Velfærd i børnehøjde

VELFÆRD

i børnehøjde

6 bud på fremtiden Interviews, fakta og masser af stof til eftertanke

Velfærd i børnehøjde Af: Jakob Sølvhøj Formand for Pædagogisk sektor FOA – Fag og Arbejde

Vi vil have velfærd i børnehøjde. Først og fremmest fordi børnene har ret til et godt liv, men også fordi gode betingelser for børn og unges udvikling og læring er et afgørende fundament for fremtidens velfærdsamfund.

Vi ønsker i FOA at sætte fokus på, hvordan hverdagen former sig for børn og unge i dagtilbud og skoler, og hvilke vilkår personalet har for at udføre deres arbejde. Vi er bekymrede over den øgede privatisering og de store besparelser i mange kommuner, og de konsekvenser de vil få for kvaliteten af det pædagogiske arbejde og omsorgen for det enkelte barn. Vi synes, det er på høje tid at ændre retning i politikken på børneområdet. Derfor har vi udarbejdet seks konkrete forslag til forandringer, der kan bidrage til at vende udviklingen.

Vores forslag retter sig her først og fremmest mod folketingspolitikerne, der fastlægger rammer og økonomi for kommunernes forvaltning af børneområdet. Vi er ganske vist stærkt kritiske overfor mange kommuners prioriteringer, men folketinget har et helt afgørende ansvar for de store problemer kommunerne har med at sikre ordentlige vilkår for børnene og det pædagogiske personale.

mange tusinde ansatte uden en pædagogisk uddannelse får ret til at gennemføre en pædagogisk assistentuddannelse, og pædagogerne i dagplejen og daginstitutionerne skal sikres ret til videreuddannelse.

• At der indføres et loft for forældrebetalingen for børn i skolefritidsordninger. I dag kan kommunerne frit lade betalingen stige. Med priser på op over 2.000 kr. om måneden er det ikke mærkeligt, hvis mange forældre alvorligt overvejer at spare SFO udgiften væk.

Og den situation bliver ikke bedre, hvis en forlængelse af skoledagen for de mindste børn indskrænker SFO’ernes åbningstid yderligere.

• At der indføres gratis kost til alle børn i 0-6 års daginstitutioner. Det vil være en god investering i børns sundhed og et godt bidrag til at stoppe væksten i antallet af overvægtige børn.

• At der ansættes undervisningsassistenter i alle landets folkeskoler. Det vil give bedre muligheder for at støtte elever, der har det svært i skolen og generelt bidrage til at skabe større trivsel og et bedre læringsmiljø for eleverne.

FOA foreslår: • At der sættes en stopper for privatisering af daginstitutioner og dagpleje. Væksten i private daginstitutioner indebærer en stor risiko for en opdeling af området i A og B institutioner. Privatiseringen gør det stadig vanskeligere for kommunerne at planlægge områdets udvikling, og de private børnepassere, der i stigende omfang erstatter kommunale dagplejere, er ikke er underlagt de samme krav til den pædagogiske kvalitet.

I en situation, hvor samfundsøkonomien er under pres, er der grund til at understrege, at en investering i børns udviklingsmuligheder også er en god økonomisk investering. Og selv om alle krav næppe kan gennemføres på én gang, opfordrer vi politikerne til at forpligte sig på at gennemføre dem og åbent fremlægge en plan for, hvordan de kan indfries i løbet af de nærmeste år.

Vi håber, at forældre til børn og unge i dagtilbud og skoler og mange andre vil bakke op om vores krav om velfærd i børnehøjde. Vi håber ikke mindst på lydhørhed hos de politiske partier og opfordrer alle, der kan bakke op om FOAs krav, til at være med til at råbe politikerne op – og til at lytte nøje til de svar, der bliver givet i tiden op til det kommende folketingsvalg.

• At der indføres grundnormeringer i daginstitutioner og dagpleje. Det giver mere tid til det enkelte barn og letter det alt for store arbejdspres, som mange ansatte i dag må arbejde under.

• At der sikres bedre uddannelsesmuligheder for det pædagogiske personale. Det er på høje tid, at de

2

INDHOLD 1.

Et stop for privatisering af dagpleje og daginstitutioner. side 4 2.

At der indføres bestemmelser om grundnormeringer på dagtilbudsområdet, som kommunerne ikke kan gå under. I Dagsinstitution skal der højest være tre 0-2 årige børn pr. medarbejder og seks 3-5 årige børn pr. medarbejder. I Dagplejen skal der højest være tre fast børn og plads til et gæstebarn og en dag­plejepædagog for hver 12 dagplejere. side 8 3.

At alle dagplejere, omsorgsmedhjælpere og pædagogmedhjælpere efter tre års ansættelse skal have ret til og tilbud om en pædagogisk assistentuddannelse. Pædagoger skal sikres ret til pædagogisk diplomuddannelse og pædagogiske ledere ret til diplomuddannelse i ledelse. side 12 4.

At der fastsættes et loft på forældre­-betalingen i skole­ fritidsordningerne, så reglerne for fritidshjem og skolefritidsordninger bliver ens. Loftet fastsættes til 25% af drifts­udgifterne. side 18

Udgivet i november 2010 af:

FOA - Fag og Arbejde.

Staunings plads 1-3, 1790 København V. Politisk ansvarlig: Jakob Sølvhøj, sektorformand, Pædagogisk sektor.

Redaktion: Birgit Stechmann, bist001@foa.dk. tlf. 46 97 25 06 Forside: Colourbox Grafisk opsætning: Reklamebureauet Os Oplag: 15.000/1 årgang Tryk: FOAs trykkeri

5.

At der indføres gratis kost til alle institutionsbørn i alderen 0-6 år. Det vil først og fremmest øge deres trivsel nu og her, men også på længere sigt. side 20 6.

At der ansættes undervisnings­assistenter på alle skoler.

De vil kunne støtte lærere og elever, så elevernes faglige niveau kan hæves, og børnenes trivsel øges. side 22

3

krav # 1 FOA foreslår: Et stop for privatisering af dagpleje og daginstitutioner.

Kvaliteten risikerer at ryge AF: Trine Kit Jensen

Antallet af private børnepassere vokser, men de private tilbud kan ikke konkurrere på kvalitet.

