Internal Family Systems

Iben Hein, 9. semester

Egentlig havde jeg tænkt mig at skrive om mindfulness, og hvordan mindfulness-bevægelsen kan kritiseres for at pålægge individet et alt for stort ansvar for egen lykke. Problemet er i dit sind, ikke i verden omkring dig, er mindfulness-be- vægelsens mantra. Men så kom jeg til at tænke på mine egne erfaringer med meditation, og hvordan jeg kan blive voldsomt irriteret, når jeg sidder og mediterer. Det er som om mit hoved går kontra og insisterer på at gøre alt muligt andet end det, jeg beder det om. I vinters faldt jeg over Internal Family Systems (IFS) – en terapiform og model over sindet, som tilbyder en mulig for- klaring på sindets modsatrettede impulser.

Tilbage i 1990’erne opda- gede psykologen Richard Schwartz, der på det tidspunkt arbejdede med bulimipatien- ter, at de ofte talte om ”dele” af sig selv. Bulimien var en ”del” – et slags selvstændigt individ inde i personen med bestemte tanker, ønsker og følelser. Det fik Richard Schwartz til at spekulere på, om de principper han havde lært om familier fra sin tid som systemisk familieterapeut mon også gjaldt sindet. At ligesom der kan være forskellige relationer og dynamikker familiemedlemmer imellem, kan der også være forskellige relationer og dynamikker mellem dele af vores sind. Disse overvejelser blev til IFS, der nu i USA anses for at være en evidensbaseret terapiform, som bl.a. anbefales til behandling af traumer. Der er kun gennemført ganske få studier af IFS’ effekt, men de eksisterende forskningsresultater er lovende (fx Haddock, Weiler, Trump & Henry, 2017, se også https://ifs-institute.com/resources/ research).

Richard Schwartz skelner mellem tre slags dele – ”managers”, ”exiles” og firefighters”. Managers og firefighters er beskyttere, mens exiles er beskyttede. Managers hjælper os med at opretholde vores hverdag ved at sørge for, at vi ikke giver efter for uhensigtsmæssige tanker, impulser og følelser. Exiles er dele af os, der er traumatiserede og i en tilstand af smerte, og de er ofte ikke ret gamle. Managers’enes og firefighters’enes (ikke særlig elegant sprogbrug) skubber disse dele ud af be- vidstheden, da det vil være for pinefuldt og ødelæggende for vores daglige liv hvis exiles’ene slap frem. Firefighters viser sig,

når exiles’ene så alligevel bryder igennem og insisterer på opmærksomhed. Her vil firefightersene søge at beskytte os imod den smerte, som exiles bærer på, ved at handle impulsivt og måske ødelæggende. Det kan være ved at drikke en masse alkohol, tage stoffer, arbejde eller shoppe for meget, ødelægge ting eller på andre måder handle destruktivt. Det vigtige her er, at vi også har et ”selv”, som er noget andet end delene. Selvet er en slags koordinator for delene, og når vi lever fra Selvet, er vi af natur medfølende, rolige, vise, accepterende og en masse andre gode ting.

Der kan imidlertid være dele af os, der har lært, at andre dele har brug for beskyttelse. Nogle gange er vi styret af en del, og så glider alle Selvets gode karaktertræk i baggrunden. Måske er der en bedre vidende del, der forsøger at beskytte en del, der engang følte sig lille og afvist. Måske er der en afvisende del, der beskytter en del, der engang følte sig forkastet. Der kan også være en indre kritiker og perfektionist, der beskytter en del, der engang lærte at kun det perfekte var godt nok. I terapien ”taler” man med delene, lærer dem at kende, giver dem plads og forsøger at finde en balance imellem dem. Man forsøger at forstå de enkelte dele, for eksempel den indre kritiker. Idéen er, at hvis terapeuten i samspil med klientens Selv kan hjælpe med at hele den del, der lærte at kun det perfekte var godt nok, vil den indre kriti- ker opdage, at den ikke længere behøver at være kritisk. At der ikke længere er brug for, at den beskytter os. Den indre kritiker vil træde tilbage og få mindre magt. Det er helt normalt, at vi har dele, der tager over indimellem, for vi kan ikke leve fra Selvet hele tiden. Det er imidlertid sådan, at hos et menneske, der oplever meget lidelse og som måske har oplevet nogle traumer, vil sindet ifølge IFS ofte være særligt polari- seret. Der vil være længere mellem delene, og de vil reagere stærkere på hinanden. Opgaven i terapi er at hjælpe delene med at blive bedre integrerede. Det sker ved, at de enkelte dele får plads. Det får mig til at tænke på Bent Falks beskrivelse af forandringens paradoks i ”At være der, hvor du er” – at når vi forsøger at ændre på os selv, bliver vi fastlåst, mens at når vi lader os være, som vi er, begynder vi paradoksalt nok at udvikle os.

