RÆSONs Ugemagasin nr.8 21/10/09

1. årgang nr. 8 / 21. oktober 2009

Daniel Korski om EU: uden reformer, ingen global rolle

Iran-ekspert Flynt Everett: “Udelukket at Iran opgiver sit atomprogram” Sydkorea: den sociale udfordring Centralbankerne: har de lært af krisen?

USA: Obama og bloggernes hævn Klima: Kyoto vs. København / Emilie Turunen fra Bruxelles / Hedegaard og Becker

!"##$%&'()#( "&"*+,-$(.$"( !"#$%#&#'("))"$ /-$'-&

00012+,3-4"&315/

RÆSON udkommer på tryk to gange årligt og udsender i den politiske højsæson dette gratis ugemagasin på nettet. Årsabonnement: 250 kr. RÆSON er uafhængigt (enhver artikel er kun udtryk for skribentens holdninger) og non-profit (alle indtægter investeres i magasinet); bladet blev startet i 2002 og har siden bragt flere end 500 artikler. Chefredaktion: Eske Vinther-Jensen (ansv.), Nikolaj Vitting Hermann (daglig redaktør), Jonas Parello-Plesner og Clement Behrendt Kjersgaard (udgiver). Alle indlæg sendes til: redaktionen@raeson.dk. Foto credits: EU s.1+4, FN s.7, Ian Muttoo s.10, Det Hvide Hus s.17, Miljøministeriet s. 27, Energistyrelsen s.24, basheertome s. 20. EVERYBODY WINS

For gratis tilmelding til ugemagasinet: www.raeson.dk

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 2 af 28

Nyt fra RÆSON

RÆSONs Årskonference om Politik, Medier, Net og Demokrati 28/11 2009

Lørdag d.28/11 inviterer RÆSON for første gang til Årskonference om Politik, Medier, Net & Demokrati - hvor bloggere, chefredaktører, journalister, valgforskere, spindoktorer, pressemedarbejdere, netroots, ITentreprenører, medieeksperter og politikere diskuterer demokrati, offentlighed, journalistik, mediemarked og kommunikation i lyset af de nye medier og samfundsudviklingen generelt. Der er plads til 600 deltagere; tanken er, at arrangementet bliver en årligt tilbagevendende begivenhed.

Programmet, der strækker sig fra 10-22, skifter mellem foredrag, interviews på scenen, debatter og dueller med 25 medvirkende, bl.a.: - Lisbeth Knudsen, ansv. chefredaktør, Berlingske Tidende - Tøger Seidenfaden, ansv. chefredaktør, Politiken - Susanne Hegelund, chef for TV-Avisen - Henrik Dahl, sociolog og forfatter - Per Mikael Jensen, direktør for Metro - Leif Beck Fallesen, chefredaktør, Børsen Praktisk: - Tilmelding: 1.000 kr.

- Antallet af pladser er begrænset, reservér derfor i god tid - Frokost og aftensmad indgår ikke som en del af programmet; der holdes to pauser fra 12-13 og 17.30-19.30.

Forhåndstilmelding via: www.raeson.dk/konferencen2009.html

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 3 af 28

VERDEN 21. oktober 2009

Uden reformer bliver EU aldrig en betydningsfuld global aktør Trods EU’s diplomatiske, økonomiske, civile og militære indsats mange steder i verden er unionen stadig for dårlig til at genopbygge skrøbelige stater. EU sidder fast i gamle missionsskabeloner, bureaukrati og underudviklede civilkompetencer. Vedtages Lissabontraktaten, skal EU udnytte den nye fælles udenrigstjeneste til at forbedre sig på dette felt – og så skal medlemsstaterne i gang med at opbygge deres civile kapaciteter.

Af Daniel Korski, senioranalytiker i tænketanken European Council on Foreign Relations

DEN Europæiske Union har verdens største diplomatiske netværk; ikke færre end 40.000 diplomater sidder på de 27 medlemslandes ambassader. Unionen er også verdens største bistandsdonor – milliarder af euros bliver årligt brugt af Kommissionen og EU’s regeringer til at bekæmpe fattigdom i den tredje verden. Og modsat NATO har EU formået at søsætte 22 forskellige militære- og civile operationer. Specielt den Fælles Udenrigs- og Sikkerhedspolitik (FUSP’en), der blev skabt over Jugoslaviens smuldrende rester og tryllet frem af topdiplomaten Javier Solana på det tyndeste juridiske grundlag, har været EU’s stolthed.

Men på trods af netværk, donationer og operationer er EU fortsat for dårligt rustet til at genopbygge skrøbelige stater og til at deltage fuldgyldigt i den oprørsbekæmpelse, de fleste sikkerhedseksperter mener vil karakterisere fremtidens krige. I en ny rapport udgivet af tænketanken European Council on Foreign Relations giver min medforfatter, Richard Gowan og jeg tre årsager til EU’s problemer.

1. For det første arbejder EU stadigvæk med en skabelon for missioner, der blev skabt til Unionens første operationer på Balkan for ti år siden, men som ikke er egnet – eller i det mindste ikke er tilstrækkelig – til at håndtere moderne konflikter. På Balkan var det nødvendigt at gøre op med det tidligere systems styreform. EU udsendte derfor adskillige politimissioner, først i Makedonien og Bosnien og senest i Kosovo, som havde til opgave at reformere

politi og sikkerhedsstyrker. Disse missioner blev efterfulgt af militære missioner, efter at NATO havde etableret roen.

Men hvad der gjorde sig gældende på Balkan ved årtusindskiftet, er ikke det, der skal til for at skabe stabilitet i Congo, fremgang i Yemen eller sikkerhed i Pakistan. I fremtiden kan EU ikke regne med, at NATO eller USA allerede har garanteret sikkerheden, som det var tilfældet på Balkan, og det vil derfor ikke være nok at gennemføre kapacitetsopbygningsprogrammer.

EU’s rolle i Congo er et godt eksempel på, hvordan den etablerede fremgangsmåde går galt.

På trods af adskillige missioner i hovedstaden Kinshasa, som bl.a. havde det sigte at reformere politistyrkerne a la Balkan-modellen, stod store dele af landet i flammer.

2. EU står overfor Bureaukratiske problemer i Bruxelles. Der er vedvarende konflikter mellem Kommissionen og Rådssekretariatet, der repræsenterer medlemslandene – ogn der eksisterer også en politisk kultur, som betyder, at beslutninger, der egentlig burde træffes i felten, træffes på de bonede gulve i EU’s hovedstad. Beslutninger om fx personalerekruttering, der let kunne centraliseres, bliver presset ned over missionerne, der så skal bruge utallige mandetimer på opgaven.

Det er måske ikke unaturligt, at de forskellige bureaukratiske systemer efter kun ti år ikke fungerer som de hundred år gamle centrale administrationer i medlemslandene. Men selv i forhold til FN er EU’s bureaukratiske systemer tilbagestående.

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 4 af 28

3. Den tredje – og måske største – hindring for EU’s udvikling er manglen på de nødvendige civile kapaciteter i medlemslandene. I modsætning til udbygning af deres militære styrker, som næsten alle EUlandene har påtaget sig efter Den Kolde Krigs afslutning, har kun de færreste fokuseret på at udvikle civile kapaciteter og sørge for, at de forskellige centraladministrationer kan planlægge en indsats, der ikke kun er af militær karakter, men blander civile og militære midler.

Danmark – som på nuværende tidspunkt har 77 udsendte på ESDP-missioner (Europæisk Sikkerheds- og Forsvarspolitik, red.) – er sammen med Finland, Tyskland, Holland, Sverige og Storbritannien de lande, der gør det største arbejde for at løse deres ESDP-opgaver. Denne gruppe lande har en grundig og ofte obligatorisk træning af civile: man har udviklet samarbejdsmetoder på tværs af ministerier og forsøger at evaluere alle de udsendte medarbejdere. I den modsatte ende af skalaen ligger lande som Bulgarien, Cypern, Estland, Grækenland, Letland, Litauen, Luxemburg og Malta. I midten kan man finde lande som Østrig, Belgien, Italien, Frankrig og Spanien. Men hvis EU ønsker at kunne udsende medarbejdere i Unionens regi til at løse denne type opgaver, vil det være nødvendigt at nivellere forskellene mellem landene.

Gowan og jeg, at EU skaber en række incitamenter for medlemslandene, således at det bliver lettere at rekruttere folk, lokke embedsmænd til at tage ud på missioner, samt at landene forbedrer deres bureaukratiske systemer.

Kernen i et nyt fremstød burde være nationale strategier, hvor medlemslandene selv kan opridse, hvordan de ønsker at forbedre deres kapacitet til krisestyring. Ligesom i OECD-regi kan disse strategier så blive ”peer-reviewed”, altså vurderet af andre medlemslande. Og EU’s interne tænketank, EU-ISS i Paris, kan løbende foretage vurderinger af de forskellige nationale strategier.

EU er kommet langt på kun ti år. Men opgaven bliver stadig vanskeligere. For at forberede sig bedst muligt på en ny generation af kriser må EU og medlemslandene i særdeleshed, komme i gang med at gennemføre de nødvendige ændringer. Hvis ikke det sker, vil EU aldrig blive en betydningsfuld global aktør.

SKULLEe Lissabontraktaten blive ratificeret, åbner der sig en mulighed for at gøre op med EU’s forældede doktriner og skabe et bedre samarbejde mellem Kommissionen og Rådssekretariatet, når de ifølge traktaten bliver ført sammen i en ny fælles udenrigstjeneste. Det vil blandt andet gøre det muligt at skabe en særlig skole, der kan træne EU’s diplomater og udviklingsfolk.

Herved kan den fælles udenrigstjeneste også sørge for, at EU får fælles fodslag, når det gælder det konfliktforebyggende arbejde: Konkret burde EU udsende topdiplomater til verdens 20 mest udsatte lande for at arbejde med lokale myndigheder og andre parter i konflikten for sammen med andre internationale organisationer at forebygge eskalering. Og i tilfælde af krig bør EU være i stand til hurtigt at udsende en mission, hvis det skulle være ønskeligt. Én ting kan Lissabontraktaten dog ikke gøre noget ved: Medlemslandenes manglende investeringer i civile kapaciteter. Også her kræves der nytænkning. I rapporten forslår Richard

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 5 af 28

Bestil RÆSONs nye bog på www.raeson.dk

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 6 af 28

INTERVIEW 21. oktober 2009

Iran-ekspert Flynt Everett: Udelukket at Iran opgiver sit atomprogram ”Det er helt udelukket at vi får en aftale, der vil kræve, at Iran helt ophører med sit atomprogram. Jeg tvivler sågar på, om Iran overhovedet vil gå med til en aftale, der på nogen som helst måde begrænser størrelsen af atomprogrammet. Jeg kunne derimod godt forestille mig en aftale, hvor Iran fortsætter med at uranberigelse, men samtidig accepterer en eller anden form for international kontrol i form af for eksempel internationale observatører. Hvis den amerikanske regering er klar til at acceptere sådan en aftale er dét en mulighed”.

Interview af Martin Wøldike, RÆSON i New York

I disse dage mødes repræsentanter fra det Internationale Atomenergiagentur med iranske embedsmænd i Wien for at forhandle en aftale om Irans atomprogram. Forhandlingerne ses af mange som en omkamp oven på de forhandlinger, som Iran i sidste uge havde med de fem permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd, USA, Storbritannien, Rusland, Frankrig og Kina, samt Tyskland i Geneve. Forhandlingerne led søndag et alvorligt knæk, da en selvmordsbombe dræbte flere medlemmer af Irans Revolutionsgarde i den iranske provins SistanBaluchestan, og iranerne efterfølgende anklagede amerikanerne og briterne for at have haft en finger med i spillet. RÆSON har talt med Mellemøstekperten, Flynt Everett, tidl. rådgiver for den amerikanske regering: Hvordan ser du Obamas muligheder for at få en atomaftale i hus med Iran? ”Det afhænger i høj grad af, hvad man forstår ved en aftale. Lige nu venter vi stadig på det endelige resultat af forslaget fra iranerne om at sende dele af deres lavtberigede uran til Rusland og Frankrig for at berige det yderligere, så det kan bruges i en forskningsreaktor i Tehran.

