RÆSON 16/09/2009

NR. 3 - 16. september 2009

STATUS: USA I ASIEN

Nordkorea tester Obamas principper

Norge: Systemskiftet udeblev s.7 Frankrig: Sarkozy gør op med markedet s.9 Arbejdsløsheden bliver langvarig s.11 Henrik Jensen: Flertallet kan have ret s.14 Connie Hedegaard til Bruxelles? s.16 SF: EU skal blande sig i arbejdsmarkedet s.17 K-ordfører: Tiden er løbet fra Lomborg s.20 Reportage: Ikke mere “radicool” s.22 Thor P.: Klimaforskning er politisk korrekt s.25

!"##$%&'()#( "&"*+,-$(.$"( !"#$%#&#'("))"$ /-$'-&

00012+,3-4"&315/

RÆSON udkommer på tryk to gange årligt og udsender i den politiske højsæson dette gratis ugemagasin på nettet. Årsabonnement: 250 kr. RÆSON er uafhængigt (enhver artikel er kun udtryk for skribentens holdninger) og nonprofit (alle indtægter investeres i magasinet); bladet blev startet i 2002 og har siden bragt flere end 500 artikler.

Chefredaktion: Eske Vinther-Jensen (ansv.), Nikolaj Vitting Hermann (daglig redaktør), Jonas Parello-Plesner og Clement Behrendt Kjersgaard (udgiver). Alle indlæg sendes til: redaktionen@raeson.dk. Foto credits: Det Hvide Hus, s.1+3, Arbeiderpartiet s.7, den franske præsidents kontor s.9, Venstre s.11+25, Kristeligt Dagblads Forlag/Leif Tuxen s.12, EU s. 17, Copenhagen Consensus s.20, de Radikale s.22. EVERYBODY WINS.

For gratis tilmelding til dette ugemagasin: www.raeson.dk

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 2 af 26

STATUS 16. september 2009

”America … has to talk with its enemies”. ”[it] requires allies who will listen to each other, learn from each other and, most of all, trust each other” - præsidentkandidat Barack Obama

USA i Asien Fanget mellem fjender og allierede Nordkorea har erklæret sekspartsforhandlingerne døde og vil kun tale direkte med USA. Obama er fristet – men Sydkorea og Japan protesterer.

Obama er dermed fanget mellem to af sine løfter: om at lytte til sine allierede og tale med sine fjender.

Af Jonas Parello-Plesner, chefredaktionen for RÆSON

Stephen Bosworth, USA’s chefforhandler over for Nordkorea, kommer til København i denne uge for at deltage i en konference på Københavns Universitet. Som optakt til et interview med Bosworth i næste Ugemagasin fra RÆSON, opridses her de modsætningsforhold, som kendetegner den amerikanske politik. De sætter også begrænsninger for USA’s muligheder for at finde en forhandlingsløsning eller for at presse Nordkorea med sanktioner. Obama og Bosworth står ikke med en nem opgave. De forskellige principper og hensyn støder sammen. Det kræver udenrigspolitisk statsmandsevne at forene dem.

Dilemma nr. 1: Fjender versus allierede Obama er fanget mellem målsætningen om at tale med sine fjender, hvilket han har lovet at være klar til og til at lytte til sine allierede. De to mål er begge grundlæggende ønsker hos hans regering – og fornyelser i forhold til Bush-administrationen.

Spørgsmålet er derfor om USA skal indgå i direkte én-til-én-forhandlinger med Nordkorea eller om forhandlingerne skal foregå sammen med de andre væsentlige lande og deltagere i sekspartsforhandlingerne; Kina, Japan, Sydkorea, Rusland.

USA’s allierede i spillet om Nordkorea er Japan og Sydkorea. De er ikke særligt indstillede på en direkte amerikansk dialog med Nordkorea.

De frygter at blive koblet af, og at deres interesser i givet fald ikke bliver varetaget fuldt ud. Sydkorea har som nyt træk foreslået, at sekspartsforhandlingerne fortsætter som møder uden Nordkorea – så man kan sikre fælles fodslag blandt de fem andre parter.

Et sådant forslag er Kina derimod skeptisk over for, fordi det kan presse Nordkorea yderligere ud i isolation og i uberegnelige reaktioner. Derudover underminerer det sekspartsforhandlingerne – som Kina er vært for, mægler i og derfor opsat på at opretholde. I sekspartsformatet har landet en vigtig rolle, især i forhold til at demonstrere, at Kina er en ansvarlig magt, der er med til at tage hånd om verdens og særligt Asiens konflikter. Derfor foretrækker Kina at have Nordkorea indpakket i forhandlinger, også selvom tempoet og fremskridtene er små. Uden for forhandlinger ses Nordkorea af omverden som et farligt løsgående missil, som Kina skal tage hånd om. Nordkorea skal set fra Beijing være en tilpas besværlig sten i skoen til at Washington har brug for Kina som mægler, men ikke så meget, at ansvaret for at løse konflikten skal sikres af Kina.

Den rolle vil Nordkorea bare ikke spille.

Nordkorea har ytret i dramatisk klartekst – som deres pressemeddelelser oftest er det – at man anser sekspartsforhandlingerne for ubrugelige, og at landet aldrig vil deltage heri mere. Til gengæld har man åbnet døren på klem for forhandlinger ved at understrege, at man gerne indgår i en særlig form for dialog. Og det er den direkte kanal til Washington, der tænkes på.

Det var også det budskab Clinton fik med sig hjem med de to frigivne journalister, selvom der naturligvis ikke var tale om et officielt besøg.

USA er indtil videre endt på den bløde mellemløsning, at man gerne vil mødes med Nordkorea bilateralt men inden for rammerne af et møde i sekspartsforhandlingerne. Det er ikke godt nok til Nordkorea, som også fik sådanne UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 3 af 26

bilaterale møder under Bush-administrationens anden periode

Dilemmaet er derfor, hvor meget Obama skal lytte til sine allierede – eller hvor meget han i stedet skal prioritere at kunne hente mulige forhandlingsresultater ved på forskellige niveauer at mødes og tale med Nordkorea. USA skal løbende afveje, hvor meget indspil og bestemmelsesret landets allierede skal have på politikken, hvis der viser nye forhandlingsmuligheder med Nordkorea.

Dilemma nr. 2: Sanktioner versus forhandlinger USA og verdenssamfundets udgangspunkt er, at Nordkorea ikke skal være en atomvåbenmagt.

Derfor er der også indført sanktioner på stribe vedtaget i FN’s Sikkerhedsråd med resolutionerne 1695 og 1718 fra 2006 og senest 1874 som reaktion på Nordkoreas anden atomprøvesprængning i maj.

På sanktionssiden har USA arbejdet for, at Nordkorea nu virkelig bliver ramt, og særligt har man styrket muligheden for at inspicere skibe, der sejler ind og ud af Nordkorea. Det nordkoreanske fragtskib Kang Nam blev i juni fulgt tæt af USA og dets allierede. Det var angiveligt på vej til Burma, og aktionen medførte, at skibet endte med at vende tilbage til Nordkorea.

Indien har undersøgt et nordkoreansk skib.

Ligeledes er et nordkoreansk skib med våben på vej til Iran blevet stoppet i de Arabiske Emirater.

USA har sat to nye nordkoreanske organisationer (General Bureau of Atomic Energy og Korea Tangun Trading Corporation) på listen over, hvilke af landets aktiver der skal indefryses. Begge organisationer anses for at medvirke i atomprogrammet.

Udfordringen for sanktionspolitikken er dels spørgsmålet om, den virkelig driver Nordkorea tilbage til forhandlingsbordet – og dels det forhold, at nabolandene stadig ikke er med på at presse Nordkorea, så det gør virkelig ondt.

Sanktionerne er – fornuftigt nok – ikke en total handelsblokade, som ville forarme den i forvejen hårdt prøvede nordkoreanske befolkning.

Kina fortsætter med at slå Nordkorea med den ene hånd og fodre landet med den anden. Man stemmer for sanktionerne, men Kinas samhandel med Nordkorea er stigende, og landet giver også både energi- og fødevarebistand. I den sammenhæng er det grundlæggende behov for stabilitet i et naboland vigtigere end denuklearisering. Man er i hvert fald ikke klar til at bruge radikale midler, der kunne medføre et sammenbrud, for at få Nordkorea til at makke ret.

Nordkorea har altid kun har reageret på eksternt pres med forøgede provokationer: siden Koreakrigen har landet været underlagt bilaterale amerikanske sanktioner – uden nogen effekt på regimet. Nordkoreas politik med at svare på eksternt pres med modpres i form af flere trusler og missilaffyringer fortsætter med meldingen den 3. september om, at landet nu er klar til at berige uran som supplement til det allerede eksisterende lager af plutonium og dertilhørende våbenarsenal.

Derfor udstiller en rendyrket fortsættelse af sanktionspolitikken også en magtesløshed med hensyn til at få Nordkorea til at ændre adfærd.

Dilemma nr. 3: En atomvåbenfri verden versus Nordkorea som ny atommagt Obamas visionære tale om en atomvåbenfri verden, som en entusiastisk folkemængde lyttede til i Prag den 5. april i år, blev i første omgang forstyrret af Nordkoreas samtidige missilaffyring og midlertidigt punkteret en måneds tid senere, da Nordkorea gennemførte atomprøvesprængning nummer to – og med succes. Obama bliver derfor nødt til at holde fast i sin overordnede vision om en atomvåbenfri verden og Nordkorea er første udfordring. Obama har derfor sværere ved at være pragmatiker på det her område.

Obamas udspil er blevet fulgt op af forhandlinger med primært Rusland om reduktioner i atomvåbenarsenalerne. Det skulle også have den effekt at styrke NPT, ikkespredningstraktaten, så andre lande ikke blev fristede af atomvåbenruten. Det underminerer Nordkorea ved sine handlinger og giver klar inspiration til andre lande som Iran.

Nordkorea vil naturligvis starte forhandlingerne ud fra sine nuværende landvindinger på atomområdet. Og på det her område kan Obama ikke fremstå som svag eller kompromissøgende. I eventuelt kommende forhandlinger vil Nordkoreas tilgang være ’nogetfor-noget’ – den tilgang, der hidtil har været så effektiv over for USA. Det står i kontrast til USA’s udgangspunkt med fuldstændig, verificerbar og uigenkaldelig denuklearisering. Det var også udgangspunktet for Bush indtil Nordkoreas atomprøvesprængning i 2006 medførte, at Bush året efter vendte rundt og prøvede forhandlingsvejen. Den rute kan paradoksalt nok være sværere for Obama, fordi blot at starte forhandlinger vil indebære en vis accept af Nordkoreas nukleare Rubicon og dermed punktere visionen om en atomvåbenfri verden.