Det mener lederen af den kommunale dagpleje i Vordingborg, der holder på, at dagplejen bedre kan sikre børnenes trivsel og udvikling.

Han peger også på, at der ikke er samme grad af tilsyn som i den kommunale dagpleje. Hos de kommunale dagplejere i Vordingborg er der tilsyn otte gange om året, mens de private børnepassere kun får besøg to gange, og også her er det de fysiske rammer, der er fokus på.

En hjemmeside i superflot design, løfte om 100 procent økologisk mad og meget liberale åbningstider. Sådan kan det eksempelvis se ud, når private børnepassere lokker med et skræddersyet, individuelt tilbud til forældre, der ønsker sig noget særligt.

Den slags er ikke let at hamle op med i den kommunale dagpleje i Vordingborg, hvor Christian Barding er leder. Her bydes der til gengæld på pædagogiske læreplaner, som de 65 børn, der i dag bliver passet i private tilbud, ikke har glæde af. Hos de kommunale dagplejere med i alt 574 børn er der samtidig bedre kontrol med, at kvaliteten af pasningen er i orden, og også bedre muligheder for at gribe ind, hvis noget halter.

I den kommunale dagpleje er der et sikkerhedsnet.

I de private tilbud kender vi i realiteten ikke lille Peters hverdag, og der er ingen til at slå bremserne i, hvis noget er galt. Det kan kun forældrene selv, hvis de vel at mærke har det overskud og den indsigt, der skal til, siger Christian Barding.

Dagplejelederen har da også flere gange oplevet, at forældrepar fortryder valget af privat pasning og flytter barnet til den mere trygge, kommunale løsning.

Det jeg hører fra dem er, at de her bedre kan gennemskue, hvad deres barn er en del af, siger han.

Hos de kommunale dagplejere med i alt 574 børn er der samtidig bedre kontrol med, at kvaliteten af pasningen er i orden.

Der bliver set efter, om en stejl trappe er sikret med låge, eller om en fiskedam er hegnet ind, men tilsynet med børnenes tarv og trivsel er mangelfuldt, siger han.

Mangelen på pædagogisk tilsyn betyder ikke alene, at det bliver sværere at holde øje med, om børnene passes forsvarligt. Christian Barding ser også en fare for, at mindre ressourcestærke forældre med sociale problemer kan finde på at søge ly i de private tilbud for at ”gemme” sig lidt for den kommunale opmærksomhed.

Mangler fagligt netværk Ligesom andre steder er en del af de private børnepassere i Vordingborg tidligere kommunale dagplejere, der er røget ud under fyringsrunder. Men selv garvede dagplejere har brug for professionel rådgivning, supervision og et fagligt fællesskab med kolleger.

Også det er en mangelvare, fortæller Christian Barding, for børnepasserne i privat regi har ikke den samme tætte dialog med kommunens dagplejepædagog og heller ikke de samme muligheder for at indgå i et netværk med andre, der går alene og passer børn.

Der er ingen at sparre og videndele med, og det går ud over den pædagogiske refleksion, siger han.

Mindre kontrol og tilsyn Enhver kan i princippet nedsætte sig som privat børnepasser. Der er ingen ansættelsessamtale, og kravene for at blive godkendt er ikke så skrappe som i dagplejen.

Godkendelsen går primært på, om hjemmet er egnet til formålet, og det er derfor sværere at sikre, at de private børnepassere har de kompetencer, der skal til, mener Christian Barding.

4

Christian Barding, dagplejeleder

5

Sværere at få pusle­ spillet til at gå op AF: Trine Kit Jensen

Øget privatisering gør det svært at styre, hvor mange kommunale pladser, der skal til for at overholde pasningsgarantien, og også budgettet kan vælte. Sådan lyder meldingen fra pladsanvisningen i Vordingborg Kommune.

Som eksempel nævner Helle Nielsen, at overkapacitet i daginstitutionerne presser økonomien på to fronter. I Vordingborg kommune fastsættes personalenormeringen i vuggestuer og børnehaver for et år ad gangen. Normeringen kan ikke ændres undervejs, hvis der kommer færre børn end forventet, fordi forældrene i stedet vælger private løsninger. Kommunens udgifter til personale er altså de samme, selv om der bliver tomme pladser på stuerne og samtidig kommer nye udgifter oveni.

I samme øjeblik et forældrepar melder deres barn ind i en privat institution skal kommunen nemlig give drifts­tilskud, siger hun.

Helle Nielsen har været leder af pladsanvisningen i Vordingborg kommune de sidste tre år og arbejdet med området i alt i 15 år. Men med private børnepassere og private daginstitutioner, som en uforudsigelig brik i det store puslespil, er udfordringerne de senere år blevet større.

De private ordninger gør det klart sværere at navigere og forudsige, hvor stor kapacitet der er brug for i kommunalt regi, hvis vi skal leve op til pasningsgarantien, siger hun.

Der er stort set fri etableringsret på det private område. Derfor kan nye private tilbud lynhurtigt dukke op, og dét giver slør i krystalkuglen, når kommunen fx skal planlægge, hvor mange pladser, der bliver behov for i dagplejen.

Hvis vi kan se, at der kommer til at mangle kapacitet, går vi ud og ansætter de dagplejere, der skal til for at overholde pasningsgarantien. Men måske ansætter vi dagplejere til børn, der ikke længere er der, når vi skal visitere til pladserne, fordi nye private børnepassere i mellemtiden er blevet godkendt, siger Helle Nielsen.

På samme måde giver også de private vuggestuer og børnehaver hovedbrud på pladsanvisningen. For i takt med, at kommunen forsøger at nedjustere i forhold til det faldende børnetal, etableres der nye private institutioner – og så er der igen overkapacitet.

Risiko for social slagside Vælger forældrene at indgå aftale med en privat børnepasser, er der tale om en kontrakt mellem de to parter.

Men mange er ikke at klar over, at vilkårene for kommunal og privat pasning ikke er de samme.

Fx oplever vi forældre, der klager, når det går op for dem, at der ikke er pasning i ferieperioder og at de skal betale på alle lukkedage, siger Helle Nielsen.

