2. årgang nr. 4 - 24. Februar 2010
V i offensiven, K i flyverskjul: Niels Krause-Kjær, Claes Kastholm, Johannes Andersen og Peter Nedergaard om rokaden DAN JØRGENSEN: Regeringen gør EU til syndebuk EU: Politisk styring i Europa? Keep on dreaming! UKRAINE: stilhed efter stormen? KINA: Lederskifte på kinesisk Columbia: FARC’s ‘genfødsel’
!"##$%&'()#( "&"*+,-$(.$"( !"#$%#&#'("))"$ /-$'-&
00012+,3-4"&315/
RÆSON udkommer på tryk to gange årligt og udsender i den politiske højsæson dette gratis ugemagasin på nettet. Årsabonnement: 250 kr. RÆSON er uafhængigt (enhver artikel er kun udtryk for skribentens holdninger) og non-profit (alle indtægter investeres i magasinet); bladet blev startet i 2002 og har siden bragt flere end 500 artikler. Chefredaktion: Eske Vinther-Jensen (ansv.), Nikolaj Vitting Hermann, Emma Knudsen (daglig redaktør), Jonas Parello-Plesner og Clement Behrendt Kjersgaard (udgiver). Alle indlæg sendes til: redaktionen@raeson.dk. Foto credits bl.a.: Venstre, Socialdemokraterne, Europa-Kommissionen, Flickr Commons, Wikimedia Commons. EVERYBODY WINS
For gratis tilmelding til dette ugemagasin: www.raeson.dk
INTERVIEW 24. februar 2010
REGERINGSROKADEN Reel fornyelse – eller mere af det samme? Er rokaden et opgør med Fogh? Hvem står styrket, hvem står svækket? Hvad er de største overraskelser? RÆSON stillet Niels Krause-Kjær (NKK), Claes Kastholm (CK), Johannes Andersen (JA) og Peter Nedergaard (PN) 5 spørgsmål om regeringsrokaden. Emma Knudsen, daglig redaktør RÆSON
Hvordan vil du vurdere Lars Løkkes nye regering efter ministerrokaden? NK-K: Den var nødvendig og er en klar styrkelse af den borgerlige regering. CK: Objektivt set kan det jo diskuteres, hvor meget nyt der egentlig er sket. At flytte personer fra en ministerpost til en anden kan have konsekvenser for det politiske indhold, men oftest er det mere form end indhold, og det er det i dette tilfælde. Regeringen har fået en ny make-up, og det klæder den. Medierne – ikke befolkningen – har krævet, at statsministeren skulle forny regeringen og gøre den til sin egen i stedet for Foghs. Dette dybest set irrationelle krav har Løkke Rasmussen imødekommet på en meget klog måde og har benyttet lejligheden til at skille sig af med nogle problemministre – Eva Kjer Hansen og Ulla Tørnæs – samtidig med at han hjulpet regeringspartneren til at profilere sig tydeligere i offentligheden. Også det er klogt. JA: Det er en offensiv satsning med en del nye og en hel del på nye pladser. Ud fra perspektivet om at det drejer sig om at få ny energi og nye ideer ud af de ledende ministre, er det en god ide. Ud fra perspektivet om at det drejer sig om at give folk et generelt indtryk af en helt ny regering, mangler der stadig et vigtigt element, nemlig det politiske. Personer gør det ikke alene, selv om de er vigtige i dag. PN: Regeringen er klart styrket på det fagligtpolitiske plan. De nuværende ministre er gennemsnitligt betydeligt mere kompetente end de afgående. Eneste undtagelse fra denne generelle linje er Søren Gade. Hvad er de største overraskelser? NK-K: Det er en stor overraskelse, at Bertel Haarder bliver sundheds- og indenrigsminister. Det kan også gå hen og blive et genialt træk af Løkke. Kommunerne og sundhed bliver et af de helt store problemer frem til næste valg. Haarder har tidligere løst store problemer. Det kan han gøre igen. Det er også overraskende, at Søren Pind blev minister. Det var ikke sket under Fogh! CK: De fleste politiske iagttagere vil nok sige, at den største overraskelse er, at Løkke Rasmussen har lavet så omfattende en rokade – uden at skifte ret meget ud i regeringen som sådan. Jeg er positivt
overrasket over, at Bertel Haarder orker at tage en ny stor udfordring op som sundhedsminister og ligeledes positivt overrasket over, at Per Stig Møller har accepteret at blive kulturminister. Det er en loyalitetshandling af stort format. Neutralt overrasket er jeg over, at Løkke igen har taget nogle helt uerfarne ministre ind. Han løber en risiko. JA: Reelt er der tale om, at Venstre sætter sig på de mest offensive ministerposter, og at de konservative nærmest går i flyverskjul. Når det drejer sig om økonomi, beskæftigelse, fødevarer (sundhed), sociale forhold, klima, miljø og energi, sætter V sig på de centrale positioner. Og det er alle emner, der er ret meget i den politiske debat. Samtidig med at Lene Espersen ikke vil fylde meget i de daglige politiske debatter som udenrigsminister. Venstre skærper virkelig deres profil her, og at det er så tydeligt er lidt en overraskelse. PN: Uden tvivl de udefrakommende: Kiær og Sahl-Madsen. Espersen har på dette område taget ved lære af Schlüter, som også med succes hentede folk udefra (fx Nils Wilhjelm). Hvilke ministerier er svækket og hvilke styrket? NK-K: Sundheds- og indenrigs er styrket markant. Det samme er kulturministeriet. Undervisning virker svækket, og transport ligner en nødløsning. CK: Rokaden genopretter tilliden til Løkkes lederevner. Dette ses tydeligst af, at flere ministerier er blevet væsentligt styrket, mens ingen faktisk er blevet rigtig svækket. Brian Mikkelsen styrker erhvervs- og økonomiministeriet, og med Lars Barfoed som justitsminister svækkes dette ministerium ikke. Per Stig Møller er en enorm styrkelse af kulturministeriet, og den signalværdi, der ligger i, at en så erfaren og kompetent minister overtager dette lille, men meget synlige ministerium, skal man ikke undervurdere. I vælgerkredse, der er vigtige for De Konservative, genvinder partiet nu en masse kredit. Hans Chr. Schmidt som transportminister giver dette typiske venstreministerium ny vægt. Derimod forstår jeg ikke, at De Konservative ikke kunne ryste op med en tungere kandidat som videnskabsminister. I virkeligheden skulle man have lavet et nyt ministerium for kultur & videnskab med
Per Stig Møller som minister. Miljøministeriet får et tiltrængt menneskeligt og mere troværdigt ansigt med Karen Ellemann. Søren Gade som forsvarsminister bliver meget svær at efterfølge. Det meget vigtige fødevareministerium kan kun blive styrket, selv om manden er uprøvet. JA: Det er svært at sige, hvilke ministerier der er svækket eller styrket. Det afhænger af det politiske indhold og de politiske opgaver i en ny offensiv, de får tillagt. Men jeg vil gætte på, at flere af Venstreministerierne vil være styrket mht. opmærksomhed osv., mens det omvendte vil være tilfældet for De Konservative. PN: Socialministeriet er alvorligt svækket. Ved sidste regeringsændring måtte det afgive hele ydelsesområdet (folkepensioner, førtidspensioner osv.). Til gengæld fik man Indenrigsministeriet og dermed kommunernes indsats på området Nu må man så afgive Indenrigsministeriets område til Sundhedsministeriet. Socialministeriet står derfor nærmest afpillet tilbage, og det gør det svært at føre en slagkraftig socialpolitik, når den sociale indsats i kommunerne hører under Sundhedsministeriet, mens sociale ydelser hører under Beskæftigelsesministeriet. Er der tale om et opgør med Foghs regeringer? NK-K: Nej, ikke grundlæggende. Det ville også være uklogt at lave et opgør. Men det er en videreudvikling med et tydeligt Løkke-aftryk. PN: Ja, der er tale om et radikalt brud med Foghs linje. Løkke ER nu trådt i karakter på det personalepolitiske område. CK: Nej, der er ikke i substansen tale om et opgør med Foghs regeringer, og jeg indser heller ikke, hvorfor der skulle foretages et opgør. En regering er jo ingen mannequin-opvisning, og man skifter ikke politik, som man skifter undertøj. JA: Først og fremmest er der tale om et forsøg på at rykke fri af Foghs skygge, samtidig med at man stadig kan læne sig op ad den, hvis det skal være. Traditionen og erfaringen sættes ikke helt ud på et sidespor. Hvordan skal man tolke Kristian Jensens exit fra regeringsrækkerne? Og er det en god idé at gøre en mand med Søren Pinds holdninger til ansvarlig for bistandshjælpen? NK-K: Jeg ser ikke Kristian Jensens afgang til gruppeformand som en degradering. Jeg tror, det var et klogt valg af ham uanset om regeringen vinder næste valg eller ej. Det giver en solid position i venstres gruppe og i partiet fremover. Spørg Hans Engell, om det er en god stol at tage afsæt i. PN: Kristian Jensens exit ER en degradering, uanset hvor den søges solgt af spindoktorerne. Søren Pind er en frit tænkende person. Det er der behov for på det bistandspolitiske område, hvor der tit hænger en tung dyne af ikke altid fagligt velbegrundet konsensus ned over beslutningerne, og hvor det nærmest har været tabu at diskutere, hvorvidt bistandspolitikken overhovedet har den tilsigtede effekt.