Jo mere USA og dets allierede halvt eller fuldkommen offentligt udtaler, at Nordkorea aldrig vil opgive sine atomvåben, kommer der noget selvopfyldende over profetien. Kalkulen i UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 4 af 26

Pyongyang bliver så, at det behøver man ikke, hvis forhandlingspartnerne alligevel ikke rigtig regner med det. Det underminerer så muligheden for faktisk at prøve forhandlingsvejen, hvor det stadigvæk står som et ubesvaret spørgsmål om, der kunne laves en pakkeløsning med Nordkorea, der indeholdt en fredsslutning på Korea-krigen, der fortsat kun er i våbenhviletilstand, og skabte diplomatiske forbindelser mellem USA/Japan og Nordkorea. Her blokerer Nordkoreas illegale atomvåben stadig for, at USA meningsfyldt kan række hånden ud.

Lige meget hvilken vej USA vælger, vil der skulle ofres noget. På principperne. På sanktionerne. Over for allierede. Eller i de bilaterale møder, hvor USA risikerer at blive fastlåst i lange forhandlinger, hvor Obama skal kunne bevise, at det virkelig betaler sig at tale med fjenden. Nordkorea er den første store lakmustest på, hvordan Obamas udenrigspolitiske principper fungerer i realiteternes verden.

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 5 af 26

!"#$%&'()$*+*,-.-/00,*12/,*34

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 6 af 26

VERDEN 16. september 2009

Norge Systemskiftet udeblev En succesfuld håndtering af finanskrisen, konkrete velfærdsforbedringer og borgerlig splid sikrede statsminister Jens Stoltenberg og den rød-grønne koalition fire år mere. Resultater og lederskab viste sig vigtigere end kulturkamp og indvandringspolitik.

Af Kasper Ly Netterstrøm

”FIRE nye år, fire nye år” istemte de fremmødte partisoldater til arbejderpartiets valgfest mandag aften, da tv-stationerne efter en lang valgaften endelig erklærede venstrefløjen som vinder. Den rød-grønne koalition bestående af Sosialistisk Venstre Parti, Arbeiderpartiet og Senter Partiet fik 86 mandater mod de borgerliges 83, og Jens Stoltenbergs regering kan derfor fortsætte fire år endnu. Og de norske socialdemokrater formår dermed at dæmme op for det højreskred, som mange kommentatorer havde bebudet.

Velfærdsdebat gavnede Arbejderpartiet Regeringen har langtfra været sikker på at kunne fortsætte. I foråret boltrede Fremskrittspartiet sig i diskussionen om, hvorvidt muslimske politibetjente skulle have lov til at gå med tørklæde. Partiet advarede mod ”snigislamisering” af Norge og scorede mange point i befolkningen på sin kritik af den rød-grønne regerings flygtninge- og indvandrerpolitik. I perioder red Fremskrittspartiet på meningsmålinger, hvor de fik små 30 procent af stemmerne. Og henover sommeren gav Fremskrittspartiet sig også i kast med kulturkamp – inspireret af Danmark – og krævede for eksempel kunststøtten afskaffet.

Det tegnede på det tidspunkt til, at Fremskrittspartiet kunne give det borgerlige Norge en politisk jordskredsejr i stil med det danske systemskifte i 2001.

Men ved at fokusere på velfærdsområdet, hvor Arbejderpartiet står stærkt hos vælgerne, lykkedes det Stoltenberg at imødegå Fremskrittspartiets værdipolitiske cocktail af indvandrerpolitik og kulturkamp. Som ph.d. stipendiat i statskundskab ved Oslos Universitet Anders Ravik Jupskås formulerer det: ”Arbejderpartiet havde succes med at få debatten til at handle om velfærd kontra skattelettelser. Og denne velfærdsdiskussion gavner altid Arbeiderpartiet.”

Det store fokus på velfærd blev styrket af, at partiet aktivt brugte regeringens konkrete resultater gennem de sidste fire år i sin argumentation overfor vælgerne. Et eksempel på det ser Anders Ravik Jupskås for eksempel på ældreområdet, som var et af de helt centrale emner i den norske valgkamp. ”Ved sidste valg lovede den rød-grønne koalition at fjerne ventelisterne til børnehaverne, og den har holdt, hvad den lovede. Der er i dag slet ikke de samme pasningsproblemer som for fire år siden. Det gav Arbejderpartiet stor troværdighed, når de i denne valgkamp sagde, at de ville fjerne ventelisterne til ældreboliger. Folk tror på, at de gør noget.

Arbejderpartiet fik faktisk fravristet Fremskrittspartiets stærke position på ældreområdet takket være dette fokus på klare og konkrete velfærdsforbedringer. Og det var afgørende,” mener Anders Ravik Jupskås.

Norge er sluppet let fra krisen Udover velfærdsdebatten var den økonomiske krise også med til at give Arbejderpartiet sejren. Mens krisen har bidt sig fast i mange europæiske lande med stigende arbejdsløshed og sociale problemer til følge, så er krisen gået relativt let henover Norge. Den rødgrønne regering iværksatte umiddelbart i kølvandet på finanskrisen en massiv økonomisk hjælpepakke, som har bidraget til at Norge stadig har en arbejdsløshed på kun 3 procent.

Samtidig med at regeringen vandt opbakning for sin styring af økonomien, gik medierne denne gang hårdere til Fremskrittspartiets økonomiske politik, fordi partiets leder Siv Jensen selv erklærede sig som statsministerkandidat. ”For første gang gennemgik medierne Fremskrittspartiets program mere seriøst og forklarede hvad de forskellige forslag indebærer.

Mange vælgere har nok ikke fundet det troværdigt, at partiet på en gang vil have UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 7 af 26

skattelettelser for op imod 17 milliarder, samtidig med, at de vil bruge mange flere penge på den offentlige sektor end de andre partier. Det har nok fået en del vælgere til i sidste ende at tøve med at stemme på Fremskrittspartiet, og i stedet satse på mere sikre kræfter” vurderer Anders Ravik Jupskås.

Borgerlig splittelse Dertil kommer, at den borgerlige opposition var helt utroligt splittet under valgkampen. Dels på grund af en række personlige disputer og dårligt samarbejde mellem partilederne, men også fordi den norske højrefløj simpelthen er mere broget end den for eksempel er i Danmark.

De to borgerlige midterpartier Kristeligt Folkeparti og Venstre går for eksempel ind for ulandshjælp og vender sig stærkt imod Fremskrittspartiets fremmedfjendske tone i udlændingedebatten. Og begge partier meldte derfor fra valgkampens start ud, at de ikke ville samarbejde med Fremskrittspartiet. Dette gjorde unægtelig gjorde det borgerlige alternativt noget uklart for vælgerne.

Det bidrog heller ikke til det borgerlige enhed, at Fremskrittspartiets leder Siv Jensen under stort medieståhej udråbte sig selv som statsministerkandidat, og dermed spændte ben for den borgerlige bloks eneste reelle statsministerkandidat - Høyres Erna Solberg.

Tværtimod – det fik de borgerlige til at ligne et cirkus af uenighed og intriger. Som Aftenposten udtrykte på gårsdagens lederplads: ”[Den] uafklarede regeringssituation på den såkaldte borgerlige side har vært udslagsgivende. Men dette var et uundgåeligt problem. Ydrepartierne på denne side, Fremskrittspartiet og Venstre, havde kun én ting til fælles – et ønske om at fjerne regeringen. Det er langt fra tilstrækkeligt - hverken til at appellere til vælgerne som et slagkraftigt alternativ eller til at danne et forpligtende samarbejde, som er nødvendigt i en regering.”

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 8 af 26

RÆSON FRA HOVEDSTÆDERNE 16. SPETEBER 2009

Paris Lykkelige franskmænd En ny rapport – om franskmændenes lykkefølelse – er et led i den borgerlige Sarkozys ’danske’ projekt: at erobre venstrefløjens værdier: ’Markedet er blevet vores religion, men vores civilisation skal ikke dikteres af ’udbud og efterspørgsel’.

Af Marie Dørup Olesen

I mandags offentliggjorde en kommission nedsat af Sarkozy den rapport, der skal komme med bud på økonomisk og social forbedring i Frankrig: ”Commission on the Measurement of Economic Performance and Social Progress”. Christine Legarde, Frankrigs finansminister, kaldte kort og godt kommissionen ”The Happiness Commission”. Rapportens ambition: at anskue den franske økonomi på en ny måde. Som Sarkozy sagde under sin åbningstale ved præsentationen: ”verden ændrer sig, men ikke den måde, vi måler den på”. Hvor man typisk ville måle fx BNP, sætter ”lykke-rapporten” mennesket i centrum af enhver analyse og fokuserer på indkomst og forbrug for at vurdere velfærd, frem for produktion. Det skulle være mere realistisk end blot at måle det nationale gennemsnit.

Eksempelvis viser rapporten, at prisstigningerne rammer mindre velstillede sociale grupper – og den tager hensyn til arv, som i den grad fastholder sociale forskelle.

Rapporten kan imødekomme det problem, Sarkozy står overfor netop nu: befolkningens metaltræthed af en omni-præsident, der udtaler sig om alt og derfor intet - og den faldende patos, der trods alt skal være omkring en præsident i et stolt land som Frankrig. Her bliver Sarkozy kaldt ”le premier flic de France” - Frankrigs første politimand, fordi han er alle vegne med en løftet pegefinger eller en ligegyldig kommentar.

Kommissionen, der har arbejdet på rapporten i 18 måneder, blev sat i verden umiddelbart efter Obamas sejr og bestod af en række prominente nobelprisvindende økonomer mest bemærkelsesværdigt kommissionens formand, den amerikanske nobelprismodtager i økonomi Joseph Stiglitz, Ved hans side står Amartya Sen, Kenneth Arrow, Daniel Kahneman og James Heckman. Flere af disse er kendte for at forholde sig kritisk over for markedsøkonomien frie spil. Stiglitz’ fremmeste pointe er, at

markedsøkonomiens usynlige hånd ikke af sig selv løser alle samfundsproblemer og at regeringen derfor har en evident rolle i samfundsøkonomier.

Kommissionen ligner på mange måder det hold, der stod og står bag den FN-kommission, der havde til opgave at placere FN i den økonomiske krise. Det er ikke et typisk højresnoet team, der skal kortlægge Frankrigs kommende nyliberalisme.

Tværtimod: Sarkozy har gjort som de borgerlige i Danmark: han vil slå venstrefløjen ved at overtage dens kerneemner, som social retfærdighed og velfærd. ”Markedet er blevet til vores religion, og vores civilisation skal ikke dikteres af tænkningen om ”udbud og efterspørgsel”, siger Sarkozy. Det er et signal ikke blot til franskmændene, men også til økonomerne. Frankrig er dog ikke på vej til planlægningsøkonomi: ”Staten er vigtig, men skal begrænses” lyder det fra kommissionens koordinator, Jean-Paul Fitoussi, der også sad med i FN-udvalget.

DAGSORDENEN indføres på bedste fransk facon – oppe fra og ned, hvorfor det naturligvis også blev nævnt, at rapporten skulle være fast pensum på Frankrigs elite- administrationsskoler.

Modsat fx i Danmark blev kommissionens arbejde ikke fejet af bordet, men derimod skamrost og akkompagneret af feststemning. Den franske opposition har ikke været på banen, de kæmper internt – og hvem kan også være uenig i kommissionens arbejde?