I princippet står det forældrene frit for, om deres børn skal passes kommunalt eller privat. Men åbner en privat institution først halv otte om morgenen, vil der være familier, som ikke kan få dækket deres pasningsbehov. Samtidig gives der friplads efter andre regler end i kommunale institutioner. Der vil derfor altid være en vis egenbetaling, og også andre forhold medvirker til, at det ofte vil være de mest ressourcestærke, som vælger private tilbud.

I kommunen har vi fx en privat skovbørnehave, der ligger langt fra offentlige transportmidler. Det tilbud kan en alenemor med to børn, der kun har en cykel og bor inde i byen, ikke bruge til ret meget, siger Helle Nielsen.

Budgettet kan skride Problemerne med at forudsige, hvor mange pladser, der er brug for i kommunalt regi, ødelægger ikke alene planlægningen. Også budgettet kan vælte, fordi økonomien bliver sværere at styre.

6

Helle nielsen, pladsanviser

I Dagtilbudsloven står der: Privatinstitutioner kan selv fastsætte forældre­betalingen.

Private børnepassere er ikke omfattet af lov om læreplaner, sprogvurdering og børnemiljø­vurdering

Kommunen kan ikke anvise en plads i en privat institution.

FOA: Derved opstår der mulighed for A og B institutioner, hvor der er forskel på normeringer, pladsforhold m.m.

Der er risiko for at kvaliteten i pasningen ikke er lige så høj som i den kommunale dagpleje, da lovkravene til de private børnepassere ikke er de samme.

Kommunen er nødt til at budgettere med overkapa­citet, for at kunne leve op til forsyningspligten.

Hvis en privat institution eller børnepasser lukker, har kommunen pligt til at sørge for pladser til børnene i andre institutioner.

7

De private dagtilbud udgør i dag kun en lille del af dagtilbuds­ området. Men den igangværende vækst af private tilbud, kan hurtigt ændre situationen. Antallet af private daginstitutioner er tidoblet på tre år, så der i dag er over 200.

Antallet er fortsat i kraftig vækst.

Antallet af børn i privat børnepasning er også stigende. Tendensen er, at nedlæggelsen af kommunale dagplejepladser følges af vækst i den private dagpleje (Bureau 2000).

krav # 2, FOA foreslår:

Godt at børnene kan lege selv

At der indføres bestemmelser om grund­normeringer på dagtilbudsområdet, som kommunerne ikke kan gå under.

I Dagsinstitution skal der højest være tre 0-2 årige børn pr. medarbejder og seks 3-5 årige børn pr. medarbejder.

I Dagplejen skal der højest være tre faste børn og plads til et gæstebarn og en dag­ plejepædagog for hver 12 dagplejere.

Af: Thomas Ambrosius Metro­Xpress

”Vi bliver presset, når vi skal spise frugt og skifte ble på de mindste, og oprydningen efter frokosten oppe på stuen må vente,” siger Ellen Hansen og tilføjer, at det ikke er muligt at trække en gruppe børn til side og lave noget særligt med dem på sådan en dag. ”Man er lidt helikopteragtigt over det hele. Man er mere observerende end igangsættende og deltagende,” siger hun.

Heldigvis er børnene fantastisk gode til at aktivere sig selv eller lege i grupper her på legepladsen, bemærker Malene Vindel.

En pige bliver ramt af en moon car og falder bagover på legepladsens asfaltbelægning. Det gør ondt, og hun sætter i et vræl.

Malene Vindel, som er pædagog her i den integrerede institution Brolopperne på Nørrebro, hører det med det samme og får trøstet pigen.

Malene Vindel har et øje på hver finger denne tirsdag eftermiddag. Hendes stue med 23 børn, hvoraf 19 er mødt op, er ramt af sygdom. En pædagog i barselsvikariat er blevet syg, og der er ikke indkaldt vikar. ”Der er ikke økonomi til det”, som hun siger.

Klokken 12 gik pædagogmedhjælperen på hendes stue hjem fra arbejde, så nu er hun alene om at passe børnene og hjælpe den pædagogstuderende, som hun også har ansvaret for i dag. Ellen Hansen, som er under uddannelse til pædagog på nabostuen, har lige så travlt. Pædagogen på stuen har ferie, og der er ikke indkaldt vikar.

Klokken 13.15 gik pædagogmedhjælperen på stuen hjem fra arbejde, så nu er hun også alene med 19 ud af de 23 børn, der er mødt op på hendes stue.

Den eneste løsning for Ellen og Malene er at sende alle børnene på legepladsen resten af dagen, så personalet fra de andre stuer kan hjælpe med at passe børnene.

Lige nu holder fire voksne øje med de omkring 60 børn, der er på gyngerne, legetårnet, sandkasserne og den lille boldbane. To voksne er gået indenfor med børn, der skal skiftes eller noget andet.

”Hvis børnene kommer og søger omsorg, får de den. Men man kan ikke sætte sig ned med barnet alene og snakke. Det må så gå rundt på legepladsen sammen med mig og tre-fire andre børn.”

(Malene Vindel pædagog på den integrerede institution Brolopperne på Nørrebro).

Artikel bragt i Metroexpress den 17. juni 2010.

8

Tager man højde for den tid, der går til ”andet arbejde”, er der i gennemsnit i dagens løb: 4,9 børn pr. voksen i vuggestuer.

10,5 børn/børneenheder pr. voksen i børnehaver og aldersin­ tegrerede daginstitutioner.

Tallene tager ikke højde for sygdom blandt personalet. De fleste daginstitutioner benytter vikar ved barsel og langvarig sygdom, men kun de færreste steder er der vikar ved kortere sygdom

Ansatte i dagsinstitutioner, der ligger i den lave ende af personalenormering, oplever dobbelt så stor utilstrækkelighed i omsorgen, som i de daginstitutioner, hvor personalenormeringen er relativt højere.

(Daginstitutionernes hverdag, Bureau 2000, 2010).

9

Færre børn giver mere overskud AF: Trine Kit Jensen

Tre børn i stedet for fire, et tæt samarbejde med dagplejepædagogen og gode muligheder for uddannelse. Sådan ser det ud i Rødovre kommune, hvor dagplejer Mette Berthelsen sætter pris på at arbejde og samtidig selv føler sig værdsat som medarbejder.

