
4 minute read
I Kirkens Genbrug skal man ikke altid have travlt
I Menighedsplejen i Danmark oplever vi ofte et stærkt fællesskab i vores butikker, som går under navnet Kirkens Genbrug. For her er plads til alle. Her kan man komme og være frivillige, hvis man har interesse for genbrug, men også hvis man er ny i byen eller bare har lyst til at bruge et par timer i samvær med andre.
af Mette M. Madsen
Advertisement
Jens Peter Primdahl er butiksleder i Kirkens Genbrug på Lavhedevej i Holstebro, og det har han været de sidste seks år. Han startede med at være butiksleder sammen med sin kone Dorte, for da de sammen gik på pension, kiggede de på hinanden, og spurgte, hvad skal vi lave nu. Her var butikken et dejligt projekt at blive en del af, som Jens Peter siger ”Det er vigtigt for mig at være en del af et arbejdsfællesskab, hvor der er mange forskellige mennesker, der arbejder sammen om det fælles tredje”. Han fortsætter: ”Dorte og jeg har altid arbejdet i det kommunale, og der mødte vi mange forskellige mennesker, og det ville vi gerne fortsætte med efter vi stoppe- de på arbejdsmarkedet, og her er Kirkens Genbrug et godt sted at være”.
Jens Peter oplever, at butikken er et godt fællesskab, hvor der både er en god kerne af frivillige, der har været der altid og nye frivillige, der kommer til. For eksempel var der en frivillig, der var rejst til en anden by med en kæreste, som for nyligt var vendt tilbage til byen og straks havde henvendt sig til butikken. ”De fleste ser butikken, som en base, hvor de fortsat kan give noget til andre uden, at det bliver et arbejde” siger Jens Peter. For eksempel var der en af de frivillige, der havde en pårørende med demens, som sagde, at butikken var en form for åndehul fra hjemmets udfordringer, og da hans ægtefælle døde var butikken hans trygge base at komme tilbage til.

Kirkens Genbrug har hele to butikker i Holstebro
Man skal ikke altid have travlt
Som butiksleder lægger Jens Peter vægt på, at man ikke altid skal have travlt, når man er i butikken. Indimellem er der nogen, der giver udtryk for at andre grupper ikke laver noget, men blot sidder og drikker kaffe. Her siger Jens Peter altid, at de skal endelig blive siddende og drikke kaffe, for man skal ikke altid have travlt, når man er i butikken. Jens Peters holdning er, at alle der er i butikken gør, hvad de kan, og der skal også være plads til dem, der ikke kan lave så meget. Jens Peters kone oplevede selv efter en periode med sygdom, at hun ikke kunne så meget som tidligere, og der var det dejligt at kunne komme i butikken og gøre det, som dagsformen tillod.
Sommerudflugt og nytårskur
Når man spørger Jens Peter, hvad man gør for at skabe et godt fællesskab, så fortæller han om personalemø - derne, der bliver afholdt tre gange om året, og hvor der er altid er aftensmad efter mødet. Det at spise sammen betyder noget, fortæller Jens Peter. Derudover afholdes der sommerudflugt samt nytårskur for alle de frivillige i butikken. Men det vigtigste for fællesskabet mener Jens Peter og Dorte, er de daglige grupper, som virkelige holder øje med hinanden, fortæller Jens Peter. Det er i grupperne, at der bliver gjort opmærksom på, om nogen har udfordringer eller pårørende med sygdom. Butikken sender ikke længere blomster til fødselsdage eller ved sygdom, da det blev for svært at styre, men der bliver sendt blomster, hvis nogen af de frivillige mister en pårørende, og ofte deltager nogen fra butikken i begravelsen, for her støtter man op om hinandens liv. Man kan tydeligt mærke, at Jens Peter og Dorte er glade for butikken og fællesskabet, som Jens Peter siger: ”Jeg sætter pris på fortsat at være en del af et arbejdsfællesskab, hvor vi uanset kirkelige orientering kan arbejde sammen om noget vigtigt”.
