RÆSONs Ugemagasin 1 2010 (4., februar)

2. årgang nr. 1 - 3. februar 2010

“I don’t quit” - Clinton talskriver analyser Obamas State of the Union

Valg i Ukraine Magtkamp om EU-kommisærer Ny forfatning i Californien Italiens aftale med Gadaffi Internationale dommere skaber spild i Bosnien

!"##$%&'()#( "&"*+,-$(.$"( !"#$%#&#'("))"$ /-$'-&

00012+,3-4"&315/

RÆSON udkommer på tryk to gange årligt og udsender i den politiske højsæson dette gratis ugemagasin på nettet. Årsabonnement: 250 kr. RÆSON er uafhængigt (enhver artikel er kun udtryk for skribentens holdninger) og non-profit (alle indtægter investeres i magasinet); bladet blev startet i 2002 og har siden bragt flere end 500 artikler. Chefredaktion: Eske Vinther-Jensen (ansv.), Nikolaj Vitting Hermann, Emma Knudsen (daglig redaktør), Jonas Parello-Plesner og Clement Behrendt Kjersgaard (udgiver). Alle indlæg sendes til: redaktionen@raeson.dk. Foto credits bl.a.: EU-kommissionen, The White House, Wikimedia Commons.

EVERYBODY WINS

For gratis tilmelding til dette ugemagasin: www.raeson.dk

VERDEN 3. februar 2010

Valg i Ukraine Forvent ikke orange revolution På søndag afholdes anden valgrunde i Ukraine. Et valg, der hidtil har været påfaldende udramatisk. Ukraine, hvis valg for fem år siden var genstand for storpolitisk indblanding og international opmærksomhed har nu fået lov at klare sig selv. Denne gang er der ingen orange revolution om hjørnet, men kampen står stadig mellem øst og vest.

Af Jakob Mygind Korsby

Det igangværende præsidentvalg i Ukraine har fået begrænset opmærksomhed internationalt og er hidtil forløbet påfaldende fredeligt. I hvert fald hvis man sammenligner med det sidste præsidentvalg i Ukraine i 2004. Dengang tiltrak valget sig stor international opmærksomhed ved at udvikle sig til en decideret ”orange” revolution, opkaldt efter partifarven hos protestpartiet Vores Ukraine, der på kort sigt sværgede, at gøre op med korruption og svindel i landet. På længere sigt forventedes partiet, at ændre hele den magt- og geopolitiske situation i Østeuropa.

Landet, der med sin geografi såvel som sin politiske selvforståelse er spændt ud mellem Østog Vesteuropa, blev således for 5 år siden arena for et politisk drama med hele verden som tilskuere.

Man fristes dog til at spørge, hvor revolutionen, der dengang var på alles læber, er blevet af i dag, og hvilken rolle søndagens valg vil have for Ukraines udvikling de kommende 5 år.

Jushenkos store nedtur Efter præsidentvalgets første runde d. 17. januar står to ting klart: For det første har den siddende præsident Viktor Jushenko spillet totalt fallit i den ukrainske befolknings øjne. Jushenkos valgsejr i 2004 var euforisk, men efter den 5-årige præsidentperiode kan den folkelige støtte til præsidenten findes på et forsvindende lille sted. I dag udgør opbakningen til præsidenten ca. 5 % af den samlede ukrainske befolkning på 46,5 mio. indbyggere. I sammenligning med valget i 2004, hvor han opnåede knapt 40 % af stemmerne i første runde, taler resultatet nu sit eget tydelige sprog. Med stort set hele sin støtte begrænset til kun tre af landets vestlige valgdistrikter, er Jushenkos resultatet det dårligste nogensinde for en siddende præsident.

Jushenko ønskede i ånden af den revolution, der malede Kievs gader orange i 2004 at skubbe Ukraine ind i det varme selskab mod vest via demokratiske værdier samt at gøre op med det

tårnhøje korruptionsniveau i landet og skabe et ”et nyt og moderne Ukraine”. Imidlertid synes Jushenkos styrke som leder af den blok af oppositionspartier, der i 2004 fremstod progressiv og reformistisk, i dag at være ganske forsvundet i den blå vinterluft.

Favoritten Janukovich For det andet har første valgrunde vist os, hvem der i slutningen af denne uge skal dyste om det højeste embede i en sidste og afgørende omgang.

På søndag afholdes anden valgrunde, da ingen af i alt 18 ukrainske kandidater formåede at samle over 50% af stemmerne til at kunne vinde præsidentposten i første forsøg. Efter første valgrunde står Viktor Janukovich med 35,3 % af stemmerne som favorit til at vinde valget

Janukovich vandt oprindeligt præsidentvalget i 2004, men måtte siden se sig slået med marginaler i en exceptionel tredje valgrunde, som blev gennemført på grund af massive anklager om valgsvindel fra en række internationale valgobservatører. Foruden anklager om valgsvindel blev han beskyldt for meddelagtighed i et dramatisk forsøg på at forgifte sin modkandidat, den nu siddende Jushenko.

Anklagerne har nok blakket Janukovich’ ry, men som utrættelig politisk fighter er han ikke desto mindre stadig favorit til posten som Ukraines præsident.

En favorit, der med reference til sin barske fortid som forældreløst arbejderklassebarn beskriver, hvordan han langsomt men sikkert gjorde op med sin sociale arv og gennem uddannelse formåede at kæmpe sig op i de højere politiske rækker. Hans konkrete politik fokuserer bl.a. på spørgsmålet om det tilbagevendende gasforsyningsproblem med nabolandet Rusland,. Janukovich er fortaler for opretholdelsen af en stabil samarbejdsaftale omkring gasforsyningen, hvor Ukraine er transitland for i alt ca. 80 % af den samlede gaseksport fra Rusland til Europa. Den forholdsvis

Kreml-venlige tilgang ses desuden i Janukovich’ ønske om at gøre russisk til officielt sprog i Ukraine, et standpunkt der naturligvis giver point både i den russisktalende østlige del af befolkningen samt i nabolandets, Ruslands, dækning af valgets hovedpersoner. Alligevel formår Janukovich at slå en forholdsvis nationalistisk-socialistiske tone an, hvilket finder klangbund i bredere dele af den ukrainske befolkning under slogans som ”Ukraine for folket!” og ”Jeg vil lytte til hver og en!”.

Ikonet Timoshenko Med ca. 10 % færre stemmer end Janukovich nåede den karismatiske og stenrige businesskvinde samt nuværende premierminister, Julia Timoshenko, op på i alt 25,1 % af stemmerne ved første valgrunde.

Timoshenko er en veluddannet intellektuel repræsentant for partiet Fædreland, der under Den Orange Revolution stod side om side med den nu fallerede og afgående præsident Jushenko.

Med sit karakteristiske look og blev hun et symbol på revolutionen og dens værdier i form af troen på fremskridt og reformer.

På det konkrete politiske niveau kombinerer Timoshenko et indenrigspolitisk ønske om en stærk socialistisk stat, høje sundhedsstandarder og en udjævning af lønindkomsten med en udenrigspolitisk målsætning om moderat integration af Ukraine i et vesteuropæisk samarbejde, primært med fokus på optagelse i EU. Hvad angår de mere delikate emner i forhold til nabolandet Rusland er Timoshenko imod en forankring af russisk som officielt sprog i Ukraine, og opponerer desuden mod den russiske flådes fortsatte tilstedeværelse i Sebastopol ved Sortehavet.

Det er med andre ord ikke en decideret favorit i Kreml, der er tale om, selvom Timoshenko siden sidste valg har lagt afstand til den udtalt antirussiske politik, som Jushenko efter manges mening repræsenterer. Generelt er relationen til præsident Jushenko således blevet stadig mere konfliktfyldt gennem de sidste 5 år.

Overordnet set har de to kandidater, Jushenko og Tismoshenko, dog ikke udvist påfaldende ideologiske forskelle i deres politiske indhold. De er derimod, i den nationale debat, ofte blevet kritiseret for at være blottet for politiske visioner, der tillader at skelne mellem dem.

Vælgerfordelingen i landet er så entydig, at de politiske lejre groft sagt forløber langs en geografisk skillelinje mellem øst og vest.

Mønstret er klart: Timoshenkos vælgere findes overvejende blandt de vestlige ukrainere, der taler ukrainsk og ser sig selv som en integreret del af europæisk kultur, mens Janukovich finder sin støtte i de østlige dele af landet, hvor sproget er russisk og den enkelte ukrainers identitet generelt mere orienteret mod og påvirket af den russiske kultur.