Ser dagplejepædagogen ofte Den gruppe på seks dagplejere, som Mette Berthelsen er en del af, har hyppig og meget tæt kontakt til den tilsynsførende dagplejepædagog.

Jeg ser hende i hvert fald én gang om ugen, enten i mit eget hjem, hos en kollega eller i den fælles legestue.

Vi kan også finde på at trække på hende, hvis vi fx tager en teatertur og har brug for en ekstra hånd, så hun kender børnene godt, siger Mette Berthelsen.

Dagplejepædagogen kommer naturligvis også på uanmeldte tilsynsbesøg, men Mette Berthelsen oplever hende først og fremmest som en sparringspartner, der er god at støtte sig til. Som nystartet dagplejer var hun fx usikker på, hvordan hun skulle hjælpe en lille pige, der blev ved med at kravle og havde svært ved at komme op at gå. Dagplejepædagogen viste hende nogle øvelser med bl.a. en hoppebold – og de gav pote.

Så fik jeg lært dét, og jeg fik også at vide, at jeg havde gjort et godt stykke arbejde, fortæller hun.

Succes-oplevelsen betød, at Mette Bertelsen fik lyst til at vide endnu mere om børns motoriske udvikling, og det emne skrev hun derfor opgave om på det obligatoriske grundkursus for nye dagplejere. Siden har hun været på flere kurser, senest for at lære noget om børns kompetencer. Dette kursus er et tilbud til samtlige 92 dagplejere i Rødovre, og Mette Berthelsen er glad for at arbejde i en kommune, hvor uddannelse sættes højt.

Der bliver lyttet til dagplejerne, og vi har stor indflydelse på, hvilke kurser der udbydes. Det betyder, at du lærer noget, du kan bruge i hverdagen, og at du føler dig værdsat som medarbejder, siger hun.

Med tre små størrelser på halvandet til to år i dagpleje har Mette Berthelsen nok at se til. Men i modsætning til andre dagplejere, der kan have fire faste børn hver dag, føler hun sig privilegeret.

Der bliver mere tid og overskud til det enkelte barn, når man kun har tre. Man har bedre mulighed for at fordybe sig i børnenes leg og læring, og også for at gå ind og støtte, hvis et barn har motoriske problemer eller svært ved at begå sig socialt, siger hun.

Mette Berthelsen har været dagplejer i Rødovre Kommune i fire år. Her lyder normeringen på tre faste børn pr. dagplejer, og det giver mange fordele i hverdagen, mener hun. Når kolleger er syge, har ferie eller er på kursus kan den faste flok på tre få selskab af et eller to gæstebørn, og de er mere end velkomne.

Men har man fire eller fem børn, er der meget mere at holde styr på, og der er ikke den samme ro omkring dem, siger hun.

Når kun tre børn skal have tøj af og på, bliver det fx nemmere at komme en tur på legepladsen eller en tur rundt om søen. Ved frokosttid er der bedre plads til, at børnene selv kan få lov at smøre en mad, og aktiviteter som tegning og maling glider lettere, fordi Mette Berthelsen bedre kan hjælpe de små med at finde ud af, hvordan man holder på blyant eller pensel.

For mig personligt er det mindre fysisk hårdt, fordi der er færre børn, som skal løftes op og ned. Så jeg kan godt forestille mig, at dagplejere andre steder har flere sygedage, siger hun.

10

Mette Bertehlsen, dagplejer

Det er dokumenteret, hvordan ændring af normeringen fra tre til fem 2½-4½-årige børn pr. voksen har øget forekomsten af adfærdsforstyrrelser og konflikter og samtidig resulteret i dårligere trivsel. Ændringen har især betydning for ængstelige og hæmmede børn. Den ændrede normering har endvidere ført til en fordobling af personalets sygefravær. Andre undersøgelser viser, at børn i overflydte dagtilbud er tilbøjelige til at være aggressive, indelukkede og hyperaktive.

(Børnehavens betydning for børns udvikling, SFI - Christoffersen og Nielsen, 2009).

Mange steder er en medarbejder alene med børnene inden for åbningstiden.

Kun 42 pct. af daginstitutionerne har to medarbejdere fra åbnings­ tids start og to medarbejdere frem til lukketid.

(Daginstitutionernes hverdag, Bureau 2000, 2010).

11

krav # 3, FOA foreslår: At alle dagplejere, omsorgsmedhjælpere og pædagog­ medhjælpere efter tre års ansættelse skal have ret til og tilbud om en pædagogisk assistentuddannelse. Pædagoger skal sikres ret til pædagogisk diplomuddannelse og pædagogiske ledere ret til diplomuddannelse i ledelse.

Ny viden til huset er et plus AF: Trine Kit Jensen

Lederen af Børnehuset Egeparken bakkede op, da pædagogmedhjælper Grete Møller gerne ville uddanne sig til pædagogisk assistent. Han ser det som en gevinst for hele institutionen, at medarbejdere får et kompetenceløft.

me og hun har stort fokus på de drenge, siger han.

Børnehuset Egeparken har i alt små hundrede børn, hvoraf hele 93 procent er to-sprogede fra familier med rødder i bl.a. Somalia, Tyrkiet, Libanon, Palæstina, Irak og Vietnam. Både sprogforviklinger og kulturelle forskelle giver særlige udfordringer i hverdagen og i samarbejdet med forældrene, men her er Grete ikke bange for at tage ansvar, fortæller Lars Verning Petersen.

Fx havde vi en situation, hvor en af pædagogerne blev syg på dagen for en rigtig svær samtale med et forældrepar og her sprang Grete straks til, siger han.

Idéen om en uddannelse til pædagogisk assistent var Grete Møllers egen. Men det var ikke svært for den erfarne pædagogmedhjælper at få støtte til ideen fra lederen af Børnehuset Egeparken i Vollsmose, Lars Verning Petersen. Efter at have forhørt sig om uddannelsens indhold var han ikke i tvivl om, at en ”opdateret” Grete ville være en gevinst for institutionen.

Som daglig leder ser jeg det som et plus at få tilført ny viden til huset. Hun stod med en mulighed for at blive opkvalificeret og en enestående chance for at fordybe sig på det pædagogiske område. Det bakkede jeg selvfølgelig op om, siger han.

