Når hverdagen føles forkert

Erik Pegel, 3. semester

Krig og Fred er en bog, som blev skrevet af Lev Tolstoj i perioden 1865-69. Over omkring 1300-1400 sider udforsker Tolstoj adskillige tematikker og problemstillinger, hvor nogle af hans hovedkarakterer gentagne gange præsenteres for problemet, at de ikke ved, hvad deres eksistens handler om. De er begge af velhavende og respektable familier, hvilket byder dem på omstændigheder, som mange andre i datidens Rusland kun ville drømme om. Selvom hele verden ligger åben for disse unge herrer, så føles intet af det rigtigt. Om de begynder på et lovende og prestigefyldt arbejde, færdes i de mest respektable sociale kredse eller fester med deres venner, så slipper de ikke for den plagende fornemmelse, at det her ikke kan være hele deres eksistens. Hvad gør man så, hvis alt det, som man plejer at gøre, pludselig ikke føles rigtigt mere? Hvad gør man, hvis hele ens hverdag bare ikke føles rigtig? Jeg vil gerne fortælle lidt om disse to personers historie, og hvordan de forsøger at løse denne problem- stilling. De to omtalte personer er Pierre Bezukhov og Andrej Bolkonski. Pierre Bezukhov er en ung, småakavet, naiv og godtroende fyr i starten af 20’erne, som tilfældigvis lige er blevet en af de rigeste mænd i Rusland, da hans meget rige far netop er død. Grundet hans status som rig og ugift bliver han hurtigt en af de mest populære personer i Moskva, især hos manipulerende fædre med smukke døtre. Pierre bliver hurtigt offer for en af disse personer, i dette tilfælde Vasili Kura- gin og hans meget smukke datter, Helene Kuragin. Jeg har muligvis beskrevet dette i et dårligt lys, for hvis man betragter hele situationen, så er Pierre, en af de rigeste personer i Rusland, netop blevet gift med en af de mest eftertragtede og smukke kvinder i hele Moskva. Selv under disse egentligt ikke

Illustration: Signe E.V. Lorenzen, 1. semester

så ubehagelige omstændigheder, så føler Pierre sig ikke tilpas i sin hverdag. Hvad skal han bruge sin tid på? I noget tid overvejer han at arbejde videre på de godser, som han har arvet fra hans far. Meeen de passer sig selv, og tjener ham flere penge om året, end en normal russer ville bruge i hele sit liv. I sin søgen efter noget at give sig til møder han Joseph Alexeevich, som er en frimurer. Pierre slutter sig til frimurerne i Sankt Petersborg, hvor han hurtigt bliver opslugt af religiøs fanatisme. Igennem frimurernes lære om at gøre godt i verden beslutter han sig for, at han vil gøre livet for bønderne på hans godser bedre ved at gøre dem frie. Bogen foregår i starten af 1800-tallet, og bønder i Rusland var i denne tid stadigvæk stavnsbundne. Pierre bygger hospitaler og skoler, for- korter arbejdsdagene og giver dem mere frihed over deres hverdage. Stolt over hans arbejde i det godes navn er han i sin idealisme blind for, at de nu egentligt frie bønder bliver udnyttet af forvalterne på hans godser. Den nyskænkede frihed blev smidt ud af vinduet, så snart den blev præsenteret for dem. Pierre er sønderknust, da han finder ud af alt dette, dog opgiver han ikke at forfølge de idealer, som frimurerne prædiker om. Igen og igen bliver Pierre dog skuffet over, at ingen af frimurernes smukke snak om frihed og godhed holder stik i den rigtige verden, og han vælger at forlade frimurerne. En kritik af denne korte historie om Pierre Bezukhov kan være, at han på ingen måde er en gennemsnitlig person. Han bliver med et en af de rigeste mennesker i Rusland, og har fået alt dette givet uden at arbejde for det, hvordan skal man kunne relatere sig til det? Men det vigtige i Pierres historie er netop, at han ikke er glad, selvom han har alle disse ting. Alverdens rigdom er ikke nok, hvis man ikke har noget meningsfuldt at fylde sin hverdag med. Pierres historie fortæller, hvordan man til tider alt for hurtigt smider sig efter den første og bedste ideologi, om den nu er politisk, religiøs eller noget helt tredje, som lader til at opfylde dette behov for en mening med hverdagen.