Men derudover er der hele spørgsmålet om hvilken slags aftale, der rent faktisk er holdbar på længere sigt. Jeg tror personligt det er helt udelukket at vi får en aftale, der vil kræve, at Iran helt ophører med sit atomprogram. Jeg tvivler sågar på, om Iran overhovedet vil gå med til en aftale, der på nogen som helst måde begrænser

størrelsen af atomprogrammet. Jeg kunne derimod godt forestille mig en aftale, hvor Iran fortsætter med at uranberigelse, men samtidig accepterer en eller anden form for international kontrol i form af for eksempel internationale observatører. Hvis den amerikanske regering er klar til at acceptere sådan en aftale er dét en mulighed. Hvis regeringen derimod er mere modvillig – og fortsætter som hidtil, sammen med briterne og franskmændene med at insistere på praktisk talt ingen uranberigelse overhovedet – så tror jeg ikke, vi får en aftale at se foreløbigt.”

Hvad er det, Iran vil?

I iranernes øjne har de allerede én gang prøvet at opgive uranberigelse i to år. Det var tilbage i 2003-2005, og i deres optik fik de ikke noget for det dengang – derfor har de i følge Flynt Leverett ikke tænkt sig at gøre det igen. Men nu har iranerne opdaget, at med udvidelse af deres program får de opmærksomhed fra det internationale samfund og dermed også en meget bedre forhandlingsposition. Og det kan meget vel have været iranernes mål fra begyndelsen. Flere eksperter både i og uden for Iran mener, at Tehrans mål hele vejen igennem har været at kunne mestre – eller i det mindste foregive at kunne mestre – forberedelsen af atomenergi, konstruktionen af et atomsprænghoved og midlerne til at udvikle atomvåben, uden rent faktisk at konstruere et. Hvis det er sandt, så stemmer det også overens med en nyligt UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 7 af 28

offentliggjort rapport fra det Internationale Atomenergiagentur, der slog fast, at Iran nu har opnået tilstrækkelig information til at kunne designe og producere et funktionelt atomvåben, men også at der er ikke bevis for, at landet rent faktisk har forsøgt at producere et. Irans åndelige overhoved, Ayatollah Ali Khamenei udstedte sågar i 2005 en fatwa, der fordømte udvikling af atomvåben.

Irans møde med USA og dets allierede i Geneve sidste uge bragte under alle omstændigheder Iran nærmere på disse mål. Iran forhandler nu direkte med USA og måske endnu vigtigere, Iran kunne i sidste uge forlade forhandlingerne med en klar accept af sin ret til at fortsætte med at berige uran på egen jord – hvilket den iranske regering uomtvisteligt betragter som et spørgsmål om suverænitet, på trods af, at FN’s Sikkerhedsråd i 2006 krævede, at Iran indstillede sine atomaktiviteter. Men Everett afviser tanken han er ikke en af dem, der tror på, at det hele tiden blot har været iranernes mål at nå dertil, hvor de er idag: ”Nej, det vil i mine øjne være at undervurdere iranernes planer. Jeg ved ikke, hvad deres plan var, da de begyndte atomprogrammet i 1999. For fem år siden ville de måske have været tilfredse med en aftale, der satte grænsen ved det antal centrifuger, de har i dag. Men hvis vi for eksempel ser på de to atomanlæg Iran har i Natanz og ser på hvor mange centrifuger, de rent faktisk kunne rumme, hvis de udnyttede kapaciteten, så ville de altså have et godt stykke over 50.000 centrifuger [Iran har i dag godt 6000 fungerende gascentrifuger til uranberigelse, red.].

Så jeg køber altså ikke påstanden om, at de allerede har opnået, hvad de ville.”

Obamas spildte chance I sidste uge så det på et tidspunkt ud til, at iranerne var klar til at indgå en aftale. Men det fik søndagens selvmordsagreb mod Irans Revolutionsgarde i Sistan-Baluchestan provinsen sat en stopper for. Iran beskylder nu USA og Storbritannien – samt naboen Pakistan – for at have haft kendskab til angrebet. Lederne i Tehran baserer deres beskyldninger på et hemmeligt program, som Bush-regeringen påbegyndte i sin anden valgperiode. Daværende præsident George W. Bush afsatte i sin tid $400 millioner til programmet, der ifølge iranerne havde til hensigt at undergrave regimet i Tehran indefra. Selvom Obama overtog embedet med et løfte om en ny forhandlingsstrategi over for Iran, er det uklart, hvorvidt Iran-programmet nogensinde er blevet afskaffet. Flynt Leverett var medlem af George W.

Bush' nationale sikkerhedsråd, da programmet blev påbegyndt, men forlod regeringen efter uoverensstemmelser om blandt andet mellemøststrategien. Leverett har siden hen flere gange kritiseret Obama for ikke at gøre mere for at afslutte det hemmelige Iran-program.

Du har tidligere sagt, at Obama burde have reageret hurtigt, og suspenderet det hemmelig Iran-program, der blev påbegyndt af Bush-regeringen. Hvad mener du med det? ”Man kan drage en parallel til 1969, da Nixon overtog præsidentposten. Han havde meldt ud, at han ville føre en ny linje overfor Kina, men der var mange spekulationer på den kinesiske side om de amerikanske intentioner. Nixon gjorde imidlertid en masse proaktive ting i begyndelsen af sin embedsperiode for at signalere til kineserne, at han mente det alvorligt. Bl.a. bad han CIA om at stoppe de hemmelige aktiviteter i Tibet, som efterretningstjenesten havde ført i årevis, ligesom han bad den amerikanske flåde, om at holde op med at patruljere i strædet ud for Taiwan. Begge disse initiativer sendte klare signaler til kineserne om, at han oprigtigt ønskede en ny diplomatisk åbning over for Kina. Jeg mener, at Obama har haft en række muligheder for at gøre noget lignende over for Iran, men at han ganske enkelt har forpasset de muligheder.”

Hvordan tror du, søndagens angreb vil påvirke forhandlingerne? ”Jeg tror i hvert fald ikke, det hjælper på forhandlingerne, lad mig sige det sådan. Iranerne har jo sagt, at de tror, at pakistanske efterretningskilder kendte til angrebet, og for mig lyder det ganske sandsynligt. Jeg ved ikke, hvad forbindelserne er mellem CIA eller andre efterretningstjenester, og så Jundallah-gruppen, der siges at stå bag søndagens angreb. Men for mig virker det slet ikke usandsynligt, at USA rent faktisk har forbindelser til den slags grupper i de egne af Iran. Det skal derfor tages helt alvorligt, når iranerne siger, de tror, amerikanerne støtter denne gruppe. Og desuden gør det kun hele spørgsmålet om, hvad USA's strategi egentlig er i hele denne forhandlingsproces endnu mere uklart.”

Mandag truede Iranerne USA og Storbritannien med gengældelse oven på terrorangrebet mod Revolutionsgarden.

Hvor alvorligt skal vi tage sådan en trussel? Hvordan ser du, Iran kan gengælde det? ”Jeg forventer helt sikkert en eller anden form for gengældelse fra den iranske side. Man kunne forestille sig, at de på en eller anden måde vil gå efter pakistanske interesser – eller hvis de for eksempel tror, Saudi Arabien eller andre golfstater er involveret, kan de finde på at presse dem.

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 8 af 28

Jeg tror ikke nødvendigvis, at de decideret vil gå efter amerikanske eller britiske interesser, men hvis de vælger at gøre det, er der adskillige måder, de kan gøre det på, for eksempel ved at støtte oprørsgrupper i Irak eller Afghanistan. Og så ville det være meget svært at forbinde det direkte til Iran.”

Tror du, vi får aftale med Iran at se inden for – lad os sige – de næste par uger? ”Igen, er det et spørgsmål om, hvad man forstår ved en aftale. Man kunne godt forestille en eller andet form for aftale, der går ud på, at Iran sender lavtberiget uran til Rusland, men jeg tror, det er usandsynligt, at vi inden for et par uger ser en større aftale.”

Lynt Everett arbejdede fra 1992 til 2003 i den amerikanske regering, hvor han blandt andet har siddet i regeringens Nationale Sikkerhedsråd og rådgivet udenrigsministeren i mellemøstspørgsmål. I 2003 forlod han Bush-regeringen efter uoverensstemmelser om strategien i Mellemøsten og tilgangen til krigen mod terror. I 2006 udgav han bogen ”Dealing with Tehran: Assesing US Diplomatic Options toward Iran”. I dag arbejder han som direktør på the Geopolitics of Energy Initiative ved the New American Foundation.

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 9 af 28

VERDEN 21. oktober 2009

SEOUL Sydkorea kan ikke længere ignorere sine sociale problemer Sydkorea er verdens femtende største økonomi og nr.4 i Asien: landet er blevet en mere magtfuld aktør på den internationale scene, og i november næste år er Seoul vært for det næste G20-møde. Men er ”Miraklet på Hanfloden” ved at vende? Den eksport, der lagde grunden for opsvinget, er faldet drastisk. Sydkorea har en af verdens højeste selvmordsrater, fødselsraten er verdens laveste og antallet af ældre eksploderer.

Af Troels Kranker, RÆSON i Seoul

PÅ fire årtier gennemførte Sydkorea en modernisering, som tog de vestlige lande 150 år.

Siden 1963 blev BNP pr. indbygger 200-doblet.

Men succesen har haft betragtelige negative sociale konsekvenser. Og landets kraftige afhængighed af eksport har desuden gjort det yderst sårbart over for globale kriser. Den igangværende finansielle krise og den medfølgende faldende efterspørgsel fra udlandet har resulteret i et fald på 20 % i eksporten fra 2008 til 2009. Præsident Myung-bak skal på valg i 2011: han kan næppe lade de store problemer stå uløste, hvis han skal genvinde magten. ’Sammenpresset modernitet’ I 1945 blev Korea befriet efter årtiers japansk besættelse – men delt i det sovjetisk befriede Nord og det amerikansk befriede Syd. I Sydkorea indledte man i de følgende par år genopbygning og reformer – bl.a. et demokratisk valg i 1948.

Men Nordkoreas uprovokerede invasion af Sydkorea i 1950 startede den tre år lange Koreakrig, som komplet ødelagde begge nationer, menneskeligt – med over tre millioner ofre og endnu flere sårede - og økonomisk – med en fattigdom på niveau med lande i Afrika. I 1953 var Sydkorea derfor slået tilbage til 1945 - på bar bund. Fordelen var dog, at den koreanske regering herefter kunne bygge samfundet og demokratiet op helt fra bunden, mener den berømte sociolog og opfinder af begrebet compressed modernity, professor Chang Kyung-Sup, som forsker i Koreas udvikling. Compressed modernity er navnet på den lynhurtige modernisering, som kendetegner Korea i dag, båret frem af et ufravigeligt fokus på

økonomi, bundlinjeeksport og højteknologi kombineret med en exceptionel arbejdsdisciplin: ”Mellem 1948 og 1963 var Korea et land med klar prioritering af de demokratiske værdier, hvilket måske er det vigtigste kriterium for at kunne kalde sig et moderniseret samfund.” fortæller Professor Ki-Soo Eun, Associate Dean og sociolog fra Seoul National University.

