UDDANNELSESNYT NR. 2 · 31. ÅRGANG 2020
Kan omsorg læres? Af Sine Maria Herholdt-Lomholdt, Lektor, Ph.d., Sygeplejerskeuddannelsen, Center for Innovation og Entreprenørskab & Center for Forskning i Klinisk Sygepleje, VIA University College. smhl@via.dk
Keywords: Omsorg, dannelse, sensitivitet, tilstedeværen
En åbning
I nærværende artikel fokuseres på sygeplejerskeuddannelsens opgave med at uddanne og danne stude rende til en omsorgspraksis. Under artiklen ligger en grundantagelse om sygepleje som et omsorgsbærende fag. Denne antagelse finder sit fundament i min ph.d.afhandling: ”Skønne øjeblikke i sygepleje – en kilde til innovation?”. Afhandlingen som helhed og sygeplejersker involveret i projektet i særdeleshed viser, at omsorg både må og kan forstås som sygeplejens kerneydelse – også i et accelereret og tempofyldt sundhedsvæsen
Abstract
Nærværende artikel baserer sig på en antagelse om sygepleje som et omsorgsbærende fag. En væsentlig opgave for sygeplejerskeuddannelser er dermed at danne til omsorg. I artiklen belyses om sorg ud fra et værensperspektiv som en usædvan lig koncentreret sensitiv og tilstedeværende op mærksomhed. Sensitivitetsbegrebet hentes i den forbindelse hos den tyske filosof og grundlægger af filosofisk æstetik, Alexander Gotlieb Baum garten, mens tilstedeværensbegrebet refererer til Martin Heideggers filosofi. I artiklen drøftes om – og hvordan – en uddannelse kan bidrage til dannelse af sensitivt tilstedeværende opmærk somhed. Betydningen af langsomme, dvælende og eftertænksomme undervisningsrum frem hæves. Afslutningsvist præsenteres ’skønhedssa
(1). Dertil finder antagelsen også sit fundament i Kari Martinsens Løgstrupinspirerede og omfattende fæno menologiske fundering af sygepleje som en etisk praksis, hvor sygeplejerskens allestedsnærværende opgave er at drage omsorg for den anden og det i situationen og den anden, der kalder på at blive taget vare på (Se eksempelvis 2–5). Hovedspørgsmålet i denne artikel er: Hvis omsorg er en kerneydelse i sygepleje, hvordan kan man da uddanne sygeplejestuderende til at være og forblive omsorgsfulde? Før det er muligt at give nogle ansatser til svar på et sådant ’hvordan-spørgsmål’, må andre spørgsmål dog rejses først. For hvad er i grunden omsorg? Og hvad ér det i grunden, der må læres, om man skal udvikle omsorgsfulde væremåder blandt studerende. Disse spørgsmål vil fra en begyndelse blive rejst og diskuteret. For at komme disse spørgsmål nærmere vil jeg begynde med en fortælling om et ’skønt øjeblik’ i sygepleje, skrevet af en erfaren sygeplejerske, involveret i mit ph.d.-projekt. Fortællingen kan betragtes som et lille stillbillede af en helt almindelig hverdagspraksis som sygeplejerske og et helt ordinært møde mellem en sygeplejerske og en patient. Og så er det dog så meget mere. For ud af denne lille fortælling vokser omsorgens toner. En omsorg, der ikke så meget handler om, hvad sygeplejersken gør, men mere har sit udspring i den måde, hvorpå sygeplejersken er til stede i det, hun gør. Med afsæt i fortællingen vil jeg i det videre skelne mellem omsorg som gøren og omsorg som væren. I denne artikel er omdrejningspunktet omsorg som væren.
lonen’ som et konkret bud på dvælende dannelses rum i sygeplejerskeuddannelsen.
17