I det hele taget var præsentationen præget af Obama-retorik om forandring, nye tider og ny verdensorden – man vil give den franske befolkning håb om nye tider.

Og i øvrigt er franskmændene på flere parametre nogle af verdens lykkeligste mennesker.

Den franske befolkning er den, der får absolut mest nattesøvn, har allermest fritid, nyder godt af en 35 timers arbejdsuge, drikker mest alkohol

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 9 af 26

kombineret med en lang levealder og et stort forbrug af cigaretter. Frankrig er rigtig godt kørende på de ”ikke-økonomiske” områder hvilket altid vil være en tilfredsstillende meddelelse til befolkningen: ”I har det godt, venner, og bare rolig, vi arbejder på at det skal blive endnu bedre”.

SARKOZY er ikke i gang med at gentænke markedet, men derimod at gentænke hvordan et succesfuldt samfund måles. Andre vinder på BNP, men et land som Frankrig skal slå på velfærd og well-being.

I Frankrig er man ikke bange for at inddrage eliten, heller ikke den fra udlandet og bruge deres argumenter. Selvfølgelig har Sarkozy fortalt kommissionen, hvad han vil have og ikke vil have. Men budskabet falder i god fransk jord – ”vi vil forandring og nye tider, men heller ikke for meget forandring”. Rapporten ligner en succes for Sarkozy, der ser ud til at vinde respekt hos befolkningen og særligt: hos eliten.

Det betyder, at Sarkozy endnu engang indtager både venstrefløj, midte og højrefløj.

Rapportens indhold er faktisk seriøst, selvom der er mange ubesvarede metodiske spørgsmål, når det gælder forskning i lykke – først og sidst: hvordan man måler den. Men tankegangen er ret revolutionerende: hvis vi evaluerer verden og samfund på en ny måde, får vi også nye løsninger.

Verdensbanken, IMF og OECD var tilstede ved præsentationen, de skamroste arbejdet og talte endda om, at de ville til at måle og analysere på en ny måde. Sarkozy håber utvivlsomt, at metoden inspirerer andre. Især fordi Frankrig vurderet efter denne selvopfundne standard – altså klarer sig så pænt.

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 10 af 26

DANMARK 16. september 2009

Arbejdsløsheden bliver langvarig De danske politikere har endnu ikke vedkendt sig deres medansvar for krisen. Og de skal i øvrigt ikke regne med, at ny økonomisk fremgang løser arbejdsløshedsproblemet. Danmark har brug for væsentlige reformer – ikke mindst, når det gælder uddannelse.

Af Christen Sørensen Professor, Syddansk Universitet, Odense

DET nye folketingsår, der starter om 3 uger, vil – ud over klimatopmødet i december – handle om krisen. Den officielle ledighed, der allerede er over 100.000, vurderes at stige til mellem 150.000 og 200.000 i 2010 – og arbejdsstyrkestatistikken tyder faktisk på, at ledigheden allerede nu er over 170.000, når de, der ikke kan få dagpenge eller kontanthjælp, medregnes. Hvad kan der gøres for at modvirke den igangværende meget negative udvikling? Hvad må der ikke gøres, hvis de langsigtede vækstmuligheder og den finanspolitiske holdbarhed ikke skal undermineres på sigt?

At der er stor usikkerhed om, hvor længe krisen vil vare, kan man ikke undgå at stifte bekendtskab med, når man læser dagspressen.

Snart forudses bunden at være nået, snart forudses det, at der kommer en ny bund efter et kort opsving. Årsagen til denne forvirring er ikke alene betinget af, at det altid er svært at spå om fremtiden. Forvirringen skyldes også, at det ofte ikke eksplicit anføres, hvilken indikator/hvilke indikatorer vurderingerne bygger på: Der er grundlæggende to sæt af indikatorer, som hhv. peger på produktions- eller beskæftigelses/ledighedsudviklingen. For at illustrere problemstillingen: fra 1973 til 1993, hvor ledigheden efter de to olieprisomvæltninger toppede med 12,4 pct. eller med 349.000 ledige efter kun 22.000 ledige i 1973, steg produktionen med 1,8 pct. om året i en 20-årsperiode indtil 1993, mens beskæftigelsen stort set var den samme som i 1973 (kun 10.000 større). Dette betød naturligvis, at ledigheden steg til næsten 350.000, fordi arbejdsudbuddet samtidig voksede.

Dette eksempel viser to afgørende forhold: For det første stiger beskæftigelsen ikke vedvarende i samme tempo som produktionen – fordi stigende produktivitet over tid betyder, at produktionen bliver stadig mindre arbejdsintensiv.

For det andet er det ikke givet, at beskæftigelseskriser og dermed arbejdsløshed er et kortsigtet fænomen.

Hvad betyder det? At en ny økonomisk fremgang, når den begynder, ikke pr. automatik

driver arbejdsløsheden ned i det tempo, politikerne håber på. Med andre ord: konjunkturen kan vende uden at tage arbejdsløsheden med sig.

Politikernes glemte ansvar Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg vurderer, at beskæftigelseskrisen bliver langvarig – men forhåbentlig ikke 20-årig, selv om jeg ikke anser det for sandsynligt, at der skulle komme en ny krise (også kaldet double-dip eller W-forløb i produktionen). Dette skyldes ikke blot, at den nuværende globale krise vurderes at være den værste siden 1930’erne. Men også de modsætninger, der er i den økonomiske politik mellem hhv. USA, EU og Kina – tre økonomiske stormagter. Det er min opfattelse, at givet den økonomiske politik i EU og Kina bliver USA tvunget til at bruge valutakursinstrumentet for at opnå en holdbar fremgang i produktion, der kan betyde at , at ledigheden, der nu er næsten 10 pct., kan nedbringes. Det vil igen ramme euro-landene og dermed også Danmark, da kronen er låst fast til euroen (dette har jeg nærmere uddybet i RÆSON fra december 2008).

Hvis denne vurdering holder, hvad der nu er flere og flere indikationer af, bør regering/ folketing tage afsæt i det faktum, at man står foran en langsigtet ledigheds-/beskæftigelseskrise.

Politikerne bør også være opmærksomme på, at der en stigende skepsis over for, om det nu er muligt at føre en ansvarlig økonomisk politik – især finanspolitik –i Danmark. Denne skepsis er begrundet i, at der finanspolitisk ikke blevet grebet ind for at dæmpe en overophedet dansk økonomi – især var det galt i 2006-07 – men at der tværtimod blev ført en ekspansiv finanspolitik – dvs. ligefrem hældt benzin på bålet! Siden slutningen af 1970’erne (hvor det blev teknisk muligt at anvende retvisende mål for den finanspolitiske effekt) er der ikke ført en så uansvarlig finanspolitik som i disse år: Ledende embedsmænd taler nu mere eller UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 11 af 26

mindre åbent om, at det kun er muligt at føre ansvarlig finanspolitik, når der både i regeringspartierne og i oppositionspartierne hersker dyb krisestemning. Dét er måske heller ikke realistisk at forvente – idet kampen om den politiske magt centreret om medianvælgeren i de senere år er blevet intensiveret. På denne baggrund må det betragtes som lidt af et under, at der i 1998 ved den såkaldte Pinsepakke blev gennemført en finanspolitisk stramning.

Også Nationalbanken har mistet tillid til politikerne. I Kvartalsoversigt for 2. kv. 2009 anføres således: ”Erfaringerne viser, at det er vanskeligt at føre konjunkturmodløbende finanspolitik i gode tider. Det viste sig bl.a. under det seneste opsving fra 2004-07, hvor finanspolitikken var ekspansiv trods tegn på overophedning i flere dele af økonomien med høje lønstigninger og tab af konkurrenceevne til følge. Det er ikke hensigtsmæssigt vedvarende at føre ekspansiv finanspolitik …”. Det kan vist ikke siges mere tydeligt – når urbane udtryksmåder anvendes – at Nationalbanken har tabt tillid til regering/folketing.

Som Nationalbanken anfører, er det finanspolitiske råderum nu betydeligt mindre, end det havde været, hvis finanspolitikken var blevet strammet i den seneste opgangskonjunktur, som regering/Folketing også blev opfordret til (netop af bl.a. Nationalbanken). Det er trist at måtte konstatere, hvor forblændet ikke mindst regeringen var af, at overskuddet på de offentlige finanser nåede op på omkring 80 mia. kr. i de overophedede højkonjunkturår 2005-07.

Regeringen valgte bevidst at se bort fra, at når de offentlige overskud er store, skal de faktisk være endnu større (for at opbygge reserver til dårlige tider), idet penge fra skatter og afgifter jo automatisk fosser ind i de offentlige kasser, når der er højkonjunktur, samtidig med at udgifter til dagpenge, kontanthjælp m.v. automatisk falder.

Og omvendt i dårlige tider.

Nu hvor der forventes et underskud på 86 mia. kr. i 2010 (og det bliver større, også fordi pengene nu automatisk fosser ud), er der ikke grænser for henvisninger til udefrakommende kriseårsager. Glemt eller bortgemt er, at man tillod byggeriet at eksplodere. Blandt OECD-landene var det kun Irland og Spanien, der tillod et relativt større boligbyggeri i forhold til BNP end Danmark. Glemt eller bortgemt er den uansvarlige finanspolitik. Så det er ikke blot de andres skyld, at vi ligger, som vi gør.

Byggeri for mindst 10 mia.

Jeg finder det nødvendigt, at krisens længde og den manglende politiske ansvarlighed bør

inddrages, både når det overvejes, hvad der kan gøres for at modvirke den igangværende meget negative udvikling, men også hvad der ikke skal gøres, hvis man ikke skal underminere de langsigtede vækstmuligheder og den finanspolitiske holdbarhed på sigt.

Hvis finanspolitikken skal bruges til at modvirke den stærkt stigende ledighed, bør der som udgangspunkt kun vedtages skattelettelser, såfremt der samtidig hermed sikres – helst lovfæstes – en troværdig inddragelse heraf inden for en rimelig frist (ved via lov at gennemføre finansieringstiltagene, hvor det fremtidige ikrafttrædelestidspunkt indgår, samtidig med genemførelsen af skattelettelser). Der er allerede i vidt omfang gennemført skattelettelser i forbindelse med den skattereform, der træder i kraft næste år: Men om aftalerne om den fremtidige finansiering gennemføres er uklart, hvilket i bedste fald giver et troværdighedsproblem. På udgiftssiden bør der kun gennemføres tiltag (dvs.: byggerier o. lign.), der alligevel skulle gennemføres inden for de nærmeste år, og hvortil der er knyttet ingen eller minimale driftsudgifter. Er der øgede driftsudgifter knyttet hertil, bør der vedtages/lovfæstes – som også på skattesiden – de nødvendige finansieringstiltag samtidig hermed. Gøres dette, forringes den langsigtede finanspolitiske holdbarhed næppe synderligt, ja, der kan endog argumenteres for, at holdbarheden forbedres, idet færre så bliver udstødt fra arbejdsmarkedet. Føres finanspolitikken på denne måde, vil der heller ikke være anledning til ekstra bekymringer om udviklingen i den offentlige gæld.

