Forsker: Tag hul på diskussionerne om kystbeskyttelse

Tekst: Lene Halmø Terkelsen, journalist FORSKER: Tag hul på diskussionerne om kystbeskyttelse

Bekymringen over højvande og oversvømmelser er på ingen måde udbredt på småøerne. Det er til gengæld irritationen over bureaukratiske benspænd i forbindelse med vedligehold af diger, og så er der store forskelle i øernes beredskab, når det gælder stormfloder og ekstremt vejr. En ny undersøgelse afdækker det hele, og forskeren bag opfordrer øboerne til at forholde sig til fremtidens potentielle vandmasser.

Nina Baron er ph.d. og lektor ved Katastrofe- og Risikomanageruddannelsen på Københavns Professionshøjskole, og gennem det seneste halvandet år har hun i sin forskning beskæftiget sig med de danske småøer, mere præcist Birkholm, Drejø og Skarø. - I princippet interesserer vi os for alle danske småøer med det her projekt, men da det er en kvalitativ undersøgelse, skulle vi jo vælge nogle ud forklarer Nina Baron, hvis undersøgelse indgår i et større nordisk forskningsprojekt, hvor forskere i fem nordiske lande stiller skarpt på mindre samfund, som er særligt udsatte i forhold til klimaudfordringer.

I Danmark handler det blandt andet om højvande og oversvømmelser, og det er her, småøerne kommer ind i billedet. Det er nemlig på Danmarks mindste øer, at konsekvenserne af den globale opvarmning rammer særligt hårdt, forklarer Nina Baron. - Småøerne har en dobbeltudfordring. Dels er det ikke dem, der først får penge, når der skal uddeles midler til forebyggelse af klimaudfordringer, og når vandet en dag står højt, er det sandsynligvis heller ikke til småøerne, men til de større byer, at beredskabet og de blå blink først rykker ud, vurderer hun.

STORE FORSKELLE Projektet har været i gang siden januar 2021, og kort fortalt undersøger forskerne tre ting: Hvordan ser det ud i dag, når det handler om klimaudfordringer? Hvordan oplever de lokale og myndighederne situationen? Og hvad kan man gøre i fremtiden?

Nina Baron har besøgt øerne i flere omgange for at interviewe fastboende, virksomheds- og fritidshusejere. Hun har talt med ø-repræsentanter og brandfogeder, og på baggrund af de mange samtaler kan hun slå én ting fast: Forskellene er til at få øje på. Fx i øboernes opfattelse af risici. - Der er utrolig stor forskel på, om folk – også fra den samme ø – synes, at der er et problem, fastslår hun.

Generelt er der dog ikke stor bekymring på øerne, når det gælder højvande. Eller som Nina Baron mere præcist udtrykker det: - Når man ser på øboernes risikoopfattelse, er den præget af, at der ikke har været kritisk højvande i mange år. De færreste tror på, at vandet nogensinde vil ramme deres huse, og rigtig mange siger: ”Det er ikke noget problem, for det kommer aldrig ud af havnen”. Men alle prognoser peger desværre på, at det ikke bliver ved med at være sådan, siger Nina Baron.

Også i øernes beredskab er der forskelle, viser undersøgelsen . - Dels i det materiel, der er til rådighed, men også i organiseringen. På to ud af de tre øer, vi har undersøgt, opfattede brandfogeden udelukkende brand som sit ansvarsområde, hvilket også er rigtigt, hvis man ser den officielle opgavebeskrivelse. Men på én af øerne så brandfogeden også vand som sit område, så han holder øje med farvandsudsigterne, tager kontakt til Beredskab Fyn og har sørget for, at øen har et lager af sandsække. Det kunne måske også være en løsning andre steder, siger Nina Baron.

FUGLENE ELLER OS? Undersøgelsen viser også, at der er variationer i øboernes holdning til, hvad der er værd at bevare, når vandet stiger. - Nogle af dem, jeg talte med, havde netop søgt ø-livet på grund af det unikke fugleliv og naturen med strandengene, som jo ikke ville være der, hvis man digede det hele ind. De mente, at man måtte opgive jorden, hvis havet steg, så de mest lavtliggende områder blev givet tilbage til naturen. Den holdning stod overfor dem, som fx har landbrug, og som mener, at mest muligt skal bevares med stærke diger.