Andrej Bolkonski er en anden slags person end Pierre, deres dilemmaer om at føle sig utilpasse i deres hverdag er til gengæld ikke så forskellige. Andrej er søn af en kendt og velhavende russisk general, og har en søster, som er meget religiøs. I modsætning til Pierres religiøse fanatisme, så forsøger Andrej sig med at fylde hans hverdag med et andet formål: Krig. Napoleon er ved at invadere Europa, og Rusland sender en hær afsted for at hjælpe Østrig-Ungarn med at forsvare sig. Her drager Andrej af sted som soldat, hvor han nyder en hverdag med kammeratskab og et formål i hverdagen, nemlig at forsvare de gode mod det onde (Napoleon og

Frankrig). Da den store dag er kommet, og de er ved at gøre sig klar til at drage i krig, begynder Andrej at drømme. Han drømmer, hvordan han leder hans batal- jon af sted mod franskmændene, hvor han helt alene besejrer Napoleons hære og tager kejseren selv til fange. Derefter ville han tage tilbage til Rusland, hvor berømmelse og medaljer fra selveste tsaren venter ham. Da han så endeligt stormer af sted på krigsmarken, rammer en bajonet ham i hovedet, hvorefter han besvimer og ender som krigsfange. Han når til gengæld at møde Napoleon, idet kejseren var meget glad for at besøge sine krigsfanger efter at vinde et slag. Andrejs historie er langt fra færdig, dog er resten ikke vigtigt nu. Det vigtige er, hvordan også Andrej fokuserer hele sin eksistens omkring et objekt, som han tror, vil gøre ham glad og tilfreds med hans hverdag. Også Andrej bliver fanget i en idealisme, og ligesom Pierre bliver hans forventninger til hans genstand for eksistensen knust. I krigen mod Napoleon fandt han ikke det, som han søgte efter, ligesom Pierre ikke fandt det, som han havde brug for i hans religiøse fanatisme og ønske om at gøre verden til et bedre sted.

Med disse to karakterer gør Tolstoj en pointe ud af, at denne blinde idealisme, hvor man kaster sig ud i en mission for at gøre verden til et bedre sted, ikke er svaret på spørgsmålet: Hvad man skal gøre med sin hverdag. I bogen Krig og Fred er Tolstojs eksistentialistiske tilgang til dette spørgsmål præget af, at hverdagen føles som en krig. Det er meget svært at få en reel pause fra denne krig, og formålet for personerne i bogen bliver at finde fred i hverdagen. Hvordan man så præcist finder fred i hverdagen, er et godt spørgsmål, for Tolstoj giver ikke nogen specifik for- klaring på det. Han gør dog gentagne gange brug af eksempler af personer, fx Pierre og Andrej, som forsøger at finde noget meningsfuldt at give sig til i hverdagen, ved at hengive sig selv 100 % til en sag, som i sidste ende skuffer dem. De håber på at finde fred i hverdagen ved ikke længere at skulle bekymre sig om, hvad de skal bruge deres hverdag på. De uendelige muligheder gør det svært for individet at bestemme sig for, hvad de skal vælge! Det er især et problem, når man umuligt kan kende resultatet af ens valg. Kierkegaards angstbegreb er meget oplagt her, hvilket man kan læse mere om i boganmeldelsen af Kierkegaard - Hverdagslivets psykolog i denne udgave af Psyklen.

Et bud på Tolstojs ide om en fredfyldt hverdag kan være, at man ikke forvirrer sig selv ved at jagte rundt fra ting til ting, som lover at forklare formålet med ens eksistens, om det så er religion, politik, filosofi eller mindset (grindset). Prøv at leve hverdagen for det, som det er nu, og gør det bedste ud af det. Tolstoj sagde en specifik ting om lykken: ”Hvis du vil være glad, så bare vær det”.