Er du hovedperson i eget liv?

Signe Lorenzen, 1. semester & Hannah Pilgaard, 3. semester

Hvis du ligesom os har været på ”Instagram”, ”Tiktok” eller ”Youtube”, i løbet af det sidste års tid, så har du måske også lagt mærke til den del af internettet, hvor selv små almindelige hverdagsaktiviteter ophæves og hyldes. Her uploades billeder af idylliske caféture, opslag om, hvor taknemlig man er for små ting som godt vejr eller en god bog og videoer navngivet ”A day in my life” med beroligende baggrundsmusik og kreativ filmklipning. Selv har vi ikke kunnet undgå reklamer for livsstils-apps og billeder af perfekte pastelfarvede skrivebordsopstillinger.

Ovenstående kan ses som udtryk for en online bevægelse kaldet ”romantiser din hverdag”. Og formålet med romantiseringen er, at man skal sætte pris på hverdagens små glæder og nyde selv de lidt kedelige leverpostejsfarvede mandage. Man skal bevidst fokusere på de positive ting, og aktivt vælge ikke blot at være taknemmelig for dem, men ydermere også opsøge flere af dem. Eksempelvis kan man romantisere sin morgenstund, ved at skabe den helt ideelle morgenrutine, hvor der tages tid til at slappe af og søge indad med yoga, nyde en dyr kop kaffe ect. Modsætningen hertil er den klassiske studentertilgang, hvor man vælter ud af sengen en halv time før forelæsningen starter og satser på det akademiske kvarter. Graver man et spadestik dybere ned i romantiseringstendensen, vil man støde på talemåden: ”du skal være din egen hovedperson”. Med denne italesættelse tages et narrativt perspektiv på ens eget liv, hvor man indtager rollen som hovedperson. Det primære fokus bliver at tage vare på sig selv og finde glæde i hverdagen ved at gøre hverdagens ”almindeligheder” til en større faktor for ens velbefindende.

Illustration: Olivia Vibeke Awa Sidibe-Christensen, 3. semester

Dermed siges det, at man er aktør i eget liv og omgivelserne således ikke skal diktere ens fortælling for én. En måde til at forstå, hvorfor romantiseringstendensen har spredt sig online, er at anskue dén som en form for modstand til ydre forventninger herunder samfundets forventninger til det enkelte individs præstationer på arbejdsmarkedet eller i det private liv. Eksempelvis hvorvidt man har en succesfuld karriere, der bidrager til samfundet, en høj socioøkonomisk status, en villa på Strandvejen eller den perfekte familie. I stedet for at gå op i de ydre krav og leve efter dem, pointerer ”romantiser din hverdag”-be- vægelsen, at man skal have det fint med, hvor man befinder sig i livet, og at glæde kan og skal findes i hverdagen.

Hverdagsromantisering på godt og ondt

Positivt set, giver bevægelsen plads til, at man kan slappe af og således mindske den mængde stress, man bærer rundt på i forsøget på at efterleve ydre krav fra samfundet. I stedet for at falde ned i et hul af negative følelser omkring ens mangelfuldhed, gælder det om at værdsætte og pleje sig selv ved at snuppe en ekstra kanelsnegl eller gå en tur i skoven. Dette har de fleste psykologistuderende, i en eller anden variant i løbet af studiet, nok også hørt om. Uanset om man kigger på positiv psykologi, mindfulness eller hverdagsromantise- ring er et fælles tema at sænke farten og nyde nuet. På sin vis taler romantisering af hverdagen sig ind i Csikszentmihalyi (1999)’s teori om flow, idet interessedyrkelse – herunder hobbyer – kan føre til en tilstand af flow. Ved flow menes, at man oplever at blive så opslugt i en aktivitet, at man glemmer tid og sted. Et eksempel herpå er tegning, hvor man kan romantisere aktiviteten ved at fokusere på processen; hvor man sidder og tegner, hvordan ens sketchbog ser ud, at have det pæne tegnegrej, parallelt med den konkrete handling – at tegne. Ideen er, at hvis man virkelig lever sig ind i processen, så øger man sandsynligheden for flow. Selve aktiviteten at tegne er en belønning i sig selv og behøver derfor ikke at have en effekt på andet end én selv. Csikszentmihalyi fremhæver desuden, at det er essentielt for velvære, at der er regelmæssige oplevelser af flow.

Romantisering af hverdagsaktiviteter kan også anskues som en form for selvreali- sering, idet man lærer sig selv at kende og fokuserer på ens personlige mål og velfærd. Det handler om at dyrke sine egne interesser, og derigennem forbedre sin tilværelse.

Genuiteten af selvrealisering kan dog be- tvivles, da selvrealiseringen kan risikere at blive bundet op udelukkende på det enkelte individ. Således mangler man det, Tønnesvang (2005) ville kalde ”den andenhenførende matter”, altså hensyn til og in- klusion af omgivelserne i selvrealiseringen.

