørgsmålstegn ved, hvorfor så mange mennesker vil samles om, hvad der i bund og grund er, en ølstafet, som de færreste alligevel helt kan se – eller for natteravnenes vedkommende holde sig vågne til. På denne solskinsfyldte fredag, stod det dog klart, at Kapsejladsen handlede om så meget mere. De engagerede frivillige roede ikke kun båden frem og tilbage gennem det dunkle søvand i en forrygende fart; de skabte også rammerne for et brag af en fest. En fest, der samlede, samtidig med at den adskilte sig fra så mange andre. Der var ikke dunkle dansegulve eller ensomme efterladte, der forvildede sig rundt blandt ignorante fremmede. Der var tættømrede studiekammerater, der sad i cirkler af campingstole og nød solen eller lidt mad, inden slaget skulle stå. Der var tid, og det var tryghed, noget at være sammen om, kæmpe for, eller som minimum heppe på. Uanset hvor vi så hen, glimtede gule kasketter et genkendelsens skær. De ting, stiller de frivillige os hvert år til rådighed ved at bruge en masse krafter på, at få Kapsejladsen op at stå. Det skylder vi dem vist alle et tak for.