Den beslutning har han ikke fortrudt. For efter at have gennemført uddannelsen kom Grete i december sidste år tilbage som en medarbejder med stærkere kompetencer.

Det vigtigste er, at hendes forståelse for børn og deres udvikling nu er større. Men det har også været godt, at hun i klassen fik mulighed for at udveksle erfaringer med kolleger fra hele Fyn og på den måde har fået indblik i, hvordan man griber pædagogikken an andre steder. Det er altid sundt at komme ud og høre, at der findes andre verdener end den, man selv går rundt i til daglig, siger han.

Ny rolle på institutionen Generelt oplever Lars Verning Petersen, at den pædagogmedhjælper han sendte af sted, er kommet tilbage som pædagogisk assistent med større faglig selvrespekt.

Grete har aldrig været bleg for at sige sin mening og har altid været meget engageret. Men hun virker mere sikker nu, fordi hun har noget mere at bygge sine holdninger på, siger han.

Uddannelsen har altså gjort en forskel og givet langt større udbytte end de kortvarige kurser, pædagogmedhjælpere ellers har adgang til, mener Lars Verning Petersen. Derfor har det også været vigtigt for ham at give den ”opdaterede” Grete mulighed for at omdefinere sin rolle på institutionen, så hun ikke risikerede at havne på den gamle hylde.

Da hun kom tilbage, havde vi derfor en samtale om, hvad jeg kunne forvente af hende nu. Vi talte også om, hvordan hendes nye viden kunne blive udbredt til resten af huset, og det førte bl.a. til, at hun holdt oplæg for det øvrige personale om nogle af de ting, hun har lært, fortæller han.

Tør tage ansvar En af de første ting, Lars Verning Petersen observerede, da Grete vendte tilbage, var hendes opmærksomhed på, at de meget udadreagerende drenge på institutionen havde behov for flere udendørsaktiviteter for at få brugt deres energi.

Den slags ser også pædagogmedhjælpere. Men Grete kunne putte det ind i en bredere forståelsesram-

12

Mere end 50.000 pædagogiske medarbejdere har ikke en uddannelse som pædagog eller pædagogisk assistent eller PGU.

Lars Verning Petersen, Leder af af Børnehuset Egeparken i Vollsmose

13

Kom bare af sted AF: Trine Kit Jensen

Uddannelsen til pædagogisk assistent har både fagligt og personligt givet Grete Møller et gevaldigt løft. Hun er nu tilbage på jobbet med ny viden, større selvtillid og en mere professionel tilgang til arbejdet med børnene.

selv om man arbejder i en normalbørnehave, fortæller Grete Møller.

I rækken af teoretiske fag var hun især glad for undervisningen i pædagogik og psykologi, der gav hende et solidt teoretisk fundament, som hun nu kan trække på i det daglige arbejde med børnene i Egeparken.

Jeg har altid sagt, at jeg er her for børnenes skyld.

Men nu er der mere kraft bagved, siger hun.

Det var lidt svært at sidde stille - men det var enormt spændende og givende. Det var dejligt at blive undervist, at få lov at læse bøger, skrive rapporter, fremlægge og diskutere.

Grete Møllers begejstring er til at tage og føle på, når hun fortæller, hvordan det var at starte på uddannelsen til pædagogisk assistent. Efter 12 år som pædagogmedhjælper i Børnehuset Egeparken i Vollsmose var der masser af praktisk erfaring i bagagen. Sammen med det øvrige personale havde hun løbende været på forskellige korte kurser og også til foredrag. Men hun var sulten efter at få mere teoretisk viden om det pædagogiske felt og en mere professionel tilgang til arbejdet med børn. Det ønske fik hun opfyldt, og i dag tøver hun ikke et sekund med at anbefale uddannelsen til andre.

Der bliver virkelig fyldt på – så se bare at kom af sted, siger hun.

Mere sikker Under uddannelsen blev Grete Møller ikke alene bedre klædt på til det pædagogiske arbejde. Hun gennemgik også en personlig udvikling, som hun nødigt ville have været foruden.

Jeg fik et pusterum i en travl hverdag og kom tilbage med mere ro, større selvtillid og en fast tro på, at jeg havde lært noget, der kunne bruges, siger hun.

At selvtilliden har fået et løft kommer bl.a. til udtryk, når der i dag drøftes pædagogik på hendes arbejdsplads. Her føler Grete Møller sig nu på mere sikker grund, når hun lufter sine holdninger.

Hvis man har argumenterne i orden og kan begrunde en holdning, bliver der også lyttet - og det er utrolig dejligt at opleve, fortæller Grete Møller, som er glad for den flotte opbakning hun hele vejen igennem har fået fra institutionens leder, Lars Verning Petersen.

Han viste stor interesse for at læse hendes opgaver, og da hun kom tilbage til institutionen, holdt han ikke fast i den ”gamle” Grete, men var åben over for, at hun rummede noget mere end før. Grete skal nu på praktikvejlederkursus og i starten af det nye år have en praktikant – og det glæder hun sig til.

For hvem er bedre til at vejlede end én, der netop selv har taget uddannelsen, siger hun.

Guld værd Grete Møller fik merit for sine mange år som pædagogmedhjælper. Det betød, at hun kunne gennemføre uddannelsen på 14 måneder. Hun gik på hold med lutter voksne mennesker over 25 år, der alle havde arbejdet mindst to år på det pædagogiske område, og erfaringsudvekslingen med holdkammerater fra meget forskellige institutioner var guld værd.

Der var både dagplejere, SFO-ansatte og folk fra specialinstitutioner. Det gav nogle rigtig gode pædagogiske diskussioner, og jeg begyndte at overveje min egen rolle i forhold til børnene på en helt anden måde end før. Hvad jeg gør, hvorfor jeg gør det – og om jeg gør det rigtige. Samtidig fandt jeg ud af, at man fx godt kan trække på erfaringer fra en specialinstitution for autister,

14

Af den samlede ikke-pædagogisk uddannede gruppe på mere end 50.000 dagplejere, omsorgsmedhjælpere, pædagogmedhjælpere m.fl. i 2009, blev kun godt 500 optaget på den pædagogiske assistentuddannelse udbudt som grundlæggende voksenuddannelse (GVU).