Hvis man kun har øje for sin egen navle, bliver det svært at kigge udad og danne sig overblik over de større meningssammenhænge i livet. Med afsæt i Tønnesvang (2005) bliver det da tvivlsomt, hvorvidt romantisering af hverdagen fører til genuin selvrealisering, eller om der er tale om en skæv selvrealisering i egenhenførende retning.

Skæv selvrealisering er ikke kun til gene for en selv, idet man kan tabe en følelse af samhørighed og mening, men også for andre. I sin mest ekstreme version, vil en skæv selvrealisering resultere i, at handlinger som ikke er direkte til gavn for selvet negligeres. Spørgsmålet bliver her, hvorvidt en handling har betydning udenfor selvet. Er handlinger kun meningsfulde i kraft af de positive emotioner de promoverer i os, eller kan de være meningsfulde på andre måder? Eksempelvis vil de fleste nok sige, at frivilligt arbejde og andre samfundsgavnlige aktiviteter har værdi uafhængigt af individets egen opnåelse af glæde og følelser for det. Når man kigger online efter #RomantisizeYourLife er der da også en påfaldende mangel på handlinger som gøres med henblik på andre.

Hverdagsromantisering og dets fokus på individet kan dermed anskues, som endnu et skridt i den globale udvikling hen mod den individualisering, som har været i gang siden industrialiseringen og som står stærkt i det senmoderne samfund. På sigt risikerer man tabet af blik på andre, hvilket fører til, at vi alle sammen er i vores egne små tilpassede og isolerede verdener. Man taber fællesskabet til fordel for egenheden.

Er hverdagsromantisering blevet performativt?

Trods bekymringer om potentielle konsekvenser af individualisering, og dermed ”romantiser din hverdag”-bevægelsen, så er grundidéen i bevægelsen stadig aktuel. At sænke farten i en ellers turbo speedet samfundskultur er måske knap så dårlig en idé, hvis det giver overskud til at være mere nærværende for sig selv og sine omgivelser. Imidlertid bør man overveje den diskurs, bevægelsen har taget på internettet. Fra at være en lille niché, har det hurtigt spredt sig, og ses udtrykt på mange platforme. Det tilsyneladende behov for at uploade billeder og videoer af det, man går og foretager sig, sætter uundgåeligt spørgsmålstegn ved genuiteten af hand- lingerne: Nyder personen virkelig aktiviteten, eller bliver den et middel til at vise sig selv frem som en bestemt type af person online? Ville man måske have strikket en trøje, hvis ikke man kunne poste om det på Facebook? Hvis svaret er nej, er hensigten med handlingen jo mere af performativ karakter: Hensigten med den bliver at vise sin ”romantiske hver- dag” frem, i stedet for at opnå glæde ved at strikke. I sådanne tilfælde falder hele konceptet med romantisering af hverdagen jo til gulvet, idet romantisering blot bliver en

pligt, der ikke gøres for egen nydelse eller for at sænke farten, men for at opnå aner- kendelse fra omgivelserne.

På baggrund af dette, kan det siges, at be- vægelsen ikke blot taler ind i individualismen, men også ind i en performance-orienteret kultur. Forskellen mellem de to er, at individualisme holder fast i, at man skal være sig selv, mens en performance-orienteret kultur vægter, at man skal være en bestemt version af sig selv. I dette tilfælde, den romantiserede version. Paradoksalt nok er performance kulturen i komplet modstrid med den egentlige intention bag romantiseringsbevægelsen, som er at være i nuet og nyde det, uden at føle sig presset til at leve op til andres forventninger.

Så er vi alle hovedpersoner i eget liv?

På en måde er det vores eget valg, hvorvidt vi vælger at prioritere et liv, hvor vi udelukkende er vores egen hovedperson. Og til en vis grad er det er også godt at være hovedperson, så længe man hviler i det, og ikke glemmer omverden. Vi har alle brug for selvfølelse, altså at kunne mærke os selv, men man skal huske, at vi kun er i kraft af hinanden. Yderligere skal man nok passe på med at købe ind i den version af hverdagsromantisering, som florerer online. Selv er vi blevet mindet om, hvordan dele af vores egne liv er bundet op på den performative del af internetkulturen omkring os, og hvordan den til tider influerer negativt på både vores offline liv: vi kender nok alle følelsen af at være i tvivl om hvorvidt en handling gøres for os selv, eller for at vise en specifik version af os selv frem online.

Litteratur: • Csikszentmihalyi, M. (1999). If We

Are So Rich, Why Aren’t We Happy.

American Psychological Association, 54(10), 821- 827. • Tønnesvang, J. (2005). Selvrealisering som bipolart fænomen. I: S. Brinkmann & C. Eriksen (red.), Selvrealisering – kritiske diskussioner af en grænseløs udviklingskultur (pp. 251279). Klim.