Det er da også netop i disse spørgsmål vedrørende

relationen til Rusland, at forskellen mellem kandidaterne reelt er at finde.

Opgør med revolutionen Med Jushenko ude af kampen, hvad vil det så reelt betyde for Ukraine, om valget falder på enten Timoshenko eller Janukovich?

Tilsyneladende ikke det helt store. Én ting er dog efter manges mening sikker: Der er ingen tvivl om, at der med den kommende ukrainske præsident på ingen måde vil blive tale om en fortsættelse af den kurs, som Jushenko har lagt gennem sin 5-årige præsidentperiode.

Jushenkos deroute skyldes bl.a. hans manglende evne til at redde den ukrainske økonomi, en næsten umulig opgave i et land, der i kraft af en stor landbrugssektor blev ramt usædvanligt hårdt af finanskrisen. Dette spørgsmål vil naturligvis fortsat rangere højt blandt prioriteterne for den nye præsident. Desuden har befolkningen under Jushenko oplevet en massiv skuffelse i forbindelse med en række lovede samfundsreformer samt de aldrig indfriede løfter om både EU- og NATOmedlemskab. Begge dele hænger til dels sammen med Jushenkos manglende evne til at skabe konsensus for sin politik i det ukrainske parlament – et uundgåeligt krav i et præsidentieltparlamentarisk politisk system. Dette er på sin vis paradoksalt, for det er Jushenko selv, der har indført de demokratiske ændringer i den ukrainske forfatning, der skal forhindre en monopolisering af magten hos én enkelt person – præsidenten – til fordel for en styrket parlamentarisk forsamling.

Både Janukovich og Timoshenko tager afstand fra Jushenkos meget Ruslandskritiske politik, hvilket i den russiske regerings øjne gør dem begge mere ”spiselige” end den nuværende præsident.

Janukovich har således i diametral modsætning til Jushenko vist sig som en decideret modstander af NATO, hvilket på den ene side har skabt uvilje i den vestlige del af den ukrainske befolkning, men samtidig har styrket de mere nationale kræfter i landet. Timoshenko har tilsvarende valgt en relativt pragmatisk tilgang til magthaverne i Rusland, eksempelvis ved at udtrykke en forsonlig holdning overfor den russiske regering i kølvandet på den russisk-georgiske krig i 2008, en krig som vakte Jushenkos utvetydige harme mod Rusland.

Dette har undervejs i Timoshenkos periode som premierminister skabt billedet af en dybt usammenhængende regeringsledelse, et forhold som muligvis kan skade hendes image, når der skal vælges ny præsident på søndag.

Den orange evolution Når man sammenligner det ukrainske præsidentvalg i dag med valget i 2004, er graden af engagement fra udlandet påfaldende forandret.

Dengang gav den ihærdige og ganske officielle indblanding af amerikanske strateger og spindoktorer i finansieringen og tilvejebringelse af ’de oranges’ valgsejr anledning til megen kritik

både i og udenfor landet. Samtidig gav Rusland fra modsat side fuld officiel opbakning til Janukovich, og med Putins (Ruslands daværende præsident, red.) mange besøg og totale medieopbakning til den pro-russiske kandidat var det tydeligt, at Ukraine besad en unik position som arena for stormagternes politik.

I dag forholder USA og Rusland sig mere afdæmpet. Det kan se ud til, at Ukraine er blevet mindre interessant for stormagterne. Hvad angår den vestlige verdens – herunder USA – engagement tyder meget på, at man har erkendt at have spillet fallit. Den alt for passive holdning fra EU, der i stedet for at åbne armene overfor et fremtidigt ukrainsk EU-medlemskab, har forholdt sig køligt afventende, er en naturlig del af forklaringen på, at Den Orange Revolution efter manges mening blev et afgrænset fænomen uden videre politisk betydning.

På Europauniversitetet i Sankt Petersborg forklarer professor og dekan Vladimir Gelman, at dette er en forkert analyse. Den manglende indblanding fra russisk side skyldes på ingen måde manglende interesse. Tværtimod spiller Ukraine en meget central rolle i hele den postsovjetiske reintegration, som har fundet sted siden Sovjetunionens sammenbrud i 1991. På det overordnede niveau ønsker man fra russisk side ukrainsk loyalitet, bibeholdelse af de kulturelle bånd og ikke-indtrædelse i NATO-samarbejdet. ”På det mere specifikke plan gælder det ovennævnte spørgsmål om det russiske sprogs officielle status i Ukraine samt opretholdelsen af den russiske flådebase ved Sortehavet i byen Sebastopol. Dette er alt sammen meget reelle russiske interesser, som gør Janukovich til den store favorit i Kreml”, understreger Gelman.

Den tilsyneladende passivitet er på sin vis et positivt udtryk for, at Ukraine så at sige ’kan selv’.

En central ide ved Den Orange Revolution var netop tanken om et selvstændigt og stærkt Ukraine, som ikke blot er en brik til brug for de øvrige verdensmagter: ”Man kan ud fra dette synspunkt argumentere for, at det først er nu, at Den Orange Revolutions ønske om at være en selvbestemmende nation slår igennem”, siger den russiske professor Gelman. Han tilføjer, at man i den forbindelse ikke må glemme, at der i dag er både frie medier, forsamlingsfrihed og et voksende civilsamfund i Ukraine. Alt sammen bevis for, at revolutionen langtfra var forgæves.

På søndag, når det endeligt afgøres, hvem der bliver den næste ukrainske præsident, vil vi derfor ikke se en bevægelse af de dimensioner, som fandt sted i Ukraine for fem år siden. Langt fra.

Alligevel er det, som professor Vladimir Gelman siger, i forståelsen af, at ’de unge demokratier’ ikke udvikler sig overnight, at man bør hente sin optimisme: ”Snarere end at tale om en Orange Revolution, der omdanner Ukraine fra dag til anden, må vi acceptere historien om den Orange Evolution!”.

Jakob Mygind Korsby (1984) er bachelor i statskundskab og har tidligere skrevet om forholdene i Rusland og de eks-sovjetiske stater.

Han har studeret politologi ved Sankt Petersborg Statsuniversitet.

INTERVIEW 3. februar 2010

State of the Union Presset Obama fastholder ambitiøse mål Obama signalerede ny begyndelse, ny optimisme og et nyt forsøg på at lede et skeptisk USA. Selvom årets State of The Union tale var ambitiøs, så mener Clintons taleskriver Jeff Shesol, at der er lang vej, før Obama kan redde det demokratiske parti ud af det politiske kviksand, og på sikker grund inden midtvejsvalget i november.

Af Johanne Hesseldahl, New York

”I dont quit” det var Barack Obamas hovedbudskab, da han d.

27. januar afholdt statslederens årlige tale om nationens tilstand i Kongressen. Jeff Shesol, taleskriver for tidligere præsident Bill Clinton, mener, at talen indeholdt en optimisme, der kan styrke Obamas opbakning men kun på kort sigt. ”Det var en meget effektfuld tale, hvor han viste styrke og lidenskab. Han svarede på mange af de spørgsmål, der var blevet stillet af kritikerne. Det var en god tale på den korte bane, men der skal meget mere til, for at sikre et godt resultat ved midtvejsvalget”, siger Jeff Shesol, der er professionel talestrateg og partner i konsulentfirmaet The West Wing Writers.

Republikanerne fører kortsigtet ”nejpolitik” Obama står i dag over for markante udfordringer og pres fra flere sider. Republikanerne modsætter sig benhårdt alle tiltag han kommer med – hvilket nu er muligt, fordi demokraterne i forrige uge mistede deres såkaldte superflertal i Senatet, efter afdøde Ted Kennedys plads blev vundet af republikaneren Scott Brown. ”Kritikerne ville se, om han i talen ville erkende, at der er en ny politisk virkelighed efter valget i Massachusetts (hvor Scott Brown er blevet valgt, red.)og det gjorde han.

Selvom han ikke gjorde det, sådan som de havde forventet.

