Essay: Hvad kan kun du?

Hvad kan kun du?

Laura Mikkelsen, 4. semester

I min gymnasietid stoppede en facer mig i Kongens Have og spurgte: “Hvad er den ene ting, du ville ændre, hvis du kunne ændre hvad som helst i verden?” Det oplagte svar var, særligt i betragtning af logoet på hans trøje, de klassiske: stoppe krig, fjerne hungersnøden, ende alt lidelse. Men egentlig synes jeg, at svaret på hans spørgsmål er irrelevant. Selvfølgelig ville jeg ændre de ting, hvis jeg kunne. Selvfølgelig, vil du det. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Jeg fornægter heller ikke den forskel, vi som individer kan gøre. Men jeg vil hellere spørge dig; “Hvad det er for en forskel kun du kan gøre. Hvad er det du, og kun du, kan ændre?” Ja, vi kan alle skære lidt i SU’en for at donere til et godt formål eller smide nogle timer i frivilligt arbejde, og selvfølgelig gør det en forskel. Men ærligt talt, er det en forskel, mange andre ville kunne gøre (bedre). Jeg vil vove at påstå, at der sidder mange i andre situationer, som ville kunne bidrage økonomisk i langt højere grad, uden det ville koste dem lige så meget. Til gengæld er jeg lige så overbevist om, at du kan bidrage med noget, de ikke kan – at vi alle kan det. Og netop den indsats vil jeg mene, er langt mere værd. Ved at fokusere på den, kan du sætte et andet aftryk i verden – og hvem ved, måske anlægge en helt ny sti at gå på.

Jeg antager, at vi på psykologistudiet alle har en intention om at hjælpe andre. Hvem har ikke det, havde jeg nær spurgt, men der er ingen grund til at bringe selvhenførende matter og manner på banen nu. Min pointe er blot, at vi alle gerne vil hjælpe andre mennesker. Og ja, det kunne vi sikkert gøre på meget mere strategiske måder, som nogle forskere fremlægger – ved at vælge mere innovative, miljøorienterede jobs osv. Der er ingen tvivl om, at vi ville gøre en forskel i sådanne job, men spørgsmålet er, om det er der, vi kan gøre den største. Ville vi kunne løse klimakrisen bedre, end dem, der har viet deres liv til netop at gøre det bedst muligt? Det tvivler jeg på. Til gengæld jeg tror på, at vi kan gøre den største forskel med vores liv ved at investere det i noget, vi brænder for, i en interesse, som ikke kan fakes, og en passion, der ikke nødvendigvis er selvvalgt. Vi har allerede taget nogle skridt i den retning ved at fokusere på psykologifaget. Men selv her på studiet, er vi mange, der læser de samme sider, hører de samme forelæsninger og gennemfører de samme eksamener. Derfor mener jeg stadig, at det er relevant, at vi spørger os selv: “Hvad er det, lige netop jeg kan bidrage med? Hvordan adskiller jeg mig fra andre? Hvordan er min bagage forskellig fra deres, og hvordan bruger jeg det bedst?” Det handler ikke om at lave en smart marketingprofil eller sætte os op overfor hinanden. Det handler om, at vi hver især investerer vores energi der, hvor den veksles til det ikke bare største, men det mest uerstattelige udbytte.