Men General Park ødelagde denne proces, da han med magt overtog styret i 1961. Tanken om økonomisk-vækst-frem-for-alt har netop været fremherskende i Sydkorea lige siden. I 1963 strøg man de demokratiske principper fuldstændigt. I stedet rettede man blikket mod den økonomiske bundlinje og mod Vesten og dens moderniseringsmodeller. Korea havde herfra 150 års moderniseringserfaringer at drage nytte af.

Regeringen begrænsede importen af forbrugsgoder, men ikke af teknologi og råmaterialer, kontrollerede og arbejdede tæt sammen med erhvervslivet (og uddelte økonomisk støtte til det), investerede kraftigt i uddannelse og teknologi og fokuserede stærkt på eksport.

Resultatet blev en gennemsnitlig eksportvækst på 25 procent om året fra de sene 50ere til midten af 1980erne. Siden 80erne har investering i infrastruktur og kommunikationsteknologi øget konkurrenceevnen markant.

Specielt den kraftige investering i højteknologiske forskningsinstitutter, der refererede direkte til præsidenten, og den konstante produktudvikling af erhvervslivet, har båret frugt. Således er koreanske kæmpekonglomerater, Chaebols, som Samsung, Hyundai og LG innovationspionerer, hvad angår

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 10 af 28

udvikling af nye højteknologiske elektronikvarer med en global topplacering i patentregistrering, og de er nogle af verdens absolut største virksomheder med enorm politisk indflydelse.

F.eks. mødtes Kim Jong-Il med Hyundais CEO Hyun Jeong-eun i Pyongyang for at forhandle løsladelse af en sydkoreansk Hyundai-ansat, i stedet for at mødes med repræsentanter fra den sydkoreanske regering.

Korea har verdens mest uddannede befolkning: 90 % af en årgang indskriver sig på videregående uddannelser. Og en OECDundersøgelse fra 2007 viste, at koreanerne er den befolkning, som arbejder flest timer i hele verden.

En forklaring må være, at konfucianismen og buddhismen stadig er til stede i samfundet.

Arbejdsomheden forklares af mange med konfucianismens fokus på hårdt arbejde og disciplin, uddannelse og familie og buddhismens ideal om at udføre uselviske handlinger for den større helhed.

Den koreanske befolkning var både under og efter koloniseringen desperate efter arbejde, som specielt var at finde i tekstilindustrien. Derfor opstod der en stor migrationsbølge fra landdistrikterne til byerne, hvor fabrikkerne lå.

Navnligt kvinderne arbejdede næsten umenneskeligt hårdt på fabrikkerne, samtidig med at de skulle tage sig af arbejdet i hjemmet. ”Koreanerne blev eksponeret for intergenerationelle mønsterbrydere, eller social upward mobility, som motiverede andre til at arbejde sig ud af fattigdommen ved at påtage sig store arbejdsmæssige ofre. Samtidig med den industrielle revolution foregik der, hvad jeg kalder en industrion revolution, hvor koreanerne simpelthen begyndte at arbejde mere af ren nød – og fordi det gamle og meget fastlåste sociale hierarki samtidig begyndte at smuldre, hvilket gav håb.”, siger Professor Ki-Soo Eun. Måske har en motiverende kraft været bitterheden efter Japans kolonisering. Besættelsen og ydmygelsen af den koreanske kultur skabte et stort behov for nationalidentitet, hvilket forøgede muligheden for at tænke på sig selv som en del af et kollektiv og samtidig rettede et skarpt øje mod naboen i øst. Følelsen af national underlegenhed resulterede i en stræben efter at positionere og definere nationalidentiteten som altid at ville være bedre end storebroderen Japan.

Bagsiden Selvom det umiddelbart kan være svært at få øje på, har supersuccesen kastet nogle mørke skygger.

Resultatet er et kontrastfyldt samfund, hvor stædig fastholdelse af traditioner går hånd i hånd med desperat stræben efter økonomisk vækst og modernisering. Sydkorea er det land i verden, som

sover mindst. Hvor udmattende individuel konkurrence på universiteter og arbejdspladser følges ad med nationalisme og kollektivisme. Hvor åbenheden over for omverdenen lever side om side med racismen. Hvor prædiken om demokrati og globalisering fungerer i bedste velgående ved siden af et styre, som underminerer visse menneskerettigheder og demokratiske processer – med det resultata at oppositionspartiet melder sig ud og ind af Nationalforsamlingen. Hvor den glade befolkning høfligt smiler og bukker, mens landet har et af verdens højeste selvmordsrater.

Fødselsraten er den laveste i verden, selvom der er strenge krav om børn fra den ofte konservative familie. ”Det vil være for nemt at skyde al skylden [for disse problemer på] moderniseringen og den økonomiske fremgang. Korea er et mere frit og demokratisk samfund end for 50 år siden. Men der sker en polarisering af indkomstfordelingen og de politiske rettigheder. Jeg ser i Korea en kultur, som er blevet korrupt af den hurtige sociale forandring” forklarer Professor Eun. Han henleder opmærksomheden på den udnyttelse af de koreanske arbejdere, som fandt sted under General Park, der ønskede økonomisk fremgang først – for derefter at skabe grobund for demokrati. Og han minder om, at Koreas fortid som først koloni og efterfølgende militærstat har påvirket befolkningen i en autoritetstro retning det er grunden til, at det lykkedes de koreanske regeringer at få etableret rigdom-først-demokratiderefter.

Ifølge Eun er de sociale problemer presserende: ”Den højeste dødsårsag blandt de 13-30-årige er selvmord. Og selvmord er den hurtigst voksende dødsårsag blandt den ældre generation. Jeg vil ikke skylde skylden på hverken økonomisk fremgang eller moderniseringen, men derimod på den hurtige sociale og kulturelle forandring, som f.eks. ikke har sikret en konstant moral i samfundet eller et sikkert socialt sikkerhedsnet for den ældre befolkning, idet børnene stadig forventes af tage sig økonomisk af deres ældre familiemedlemmer. Det kan nogle koreanere bare ikke, når konkurrencen om arbejdspladserne er så aggressiv, når boliger bliver dyrere, og når konen, børnene og manden selv bliver mere og mere materialistiske.”.

Det kan virke som om politikerne kun har øje for at løse problemerne på overfladen. F.eks. bruger bystyret i Seoul en stor sum penge på at ”selvmordssikre” broer og undergrundsbaner. I stedet kunne man gå dybere til værks og gribe fat om problemets rod ved at investere i f.eks. et omfattende socialt sikkerhedsnet, som til en vis grad ville kunne løse selvmordsproblemerne og

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 11 af 28

motivere til en højere fødselsrate (den forventes kun at være vokset med 0,06% i 2020): Spørgsmålet er, om Sydkorea økonomisk kan holde sig på toppen med så mange sociale problemer i bagagen? Regeringen fører en konservativ, ultraliberal økonomisk ulighedspolitik og giver ikke meget velfærd til den aldrende befolkning. Men spørgsmålet er, om ikke præsident Lee Myung-bak bliver presset til at skabe balance mellem de mange kontraster inden det næste præsidentvalg om to år? Takket være en forøget levestandard lever koreanerne længe: i 2020 vil 15,1% af befolkningen være over 65 år.

En så kraftig nedgang i den arbejdsaktive del af befolkningen vil have en kraftig indflydelse på landets konkurrenceevne. Væksten i antallet af ældre er dermed et voldsomt kritisk tal for regeringen, ikke kun fordi Sydkorea kommer til at mangle arbejdskraft men fordi mange af de ældre vil være afhængige af staten. Uden en hurtig og massiv investering i social velfærd for denne gruppe vil det koreanske samfund krakelere fuldstændigt.

Troels Kranker er studerende på Graduate School of International Studies på Seoul National University, medredaktør af RÆSON og kandidatstuderende i Management of Creative Business Processes på Copenhagen Business School samt en af vinderne af The Korea Times’ Economic Essay Contest 2009

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 12 af 28

VERDEN 21. oktober 2009

Har nationalbankerne slet intet lært af krisen?

Det er præcis 30 år siden starten på den proces, der har gjort centralbankdirektørerne til magtfulde, uafhængige mænd med ret til at være ligeglade med politikere og vælgere. Men efter et år med finanskrise har befolkningens mistillid til centralbankerne – inklusive den danske – aldrig været større. Tid til selvransagelse? Nej: Centralbankchefer er som flødeskum – jo mere man pisker dem, jo hårdere bliver de!

Af Martin Marcussen, professor ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

I disse dage er det 30 år siden verdens centralbanker skød kampen mod inflationen i gang. I oktober 1979 rejste den daværende amerikanske centralbankdirektør, Paul Volcker, uventet tidligt hjem fra det årlige IMFVerdensbanks-topmøde i Beograd, Serbien for at introducere en ny slags pengepolitik med fokus på styring af pengemængden. Snart herefter hæver han renten – midt i en periode med stigende arbejdsløshed og lurende recession – og dét kunne befolkningen mærke. Det varer ikke længe, inden der helt bogstaveligt udløses en dusør for at stoppe USA’s fjende nummer ét: centralbankdirektøren!

Uden for Federal Reserve-bygningen dannes lange kæder af arbejdsløse i protest mod den såkaldte ”anti-amerikanske” politik, man førte inde bag de høje marmorfacader. Paul Volcker blev hurtigt USA’s mest upopulære offentlige person.

Rundt omkring i verden studerer man det amerikanske eksperiment nøje, for i mange andre lande end USA bød 1970’erne på helt ustyrlige inflationsniveauer. Men centralbankerne var typisk en del af en politisk beslutningsproces, der i realiteten forhindrede dem i at gøre dét, centralbankerne er bedst til: ”at fjerne punchbowlen, lige når festen skal til at starte”, for at citere en anden amerikansk centralbankdirektør, William McChesney Martin. I løbet af 1980’erne begynder andre lande at kopiere Volckers strategi, og gradvist finder der et regimeskrifte sted i centralbankverdenen. Bevægelsen sker i fire bølger: 1) Stabilitet: Først spredes den stabilitetsorienterede økonomiske filosofi sig blandt de økonomiske beslutningstagere. I Danmark plejer vi at referere til Erik Hoffmeyers og Knud Heinesens brandtaler om den

økonomiske afgrund som et skæringspunkt. Da den borgerlige regering træder til i 1982 var det med et mandat til at få rettet op på økonomien med udgangspunkt i inflationsbekæmpelse og en fast valutakurs i forhold til D-marken.

2) Uafhængighed: Idéen om, at centralbanker bedst kan bidrage til stabiliseringen af den økonomiske udvikling, hvis de formelt set er uafhængige af den politiske beslutningsproces, forplantede sig til flere lande. Politikere har en tendens til at tænke kortsigtet for at kunne blive genvalgt, hvorimod uafhængige centralbanker kan tænke langsigtet, netop fordi befolkningen ikke skal vælge dem.

Den new zealandske centralbank er nok den første, der rigtigt gennemgår grundlæggende reformer – i 1989. Men derefter tager forandringen fart, og i løbet af 1990’erne ændres næsten alle centralbanklove verden over for at ”befri” de monetære myndigheder fra snæversynede politikeres greb. I Europa lægges grundstenen til verdens hidtil mest uafhængige centralbank, Den Europæiske Central Bank (ECB), hvis status kun kan ændres, hvis alle EU’s medlemsstater støtter op omkring en sådan ændring.

3) Funktion: Bør en centralbank have flere målsætninger end netop at bekæmpe inflationen? Bør den også beskæftige sig med finansiel stabilitet og måske med økonomisk vækst og beskæftigelse? Nej – konsensussen bliver hurtigt, at bankernes eneste opgave er at begrænse prisinflationen (her indregnes ikke aktiekurser og boligpriser), som bør holdes stabilt lavt. I en lang række lande introduceres der oven i købet et konkret inflationsmål. som centralbankerne bør UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 13 af 28

sigte efter. Centralbankcheferne har nu fået carte blanche til at hæve renten –helt uafhængigt af, hvordan det ellers går med økonomien – hver gang de tror, at inflationen nærmer sig ydergrænsen for inflationsmålet.