Litteratur: • Haddock, S., Weiler, L., Trump, L. &

Henry, K. (2017). The Efficacy of Internal Family Systems Therapy in

Treatment of Depression Among Female College Students: A Pilot Study.

Journal of Marital and Family Therapy,

Vol. 43, Iss. 1., 131-144. • Falk, B. (2010). At være der hvor du er - Opmærksomhed, grænser og kontakt i den hjælpende samtale. Danmark: forfatteren og Munksgaard • Schwartz, R. (2020). Internal Family Systems Therapy - Second Edition.

USA: The Guilford Press. • Videoserien “IFS for Therapists” på

IFS Canadas youtube-kanal “IFSCA”

Illustration: Signe E. V. Lorenzen, 1. semester

Den fantasifulde flugt fra hverdagen

Lea Nørlund Jensen, 7. semester

Jeg har altid været fascineret af fantasiverdener. Mange mennesker ser ud til at dedikere meget tid på fiktion, hvad enten det er bøger, TV, computerspil – eller sågar dagdrømmeri. Men hvad driver denne fascination af fantasi og magi? Hvad ligger der egentlig bag ”flugten” fra den trivielle hverdag ind i fantasifulde universer?

Hvis man lægger alt den tid sammen, jeg har brugt på computerspil, er det over 5000 timer. Alene på mit yndlings MMORPGspil, Guild Wars 2, har jeg brugt mere end 2500 timer. Jeg er derfor selverklæret ekspert i at drømme mig ind i fantasi- verdener. Og hvem kender egentlig ikke til det følgende scenario: du kommer hjem fra en lang dag på studiet og har mest af alt lyst til at lægge dagen bag dig. Du tænder derfor TV’et. Og straks glemmer du alt andet end underholdningen på skærmen.

Længslen efter de fantasifulde fiktive verdener behøver ikke nødvendigvis at være et behov for at glemme hverdags- problemer. Som jeg ser det, kan det også være en stimulerende og engagerende kreativ proces, hvor man går og spekulerer på, hvor langt man selv ville nå, hvis man stillede op i Den Store Bagedyst. Eller hvor hurtigt man ville dø, når vi bliver ramt af zombieapokalypsen. Men hvilken funktion har dette engagement i fantasi? I min bachelor undersøgte jeg derfor, hvilken funktion eskapisme har for individets psykosociale trivsel. Eskapisme, som på hverdagsdansk betyder virkelighedsflugt, bliver ofte behandlet som et aksiom. En påstand, der er så åbenlys, man ikke behøver at bevise den. For mange er virkelighedsflugten ensbetydende med virkelighedsfornægtelse og manglende håndtering af problemer. En hurtig litteratursøgning viste da også, at i hovedparten af empirien forbindes eskapisme i computerspil med nedsat psykosocial trivsel, musculoskeletale problemer og en bred vifte af kliniske lidelser som angst, depression og internetafhængighed. Men jeg var overbevist om, at dette var en grov reduktion af eskapismefænomenet, og at flugten ind i fantasiverdener også måtte have en positiv funktion.

Eskapisme er et relativt understuderedet fænomen, som er præget af meget tvetydig og usikker forskning. Men det kan defineres som et hedonistisk fænomen, hvis primære funktion er at skifte fokus fra en ulystfuld situation til en mere lystfuld aktivitet. I sig selv er fænomenet altså neutralt og kan derfor hverken kobles til positive eller negative konsekvenser. Nøglen til eskapismefunktionen findes til gengæld i motiverne bag brugen af den. Det er nemlig ikke ligegyldigt, hvad der motiverer flugten.

