Fælles om

"Fælles om det sociale ansvar" har været overskriften på to konferencer i Aarhus Stift, hvor kommuner, folkekirker og kirkelige sociale organisationer i Østjylland mødtes for at tale om, hvordan vi kan støtte hinanden i at løse fælles opgaver

Af provst Esben Thusgård, Aarhus Nordre provsti.

"Fælles om" er ikke en beskyttet titel – tværtimod. Vi håber mange tager overskriften til sig og nedenstående kan læses som refleksioner efter konferencerne og de indlæg, der var der.

For det første fordi titlen signalerer en interesse for at gå sammen. Det har vist sig, at når det kommer til fænomener som ensomhed, sorg, misbrug og social eksklusion, så har stat, region og kommuner vist sig ikke at kunne klare det alene. Man taler om "wicked problems" som dækker over, at bestemte fagligheder ikke kan løse komplekse problemstillinger. Flere må sidde med om bordet, når det i vores komplicerede liv ikke går op, og vi skal støtte de, som har behov for hjælp. Erfaringerne i kommunerne peger på, at man har været optaget af lineære løsninger, hvor bestemte fagprofessionelle har gjort, hvad de kunne i forhold til isolerede problemer. Men det rækker ikke.

Det offentlige står dog ikke alene. De kirkelige sociale organisationer har særlige perspektiver og vinkler som gør, at de kan være del af løsningen. Det samme kan de lokale folkekirker, hvor de er optaget af netop at gøre en forskel. Her kan inkluderende fællesskaber være med til at give mennesker fodfæste igen. Det afgørende i denne sammenhæng synes at være, at vi „ikke hænger fast i de fordomme, vi har lært om hinanden i 60’erne og 70’erne“ (Peter Lodberg).

For det andet afspejler overskriften det forhold, at hvor de traditionelle hierarkier og fagprofessionelle siloer i disse år går i stykker, så kan vi omvendt fordomsfrie spille hinanden gode. Vi møder begreber som samskabelse, socialentreprenørskab, social innovation og flere føjer sig hele tiden til. Det handler dybest set om, at de traditionelle stive organisationer bliver afløst af mere dynamiske, sociale netværk. Et godt eksempel er Vinterherberget i Aarhus, hvor Aarhus kommune er gået sammen med kirkelige sociale organisationer, Røde kors og folkekirken. Her kommer man med vidt forskellige kompetencer. I samspil betyder det, at der hver vinter opstår et tilbud til folk, hvor alternativet var at sove på gaden. Der er stor åbenhed for, at de gamle organisationer kan finde hinanden på nye måder.

Et andet eksempel, som er på vej, er samarbejdet mellem Røde Kors og Folkekirken i Aarhus om at ud-

Læs mere om konferencerne og ikke mindst indlæg af Henrik Wigh-Poulsen, Peter Lodberg, Kurt Klaudi Klausen, Jørn Henrik Petersen mfl. på:

www.fællesom.dk

Hvorfor et samarbejde:

Forsikre de lønnede medarbejdere om, at frivillige ikke overtager deres opgaver ~Komplekse problemer har brug for flere fagligheder ~Samskabelse, socialentreprenørskab og social innovation ~Diakonibegrebet må ikke stå i vejen for samarbejdet ~Er ærligt engagement i verden og for næsten ~Det gælder om at svare på en kalden

vikle besøgstjeneste for demensramte og deres nærmeste pårørende. Det er ikke en enkel opgave. Men hver især tilbyder man forskellige perspektiver og ressourcer, og vil i fællesskab kunne gøre en forskel for nogen, som ellers står meget alene med en vanskelig hverdag. Det er ikke enkelt, men med fokus på opgaven og den forskel vi ønsker at gøre for de, der har behov for hjælp, kan det lade sig gøre.

For det tredje er det vigtigt at bemærke, at ordet diakoni er fraværende i overskriften. Det har vi diskuteret meget. Nogle har manglet det. Men motivationen og ærindet har været, at vi ikke skal begynde en god samtale med nogen udenfor Folkekirken ved at forklare dem et fremmedord. Desværre er der ikke mange der kender dette udmærkede begreb. Det er først og fremmest alene et ord som er internt forstået og ikke kendt i den brede offentlighed. Derfor skal vi være varsomme med at bruge det, men ikke glemme det. Vi skal have det med os som en kritisk understrøm/stemme, hvor vi med begrebet kan udfordre os selv i forhold til hvilken motivation vi har med, når vi går ind i et samarbejde. Diakonibegrebet må heller ikke stå i vejen for, at mange andre med helt andre motiver end evangeliet ønsker at gøre en forskel for andre. Et ærligt engagement i verdenen og for næsten bliver hverken bedre eller ringere af ikke at være motiveret af evangeliet.

For det fjerde er det afgørende at være opmærksom på, at overskriften rummer "ansvar" i sig. Det begreb rummer en begrundelse for overskriften i sig selv, og ikke mindst en invitation! At tage ansvar på sig, som enkelt person og organisation, hvad betyder det andet, end at man svarer, at man giver et modsvar til en opgave. Der er ikke tale om en selvopfunden opgave. Det handler om at svare på en kalden, hvor nogle med deres nød stiller en opgave for deres næste. "Fælles om det sociale ansvar" er med andre ord et forsøg på at skabe et forum og en fælles platform, hvor vi ikke blot kan identificere de udfordringer og problemer, som martrer den enkelte, men også finde passende måder at svare på. Kald, invitation og svar falder sammen.

Med initiativet "Fælles om det sociale ansvar" er der åbnet et nyt felt, hvor kirker, organisationer og kommuner kan finde hinanden.