International og dansk forskning fastslår at: Pædagogisk uddannelse har en positiv indvirkning på kvaliteten af det pædagogiske arbejde.

(Børnehavens betydning for børns udvikling, SFI - Christoffersen og Nielsen, 2009).

Antallet, der optages på uddan­ nelsen, er svagt stigende i 2010, hvor Undervisningsministeriet forventer at optage 650.

(Undervisningsministeriet).

Grete Møller, pædagogisk assistent

15

Bedre til rollen som voksen­ vejleder AF: Trine Kit Jensen

Dagplejepædagoger ved alt om børn og deres udvikling, men har brug for stærkere kompetencer i voksenpædagogik for at styrke og videreudvikle samspillet med dagplejerne. Det rådes der bod på med en ny efteruddannelse i Aalborg, som ruster dem bedre til samarbejdet med dagplejerne.

Særligt fokus er der på samarbejdet med dagplejerne, hvor det kan være en udfordring at tackle dobbeltrollen som både kontrollant og sparringspartner.

Vi har en kontrolkasket på, fordi det er os, der har tilsynspligten. Men samtidig skal vi være lyttende, støttende, supervisere og få en læreproces i gang hos dagplejerne. Det kræver tillid, siger Birgitte Nüchel.

Man bliver ikke professor i samspillet med dagplejerne på bare 7 uger, men får bedre kort på hånden, når det handler om at udfylde rollen som voksenunderviser og vejleder. Det mener Birgitte Nüchel, dagplejepædagog i Aalborg kommune. Foreløbig har 33 dagplejepædagoger fra Aalborg og andre kommuner i regionen gennemført et særligt tilrettelagt diplommodul på University College Nordjylland, og begejstringen hos deltagerne er stor.

Vi ved en hel masse om børn og deres udvikling. Men vi er ikke uddannede i voksenpædagogik, og her giver modulet nogle meget brugbare redskaber. Det er en enestående mulighed for at gå i dybden med det, der er essentielt i enhver dagplejepædagogs arbejde, siger hun.

Diplommodulet er døbt det ”Det anerkendende tilsyn” og klæder dagplejepædagogerne på til at agere professionelt i krydsfeltet mellem børn, forældre, dagplejere og kommune, der ikke altid har samme interesser.

Fælles dagsorden Tillid opnår man ikke med løftede pegefingre og et sæt faste regler for, hvordan tingene skal foregå. På efteruddannelsen får dagplejepædagogerne derfor værktøjer til at kommunikere og formidle deres viden, så dagplejerne oplever at være en del af processen.

Ingen har lyst til at få noget trukket ned over hovedet. Så vi skal være nysgerrige, søge dialogen og arbejde mere anerkendende. Gå ind i læreprocessen sammen og finde en fælles dagsorden, så dagplejeren selv får øje på dét, der er med til at skabe udvikling, siger Birgitte Nüchel.

Dagplejepædagogerne har selv været med til at skræddersy efteruddannelsen, så den passer præcist til behovet, og både fra kolleger og ledelse har der været fuld opbakning til de dagplejepædagoger, som indtil nu har været af sted.

16

13% af pædagoger i dagtilbud har gennemført en fuld diplom­ uddannelse, mens ca. 44% har gennemført et eller flere moduler af en diplomuddannelse. For lederne på området er tallene henholdsvis ca. 44% og 45%.

(Servicestyrelsen – Niras og Udviklingsforum, 2010).

Birgitte Nüchel, dagplejepædagog

17

krav # 4, FOA foreslår: At der fastsættes et loft på forældre­betalingen i skole­ fritidsordningerne, så reglerne for fritidshjem og skolefritidsordninger bliver ens.

Loftet fastsættes til 25% af drifts­ udgifterne.

Ekstremt dyre timer i SFO’en AF: Anita og Jesper Hauritz Sørensen

17-06-2009 kl. 06:00 Læserbrev i Fyns Stifttidende Åbent brev til Politikerne i Kerteminde Kommune

tid end tidligere. Men det argument kan vi som forældre ikke bruge til så meget, da det jo bare betyder, at den i forvejen skatteyderbetalte folkeskole bliver væsentligt forringet - og det bliver vi så straffet for ved at lade prisen på SFO´en stige.

Skolestart er en stor ting for en pige på snart seks år.

Ikke nok med at man skal starte i skolen, man skal også starte i en helt ny og spændende pasningsordning om eftermiddagen - SFO´en. Eller skal man nu også det?

Som forældre til pigen på snart seks år, som skal starte i skole, er det også en stor ting, som vi har gået og glædet os til. Men den glæde bliver der nu slået store skår af, fordi politikerne i Kerteminde Kommune, som man kunne læse i Fyens Stiftstidende den 10. juni, har valgt at lade prisen for en plads i SFO morgen og eftermiddag stige med i alt 700 kroner om måneden fra 1. august.

Morgenpasningen stiger med ca. 200 kroner, og eftermiddagspasningen stiger med ca. 500 kroner. Den samlede pris for en plads i SFO i Kerteminde Kommune stiger således samlet set med cirka 50 procent i forhold til tidligere.

Den samlede pris for en SFO plads i Kerteminde bliver nu cirka 2000 kroner om måneden for maksimalt fem timers pasning om dagen.

Til sammenligning giver man som forældre til et barn i børnehaven i Kerteminde Kommune cirka 1800 kroner om måneden for maksimalt 10 timer om dagen.

Hvor er det lige kæden hopper af?

Som forælder til et barn, der skal starte i en yderligere forringet folkeskole kan man ikke lade være med at tænke på, om folkeskolen er det rette valg for vores barn.

Med det kommunale tilskud vil en privatskole ikke være væsentligt dyrere, og her vil man typisk som forælder have væsentligt større indflydelse på skolens hverdag.

Hvad får man så for pengene?

I SFO´en får man fem timers leg sammen med 195 andre børn og et personale på cirka 11 personer til at holde styr på løjerne.

I børnehaven Bulderby i Langeskov er der cirka 45 børn og syv til ni voksne.

Umiddelbart er der et eller andet, der ikke stemmer!

Hvordan kan betydeligt ringere service koste så meget mere?