Vi har alle vores forcer, ting, som vi er særligt gode til, evner, vi mestrer. Naturligvis skal vi udvikle en vis bredde i vores eksempelvis faglige kompetencer, men vi kan med fordel overveje, hvordan vi vælger disse. Såvel som vi gennem pensum får samme input, måles vores output på studiet ligeledes ud fra en uniform standard. Karakterbladet ser ganske vist på nogle af vores præstationer, men dette typisk gennem et fokus på en enkelt eller ganske få dimensioner. Vi kan øve os, vi kan gøre vores bedste, vi kan arbejde fokuseret på at imødekomme de krav, der stilles. Men vi kunne også vælge at bruge vores kræfter andetsteds, hvis det trækker i os. Dette fører mig tilbage til pointen, at vi alle, hvis vi sætter os og læser pensum, bliver præsenteret for samme indhold. Har man prøvet det, vil man dog vide, at det ikke efterlader tid til at få mange andre inputs. I forsøget på at følge med læseplanen, ryger frilæsning og andre lystdrevne projekter hurtigt ned i anden række. Pensum er ganske vist vigtigt, og forhåbentlig driver lysten meget af læsningen – vi har jo selv valgt at være her. Men jeg vil slå et slag for, at den tid vi bruger på at studere, muligvis ikke hænger lineært sammen med hvor gode psykologer vi bliver på den anden side. I hvert fald er det ikke nødvendigvis den variabel, der afgør, hvorvidt vi formår at udnytte vores fulde potentiale, blive de bedst mulige psykologer – eller rettere sagt gøre den forskel, netop vi kan. For hvad er det, der adskiller, hvilken psykolog, vi bliver, fra hvilken psykolog, vores sidemakker bliver? Det er blandt andet bagagen, vi bærer med os.

Vi kommer alle med en rygsæk, der, på trods af vores typisk lave alder, allerede er fyldt med livserfaring. Det kan gøre den tung at bære, men det er også vægt, vi kan vælge at bruge. Det særlige ved denne bagage er, at den ikke kun består af viden, vi har læst os til; den rummer også de liv, vi har levet, og de erfaringer, vi har gjort os. Nogle steder binder den os til, mens den på andre områder giver os et forspring – en chance, en mulighed, en forståelse. Måske vi kender et dyb, genkender et blik eller er nået skridtet videre, og derved undgår konsekvenserne af ordenes til tider manglende forklaringskraft. Vores studie er en ramme for forståelsen af mennesker; vores liv er en bro til den. Den bro, tænker jeg, at vi gerne må gøre brug af. Vi kan lige så godt gå over der, hvor den er etableret i stedet for at forsøge at bygge en ny der, hvor det foreskrives. Det kan godt være, at broen så står færdig lidt ved siden af de flestes, fører et lidt andet sted hen, men det understreger jo netop min pointe: at vi hver især har muligheden for at gøre en forholdsvis unik forskel. Naturligvis kan vi vælge at gå af en allerede planlagt vej, men vi kunne vel lige så godt bygge videre på det fundament, vi allerede står på. Vi skal bestemt følge og dyrke studiet og alt det, vi lærer der. Jeg mener bare ikke, det skal afholde os fra at udleve andre interesser, passioner og drømme, som dem jeg hører, at flere medstuderende føler sig nødsaget til at lukke ned for grundet tidspres. Igennem vores år på studiet stifter vi bekendtskab med mange af psykologiens grene, inden for hvilke der formelt set forventes det samme: eksamenspræstationer. Der skelnes ikke mellem, hvorvidt det er et område, vi personligt finder interessant, og nogle gange kan jeg blive i tvivl, om vi selv husker at stille os det spørgsmål: “Er det egentlig vigtigt for mig at mestre dette fag? Eller ville min tid og indsats være givet bedre ud et andet sted?”

Vores bagage er ikke kun, hvad vi kommer med, men også, hvad vi vælger at tage med videre. Jeg tror, der er værdi i at gøre sig dette bevidst. At anerkende, eller i første omgang erkende, at hvad vi vælger, påvirker, hvem vi bliver, og hvilken forskel, vi kan gøre. Ja, vi kunne alle sætte os og læse hele pensum fra ende til anden, møde op til alle forelæsninger og blive dygtige psykologer. Men vi kan også vælge at tillade os selv at dykke ned i et område, der pludselig fanger vores interesse, nørde ud over det obligatoriske, dyrke den skævhed, der gør, at vi kan se verden lidt anderledes og derved gøre en lidt anden forskel i den end andre.