I det hele taget var diger et emne, der kom til at fylde meget i interviewene med øboerne, fortæller Nina Baron.

Småøerne har en dobbeltudfordring. Dels er det ikke dem, der først får penge, når der skal uddeles midler til forebyggelse af klimaudfordringer, og når vandet en dag står højt, er det sandsynligvis heller ikke til småøerne, men til de større byer, at beredskabet og de blå blink først rykker ud, fastslår Nina Baron, der i øjeblikket forsker i oversvømmelser og højvande på småøerne. (Foto: Privat).

FAKTA

Gode råd: DYRK DIALOGEN

Nina Baron anbefaler øboerne at sætte gang i dialogen med: • Hinanden. Det er nødvendigt at fokusere på kollektive løsninger. • Det lokale beredskab. Øens beredskab skal organiseres, så det også omfatter ekstremt vejr, og det kan passende ske i samråd med det beredskab, som allerede eksisterer. • Kommunen. Spørg til, hvordan kommunen tænker jeres ø ind i deres klimatilpasningsplaner. • Andre øer. I dag er kendskabet begrænset, så man fx ikke ved, hvad der foregår på naboøen. Del viden og løsninger på tværs af øerne.

- Mange oplever, at de er bundet på hænder og fødder på grund af lovgivning, og de føler, at kystdirektorat, kommune og andre myndigheder fortæller dem, at de ingenting må, ligesom de skal igennem lange ansøgningsprocedurer, når de vil reparere eller etablere diger, siger hun.

De sydfynske øer er udover lovgivningen om kystbeskyttelse også flere steder omfattet af reglerne for Natura 2000-områder, som stiller endnu mere strikse krav, og også disse regler gav anledning til frustrationer. - Mange spørger: Er det fuglene eller os, vi skal beskytte, forklarer Nina Baron. LÆG EN PLAN Kommunale repræsentanter, havnefogeder, Beredskab Fyn og Kystdirektoratet er også blevet interviewet som en del af projektet, og undersøgelsen viser, at der i kommunerne lige nu er fuld gang i arbejdet med klimatilpasningsplaner, fortæller Nina Baron.

I den forbindelse har øerne en vigtig opgave med at gøre opmærksom på sig selv, så de ikke bliver glemt, når der skal organiseres kystsikring, påpeger hun, og derfor det vigtigt, at man internt på øen kan formulere fremtidsplanerne. - Øerne er så små, så hvis øboerne ikke kan blive enige om, hvorvidt diget skal være ude ved kanten eller inde omkring husene, bliver det svært at nå nogen vegne, siger Nina Baron og fremhæver Birkholm som et eksempel på en ø, hvor man fokuserer på fælles beslutninger. - Og så kan det godt være, at de ikke er helt enige om alting, men de er i alt fald enige om, at det er nødvendigt med kollektive løsninger.

Samtidigt er det vigtigt at definere, hvem på øen, der har vandet som ansvarsområde, påpeger Nina Baron.

- I dag er der ikke en fast beredskabsorganisering omkring højvande og andet ekstremt vejr, og det er nødvendigt at finde ud af, hvem der tager sig af hvad. Ikke bare når det handler om sandsække, men fx også information til turister. Hver ø skal gerne have en plan, hvis der pludselig kommer en varsling om voldsomme vandstigninger, og det

Hvem gør hvad, når vandet stiger? Småøerne får i fremtiden brug for beredskabsplaner, der også omhandler ekstremt vejr og oversvømmelser, påpeger lektor Nina Baron, som er i gang med et større forskningsprojekt om klimaudfordringer på småøerne. Her er det oversvømmelser på Drejø i 2019. (Foto: Søren Thide, Drejø).

FAKTA

OM PROJEKTET

Hvad: “Climate Change Resilience in Small Communities in the Nordic Countries” undersøger forskellige aspekter af klimaudfordringerne i fem nordiske lande: Danmark (oversvømmelser fra hav og regn), Sverige (skovbrande og ekstreme temperaturer), Norge (jordskred og styrtflod), Island (laviner) og Færøerne (storme). Projektet er finansieret af Nordforsk.

Læs mere: www.clicnord.org