Der er som anført allerede i vidt omfang foretaget midlertidige skattelettelser og andre tiltag – som frigivelsen af SP-midlerne – der øger borgernes disponible indkomst og dermed skulle forøge forbrugsmulighederne. Men skattelettelser og frigivelse af SP-midler muliggør kun øget efterspørgsel – der er ingen sikkerhed for, i hvor høj grad midlerne anvendes til privat forbrug. Det gælder især i den nuværende situation, hvor stigende ledighed og udsigt til endnu større ledighed naturligvis får folk til at holde igen med det private forbrug. Dette er det fagligt set afgørende argument for, at indsatsen fremover bør koncentreres om det offentliges udgiftsside. Hertil kommer, at forringelsen af de offentlige finanser bliver mindre for en given beskæftigelsesvirkning ved offentlige investeringer frem for ved skattelettelser, idet en del af skattelettelserne opspares i den private sektor og ikke øger efterspørgslen. Derfor er beskæftigelsesvirkningen pr. krone skattelettelse mindre end pr. udgiftskrone til offentlige investeringer og forbrug.

De typer af offentlige udgifter, der opfylder UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 12 af 26

de anførte kriterier, er ifølge sagens natur alene offentlige anlægsinvesteringer. Som eksempler herpå kan nævnes investeringer i nye kloakker, nye veje til biler, jernbaner, herunder nye broer som Fehmern-forbindelsen, renovering af en række offentlige bygninger som skoler, daginstitutioner, veje mv. Vismændene har vurderet, at der i hvert fald er plads til ekstra investeringer på sådanne områder for op til 10 mia. kr. i både 2010 og 2011 – altså 10 mia. mere end, hvad der er indeholdt i det fremlagte finansforslag. Med den forringelse i de økonomiske udsigter for Danmark, der er indtrådt siden denne vurdering, især i bygge- og anlægssektoren, er disse skøn at betragte som minimumsskøn (under de her angivne forudsætninger om fuld langsigtet finansiering af de heraf følgende øgede driftsomkostninger).

Den slags initiativer vil dog kun tage toppen af stigningen i ledigheden, idet det ikke alene er bygge- og anlægssektoren, der er hårdt ramt. Den bratte nedgang i eksporten har ikke mindst ramt industrien, og eksportnedgangen kan ikke opvejes af hverken danskeres privatforbrug eller offentlige investeringer. Det eneste middel er fremgang på vore eksportmarkeder, som vi imidlertid er uden indflydelse på. Så uanset hvordan finanspolitikken tilrettelægges, vil ledigheden i de kommende år blive meget høj, præcis som det også fremgår af de økonomiske prognoser.

fra denne ambition, idet vi nu kun er på omkring 80 pct. Der er givetvis en række årsager til denne fejludvikling. Men jeg synes, det er svært at komme uden om, at også erhvervsuddannelserne er blevet mere bogliggjorte/intellektualiserede.

Der bør i ungdomsuddannelserne være to hovedspor: ét, der er indrettet til de bogligt stærke, og ét, der er afpasset efter, at der sker læring/ uddannelse gennem praktisk arbejde – dvs. erhvervsuddannelserne, som imidlertid er præget af et meget stort frafald. Også gymnasieområdet må gentænkes: De videregående uddannelser er således ikke imponeret over de gymnasieelever, der er blevet udklækket efter gymnasiereformen, der i øvrigt allerede flere gange har måttet justeres.

I det hele taget er der behov for en helt anderledes kvalitet på det vigtige uddannelsesområde, end vi har set fra ministeriets side i de senere år. De vedvarende fiaskoer omkring blot implementeringen af de nationale obligatoriske it-test er det mest synlige eksempel herpå (og det selvom systemet blot tester paratviden – i en Google-tid!). Tanken om, at vi kan få verdensklasse på undervisningsområdet med et taxametersystem, der ifølge sagens natur opfordrer til at sænke beståelseskravene, er mere end naiv. Ikke mindst på uddannelsesområdet er der behov for gennemtænkte strukturreformer – og ikke fritsvævende høje mål.

Nødvendigheden af reformer – ikke mindst på uddannelsesområdet Udsigten til en længerevarende og høj ledighed i hvert fald i fem år bør også føre til, at der gennemføres strukturændringer. Jeg vil ikke her opholde mig ved evt. strukturændringer på arbejdsmarkedet. Dette er også et af ofrene for den uansvarlige finanspolitik. For al erfaring viser, at der i hvert fald på arbejdsmarkedet skal være fremgang, hvis der skal ske opstramninger. Så det er vanskeligt at pege på et dårligere timet initiativ, end det har været tilfældet i relation til Arbejdsmarkedskommissionen: krisen betyder simpelthen, at der ikke nu er politisk overskud til at foretage afgørende reformer på dette område.

Men forandring er nødvendig. Det danske samfund og især det danske arbejdsmarked vil se anderledes ud, når den igangværende krise engang er overstået. Hvis vi blot skal bevare vor nuværende – og i forvejen forringede – position på nationernes produktionsskala, bør der gennemføres en række gennemtænkte strukturreformer.

Lad mig fokusere på ét felt: uddannelsesområdet. Den officielle målsætning lyder, at 95 pct. af de unge i 2015 skal tage en ungdomsuddannelse. Siden 2000 har vi fjernet os UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 13 af 26

INTERVIEW 16. september 2009

Henrik Jensen: Flertallet kan have ret I Henrik Jensens nye debatbog ”Det ordentlige menneske” forsøger historikeren at gøre op med offermentalitet, masseindividualisme og rettighedskultur. Ansvar, pligter og historie er centrale begreber for Jensens alternativ, det ordentlige menneske, der skal sikre fællesskabets overlevelse i en globaliseret verden.

Af Jakob Jessen Lad os bare starte med det helt basale. Bogen hedder ”Det ordentlige menneske”. Hvordan bliver man et ordentligt menneske, og hvis ansvar er det?

Dybest set er det ens eget ansvar. Jeg tror, at de fleste ved, hvad det vil sige at være et ordentligt menneske, og de har også redskaberne til det, men de har en tendens til at snige sig udenom i det daglige. Der er en hel masse tilskyndelser til at gøre noget andet end det, man bør. Man vil gerne have en karriere osv., men det er også det helt banale, at man gerne vil frem i trafikken. Vi bliver efterhånden mere og mere dygtige til at tænke på os selv først og fremmest. Og så glider det ordentlige menneske lidt i baggrunden.

Blandt meget – rigtig meget – andet langer du ud efter de politisk korrekte. Men er den politiske korrekthed ikke det nærmeste, man kommer det ordentlige, anstændige, ansvarlige?

Jeg forstår, hvad du mener. Men jeg mener ikke, det er rigtigt, fordi den politiske korrekthed har en tendens til altid at gribe efter den samme løsning på alle mulige problemer. Nemlig at det er den enkeltes eller minoritetens ret, det gælder.

Den politiske korrekthed handler aldrig om fællesskabet?

Jo, altså det kan godt handle om grupper, men det er aldrig flertalsfællesskabet, der er korrekt. Det er altid indvandrerne, der har ret, og det danske flertal, der har uret. Det er også altid palæstinenserne, der har ret, og israelerne, der har uret. Det er altid tredjeverdenslande, der har ret, og USA der har uret. Det er altid kvinder, der har ret, og mænd, der har uret. Det er altid børn, der har ret og altid voksne, der har uret.

Hvem HAR ret?

Jamen, det kan jo skifte. Jeg synes, det bliver for enkelt, hvis man altid skal lade tingene falde til samme side. Flertallet kan også have ret.

Samfundsmajoriteten kan også have ret. Det sidste eksempel er sagen om de afviste irakiske

asylansøgere. Der har du jo simpelthen den situation, at et flertal af befolkningen synes, at de skal sendes hjem, fordi det er besluttet, men det opfattes af de politisk korrekte som problematisk, fordi det er synd for de få.

Men de politisk korrekte og globalisterne og relativister sidder jo ikke på magten længere. Burde du ikke have skrevet den her bog før Systemskiftet og Foghs værdikamp?

Jeg synes ikke, det har ændret sig så basalt, som du måske antyder. Der mangler stadigvæk en fælles kerne af sandheder i befolkningen. Den der fortrøstning om, at man godt ved, hvad der er op og ned på tingene, den er væk til fordel for sådan en dag-til-dag-politik, hvor det bliver meget følelsespolitik, der kommer til at bestemme, hvad vi stemmer, og hvordan vi reagerer politisk.

Du tordner også mod den moderne velfærdsstat, der individualiserer og pacificerer borgeren. Skal vi afskaffe velfærdsstaten for at sikre fællesskabet?

Det er svært, for velfærdsstaten er jo vores samfundssystem, og har været det i 50 år, så jeg tror ikke på, at man bare sådan skal smide det ud.

Men jeg tror faktisk, at man med fordel kunne gøre den lidt slankere.

Hvad betyder det?

Især på det sociale og det sundhedsmæssige område kunne man godt overveje at gøre den lidt slankere – især måske i forhold til det sundhedsmæssige, fordi det er så kæmpestor en post.

Men er det ikke netop ydelserne, der definerer velfærdsstaten?

Jeg siger heller ikke, det skal væk. Jeg siger, det måske i højere grad skal være et sikkerhedsnet for dem, som ikke er i stand til at klare sig selv. Altså den mere oprindelige velfærdsstatstanke. Jeg UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 14 af 26

ønsker at slanke velfærdsstaten parallelt med, at det civile samfund kan komme tilbage på banen, og at folk hjælper hinanden lokalt. Vi skal væk fra ideen om en velfærdsstatsmakine, hvor vi alle sammen – altså også dem, der dybest set ikke har det store behov for det – opfatter velfærdsstaten som en del af vores terapeutiske udrustning.

Men hvordan fjerner man denne terapeutiske udrustning? Hvordan bevæger vi os fra krævemennesket til det ordentlige menneske?

Det er fuldstændig rigtigt, at det kan man sagtens få problemer med, ikke mindst politiskbeslutningsmæssigt - for hvem vil stemme på dem, der drosler ydelserne ned? Men på den anden side – det var jo netop dét, jeg tænkte en økonomisk krise kunne tvinge os til at overveje: hvad vi ikke længere har råd til. Simpelthen. Nu ser det så ikke ud, som om den folder sig særligt ud, men hvis den gør, så vil det jo hurtigt komme på dagsordenen. Og så skulle vi have en prioriteringsdiskussion, hvor det ville være vigtigt, at hele befolkningen var integreret. ”Det ordentlige menneske” er fyldt med meninger og knap så fyldt med dokumentation. Hvorfor?

Det er fordi, den er tænkt som en debatbog, hvor der bliver skudt lidt fra hoften.

Men du risikerer jo netop at havne i den der relativistiske suppe af subjektivitet!

Jo, men så må man tage den derfra. Dvs. hvis nogen anholder påstande så må man jo prøve at finde dokumentationen for det. Det er jo ikke meget anderledes end avisartikler og kronikker.

Der er jo også grænser for, hvor meget dokumentation man kan lægge ind.

Så påstand først og dokumentation senere?