JA: Kristian Jensen er nærmest et dronningeoffer. Man ofrer en vigtig brik her og nu for at planlægge en offensiv senere. Kristian Jensen er lige nu udset til at være fremtidens mand. Om det holder, ved man ikke. Det er vel næsten en naturlov, at kronprinser aldrig bliver til andet (Frank Jensen). Men herfra kan de også gøre stor nytte. Som et offensivt kort undervejs. Men Kristian Jensen er solid og skarp. Nu skal han ud og gøre brede erfaringer og bl.a. opbygge et netværk i og omkring Venstre. Og lære at gå offensivt ind i slagsmålene med modstandere. Og mht. Søren Pind. Hvis man skal have en selvstændigt og offensivt tænkende ideolog i regeringen kan man vælge at placere sådan en på en af de mest centrale poster og få udfordringerne herfra, eller også kan man placere sådan en i periferien, hvor skaden af vildskud er mindst. Lars Løkke har klart valgt det sidste. Og får formodentlig en skarp og selvstændig minister, der gerne vil ind på banen. Hvilket bestemt ikke behøver at være dårligt. Og så er bistanden jo en traditionel venstreorienteret sag – nu får venstrefløjen endelig modstand på dette felt. CK: Det er en kendt sag, at Kristian Jensen gerne ser sig selv som formand for Venstre og statsminister en dag, og at Løkke og han ikke er slyngveninder, men jeg tror ikke, der ligger noget personligt til grund for beslutningen om, at han skal ned i Folketinget. Det er en saglig-ideologisk styrkelse af gruppeformandsposten, og det er nødvendigt. Med hensyn til udnævnelsen af Søren Pind, mener jeg ligeledes, at det er en sagligt set solid beslutning. Pind skulle ind i regeringen på et tidspunkt. Han er et stort og særpræget talent, og bistandspolitikken er et rigtigt sted at lade ham begynde. Modsat sin forgænger har han styrke til at give organisationerne og Danida et konstruktivt modspil, og det er nødvendigt. Niels Krause-Kjær (NK-K) er vært i ”Krause på Tværs” på DR P1 og politisk kommentator ved Berlingske Tidende samt tilknyttet Danmarks Journalisthøjskole. Har tidligere været pressechef for De Konservative, institutleder ved Institut for journalistik ved Syddansk universitet og ligeledes politisk kommentator i Jersild&spin Claes Kastholm (CK), forfatter, skribent og samfundsdebattør. Kommentator ved Berlingske Tidende, skriver blandt andet klummen: ”Groft Sagt”. Tidligere chefredaktør for Ekstra Bladet. Johannes Andersen (JA): lektor i politologi ved Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning ved Aalborg Universitet. Peter Nedergaard (PN) professor i statskundskab, Københavns Universitet.
INTERVIEW 24. februar 2010
REGERINGSROKADEN “Lars Løkke er ved at træde i karakter som den virkelige minimalstatsmand” RÆSON har spurgt Ida Auken, folketingsmedlem for SF, om hendes vurdering af den nye regering efter gårdagens ministerrokade [23.februar, red.] Emma Knudsen, daglig redaktør RÆSON
1) Hvordan vil du vurdere Lars Løkkes nye regering efter ministerrokaden? Lars Løkke har med regeringsrokaden vist den handlekraft, man så længe har efterspurgt. Det styrker ham som statsminister, at han nu står med sit eget hold. Når jeg ser på de enkelte ministerier, vil jeg vurdere, at tre-fire af dem reelt er styrket, mens resten enten er svagt svækket, uændrede eller vanskelige at vurdere på dette tidspunkt. En ministerrokade visker dog tavlen delvist rent, så selvom der ligger mange ubehagelige sager og venter i adskillige af ministerierne, så klæber de ikke længere til de siddende ministre. 2) Hvad er de største overraskelser – og eventuelle skuffelser? Det overrasker mig, at Lars Løkke har turdet sætte mere ideologisk orienterede personer som Søren Pind, Gitte Lillelund Bech og Tina Nedergaard ind som ministre. Det er modigt og bliver interessant at følge. Det skuffer mig til gengæld, at det grønne område er blevet væsentligt nedprioriteret. Med Henrik Høegh er landbrugstoppen rykket direkte ind i Fødevareministeriet, historiens mest udskældte miljøminister, Hans Christian Schmidt, har sat sig på det vigtige transportministerium, og vi har fået en miljøminister, der har til gode at vise, hvad hun mener om miljøpolitik. Klima- og energiministeren har endnu ikke vist nogle ambitioner på klimaområdet, så det er vanskeligt at se, hvad der skal få Danmark tilbage i den så berømte grønne førertrøje, der skal skabe fremtidens grønne jobs og eksportmuligheder. 3) Hvilke ministerier er svækket, og hvilke er styrket? Hvis man ser på de enkelte ministerier, vil jeg mene, at der er sket en styrkelse af især Justitsministeriet, Kulturministeriet og formentlig også Videnskabsministeriet. I de andre ministerier er styrkeforholdet nogenlunde uændret eller let svækket. På trods af Søren Gades mange uheldige sager er det et tab for regeringen, at han nu er væk. Finansministeren hedder stadig Claus Hjort Frederiksen, og da en stor del af magten ligger hos denne minister, havde en rokade på den post måske
kunnet føre til en reel ny økonomisk politik, som er det, regeringen savner mest af alt. 4) Er der tale om et opgør med Foghs regeringer? Ja, Lars Løkke er ved at træde i karakter som den virkelige minimalstatsmand, Fogh aldrig blev. Han har lavet de mest liberalistiske ændringer af det danske samfund i nyere tid med hhv. kommunalreformen og privatiseringerne i sygehusvæsenet. Hans ministerudnævnelser tyder på, at nu går han i gang med resten af landet. 5) Er det en god idé at gøre en mand med den grundlæggende holdning, at enhver er sig selv nærmest, til ansvarlig for bistandshjælpen? Og hvad med kulturen (en retrætepost?) – og transportområdet? Hvis man ser på, hvilke folk der nu repræsenterer Danmark udadtil, er det Lars Løkke Rasmussen, Lene Espersen, Søren Pind og Gitte Lillelund Bech. Det må være Danmarkshistoriens mest liberalistiske hold. Tidligere var personer som Connie Hedegaard og Per Stig Møller med til at bløde denne profil op med en mere traditionel konservativ linje. I spørger specifikt til Søren Pind, og han er jo nærmest neokonservativ. Han støttede McCain i den amerikanske valgkamp og mener, at FN skal lukkes. Det er selvfølgelig rart med nogle tydelige holdninger i dansk politik, men hvis han også har tænkt sig at føre dem ud i livet, kan det blive temmelig blodigt med ham som udviklingsminister. Per Stig på kulturområdet virker som et sikkert valg, og selvom der ikke kommer flere penge til området, vil han nok forvalte det lidt mere betænksomt end sine forgængere. Ida Auken er folketingsmedlem for SF og er partiets miljøordfører, medlem af Folketingets miljøudvalg, energiudvalg og kulturudvalg.
EU 24. februar 2010
EU Politisk styring i Europa? Keep on dreaming! Vil den finansielle krise og den nuværende græske tragedie lede til en accelereret europæisk integrationsproces? Det er i hvert fald dét, de fleste politiske beslutningstagere går rundt og udtrykker forhåbninger om i offentligheden. Men mon ikke de, hvis de tænker ordentligt efter, bør neddrosle forventningerne lidt? EU-retten, det politiske mod, kontrasterende ideologier, den økonomiske virkelighed og de europæiske befolkninger kan stille sig i vejen. Af Martin Marcussen
”Stærkere politisk styring i Europa”. Det spanske EU-formandskab har gjort dét til et kardinalpunkt i sin ledelse af europæiske forhandlinger i foråret 2010. Angela Merkel og Nicolas Zarkozy snakker også uafbrudt om netop dét. De kan ikke mødes uden at konkludere, at nu er tiden kommet til politisk beslutsomhed. Formanden for eurogruppen, Jean-Claude Juncker, nævner ”økonomisk styring” i hver anden sætning. Direktøren for Den Internationale Valutafond, Dominique Strauss-Kahn, beder så inderligt om, at de europæiske regeringer nu tager et ansvar for at skabe en politisk overbygning til den europæiske økonomi. Og nu er vores egen finansminister, Claus Hjort Frederiksen, oven i købet blevet citeret for, at først bankernes krise og nu de europæiske staters krise helt sikkert vil medføre mere politisk styring i Europa. Et stykke ad vejen bliver der da også leveret politik. Mødeaktiviteten i Bruxelles er større end nogensinde før. Økonomi- og finansministrene mødes nærmest konstant, formelt såvel som uformelt. Det samme gør lederne af de dominerende europæiske økonomier, Frankrig og Tyskland, på bilateralt basis. Den nye EUpræsident, Herman van Rompuy, har oveni købet annonceret, at fra og med 2011 skal stats- og regeringslederne mødes på månedsbasis. En helt uhørt stor mødefrekvens på det niveau. Hertil kommer, at der er stillet forslag om en række programmer, processer og institutioner, der handler om finansiel overvågning og samarbejde på europæisk niveau, ligesom Lissabon-processen ser ud til at blive fornyet med en såkaldt 2020strategi. Der sker skam noget.