Som princip behøver centralbankerne dog ikke handle i modstrid med politikeres ønsker om ikke at være for hårde ved befolkningerne. De kan nemlig, hvilket især var tilfældet i USA i slutningen af 1990’erne, holde renten lav – meget lav – så længe dette ikke har nogen indflydelse på prisinflationen. Flere tolkede denne fine tilstand – hvor både inflation og rente var lav gennem længere tid – som udtryk for en ”ny økonomi”, hvor inflation altså ikke længere var en sideeffekt ved at der blev udlånt og forbrugt mange penge.

4) Gennemsigtighed. I mange år havde man i centralbankkredse haft den filosofi, at rentebeslutninger skulle komme som en tyv om natten – altså helt uventet – for at have nogen effekt. Det begyndte man i starten af det nye årtusinde at arbejde sig væk fra ved at indføre et gennemsigtighedsprincip . Der blev udarbejdet regelmæssige inflations- og stabilitetsrapporter med grundige analyser af den aktuelle økonomiske situation. I nogle lande gik man så vidt som til at offentliggøre referater fra de møder, hvor rentebeslutninger var blevet truffet – nogle steder blev også stemmeafgivelser offentliggjort.

Hertil kom, at centralbankchefer begyndte at møde op i de nationale parlamenter for at forklare rentebeslutninger. Blandt dem, der gik forrest, var Bank of England og Sveriges Riksbank; Andre er mere tøvende, herunder Den Europæiske Centralbank, der ikke offentliggør referater og stemmeafgivelser.

Resultaterne af disse tredive års udviklingstendenser har været, at centralbankerne har fået endog meget centrale placeringer i de nationale og internationale politikprocesser. Det har været en såkaldt gylden tidsalder for centralbankverdenen. I modsætning til politikere er centralbankchefer typisk blevet mødt med en ganske stor grad af tillid fra befolkningerne rundt omkring i verden. Centralbankerne har været set som den solide søjle midt i en kaotisk verden fyldt med risici og fristelser. Men: Aldrig har mistilliden været større I den senere tid viser meningsmålinger, at befolkningerne i både Europa og USA nu vender sig mod centralbankerne. Kun ganske få mennesker frikender nemlig centralbankerne, når forklaringen for den finansielle krise skal identificeres. Langt den største del mener, at centralbankerne har et vist ansvar, et stort ansvar eller endog hele ansvaret for den igangværende finansielle krise.

I Europa har befolkningernes mistillid til ECB aldrig været større i de ti år, den har eksisteret. Det plejer at være de franske politikere, der af og til kritiserer centralbankerne for at være

for konservative og ensidige i kampen for en stabil lav prisinflation i hele euroområdet. I Frankrig taler man traditionelt set om behovet for at skabe en politisk modvægt til økonomerne i Frankfurt – en såkaldt gouvernement économique. Det nye er, at man nu også er ude med riven i Tyskland.

Angela Merkel løftede hen over sommeren fingeren over for ECB. Hun mindede banken om de klassiske centralbankdyder og om, at tiden var kommet til at opsuge noget af al den likviditet som var blevet pumpet ud i økonomien gennem krisen. Centralbankerne burde, mente Angela Merkel, tænke på, at man risikerer at fastfryse de europæiske økonomier i en ustabil situation, som fremtidige generationer vil få svært ved at arbejde sig ud af.

Mens der i Europa dog ikke har været egentlige demonstrationer mod centralbankernes håndtering af krisen, er situationen anderledes i USA. Stemningen når ikke helt samme højder som for tredive år siden, men den nærmer sig. Der er organiserede studenterdemonstrationer mod the Fed (den amerikanske centralbank, red.), Fedhade-hjemmesider er meget velbesøgte, og en Fedfjendtlig bog med den sigende titel ”End the Fed” ligger på New York Times bestsellerliste. I forlængelse af krisen har Præsident Obama såvel som Kongressen foreslået ændringer af centralbankstatutten (beskrivelse af centralbankens opgaver, red). Præsidenten mener, at det kan være nyttigt at samle al banktilsyn i Federal Reserve som erstatning for de syv eksisterende tilsyn. Før banken med ekstraordinære midler kaster sig ud i at rede skrantende finansielle virksomheder, bør den først indhente finansministerens underskrift. Nogle ser dette som et dybt indgreb i Feds uafhængighed for målsætningen om lav prisinflation kan komme i konflikt med målsætningen om finansiel stabilitet, hvilket i praksis gør det umuligt for Fed at arbejde.

Al dette postyr lader foreløbig ikke til at have indvirkning på centralbankernes selvopfattelse. Under det nyligt afholdte Jackson Hole-seminar i Wyoming, hvor alverdens centralbankchefer siden 1978 har mødtes for at diskutere aktuelle problemstillinger, gav man overhovedet ikke indtryk af at være særligt bekymret for den hadefulde stemning, der er opstået og for det generelt faldende tillidsniveau.

Tværtimod brugte USA’s nuværende og for nyligt genudnævnte centralbankdirektør, Ben Bernanke, sin velkomsttale til at understrege, at krisen ville have været meget værre, hvis det ikke havde været for centralbankernes resolutte og koordinerede indgriben. Der blev ikke brugt meget tid på at diskutere, hvorvidt den ensidige målsætning for centralbankernes arbejde er rimelig, eller hvorvidt prisinflationen nu også er det rette inflationsmål.

Burde centralbankerne ikke have reageret på de stærkt stigende boligpriser og aktiekurser og eventuelt medregnet dette i deres monetære politik? Burde de ikke have lært noget fra det japanske eksperiment, der foreløbig har medført UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 14 af 28

20 års recessionslignende tilstand? Eller lært noget af aktiekrisen i 1987 eller af IT-boblen i 2001? Er der slet ingen grundlag for at gentænke kernen i centralbankernes virksomhed, eller holdbarheden af den bagvedliggende teoridannelse?

Tilsyneladende ikke, hvis der står til centralbankerne selv.

Den danske nationalbank undviger Herhjemme er Danmarks Nationalbank både et dårligt og et godt eksempel på de internationale udviklingstendenser. Den er et dårligt eksempel, fordi banken adræt har undgået at tilpasse sig nogle af de internationale reformbølger.

Nationalbanken er ikke formelt set gjort mere uafhængigt end den allerede var: i store træk er det nemlig stadig Nationalbankloven af 1936, der definerer forholdet mellem Nationalbanken og regeringen. Nationalbanken har heller ikke fået ekspliciteret sin målsætning til udelukkende at dreje sig om prisstabilitet. Endelig er det begrænset, hvad Nationalbanken har gjort for at imødekomme det internationale krav om større indsigt i beslutningsprocesser i den monetære politik.

Nationalbanken har hidtil fastholdt, at dens pengepolitik kunne tilrettelægges med ét mål for øje, og det er at fastholde den danske krones kurs i forhold til euroen. Den sætter i store træk renten i forlængelse af de rentebeslutninger, der træffes i Frankfurt. Det gør den så ikke helt i praksis, men alligevel mener Nationalbanken, at så længe der er åbenhed omkring beslutninger i ECB, er der ikke nogen grund til at skilte med, hvad der diskuteres i Nationalbankens direktion. Banken mener heller ikke, at det kan betale sig at indgå i en dialog med Folketinget eller med nogen som helst andre for den sags skyld. Åbenheden i Nationalbanken består udelukkende i, at de tre nationalbankbankdirektører af og til, men efter eget valg, optræder i medierne med et interview.

På alle disse punkter adskiller Nationalbanken sig fra den internationale trend.

Men der er også punkter, hvor Nationalbanken helt fint passer ind i det internationale mønster. Indtil for nyligt har Nationalbankdirektøren nemlig tilhørt den del af beslutningseliten, der har høstet mest troværdighed i samfundet. Det har traditionelt været sådan, at kun Dronningen har scoret højere i det danske troværdighedsindeks. Erik Hoffmeyer, Bodil Nyboe-Andersen og Niels Bernstein har generelt været set som solide, troværdige søjler i et nogle gange flydende dansk politisk landskab. På trods af den manglende formelle uafhængighed har Nationalbankdirektører i Danmark værnet omkring deres uafhængige status, og i Folketinget har der ikke været praksis for at angribe eller betvivle Nationalbankdirektøren.

Nu lader det imidlertid til, at også Nationalbanken er under beskydning – direkte og indirekte. Finanstilsynet i Danmark er nemlig under angreb, og en diskussion har bredt sig om,

hvorvidt tilsynet med bankerne ikke bør lægges over i Nationalbanken. Det vil gøre det lidt sværere at fungere som nationalbankdirektør: Man vil blive tvunget til at interagere meget mere direkte med bankverdenen og herunder politikere, der gerne vil regulere denne bankverden. Man vil, med andre ord, blive trukket ind i en politisk proces, som man har svært ved at forbinde med sin autonome status, og som kan forkludre det overordnede mål med pengepolitikken.

Nationalbanken er allerede under angreb på et andet punkt. Niels Bernstein har flere gange givet udtryk for, at det vil være sundt for den danske økonomi med en vis stigning i arbejdsløsheden. Han har nævnt flere tal, men argumentet er dét, at flaskehalse har det med at skabe usunde lønforventninger forskellige steder på arbejdsmarkedet. Argumentet er ikke faldet i god jord, og har mødt kritik fra bl.a. socialdemokraterne med Thorning-Schmidt og Lykketoft i spidsen. Ligesom med Ben Bernankes indledningstale ved Jackson Hole-seminaret, giver Bernsteins analyse indtryk af, at centralbankcheferne er fuldstændig immune over for de vinde, der blæser i befolkningen og i den politiske debat. Centralbankchefer sætter nærmest en ære i fastholde klassiske teorier om forholdet mellem arbejdsløshed og prisinflation.

Det næste års tid vil vise, om de grundlæggende forhold for verdens centralbanker ændres. Historisk set har det altid været en krise, der er gået forud for en grundlæggende omdefinering af centralbankernes rolle i samfundet. Første Verdenskrig var afslutningen på centralbankernes første gyldne periode, hvor de havde nydt en stor grad af reel selvstændighed.

Efter Anden Verdenskrig blev flere banker direkte nationaliseret. Det tog en oliekrise i 1970’erne, før grunden var lagt til endnu en gylden periode for centralbankerne med stor uafhængighed.

Spørgsmålet er, om den nuværende finansielle krise er stor nok til grundlæggende at underminere den konsensus, der de sidste 30 år har været bygget op omkring centralbankerne.

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 15 af 28

!"#$%&'()$*+*,-.-/00,*12/,*34

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 16 af 28

VERDEN 21. oktober 2009

USA Obama og bloggernes hævn Barack Obama kæmper med næb og klør for at få støtte til sin største politiske satsning: sundhedsreformen. Blandt andet indbød han en udvalgt skare af betydningsfulde bloggere til telefonmøde. Men initiativet gav uventet bagslag.

Af Oliver Routhe Skov

OBAMA og hans rådgivere har haft stor succes med at sælge præsidenten som et varemærke og et fænomen. En stor del af hans hipness er optjent på nettet, hvor Obama-kampagnen nedbrød barrierer for, hvad man kan bruge nettet til i politik. Kampagnen kombinerede traditionelle kampagnestrategier og -teknologier med 2.0filosofier, der bl.a. identificerede lommer af uudnyttet vælgerpotentiale.