Jeg tror især mange republikanere havde forventet, at Obama vil være ydmyg eller ydmyget. At Obama ville erkende, at han ikke kunne få gennemført særlig meget på den store skala. I stedet startede han et ret kraftfuldt angreb på det republikanske partis uvilje til at gennemføre politiske reformer ” Obama udtalte, at republikanerne bør tage ansvar som et regeringsbærende parti, hvis de fortsat insisterer på, at blokere al ny og vigtig lovgivning i Senatet. Og han tilføjede, at ”det at sige ’nej’ måske

er frugtbar politik på kort sigt, men det er ikke lederskab”, Jeff Shesol ser opsangen som vigtig, men mener ikke, den vil få republikanerne til at ændre strategi. ”Det republikanske parti sætter skattelettelser over alt andet. I talen listede præsidenten hver skattelettelse op, én efter én og republikanerne ville ikke engang klappe – på trods af at det er deres egen kernesag. Demokraterne klappede og Republikanerne, der nærmest ser skattelettelser som en religiøs tro, fortrak ikke en mine. Det er et tydeligt tegn på, hvilken strategi republikanerne har valgt nu. De er ikke interesserede i, at finde en løsning og samarbejde.

Obama forsøgte med både humor og en regulær opsang, men intet ser ud til at hjælpe. I hvert fald ikke så længe der er et valg i sigte.”

Uro i egne rækker Også inde for egne rækker møder Barack Obama modstand. Ventrefløjen synes, at han er for midtersøgende, og de sorte demokrater synes ikke, han gør nok for de etniske minoriteter. Selv de moderate demokrater er utilfredse med, at han forsøgte at presse sundhedsreformen igennem alt for hurtigt. ”Talen har beroliget mange Demokrater. Men der er ikke nogen tvivl om, at det bliver et hårdt år. Hvis det amerikanske folk bliver ved med, at kritisere præsidenten og sundhedsreformen, så vil især de moderate Demokrater være meget nervøse, og de vil kun give moderat støtte i de fleste sager. Jeg tror talen hjalp, men vi skal ikke overdrive, hvilken effekt den har haft. Obama holdt en god tale, der har mindsket modstanden på kort sigt. Men i det store billede handler det om, hvordan partiet bliver bedømt på næste års resultater, og hvordan det amerikanske folk vurderer Obama og USA’s situation.”

Tilbage til udgangspunktet Obama forsøgte, at vinde tillid ved at vende

tilbage til udgangspunktet fra hans valgkampagne og genetablere sit image: ”Min kampagne var båret af et løfte om forandring – ’Change we can believe in’ – sådan var sloganet. Og nu ved jeg, at der er mange amerikanere som ikke er sikre på, om de stadig kan tro på den forandring, og om jeg er den rette til at levere den,” sagde Obama i sin tale og fortsatte, ”Lad os gribe dette øjeblik og starte forfra”.

Jeff Shesol ser det som et forsøg på at få befolkningen og Kongressen til at huske, hvorfor de bakkede op om ham. ”Han kunne vælge mellem to strategier i talen. Enten skulle han ændre sine mål fuldstændigt eller også skulle han gå tilbage til valgløfterne og give folk tro på, at han stadig er stålsat i forhold til at gennemføre det han har lovet. Han valgte det sidste, og det gav talen en overordnet tone af genetablering – både i retorikken og i ånden. Præsidenten vendte igen og igen tilbage til temaer fra sin valgkampagne for at vise, at han stadig er viljefast og urokkelig.”

Det første år har dog ikke været fuld af succeser. Faktisk mener Jeff Shesol, at den eneste virkelige succes Obama har haft, var hans økonomiske redningsplan. Udover den er der mange uafsluttede projekter, som kritikerne har fastlåst deres blik på. Han har endnu ikke reformeret sundhedssystemet, der er ikke udsigt til noget klima- og energilov i Senatet, og selv på områder, hvor præsidenten ikke har behov for senatets stemmer, er der problemer. Obama kæmper inden for egne rækker med at få gennemført initiativer, der skal skabe flere job, finansiel regulering og flere midler til udannelse og innovation.

Men på trods af, at der venter et stort arbejde, så mener Jeff Shesol, at Obama rent retorisk har fået vendt stemningen – at han gav en såkaldt ”gamechanging speech”. ”Jeg synes talen var ambitiøs og skelsættende, fordi folk forventede, at han ville lægge alt på hylden og være realist, og stille sig tilfreds med små ubetydelige resultater. Det gør han måske det her år, og det er nok også det klogeste, fordi det er den eneste måde han kan få nogle sejre i hus inden valget.

Men om han stiller sig tilfreds med de små sejre, undgik han at komme ind på . I stedet dedikerede han sig til store mål, som at bringe arbejdsløsheden ned. Så jeg tror ikke, han har mistet styrke som leder, snarere tværtimod.”

Jeff Shesol tvivler dog på, at talen er nok til at afkøle amerikanernes vrede og få større opbakning i Kongressen. Han husker tydeligt, da Bill Clinton fejlede og med et fatalt valg i 1994, mistede begge kamre i Kongressen til den republikanske opposition.

Jeff Shesol er grundlægger af taleskriver- og kommunikationsvirksomheden. Han er tidligere taleskriver for Præsident Bill Clinton, og var en af hovedmændene bag to af Clintons State of the Union taler.

Johanne Hesseldahl Larsen er uddannet journalist ved Syddansk Universitet i Odense, og har arbejdet som reporter på TV2 Lorry. Hun har tidligere studeret i Vancouver, Canada og Yangshiphong i Bhutan. For tiden læser hun en master i International Affairs på The New School i New York.

EU 3. februar 2010

MAGTKAMP Kommissærer til blodig eksamen Den seneste måneds høringer af Barossos nye EU-kommissærer handlede ligeså meget om politiske magtkampe internt i parlamentet som om politiske visioner. Det skyldtes ikke mindst den bulgarske kommissærkandidat, Rumania Jeleva, som med sin tvivlsomme baggrund satte ild til en bitter strid mellem EU-parlamentarikerne.

Af Rikke Brøndum, Bruxelles

BRUXELLES. Når en klasselærer fører sit hold til eksamen, forventer han som regel ikke, at censorerne pludselig begynder at slås internt. Det var ikke desto mindre, hvad der var ved at ske i EU-parlamentet mellem den 11. og 19. januar, hvor den konservative kommissionsformand Jose Manuel Barossos nye hold af kommissærer skulle høres og godkendes af de 736 folkevalgte EUparlamentarikere.

Høringerne, som er en forudsætning for, at kommissærerne kan få lov til at styre Europas udvikling de næste fem år, udviklede sig imidlertid efter to dage til en bitter strid mellem den konservative gruppe, European Peoples Party (EPP) og den socialistiske gruppe (PES).

Kommissærkandidaternes politiske visioner måtte vige pladsen for deres personlige fortid og tidligere uheldige udtalelser, som hurtigt tiltrak sig det meste af offentlighedens opmærksomhed, ikke bare i Bruxelles men også i resten af Europa.

Det var først og fremmest den bulgarske kandidat og tidligere udenrigsminister fra det bulgarske konservative parti GERB, Rumaina Jeleva, der blev centrum i høringsprocessen.

Allerede inden høringerne begyndte, havde den socialistiske gruppe, PES, udtrykt skepsis overfor Jelevas kandidatur, fordi der gik rygter i både Bruxelles og Bulgarien om, at Jeleva og hendes mand var indblandet i hemmelige forretningsforbindelser med den russiske mafia.

Dertil kom, at Jeleva, ifølge flere parlamentarikere, ikke havde svaret tilfredsstillende på de skriftlige spørgsmål, som parlamentet sender til hver kommissærkandidat forud for alle høringer.

Som den syvende i rækken af de i alt 27 forskellige kandidater, lykkedes det ikke Jeleva at levere en overbevisende præstation under sin høring den 12. januar. Høringen, fik særdeles

hårde ord med på vejen. ”Uforberedt”, ”useriøs” lød det blandt andet fra flere toneangivende medier i Bruxelles. Samtidig kom det frem, at Jeleva havde været bestyrelsesformand i en virksomhed med tætte relationer til den kommunistiske efterretningstjeneste. Det fik formanden for den socialistiske gruppe i parlamentet, Martin Schulz, til at erklære, at hans gruppe ikke kunne stemme for den 40-årige bulgarske kvinde. Da parlamentet kun kan stemme om den samlede kommission, var hele Barossos nye hold dermed pludselig i spil. Jelevas usikre kandidatur var altså alene nok til at vælte samtlige kommissærer, og stridsøksen mellem de politiske grupper var taget i brug.

