Hvad mener Kammerherren

Lidt om Samvirkende Menighedsplejers første formand og første generalsekretær

Af Svend Paludan-Müller, næstformand for Samvirkende Menighedsplejer

Hvad mener Kammerherren, og hvem var han? Kammerherre Barner var Samvirkende Menighedsplejers første formand ved organisationens start i 1902, og Alfred Th. Jørgensen var den første sekretær. Det var først langt senere man brugte betegnelsen generalsekretær. Anledningen til dette lille tilbageblik er det portrætgalleri, som indtil for nylig hang på væggen, når man kom ind i Samvirkende Menighedsplejers hus i Valby. Rækken af formænd siden 1902 er nu flyttet til en mindre synlig plads på vej ned til mødelokalerne. Der er i stedet for billederne af formændene, malet et smukt livstræ på væggen, men det må ikke betyde, at formændene er glemt.

Men hvem var så grundlæggerne af Samvirkende Menighedsplejer? og hvorfor sagde man: Hvad mener Kammerherren? Ildsjælen var Alfred Th. Jørgensen (1874-1953). Han var en ung teolog på 28 år, der i 1902 samlede københavnske menighedsplejer til en fælles organisation. Men der var brug for en erfaren formand, der kunne råde og vejlede den unge leder. Det blev godsejer, kammerherre Sophus Barner (1839-1921), der ejede Eskildstrup gods ved Ringsted. Han var kendt indenfor de større landbrugsorganisationer, men samtidig kendt som en oprigtig støtte af husmandsbevægelsen. I sin tid som formand og indtil sin død i 1921 boede han i København, hvor hans store sociale hjerte kom Samvirkende Menighedsplejer til gode. I bogen om Samvirkende Menighedsplejers 25 års jubilæum i 1927 hædres han for sin indsats. Det står her på tryk, at det ved ethvert nyt initiativ og under enhver diskussion altid lød: "Hvad mener Kammerherren?". Det er ikke noget dårligt eftermæle.

Det var Alfred Th. Jørgensen, der ved sin vedholdende indsats fik skabt Samvirkende Menighedsplejer. Han indså, at sognenes menighedsplejer havde fælles interesser på tværs af sognegrænserne. De første medlemmer var de 20 fattigste sogne i København. Senere kom mange flere til, og begyndelsen til en landsorganisation blev lagt. I 1944, hvor Alfred Th. Jørgensen trådte tilbage, var der 89 menighedsplejer, flere sygehjem og 30 københavnske børneplejestationer – som det hed - knyttet til Samvirkende Menighedsplejer. Alfred Th. Jørgensens hovedtese var, at det kirkelige hjælpearbejde var et helt nødvendigt supplement til den offentlige hjælp – noget som stadig gælder fuldt ud. Alfred Th. Jørgensen var teolog. Han var lærer- og kantorsøn fra Vejle. Efter have vundet Universitetets guldmedalje håbede han på en videnskabelig karriere. Selv om han blev dr.theol., stod der aldrig en

Kammerherre Barner

lærestol parat til ham. Det blev i stedet for Samvirkende Menighedsplejer, der blev hans livsværk sammen med et omfattede internationalt lutheransk hjælpearbejde. Hans CV og bogudgivelser er imponerende, men han mistede aldrig forbindelse til den direkte diakoni.

Alfred Th. Jørgensen var Samvirkende Menighedsplejers sekretær og dermed organisationens leder i årene 1902-1939. Da han som 65-årig trådte tilbage som leder, blev han valgt som formand – en post han havde indtil 1944. Efter 42 år i Samvirkende Menighedsplejers tjeneste kunne han med god samvittighed overlade ansvaret til yngre kræfter.

I dag er der 308 menighedsplejer tilknyttet Samvirkende Menighedsplejer. Menighedsplejerne dækker knap 500 sogne af de ca. 2000 sogne i Danmark. Samvirkende Menighedsplejer er vokset og blevet landsdækkende siden Alfred Th. Jørgensens tid. Men det er den første ledelse, der skabte fundamentet.

"Du gode og tro tjener.

Gå ind til din herres glæde!" (Math. 25,21)

Lignelsen om de betroede talenter er et typisk eksempel på, hvordan vores forventninger til Gud ikke altid lever op til hans fortællinger om sig selv.

Af Teologisk konsulent Uffe Laugesen

I lignelsen om de betroede talenter får hver tjener betroet en formue, som de skal forvalte, mens deres herre rejser til udlandet. En får fem, en anden to og den sidste én talent. De to første handler og tjener penge, mens den sidste graver sit talent ned i et hul i jorden og tilbagebetaler nøjagtigt, hvad han har fået betroet. Men hvor de to første får ros, kastes den tredje ud i mørket, fordi han har været en doven og dårlig tjener.

Lignelsen foruroliger os og vækker vores harme. Og det er netop der Gud vil have os hen. Han inviterer os til at se på vores liv under en ny synsvinkel. Dengang lignelsen blev fortalt, havde mange et billede af Gud, som en streng og straffende Gud, og derfor gravede man sit talent ned af frygt. Men Jesus fortæller en anden fortælling om Gud. En fortælling om kærlighed, hvor vi er blevet hans medhjælpere her på Jorden, som har fået frihed til at bruge vores talenter. Jesus fortæller os, at det er bedre at bruge nådegaverne end at grave dem ned. I tillid til Gud, vil vi engang kunne høre hans ord: "Du gode og tro tjener. Gå ind til din herres glæde!".