Men det bliver efterhånden betragtet som en almen sandhed, at præsidentens hipness er begyndt at falme. Både blandt vælgerne, som er vågnet op og har set, at Obama hverken er supermand eller Messias, men også blandt politiske med- og modspillere i Washington D.C. Det skyldes to krige i Afghanistan og Irak, klimadagsordenen inklusive det såkaldte WaxmanMarkey-lovforslag. (demokraternes bud på en lov, der skal reducere udledningen af drivhusgasser og nedsætte det amerikanske energiforbrug, red.), der er på den snørklede vej igennem Kongressen og lukningen af fangelejren på Guantanamo-basen.

Men lige nu er det største af alle hans problemer sundhedsreformen, der i sidste uge blev vedtaget i Senatets magtfulde Finance Committee, og nu er på vej til afstemning i Senatet.

Til telefonmøde med præsidenten I juli – seks måneder efter sin tiltræden – forsøger Barack Obama at revitalisere både sin hipness, sin opbakning og sine græsrødder ved at gentage noget af det, der sikrede ham sejren for et år siden. Han griber knoglen og ringer til en gruppe af indflydelsesrige, progressive bloggere. Fra sin kampagne har han gode erfaringer med at mobilisere græsrødderne fra sin kampagne via nettet, så strategien er klar: Få bloggerne til at bakke op om sundhedsreformen og dermed lade budskabet sprede sig derfra. ”Blogs er de bedste til at mane de myter i jorden, som ellers slipper igennem de traditionelle medier. Derfor bliver i utroligt vigtige for vores

succes,” siger Obama i telefonen, da han og hans særlige rådgiver, David Axelrod, foretager et telefonmøde med godt 20 toneangivende og meget læste bloggere. De er kendt for at have en stor gennemslagskraft og en stor læserskare – og allervigtigst for den amerikanske præsident: En høj grad af troværdighed, fordi de i offentligheden bliver betragtet som uafhængige og ikke en del af medie-eliten i Washington, D.C. De er ikke inside the beltway, som man siger i USA: De befinder sig uden for den motorvej, der omkranser den amerikanske hovedstad. ”Det er vigtigt at opretholde presset på Kongressen, fordi træghed er en automatreaktion her i Washington. Der skal presses tilbage, så almindelige amerikanere kan mærke den desperation, som familier føler hver eneste dag, når de ikke ved, om de kan betale deres sygehusregninger. Folk skal føle det inderst inde.

Og dét kan I levere bedre end nogen andre,” siger Barack Obama i telefonen. Mødet varer i 24 minutter, hvor præsidenten lægger ud, og bloggerne får lov til at stille spørgsmål.

I New York sidder Micah Sifry. Han har været med på hele 2.0-politikbølgen siden den spæde begyndelse, da Howard Dean tog de første skridt i 2004-valgkampen. Sifry var med til at grundlægge både PersonalDemocracyForum.com og Techpresident.com, hvor han debatterer og analyserer politikernes brug af nettet: ”Der er et aktivt, progressivt blog-miljø, der kalder sig selv ’the netroots’. Men de er blevet kørt lidt ud på et sidespor. Indtil nu har Det Hvide Hus prøvet at komme i forbindelse med vælgerne uden om bloggerne,” siger Micah Sifry til RÆSON. Men alligevel prøver Obama at komme i kontakt med bloggerne i et forsøg på at sælge sin sundhedsreform. Det handler om at ramme de få, indflydelsesrige amerikanere, der kan ændre folkestemningen. ”Blogs er vigtige i amerikansk politik. De taler til en kerne af engagerede mennesker. Der er meget, der tyder på, at læserne UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 17 af 28

faktisk er interesserede i at få modspil, og der er meget interaktivitet. De her folk, som er aktive på nettet og på blogs, er de samme, som er meget aktive i deres lokalsamfund. Det er dem, som andre vender sig til – dem, der har svarene,” forklarer Micah Sifry.

Bloggerne var både beærede og begejstrede for telefonmødet med selveste præsidenten. På deres blog skriver flere af dem begejstret om sundhedsreformen, så første skridt er taget.

Og at tage bloggerne alvorligt er første skridt på vejen mod at forstå den nye politiske virkelighed på nettet. Obama-administrationen har i foråret skabt stor furore i medie-parnasset i Washington ved at lade den meget populære nyhedsblog Huffington Post stille spørgsmål under et præsidentielt pressemøde. Disse pressemøder i Det Hvide Hus er ellers normalt forbeholdt de gamle medier, og hakkeordenen er fastlagt i en officiel protokol: Reuters og AP bliver normalt indkaldt først, dernæst de større, amerikanske tvstationer, og derefter kommer de mindre medier.

Men i to tilfælde har Obama gjort undtagelser og indkaldt Huffington Post ret tidligt i forløbet. Det har ikke gjort opstandelsen mindre, at spørgsmålet fra Huffington Posts udsendte tilsyneladende var aftalt på forhånd mellem journalisten og præsidentens stab.

Jarvis’ First Law Men hér hopper kæden af for Det Hvide Hus. En central del af online-kommunikation er nemlig at indse, at kontrollen er tabt.

“Give the people control and we will use it; don’t and you will lose us,” lyder ‘Jarvis’ First Law. Jeff Jarvis er ophavsmand til flere blogs og bøger om onlinepolitik, og så er han en af CNN’s favoriteksperter, når det kommer til politics 2.0.

Kort sagt siger han: ”Du skal afgive kontrollen, hvis du vil vinde, Obama.” Det afgørende ved web 2.0 er, at der kommunikeres begge veje.

Første generation af internet var hjemmesiderne, hvor publicister og andre med flair for programmering kunne dele deres stof med resten af verden. Men med web 2.0 kan selv den mest uerfarne bruger publicere, hvad end hun vil – og måske endnu mere vigtigt: Verden kan svare hende, andre brugere kan diskutere og bygge videre på hendes stof.

Det er dét, som politikerne er begyndt at benytte sig af. På nettet har brugerne potentiel ufiltreret adgang til politikere. Og politikerne har ufiltreret adgang til potentielle vælgere. Uden om medierne, som altid – både fra politikere og vælgeres perspektiv – skal blande sig og bestemme, hvem der må vide hvad og sige hvad, hvornår.

Obama har om nogle klare strategier for de sociale medier. Han har bevist, at han kan udnytte dem til at vinde det amerikanske præsidentvalg og skabe en folkebevægelse omkring sin person. På nettet kunne vælgerne mødes omkring deres tro på Change, som var Obamas løfte til Amerika.

Nettet var hans foretrukne våben. Republikanerne har traditionelt set talk radio, og nu har Demokraterne nettet, blogs og de sociale medier.

Da alle udmeldinger fra den amerikanske regering skal være i overensstemmelse med den officielle politik, kan det umiddelbart være uoverskueligt, hvordan et så stort regeringsapparat skal benytte sig af de sociale medier. For de sociale medier er netop karakteriseret af kaos og uforudsigelighed. De SKAL være umulige at styre: Mængden af brugere på nettet er surrealistisk stor, og nettets natur gør kontrol og strategi til nogle svære størrelser. Obama kan placere sit budskab, men så må han slippe det.

Cyber-skuffelse Det går ikke helt, som det skal med bloggerne.

Godt nok spreder de budskabet, men de fleste diskussioner kommer til at handle om Obamas motiver og hans bagtanker ved at bruge bloggerne. Og samtidig begynder en del af de progressive bloggere at sætte spørgsmålstegn ved sundhedsreformen og udfordre højrefløjen i det demokratiske parti.

Den anerkendte venstrefløjsblog FireDogLake begyndte at presse højrefløjsdemokraterne, de såkaldte Blue Dogs, på spørgsmålet om, hvorvidt de ville støtte den offentlige model (”the public option”, den mest omdiskuterede del af sundhedsreformen, red.) til stor irritation for Det Hvide Hus, som netop havde brug for fred i partiet for at samle støtten om Obamas største politiske projekt.

Bloggernes skepsis begynder at svække forholdet: fra en nøje koordination mellem udvalgte blogs og Obamas politiske stab har man i løbet af de seneste to måneder fået et mere køligt forhold: ”Den politiske del af Det Hvide Hus tror ikke meget på blogs mere. For nylig omtalte Obama bloggerne i samme sætning som 24-timers kabeltv, som jo er kendt for at drive politik ud på fløjene. Til gengæld er flere bloggere begyndt at presse Obama og Demokraterne fra venstre side af det politiske spektrum og kritisere hans sundhedsreform. Så lige nu er bloggerne blevet en torn i øjet på Obama”, fortæller Micah Sifry.

Obamas talsmænd og rådgivere er begyndt at tale mere afdæmpet om det tætte forhold til bloggerne. For nok er man glad for at fremstå som de hippe – men man vil hellere lægge afstand til bloggerne, når det går den forkerte vej. Og det er problematisk, fordi bloggerne – illoyale, som de er UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 18 af 28

– straffer en politiker lynhurtigt, hvis de oplever manglende tillid. Samtidig er Republikanerne begyndt at blive bedre til at bruge nettet. En logisk konsekvens af, at de er oprørte over reformen, samtidig med at de har masser af tid på hænderne, fordi de ikke har magten.

Unge republikanere har kastet sig over udvikling af online værktøjer, der skal øge opmærksomheden og optimere den republikanske kampagne-maskine, og i Kongressen har både republikanske senatorer og medlemmer af Repræsentanternes Hus taget eksempelvis Twitter til sig - meget hurtigere end deres kolleger i det Demokratiske Parti.

Obama glemte borgernes historier Hvad skulle præsidenten have gjort for at sælge reformen? Sifrys bud: ”Det er sikkert for sent.

Men hvis de gik tilbage og brugte flere tricks fra kampagnen – spurgte almindelige borgere om at dele deres behov, deres synspunkter og deres bekymringer. Så ville de sætte fokus på disse menneskers problemer, i stedet for at gentage Det Hvide Hus’ pointer i det uendelige”. Da Obama talte til begge Kongressens kamre i starten af september lagde han da også netop vægt på moral og det menneskeligt nødvendige. ”Når han sætter debatten ind i den ramme, vinder han momentum. Men på nettet bruger han bare de klassiske våben og glemmer at trække de almindelige mennesker frem, så [deres historier kan tjene til at anbefale] lovforslaget. Han har for travlt med at sælge, og imens ændres lovforslaget på sin vej igennem Kongressen. Jeg tror, de tabte muligheden for at sælge det ved hjælp af folks egne historier,” siger Micah Sifry.

Oliver Routhe Skov er Christiansborg-reporter for DR Nyheder og tidligere fellow i Udenrigsudvalget i Repræsentanternes Hus, Washington, D.C. Uddannet journalist fra Journalisthøjskolen 2009.

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 19 af 28

KLIMA 21. september 2009

KLIMATOPMØDE Hvad København kan lære af Kyoto København-aftalen skal afløse Kyoto-protokollen, men risikerer at kopiere den gamle aftales svagheder. Artiklens forfattere har undersøgt, hvilke lande der har været bedst til at overholde Kyoto-reglerne. De konkluderer bl.a., at man i Kyoto lod Rusland og de andre post-kommunistiske lande slippe alt for billigt – og sender en advarsel til København om ikke at gentage den fejl med Indien og Kina.

Af Anton Breum og Bertel T. Hansen

DEN 12. december 2009 afholdes den 15. del af FN’s Conference of Parties (COP15) i København.

Det overordnede mål er at sikre en videreførelse af det nuværende klimaregime i perioden efter 2012, hvor Kyoto-aftalen udløber.

Som Kyotos-protokollens efterfølger er det sandsynligt, at København-aftalen i sin form ikke vil adskille sig kraftigt fra det nuværende klimaregime. Simpelthen fordi det vil være en ekstremt omstændelig diplomatisk proces at genforhandle de skrøbelige kompromisser, der skabte Kyoto. Jo mere den nye aftale ligner den gamle, jo mere kan København lære af Kyoto.