Kommissærhoveder på huggeblokken To dage senere tog den konservative gruppe EPP derfor til genmæle overfor PES. Hvis ikke Jeleva blev godkendt, skulle der også rulle hoveder i rækken af socialdemokratiske kandidater. I en pressemeddelelse beskyldte gruppen den slovakiske socialdemokratiske kandidat Maroš Šefčovič for diskriminerende udtalelser mod romaer under en menneskerettighedskonference i januar 2005. Den relativt ukendte Šefčovič, der er kandidat til posten som både viceformand og administrationskommissær og hidtil har fungeret som uddannelseskommissær, havde ifølge EPP udtalt, at romaerne udnyttede det slovenske velfærdssystem. ”Jeg tror ikke det er hensigtsmæssigt, at en ny viceformand for Kommissionen med ansvar for rekruttering og ligestilling i EU’s institutioner mener, at man kan forskelsbehandle på baggrund af race”, sagde det ungarske parlamentsmedlem fra EPP, József Szájer.

De beskyldninger afviste Šefčovič dog under sin høring den 18. januar i Strasbourg. ”Hvis du prøver at bagvaske mig, så tager jeg det som en direkte fornærmelse. Uanset hvad jeg måtte have sagt, så har jeg opbakning fra romaorganisationer i mit hjemland, som i øvrigt huser én af Europas største roma-befolkninger”, sagde han direkte henvendt til József Szájer.

Samtidig meddelte Bulgarien, at Jelevas kandidatur var trukket tilbage, og at den nuværende viceformand på Verdensbanken, Kristalina Georgeiva, skulle erstatte hende.

Hendes høring finder sted i dag, d. 3. februar.

Demokratisk kontrol eller useriøs mudderkastning?

Ifølge kilder i parlamentet har meningerne har været delte om, hvorvidt den hidtidige høringsproces har været et eksempel på, at de demokratiske institutioner i EU rent faktisk virker, eller at europæisk politik blot handler om magt og om at kunne markere sig for enhver pris.

Formanden for parlamentet, Jerzy Buzek, påpegede den 19. januar, at hele processen viste, hvordan Europas folkevalgte har reel indflydelse. ”Den bulgarske regerings beslutning om at trække Roumania Jeleva viser, at demokratiet virker. Jeg har forståelse for beslutningen, og nu har vi en klar dagsorden for de kommende uger”, sagde Buzek på et pressemøde.

Men høringsprocessen handler om mere end demokratisk kontrol, mener Jon Worth, redaktør af bloggingportal.eu og EU-kommentator. Han har tidligere undervist britiske diplomater i EU’s politiske og beslutningsmæssige procedurer og har fulgt årets høringer tæt. Selv om Jeleva i manges øjne manglede både viden og visioner og dermed blev afvist af PES af faglige årsager, så blev hun samtidig startskuddet til et spil, hvor det for hver politisk gruppe netop handlede om at markere sig mest muligt. ”Normalt kan parlamentarikerne ikke stemme imod en velforberedt kandidat alene af politisk overbevisning. Der skal være en faglig årsag. Men så snart, der er mulighed for at sætte spørgsmålstegn ved en kandidats faglige viden, så er grupperne ikke længe om at se deres snit til at bruge det politisk. Det var det, som skete med Jeleva, hvor det var meget let for Martin Schulz at sætte en konservativ kommissærkandidat ud af spil, siger Jon Worth.

Der løb da også rygter om, at formanden for parlamentets udviklingsudvalg, som foretog høringen af Jeleva – franskmanden Eva Joyl fra venstrefløjspartiet De Grønne – ikke fulgte spillereglerne til punkt og prikke. Blandt andet gav hun, ifølge kilder i parlamentet, Jeleva mindre tid til at svare på sine spørgsmål, end andre

kandidater havde fået. Det var til stor irritation for EPP, der som konservativ gruppe gerne så Barossos hold godkendt så hurtigt som muligt.

Jon Worth understreger dog, at der trods alt er grænser for, hvor meget parlamentarikerne kan bestemme udfaldet af høringerne alene på baggrund af politiske interessekampe. ”Hvis man sammenligner Jelevas høring med den franske kandidat til den ellers prestigefyldte post som kommissær for det indre marked, Michel Barnier, kan man se, at der er grænser for, hvor langt ud den politiske mudderkastning kan komme. Det er en post, som britiske konservative parlamentarikere har frygtet ville ende på franske hænder, på grund af den traditionelle franske markedsregulering, som Londons finanscentrum ser som en stor trussel. Men Barnier optrådte overbevisende og velinformeret til sin høring. Selv de parlamentarikere, der ikke ønskede en brite på posten kunne ikke finde holdbare argumenter for ikke at godkende ham”, forklarer Jon Worth.

Blodige høringer ikke ukendte Det er imidlertid ikke første gang, kommissærhøringerne har trukket overskrifter på grund af politiske magtkampe. I 2004 var den italienske kandidat Rocco Buttliglione og den lettiske Ingrida Udre således også centrum i en lignende opsigtsvækkende høringsprocess.

Buttiglione, der var nomineret til posten som justitskommisær af Berlusconi, måtte træde tilbage efter udtalelser under sin høring om, at homoseksualitet var syndigt og at kvinder burde blive i hjemme og føde børn. Både Buttliglione og Berlusconi mente, at de var udsat for en hetz fra radikale venstreorienterede grupper i parlamentet, men ikke desto mindre valgte Buttligione at trække sig. Men det var ikke det eneste stormvejr omkring høringerne for fem år siden. Ingrida Udre, som var Letlands anden kommissærkandidat og ukendt både i Bruxelles og Riga, måtte træde tilbage efter beskyldninger om korruption og manglende opbakning til Letlands indtræden i EU. Det blev derfor Letlands tredje kandidat, Andris Piebalgs, som kom til at fungere som energikommissær indtil i år. ”Høringerne i 2004 var præget af hårdere beskyldninger end vi har set i år, selv om der egentlig var forventninger om det modsatte. Sagen om Buttiglione står stadig som én af de mest kontroversielle”, siger Jon Worth.

Et parlament på udkig efter magt På trods af, at der har været kamp til stregen mellem EPP og PES både under høringerne i 2004 og i år, så kan man ifølge kilder i parlamentet tydeligt finde tendenser på et parlament, der søger stadig mere magt og indflydelse i EU’s beslutningsproces. Det kom særligt til udtryk efter

høringen af EU’s nye høje repræsentant for udenrigsanliggende – i daglig tale EU’s udenrigsminister – den britiske baronesse Catherine Ashton. Hun er i færd med at udnævne et nyt korps af godt 120 EU-diplomater som blev oprettet med Lissabontraktaten. Diplomaterne skal udsendes på EU-repræsentationer verden over og skabe mere sammenhæng i EU’s udenrigspolitik. Men parlamentet mener, at det skal godkende hver enkelt diplomat, på samme måde som amerikanske diplomater skal godkendes af Kongressen. Et krav, der dog er blevet afvist, men som sender et signal om et parlament, der er stadig mere ivrig efter at markere sig. Foreløbig skal alle 736 parlamentarikere stemme om det samlede hold af kommissærer d. 9. februar.

Rikke Brøndum er uddannet journalist fra Syddansk Universitet i 2008. Hun var ansat på Erhvervsbadet/Berlingske Business fra 2008-09, arbejder nu som freelance-journalist i Bruxelles .

VERDEN 3. februar 2010

NY FORFATNING Lad os reparere Californien Californien er politisk paralyseret og økonomisk i knæ. Nu kræver statens erhvervsspidser en ny forfatning – skrevet af borgerne selv. Den skal ironisk nok afdæmpe 30 års tradition for direkte demokrati, der ifølge kritikerne har omdannet den stenrige stat til en bananrepublik.

Af Sara Alfort, Californien

USA's største stat og verdens ottende største økonomi er i knæ. Recessionen har ramt Californien hårdt, arbejdsløsheden er oppe på 12,4 %, og dermed en af landets højeste.

Budgettet har et underskud på $26 milliarder og guvernør Arnold Schwarzenegger måtte i sommer betale statens regninger med gældsbreve.

Men staten, hvor Silicon Valleys entreprenører har revolutioneret computerteknologien, Hollywoods stjerner soler sig på den røde løber, akademikerne på Stanford og Berkeley bedriver banebrydende forskning, og turister cruiser op og ned ad Highway 1, er ikke bare i en midlertidig økonomisk krise. Californien har været godt på vej mod bankerot de sidste 30 år.

I 70'erne investerede den californiske stat i uddannelse og skabte dermed landets bedste skoler og nogle af verdens bedste universiteter.

