Nogen at tale med…

Når man bliver ramt – af sygdom, sorg, savn, ensomhed – så er det en hjælp at have nogen at tale med om det, man er ramt af.

Af Ingrid Lisby Schmidt, Sognepræst i Treenighedskirken i Esbjerg

Det lyder så enkelt, og i praksis kræver det, at man tager det skridt at finde nogen at tale med. Hvor finder man dem? Hvem vil høre på mine tanker og bekymringer?

Ikke alle har familie og venner, som man blot kan henvende sig til og dele sine tanker med. Og især denne gruppe rammes ekstra hårdt, dels af det, som er sket og dels af den ensomhed, som følger med som den usynlige følgesvend til sygdom eller sorg.

Mange sidder alene med det, som er hårdt, og mange venter længe med at række ud efter dem, som kan og vil lytte. I det følgende vil jeg fortælle om en gruppe for pårørende til demente. I Treenighedskirken i Esbjerg har vi i en række år haft en sådan gruppe, som mødes første tirsdag i måneden kl. 10 til 11.30 i kirkens mødelokaler sammen med en eller begge præster. Det er en pårørendegruppe – ikke en gruppe for de demente.

Det er gratis at deltage og man tilmelder sig til en af præsterne. Man kommer, når man kan, og man kan altid ringe til en af præsterne. At være pårørende til en dement i nærmeste familie stiller store krav. Måske oplever man, at den demente gradvist eller hurtigt bliver hårdere ramt. At der skal hjælp til alle de daglige gøremål, påklædning, spisning, at finde ting, at finde vej.

Demenssygdomme er et bredt felt med mange arter og undergrupper af demenssygdom. Og heldigvis kan man ved Alzheimers sygdom give medicin, der forsinker sygdommen, uden dog på nuværende tidspunkt at kunne helbrede den. Uanset hvilken form for demens, der rammer ind i familien, er det med til at ændre familiens liv.

Man bliver måske nødt til at være hjemme det meste af tiden – man bliver måske forstyrret i sin søvn hver nat – man bliver en omsorgsperson for den demente i en grad, som man ikke havde troet mulig. Og det medfører en slags ensomhed. Derfor er der brug for pårørendegrupper som den vi har i Treenighedskirken.

Gruppen er et frirum

I gruppen har man et slags frirum. Der er tavshedspligt for gruppens deltagere, så de ikke fortæller videre, hvad de har hørt af andres fortællinger. Der skal være tryghed og tillid i gruppen, og det sætter vi rammer om inden gruppen begynder.

Begge kirkens præster er efteruddannet i sjælesorg eller supervision. Så vi er trænet i at sætte trygge rammer for en gruppe.Hver gang er det i samme lokale. Der er kaffe på kanden. Vi begynder præcist med en kort runde, hvor hver deltager sætter nogle få ord på sin situation. Og så tager vi en mere grundig runde, hvor man enkeltvis fortæller til præsten, mens de andre lytter uden at blande sig i samtalen.

Og tænk, mange gange oplever vi, at den enkeltes tanker og problemer også er de andres. Nogen står i en situation der ligner. Måske er jeg ikke alene om det jeg oplever…

Mange gange er det et tema, hvornår man skal have hjælp udefra til sin demente ægtefælle. Hvornår skal man søge kommunen om hjælp? Hvad kan man visiteres til af hjælp? Er det på tide at få en aflastningsplads nogle dage om måneden? Er det på tide at tænke på en plejehjemsplads til den demente?

Det er rigtig svære spørgsmål – for man vil så gerne klare sig selv i eget hjem.

De frygter, at de skal give slip

Alle pårørende frygter de situationer, som er nævnt her, tror jeg. Hvornår skal man give slip og overlade pleje og beslutninger til professionelle? Hvor længe har den pårørende kræfter til at klare hverdagen med den demente selv i eget hjem? Er det et nederlag at bede om hjælp?

Her kommer så et bredere samarbejde ind. I kommunerne er der ansat demenskonsulenter, som virker ud fra et områdecenter og som kan visitere til hjælp fra kommunen. Demenskonsulenterne kan besøge familier i eget hjem, visitere og tilbyde den hjælp, som der aktuelt er brug for.

I Treenigheds sogn har vi præster besøgt demenskonsulenterne på et områdecenter, talt med dem og fået lov at lægge vores indbydelse frem som en folder, der kan uddeles af konsulenterne ved deres hjemmebesøg.

Vi er ikke en del af det kommunale tilbud – men vi samarbejder med de kommunale konsulenter, for det er de samme mennesker vi møder i hverdagen.

Samvirke er et vigtigt begreb. I kirken kan vi hverken visitere eller bevilge til de pårørendes behov. Vi kan noget andet end de professionelle konsulenter.

Hvad vi kan i kirkelig sammenhæng er at være der, og tilbyde et værested eller fristed hvor man kan tale om de ting, man måske ikke tør tale om andre steder.

Vi kan lytte – høre andres erfaringer – dele tanker og forslag – spørge ind til de pårørende. Måske synge sammen. Og det er slet ikke så lidt endda at have sådan et sted og sådan en mulighed. 

Hvad vi kan i kirkelig sammenhæng er at være der, og tilbyde et værested eller fristed hvor man kan tale om de ting, man måske ikke tør tale om andre steder.

Man bliver en omsorgsperson for den demente i en grad, som man ikke havde troet mulig. Og det medfører en slags ensomhed.