Kyoto-protokollen er forsøgt konstrueret således, at den skal være ”fair” for de deltagende parter, i den forstand at der ikke skal være nogen faktorer, der systematisk gør det enten nemmere eller sværere for bestemte Anneks B-lande at efterleve deres forpligtelser (Anneks B-lande er lande, der ikke bare godkender traktaten, men aktivt forpligtiger sig til konkrete drivhusgasreduktioner, red.). Fx ville det være ubalanceret, hvis rige lande havde markant lettere ved at reducere udledningen af drivhusgas end fattige lande, men alligevel fik tildelt de samme reduktionsmål. De rige lande skulle i stedet forpligtige sig til højere reduktioner, jo nemmere de havde ved at foretage dem. Det ville også være et skævt aftaledesign, hvis de mest åbne økonomier havde markant sværere ved at overholde deres forpligtelser end mere lukkede.

Protokollen er naturligvis resultatet af et magtpræget forhandlingsspil og afspejler ikke fuldstændigt disse fairnessprincipper. Konkret viste det sig i Kyoto ved, at man ikke kunne blive enige om en præcis fordelingsnøgle for drivhusgaskvoter.

Aftaledesignet søger dog at opnå såkaldt horisontal fairness, således at det bliver omtrent lige byrdefuldt for alle lande at overholde den (Ringius et al., 2002:5). Dette indebærer, at man tager hensyn til

landes strukturelle forhold, når kvoterne skal fordeles. Man har ganske vist ikke eksplicitte kriterier for, hvordan forholdene vægtes, da det er for svært at blive enige om, men man forsøger alligevel at gøre aftalen fair.

Ved at undersøge, hvad der har gjort det muligt for et land at overholde Kyoto, kan vi blive klogere på, hvordan man gør København fair.

Hvis Kyoto havde været totalt ”fair”, ville man ikke kunne finde nogen udslagsgivende sammenhænge, da der ville være taget højde for alle væsentlige faktorer. Hvis der derimod viser sig at være nogle variabler, der systematisk har gjort det lettere eller sværere for lande at overholde Kyoto-protokollen, vil man kunne designe en mere ligelig aftale ved at tage højde for disse.

1. Pas på ikke at lade de ”nye” økonomier slippe for billigt Det mest robuste fund fra vores analyse er, at postkommunistiske lande (Tidligere sovjetrepublikker eller lande, der i samme tidsrum har haft et kommunistisk styre med tilknytning til Moskva: Bulgarien, Estland, Kroatien, Letland, Litauen, Polen, Rumænien, Rusland, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet, Ukraine og Ungarn, red.) fik for milde forpligtelser i Kyoto og skal derfor have strammet skruen i København-aftalen. Dette leder os til undersøgelsens vigtigste implikation for København-aftalen: De post-kommunistiske landes uproportionelt store kvoter må ikke gentages for nye, potentielle Anneks B-lande.

De post-kommunistiske lande var i gennemsnit mellem 3 og 5 procentpoint bedre til at overholde Kyoto, udelukkende fordi de var post-kommunistiske. Dette skyldes efter alt at dømme ikke, at man i østlandene har oplevet en brændende entusiasme for at beskytte miljøet, men snarere at Kyoto-aftalen overvurderede disse landes muligheder for vækst, således at de fik UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 20 af 28

tildelt unødvendigt store rum for udledning (Victor, 2001:30).

Usikkerheden omkring den økonomiske udvikling i Østeuropa efter Sovjetunionens fald blev udnyttet af de østeuropæiske diplomater til at opnå mere eftergivende forpligtelser. Særligt Rusland, hvis ratifikation var afgørende for Kyotoaftalens ikrafttræden, benyttede på en konference i Bonn i 2001 sin unikke forhandlingsposition til at få nedsat sine reduktionsforpligtelser (Böhringer, 2003: 457-458). På samme møde lykkedes det Rusland at få udvidet protokollen med muligheden for ubegrænset handel med drivhusgaskvoter mellem de industrialiserede lande. Det betyder, at de post-kommunistiske lande kan sælge hele overskuddet fra deres uproportionelt store kvoter til de vestlige Anneks B-lande, uden at det medfører en reel reduktion i udledningen af drivhusgasser på verdensplan (Victor, 2001:29). De overskydende kvoter er et produkt af den skæve kvotefordeling og ikke af en regulær indsats for at begrænse udledningen. Østeuropas forpligtelser bliver endnu mere skævvredne af, at Bulgarien, Polen, Rumænien og Ungarn under Kyoto fik tilladelse til at benytte andre basisår end 1990 for udregningen af deres drivhusgaskvoter (Yamin & Depledge, 2004:90).

De fire lande valgte alle basisår fra tiden før østblokkens kollaps, hvor de havde langt højere økonomisk vækst og dermed højere udledning af drivhusgasser. På den måde fik de tildelt kvoter svarende til større vækst, end de faktisk har, og de oparbejder derfor et kunstigt overskud af kvoter, som de kan sælge videre.

Det er centralt for et effektivt klimaregime, at oprettelsen af kunstigt-store-kvoter ikke gentager sig for København-aftalen; hverken for post-kommunistlandene eller for potentielle Anneks B-lande som Kina og Indien. Analysens resultater understreger altså, hvor vigtigt det er ikke at designe en for eftergivende traktat i forsøget på at få så mange lande med som muligt.

På længere sigt står denne konklusion imidlertid over for en afvejning. Det kan have en funktion i sig selv at få flere lande til at underskrive en traktat, selvom den ikke reelt indebærer nogen begrænsninger for dem. Den menneskeskabte globale opvarmning er et oplagt eksempel på et såkaldt kollektivt handlingsproblem – en situation, hvor alle deltagere unilateralt har incitament til at undlade at gøre noget ved problemet, hvilket i sidst ende forværrer udgangspunktet for alle. Spilteoretiske eksperimenter viser imidlertid, at gentagende interaktioner mellem rationelle aktører kan lede til større sandsynlighed for, at man på et eller andet tidspunkt begynder at samarbejde og dermed kollektivt opnår et mere gunstigt resultat (Axelrod, 1984:122-128). Gentagende interaktioner er netop en af hovedpillerne i COP-samarbejdet, hvor man siden 1995 har mødtes 14 gange for at diskutere klimaspørgsmål.

Der er derfor en afvejning mellem at binde stater til regulære reduktioner på kort sigt, og at inkorporere dem i en institution, der på længere sigt kan gøre dem mere villige til at påtage sig unilaterale forpligtelser.

Dette trade-off vil være yderst aktuelt i forbindelse med København-aftalen, hvor mange potentielle Anneks B-lande vil stå i en gunstig forhandlingsposition, som minder om de postkommunistiske landes position ved Kyoto. Med et begrænset indenrigspolitisk pres for miljøbeskyttelse og et stort incitament for de vestlige lande til at få dem med ombord for enhver pris kan lande som Kina og Indien have rig mulighed for at presse citronen efter østeuropæisk forbillede: Man indlemmes i det gode selskab, og samtidig tjener man godt på at sælge kvoter til Vesten uden reelt at begrænse sin udledning. Vores analyse peger netop på, at en sådan manøvre kan have skrævvredet Kyotoaftalen.

Men selvom en bred aftale i København vil være en politisk gevinst og måske på længere sigt fremme en global, kollektiv indsats på miljøområdet, vil uproportionelt store kvoter til nye lande både svække COP-samarbejdets troværdighed og gøre det svært i fremtiden at tildele landene mere byrdefulde mål, fordi salg af kvoter til Vesten kan blive en stor indtægtskilde.

For slet ikke at tale om konsekvenserne for den globale opvarmning.

Ud fra vores analyse konkluderer vi således, at man i afvejningen mellem en bred aftale og ambitiøse forpligtelser bør vægte forpligtelserne tungere i København-aftalen, end det var tilfældet ved Kyoto.

2. Hvis du overvurderer din fremtidige vækst, får du friere tøjler Analysen viser, at lavvækst-lande er systematisk bedre end højvækst-lande til at efterleve deres Kyoto-forpligtelser. Jo stærkere økonomisk vækst et land har, jo sværere har det ved at overholde Kyoto-kravene. Dette resultat understreger, at man ikke i tilstrækkelig grad har taget højde for landenes vækst under udformningen af Kyotoaftalen. Med mange nyligt udviklede lande ved forhandlingsbordet i København kan dette blive endnu sværere.

Mens de velkonsoliderede, vestlige stater har oplevet en relativ forudsigelig, stabil fremgang, gør voldsomheden af fx Kinas økonomisk udvikling landets fremtidsperspektiver langt sværere at forudse. Med muligheden for meget forskellige, fremtidige vækstrater vil et land kunne tage udgangspunkt i et worst-case-scenario for fremtiden med højest mulig vækst og dermed højest mulige udledninger, hvilket vil give anledning til de lavest mulige forpligtelser.

Vækstens uforudsigelighed i de deltagende lande forstærkes ydermere af den store usikkerhed omkring udviklingen i den nuværende finanskrise.

Krisen er dog på sin vis godt nyt for klimaet, UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 21 af 28

eftersom de fleste studier viser, at økonomisk vækst er negativt korreleret med udledningen af drivhusgas (se fx Armingeon, 2008 eller Gale & Mendez, 1998). Og når lavvækst-lande er systematisk bedre end højvækst-lande til at efterleve deres Kyoto-forpligtelser vil det fald i verdensøkonomiens vækst, som finanskrisen forårsager, generelt kunne forbedre overholdelsen af Kyoto.

Det vil det ganske givet også gøre, fordi Kyoto-målene selvsagt ikke var designet med henblik på den aktuelle krise. Men det er tvivlsomt om landene ved COP15 vil gå så langt ned i kvoter, som de nuværende og kommende fald i deres økonomiske vækst ifølge vores analyse burde afstedkomme. Når den økonomiske vækst falder, vil udledningen falde, og det vil medføre større mængder ubrugte kvoter. Disse kan sælges mellem Anneks B-landene, og indtægten fra salget kan give et hårdt tiltrængt boost til skrantende økonomier. Derfor vil disse lande i en finanskrise være meget tilbageholdende med at acceptere en reduktion af den ressource, som de overskydende kvoter udgør – altså også selvom krisen faktisk gør kvoterne mindre nødvendige. Landene vil ydermere være modvillige over for større forpligtigelser, simpelthen fordi omkostningerne i forbindelse med reduktionen vil udgøre endnu en byrde i en nedgangsperiode.

Det bliver meget svært at overbevise deltagerne ved COP15 om, at de lande, der er hårdest ramt af finanskrisen, også skal have de hårdeste forpligtelser. Ikke desto mindre viser analysens resultater, at det er nødvendigt for en effektiv klimaaftale.

3. Kyoto-dukse: dem, der inddrager arbejdsmarkedets parter De lande, der generelt inddrager arbejdsmarkedets parter mest i lovgivningsprocessen, viser sig at være markant bedre end de øvrige til at efterleve deres Kyotoforpligtelser. Dette resultat har overordnet to forskellige implikationer for København-aftalen: For det første bør de disse lande alt andet lige tildeles større forpligtelser end ved Kyoto, således at man udnytter deres øgede kapacitet til at effektuere efterlevelse af aftalen. Det vil dog i praksis være svært at argumentere for, at nogle lande skal straffes med mindre kvoter pga. deres inddragelsesform, eftersom mange vil betragte involvering af arbejdsmarkedets parter som et aktivt valg og ikke en strukturel omstændighed på linje med vækst og velstand: selvom et samfunds organiseringsform ikke lige lader sig ændre fra den ene dag til den anden, må det antages at være væsentligt nemmere for en regering at påvirke organisationsform end bruttonationalprodukt eller teknologisk stade.

Den anden implikation af denne positive effekt er, at København-aftalen burde opfordre de øvrige lande til at øge inddragelsen af

arbejdsmarkedets parter i indsatsen for at reducere udledningen af drivhusgas.