Vi har hørt politikernes argument om, at fordi man dropper heldagsskolen, skal børnene gå i SFO i længere

18

Prisen på en SFO-plads I modsætning til fritidshjemmene og de øvrige pædagogiske tilbud under dagtilbudsloven, er der ikke en grænse for, hvor stor en andel af de samlede driftsomkostninger, der skal betales af forældrene. Prisen på en plads i SFO fastsættes i dag af kommunalbestyrelsen i den enkelte kommune.

I perioden 2002-2010 er forældre­ betalingen steget med 40,4% for en fuldtidsplads i en skolefritids­ ordning. I samme periode var den tilsvarende stigning på 13,3% for en fritidshjem-plads.

Gennemsnitsprisen for en SFOplads i 2010 ligger på 1511 kr., og den gennemsnitlige pris for en fritidshjemsplads er 1.099 kr.

I 2011 er der varslet nye prisstig­ ninger i mange kommuner.

I de 10 dyreste kommuner koster en SFO-plads i gennemsnit 1.750 kr. om måneden. Den dyreste plads koster knap 2.000 kr. om måneden.

(Bureau 2000 – Prisen på pasning 2010).

19

krav # 5, FOA foreslår: At der indføres gratis kost til alle institutionsbørn i alderen 0-6 år. Det vil først og fremmest øge deres trivsel nu og her, men også på længere sigt.

Sund kost er en god investering AF: Trine Kit Jensen

Gode madvaner grundlægges i barndommen. Men forkert kost betyder, at alt for mange børn bliver overvægtige og tager vægtproblemerne med ind i voksenlivet. Formanden for forældreforeningen FOLA ser det derfor som en god investering for samfundet at sikre alle børn i daginstitutioner en sund kost.

Alle ernæringsfysiologer peger på, at der skal gribes ind så tidligt som muligt, hvis fedmekurven skal knækkes. En rigtig sammensat kost gør det ikke alene, men den vil være et stort skridt i retning af bedre sundhed og færre overvægtige i fremtiden, siger Lars Klingenberg.

Af samme årsag vil det også samfundsmæssigt være en god investering at satse på madordninger i daginstitutionerne, mener FOLA-formanden.

Kan vi knække fedmekurven, er der på sigt mange millioner at spare på sundhedsbudgetterne, siger han.

Fire stykker lyst brød med pålægschokolade…

Et skræk-eksempel på en madpakke, der trodser alle kostråd – og et godt argument for, at alle op til 6 år skal sikres mindst ét sundt måltid i daginstitutionen om dagen. Det mener Lars Klingenberg, formand for forældreforeningen FOLA og ph.d.-studerende ved Institut for Human Ernæring.

En sund kost giver børnene overskud til at tackle de udfordringer, hverdagen i en daginstitution byder på.

Men det handler om meget mere end det. De mad­ traditioner, der grundlægges i barndommen, bringer man med sig ind i voksenlivet, så det har stor værdi, at børnene tidligt får nogle gode kostvaner, siger han.

Gode madvaner smitter Det er ingen hemmelighed, at dårlige kostvaner har social slagside, og især børn fra mindre ressource-stærke familier, vil derfor profitere af madordninger i daginstitutionerne.

Men Lars Klingenberg mener, at alle børn kan have glæde af få nye, sunde smagsindtryk, og han ser også muligheder i det fællesskab, der opstår, når børnene ikke er overladt til hver deres madpakke.

I en tid, hvor individet er i centrum, kan madordningerne være et glimrende pædagogisk redskab til at styrke følelsen af fællesskab i børneflokken. Stærke børn kan være med til at stimulere de mindre stærke børn og få de kræsne til at smage på maden, når de bliver præsenteret for noget nyt, siger han.

Lars Klingenbergs egen søn går i en institution, hvor der findes en madordning. Han kom en dag hjem og spurgte: Far, skal vi ikke snart have bulgursalat?

Det spørgsmål ser FOLA-formanden som et eksempel på, at børn der i daginstitutionen bliver introduceret til en sund og varieret kost også kan inspirere deres forældre til at gå nye veje.

Børn i dag er meget forbrugerbevidste. Det er ofte dem, der sætter dagsordenen i familien og kan de bringe gode kostvaner med hjem fra institutionen, vil det give et ernæringsmæssigt løft, siger han.

Store gevinster at hente Lars Klingenberg understreger, at forældrene selvfølgelig selv har et ansvar for børnenes mad. Men i et samfund, hvor begge forældre går på arbejde, finder han det naturligt, at kosten er en integreret del af hverdagen i landets daginstitutioner: At børnene samles til fælles måltider, har mulighed for at komme med ud i køkkenet, bliver præsenteret for forskelligartet mad og får en forståelse for betydningen af at spise sundt og varieret.

Alt for mange spiser nemlig for meget og forkert. Det sætter sig bl.a. spor i form af overvægt, som hvert femte barn i dag er ramt af. 70% af de overvægtige børn bliver også overvægtige som voksne viser statistikkerne, og afløses madpakkerne af fornuftige madordninger i daginstitutionerne, vil der være store gevinster at hente.

20

Ernæringens betydning for børns vækst samt fysiske og kognitive udvikling er dokumenteret i en række undersøgelser. Vi ved, at overvægt kan få både fysiske og psykiske konsekvenser for børn.

(Børnehavens betydning for børns udvikling, SFI, Nielsen og Christoffersen, 2009).

På trods af debatten om betydningen af sund kost, gode madvaner og regelmæssig motion er det ikke lykkedes at stoppe eller nedbringe antallet af overvægtige børn. Antallet er tværtimod steget. I 2009 var hvert femte barn overvægtigt.

Rigtig mange børn tager overvægten med sig ind i voksenalderen.

Faktisk forbliver 70% overvægtige som voksne.

(Fra Sundhedsstyrelsens kampagne ”En lettere barndom” - 2009).

I 2008 blev der lovgivet om ind­ førelse af et sundt frokostmåltid til alle børn i daginstitution. Loven skulle træde i kraft i januar 2010, men der blev mulighed for først at indføre madordning i januar 2011. I starten af 2010 få uger efter madordningerne var en realitet, blev loven ændret, så forældrebestyrelser nu kan takke nej til madordningerne.

