Essay
Hvad kan kun du? Laura Mikkelsen, 4. semester I min gymnasietid stoppede en facer mig i Kongens Have og spurgte: “Hvad er den ene ting, du ville ændre, hvis du kunne ændre hvad som helst i verden?” Det oplagte svar var, særligt i betragtning af logoet på hans trøje, de klassiske: stoppe krig, fjerne hungersnøden, ende alt lidelse. Men egentlig synes jeg, at svaret på hans spørgsmål er irrelevant. Selvfølgelig ville jeg ændre de ting, hvis jeg kunne. Selvfølgelig, vil du det. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Jeg fornægter heller ikke den forskel, vi som individer kan gøre. Men jeg vil hellere spørge dig; “Hvad det er for en forskel kun du kan gøre. Hvad er det du, og kun du, kan ændre?” Ja, vi kan alle skære lidt i SU’en for at donere til et godt formål eller smide nogle timer i frivilligt arbejde, og selvfølgelig gør det en forskel. Men ærligt talt, er det en forskel, mange andre ville kunne gøre (bedre). Jeg vil vove at påstå, at der sidder mange i andre situationer, som ville kunne bidrage økonomisk i langt højere grad, uden det ville koste dem lige så meget. Til gengæld er jeg lige så overbevist om, at du kan bidrage med noget, de ikke kan – at vi alle kan det. Og netop den indsats vil jeg mene, er langt mere værd. Ved at fokusere på den, kan du sætte et andet aftryk i verden – og hvem ved, måske anlægge en helt ny sti at gå på. Jeg antager, at vi på psykologistudiet alle
har en intention om at hjælpe andre. Hvem har ikke det, havde jeg nær spurgt, men der er ingen grund til at bringe selvhenførende matter og manner på banen nu. Min pointe er blot, at vi alle gerne vil hjælpe andre mennesker. Og ja, det kunne vi sikkert gøre på meget mere strategiske måder, som nogle forskere fremlægger – ved at vælge mere innovative, miljøorienterede jobs osv. Der er ingen tvivl om, at vi ville gøre en forskel i sådanne job, men spørgsmålet er, om det er der, vi kan gøre den største. Ville vi kunne løse klimakrisen bedre, end dem, der har viet deres liv til netop at gøre det bedst muligt? Det tvivler jeg på. Til gengæld jeg tror på, at vi kan gøre den største forskel med vores liv ved at investere det i noget, vi brænder for, i en interesse, som ikke kan fakes, og en passion, der ikke nødvendigvis er selvvalgt. Vi har allerede taget nogle skridt i den retning ved at fokusere på psykologifaget. Men selv her på studiet, er vi mange, der læser de samme sider, hører de samme forelæsninger og gennemfører de samme eksamener. Derfor mener jeg stadig, at det er relevant, at vi spørger os selv: “Hvad er det, lige netop jeg kan bidrage med? Hvordan adskiller jeg mig fra andre? Hvordan er min bagage forskellig fra deres, og hvordan bruger jeg det bedst?” Det handler ikke om at lave en smart marketingprofil eller sætte os op overfor hinanden. Det handler om, at vi hver især investerer vores energi der, hvor den veksles til det ikke bare største, men
51