
4 minute read
Kirken mod ensomhed
Kirken mod ensomhed
Leder af Mette M. Madsen, generalsekretær i Menighedsplejen i Danmark
Advertisement
Overskriften er måske for nogen en overdrivelse. Især, hvis man har prøvet at sidde på en kirkebænk i en ny by, hvor ingen har talt til en, hverken før eller efter gudstjenesten. I disse situationer er det ikke sikkert, at man har oplevet, at kirken er ensomhedens modpol. Men når vi ser på kirkens grundværdier, så står kirken for alt det, der kan bekæmpe ensomheden.
Jens Einar Jensen, der er specialpsykolog i psykiatrien og ph.d., har skrevet en artikel om ’Hvordan man kan forstå og håndtere ensomhed’. Her skelner han mellem den ensomhed, der er en del af livet, og så den langvarige ensomhed, der ofte opstår i forbindelse med overgange og som han kalder den vedvarende ensomhed. Einar skriver, at årsagen til den vedvarende ensomhed ofte er, at man mister en livsledsager, har livsmønstrer, der adskiller en fra fællesskabet eller at man oplever ikke at have dybe eller tætte relationer, som man kan dele alt med. Det er i den sammenhæng, at kirkens værdier kan virke, som en modpol på ensomheden, fordi de eksistentielle spørgsmål, som kirken inviterer til at tale om skaber dybe relationer. Jeg har mange gange i sorggrupper oplevet, at deltagerne har fået nye gamle venner, fordi de i gruppen tør dele ting, som de ellers ikke taler om, og det har gjort venskaberne dybe, selvom de er nye. Ligesom kirkerummet i sig selv er en invitation til mennesker i krise enten til at tænde et lys i kirkerummet eller bede om en sjælesorgssamtale. Det er i disse konkrete situationer, at kirken bliver en modpol mod stigende ensomhed, fordi den inviterer til at man deler lidelsen og indbyder til dybe relationer.
I Danmark føler alt for mange mennesker sig ensomme og omkring 380.000 voksne mennesker oplever svær ensomhed, altså mere end 8 procent af befolkningen og tallet er stigende (Ensomhed i Danmark – en analyse af befolkningsdata fra 2017). Hertil kommer også 20.000 børn i alderen 11-15 år svarende til 6 procent i denne aldersgruppe. (Statens institut for Folkesundhed 2019). Igennem mange år har man betragtet ensomhed som et personligt eller socialt problem. Men erfaringer fra ind- og udland viser, at vi alle kan rammes af ensomhed – uanset alder og samfundsgruppe. Derfor er det vigtigt at slå fast, at ensomhed i dag ikke er begrænset til en bestemt aldersgruppe eller bestemte sociale gruppe, men kan ramme alle. I dette nummer af Sammen vil vi gerne give et bud på, hvordan kirken kan være med til at bekæmpe ensomhed i forbindelse med udviklingen af den nationale strategi mod ensomhed. Her kan kirken først og fremmest bryste sig med at have mange års erfaring med at danne fællesskaber for alle mennesker. Man kan blot se på munkesystemet og kirkens besøgstjenester, der i mere end 100 år har inviteret til fællesskab. Derudover lægger kirkens grundlægger op til at invitere mennesker på kanten af samfundet ind i fællesskabet. Jesu liv var kendetegnet ved, at han opsøgte mennesker, der stod på kanten af samfundet, og tog hul på den ensomhed, der skabte skel mellem dem og fællesskabet. For eksempel blev Zakæus kaldt ned fra det træ, som han havde forskanset sig i, for at blive tilgivet for den skam, der adskilte ham fra resten af indbyggerne (Joh. Kap. 4). Ligeledes talte Jesus med kvinden ved brønden om hendes relation til forskellige mænd, som var det, der adskilte hende fra fællesskabet (Lk. Kap. 19).
Det kan godt være at ikke alle kirker er modpol mod ensomhed, men det er kirkens kald at være det. Det er kirkens essens at tale om tabubelagte emner, og at opbryde gamle livsmønstre, der skaber skel mellem mennesker. Det er ikke sikkert, at alle kirker gør dette i dag, men mange steder hører jeg, at det er en fast del af kirken, når Folkekirkens Feriehjælp sender 200 mennesker på ferie sammen med kirkefrivillige, så forsvinder ensomheden i mødet med ligesindede, der har tid og overskud til samtaler. Ligesom det er tilfældet i sorggrupper og ved forskellige spisefællesskaber, kærestesorggrupper og meget andet. Måske skulle overskriften være ’Kirken kan være modpol til ensomhed’ for det er ikke altid, at vi gør det, som vi skal, som Paulus skriver, men det vigtigste er, at vi stræber efter at nedbryde skel og bygger bro mellem mennesker. Jeg håber, at kirkerne i året, hvor man arbejder med at etablere en landsstrategi mod ensomhed, bliver kendt som ensomhedens modpol.
Mette Møbjerg Madsen Generalsekretær