Stenseng og Rise har fremsat en todimensionel eskapismemodel. Her forstås fænomenet ud fra en dimensional tilgang, hvor der i den ene ende er eskapisme med negative konsekvenser og i den anden ende er eskapisme med positive virkninger. Det interessante er, at de finder empirisk understøttelse for, at den negativt motiveret eskapisme kan forbindes med stress og nedsat psyko- social trivsel. Positivt motiveret eskapisme er derimod forbundet med flow og øget velbefindende. Den fælles nævner er dog psykosocial trivsel. Ne- gativ eskapisme, mener de, er en form for undertrykkelse af selvet. Denne selvundertrykkelse er motiveret af individets behov for at beskytte sig selv mod trusler, og derfor bliver formålet med eskapismen at undgå bevidsthed om negative begivenheder i livet. Den nega- tive eskapisme er derfor en reaktion på stressorer og lav psykosocial trivsel. Den positive eskapisme derimod bygger på individets motivation for at fremme selvet. Det er derfor en form for selvekspansion, hvor formålet med eskapismen er at opnå positive sindstilstande frem for at undgå bevidsthed om problemer. Det interessante er, at individet i begge tilfælde bruger eskapismen for at øge sit velbefindende. Men den positive eskapisme, som f.eks. kunne være betagelsen af fantasi og magi, leder til en udvikling og realisering af selvet. Alt imens den negative eskapisme leder til mere psykologisk nød og i svære tilfælde patologi.

Det hele giver god nok mening. Livet er til tider svært. Sådan er det bare.

Illustration: Anine Roth Jacobsen, 7. semester

Men hvis man vælger at håndtere sine problemer ved at flygte ind i computerspil og dermed glemmer dem for en stund, går de sjældent over af sig selv. Det forholder sig på samme måde som huller i tænderne: De forsvinder ikke ved, at man ignorerer dem og spiser mere slik (desværre!). Undertiden bliver de værre og i svære tilfælde skal man have en rodbehandling. Jeg har ikke en obskur agenda om at promovere tandlægeeftersyn, men mennesker i hele verden visner hen bag computerskærmen, fordi de bruger fantasiverdenerne til at fjerne sig fra sine problemer og fra virkeligheden. Samtidig betyder det heller ikke, at man aldrig må spille computer, eller se TV eller læse en bog, når livet gør ondt. Men det bli-ver farligt, når det bliver en negativ reinforcering, der udvikler sig til undvigelsescoping.

I maj måned udkom der et metastudie af Hussein et al., der understøttede, at eskapisme både har positive og negative funktioner for individets psykosociale trivsel. De fandt dog, at de negative konsekvenser af eskapismen overgår de positive. Men jeg er tilfreds med disse resultater, for de viser også, at drømmen og længslen mod fantasiverdener kan være positiv. Sådan som jeg også har oplevet det.

I min bachelor kunne jeg ikke konkludere noget endegyldigt om fænomenet. Der er endnu for lidt forskning. Og mange forskere rejser også spørgsmålet om, om man kan eller bør forske i fænomenet overhovedet, fordi det er så kompliceret og besværligt at operationalisere. Men min (knapt så) ydmyge og lidt naive indvending mod denne påstand er, at når eskapisme kan have implikationer for øget psykosocialt velbefindende og patologi som den modsatte konsekvens, er det et fænomen, der er værd at studere. Fordi det er spændende, om man gennem fantasiverdener og fiktion kan øge menneskers livskvalitet. Og fordi jeg håber inderligt, at det ikke udelukkende er en maladaptiv psykologisk funktion, fordi jeg har stor glæde af det i min hverdag.

Illustration: Lea Nørlund Jensen, 7. semester

Skrigende sprækker

Laura Mikkelsen, 3. semester

velfærdssamfundet smører sine tandhjul det hele kører på skinner alt går alt er så glat du glider rammer ned ad rampen det hele går som smurt du skrider falder synker revnet på rå beton skurer du hen ad ud ad væk fra verden der råber du nok skal finde tilbage hold fast riv fast i revnerne lad dine sprækker udfylde hullerne i deres så ingen ser dem du ser dem du råber du skriger du falder du synker du glider helt ud til kanten over kanten under overfladen ned på bunden den sidste luft skriger du op mod himlen men de holder dig for munden så ingen hører dine knogler knase i maskineriet fordi de fortsat lader det hakke afsted på de liv de ikke kunne redde de skæbner de ikke ville skåne de mennesker der ikke var mere værd dem der er dig