Det statsstøttede University of California var Californiens kronjuvel. Her kunne alle betale sig til en uddannelse, og kvaliteten var i top. I dag huser University of California stadig flere nobelpristagere end noget andet universitet, men er som de andre universiteter i dyb krise.

Alle undervisere gik 8 % ned i løn i efteråret, og vrede studerende demonstrerede mod en stadigt stigende egenbetaling og ringere forhold. Hvert år skærer staten i pengene til universiteterne, men særligt hårdt i 2009, hvor man klippede to milliarder dollars af deres budget. Californiens skoler, der efterhånden er dumpet nederst på listen over landets skoler, fik skåret $6,1 milliarder.

Desuden fik alle statens ansatte påbud om at tage orlov tre dage om måneden.

I 70'erne havde Californien nogle af USA's mest velfungerende fængsler, hvor de indsatte uddannede sig, volden var lav og få vendte tilbage, når de først var løsladt. Nu er fængslerne så overfyldte, og volden mellem indsatte så alvorlig, at Arnold Schwarzenegger må sende indsatte ud på gaden.

Problemerne har at gøre med Californiens særlige form for direkte demokrati, der ifølge mange iagttagere gør staten næsten umulig at regere. En

finesse i statens forfatning sikrer nemlig, at enhver borger kan sætte en sag på stemmeseddelen. Han skal blot samle 700.000 underskrifter for at få sit forslag til afstemning. Det er sket ikke færre end 71 gange de sidste 10 år.

Derfor har Californien 512 tilføjelser til sin forfatning fra 1849, der nu er verdens tredje længste (næstefter Indien og Alabama). Hver november tager vælgerne således ikke kun stilling til de politiske kandidater, men også til spørgsmål om alt fra dyrevelfærd til trafik, abort og betaling af børnehaver.

Forslagenes støtter hævder som regel at deres forslag ikke vil kræve højere skatter, men deres kampagner nævner sjældent, at forslagene – hvis de vedtages – vil konkurrere om budgetkronerne med uddannelse, sundhed og miljø. Et forslag fra 1988 kræver, at 40 % af statens budget hvert år går til uddannelse. Kampagnen for forslaget var hovedsagelig betalt af Lærernes Fagforening.

Californien har på samme måde vedtaget en af USA's skrappeste straffelove, et forslag betalt af Fængselsbetjentenes Fagforening, uden at diskutere de enorme omkostninger ved at holde de mange fængslede bag tremmer i årevis.

Forslagene binder de folkevalgte på hænder og fødder. I sin artikel Who Killed California? i National Affairs fra efteråret, skriver den konservative kommentator Troy Senik, at borgerne i Californien har levet som om de kunne beskattes som ultraliberale og blive understøttet som socialister – men at de ironisk nok nu bliver beskattet som socialister og understøttet som ultraliberale.

Det mest berygtede forslag er Proposition 13. Forslaget, som borgerne i Californien stemte ja til i 1978, begrænser ejendomsskatten betragteligt og gør det næsten umuligt at hæve skatterne. 2/3 af statssenatet skal stemme for skattestigninger, før de kan gennemføres. Derfor er staten primært afhængig af indkomstskatten, hvilket fungerer nogenlunde i de fede år, men knap så godt i de magre. Forslaget lagde frøet til statens nuværende krise og har fået

nobelprisvinderen i økonomi Paul Krugman til at kalde Californien for en bananrepublik.

Med proposition 13 er Californien desuden den eneste stat, der kræver 2/3 af statssenatets stemmer både for at hæve skatterne og for at godkende et budget. I 18 af de seneste 22 år har det derfor taget regeringen det meste af året at få budgettet godkendt. De konservative Republikanere, der traditionelt ikke bryder sig om højere skatter, har været i mindretal i årevis i Californiens senat og de har ikke haft grund til at gå på kompromis med Demokraterne om budgettet. De har kunnet forsinke men ikke forhindre det.

Det direkte demokrati, hvor borgere selv kan skrive lovforslagene, er i dag primært styret af særinteresser – som stærke fagforeninger, milliardærer og store virksomheder, der betaler for forslagenes kampagner.

Den meget omtalte Proposition 8, der sidste år fratog homoseksuelle deres ret til at gifte sig, var hovedsageligt betalt af religiøse grupper som Mormonernes Kirke. Ligesom enkelte milliardærer flere gange har givet op til $50 millioner af egen lomme for at få et forslag gennemført. Sidste år konstaterede den britiske historiker Timothy Garton Ash i The Guardian: ”Kun fordi staten er så rig, har den kunnet opretholde et så idiotisk system så længe.”

Silicon Valley kræver en revolution Californiens direkte demokrati har bragt staten så meget i knæ både økonomisk og politisk, at Silicon Valleys topchefer har rejst sig op fra hjørnekontorerne og krævet en revolution. Deres plan er at indkalde til en forfatningskongres, hvor en gruppe tilfældigt udvalgte borgere skal diskutere sig frem til en helt ny forfatning. Lige nu arbejder de på at sætte deres indkaldelse til forfatningskongressen på stemmeseddelen til valget i november 2010.

Hvis Californien stemmer ja til forslaget, vil delegerede skrive en ny forfatning i løbet af 2011.

Hvis alt går efter planen, så vil den nye forfatning være på stemmeseddelen i november 2012. Så kan Californiens borgere enten stemme ja eller nej til den nye forfatning. Stemmer de ja, ryger den gamle i skraldespanden. Statsadvokaten godkendte formelt forslaget i november sidste år.

Næste stop er at samle 1,4 millioner underskrifter i Californien inden april.

Den drastiske plan begyndte med en kronik af Jim Wunderman, der er leder af Bay Area Council, en magtfuld virksomhedsforening, hvor chefer fra Bank of America, McKinsey, Chevron, Google og United Airlines aktivt arbejder for en stærk økonomi og et sundt forretningsmiljø.

I sin kronik i august 2008 i San Fransisco Chronicle spurgte Wunderman: Californiens regering er ikke kun nedbrudt, den er blevet ødelæggende for vores fremtid. Er vi derfor ikke forpligtede til at annullere vores regering og indsætte en ny?

Hans spørgsmål satte en omfattende folkelig bevægelse i gang, der har rullet lige siden. Sidste

forår kaldte guvernør Arnold Schwarzenegger planen for ”brilliant”. Et par måneder senere var kampagnen Repair California, der nu er i gang med at indsamle de mange underskrifter, sat på skinner. Ifølge kampagnens egen meningsundersøgelse har forslaget bred opbakning blandt borgere i Californien. 71% vil stemme ja til forslaget i november, der samler både Republikanere, Demokrater og uafhængige.

At forslaget har fået både det politiske højre og venstre til at klappe i hænderne har at gøre med formuleringen af forslaget til forfatningskongressen. De delegerede, der skal formulere den nye forfatning, kommer nemlig slet ikke til at tage stilling til sociale spørgsmål, der er sprængfarlige i Californien, såsom homoseksuelle ægteskaber, abort, dødsstraf, immigration og positiv særbehandling. De vil heller ikke kunne foreslå højere skatter.

De delegerede kan udelukkende tage stilling til fire punkter: 1) den proces, der vedtager budgettet, 2) valgprocessen og den proces, der gør det muligt at sætte et initiativ på stemmeseddelen, 3) balancen mellem statens regering og de lokale borgmestre, og 4) måder at gøre statens regering mere effektiv på. At ingen kan vide, hvad de delegerede vil diskutere sig frem til, gør det også lettere for alle grupper i samfundet at bakke op om forslaget.

”Jeg er klar over, at det, vi er i gang med, er stort, modigt og svært, ligesom at skubbe en fuld bus op ad et bjerg. Men jeg tror fuldt og fast på, at vi kan forbedre livet for millioner af borgere, forbedre forretningsklimaet for tusinder af virksomheder og igen gøre den Californiske drøm til et fyrtårn for menneskelig stræben over hele verden”, siger Jim Wunderman.

Den kongres, som Repair California foreslår, skal dels indkalde 221 amtsdelegerede, som selv har søgt om at komme med, og som vil blive valgt på offentlige møder. Dels indkalder kongressen tilfældigt udvalgte mennesker fra hvert hjørne af Californien. Hvis de er interesserede i at deltage i kongressen, inviteres de til et lokalt møde, hvor de i fællesskab vælger tre ud af de fremmødte til at repræsentere deres lokalområde under kongressen. I alt vil 224 delegerede være valgt på denne måde.