Men der er også gode grunde til at forholde sig skeptisk til, om den ønskede politiske styring på europæisk niveau bliver til noget i praksis. EUretten kan stille sig i vejen, de politiske visioner om Europa konvergerer ikke, befolkningerne i EU's medlemsstater ser ikke Europa som en løsning, og den historiske erfaring er ikke lovende. Juraen: ikke uanede muligheder for politisk styring Lad os tage de juridiske rammer først. Det er jo rigtigt, som det tidligere tyske medlem af den Europæiske Centralbanks eksekutivkomité, Otmar Issing for nylig slog fast i Financial Times: der er ikke nogen europæisk bail-out mulighed, der kan bruges i forhold til eksempelvis Grækenland. Europa kan ikke overtage Grækenlands gæld og dermed stabilisere den græske økonomi og euroområdet. Den gode grund til, at en sådan mulighed ikke findes er, at det i så fald ikke kun vil være Grækenland, der skulle hjælpes ud af krisen, men også en hel del andre europæiske lande med ondt i økonomien. Det er altså skruen uden ende. Hvad angår finansiel stabilitet og overvågning i det hele taget er der også nogle juridiske spidsfindigheder, der ikke gør det helt lige til bare at overdrage eksempelvis Den Europæiske Centralbank (ECB) i Frankfurt nye overvågningsopgaver. Det er med fuldt overlæg, at ECB netop ikke skulle varetage sådanne europæiske opgaver, og at medlemsstaterne på netop dette område kunne varetage overvågning af bankerne på deres helt egen måde. Den gode grund til, at dette er
tilfældet, er, at der er stor uenighed om, hvorvidt finansiel overvågning overhovedet er en opgave, som en centralbank bør tage sig af. I nogle medlemslande mener man, at centralbankerne er de bedste til at varetage denne funktion. I andre lande, herunder Danmark, skelner man meget stærkt mellem centralbankernes opgaver og i det danske tilfælde Finanstilsynets opgaver. Med andre ord, det har aldrig været muligt at forene de meget forskellige nationale synspunkter på dette område, så der kan udvikles en fælles europæisk lovgivning, der varetages af en fælles europæisk institution på bekostning af de nationale tilsynsmyndigheder. Det korte af det lange er, at det ikke er alle gode eller dårlige idéer om politisk styring i Europa, der har en gang på jord af den simple grund, at der indtil videre ikke er det fornødne juridiske grundlag til at realisere disse idéer. Alene af den grund kan det være besværligt at etablere en decideret EU-forankret styring af den europæiske økonomi. Men der er måske andre, og endnu vigtigere grunde til, at politisk styring kan gå hen og blive mere drøm end virkelighed. Politikerne: retorikken er ens – indholdet forskelligt En anden grund til at der kan være grund til at tvivle på, hvorvidt de nuværende kriser fungerer som en katalysator for den europæiske integrationsproces, er, at de vigtigste politiske ledere i Europa lader til at tale forbi hinanden. Selvom de fleste, som nævnt taler åbenhjertigt om mere politisk styring af den europæiske økonomi, er der langtfra enighed om, hvad dette indebærer i praksis. Der er eksempelvis en verden til forskel på det franske ”gouverment économique” og de tyske stabilitetsfremmende tiltag. Franskmændene har i årevis talt om behovet for at etablere en politisk modvægt til den uafhængige europæiske centralbank. De taler om institutionel symmetri mellem ØMU’ens ”Ø” og ØMU’ens ”M”. Hvor den monetære politik i høj grad er centraliseret omkring ECB i Frankfurt, er finanspolitikken i lige så høj grad decentraliseret i medlemsstaternes hovedstæder. Helt konkret mener franskmændene med politisk styring, at politikere skal involveres meget mere i den detaljerede styring af finans-, pengeog kreditpolitik i Europa. De mener oven i købet, at denne form for politisk intervention bør institutionaliseres, så der kan udvises reel europæisk lederskab i Europa på dette område. Euro-gruppens formand, Jean-Claude Juncker, er ikke overraskende ret enig i denne vision, idet det nok bliver euro-gruppens kompetencer, der ser ud til at blive gevaldigt styrket, hvis franskmændene får deres vilje. Nicolas Sarkozy har dog tidligere demonstreret, at økonomisk koordination og styring simpelthen er
for vigtigt. til at man blot kan overlade den til økonomi- og finansministrene. Det betyder, at også Europas stats- og regeringsledere kunne tænkes at spille en betydelig rolle i de franske planer. Heroverfor står tyskerne, der også taler om behovet for politisk styring, men med et helt andet indhold. For tyskerne drejer det sig om at etablere nogle økonomiske spilleregler i Europa, der kan understøtte arbejdet i Den Europæiske Centralbank med henblik på at skabe økonomisk stabilitet og holdbarhed. Det handler om at etablere en incitamentsstruktur i euro-området, der bidrager til, at medlemsstaterne fører stabilitetsorienterede økonomiske politikker og gennemfører de strukturelle reformer, der måtte være nødvendige for ikke at komme ud i økonomisk uføre. Tyskerne ser slet ikke politisk styring som et spørgsmål om, at europæiske statsledere nu skal ind og detailregulere den europæiske økonomi. En direkte konsekvens af dette er jo, at man nok skal være varsom med at konkludere, at blot fordi de traditionelle fransk-tyske motorer i den europæiske integrationsproces anvender nogenlunde den samme retorik om behovet for politisk styring og lederskab som et svar på den finansielle og økonomiske krise i Europa, så kommer der også et udspil, der er enighed om. Europæisk krisebevidsthed: en mangelvare Det er ikke kun juraen, og de politiske lederes fællesskab, der skal være på plads, for at der kan igangsættes deciderede europæiske tiltag, der har med øget politisk styring at gøre. Stemningen i de europæiske befolkninger spiller også en rolle. Rundt omkring i Europa har der udviklet sig en rimelig forventning om, at politiske ledere træder til med krisepakker og ekspansive tiltag, der kan afbøde de værste effekter af den finansielle krise og den efterfølgende økonomiske nedtur. Der er mange, der har været hurtige til at tale om den rå markedskapitalismes endeligt, og der er lige så mange, der har stillet sig til rådighed med idéer og planer for, hvordan politisk styring kan genintroduceres på den ene eller den anden måde. I nogle lande har der udviklet sig en decideret krisebevidsthed, der muliggør, at der kan gennemføres reformer, der ville have været meget svære at gennemføre uden en sådan krisebevidsthed. Når det så er sagt, skal man passe på med at ekstrapolere den nationale krisebevidsthed op på europæisk niveau. De nationale befolkninger kræver nationale handlingsplaner. De ser ikke Europa eller for den sags skyld det endnu større udland som en del af løsningen, men snarere som en del af problemet. Et helt generelt træk i de nationale politiske debatter er, at krisen er kommet til dem udefra. Krisestyringsfasen, som udspillede sig over det meste af 2009, var således ikke kendetegnet ved,
at det var de europæiske ledere, der i fællesskab skabte rammerne for de nationale reformplaner. Tværtimod. Krisestyringen var præget af, at hver enkelt europæisk økonomi tog sagen i egen hånd, hvorefter man post hoc samledes på europæisk niveau for at vedtage nogle ”fælles” krisestyringsmekanismer. Det er måske netop dette faktum, som direktøren for Den Internationale Valutafond, Dominique Strauss-Kahn, tænker på, når han i en kronik i Financial Times appellerer til, at nu bør ansvarlige europæiske politikere afvise ad hoc nationale reformer af deres finansielle systemer. Han appellerer til en europæisk fællesskabsfølelse. Spørgsmålet er bare, om en sådan politisk beslutsomhed vil kunne udfolde sig, uden at der har udviklet sig en bevidsthed i de europæiske befolkninger om, at fælles europæiske initiativer faktisk kan ses som en løsning på deres egne problemer. Det gør det ikke bedre, at de europæiske befolkninger lader til at være godt trætte af grandiose europæiske integrationsprojekter. Lissabon-traktaten og dens lange konfliktfyldte vej til endelig ratifikation har sat sig sine spor. Det er meningen, at den skal holde i mange år fremover – det er ikke den brede befolknings forventning, at politikere nu skal tage initiativ til endnu flere traktater, der kan konsolidere et ”politisk” Europa med udpræget politisk styringskapacitet. EU som et differentieringsprojekt En sidste dimension, der kan give anledning til at tvivle på, om der nu også er store fælleseuropæiske styringsplaner i støbeskeen har med de historiske erfaringer at gøre. Europa i dag med 27 medlemmer er meget anderledes end tidligere tiders Europa. Nogle af de store integrationsprojekter, der var udtænkt i en periode, hvor Europa var mere homogent, udfoldes og testes nu for første gang i en situation, hvor Europa er præget af mangfoldighed og diversitet. ØMU’en var tænkt som et harmoniseringsprojekt. Det er i bund og grund dét, man havde konvergenskriterierne til at sikre, nemlig at de europæiske økonomier på nogle vigtige indikatorer var meget lig hinanden, førend man introducerede euroen. Men ØMU’en har udviklet sig til alt andet end et harmoniseringsprojekt. Man fristes næsten til at sige, at ØMU’en er et godt eksempel på et mere generelt fænomen i den Europæiske Union, nemlig at det har udviklet sig til et differentieringsprojekt. Med blik på Grækenland, Portugal og Spanien kan alle og enhver i dag overbevise sig om, at der er meget store økonomiske spændinger i euroområdet. Forskellene mellem landene i euroområdet er på nogle områder betydelig større end forskellene mellem mange euro-insidere og mange euro-outsidere, som eksempelvis Danmark. Politisk, økonomisk, kulturelt og socialt er der
meget større ligheder mellem Danmark og Sverige uden for euro-området og Holland, Østrig og Finland inden for euro-området, end der er mellem de 16 euro-lande indbyrdes. Sandsynligheden for, at euro-området kan stå sammen som en enhed om at etablere politisk styring virker derfor minimal. Man kan derimod godt forestille sig, at EU-lande, der ligner hinanden, helt uafhængigt af om de er med i euroen eller ej, kan igangsætte planer og programmer, der gælder for dem selv. Et differentieret Europa er et Europa, hvor sandsynligheden for at der vedtages store fælles og alt inkluderende politiske projekter bliver mindre. Det betyder ikke, at den europæiske integrationsproces går i stå, tværtimod. Integrationsprocessen holdes netop i gang ved, at der gives mulighed for, at nogle lande, der har fælles interesser, kan arbejde tættere sammen end andre lande. Det er altså denne europæiske virkelighed, man skal have i tankerne, når man begynder at drømme om nye store EU-projekter og mere politisk styring af den europæiske økonomi. EU befinder sig måske i en udviklingsfase, hvor det ikke længere er realistisk at forestille sig, at alle er med i alting. Spanien afgørende som test-case Hvornår ved vi, hvem der får mest ret vedrørende muligheden for intensiveret politisk samarbejde omkring den europæiske økonomi? De politiske beslutningstagere, der i offentligheden krydser fingre for, at der kan findes et hurtigt fælles-europæisk fix, der løser alle problemer nu og i al fremtid, eller skeptikerne, der siger, at problemerne denne gang bliver løst ligesom de altid bliver løst, når det brænder på, nemlig pragmatisk, partielt og ad hoc? Test-casen bliver nok Spanien – verdens 9. største økonomi. Én ting er, at et lille land som Grækenland, der ikke fylder mere en 2,5 – 3 procent af euro-områdets bruttonationalprodukt er i problemer. En helt anden ting er, om én af Europas dominerende økonomier må give op. Det sidste vil have katastrofale følger for euro-området såvel som for hele Europas økonomi. Ligesom Danske Bank var for stor til at gå konkurs, men Roskilde Bank ikke var det, er Spanien simpelthen for vigtig til, at der ikke gøres noget på europæisk niveau. Martin Marcussen er professor mso ved Center for Europæisk Politik (CEP), Institut for Statskundskab, Københavns Universitet.