Ja, altså, der er jo forsøg på dokumentation i den, men der er jo først og fremmest forsøg på argumentation dvs. at finde forklaringer. Jeg går jeg meget op i at finde ud af, hvad der forhindrer os i at blive ordentlige mennesker. Men det er da rigtigt, at man sagtens kunne forestille sig en helt masse statistik og den slags, som kunne have været en del af det. Men så var det blevet en anden bog, som måske ikke ville få den udbredelse, som den her måske får.

Henrik Jensen DET ORDENTLIGE MENNESKE Kristeligt Dagblads Forlag 254 sider, 249 kr.

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 15 af 26

EU 16. SEPTEMBER 2009

Mariann Fischer Boel anbefaler Lars Løkke at stille med en kvindelig kandidat.

Ifølge Per Stig Møller er Connie Hedegaard en kompetent kandidat.

Hvilke muligheder har Statsministeren? Hvordan spiller kommissærposten sammen med spørgsmålet om regeringssammensætningen, især i lyset af den forventede ministerrokade efter klimatopmødet? Rygter sagde, at Connie Hedegaard skulle afløse Per Stig som udenrigsminister - er det udelukket?

Panel Connie Hedegaard til Bruxelles?

Af Tobias Fabricius Kjær

Michael Ehrenreich, medredaktør på Kristeligt Dagblad: Mit eneste bud, et slagkraftigt bud, er Connie Hedegaard. Vi hører fra Bruxelles, at en kvinde vil være et godt valg for Lars Løkke, og jeg tror, at Hedegaard kan være en aktiv, dygtig og slagkraftig politiker i Bruxelles.

Hun er i stand til at løfte en opgave – som hun har vist på klima- og energiområdet - og kan skabe en løbende EU-debat i dansk politik, som der i den grad er brug for. Valget af Connie Hedegaard kræver først og fremmest, at Statsministeren vil afgive posten til de Konservative – og at de Konservative vil give noget igen i en eventuel ministerrokade.

Helle Ib, politisk kommentator for B.T.: Den mest oplagte er Connie Hedegaard, fordi hun har de største chancer for at få en tung kommissærpost, og det vil ligge fint i forlængelse af hendes internationale klimaarbejde og den pondus, man ved hun har fået rundt omkring.

Også selvom klimaposten ikke tilfalder os, vil hun være den mest oplagte kandidat. Det er selvfølgelig også klart, at overvejelserne vil komme til at indgå i den samlede rokade, hvor andre spiller ind, men hun må være det mest oplagte kort. Hvis K får EU-kommissær-posten, skal V have noget i den anden ende – altså hvad ministerierne angår. Naturligvis har opfattelsen hele tiden været, at Connie Hedegaard skulle være udenrigsminister efter Per Stig Møller, og det betragter jeg også stadig som en option. Det er nemlig slet ikke sikkert, at Hedegaard vil få kommissærposten, jeg betragter det bare som den mest oplagte mulighed.

Med hensyn til Eva Kjer Hansen og Ulla Tørnæs, som andre har talt om, så mener jeg, at de er bud, fordi de har vist sig at være gode på de

interne linjer. De har ikke særlig stor gennemslagskraft i det at sælge varen, men arbejdet som kommissær handler i lige så høj grad om at operere bag linjerne - du behøver ikke nødvendigvis at have en offensiv, voldsom gennemslagskraft udadtil i medierne. Men jeg kan have min tvivl om deres generalieblad gør, at de kan komme i betragtning til de tungere kommissærposter, i forhold til Connie Hedegaard.

Hans Engell, politisk kommentator for Ekstra Bladet: Det kommer først og fremmest an på, hvilken portefølje vi kan komme til at besidde. Hvis vi kan få en ren klimapost mener jeg, at Connie Hedegaard vil være et oplagt valg.

Med ’ren’ mener jeg, hvis området ikke bliver opdelt i klima, miljø og energi, som Barroso ellers har nævnt. I så fald vil det være en lidt tynd post for en som Connie Hedegaard.

En anden, fremragende kandidat, især hvis vi kan sikre os områderne indenfor forskning og videnskab, mener jeg er Bertel Haarder. Han har 20 års erfaring og forstår både det danske og europæiske politiske spil til fulde.

Omvendt mener jeg ikke, hverken Eva Kjer Hansen eller Ulla Tørnæs med deres ministerperiode har vist sig egnede til kommissærposten. Desuden skal vi ikke fortabe os og skyde over mål: Mariann Fischer Boel har med en ellers stærk post som landbrugskommissær ikke benyttet den magt og indflydelse, hun i sin position rådede over, så vi kan ikke forvente os nogen stor post. Vi har også en ministerrokade i starten af det nye år som er betydelig mere vigtig, og valget af EU-kommissær er blot en lille brik i den sammenhæng.

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 16 af 26

BREVE FRA BRUXELLES 16.

Ved Europaparlamentsvalget d. juli 7. fordoblede SF sit mandatantal i EUparlamentet til to. 25-årige Emile Turunen er nyvalgt for SF, yngste medlem af Europaparlamentet, næstformand i den Grønne Gruppe og medlem af Beskæftigelses- og Indre Markedsudvalget.

RÆSON spørger: - Du har sagt 'Nej til østeuropæiske lønninger på danske arbejdspladser' - hvordan vil du sikre det?

EU skal blande sig i det danske arbejdsmarked

Politi, SKAT og arbejdstilsyn skal lave en særlig indsatsstyrke mod snyd.

Danske myndigheder skal kræve danske overenskomster ved offentlige opgaver. Danske EU-parlamentarikere og regeringen skal sammen promovere den danske flexicurity-model. Og EU skal til gengæld lave regler også for Danmark. Hvorfor vil jeg som politiker nu blande mig på arbejdsmarkedets parters domæne og derved ’ødelægge den danske model’? Fordi problemstillingen er international og fordi vi allerede har blandet os.

Af Emilie Turunen

EN mail tikker ind i min nye, stærkt aktivitetsprægede, mailboks: RÆSON beder om et brev fra Bruxelles. Så værs’go! Her kommer første brev fra undertegnede. I modsætning til Morten Messerschmidts (DF) indlæg til forrige nummer af RÆSONs nye Ugemagasin indeholder dette brev ingen konspirationer om Europas Forenede Stater - men til gengæld konkret og nærværende debat om løn- og arbejdsvilkår i Europa. Med min nye plads i parlamentet er en af mine vigtigste udfordringer at sikre, at der er lige løn for samme arbejde. Når jeg siger: 'Nej til østeuropæiske lønninger på danske arbejdspladser', er det fordi der i disse år er massive problemer med at opretholde løn- og arbejdsvilkår i mange medlemslande: England, Tyskland, Sverige og Danmark er mere end alvorligt udfordret efter Østudvidelsen. I Danmark arbejder stadig flere østeuropæere på danske byggepladser, i landbruget, på gartnerier og inden for rengørings-, hotel- og restaurationsbranchen.

Det står klart, at alle er velkomne på det danske arbejdsmarked. Men det står lige så klart, at vi må sige fra, når arbejdet udføres til en løn, der ligger langt under almindelige danske lønninger.

ET par hurtige nedslag viser udfordringens omfang:

SKAT i Østjylland har igennem halvandet år kulegravet forholdene i 15 vikarbureauer, der formidler østeuropæisk arbejdskraft. Disse 15 firmaer har alene unddraget samfundet for 150 millioner kroner. Det store beløb dækker over en bred vifte af snyd med skat, moms, afgifter og svindel med offentlige ydelser af forskellig art Politiet og SKAT erkender, at de mangler tilstrækkelige ressourcer til at sikre, at lovgivningen overholdes.

De østeuropæere, der arbejder midlertidigt i Danmark, kan ofte slippe med en beskatning, der kun er en tredjedel af det, en dansk arbejder betaler - det skyldes udnyttelse af reglerne om skattefrie diæter.

Ud over at østeuropæiske arbejdere snydes for løn tyder meget desuden på, at byggearbejdspladser med mange udenlandske arbejdere er farligere at arbejde på end på en gennemsnitlig dansk arbejdsplads. I 2005 og 2006 døde 130 ved ulykker på danske arbejdspladser.

Otte af de omkomne var udlændinge - det er en ekstrem overrepræsentation.

Fagbevægelsen erkender åbent, at de ikke kan følge med i kampen mod uorganiseret arbejdskraft og underbetaling: alene omfanget gør det mere end svært for fagbevægelsen at tage sagerne op – og desuden har en række EUUGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 17 af 26

domme rejst tvivl om fagbevægelsens muligheder for at indgå overenskomster og sikre danske lønninger. De appellerer nu til, at politikerne tager deres del af ansvaret for at opretholde den danske model.

Situationen på det danske arbejdsmarked er selvfølgelig blevet forværret af den økonomiske krise, som har resulteret i, at titusindvis har mistet deres arbejde. Men også af at regeringen har forholdt sig fuldstændig passivt til, at Østaftalen (overgangsordning for østeuropæiske EU-borgeres adgang til det danske arbejdsmarked red.) udløb 1. maj i år - som om problemerne, der er opstået i kølvandet heraf vil blive løst af sig selv. ”KAN EU ikke bare lukke grænserne for de polakker?” spurgte en frustreret ung murersvend mig efter et møde for en gruppe bygningsarbejdere. Det korte svar er nej. Han oplever, at arbejdskraftens fri bevægelighed truer hans arbejdsforhold. Som en politiker, der er optaget af danske lønmodtageres rettigheder og vilkår, tager jeg disse oplevelser meget seriøst.

Men det er vigtigt at slå fast: det ikke er arbejdskraftens fri bevægelighed, der udgør truslen. Problemet er den ringe og mangelfulde lovgivning på området. Jeg ser det som en hovedopgave at sikre klare svar til alle dem, som i denne tid tvivler på, om det er en god idé, at arbejdskraften kan bevæge sig frit i EU. Jeg vil insistere på at præsentere de politiske løsninger, der sikrer, at såvel Østudvidelsen som Danmarks medlemskab af EU, ikke bliver et ræs mod bunden mht. løn og arbejdsvilkår. Men derimod nøglen til et socialt Europa, der sikrer fremtidens vækst, arbejdspladser og velfærd.

Hvorfor taler jeg til Messerschmidts og de øvrige borgerliges store nynationale forargelse om et socialt Europa? Hvorfor vil jeg som politiker nu blande mig på arbejdsmarkedets parters domæne og derved ’ødelægge den danske model’? Hvorfor skal EU og EU-politikerne overhovedet blande sig i spørgsmålet om det danske arbejdsmarkeds ve og vel? Det skal vi, fordi problemstillingen er international, fordi vi har etableret et Indre Marked med fri bevægelighed for arbejdskraften, og fordi vi allerede har blandet os fra politisk side.

Fx: et hullet og uklart direktiv for udstationeret arbejdskraft, der åbner muligheder for social dumping. Et andet eksempel er de omdiskuterede EU-domme, der sætter hensynet til det Indre Marked over retten til at strejke. Det vil være et politisk svigt af dimensioner ikke at blande sig, ikke tage ansvar for at rette op på problemerne. ØSTEUROPÆERE er velkomne i Danmark, men det er deres lønninger ikke. Hvad er løsningerne?