Hvis alt går efter planen vil borgerne i Californien stemme om deres nye forfatning i 2012 når præsident Obama er på genvalg. Ironien i, at Californien vil reparere et politisk system, der er brudt sammen under det, nogle kalder for ’for meget demokrati’, netop ved at omgå lovgiverne i hovedstaden Sacramento og udnytte statens direkte demokrati, ser indtil videre ikke ud til at afskrække borgerne i Californien. Kan de ikke stole på politikerne må de forlede sig på, at gennemsnitsborgerens sunde fornuft kan redde Californien.

Sara Alfort (1976) arbejder som freelance journalist fra Santa Barbara i Californien

VERDEN 3. februar 2010

IMMIGRATION Europas højrepartier holder hånden over Berlusconi Berlusconi indgik i august en venskabspagt med Libyens al-Gaddafi.

Aftalen betyder, at flygtninge på vej mod Italien, hvor mange ville have ret til asyl, aldrig får chancen og stoppes af de libyske myndigheder. Nogle sendes ud i ørkenen på en dødsmarch, hvor de tørster ihjel.

Hvordan kan EU – der påberåber sig rollen som civil supermagt – stiltiende acceptere Italiens krænkelser af basale menneskerettigheder?

Svaret er, at også EU er blevet ændret af de nye europæiske højrefløjspartier.

Af Ida Krogh Mikkelsen

I midten af januar offentliggjorde det italienske blad L’Espresso en chokerende videooptagelse af 11 døde formodede illegale immigranter der var tørstet ihjel i Libyens ørken. Billeder af forvredne ansigter og stivnede lig i bedestilling med hænderne rakt mod himlen. Ifølge L’Espresso – der er kritisk overfor regeringen – var dødsfaldene en direkte konsekvens af Italiens kontroversielle venskabspagt med Libyen. Mens Berlusconi pr. automatik afviser kritik, spørger regeringens kritikere sig selv, hvad der bliver af EU og de idealer, det europæiske fællesskab skulle beskytte og udbrede?

Dette er endnu en historie om den italienske premierminister Silvio Berlusconis omgang med vestlige principper for god regeringsførelse. En mand valgt af folket med et CV, der tilsyneladende tæller anklager om korruption, forbindelser til mafiaen, selvfavoriserende immunitetslovgivning, politiske angreb på den dømmende magt, indskrænkning af pressefriheden og nå ja, udenomsægteskabelige forhold til harem af prostituerede og helt unge piger. I den nordlige del af Europa læses de farverige reportager fra den det politiske cirkus i Italien med spredt interesse, og de fleste ryster på hovedet, når Berlusconi bryder med enhver forestilling, vi måtte have om statsmænd i et vestligt demokrati. Der trækkes måske mest af alt på skuldrene eller smilebåndet, og man undrer sig over de italienske vælgere, der har holdt ham ved magten on/off siden 1994. Uagtet, at vi via vores medlemskab af EU er med at holde hånden over Berlusconis regeringsførelse.

Taler man med unge italienere, der er kritiske overfor Berlusconi, er mange ikke bare skuffede over deres landsmænd, men også over det EU, der ikke har foretaget sig det store over årene

for at bremse Berlusconi. Hvordan kan EU leve med den venskabspagt, som Berlusconi i august indgik med Libyens statsleder Muammar alGaddafi, der bl.a. betyder, at flygtninge afvises allerede før de når Italien og kan søge asyl?

Videooptagelserne fra Libyen nåede den italienske offentlighed efter ti måneders verificeringsproces 14. januar 2010. Billederne viser den yderste konsekvens for de afrikanske illegale immigranter, der forsøger at krydse Libyen for at nå Europa. Eller for dem, der endnu før de kan bede om asyl, afvises af italiensk politi allerede i farvandet mellem Libyen og Italien. Alle mennesker, der uanset herkomst returneres til Libyen, før de når at gøre brug af deres menneskeret: At bede om asyl. Sagen er rent faktisk, at mange flygtninge fra f.eks. Somalia, Sudan og Eritrea ellers er berettiget til asyl i EU: Nu når de aldrig Europa, før de bliver stoppet af Italiens libyske handskedukke. Hvor der i sommerhalvåret 2008 ankom 14.000 bådflygtninge til Italien er tilsvarende tal for 2009 kun 1.300. Og takket være Libyen er Italien nu ”fri for” de 40 % af bådflygtningene, der i 2008 havde ret til asyl i Italien.

Denne arbejdsdeling udgør kernen i den italiensk-libyske venskabspagt, der var resultatet af sommerens historiske møde mellem Italien og landets koloni Libyen (der fra 1911-43 var under italiensk styre), hvor Berlusconi som den første repræsentant for en europæisk kolonimagt gav en undskyldning for fortiden til Gaddafi. Og den ene tjeneste er som bekendt den anden værd.

Venskabspagten, der endeligt blev underskrevet den 30. august 2009, udmærker sig ved at udnytte den koloniale fortid som figenblad for andre hensigter. Libyen vil modtage fem mia. dollars over 20 år til opbygning af infrastruktur delvist

finansieret af italienske energifirmaer ved en ny særskat. Alt imens afhjælper Libyen Italiens olieog gasmangel og gør altså desuden det ”beskidte arbejde” med at skaffe illegale indvandrere på vej mod Italien af vejen.

Italien har indgået pagten tilsyneladende uden at skæve til Libyens behandling af illegale indvandrere, asylansøgere og flygtninge. Libyens menneskerettighedskrænkelser er senest dokumenteret i en rapport fra Human Rights Watch fra september 2009, der omtaler overgreb, torturlignende forhold, frihedsberøvelser og anden umenneskelig behandling af immigranter i libysk varetægt. Rapporten omtaler også den libyske praksis med at deportere de illegale immigranter ved at sætte dem af i grænseområder og lade dem gå hjem. Det var netop denne praksis, der tilsyneladende sendte de 11 døde kvinder og mænd på L’Espressos videooptagelse direkte i døden. Da de deporterede ofte hverken har mad, vand eller udstyr til den strabadserende tur gennem den golde ørken betegnes ruten af kritikere som en regulær dødsmarch. Dødstallene er uklare, men L’Espresso dokumenterede tilbage i 2005 106 døde på ruten i en periode af fire måneder som følge af libysk deportation.

Ingen kender disse 11 døde menneskers historie, og ingen ved om Italien var deres mål.

Pointen er, at det kunne det sagtens have været.

Og dermed har Italien brudt både international, europæisk og italiensk lov, der foreskriver pligt til at give beskyttelse til mennesker, som risikerer alvorlige menneskerettighedsovergreb.

De mange kritisable forhold for immigranter i Libyen får bl.a. Human Rights Watch til at opfordre EU til at tage affære overfor Italiens retur-politik, der sender potentielle asylansøgere i armene på Libyens umenneskelige behandling. En appel, der endnu ikke synes hørt.

Højrepartiernes indflydelse på EU Den libyske affære er endnu en oplagt sag i det uskrevne anklageskrift mod Berlusconi. Det fremføres ofte i debatter, at hvis Italien på ny skulle optages i EU, ville de ikke opfylde de mest basale krav om magtens tredeling, pressefrihed og nu også systematiske brud på bl.a. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Men udover at bede om en redegørelse fra Italiens regering i efteråret har EU-kommissionen ikke taget stilling og ikke udtalt en formel kritik.

Alligevel har Berlusconi pustet sig op: han har truet med at forhindre arbejdet i Ministerrådet og krævet afskedigelser i Kommissionen.

Kommissionen har offentligt understreget, at ethvert menneske har ret til at ansøge om asyl og international beskyttelse i EU, men derudover udtaler talsmanden for Kommissionens formand med fløjlshandskerne på, at striden mellem Italien og EU ”beror på en misforståelse”.

Den italiensk-libyske forbindelse blotlægger berøringsangsten i EU’s øverste ledelse.

Kombinationen af EU’s historiske arv og den særlige hybrid mellem over- og mellemstatslige

kasketter har ellers foranlediget et fokus på universelle værdier og principper i EU’s som samlet aktør i det internationale system. Men idealismen slår sprækker, når den bliver undergravet af medlemslandenes bilaterale underhåndsaftaler. For hvad nytter det at stræbe imod EU som verdens stærkeste værdipolitiske magt, når italienerne åbent overtræder basale menneskeretlige principper i EU’s navn?