VERDEN 24. februar 2010
KINA Hvem bliver verdens (næst?)mægtigste mand i 2012? Lederskifte på kinesisk I 2012 går USA til valg og afgør verdens fortsat magtfuldeste embede. Mindre kendt er det, at Kina også skifter ledelse i 2012. Her afgøres verdens andet mægtigste embede som leder af Folkerepublikken. Under normale omstændigheder vil magtskiftet blive afgjort automatisk via det interne hierarki i politbureauet – magtskiftet kan dog meget vel ende med at blive afgjort via en taburetstrid. RÆSON taler med professor Bo Zhiyue fra East Asian Institute om magtskiftet. Interview af Maria Cecilie Kjeldsen og Jonas Parello-Plesner, RÆSON’s chefredaktion
Internationale kommentatorer har hidtil regnet med, at det kinesiske magtskifte allerede var afgjort igennem den interne hierarkiplacering i politbureauet. Ud fra den logik står nuværende vicepræsident Xi Jinping til at erstatte Hu Jintao som øverste leder, og vicepremierminister Li Keqiang til at erstatte premierminister Wen Jiabao i 2012. Sådan blev kabalen lagt i 2007 ved sidste partikongres. Noget tyder dog på, at der vil komme rod i rangordren, og at en taburetstrid vil finde sted hen mod 2012. Dette kan meget vel føre til en mere demokratisk udvælgelse af Kinas leder – dog indenfor partiets rækker. RÆSON taler med professor Bo Zhiyue fra East Asian Institute i Singapore, som var på besøg i København, der beretter om mulige overraskelser i den kinesiske magtoverdragelse. Hvad er historien bag Kinas politiske magtskifte? Under Mao foregik regeringsskiftet meget blodigt. To af de mulige efterfølgere blev dræbt. Den ene blev tortureret til døde, og den anden døde i en flyulykke. Under Deng Xiaoping foregik det mere civiliseret; to ledere [Hu Yaobang og Zhao Ziyang i 1987 og i hhv. 1989, red.] blev væltet fra deres positioner, men ikke dræbt, selvom magtkampene fortsat var intense. Siden 1997 og især siden 2002, har Kina haft en jævn institutionaliseret overdragelse af magt fra den ene generation til den næste. Fra Jiang Zemin til Hu Jintao. Fra tredje til fjerde generation [jf. faktaboksen, red.]. SPM. Hvordan vil Kinas regeringsskifte udspille sig i 2012? De fleste tror på, en fortsat institutionalisering, og at den nye leder i 2012 bliver Xi Jinping, som er blevet udset til at være arving til Hu Jintao. Xi Jinping vil overtage posten som generalsekretær
for partiet på den attende partikongres i 2012 og derefter også overtage posten som præsident. En anden mulighed er, at Kina indfører visse demokratiske spilleregler i partiet. Lad mig understrege, at vi ikke taler om demokrati i Kina i almindelighed, men kun internt i partiet. Hu Jintao efterlader måske sådanne demokratiske spilleregler som hans arv. Hvilket også vil åbne for konkurrence i den øverste ledelse. Ledelsen kan således blive valgt ved afstemning internt i partiet. Generalsekretæren kan vælges enten af Centralkomiteen for Kommunistpartiet (som har mere end 200 medlemmer) eller af suppleanter til partikongressen (der består af mere end 2.000, eller ved at alle partimedlemmer stemmer). I den sidste kategori er der mere end 76 millioner mennesker – det er en lille smule færre end Tysklands befolkning! Hvis der bliver indført demokrati internt i partiet, vil resultatet af lederskiftet i 2012 være usikkert. Vi ved ikke, hvem der er den mest populære kandidat. Der kan være flere kandidater, der alle går efter den øverste position. Indførelsen af en form for demokrati internt i partiet kan også medføre en større konkurrence mellem fraktioner i partiet, som står bag en kandidat. Er der noget som tyder på, at Xi Jinping kan blive marginaliseret som kommende leder? Hvis man følger udviklingen af institutionalisering i kinesisk politik, ville man have forventet, at Xi Jinping var trådt ind i den Centrale Militærkommissionen (CMC) i september 2009. Det skete ikke! Forklaringen er, at Xi Jinping ikke leverede tilstrækkeligt efter Hu Jintaos mening. Dette skaber en ny usikkerhed om, hvem der skal erstatte Hu Jintao i 2012.
Hvilke andre kandidater er der? Vice-premierminister Li Keqiang, som er forudset til at overtage efter Wen Jiabao i 2012, går det godt og stiger i popularitet. Han kan være en mulighed, hvis der åbnes for nye metoder til at vælge leder. En anden kandidat er Bo Xilai, der er den nuværende partisekretær i Chongqing, og også er medlem af Politbureauet. Hans popularitet er stigende efter hans bestræbelser på at rense ud i mafiastrukturerne og særligt i deres "beskyttende paraplyer” internt i partiet, hvilket betyder, at man har gået efter korrupte partifunktionærer. Dette har gjort ham meget populær blandt internetbrugerne. En blogger har fremført seks gode grunde til, at Bo Xilai skal være den næste leder i Kina. Inden for et fremtidigt valgsystem vil Bo Xilai være en meget stærk kandidat – også inden for partiet. Et scenarie som dette er nyt og ikke særlig institutionaliseret. Vil sådan en magtkamp være fredelig? I en vis forstand vil det være et mere institutionaliseret demokrati. Der vil være demokratiske spilleregler internt i partiet. Men det er ikke åbent over for partier i opposition, så der ikke er nogen konkurrence mellem Kommunistpartiet og andre partier. Der er dermed ingen fare for, at partiet mister magten, eftersom valget kommer til at være mellem to kandidater fra Kommunistpartiet. Demokrati internt i partiet er derfor ikke til fare for den sociale stabilitet i modsætning til et sammenbrud af Kommunistpartiet som sådan. Det er derfor, at partiet er positive over for at indføre demokrati. Det er en måde at sikre Kommunistpartiets status som det regerende parti. Det bliver bare nye individer, som overtager topplaceringerne. Du har også nævnt, at Hu Jintaos efterfølger ikke kan arve positionen som formand for den Centrale Militære Kommission, men er nødt til at vente til 2017? Det er en mulighed, især fordi Xi Jinping hidtil ikke er kommet ind i den Centrale Militærkommission. Dette kan dog stadig ændre sig. Det kan indebære, at Hu Jintao vil forblive i en magtposition, selvom der kommer en ny generalsekretær og præsident på plads i 2012. Den nye leder er derfor nødt til at vente indtil 2017 med at overtage positionen som formand for den Centrale Militærkommission. Hvilke konsekvenser ville det få for magtfordelingen? Det betyder, at det femte lederskab vil blive relativt svagt, fordi man ikke får alle de tre vigtigste positioner samlet i én. Formanden for den Centrale Militærkommission er et vigtigt magtcentrum. Det er den øverstkommanderende for militæret, og forbindelsen mellem det civile og militære system. Med delingen af disse stillinger vil der være en ny magtdelingsmodel i toppen, en
form for “kohabitation” ligesom i det franske system. Det vil også medføre, at Hu Jintao fortsat vil have en stor betydning i kinesisk politik frem til 2017. Den femte generation, uanset hvem der kommer til magten, vil være relativt svagere. Der kan være tale om en magtdeling. Der kan være fraktioner, hvis der bliver indført demokrati internt i partiet. Den sjette generation er allerede ved at forberede sig på at få del i magten. Men Kina vil fortsætte med stadig at blive meget stærkere på grund af den landets generelle opstigning. Bliver det sværere at afprøve nye politikker, hvis der er mere åben konkurrence i toppen? Hvis den nye leder ønsker at gøre noget nyt, er han nødt til at være meget forsigtig og snakke det igennem med andre fraktioner i eliten. Ingen kan lykkes med at ændre Kinas retning drastisk i forhold til hverken indenrigs- eller udenrigspolitik. Den nye leder skal være meget forsigtig i begyndelsen, især i de første par år, måske i fire til fem år. Denne forsigtighed vil blive forstærket, hvis Hu Jintao opretholder et greb om magten ind i den næste periode. Men det betyder også fortsat kontinuitet i Kinas indenrigs- og udenrigspolitik. Faktisk kan usikkerheden om, hvem der bliver den nye leder skabe mere nervøsitet blandt observatører i andre lande end Kina. Især i USA ønsker man at vide med sikkerhed, hvem der bliver den næste leder, og de ønsker derfor at studere denne person for at se, hvad hans politiske målsætninger er. De forsøger at planlægge, hvordan man samarbejder med en sådan leder. Den type forudsigelighed vil muligvis ikke være muligt i fremtiden. Det er godt, at der kan skabes ny usikkerhed om udfaldet af lederskiftet, fordi det gør, at Kina minder mere og mere om de andre demokratiske lande. I den forstand vil Kinas være tættere på liberale demokratier i Vesten, end det var før. Hvad er din prognose? Vil der komme en institutionalisering med Xi Jinping, eller vil vi se en overraskelse? Hovedhistorien er stadig en institutionaliseret overdragelse af magten til Xi Jinping i 2012. Men vi er nødt til at være forberedt på en overraskelse. Der er stadig 2-3 år tilbage endnu. Bo Zhiyue er professor fra East Asian Institute. Han er ekspert med speciale i den kinesiske magtelite, som han følger udviklingen tæt.