4. EU-lande er ikke bedre til at overholde Kyoto I betragtning af at de post-kommunistiske lande er systematisk bedre til at overholde Kyoto-aftalen end de øvrige deltagere, skulle man tro, at EU som helhed også ville være bedre, fordi så mange af de østeuropæiske lande er medlemmer. Dette er imidlertid ikke tilfældet, og hvad enten der er tale om EU27-lande (EU’s nuværende medlemslande, red.) eller EU15-lande (EU’s medlemslande før udvidelsen i 2002, red.), gør medlemskab af unionen tilsyneladende ingen forskel.

Dette er ikke nødvendigvis dårligt, fordi det betyder, at nogle af landene med de højeste forpligtelser (målt i absolutte tal) i gennemsnit har været lige så gode som de øvrige til at overholde dem.

Med hensyn til analysens konklusioner om de post-kommunistiske landes skæve forpligtelser, kan EU’s Burden Sharing Agreement (BSA) endvidere vise sig anvendelig. BSA indebærer, at EU15landene alle har forpligtiget sig til en reduktion på 8 %, men ordningen lader landene fordele deres reduktion mellem sig, så længe de i fællesskab opnår de 8 % (Cornille et al., 2002:3). Hvis unionen ifbm. København kan strække denne ordning til at inkludere hele det nuværende EU – frem for blot det EU15, der eksisterede i 1997 – vil det efter alt at dømme være nemmere at tildele de post-kommunistiske medlemmer passende forpligtelser. Medlemmerne i EU har langt hyppigere og mere institutionaliserede interaktioner med hinanden end med de øvrige COP-deltagere. I forlængelse af de ovennævnte resultater fra spilteorien øger sådanne gentagende interaktioner muligheden for, at de enkelte medlemsstater vil acceptere kvotefordelinger, som i højere grad tager hensyn til det kollektive resultat. Derudover muliggør unionens bredere samarbejde, at man gennem såkaldte issue linkages kan tildele de post-kommunistiske lande hårdere BSA-forpligtelser ved at give dem indrømmelser på andre områder, der hører under unionssamarbejdet (Lohmann, 1997:62-63). Én af EU’s fremmeste opgaver under København-aftalen vil således være at bidrage til at afhjælpe den uhensigtsmæssigt store efterlevelsesfordel, som analysen identificerer hos de post-kommunistiske lande. Dette kan gøres ved at bringe de østeuropæiske medlemslande ind under BSA og derigennem presse dem til at påtage sig yderligere reduktioner.

Hvad København kan lære af Kyoto: 5 punkter til COP15 • Man skal undgå at give nye, potentielle deltagerlande for svage forpligtelser i forsøg på at opnå en bredere aftale.

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 22 af 28

• •

•

•

De post-kommunistiske lande skal have hårdere forpligtelser end under Kyoto.

Finanskrisen skal ikke bruges som undskyldning for at slække på kravene til nogle af landene. Tværtimod bør den lavere økonomiske vækst medføre større forpligtelser.

København-aftalen bør opfordre de deltagerlande, der er dårligst til at inddrage arbejdsmarkedets parter ifbm. CO2reduktionen, til at gøre det (for det virker).

EU bør inkludere de post-kommunistiske lande i den gamle Burden Sharing Agreement (fra Kyoto) for på den måde at reducere deres uproportionelt store udledningskvoter yderligere.

Anton Breum er bac.scient.pol fra KU. Han studerer i øjeblikket film på Den Europæiske Filmhøjskole.

Bertel T. Hansen er bac.scient.pol og studerer nu statskundskab på kandidatuddannelsen ved Københavns Universitet. Han underviser i metode på ved Institut for Statskundskab.

_________________________________ Denne artikels konklusioner om designet af København-aftalen baserer sig på forfatternes enge longitudinale OLS-regressioner af 37 Anneks Blandes overholdelse af deres Kyoto-forpligtelser i perioden 1997 til 2006. På linje med økonomisk vækst og post-kommunisme har analysen også testet betydningen af en række andre strukturelle variable. Hvor vores analyse indikerer, at Kyotoaftalen er uhensigtsmæssigt konstrueret i forhold til økonomisk vækst og post-kommunisme, har designet af aftalen tilsyneladende taget tilstrækkeligt højde for landenes velstand, størrelse af industrisektor og teknologiske udviklingstrin (BNP per anvendt enhed fossilt brændstof). Det betyder så langtfra, at designerne af København-aftalen skal ignorere disse faktorer, men derimod at de med hensyn til disse forhold bør tage udgangspunkt i de eksisterende fordelingsprincipper fra Kyoto.

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 23 af 28

BREVE FRA BRUXELLES 21. oktober 2009

I slutningen af oktober skal EUparlamentet og Ministerrådet vedtage den klimafinansierings-plan, som Kommissionen fremlagde et udspil til i september. RÆSON har stillet Emilie Turunen tre spørgsmål om EU’s klimapolitik

Klimaet: Slut med individualistiskemoralistiske klimakampagner – i stedet skal fællesskabet handle Danmark og de danske borgere skal gå forrest og bidrage med minimum 2 mia. årligt til EU’s klimafond, som skal finansiere klimatiltag i ulandene. Vi må frem med det store checkhæfte, hvis topmødet skal blive en succes.

Af Emilie Turunen, (MEP, SF)

I RÆSONs Ugemagasin #4 fastslog Jens Rohde, at klimaet skal reddes gennem ny teknologi, ikke gennem livsstilsændringer – som det er ”naivt” at forvente vil blive gennemført. Har han ikke ret?

Hvis Rohde mener, at det er et kollektivt ansvar at gøre noget ved klimaforandringerne, har han ret.

Vi skal først og fremmest løse problemet i fællesskab og ikke lægge det fulde ansvar over til den enkelte og forlange eller forvente, at vi hver især skal redde kloden. Jeg er ikke tilhænger af den individualistiske og moralbårne stil, som fx Connie Hedegaard har været eksponent for med sin ’1 ton mindre’-kampagne [se illustration ovenfor t.h., red.]. En stil, som også findes på venstrefløjen, hvor løftede pegefingre og hellig politisk forbrugerisme er kodeord. Sådan forandrer vi ikke verden!

SF og jeg vil rykke på de store strukturer gennem politiske krav til energieffektivitet, reduktioner og vedvarende energi – på en socialt ansvarlig måde. Det skal være muligt for alle danskere, uanset økonomisk formåen, at vælge rigtigt. Det er positivt, hvis Jens Rohde er enig i dét standpunkt. Men jeg mistænker nu Rohde for at mene noget andet, ikke mindst med tanke på, hvordan den danske regering i de sidste otte år har nedprioriteret klima- og miljøpolitikken. Jeg mistænker ham for at ville give en populær badebillet til de af sine vælgere, der mener, at det dér med klimaforandringerne er noget opreklameret bavl – de, som med den tidligere næstformand i LO, Tine Augervig-Huggenbergers ord, føler sig ’klima-kneppet’. Jeg er ikke ude på at

’klima-kneppe’ danskerne, jeg er ude på at skabe en stærk alliance mellem politikerne, der skal levere de politiske løsninger; erhvervslivet, der skal omstille sig; og borgerne, der skal have deres hverdag til at fungere praktisk og økonomisk. Jeg tror i høj grad på kollektivets styrke og princippet om at løse problemerne sammen – men det betyder ikke, at den enkelte ikke også kan tage ansvar i hverdagen. Vi kan alle justere på de små ting, som gør en forskel. Vi kender rådene, og der er endda ofte penge at spare: Køb sparepærer, vask ved lavere temperaturer, skru ned for varmen, køb energimærkede varer. Det er ganske simpelt common sense! Så mens politikerne fortsat skal arbejde for at flytte de helt store strukturer, så vil jeg opfordre alle danskere til at flytte de små, de nu kan og formår.

Hvordan skal EU's klimafinansiering opbygges? Skal EU og Danmark finansiere klimaforbedringer i verdens fattige lande? Hvordan?

Ja, naturligvis skal EU og Danmark være med til at finansiere klimaforbedringer i verdens fattige lande. EU og den vestlige verden har et historisk betinget ansvar for klimaproblemerne, og derfor skal vi også betale en stor del af regningen.

Gentagne undersøgelser viser, at en række afrikanske og asiatiske lande samt visse østater i særlig grad vil lide under klimaforandringerne i form af oversvømmelser og tørke, og ansvaret for det er et meget langt stykke hen af vejen vores.

Spørgsmålet om klimafinansiering har længe været en af hovedårsagerne til, at UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 24 af 28

klimaforhandlingerne er gået i stå. Skal vi have en aftale i København skal vi have overbevist udviklingslandene om, at vi også nok skal betale en del af regningen. Vi må med andre ord frem med det store checkhæfte, hvis topmødet skal blive en succes.

EU-Kommissionen har anslået, at det i 2020 vil koste ca. 100 mia. euro om året at imødegå klimaforandringerne i ulandene. Dét mener jeg er lavt sat. Ifølge en række eksperter er 120 mia. mere realistisk. Helt konkret skal vi skabe en fond under FN, finansieret af de rige lande, som tilfører ulandene midler. EU bør løfte 30 procent af den internationale finansieringsbyrde. Dvs. at EU skal bidrage med minimum 35 mia. euro årligt til fonden, og heraf skal Danmark bidrage med 665-805 mio. euro årligt, svarende til mellem fem og seks mia. danske kroner.

Det lyder umiddelbart som et voldsomt beløb at hive op af statskassen hvert år, men hvis ikke Danmark skal gå forrest som et af verdens rigeste lande – og som vært for klimatopmødet – hvem skal så?

I praksis vil der ikke blive tale om, at den danske stat skal afsætte fem-seks mia. kroner hvert år på finansloven. Indtægterne fra en ny, international fly- og søtransportafgift, som lige nu er på tegnebrættet, vil bidrage med en del af pengene, og samtidig skal en del af indtægterne fra den internationale handel med CO2-kvoter gå til klimafonden. Det vil i sidste ende betyde, at regningen for Danmark kommer til at ligge på omkring to mia. danske kroner om året – det er det, de danske skatteydere hvert år skal bidrage med via fælleskassen.

Det er vigtigt at understrege, at pengene ikke skal tages fra de eksisterende bistandsmidler: Klimafinansieringen skal være ny og komme oven i det, vi i forvejen giver til ulandene.

Når vi taler konkrete tal og mål, kan jeg i øvrigt ikke lade være med at bemærke, at Jens Rohde i RÆSON #4 skrev, at ”vi skylder skatteyderne at fortælle meget klart, hvad de bidrager med efter topmødet i København. Vi kan ikke på forhånd sige, hvad det kommer til at koste, men vi skal gøre det meget klart efterfølgende.”

Sikke da noget vrøvl! Selvfølgelig kan vi fortælle skatteyderne, hvad det her kommer til at koste – og det er hermed gjort. Det er uansvarligt ikke at gøre det, inden man sætter sig nogle mål. Så enten har Jens Rohde ikke sat sig ind i, hvad det koster eller også ønsker han at skjule for sine vælgere, at det naturligvis ikke er gratis at love guld og grønnere skove.

Når vi diskuterer udgifter og finansiering, er der ét forhold, som vi ikke må glemme: Hvad koster det ikke at gøre noget? Hvad koster det at

fortsætte samme produktions- og udslip-niveau, som vi har i dag? Jeg kan godt garantere, at udgifterne til køb af kul og olie og til katastrofeforebyggelse vil være en hel del større end omkostningen ved at finansiere og udmønte en ambitiøs klimaaftale i det kommende årti. Set i det lys er den nuværende finansieringsknast mere end overkommelig. Kan vi få den besked givet videre til forhandlingslederne i Kina, USA og EU, er vi nået et godt stykke af vejen.