1. Revision af reglerne for udenlandsk arbejdskraft. Vi skal bakke op om fagforeningerne i deres arbejde med at få østarbejdere organiseret og med at få virksomheder til at indgå overenskomst. De EUdirektiver, som østeuropæere arbejder under (særligt udstationeringsdirektivet) skal ikke længere muliggøre social dumpning: de skal ændres. Dels, så der altid kan kræves fulde overenskomster, og så diæt- og skatteregler ikke forvrider konkurrencen.

En vigtig hjørnesten er at stadfæste værtslandsprincippet - princippet om, at udenlandsk arbejdskraft til hver en tid falder ind under værtslandets gældende regler. Uanset om disse regler er fastlagt ved lov, ved ophævelse af overenskomster til lov eller som i Danmark ved kollektive overenskomster.

2. Garanti for konfliktretten.SF vil sikre en europæisk garanti for konfliktretten, som er et centralt redskab for fagbevægelsen, når de skal få virksomheder til at indgå overenskomst. En række EU-domme (bl.a. Laval, Viking Line, Ruëffert) har sået tvivl om fagbevægelsens ret til at strejke. SF ønsker at slå fast i en social protokol, at faglige og sociale rettigheder - herunder retten til at strejke - til hver en tid står over hensynet til Det Indre Marked.

3. Skrappe regler for arbejdsmiljø og arbejdsvilkår i hele EU. På sikkerhed, arbejdstid og uddannelse er der en række fælleseuropæiske anliggender. Det er vores ønske, at konkurrenceparameteret i EU ikke skal begrænse disse grundlæggende arbejdsmiljøretlige forhold for arbejdstagerne, men derimod sikre kvaliteten af dem.

4. Danmark skal gå forrest. og sikre gode arbejdsforhold. Derfor foreslår SF, at der sikres danske lønninger ved alle offentlige opgaver: Staten, regionerne og kommunerne skal stille krav om danske overenskomster, når de sender byggeog anlægsopgaver i udbud. Vi foreslår ligeledes et øget samfundsansvar for kontrol med arbejdsforhold: der skal laves en særlig indsatsstyrke bestående af politi, SKAT og arbejdstilsyn, som i tæt samarbejde med fagforeningerne skal sætte ind mod snyd og lovovertrædelser. På europæisk plan skal vi sikre kontrol med overholdelsen af gældende regler i alle lande - den diskussion er vi nødt til at tage hul på. Desuden skal danske europaparlamentarikere og den danske regering støtte arbejdsmarkedets parters arbejde med - på europæisk plan - at promovere den flexicurity-model, som har skabt historisk lav arbejdsløshed, høj sikkerhed for arbejdstagerne og omstillingsparathed på arbejdsmarkedet.

5. Flere handlemuligheder for den UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 18 af 26

europæiske fagbevægelse. De foregående fire løsninger må suppleres med et yderligere krav om at sikre den europæiske fagbevægelse mere indflydelse. I praksis har fagforeningerne de sidste år udgjort det største værn mod forringelser af løn- og arbejdsforhold på det danske arbejdsmarked. Fx skal ansatte og valgte i fagbevægelsen skal have mulighed for at gennemføre et statsanerkendt sikkerhedskursus, der giver dem beføjelser til at stoppe arbejdet på en arbejdsplads, hvor arbejdsmiljøloven groft overtrædes. Alle arbejdspladser skal opbevare oplysninger om de virksomheder, der er beskæftiget på arbejdspladsen, deres ansatte, ansættelsesbeviser og lønsedler åbent og tilgængeligt. Fagforeningerne skal til hver en tid have fuld adgang til at få fremlagt oplysningerne på forlangende.

DISSE fem indsatsområder er SF’s og mine bud på, hvordan vi i fremtiden kan sikre tryghed for de danske arbejdstagere, tilpasse det danske arbejdsmarked både til en globaliseret verden og et europæisk Indre Marked, og hvordan vi samtidig kan fortsætte med at bakke helhjertet op omkring det europæiske samarbejde, som vi skal bruge til at tackle et stadig stigende antal internationale og globale udfordringer.

Hvad siger Messerschmidt, Bendtsen og de andre borgerlige rødder - vil I sammen med mig være med til at sikre et Europa med lige løn for lige arbejde?

Fra Bruxelles skriver I RÆSONS UGEMAGASIN: Dan Jørgensen, Morten Messerschmidt, Emilie Turunen og Jens Rohde UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 19 af 26

SIGNAL FRA FOLKETINGET 15. september 2009

Bjørn Lomborg deler vandene: afhængig af din holdning til ham er du klimaskeptiker eller klima-forkæmper. Begge parter påberåber sig retten til at være drengen i eventyret, der råber at kejseren er ganske bar. Men hvem har ret? For mig at se er svaret indlysende: Tidsånden er løbet fra Bjørn Lomborg, som efterhånden kun har Dansk Folkeparti i skøn forening med det efterhånden marginale ultraliberale heppekor blandt støtterne. Fra nu af skal støtten til ham bero på løbende, konkrete vurderinger af det arbejde, han udfører.

Signal fra Folketinget Tiden er løbet fra Lomborg af Per Ørum Jørgensen, Klima- og Miljøordfører for Det Konservative Folkeparti

FOR fem år siden blev Bjørn Lomborg, direktør for Copenhagen Consensus Center, kåret som værende blandt de 100 mest indflydelsesrige mennesker på kloden. Paradoksalt nok blev min konservative partifælle, klimaminister Connie Hedegaard tildelt den samme ære tidligere i år.

Dannebrog var de fælles om, men ellers modpoler og symboler med to forskellige tilgange til klimadebatten. At det er klimaforkæmperen, og ikke skeptikeren, der nu er den indflydelsesrige, er ikke tilfældigt, for klimadebatten har - med de scenarier som FNs Klimapanel har blotlagt bevæget sig i retning af en anerkendelse af, at den globale opvarmning kræver handling, og at det haster.

Lomborg i underholdningsindustrien Lomborg har altid haft en særlig sans for selviscenesættelse, og er gennem årene blevet selve symbolet på klimaskepsis ikke bare herhjemme men også i internationale sammenhænge. Det kan man kun tage hatten af for, og debat om et så centralt tema som klimaforandringer er jo i sagens natur altid gavnlig. Derfor skal Bjørn Lomborg da have anerkendelse, for dét han er og for dét han kan, nemlig en interessant evne til at skabe heftig debat som klimadebattør.

Men det vil nok være at tage munden for fuld at betegne Lomborg som forsker.

Copenhagen Consensus Center har lagt en række rapporter frem, som har fokus på, hvordan man bekæmper den globale opvarmning, og hvilke økonomiske scenarier man kan forvente i forskellige sammenhænge. Centrets konklusioner har medført stor debat, og er blevet udsat for massiv kritik fra stort set alle kanter. En kritik, jeg som konservativ klimaordfører har taget aktiv del i. Bjørn Lomborg har svaret på kritikken fx på sin blog på politiken.dk : det fremgår her, at han føler sig udsat for det, han betegner som en bizar kritik

fra politikere og andet godtfolk. Så det er naturligvis på sin plads at se nærmere på, hvor vandene skilles, og på hvorfor jeg mener, at mange andre debattører eller sågar personer i underholdningsbranchen kunne med lige så stor ret kræve at blive tilgodeset i millionklassen på statens finanslov i samme grad som Bjørn Lomborg bliver.

Lomborg og hans center er inden klimatopmødet blevet bedt om at komme med en række forslag til, hvordan man bekæmper den globale opvarmning. Han lancerede i løbet af sommeren en række forslag med udgangspunkt i det, man i klimaverdenen kalder geo-engineering.

Konkret foreslog centret at fylde verdenshavene med en armada på 1.900 kæmpemæssige førerløse skibe, der skal sende oppisket saltvand op i atmosfæren og danne skyer, der kan kaste solens stråler tilbage. Et forslag, der længe har været debatteret og kendt blandt internationale klimaforskere. Man kan drage en sammenligning med et andet aktuelt forslag om at male alle hustagene hvide, og på den måde kaste solens stråler tilbage.

Nu er sådan en akademisk diskussion ikke velegnet til, at vi politikere tager del i den.

Men som politikere, der har ansvaret for at finde løsninger i forhold til de udfordringer der er, så må man tage udgangspunkt i den viden, der er tilgængelig, når beslutningerne skal træffes.

Lomborgs forslag, som altså ikke var hans alligevel, men derimod byggede på gamle teorier, blev da også skudt ned fra alle kanter.

Argumentationen er, at når man leger med jordens klima på en sådan måde, så kender man kun halvdelen af konsekvenserne, og risikerer at sætte processer i gang, som ikke kan styres.

Jeg kaldte i den forbindelse Lomborg for en støjsender, og kritiserede ham for at negligere de store udfordringer vi står overfor på klimaområdet med hans paradeforslag. Denne UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 20 af 26

kritik – som Lomborg altså fandt ”bizar” - vil jeg vende tilbage til.

Næste udspil fra Lomborgs center kom i august, hvor regningen blev gjort op til, at det ville koste – og hold nu godt fast – 200.000 milliarder kroner frem mod 2100, og at det var bedre at investere i forskning nu og samtidig vente med konkrete tiltag, der kan nedbringe Co2-udslippet til senere. Jeg mener, at Lomborg med sin fremskrivning over de kommende 90 år ligeså godt kunne have skrevet 400.000 milliarder kroner eller 50.000 milliarder kroner. Det er et regnestykke med megen usikkerhed - mildest talt.

Det er jo en udregning, der forudsætter, at man kender de virkemidler, der vil blive bragt i anvendelse om 20 eller 70 år, og det kan selv de fremmeste forskere jo selv i deres lyse stunder ikke give et klart billede af.

Samtidig strider holdningen om, at man bør vente med at sætte ind overfor de globale klimaforandringer, mod blandt andet FN´s klimapanel, som har konkluderet modsat - nemlig at jo længere tid vi venter, jo dyrere bliver det.

Klimapolitik er værdipolitik Lomborg er på baggrund af de seneste konklusioner klar til at eksperimentere med den klimaudfordring, vi står overfor, og det er denne letsindige tilgang til klimaspørgsmålet, der får min konservative sjæl i oprør. Det er her, klimapolitik bliver til værdipolitik, og hvor Bjørn Lomborg udfordrer noget af det mest centrale i den konservative livsopfattelse. Han udfordrer den kontrakt og det ansvar, der hersker mellem generationerne.

For de udfordringer vi står overfor, er måske nutidens mest konkrete eksempel på, at generationskontrakten skal opfyldes. En kontrakt, der forpligter os på, at vore børn og børnebørn ikke skal overtage en klode, der er i en ringere stand, end den vi betræder nu.

Derfor er vi forpligtet til at handle og forpligtet til at vise ansvarlighed. For ansvaret rækker frem mod vores børn og børnebørn. Hvis vi ikke handler nu, så gør vi os skyldige i et alvorligt og uopretteligt svigt. Hvis vi svigter nu, så ville de med rette om nogle årtier stille spørgsmålet: Hvorfor lod I stå til dengang i 2009, når nu i kendte problemet, og i kendte løsningerne på problemet?