.
BREVE FRA BRUXELLES 24. februar 2010
I dag [d.24.feb., red.] fremlægger regeringen et konvergensprogram, hvor den danske økonomi vurderes ift. EUs konvergenskrav. RÆSON spørger medlem af Europaparlamentet, Dan Jørgensen om hvad man kan forvente af programmet.
KONVERGENSPROGRAMMET Regeringen gør EU til syndebuk Lars Løkke Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen har nu så store problemer med at forklare deres fejlslagne og upopulære økonomiske politik, at de skyder skylden på EU. Det er konvergenskriterierne, der gør, at kommunerne nu skal igennem massive besparelser siger de. Men de lyver. Af Dan Jørgensen, gruppeformand for Socialdemokraterne i EU-parlamentet
Man vidste, at der var noget på vej, da statsministeren forleden, midt i et nøje koreograferet pressemøde, pludselig begyndte at tale om et kommende ”konvergensprogram”. Midt i en ordret memoreret tale, hvor der ikke blev sparet på de let forståelige analogier – ”politik er som at cykle i bjergene” osv. – stod manden lige pludselig og lirede uforståelige fagtermer om økonomi af. Hvorfor? Fordi han er i gang med at føre vælgerne bag lyset. Hvordan? Det skal jeg komme tilbage til. Først en forklaring. Konvergensprogrammet – hidtil ukontroversielt Danmark har siden midten af 1990’erne hvert år fremlagt et konvergensprogram, der viser, hvordan vores økonomi lever op til de fælles EUmålsætninger. Hidtil har det været en overset begivenhed. Programmet har beskrevet den økonomiske politik her i landet, opgjort overskud og underskud på statsfinanserne samt vist regeringens prognoser for de kommende år. Intet kontroversielt og ingen nyhed, eller noget, der ellers har været værd at skrive hjem om. Men i år forholder det sig anderledes. Regeringen bruger fremlæggelsen af programmet til at varsle nye tider i Danmark. Sparetider. Helt konkret siger regeringen, at det er EU, der kræver nedskæringer og besparelser på velfærden i Danmark. Ellers kan vi ikke leve op til vores fælles forpligtelser, er meldingen. Men det er ikke sandt. Så langt fra. Enten kender regeringen ikke EU-reglerne godt nok. Eller også bruger den bare EU som syndebuk. Det ligner mest det sidste. Ikke desto mindre er her en kort opsummering af reglerne til
Lars Løkke Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen: EU bestemmer ikke over Danmark på dette område. Det er os selv, der har sagt, at vi vil samarbejde med de andre lande om at have en sund økonomi. EU vil ikke blande sig i, hvordan Danmark skal sikre ordentlige finanser, kun opfordre til at vi får det. Vi bestemmer fortsat selv på hvilken måde, det skal ske. Og EU vil end ikke henstille til, at vi retter op på statsunderskuddene de næste par år. På grund af krisen er der nemlig fuld forståelse for, at der er større underskud de kommende par år. Stabilitet og vækst skabes på egne præmisser Selvom Danmark ikke har euroen som valuta, deltager vi et samarbejde med de andre EU-lande på det pengepolitiske område. Det er styret af Stabilitets- og Vækstpagten, der trådte i kraft i slutningen af 90’erne, og som blev revideret i 2005. Som del af det samarbejde udarbejder den siddende regering hvert år et konvergensprogram, der sendes til Kommissionen og Ministerrådet. Kommissionen vurderer programmet med sine fagøkonomiske briller, kommer med en anbefaling til Ministerrådet, som så bliver enige om en udtalelse om det enkelte land, i dette tilfælde Danmark. I denne udtalelse er der både en vurdering af konvergensprogrammet og anbefalinger til den økonomiske politik i Danmark. Eurolandene kan – hvis de gentagne gange ikke lever op til den aftale, de har indgået med de andre lande og anbefalinger fra dem – blive pålagt sanktioner af et enigt Ministerråd. Det er en måde at holde hinanden i ørerne på. Men det er
ikke tilfældet for Danmark. Fordi vi kun er en løsere del af samarbejdet, er det os selv, der skal svinge pisken, hvis denne i det hele taget skal svinges. De andre EU-lande kan ikke kræve noget af os, kun sende venlige opfordringer. Derudover understreges det i alle reglerne omkring Stabilitets- og Vækstpagten, at medlemslandene selv er herrer (og damer) over deres økonomiske politik. Det er det enkelte land, der bestemmer, om det vil rette op på sin statsøkonomi via øgede indtægter eller lavere udgifter. Om det vil hæve skatterne eller skære i velfærden. Besparelser er end ikke noget Kommissionen og Rådet opfordrer til. De vurderer kun, om det er realistisk eller ej at komme i mål på sigt. Så den bebudede hestekur i Danmark står for Lars Løkke og Claus Hjorts egen regning. Fleksibilitet i krisesituationer Flere EU-lande, blandt andet Tyskland og Frankrig, har på forskellige tidspunkter haft underskud på statsfinanserne, der var større, end hvad EU-aftalerne tillader [EU tillader et offentligt underskud på 3 % af BNP, red.]. Men på intet tidspunkt har man straffet dem for det. De andre medlemslande har nemlig godt kunnet se, at der var særlige forhold, der gjorde, at landene midlertidigt var i bund på de offentlige budgetter. Derfor blev Stabilitets- og Vækstpagten revideret i 2005. Med revisionen blev der indført ny fleksibilitet i kravene til de offentlige finanser, som særligt betyder, at det i krisesituationer accepteres, at landene har større underskud. Man ønsker således at skelne mellem budgetunderskud forårsaget af fejlslagne politikker og budgetunderskud, der er en konsekvens af en negativ økonomisk udvikling. Dermed er der plads til exceptionelle og midlertidige underskud, der overstiger de 3 procent af BNP, som er reglen i normale tider. I reglerne hedder det helt præcist, at et offentligt underskud ud over 3-procentsgrænsen anses for at være exceptionelt og midlertidigt, ”når overskridelsen er en følge af en usædvanlig begivenhed, der ligger uden for den pågældende medlemsstats kontrol, og som har en afgørende virkning på de samlede offentlige finanser, eller når overskridelsen er en følge af et alvorligt økonomisk tilbageslag.” Det understreges også, at overskridelsen anses ”for at være midlertidig, hvis Kommissionens budgetprognoser viser, at underskuddet vil falde under referenceværdien, når den usædvanlige begivenhed eller det alvorlige økonomiske tilbageslag er ophørt.” Det er altså klart, at hverken Kommissionen eller Ministerrådet vil bede Danmark om at rette op på statsunderskuddet på kort sigte, så længe de
kan se, at der kommer styr på finanserne, når krisen er ovre. Exceptionelle statsunderskud i det meste af EU Krisen har krævet, at alle EU-landene førte ekspansive finanspolitikker. Enten ved at skrue op for de offentlige udgifter eller ved at give skattelettelser. Det er den eneste måde, man har kunnet holde gang i hjulene. Derudover har de, med den stigende arbejdsløshed, måttet bruge flere penge på arbejdsløshedsunderstøttelse og anden offentlig forsørgelse. Som konsekvens heraf har stort set alle lande i EU – og de fleste andre dele af verden for den sags skyld – midlertidige statsunderskud. På nuværende tidspunkt er der således 20 medlemslande, der er på den forkerte side af underskudsgrænsen. Og for de fleste af dem er situationen langt værre, end den er i Danmark. Mens det danske statsunderskud forventes at ligge på 5,5 procent af BNP, har eksempelvis Frankrig allerede et underskud på omkring 8 procent, Spanien et på 11 procent, mens Storbritannien og Grækenland kæmper med underskud på 13 procent af BNP. Derfor er der også enighed i EU-institutionerne og mellem medlemslandene om, at man i den nuværende situation skal se langt mere lempeligt på underskuddene. Da Ministerrådet iværksatte procedurer omkring for store underskud for 9 EUlande i december sidste år, fik 7 af dem således indtil 2013 til at få bragt deres underskud inden for rammerne af pagten. Og Irland og Storbritannien fik tidligere i 2008 og 2009 helt indtil 2014 og 2015 til at få bragt deres finanser i orden. Kun Grækenland er lige nu et rigtigt problembarn. Det skyldes, at grækerne har haft store underskud i længere tid, og at de ikke har fået dem bragt i orden, endsige forbedret situationen, på trods af at de har været i dialog med Kommissionen herom i længere tid. Derudover har grækerne også snydt med deres statistiske opgørelser til de andre lande. Det kan fællesskabet selvfølgelig ikke acceptere. Men selv grækerne får selv lov at bestemme, hvordan der skal komme orden i deres økonomi igen. Måden det skal ske på bestemmer landet selv. Da Kommissionen tidligere i denne måned udtalte sig om situationen i Grækenland og kom med anbefalinger til, hvad der skulle ske i dette land, var hovedlinjen derfor også, at den støttede den græske regerings egen plan. Det var således ikke rigtigt, som flere danske medier ellers rapporterede, at Kommissionen blandede sig i, om der skulle skæres i lønningerne for de offentligt ansatte i Grækenland.