Lars Klingenberg, formand for forældreforeningen FOLA og ph.d.-studerende ved Institut for Human Ernæring

21

krav # 6, FOA foreslår:

Et par ekstra hænder til læreren

At der ansættes undervisnings­ assistenter på alle skoler. De vil kunne støtte lærere og elever, så elevernes faglige niveau kan hæves, og børnenes trivsel øges.

AF: Jette Rantorp

Aflastning. Lars Christensen er en af de seks undervisningsassistenter i Viborg Kommune, der gør skoledagen gladere – både for elever og lærere.

om, at man skulle have en undervisningsassistent, da det blev muligt. Han valgte blandt de 140 ansøgere til stillingen automekaniker Lars Christensen. ”Der var mange højtuddannede blandt ansøgerne.

Og når vi valgte en håndværker, var det først og fremmest på grund af de personlige kvaliteter, Lars har,” forklarer Niels Peter Carlsen.

For Lars er i skolelederens øjne intet mindre end et fund. ”Han er proaktiv, han tager initiativ. Han er fantastisk til praktiske opgaver, og han er vældig god for de mange børn, der har brug for ekstra støtte.” ”For dem er han med til at skabe et godt skoleliv. Han kan gå eller løbe en tur med et barn, der er urolig eller trænger til et break. Han kan hjælpe, hvis der er usikkerhed om opgaverne. Det giver læreren ro til undervisningen og styrker det faglige niveau.”

”Lars, hvor er tapen?” ”Lars, hvordan ser en bækørred ud?” ”Lars, jeg kan ikke finde farverne?”

Der er naturfagstime i 2.A på Vestre Skole i Viborg.

Børnene skal tegne planter og dyr fra åer og søer, men det kan godt have sine vanskeligheder, så der er bud efter klassens ekstra hjælp. ”To sekunder. Jeg er lige ved at hjælpe Aleksander,” svarer Lars og opfordrer den nødstedte til at bruge ventetiden til at prøve at løse problemet selv.

Siden september sidste år har Lars Christensen, 31, været undervisningsassistent i indskolingen på Vestre Skole. Det er ham, der fører elektronisk protokol, kopierer, finder kort, får fat i en overheadprojektor og andre praktiske ting.

Men det er også ham, der trøster, når én har fået en bold i øjet. Som løser konflikter, hvis nogle har været oppe at slås i frikvarteret. Som hjælper de elever, som har svært ved at koncentrere sig om en opgave. Eller tager dem med udenfor og forklarer, hvis de ikke har forstået, hvad læreren skrev på tavlen.

Og er der børn med ild i rumpen – ja, så tager Lars dem gerne med på en løbetur, så de kan brænde krudtet af. Han er kort sagt det par ekstra hænder, som enhver lærer behøver for at kunne koncentrere sig om undervisningen.

Lærere, skoleleder og forældre er begejstrede. Og børnene er glade. ”Det er godt at have Lars, ” siger Ali. ”For hvis der er mange, der har brug for hjælp og rækker hånden op, så kan han komme og hjælpe.”

Læreren: Jeg var imod ”I starten var jeg imod det. For jeg frygtede, at jeg bare ville få endnu en elev, jeg skulle tage mig af,” indrømmer lærer Klaus Mærkedahl, Vestre Skole i Viborg.

Men Klaus Mærkedahls bekymring blev hurtigt gjort til skamme. I dag er han meget glad for sit parløb med undervisningsassistent Lars Christensen i 1.A. ”Han er en stor hjælp for mig. Tidligere kunne jeg godt få en time til at gå med at løse konflikter. Nu går Lars ind og ordner det, og jeg kan koncentrere mig om undervisningen.”

Men det hænger også sammen med Lars’ personlighed, mener læreren. For Lars har livserfaring og begge ben på jorden. Det er en kvalitet. ”Det betyder, at han selv kan se, hvor der er brug for ham. Det er ikke sådan, jeg behøver at sige det til ham.

Han er brandmand – her og nu.”

Artiklen er blevet bragt i FOAs fagblad ”Fag og arbejde” nr. 6 i juni 2010.

Skolelederen Han er et fund ”Plads til alle, men ikke plads til alt,” er et af de principper, man hylder på Vestre Skole i Viborg.

Derfor var skoleleder Niels Peter Carlsen ikke i tvivl

22

Lars Christensen, undervisningsassistent

De finske folkeskoler er gode til at udfordre de svage elever. Det kan bl.a. forklares med den finske undervisningsassistent-ordning.

Undervisningsassistenter kan træde til i alle mulige problematiske situationer. De kommer til at kende mange af skolens ”tunge” elever rigtigt godt. De følger dem i tykt og tyndt og kender ligesom klasselærerne til børnenes faglige, sociale og personlige sider. Dermed er de med til at skabe nære relationer, tryghed, faste rammer og ”rummelighed” omkring nogle børn, som ellers er belastede og til besvær for sig selv og omgivelserne. Men de kan også være med til at give særlige udfordringer for dygtige og specielt begavede børn og andre, der på anden vis skiller sig ud, som fx tosprogede børn.

(Finsk Pædagogik – Finsk folkeskole.

Lektor på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU) ph.d. Frans Ørsted Andersen, 2008).

Behovet for at arbejde systematisk med elevernes trivsel i folkeskolen dokumenteres i en rapport fra Børnerådet. Denne rapport fortæller, at 3% af eleverne i folkeskolens 4. klasser aldrig er glade for at gå i skole, 6% er kun sjældent glade for at gå i skole, 16% er glade en gang imellem, 45% af 4.klasseseleverne er for det meste glade, og 30% er altid glade for at gå i skole.

(Portræt af 4. klasse – Børnerådet, 2010).

23

Sidste år startede en forsøgsordning med undervisningsassistenter på 73 danske folkeskoler. Forsøgene evalueres i 2011, men den foreløbige melding fra Skoleledernes formand, Anders Balle, er, at der er stor tilfredshed på skolerne med undervisningsassistenterne - både hos lærere, skoleledere, elever og forældre. Op mod 130 skoler har i dag ansat undervisningsassistenter.

(Politiken, 8. september 2010).

FOA – Fag og Arbejde Staunings Plads 1-3 1790 København V Tlf: 46 97 26 26 www.foa.dk