Skulle man så svare – tja, vi var sådan set uenige om hvorvidt, der var et problem – eller tja, vi troede det var bedst at vente med at gøre noget, indtil vi havde den rigtige teknologi – eller vi troede, vi kunne løse det ved at sprøjte havvand op i luften og lave hvide skyer eller male alle hustagene hvide!

Tiden er ikke inde til eksperimenter - for tager man fejl, så er prisen alt, alt for høj. Vi har ganske enkelt ikke råd til at gøre det rigtige forkert.

Og skulle det nu vise sig, at det bare var bluff det hele, så er det vel kun godt, at vi begrænser forureningen ved at skabe nye rene energikilder og at vi begrænser afhængigheden af fossile brændsler som kul, gas og olie. Det betyder meget både sikkerhedspolitisk og økonomisk at vi ikke lader stå til.

Men risikoen for, at det hele skulle være bluff, er altså lidt svær at retfærdiggøre, når man sejler rundt i isfjorden ved Ilulissat i Grønland, eller når man ser scenarierne for Maldiverne i det indiske ocean, som risikerer at forsvinde lige om lidt. Klimaforandringerne er allerede nu meget konkrete.

Netop Grønland har også været nævnt i den ”bizarre” kritik af Bjørn Lomborg: Jeg udtaler til Berlingske Tidende, at det er helt relevant at finde ud af, om staten skalbetale for at Bjørn Lomborg rejser til Grønland for at sige, at det er rigtig fint, hvis Grønland vælger ikke at tilslutte sig en aftale på klimatopmødet i København. Altså kort sagt, om vi skal bruge offentlige midler på at finansiere Lomborgs roadshow. Efter min bedste overbevisning, så kunne vi så også betale for Finn Nørbygaards roadshow. Og han har brug for det. På sin blog gør Lomborg det klart, at det ikke er skatteyderne, der har betalt hans tur til Grønland, men derimod den grønlandske arbejdsgiverforening. Og det er jo helt fair.

På den baggrund må han jo sætte pris på, at jeg sammen med Venstres miljøordfører Eyvind Vesselbo har bedt Miljøministeren om at komme med en status på, hvor meget miljø vi får for de mange millioner, som staten støtter Lomborg og hans center med. På den måde får vi elimineret eventuelle misforståelser om, hvad pengene bruges til, og vi understøtter Lomborgs mantra om, at vi skal sikre mest mulig miljø for pengene.

En sådan status er jo også blevet endnu mere aktuel efter, at Dansk Folkeparti i deres finanslovsforslag har udtrykt ønske om at bevillingen til Copenhagen Consensus Center fordobles i perioden frem til 2012. Man kan anstændigvis ikke bare fordoble bevillingen uden at studere nærmere hvad vi får for pengene. Man kan vel ikke bruge fem millioner kroner af statens budget på en debattør alene af den grund, at man er bange for, at der går halleluja i klimatopmødet?

Med vores forslag vil det være uafhængige råd, der vurderer Lomborg ud fra faglige kriterier og ikke politiske. Der er vel grundlæggende et rimeligt synspunkt, at Lomborg og hans center bør søge penge fra staten til klimaprojekter på samme måde som alle andre aktører indenfor forskningsområdet gør.

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 21 af 26

REPORTAGE 14. september 2009

Et moderne parti skal starte kampagner, involvere medlemmerne og aktivere offentligheden. Med valget af Klaus Frandsen til formand vinkede det Radikale landsmøde tilsyneladende farvel til cafe latté-stilen: ’Det radicoole var for snævert’.

De Radikales Landsmøde 2009: Det ’radicoole’ kunne ikke bære REPORTAGE af Lisbeth Vasiljev, freelancejournalist

LANDSFORMAND Søren Bald gik af med en åbningstale, der havde vid og latterfælder indlagt.

Blandt andet en vedtagelse om, at man bør vælge livet frem for døden – dog med ændringer. Og når det gælder partiets fremtid skal der også forandring til, lød budskabet fra de to kandidater, der ønskede at afløse Bald. De repræsenterede hver deres generation – og hver deres version af forandringen: den erfarne Klaus Frandsen og den yngre Mikkel Sarbo. Frandsen slog i sin kandidattale på sin erfaring fra sine seks år i Europaudvalget og i alt otte år som medlem af den Radikale hovedbestyrelse. Og talte om samling i det Radikale bagland: “For nogle år siden florerede Richard Floridas’ kreative klasse og radicoole værdier. Den afledte debatten i de regioner af landet, der ikke naturligt hørte til denne bølge,” sagde Klaus Frandsen. Han så en del af de Radikales problemer i, at så mange i det Radikale bagland i provinsen ikke kunne identificere sig med denne bølge. Derfor handlede det for ham om – via sin mangeårige erfaring – at samle det Radikale bagland. Over for ham stod Sarbo, der har været bl.a. folketingskandidat og formand for Radikal Ungdoms hovedbestyrelse.

Sarbo, der tabte med 160 stemmer mod Frandsens 194, slog især på en nødvendig organisatorisk forandring i hovedorganisationen og i udvalgsarbejdet og citerede en kritiker for vurderingen: “Det er, som om I [Radikale Venstre] har taget alt det værste fra Rudolph Steiner-skolen og gjort det til en partiorganisation.”

Vælgerne må jo vise, om det kan lade sig gøre.

Den nyvalgte landsformand sagde selv fra talerstolen, at han hører til i den højre side af Radikale Venstre. Og han er jo én af dem, der fuldstændigt støtter strategien i en meget nøgtern erkendelse af, hvad der er vilkårene i dansk politik – at hvis vi skal have en ny regering, så skal vi også pege på Socialdemokratiets formand.

Q&A. Margrethe Vestager: Den højre side af partiet er her endnu

[Vi får det] som den nye landsformand her på landsmødet kaldte et kulturelt generationsskifte. At vi skal finde nogle former, som er demokratisk legitime i vores organisation, men som samtidig har en lethed og er rettet mod at kunne levere resultater og give folk mulighed for at engagere sig.

Du siger: “Vi vil gerne have en ny regering, også med henblik på, at den vil samarbejde bredt i Folketinget.

Sådan at vi ikke får den blokpolitik, som den sort-blå blok, vi har i øjeblikket.” Men hvis I internt i partiet har haft svært ved at holde fast på den blå afdeling, bliver det vel sværere at række over mod den anden side?

Har der ikke været anledning til at grave lidt dybere efter en forklaring på, hvorfor partiet kom ud i sidste års store stormvejr?

Jeg ved ikke, om et parti sådan kan gå i analyse.

Men du kan som leder? Altså sige: Hvad er det, vi ikke har gjort godt nok?

Ja, det er selvfølgelig rigtigt. Men min store opgave er at placere partiet, så folk kan se, at stemmer de på os, så får de en ny regering. Og også sætte ord på, hvad er det for en skattepolitik, hvad er det for en grøn politik? Og de opgaver er vigtigere end at se tilbage.

Men det tager ikke afsæt i at sige: “Dér kunne vi have gjort det bedre, eller i de og de forhandlinger...”

Nej, det gør det sådan set ikke, for nogle af de ting, vi ikke er lykkedes med – fx at lave et bredt skatteforlig – der er det jo ikke os, der har bestemt om, det skulle blive til noget.

I har valgt ny landsformand (Klaus Frandsen), genvalgt næstformanden (Zenia Stampe); ved EPvalget var jeres spidskandidat et nyt ansigt (Sofie Carsten Nielsen). Der har været alle mulige ideer fra dem om, hvordan de vil arbejde videre med Det Radikale Venstre. Hvor ser du styrkerne i de folk, der er blevet valgt?

Prøv engang at forklare det helt konkret: At gribe ud efter nogle mennesker, så de engagerer sig?

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 22 af 26

Folk skriver til mig og siger, “jeg vil gerne gøre ét eller andet; hvad kan jeg gøre?”. Og der må jeg sige, “hvis du interesserer dig for socialpolitik, så har vi møde om to måneder her på Nyborg Strand, prøv det”. Det er måske for lidt. Der skal være bedre mulighed for at kunne deltage i noget udviklingsarbejde, et netværk eller noget udvalgsarbejde. Den fleksibilitet har vi ikke i dag. (...) Over de næste 2-4-6 år vil Radikale Venstre udvikle sig meget. Nu har vi fået ny landsformand. Ved folketingsvalget seneste i 2011 får vi et generationsskifte i folketingsgruppen. Og der er sat et meget dybdegående, organisatorisk arbejde i gang.”

Om de nye medier siger Vestager: “Jeg tror, at jeg én af de politikere, der er mest aktiv på Twitter.

Det er et forsøg på at prøve et socialt medie af. Vi prøver med Plaxo, Facebook, LinkedIn. Kunsten er så at forbinde den måde at have en politisk meningsudveksling på med at udvikle egentlige politiske udspil.”

netværkseffekten.

De unge kandidater taler meget om at nå ud til medlemmerne, hvad er dine ideer på det område?

Min erfaring er, at det kan du ikke gøre alene ved den måde, du arbejder på – du skal også ind og organisationsændre. Den Radikale model er kommunikation via hovedbestyrelsesmedlemmerne – men når journalister spørger, så ringer de til partiets 98 kommuneforeningsformand. De har haft en lokal rolle, men de har ikke været udgangspunktet for kommunikationen omkring det politiske. Så når du ser rundspørger omkring det politiske, har de ikke være velegnede til det. Dér havde vi være bedre stillet, hvis det havde været hovedbestyrelsesmedlemmerne, [der var blevet spurgt, red.]. Og vi kan jo ikke bede journaliststanden lave det om. Så derfor skal vi tilpasse organisationen til den model, der er i dag,” forklarer Frandsen om den forestående centrering af kommunikationen til hovedbestyrelsen.

Q&A. Frandsen: Det radicoole kunne ikke bære

Du talte også om hovedbestyrelsens kommunikation med folketingsgruppen. Hvor ser du problemerne dér?

Prøv at uddybe det, du sagde på landsmødet om den radicoole bevægelse, som ikke talte til alle?

Hovedbestyrelsen får ganske meget at vide. Der har været nogle konkrete situationer, hvor der har været utilfredshed om timingen ...

Det radicoole var for snævert til, at det kunne bære.

De budskaber blev for snævre, og der var nogle, der ikke identificerede sig med dem. Men man skal gå nedunder og se på, hvad var det der var interessant ved den radicoole bevægelse – og det var tolerance. Så der var en værdi i det, som var fin nok. Det var derfor, jeg havde den blok med omkring danskhed, hvor vi ikke har fyldt nok. Og det skal vi gøre. Og det kan vi ikke gøre, hvis vi med udtrykket radicoole spiller på en bane, der er for snæver.

Om organisationen siger Frandsen: “Vi har en formel organisation, som er for ufleksibel. På politikudviklingen er den form ikke velegnet til at skabe koordination mellem folk i folketingsgruppen og det, der foregår i baglandet.