Duksen Danmark har et større råderum – og skal bruge det I Stabilitets- og Vækstpagten tages der også hensyn til det enkelte medlemslands gældskvote og potentielle vækst. Der er en således en mulighed for, at kravene til budgetterne bliver lempeligere for lande med en lav gældskvote og høj potentiel vækst. Derfor har Danmark, som EU’s landenes duks, også et større råderum end de andre lande. Statsgælden i Danmark udgør for tiden omkring 46 procent af BNP. Det er væsentligt lavere end de 60 procent, der er grænsen herfor i pagten. Men det er endnu lavere end den gæld, som de fleste andre lande slæber rundt på. I 2010 forventes gennemsnittet for alle EU-landenes statsgæld at være på 79 procent af BNP, mens euro-landenes vil være på omkring 84 procent af BNP. Et land som Grækenland har en gæld, der udgør 120 procent af landets BNP. Min vurdering af situationen er således helt klart, at når den økonomiske udvikling vender, vil Danmark med al sandsynlighed igen have offentlige finanser, der er inden for rammerne af Stabilitets- og Vækstpagten. Og vi vil ikke blive mødt med krav fra de andre EU-lande inden da. Samlet set er det altså helt misvisende, når statsministeren bruger EU som undskyldning for de besparelser, han nu vil gennemføre. Mit bud på, hvad regeringen bør gøre, er også ganske simpelt: kvæl ikke det spæde opsving i Danmark med unødvendige nedskæringer og besparelser. Vejen ud af krisen er ikke at skære massivt på velfærden i kommunerne. Fokusér i stedet på at sikre væksten via offentlige investeringer i uddannelse, forskning og infrastruktur. Det er ting, der på sigt vil gøre os rigere, og som det derfor giver god mening at bruge penge på nu. Lande kan nemlig ikke spare sig til fremtidig velstand, kun investere sig til det. Vores fælles regler i EU er ingen hæmsko for det. Så selvom jeg er glad for, at EU-terminologi og problemstillinger bliver en del af den indenrigspolitiske dagsorden, må jeg opfordre Lars Løkke til ikke at udpege EU som syndebuk for hans nedskæringer. Fra Bruxelles skriver I RÆSONS UGEMAGASIN: Dan Jørgensen, Morten Messerschmidt, Emilie Turunen, Jens Rohde og Bendt Bendtsen.
VERDEN 24. februar 2010
Ukraine efter valget stilhed efter stormen? Med Janukovichs knebne sejr ved anden valgrunde, ser den orange revolution ud til at være endelig død. Rusland jubler, mens EU forpassede sin chance for et tættere samarbejde. Janukovich er dog ikke blot stik-irend-dreng, og Timoshenko er endnu ikke ude af billedet, men prøver at fastholde sin magt Af Jakob Mygind Korsby
Siden Viktor Janukovichs sejr ved anden og sidste runde af præsidentvalget i Ukraine den 7. februar har vesteuropæiske politiske observatører stået i kø for at udråbe begivenheden som et tilbageskridt for landets demokrati. I Kreml jubler man imidlertid over resultatet, som betyder, at man har fået en ’sikker spiller’ på posten ’down under’. Med en kneben sejr på blot 3,5 % flere stemmer end rivalen, Julia Timoshenko(45,5 % af stemmerne), inkarnerer Janukovich med sine 48,95 % af stemmerne nemlig den ukrainske befolknings utilfredshed med de seneste 5 års fejlslagne reformpolitik og demokratiske eksperimenter under den nu afsatte præsident Viktor Jushenko. Der er hermed taget hul på næste kapitel i det uforudsigelige ukrainske valg-epos efter den afgørende valgrunde, der ofte er blevet beskrevet som en art tovtrækning mellem Vesteuropa og Rusland i et ekstremt polariseret politisk landskab. Dysten har stået mellem den EUorienterede premierminister, Timoshenko, og den pro-russiske Janukovich, som finder deres vælgere skarpt adskilt rent geografisk. Mens de to kandidater efter første valgrunde i januar var adskilt af hele 10 procentpoint til Janukovichs fordel, er denne afstand i den mellemliggende periode snævret betydeligt ind. Dette har ikke uventet givet anledning til Timoshenkos vedholdende beskyldninger om valgsvindel og ukorrekt stemmeoptælling, som hun først søndag [21.februar, red.] trak tilbage. Parallellen til det sidste historiske præsidentvalg i Ukraine i 2004 synes hurtigt at springe i øjnene. Dengang måtte selvsamme Janukovich afstå en yderst omdiskuteret valgsejr, da massive protester rejste sig landet over kyndigt manøvreret af Julia Timoshenko og Viktor Jushenko under den orange revolutions faner. Resultatet af den folkelige opstand dengang blev en exceptionel tredje valgrunde, hvor Timoshenko og Jushenko blev vinderne og umiddelbart efter dannede en tandemregering med Timoshenko som premierminister under Jushenko.
Kampen fortsætter i parlamentet Timoshenko har nu erkendt - om end ikke accepteret - sit nederlag, idet hun trak sin klage over valgresultatet tilbage med begrundelse i sin manglende tiltro til den domstol, som skulle forestå den retlige behandling. OSCEvalgobservatører har enstemmigt godkendt det ukrainske valg som ’frit og demokratisk’, og vestlige statsledere gratulerer Janukovich med det vundne embede. Som et sidste søm i den orange revolutions kiste har et flertal i det ukrainske parlament nu godtaget og fastsat datoen for den officielle indsættelse af sejrvinderen Janukovich i præsidentembedet [d. 25. februar, red.]. Dette understreger den parlamentariske opbakning til den nye præsident og udstiller premierminister Timoshenkos svage position. Af samme grund intensiverede Timoshenko i dagene efter valget sin indsats netop i parlamentet, hvor en afgørende magtkamp finder sted. Timoshenko vil fastholde sin position som premierminister, mens Janukovich ønsker at se en ny person på posten. Det er dog parlamentet, der har det sidste ord i denne sammenhæng, da det er de 450 medlemmer i den ukrainske parlamentariske forsamling, der skal godkende premierministeren. Derfor har Timoshenko sat alle kræfter ind i forsøget på at skabe en flertalskoalition af støtter bestående af henholdsvis hendes egen blok, Timoshenkoblokken, den afgående præsidents parti, Vores Ukraine, og endelig Litvin-blokken tilhørende den centrum-venstreorienterede præsidentkandidat, Vladimir Litvin. Arbejdet med at vinde et flertal er dog op ad bakke, for som afstemningen om præsidentens indsættelse viser, er flertallet i parlamentet pt. bag Janukovich. Den samme dag som Timoshenko trak sin klage tilbage, gjorde Janukovich offentligheden bekendt med de tre reelle kandidater til posten som premierminister, hvoriblandt Timoshenko naturligvis ikke figurerede. Selvom det ikke lader ikke til, at der er nogen revolution i sigte denne gang, er sidste akt i valgdramaet endnu ikke afsluttet.
Den orange revolutions efterdønninger Men hvor store dønninger har den orange revolutionsbølge reelt skabt i Ukraine? De reelt frie valg, det voksende civilsamfund og det styrkede parlament er konkrete eksempler på, at der er sat en demokratisk udvikling i gang. Også den fungerende ytrings- og pressefrihed samt den relativt høje valgdeltagelse på næsten 70 % af de stemmeberettigede tegner et optimistisk billede af demokratiets status i landet. Omvendt bør man ikke lukke øjnene for den række af reelle problemer, som landet roder med i dag: Ukraine ligger i den tunge ende på det internationale korruptionsindeks (transparency.org) og placerede sig ved udgangen af 2009 på en 146. plads i selskab med statistikkens slemme drenge såsom Sierra Leone og Zimbabwe. Økonomien er alt andet end velfungerende efter en finanskrise, der har ramt landet usædvanligt hårdt og tvunget den ukrainske regering til at optage et stabiliseringslån fra Den Internationale Valutafond (IMF) på over 16 mia. dollar. Med et budgetunderskud for 2009 på 2,7 % er den ukrainske økonomi således blevet af ramt af en finanskrise af nærmest islandske dimensioner, med alt hvad dertil hører af høj ledighed, manglende vækst og opskudt inflation. Ser vi på det netop overståede valg, er der heller ikke grund til at være overoptimistisk: Den samlede stemmeprocent for de to kandidater, Janukovich og Timoshenko, udgjorde efter første runde blot lidt over halvdelen af alle de afgivne stemmer i landet. Til sammenligning repræsenterede Janukovich og Jushenko i 2004 hele 80 % af den samlede vælgermasse ved første runde. Det betyder, at der i dag er en væsentlig større andel af den ukrainske vælgerskare, som ikke får deres synspunkter repræsenteret hos nogen af de to finalister, dvs. der er et misforhold mellem de samfundsmæssige cleavages og de politiske ledere. Det, at et stigende antal ukrainere er utilfredse med det politiske udbud, bakkes desuden op af det faktum, at knap 4,5 % af vælgerne stemte ”imod alle kandidater” – et tal, der aldrig er overgået ved tidligere præsidentvalg. EU har forpasset sin chance Spørgsmålet, der optager mange disse dage, er, hvorvidt valget af Janukovich som præsident er ensbetydende med, at Ukraine i politisk forstand vil glide mod øst og reintegreres i den russiske indflydelsessfære efter det, som mange – primært i de sydlige og østlige dele af Ukraine – mener er fem års identitetsmæssig vildfarelse. Ukraine ses af mange verden over som en kamparena for henholdsvis den russiske eksstormagt i øst og EU i vest, men sandheden er i tilbageblik, at der ikke har været megen kamp, idet EU formentlig har forpasset enhver mulighed for at gøre sin indflydelse gældende over for Ukraine. Det nærmeste, man er kommet et reelt samarbejde mellem Ukraine og EU, er de