Hvorfor holder EU tilbage? Man kan nævne Europas olie- og gastørst, Frankrigs lyssky forhold til sine tidligere afrikanske kolonier og Libyens egnethed som allieret i det arabiske Nordafrika. Det er dog nærliggende at betragte EU’s passivitet som affødt af et ændret politisk landskab, hvor det politiske højres direkte som indirekte magt internt i medlemslandene har stækket EU’s værdipolitiske magt.

Forsvaret af de fælles europæiske værdier må således vige af frygt for kravet om europæisk solidaritet med Italiens store indvandringspres fra vandvejen. En solidaritet, der let kunne koste stemmer i de enkelte lande, hvis asylansøgere pludselig skulle fragtes videre nordpå. EU's justitskommissær, Jacques Barrot, fremlagde i september en strategi for en fælles ”solidarisk” EU-flygtningepolitik. Han viger dog elegant udenom den konkrete solidaritet internt i EU og beskæftiger sig med et samlet EU’s hjælp til ulandene mod syd.

Højrepartierne har i flere lande haft stor succes med at italesætte EU’s proaktive kamp for de fælles værdier som unødig indblanding i nationale forhold, alt imens de nationale værdidebatter går højt. I 2000 kritiserede Dansk Folkeparti fx højlydt EU’s boykot af den østrigske regering pga. samarbejdet med højrenationalisten Jörg Haider. Her var demokrati, frihed og suverænitet nøgleord i kritikken vendt mod det formynderiske og elitistiske EU. Andre EU-lande reagerede på lignende vis, og siden har man ikke set lignende slagkraftige udmeldinger fra EUkommissionen. Kan den nye EU-præsident som en samlende figur tale medlemslandene til rette i de værdipolitiske spørgsmål? Der et tvivlsomt, sådan som embedet pt. ligger i støbeskeen med valget af den svagt profilerede van Rompuys.

Imens har Italien allieret sig med højrefløjen i Europa-Parlamentet. Parlamentet har før jul stemt om en resolution, der kritiserer Berlusconi for at presse italienske medier til tavshed (med civile søgsmål og magtmisbrug overfor de nationale tv-stationer). Den internationale organisation, Journalister Uden Grænser, placerede i oktober 2009 Italien som nummer 49 på det globale pressefrihedsindex.

Afstemningen, omhandlende det centrale spørgsmål om ytringsfriheden i et af Europas største medlemslande, endte uafgjort i Parlamentet og resolutionen blev derfor ikke vedtaget.

De tre danske medlemmer af Europaparlamentet fra Dansk Folkeparti og De Konservative valgte at stemme imod og bærer således deres del af

ansvaret. Bendt Bendtsen forsvarer sit nej i et debatindlæg under overskriften ”Lad dem skændes i fred”, og Morten Messerschmidt mener ikke, at det er EU’s hovedpine. Påfaldende udmeldinger i en tid, hvor selv samme demokratiske værdier ellers holdes højt hævet i den danske debat.

Italiens åbenlyst udemokratiske tilbøjeligheder på diverse arenaer har altså ikke fremkaldt nogen reaktion fra det europæiske fællesskab. Passiviteten begraver fuldstændig ideen om europæerne som ’EU-borgerne’. De Berlusconi-trætte italienere kan ikke regne med noget overstatsligt værdifællesskab, der forsvarer menneskerettighederne i sine medlemslande. Med mindre at vi EU-borgere da skulle finde på at se udover underholdningsværdien i Berlusconihistorierne.

Måske kunne vi ligefrem nægte at lægge navn til Italiens lovbrud og udemokratiske listemetoder og rejse krav fra neden om en fastere hånd overfor vores alliancepartnere i EU. Om danske EUborgere er klar til at boykotte Barolo og pizzaer skal være usagt. Men en – muligvis utopisk – mellemfolkelig solidaritet ved foden af EU’s søjler synes snart at være den eneste vej tilbage imod de europæiske værdier.

Ida Krogh Mikkelsen (1984) er kandidatstuderende i statskundskab, desuden studier i film- og medievidenskab. Tidligere ansat hos Socialdemokraterne på Christiansborg, i DR Nyheder og som praktikant på den danske ambassade i Vietnam.

VERDEN 3. februar 2010

BOSNIENHERCEGOVINA Fortsat tilstedeværelse af internationale dommere opfattes som trussel Den lokale – men internationalt influerede –krigsforbryderdomstol i Bosnien-Hercegovina skaber intern splid i landet. Den serbiske premierminister beskylder den for at være en trussel mod både det serbiske folk og den Serbiske Republik. Forsætter kampen om dens Eksistensberettelse kan det have konsekvenser for både domstolen selv og landets stabilitet.

Af Maisa Mahmutovic

I december 2009 besluttede man at forlænge mandatet for de internationale dommere, der i samarbejde med nationale dommere prøver at placere ansvaret for 1990ernes krigsforbrydelser i Bosnien. Det har medført store protester: de serbiske politikere frygter en centraliseret bosnisk stat, hvor den Serbiske Republik og dens juridiske institutioner undergraves.

Det var allerede i 1993, at FN’s Sikkerhedsråd nedsatte ”Straffetribunalet for det tidligere Jugoslavien” med sæde i Haag.

Tribunalet har ansvaret for at retsforfølge de hovedansvarlige for folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden, samt overtrædelse af krigens love og konventioner. Det er her, at Slobodan Milosevic og Radovan Karadzic er blevet stillet foran et dommerpanel. Samtidig finder en del af retsforfølgelsen af krigsforbrydere sted på nationalt plan i de eks-Jugoslavske lande.

I marts 2005 påbegyndte War Crimes Chamber (WCC) under Retten I BosnienHercegovina sit arbejde. Modsat Haag-tribunalet fokuserer WCC primært på retsforfølgelse i sager, der vedrører gerningsmænd på mellem- og lavniveau.

WCC bliver ofte overset af vestlige medier, men den har stor praktisk betydning i Bosnien. WCC er en hybriddomstol, idet både nationale og internationale dommere sidder i dommerpanelet.

De internationale dommeres mandat var sat til at udløbe i december 2009. Det medførte i Bosnien en meget ophedet diskussion om, hvorvidt deres mandat skulle forlænges. Især de serbiske politikere og opinionsdannere var imod

en forlængelse. De opfatter det arbejde WCC udfører som en direkte trussel mod den Serbiske Republiks (Republika Srpska) fortsatte eksistens.

Bosniske politikere besluttede da også ikke at forlænge de internationale dommers mandat.

Beslutningen om mandatforlængelse ligger dog ikke kun hos dem. Som EU Special Representative og det internationale samfunds Højrepræsentant har Valentin Inzkos til særlig opgave at sørge for, at Bosnien bevæger sig over mod integration i Euro-Atlantiske institutioner, samt at Dayton-aftalen overholdes. Det er de bosniske politikere, der i princippet beslutter, hvordan dommerfordelingen ved WCC skal se ud – i praksis har Valentin Inzko dog beføjelser til at underkende deres beslutninger.

I december 2009 anvendte han sin de facto magt og underkendte politikernes beslutning. – Inzko afgjorde, at de internationale dommere vil blive i Bosnien frem til 31. december 2012. Dette har medført endnu større debat i den Serbiske Republik, som ligefrem taler om at sende spørgsmålet til folkeafstemning.

En trussel mod serberne og deres republik Serberne opfatter WCC som en trussel mod både den Serbiske Republik og det serbiske folk Milorad Dodik, premierministeren i den Serbiske Republik, udtrykker truslen mod det serbiske folk. Han mener, at WCC gør sig skyldig i ”mishandling af serbere, idet 80 % af domsafsigelserne er imod denne etniske gruppe”.

Ifølge ham er WCC skabt ene og alene med det formål at ”fælde dom over krigsforbrydelser, men

åbenlyst kun dem, der angiveligt er begået af serbere, hvilket er skamfuldt.” Samtidig har han udtalt, at det er uacceptabelt, at serbere retsforfølges af muslimske dommere, som samarbejder med de internationale. Man må dog stille sig tvivlende overfor, hvorvidt der er tale om et egentligt samarbejde. Opfattelsen af, at et sådant finder sted, er ikke desto mindre fremtrædende blandt serbiske politikere og opinionsdannere. Dodik trækker med anklagen tydelige tråde tilbage til krigens opsplitning, De samme tråde bliver brugt af Branislav Dukic, formanden for Foreningen for BosniskSerbiske fanger i den Serbiske Republik. Han har udtalt, at WCC ligefrem modarbejder retsforfølgelse af de mennesker, som begik krigsforbrydelser mod serberne under krigen i Bosnien: det skyldes, mener han, især de internationale dommere, som handler på baggrund af instruktioner fra ”nogle fra det internationale samfund”. Han kæder også de internationale dommere med den muslimske trussel, idet: ”12.000 mujahedinere (…) blev bragt til Bosnien (under krigen, red.), blandt hvilke selv repræsentanter fra det internationale samfund var involveret”. Dukic tager videre afstand fra de internationale dommeres tilstedeværelse med henvisning til, at ”de kommer fra lande, som var med til at ødelægge det tidligere Jugoslavien”.