I din valgkamp lovede du at kæmpe for 154 ny vindmøller om ugen i EU - hvordan skal dette samtidig realiseres?

Der er ikke nogen modsætning mellem at kæmpe for en fair byrdefordeling, når vi taler om at finansiere klimaforbedringer i ulandene og samtidig arbejde for mere grøn energi her i Europa. Det er et både-og, ikke et enten-eller.

For at tage klimaudfordringen alvorligt og samtidig sætte skub i økonomien skal vi allerede nu øge målet for vedvarende energi til 30 procent i 2020. Allerhelst så jeg, at vi reducerede vores udslip med 40 procent i 2020, men det er næppe politisk realistisk i et EU, der på nuværende tidspunkt har tabt pusten, ambitionerne og viljen til at gøre det nødvendige. Så mens en reduktion på minimum 30 procent må og skal være det fælles EU-mål frem mod en global aftale i København, vil jeg, SF og Den Grønne Gruppe blive ved med at presse på for mere. Videnskaben siger netop minimum 40 procents reduktion i 2020 – og hvorfor er videnskabens resultater ikke udgangspunktet for diskussionen? Når vi endda hører fra flertallet af økonomer, at det er dyrere ikke at gøre noget ved klimaproblemerne end at gøre noget, så burde der ikke mangle incitamenter. Svend Auken sagde på et tidspunkt om dette misforhold mellem reelt behov og politisk ambitionsniveau: ”Vi ved, hvad vi skal gøre, og alligevel gør vi det ikke. Jeg kommer aldrig til at forstå det!”. Det er jo ganske præcist!

Den næste udfordring, når og hvis vi får etableret en global aftale, bliver, hvordan vi herefter omsætter de flotte ambitioner til konkret virkelighed. Det politiske mål om reduktioner af CO2 kan eksempelvis virkeliggøres ved, at vi i 2020 skal have 25 procent af vores elektricitet fra vindmøller. I praksis betyder det, at vi skal bygge omkring 154 vindmøller om ugen, der vil kunne levere strøm til over 20 millioner husstande ekstra om året. I 2008 lykkedes det at bygge 120 om dagen på verdensplan – så det ER realistisk, vi skal bare turde opstille de politiske mål.

Det lyder sikkert som endnu en regning, der skal betales, men investeringen giver ikke kun mening i en klimamæssig sammenhæng. For ud over at give en CO2-reduktion, der svarer til cirka UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 25 af 28

300 millioner bilers CO2-udslip om året, vil bygningen af så mange vindmøller alene skabe 2 millioner arbejdspladser i EU – arbejdspladser, der er god brug for lige nu. Så hvorfor er det, at under 1 procent af EU’s redningspakke er ”grøn”? Hvorfor er det, når nu både klimaforskere og økonomer er klare i deres sag, at vi ikke går i gang med den nødvendige transformation af vores produktion og derved skaber millioner af nye jobs? Jeg vil gerne fortælle den positive historie om alle de muligheder, der følger med, hvis vi tør denne omstilling.

Vi kan rejse 154 vindmøller om ugen, hvis den politiske vilje er til stede. Desværre er det langtfra alle, særligt ikke de borgerlige politikere i Europa-Parlamentet, som tænker fremad, videre mod lysere tider, ud af arbejdsløshed og ud af kulalderen. Vi kan skabe bedre samfund, der er socialt ansvarlige og bæredygtige – hvis vi vil. Jeg arbejder på at overbevise Rohde, Bendtsen og deres ligesindede om denne vision. Vil I med ind i fremtiden?

Fra Bruxelles skriver I RÆSONS UGEMAGASIN: Dan Jørgensen, Morten Messerschmidt, Emilie Turunen, Jens Rohde og Bendt Bendtsen

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 26 af 28

DANMARK 21. oktober 2009

UNGDOMSPOLITIKERNE OM Krisen i Klimaministeriet VK-regeringen oprettede i 2007 et klimaministerium med Connie Hedegaard i spidsen. Det skulle være en forberedelse til det globale klimatopmøde i december i år, som topembedsmanden Thomas Becker var idémanden bag at få til København. Becker har nu fratrådt sin stilling med kun to måneder til topmødet. Og der er opstået tvivl om en omfattende global aftale efter tøvende udmeldinger fra bl.a. USA og Indien. RÆSON spørger ungdomspolitikerne: Af Tobias Fabricius Kjær, stud.mag.,RÆSON DF og SF kræver Thomas Becker tilbage som Danmarks topforhandler. Skal han genansættes?

Rune Kristensen, landsformand for Konservativ Ungdom: Det korte svar må blive nej! Nu er det jo ikke sådan, at sådanne ansættelser afgøres i Folketingets Miljøudvalg, og ej heller blandt de ungdomspolitiske formænd. Jeg mener, at man må give Klimaministeriet ro til forhandlingerne og ikke forsøge at fokusere på personers uenigheder.

SF og DF er de to mest populistiske partier i Folketinget, og derfor kommer det ikke bag på mig, at det er dem, der vil blande sig i ansættelserne i Klimaministeriet.

Emil Dyred, landsformand for Radikal Ungdom: Thomas Beckers afgang er dybest set en administrativ beslutning, som Folketinget ikke skal blande sig i.

Jakob Engel Schmidt, landsformand for Venstres Ungdom: Thomas Becker skal under ingen omstændigheder genansættes. Ifølge ministeriet er Becker fratrådt sin stilling som konsekvens af en række administrative uregelmæssigheder. Kravet om hans genansættelse bunder derfor mere i oppositionens behov for profilering, end i et reelt forsøg på at styrke Danmarks forhandlingsposition. De politikere og medier, der hævder at Beckers afgang får konsekvenser for det samlede forhandlingsresultat, har fuldstændig overset det faktum, at han blot er én person blandt mange kompetente embedsmænd.

Pelle Dam, landsformand for Socialistisk Folkepartis Ungdom: Der bliver med

statsgaranti ikke tale om en genansættelse af Becker, men det virker amatøragtigt at skulle miste en topforhandler så kort før så vigtigt et topmøde.

Man skulle tro, at regeringen i almindelighed og ministeren i særdeleshed enten evnede at løse så banalt et problem, som der lader til at have været tale om, eller kunne leve med konsekvenserne i sølle to måneder længere.

Har Connie Hedegaard og Klimaministeriet gjort det godt?

Rune Kristensen, landsformand for Konservativ Ungdom: Ja – helt ubetinget fremragende. Hun har fra sin start som Miljøminister turdet slå i bordet overfor daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, og hun har fortsat sin idealistiske kamp i Klimaministeriet i forhold til Lars Løkke Rasmussen. Hun har været en af hovedpersonerne i spillet om at få Klimatopmødet til København, og hun er blevet kåret af Time Magazine til at være blandt klodens 100 mest indflydelsesrige personer.

Emil Dyred, landsformand for Radikal Ungdom: Connie mener det utvivlsomt godt, men med en så klimatisk fodslæbende og provinsiel chef som først Anders Fogh Rasmussen og siden Lars Løkke er der ikke meget, hun kan gøre – andet end at gøre alvor af truslen om at gå, hvis ikke regeringen sætter et ambitiøst mål for klimaforhandlingerne.

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 27 af 28

Jakob Engel Schmidt, landsformand for Venstres Ungdom: Hedegaard og ministeriet har gjort et godt og solidt stykke arbejde for at få sat klimaspørgsmålet på den globale dagsorden.

Det er lykkedes til fulde, hvilket den store bevågenhed om det kommende topmøde i København vidner om.

Pelle Dam, landsformand for Socialistisk Folkepartis Ungdom: Oprettelsen af et klimaministerium virkede på daværende tidspunkt som et helt logisk træk, men desværre er ministeriet og ministeren helt som forudset af flere iagttagere blevet mere et symbolsk tiltag end noget andet. I hvert fald synes det ikke at have gjort en afgørende forskel, hverken i forhold til at styrke klimaindsatsen i Danmark – som desværre langt fra er det foregangsland på vedvarende energi, som vi burde være – eller den internationale lobbyindsats frem mod topmødet.

Er klimaet – som både Lars Løkke Rasmussen og hans forgænger har givet udtryk for – en høj prioritet for regeringen?

Rune Kristensen, landsformand for Konservativ Ungdom: I hvert fald hos den ene del af regeringen, nemlig Konservative. K har trukket V i den rigtige retning mod et fokus på et bedre miljø. Klimahysteriet har i mine øjne taget overhånd, men jeg mener, at regeringen på mange punkter har fundet en god middelvej.

Emil Dyred, landsformand for Radikal Ungdom: Kun på det retoriske plan. Hverken i sin energi-, miljø- eller skattepolitik formår regeringen at nærme sig så meget som en nuance af grøn.

Jakob Engel Schmidt, landsformand for Venstres Ungdom: Ja – Klimaspørgsmålet står højt på regeringens prioriteringsliste. Regeringens plan for ”Grøn Vækst” skitserer hvordan Danmark skal gå forrest som klimavenlig vækstnation.

Pelle Dam, landsformand for Socialistisk Folkepartis Ungdom: Fuldstændig ligesom på velfærdsdagsordenen har den borgerlige regering formået at få det til at se ud som om, de har gjort klimasagen til deres sag. Man må beundre dem for deres dygtighed til at sminke sig selv, når det forekommer dem opportunt, men reelt er det kun på det retoriske plan, at regeringen har gjort klimaet til sin sag. Rent indholdsmæssigt halter de konkrete initiativer desværre stadigvæk.

Hvad skal/kan Danmark gøre i de sidste to måneder før mødet finder sted?

Rune Kristensen, landsformand for Konservativ Ungdom: Danmark må være realisten i spillet frem mod og under topmødet.

Der skal trækkes på dygtige danske kræfter inden for dette felt som bl.a. Bjørn Lomborg og så må det svenske EU-formandskab supplerende agere mægler mellem parterne. Danmark må naturligvis være dialogsøgende, men også presse de store nationer i forhandlingerne. Men vigtigst er det, at vi ikke hopper med på Al Gores klimaløgne.

Emil Dyred, landsformand for Radikal Ungdom: Der er ingen tvivl om, at den danske regering skal sætte sig ambitiøse mål for klimakonferencen. Men det kræver også, at regeringen lever op til de fine ord i sin egen politik, og det er indtil videre ikke sket. Danmarks rolle som vært for klimakonferencen er todelt: som diplomater og som udstillingsvindue for klimaløsninger. Den sidste del har regeringen dog næsten ikke berørt, og det er en forspildt mulighed.

Jakob Engel Schmidt, landsformand for Venstres Ungdom: Med Lars Løkke og Connie Hedegaard i spidsen, skal Danmark udnytte sine stærke internationale relationer til at forberede et forhandlingsoplæg, som sikrer en bred aftale.

Pelle Dam, landsformand for Socialistisk Folkepartis Ungdom: Det ville være på sin plads at supplere den massive mødeaktivitet i udlandet med ambitiøse tiltag her i Danmark for at vise omverdenen, at vi er villige til at gå forrest.

En progressiv strategi fra regeringens side ville være at præsentere en lang række nye, konkrete tiltag over de næste to måneder – fx en bevilling til forskning i nye former for vedvarende energi, nye krav til energirigtigt nybyggeri, investeringer i etablering af jordvarme i alle offentlige bygninger, planer for nye havvindmølleparker og så videre og så videre. Det ville klæde regeringen at supplere de mange pæne ord med handling! Desuden kan man vel forvente af Lars Løkke, at han får sit parlamentariske grundlag banket på plads – at regeringens støtteparti betvivler vigtigheden af en ambitiøs aftale må betragtes som en ydmygelse for regeringens nye klimavenlige kurs og er i øvrigt ødelæggende for opbakningen til indgåelsen af en ambitiøs aftale.

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 28 af 28