handlingsplaner, som siden september 2008 er blevet udformet med det mål at sikre en såkaldt associeringsaftale inden for områder som handel, kultur og sikkerhed. Alligevel er dette dog langt fra tilfredsstillende for de, der anså konkrete optagelsesforhandlinger om medlemskab som et naturligt skridt imod at trække Ukraine ind i det varme selskab mod vest. Af samme grund er det formentlig ganske ufarligt for Janukovich at love ”stadig tættere samarbejde med EU” – et løfte, som han trods den larmende EU-apati har advokeret stærkt for, men det er et løfte, der klinger en anelse hult, idet der ikke er givet nogle konkrete mål for dette EUsamarbejde. Den kommende præsident synes således med vanlig folkelig appel at forsøge at afbalancere på den ene side den vestukrainske befolknings higen efter at nærme sig et europæisk samarbejde og på den anden side de sydøstlige befolkningsgruppers ønske om en forbedring af Ukraines forhold til Rusland. Janukovich – ikke blot en stik-i-rend-dreng Derfor er forståelsen af Ukraines fremtidige præsident som en trohjertet stikirenddreng for Rusland for unuanceret. Det er sandt, at Janukovich ønsker at ophøje det russiske sprog til at få officiel status på linje med ukrainsk; det er rigtigt, at han vil afbryde de igangsatte forhandlinger mod et ukrainsk NATOmedlemskab, hvilket potentielt ville fremprovokere alvorligt sure miner fra russisk side. Alligevel skal disse politikker i højere grad ses som udtryk for en art pragmatisme, der skal tjene til at samle masserne. Da Janukovich talte på sit partis, Regionspartiets, partikongres i optakten til valget, var det således med løfter om ”civil konsensus, godt naboskab og forudsigelighed” – ikke ligefrem revolutionerende idealisme, som kunne frygtes at dele vandene. At kursen de næste fem år på mange måder vil være et brud med Jushenkos ufuldendte reformpolitik og den orange revolutions tankegods står imidlertid ikke til diskussion. Man må eksempelvis forvente, at forholdet til Georgien i den næste årrække bliver mærkbart afkølet. I sammenligning med Jushenkos varme følelser for de lande, der har oplevet en såkaldt ”farverevolution”, har Janukovich ikke meget tilovers herfor. Behov for konkrete resultater og reformer Hvis Janukovich ønsker at give det sidste dødsstød til den orange revolution, må han vise, at han formår at levere varen i form af konkrete resultater inden for en overskuelig fremtid. Hans hovedopgave er for det første at navigere landet igennem den økonomiske knibe, som mange har givet skylden for det orange projekts fallit. Uden en bare nogenlunde normaliseret økonomi vil det være umuligt at skabe de tilsagte sociale forbedringer, som befolkningen efterspørger. Derudover har landet behov for en ny forfatningsreform, som kan medvirke til at afklare
en mildt sagt uoverskuelig magtfordeling mellem landets centrale institutioner. Janukovich har gentagne gange som oppositionsleder bebrejdet den siddende regering for dens kaotiske ledelse, et forhold, der dels skyldes den rodede magtfordeling, dels må tilskrives de tilbagevendende uenigheder mellem præsidenten og premierministeren. Også her ligger en opgave i at kunne samarbejde med den kommende premierminister, hvem det end måtte blive. Endelig har Janukovich selv lagt op til en betydelig styrkelse af den decentrale magt i de enkelte regioner, og det bliver interessant at se, hvorvidt han rent faktisk kan uddelegere sin magt i et særdeles politisk polariseret land. Formår den nye ukrainske præsident at møde disse krav, er den orange revolution definitivt aflivet. Jakob Mygind Korsby (1984) er bachelor i statskundskab og har tidligere skrevet om forholdene i Rusland og de eks-sovjetiske stater. Han har studeret politologi ved Sankt Petersborg Statsuniversitet.
.
VERDEN 24. februar 2010
COLUMBIA FARC’s ’genfødsel’ Guerillabevægelsen FARC har skiftet strategi i kampen for overlevelse i Colombias jungle. Masseproduktion af landminer koster regeringsstyrkerne dyrt. Af Lasse Karner
Indtil den 29. maj var 25-årige Louis Fernando Torres medlem af den marxistisk-baserede guerillabevægelse FARC i Colombia. Hans rolle i den årelange konflikt med regeringen var ganske simpel og ganske dødbringende. Som gruppefører for en håndfuld soldater havde han ansvaret for at lægge landminer ud. ”Nogle gange lagde vi 3, andre gange 40. Vi regnede ud, hvor hærens soldater ville holde hvil og lagde miner lavet af gascylindere fyldt med metalgenstande,” forklarer han. FARC (Columbias væbnede revolutionære styrker, red.) blev oprettet i 1964 som den militære gren af det colombianske kommunistparti. Den marxistisk-leninistiske bevægelses erklærede mål er at vælte regeringen i hovedstaden Bogota. Men siden den siddende regering kom til magten for otte år siden, er bevægelsen blevet tvunget ud af hovedstadsregionen, og ifølge hæren råder FARC i dag over omkring 10.000 soldater mod 16.000 i 2001. Tusindvis har gjort som Louis Fernando Torres og er deserteret, mens tre af bevægelsens syv topledere har mistet livet. Det har fået den nye ledelse til at skifte strategi. I en e-mail fra FARC’s øverstkommanderende, Alfonso Cano, der blev opsnappet af militæret sidste år, opfordrede han sine soldater til at intensivere brugen af landminer. “Vi ved, at det er den eneste faktor, der stopper dem (hærens soldater red.) og intimiderer dem,” forklarede han i mailen og understregede den ønskede effekt ved at døbe strategien “genfødsel”. Effektiv mineproduktion skaber frygt Strategien har på kort tid haft store konsekvenser for regeringens tropper. Ikke mindst en ny teknik, hvor civilklædte FARC-medlemmer detonerer miner ved hjælp af en fjernbetjening, har kostet hæren dyrt. Dødeligheden er ligeledes stor ved miner hængt op i træer, og mens landets største rehabiliteringscenter for hærens soldater for fire år siden modtog 15 amputerede soldater om måneden, er antallet i dag steget til 50. De fleste ofre mister en fod eller et ben, mens omkring hver fjerde bliver dræbt. “Medlemmerne af FARC tænker kun på at gøre mest mulig skade og skabe frygt, derfor
planter de minerne i træerne. Så mens vores soldater leder efter dem på jorden, får de i stedet sprængt hovedet af,” siger oberst Hansel Rodriguez, direktør for hærens ingeniørskole, der har til opgave at udvikle metoder til beskyttelse mod minerne. Oberstens folk har nok at se til. Ifølge militærets efterretninger har medlemmer af FARC modtaget træning i Rusland, Polen og på Cuba, mens irske sprængningseksperter fra IRA har undervist på guerillabevægelsens baser i Colombia. Derfor råder FARC i dag over miner, der kan detonere ved tryk, bevægelse, lys eller fjernkontrol. Og hvor minerne før var af en mere konventionel karakter, indeholder størstedelen i dag kemikalier, der forårsager infektioner og øger risikoen for amputationer. At lave en ’hjemmelavet’ mine koster omkring 10 kr., og da de forskellige komponenter, der indgår i fremstillingen, findes i et almindeligt landbrug, er det stort set umuligt at stoppe produktionen. Minerne bliver både fremstillet i de enkelte FARC-enheder og som masseproduktion. I starten af januar fandt regeringsstyrker et halvt ton sprængstof og 124 miner på en FARC-fabrik i den nordlige del af landet. Men selvom FARC i flere tilfælde er blevet forsynet med viden og våben fra udlandet, er det småt med opbakning til den aldrende guerillabevægelse på den internationale scene. Både i EU og USA er organisationen på den officielle terrorliste. Og med militær støtte fra USA har den colombianske hær fået en mere mobil og slagkraftig operationel styrke, der konstant er i hælene på FARC’s enheder i de uvejsomme jungle- og bjergområder. I 2008 dristede hæren sig endda til at slå til mod en FARC-lejr på ecuadoriansk territorium. Angrebet var en kæmpe militær succes, men forholdet til nabolandet Ecuador har været anspændt lige siden. Samtidig tordner Venezuelas præsident, Hugo Chavez, med jævne mellemrum imod ”USA's marionetregering i Bogota” og beskylder samarbejdet med amerikanerne for at være en trussel mod Venezuelas sikkerhed. Ingen opbakning i befolkningen Derimod kan regeringen i Colombia glæde sig over, at støtten til FARC i den colombianske
befolkning bliver mindre og mindre, som årene går. “FARC er desperate. De betaler en høj politisk pris, og for hver dag, der går, mister de støtte i befolkningen. Kun dem, der har folkets støtte, kan vinde,” siger general Freddy Padila de León, øverstbefalende for Colombias militær. Alligevel bliver hæren igen og igen afsløret i tvivlsomme og brutale metoder i kampen mod FARC. Det seneste eksempel omfatter en skandale, hvis fulde omfang endnu ikke er kendt. En række højtstående militærfolk bliver for tiden retsforfulgt i sagen om ’los falsos positivos’. Her blev fattige, arbejdsløse, unge mænd lovet fast arbejde til en fornuftig løn. I stedet blev de henrettet og klædt ud som FARC-soldater for på den måde at pynte på hærens statistik. Meget tyder på, at de paramilitære grupper – en slags lejesoldater tro mod regeringen – udførte opgaven. Endnu er det ikke opgjort, hvor mange civile menneskeliv, der på denne måde er gået til, men flere hundrede tilfælde er allerede blevet afsløret. Dertil kommer, at regeringen og hæren står over for et åbenlyst dilemma. Hver gang kampene mod FARC og jagten på bevægelsens ledere intensiveres, stiger antallet af civile mineofre. Hver tredje gang en mine eksploderer i Colombia, går det ud over en civil. Det skete 203 gange sidste år. 36-årige Anuldo Heinze mistede sit højre ben, da han ramte en mine en morgen på vej på arbejde. ”Den dag, jeg trådte på en mine, ændrede mit liv sig fuldstændigt. Jeg har snakket med borgmestre og embedsmænd, og de har alle sammen lovet at støtte mig, men indtil videre er der ikke sket noget, siger han. Myndighederne har iværksat en række initiativer til gavn for landets civile mineofre, men det sker gang på gang, at uskyldige ender som gidsler i konflikten mellem FARC og regeringen. Landsbyskolen i El Boqueron er et af mange eksempler. 45 børn fra området i den bjergrige Antioquia-provins fulgte hver dag en smal sti til og fra skolen. I dag ligger den simple murstensbygning isoleret og forladt. Skolebøger er spredt ud over gulvet, mens inventaret i de øde huse langs stien vidner om beboernes pludselige flugt. Det karakteristiske røde dødningehoved på skiltene i området fortæller hvorfor. Omkring 500 FARC-soldater dominerede indtil for få år siden området, hvor et af hærens minerydnings-hold indtil videre har registreret 107 miner. Tre aktive miner ligger gravet ned få meter fra skolen. De er netop blevet fundet og skulle gerne være de sidste. Stien til El Boqueron er blevet mineret, fordi den snor sig hen over en bjergtop tæt ved en hovedvej, og derfor har en strategisk vigtig placering. I andre tilfælde bliver miner brugt til at sætte en effektiv stopper for hærens fremmarch. I januar sidste år havde regeringssoldater nær omringet FARC’s næstkommanderende, Mano Jojoy, der kun slap væk i sidste øjeblik. Under flugten lagde hans tropper over 600 miner, der dræbte og sårede 20 soldater fra hæren. Penge fra narkohandel En anden vigtig årsag til brugen af miner handler om beskyttelse af kokainproduktionen.