Argumentationen lader til at være, at det internationale samfund og muslimerne modarbejdede serberne under krigen, og nu fortsætter via WCC. Den samme opfattelse fremføres hos adskillige serbiske opinionsdannere. Journalist Slavko Mitrovic fra Glas Srpske (”Den serbiske Stemme”) argumenterer for, at WCC arbejder ud fra princippet om selektiv retfærdighed og at WCC’s virkelige formål kun er slet skjult. Målet er nemlig at ”bestemme karakteren af krigen i Bosnien ved hjælp af disse retssager og påtvinge skylden primært på serberne”. I forbindelse med debatten om mandatforlængelsen blev der i RS tegnet et generelt billede af WCC’s arbejde som en egentlig forfølgelse (til forskel fra retsforfølgelse) af serberne, som WCC vil give skylden for krigen i Bosnien.

Truslen mod selve den serbiske republik, kommer ifølge flere serbiske politikere fra det internationale samfund. De mener, at WCC er endnu et tegn på Højrepræsentantens (international institution, der overvåger hvorvidt Dayton fredsaftalen implementeres, red.) magt.

Premierminister Dodik har flere gange udtalt, at WCC er et ulovligt fremmedlegme, påtvunget fra Højrepræsentanten, og som ikke er i overensstemmelse med Daytonaftalen og den bosniske forfatning. WCC’s primære formål er ifølge ham ”politisk forfølgelse”.

Dayton-aftalen betød, at Bosnien blev opdelt i to næsten lige store dele. Føderationen, der er domineret af bosniakkere og kroatere, udgør 51 procent af landets territorium, mens den Serbiske Republik, med dens primært serbiske befolkning, udgør 49 procent. Dayton-aftalen har givet begge entiteter selvstyre i form af egne institutioner, regering, parlament, domstole etc. Og det er netop det juridiske system i den Serbiske Republik, der ses truet med WCC arbejde.

WCC har overordnet status i forhold til entitetsdomstolene. Flere serbiske politikere har påpeget, at WCC er udtryk for en egentlig udhuling af den Serbiske Republik’ status som entitet. Milorad Zivkovic, som også er vicetalsmand for Repræsentanternes Hus ved det Bosniske Parlament, har blandt andet udtalt, at WCC er udtryk for ”retslig besættelse af Bosnien og Hercegovina fra Det Internationale Samfunds side.” Han taler om åbningen af ”jagtsæsonen”, hvor byttet kan være tidligere medlemmer af den Serbiske Republiks hær, forretningsfolk eller hvem som helst, som det internationale og bosniakiske samfund i Sarajevo mener er en trussel.

Ved at lade WCC, og derved Retten i Bosnien-Hercegovina, være overordnet entitetsdomstolene, ser de serbiske politikere altså, at det internationale samfund i samarbejde med bosniakkerne er ved at skabe en centraliseret bosnisk stat, hvorved den Serbiske Republik og dens juridiske institutioner undergraves. Entitetens status, og i for sig suverænitet, ses derfor truet i forbindelse med retsforfølgelse af krigsforbrydere.

Dertil kommer, at Højrepræsentanten er en forhadt institution i den Serbiske Republik.

Journalist Kristina Cirkovic fra Glas Srpske skriver, at WCC og Retten i Bosnien-Hercegovina er et fælles projekt mellem det internationale samfund og bosniakiske politikere. Ifølge hende bekræftes dette af, at serbiske politikere straffes af Højrepræsentanten, mens bosniakiske belønnes med høje stillinger ved Retten i BosnienHercegovina. Der ses altså igen tegn på den herskende konspirationstankegang rettet mod det serbiske folk og den Serbiske Republik som helhed.

I 2004 afskedigede den daværende Højrepræsentant Paddy Ashdown for eksempel 70 politikere og embedsmænd i den Serbiske Republik. Det er blandt andet handlinger som disse, der har gjort institutionen så forhadt. Dodik har ligefrem kaldt Ashdown for ”ren ondskab” og har endvidere sagt, at især Wolfgang Petrisch og Ashdown er de to Højrepræsentanter, ”som har udført flest onde gerninger mod entiteten Republika Srpska”. At Valentin Inzko har besluttet at forlænge de internationale dommers mandat har således skabt furore. Man taler ligefrem om at iværksætte en folkeafstemning, så

befolkningen i den Serbiske Republik kan give deres syn på sagen.

Det ses altså, at de serbiske politikere og opinionsdannere italesætter den Serbiske Republiks fremtid som truet i forbindelse med retsforfølgelse af krigsforbrydere: og truslen kommer især fra det internationale og bosniakiske samfund.

WCC påvirker stabiliteten i BosnienHercegovina Situationens alvor understreges først og fremmest af, at Dodik har udtalt, at han vil gøre alt, hvad der står i hans magt for ”at ødelægge disse institutioner (Retten i Bosnien-Hercegovina og anklagemyndighed med international tilstedeværelse, red.), før jeg accepterer deres arbejde.”

OSCE (Organisationen for sikkerhed og samarbejde i Europa, red.) har da også i december 2009 udtrykt klar bekymring over de udtalelser som visse prominente politikere ”især men ikke eksklusivt fra den Serbiske Republik” kommer med. I en rapport skriver de, at ”det er med stor alvor, at OSCE’s kontor i BosnienHercegovina opfordrer politiske repræsentanter til at afholde sig fra nogen form for upassende indflydelse eller pres i forhold til den juridiske proces og fra angreb på retsvæsnets ry og integritet.”

Debatten om retsforfølgelse af krigsforbrydere er derfor meget heftig i Bosnien.

Direkte benægtelse af begåede krigsforbrydelser og retfærdiggørelse af dette med henvisning til en højere ’etnisk’ interesse har længe karakteriseret den serbiske forståelse af sagen. Glorificeringen af dømte krigsforbrydere er meget almindelig. Og dertil kommer, at politiet i den Serbiske Republik heller ikke er samarbejdsvillig. Der har blandt andet været eksempler på, at de ligefrem har ødelagt krigsdokumenter og vigtigt bevismateriale i forbindelse med efterforskningen af krigsforbrydersager. Samtidig med, at der har været flere tilfælde, hvor arresterede eller dømte serbere er flygtet under meget mistænkelige forhold, mens de var i den Serbiske Republiks politis varetægt. Det er derfor yderst relevant fortsat at holde øje med, hvordan forskellige aktører italesætter spørgsmålet om retsforfølgelsen af krigsforbrydere og WCC’s arbejde.

Som nævnt har retorikken klare tråde til krigen i starten af 1990’erne. Dodik har flere gange udtalt, at han ønsker stadig stærkere selvstændighed og uafhængighed for den Serbiske Republik. Han har endda udtalt ønske om, at Bosnien splittes op på samme måde som Tjekkoslovakiet blev det i sin tid. ”Hvorfor skulle vi ikke gå samme vej som Tjekkoslovakiet og

mødes i Den Europæiske Union?” spurgte han retorisk i marts 2009. Problemet er blot, at en evt. løsrivelse af den Serbiske Republik ville skabe stor ustabilitet i landet og regionen som helhed.

Bosniakiske politikere har da også argumenteret for, at entiteten overhovedet ikke har eksistensberettigelse som noget selvstændigt og uafhængigt, siden den bygger på folkemord.

WCC’s arbejde er derfor fanget i en storpolitisk debat og retsforfølgelse af krigsforbrydere i sig selv er blevet en storpolitisk sag. Dette kan ikke alene have konsekvenser for WCC’s fortsatte arbejde, men også for stabiliteten i landet.

Maisa Mahmutovic læser statskundskab og har beskæftiget sig med retsforfølgelsen af krigsforbrydere i Bosnien og Hercegovina, gennem sin praktik som journalist ved Nyhedsbureauet BIRN BIH/Justice Report