De ting skal vi arbejde med; vi skal bruge det til at skabe noget begejstring, og der skal også noget forandringskultur ind i det. Der er det meget nyttigt, at vi får det meget store skift i folketingsgruppen ved næste valg.” [partiet har mange nyopstillede og yngre kandidater, red.]

Hvor skal der ske de største ændringer – i partistrukturen og administrationen eller i forhold til at nå ud til medlemmerne?

Mit fokus det første år er den interne struktur omkring politikudviklingsarbejdet og det organisatoriske arbejde. Det næste er så at kunne bruge det, at vi har 7.600 medlemmer som netværk.

Du har kontrasten til centralistiske partier, der har et meget rent kommunikativt snit, dem har vi ikke fuldt kunnet matche. Den måde, vi skal matche dem på i et moderne samfund, er ved at bruge

Prøv at sige noget helt konkret om det?

Det skal du ikke spørge mig om, for jeg har ikke været i hovedbestyrelsen. Men ét af de eksempler, der har været, var omkring forebyggelseskommissionens arbejde, hvor man synes der var dårlig timing. Men der er ikke noget problem i forhold til hovedbestyrelsen. Det er mere at lave det ordentligt.

OM ORGANISATIONEN: “Vi skal lave et større team af frivillige på nationalt niveau. I øjeblikket er organisationen meget bygget omkring disse lokalforeninger, hvor vi vil have lavet et landsforbundsteam, så vi kan få ekstra kapacitet.

Det kan vi gøre lynhurtigt – vi vil simpelthen bede om, at dem, der har lyst, kan være med. [En af teamets funktioner bliver at] få flere ind, der kan arbejde med det kommunikative.

Vil det være noget af det, Zenia Stampe skal stå for – det mere kommunikative i det?

Det tror jeg ikke. For hun har en masse vigtige roller i forhold til det organisationsu-dviklende.

Med hendes mandat – hun har fået en meget kraftig bekræftelse nu [vandt over modkandidaten med 260-102, red.], så det er jo et signal om, at selvom hun har været lidt provokerende [i diverse offentlige debatter, fx omkring “Det Nye Kuld”, red.], så fortsætter hun med den organisationsudviklende del. Så det tror jeg også vil blive hendes opgave det næste år.

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 23 af 26

Q&A. Zenia Stampe: Ét parti, mange kampagner Du talte på landsmødet om at vende udviklingen for partiet til noget godt. Hvad er det konkret, du vil gøre?

Det handler primært om organisation og om, hvordan får vi engageret medlemmer, men også vælgere. Det, som jeg er meget optaget af – og inspireret af med et forbillede i Obama – er, at jeg vil vække det folkelige engagement. Der skal vi til at tænke et parti anderledes, end vi har været vant til. Og det kan være folkeoplysende kampagner for at vende en bestemt stemning.

Er det, fordi det er svært at få folk til at købe hele pakken, der hedder Det Radikale Venstre?

Ja, men det er ikke kun Det Radikale Venstre. Det er jo også alle de andre partier, der har problemer med at få folk til at engagere sig. Men jeg håber da sådan set, at alle de andre også gør det, for jeg tror da, at alle drømmer om et samfund, hvor vi alle sammen er superengagerede.

Helt konkret, hvad kunne det være?

På det tidspunkt, hvor terrorpakken blev gennemført, strammede man overvågningen rigtig meget. Og vi syntes ikke rigtigt, at vi havde redskaberne i organisationen til at gøre noget aktivt ved det. Andet end at sige til vores folkevalgte, at de skulle stemme nej til pakken. Jeg var med til på det tidspunkt at stifte en tværpolitisk forening uden for Det Radikale Venstre mod øget overvågning. Og jeg synes, at i fremtiden må man kunne lave sådanne projekter, også selvom man ikke er medlem af partiet, Vi havde fx et forslag om, at vi gerne ville have nedsat en terrorkommission. Og i stedet for at det bare er partipolitik, at det bare er et program, og at det bliver fremlagt i Folketinget, så kunne man også lave et selvstændigt projekt eller kampagne, som har sin egen hjemmeside og styregruppe, og som kan være støttet af Det Radikale Venstre, men som er uafhængigt, og som også er åbent for folk, der ikke er medlemmer.

Dansk Folkeparti er jo et meget sagsorienteret parti.

Og nu skal I så også være det. På hvilken måde adskiller det sig fra den måde, DF gør det på?

Dansk Folkeparti er jo dygtige i deres kommunikation og retorik. Men det, som jeg er optaget af, er, om man også organisatorisk kan bygge noget op omkring enkeltsager. Så det ikke bare er en politiker, der går ud på en enkeltsag, men at man også bygger en organisation eller et projekt op, som man kan engagere sig i som vælger. Det kunne være en Facebook-kampagne, kampagner på gaden, det kunne være nogle, der koordinerer læserbreve eller samler ind til måske at nedsætte en rigtig terrorkommission.

Hvad er formålet med at engagere folk i de kampagner?

Jeg tror, at langt de fleste tænder på en sag eller et spørgsmål. Ikke et helt værdigrundlag, fra skat til socialpolitik og klimapolitik. Men engagementet kommer ind ad én eller anden dør. Det handler om at åbne den dør og så lade dem komme videre ind senere. Det punktvise engagement kan udvikle sig til noget, der er større. Og kan blive et partipolitisk medlemskab.

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 24 af 26

REPORTAGE 10. september 2009

’Jeg håber, at politikere holder op med at sige ’vi ved’. De kan sige ’vi tror’. Fordi det, vi tror, i øjeblikket koster cirka 1.000 mia. kroner om året i EU – og på globalt plan 10.000 mia. kroner om året”

Thor Pedersen: Klimaforskningen er politisk korrekt REPORTAGE af Lisbeth Vasiljev, freelancejournalist

I onsdags afholdt Morgenavisen Jyllands-Posten og Aarhus Universitet en konference på Christiansborg om klimaet, med deltagelse af forskere, erhvervsfolk, repræsentanter for interesseorganisationer – og politikere: Blandt oplægsholderne var folketingets formand, tidl. finansminister Thor Pedersen, (V) der i sit indlæg fokuserede på forskning – og navnlig fri forskning. Som han citerede forskere, der henvendte sig til ham: ’Hvis man søger penge til noget, så er det klogt at lægge sig op ad det, der ligner den politiske dagsorden, for kan man nævne Kyoto eller klima, så er det lettere at få pengene.

Så vi er i virkeligheden kommet dertil, at den politiske korrekthed, der præger politikere, også præger forskere,’ forklarede Thor Pedersen om det gensidige spil mellem forskere og politikere og henviste til Kyoto-aftalen fra 1997. ’Jeg håber, at politikere holder op med at sige ’vi ved’. De kan sige ’vi tror’. Fordi det, vi tror, i øjeblikket koster cirka 1.000 mia. kroner om året i EU – og på globalt plan 10.000 mia. kroner om året,’ sagde Thor Pedersen specielt henvendt til forskere i salen. ’Derfor handler det om at lave et afsæt for basal viden for politikerne, og det beder jeg om, at alle kan hjælpe med til. Så er jeg sikker på, at vi kan få en god aftale her i København’.

SF’s Steen Gade protesterede: ’Vi har i 20 år vidst, at klimaproblemet er menneskeskabt. Det vil sige, at politikerne har sovet i 20 år. Og fortsatte: ”Dér, hvor problemerne opstår styringsmæssigt, er, når vi skal oversætte problemerne til politik, hvor alle mulige andre både gode hensyn og skumle motiver kommer til at spille ind. Det gælder nationalt og internationalt’, hævdede han, idet han henviste til, at problemerne med klimavirkningerne, som for eksempel oversvømmelser, er størst i de fattige lande.

OPGAVEN i København: Find prisen på CO2 På trods af den økonomiske krise, er det lykkedes at holde klimaspørgsmålet så højt på den internationale dagsorden. Man kan ikke høre regeringschefer holde et møde, uden at det er ét af

to-tre emner, de diskuterer,’, fremhævede Connie Hedegaard. Hun er overbevist om, at klimatopmødet i december vil blive det ’window of opportunity’, der er brug for. ’Hvad ville egentlig være det værste der kunne ske om 10-20-30 år, når forskerne blev færdige med at forske og udrede, og de så afblæste alarmen? Hvad ville så være det værste der kunne ske, hvis vi her ved starten af det 21. århundrede havde fundet på renere produktionsformer, reduceret afhængighed af fossile brændsler, havde fået reduceret luftforureningen – og verden som sådan var blevet mere uafhængig af olie fra mere eller mindre problematiske regimer?”spurgte klima- og energiminister Connie Hedegaard (K).

De såkaldte ’emerging economies’ som Kina og Indien, prioriterer spørgsmålet: Særligt Kina rykker hurtigt med vind- og solenergi, og er nu verdens største producent af vindmøller, med en vindmølle opstillet en gang i timen. Indien har indikeret, at landet måske vil bidrage ved det såkaldte ’cap and trade’ kvotehandelssystem, som det foregår i EU-regi – hvor virksomheder og organisationer kan handle med et overskud på CO2-udledningsbudgettet, primært ved at oprette klima- og energiprojekter i udviklingslandene.

Hvis ikke disse store lande deltager, vil det samlede klimaregnestykke ikke gå op. Hedegaard understregede så i den forbindelse frem til, at den amerikanske præsident stod ved sin forpligtelse til at vise dette lederskab og gå forrest i klimakampen for at få alle de store lande til at forpligte sig under COP15.

Grænsen for, hvor meget den globale opvarmning må stige, er af FN sat til maksimalt to procent: det kræver reduktioner for industrilandene på 25-40 procent i 2020 og ved århundredets midte skal CO2-udledningen være halveret. Connie Hedegaard nævnte her positive eksempler fra blandt andet lande som New Zealand, Australien, Sydkorea, Brasilien og Mexico.

Det store spørgsmål bliver finansieringen.

Især for de fattigste lande, der i forvejen har enorme problemer. Samtidig med at de fra deres synsvinkel skal bidrage til at løse problemer, som UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 25 af 26

de rige lande primært har skabt. Derfor kommer de rige lande til at bidrage. Hedegaard: ’Uden penge, ingen aftale. No pay, no deal’. Ifølge Hedegaard skal der helt nye penge til: en ny såkaldt ‘arkitektur’ for finansieringen. Blandt andet via ‘carbon’-markedet, altså kvotehandelssystemet, der i EU-regi forhandles i især de såkaldte CDMs/Clean Development Mechanisms – det føromtalte kvotehandelssystem, hvor der oprettes energiløsninger i udviklingslande. Det kan være alt fra at etablere skovarealer eller solcelleanlæg til at anvise nye græsningsløsninger for nomaders kvæg.

Kvotehandelsprojekterne og den alternative finansiering er nødvendige tiltag, fordi det er for besværligt, at de enkelte lande skal være afhængige af, hvor meget der kan afsættes på de årlige finanslove. Hvad der dog står tilbage er ved klimatopmødet i december at kunne nå til enighed om en pris på CO2.

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 26 af 26