Forsvarsministeriet estimerer, at omkring halvdelen af FARC’s indtægter kommer fra narkotikasalg, mens resten stammer fra afpresning af private virksomheder og kidnapninger. Kokainproduktionen har i årtier været en lyssky milliardforretning i Colombia – ikke mindst for hæren og dens paramilitære lejesoldater. For 13 år siden var det da også FARCmedlemmer fra en nærliggende koka-plantage, der hvervede Louis Fernando Torres. Han var 12 år, da en gruppe guerillasoldater tog ham med til deres lejr i Colombias centrale Meta-provins. Her gav de ham et kursus i fremstilling af miner. Sidste år blev han et offer for selv samme våben. Louis Fernando Torres var i færd med at flytte en mine, da den eksploderede. Han mistede alle fingre på sin venstre hånd og var pludselig en belastning for gruppen. ”Jeg kunne ikke længere arbejde. Jeg frygtede for mit liv,” fortæller han om uheldet, der fik ham til at flygte til Bogota. Efter mere end 45 års krig mod regeringen er FARC tilbage i landets bjergrige ydreområder, hvor guerillaen har forskanset sig. Direkte angreb på hæren i form af overraskelsesangreb og brug snigskytter er i stigende grad skiftet ud med en stillingskrig baseret på landminer. Spørgsmålet er derfor, hvordan regeringen i Bogota vælger at tackle den nye situation, hvor der ifølge den uafhængige ngo, Landmine Monitor, allerede ligger mellem 70.000 og100.000 aktive miner i Colombia. I første omgang skal den colombianske befolkning pege på en ny regering, når der i maj er valg. Præsident Alvaro Uribe har ifølge grundloven ikke lov til at stille op en tredje gang, men har alligevel bedt landets højesteret om at undersøge de lovmæssige muligheder for at lave en undtagelse. Uanset om Uribe slipper igennem det juridiske nåleøje eller ej, er der ikke meget, der tyder på, at kampen mod FARC nedprioriteres fremover. Støtten fra USA fortsætter, og regeringens hårde linje over for kriminalitet, narkosmugling og terrorisme har været populær i størstedelen af befolkningen. ”Ligegyldig hvilken regering, der kommer til, er det utænkeligt, at den ikke følger Uribes metoder over for FARC. Det kan jeg ganske enkelt ikke se for mig,” siger forsvarets øverste chef, general Freddy Padila de León. Lasse Karner er nyhedsjournalist på B.T., men fortiden bosat i Beijing. Han er uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole og Hong Kong University.
VERDEN 24. februar 2010
RÆSON bragte i årets første ugemagasin - #1, årgang 2 - en artikel af Ida Krogh Mikkelsen om Italiens immigrationsaftale med Libyen fra august 2009. Simon Pasquali kommenterede i #3, årgang 2 på artiklen. RÆSON bringer her endnu en kommentar i debatten, af Ida Krogh Mikkelsen.
KOMMENTAR Italien Man straffer jo også kriminelle, selvom de har haft en hård barndom Simon Pasqualis kritik [af artiklen: ”Europas højrepartier” bragt i RÆSON 3.feb., red.] demonstrerer vores indbyrdes uenighed, når det gælder det konkrete indhold: Synet på Silvio Berlusconi og ikke mindst EU som normativ magt. Af Ida Krogh Mikkelsen
I sin kommentar ”Bananrepublikken Italien – og EU” konkluderer Simon Pasquali (SP) afslutningsvis, at min kritik af EU’s manglende stillingtagen til Berlusconis Italien blot er en ensidig holdningstilkendegivelse, fordi jeg ikke skulle have ”sat mig ind i sagerne”, når det gælder Italiens politiske historie. Ligeledes anfægtes min ”meget idealistiske” forestilling om, hvad EU kan og bør samt min manglende dokumentation af påstande. Jeg vil indledningsvis uden skam bekende mig ”skyldig” i det sidstnævnte. Ja, jeg mener, at EU langt hen ad vejen er en normativ magt, og at de smukke ord i diverse traktater derfor skal og bør overholdes. I al beskedenhed må jeg pointere, at jeg har ”sat mig ind i sagerne” i løbet af de seneste ti år, hvor jeg har bl.a. har været bosat i Italien og gået i italiensk skole. Under alle omstændigheder besøger jeg landet mere end jævnligt, taler flydende italiensk, læser italienske aviser og følger den politiske debat, hvorfor jeg er bekendt med den belæring om Italiens særegenhed, som SP giver mig – et fint historisk rids, som kunne stå i introduktionen på de første sider i Lonely Planets rejseguide. Bagved SP’s fokus på historiesyn osv. fornemmer jeg kort og godt, at han og jeg er uenige. For SP mener, at det er udokumenteret at arbejde ud fra en præmis, der definerer Berlusconi og den italienske regering som udemokratiske. En uenighed, der er svær at løse, da jeg ikke kan fremvise dokumentation, der entydigt dømmer Berlusconi som udemokratisk. Det er dog ikke en præmis, der er grebet ud af den blå luft. I fare for at kede RÆSON’s læsere udlod jeg at henvise til konkrete debatter i min artikel, hvilket SP
betegner som ”utilstrækkeligt”. Det undrer mig nu noget for ved søgninger i arkiverne hos f.eks. New York Times, The Observer, La Libération, The Economist eller for den sags skyld Politiken, Information, Berlingske Tidende og Weekendavisen, vil man hurtigt møde en lang række kritiske fremstillinger af Berlusconis omgang med demokratiets grundpiller i de seneste mange år. Det er dog en ærlig sag, at SP ikke accepterer min og mange andres præmis. For her er tale om en essentiel uenighed, der har rod i to vidt forskellige normative udgangspunkter: Er demokratiets kvaliteter af absolut karakter, eller kan de gradbøjes? At inddrage et væld af andre faktorer er selvfølgelig ikke uvæsentligt. Mit udgangspunkt er blot, at en principiel kritik af italiensk såvel som russisk eller kinesisk regeringsførelse er fuldt ud berettiget uanset de enkelte landes historie. Og det gælder i øvrigt også, selvom et flertal af vælgerne støtter foretagendet, som det er tilfældet i Italien. Jeg er bestemt klar over, at de regeringskritiske italienere, jeg omgås, hører til et snævert mindretal. Men når de spørger mig, hvorfor et stærkt EU-medlemsland som Danmark de facto ikke løfter et øjenbryn, når Berlusconi tramper rundt i EU’s standarder, retter de en relevant kritik, som jeg i artiklen har forsøgt at analysere mig frem til nogle forklaringer på. Jeg medgiver: jeg er idealistisk i mit syn på EU, for jeg tror på de gode intentioner og de fine ord, der står i traktatteksterne. Ud over den civile og militære magt, EU besidder, har jeg stor tiltro til den normative magtposition, EU kan indtage. En holdning, der i bund og grund bygger på en tro på
eksistensen af et sæt universelle værdier, der bl.a. konkretiseres i menneskerettighederne. Faktum er, at politikerne har skrevet under på en Lissabon-traktat, der garanterer, at chartret om grundlæggende rettigheder håndhæves i samtlige EU-lande. Det løfte mener jeg, vi må forholde os til. Og om SP vil det eller ej, er der jf. en række traktater sikret grundlæggende rettigheder til ikkeeuropæiske immigranter uanset deres berettigelse til asyl: De har ret til at søge asyl, og de må ikke udsendes til umenneskelig behandling. I tilfældet Gaddafi-Berlusconi er der tale om en gråzone (der i øvrigt skitseres i Informations forsideartikel ”EU skubber ansvar for flygtninge væk” (12/2/10)). Men jeg hopper altså ikke på SP’s ræsonnement om, at Italien skal møde lavere standarder, fordi der er tale om et ungt og decentraliseret demokrati eller på grund af den høje indvandringsrate. Det er derimod min klare holdning, at EU netop skulle løse indvandringsproblemet i syd ved solidarisk at løfte i flok. Det er idealistisk, ja, men mindre hyklerisk end at vende det blinde øje til kreativ omgang med menneskerettighederne. Jeg må derfor spørge SP: Hvordan kan Berlusconis regeringsførelse finde legitimitet i EU’s værdigrundlag? Og hvordan kan EU acceptere, at Italien undergraver fællesskabets demokratiske værdigrundlag? Ida Krogh Mikkelsen (1984) er kandidatstuderende i statskundskab, desuden studier i film- og medievidenskab. Tidligere ansat hos Socialdemokraterne på Christiansborg, i DR Nyheder og som praktikant på den danske ambassade i Vietnam. Ida har siden sin tid som udvekslingsstudent i Norditalien 2000/01 interesseret sig for fænomenet Silvio Berlusconi og italienske forhold.