Diakoni og håb

I en tid, hvor meget kan føles håbløst, har vi i Menighedsplejen i Danmark, valgt at sætte fokus på håb og diakoni i dette nummer af Sammen. Håb kan være et svært ord helt at få hånd om, og hvis man slår det op i ordbogen, så betyder det ”den tillidsfulde forventning til at noget glædeligt vil indtræffe i fremtiden, uden at der foreligger en objektiv sikkerhed”. Jeg arbejdede for mange år siden i en kommune, hvor ordet håb var en af kommunens seks værdier. Jeg kan huske, at der var en del kollegaer, der havde svært ved at forlige sig med ordet, fordi de synes, at det var for usikkert og meningsløst et ord. Men for mig er håb en overset super kraft, som er fundamentet for mange af de handlinger, som vi gør og måske grunden til at vi slår øjnene op om morgenen. Et meget visuelt tegn på håb er for mig de lys, der den 4. maj bliver sat op i vinduet for at fejre befrielsen i 1945. For de lys signalerer, at det gode overvinder det onde, og at der er håb i det håbløse, fordi ingen tilstand er evig.

I Menighedsplejen i Danmark oplever vi ofte, at dette lys kan opstå de mest uventede steder. Således kan en samtale på en ferie mellem to enlige forældre være det lys, der gør at den ene forælder får mod på noget, som han/hun ellers havde opgivet. For eksempel oplevede vi en sommer, at en far, der ikke havde haft arbejde i syv år, fik mod på igen at søge nye jobs, fordi han havde mødt en anden forælder, som gav ham håb om, at det kunne lykkes. Ligesom vores konsulent i Stressfri Have oplever, at de stressramte deltagere er begyndt at danne netværk med hinanden. Fællesskabet med Stressfri Have i Apostelkirken hver uge giver deltagerne håb om, at de også kan være noget for hinanden. Mennesker kan være lys for hinanden, der lyser op og viser en ny vej, eller der giver håb om at ingen situation er evig og at noget glædeligt venter forude. Forskeren Hartmut Rosa bruger ordet ’resonans’ om den gensidige påvirkning, som vi mennesker har på hinanden. Lidt ligesom en koncert, hvor de forskellige instrumenter giver resonans til hinanden og sammen skaber smuk musik, sådan spiller vi mennesker sammen ved at være lys for hinanden. Hartmut Rosa taler ikke kun om menneskelig resonans men også om vertikal ’resonans’, hvor det, der er større end os selv, såsom kunst, historie og tro, kan give genklang i os på en anden måde end den medmenneskelige resonans. Sådan som det kan ske i en salme, et digt eller en andagt, hvor himmel og jord et øjeblik står stille.

I salmen – ’Du spørg mig om håbet’ af Lisbeth Smedegaard – udtrykkes håbet i vers 3, som et stedfortrædende håb, hvor vi nogle gange skal håbe for andre, som ikke selv er i stand til at tro på håbet. I Kristeligt

Dagblad fra den 20. juni 2024 betegnes tidligere korleder af Fangekoret Louise Adrian, som personificeringen af, at mennesker kan bære andres håb. Som hun selv siger i artiklen ”Man skal prøve at behandle de svage og fængslede, som om de var Jesus, og man skal prøve at se på andre, ligesom han gjorde. Jesus døde mellem to røvere, som han selv i døden havde omsorg for. For han så mennesket og ikke fejltrinnet hos dem”. Håbet er ikke nødvendigvis et flygtigt ord. Det kan blive meget konkret både vertikalt og horisontalt og komme til udtryk i diakoniens fællesskab, i mødet med et andet menneske og gennem de lys, som vi tænder i kirken og i vinduerne den 4. maj. Så længe lyset brænder er der fortsat håb for den enkelte, for verden og menneskeheden. Jeg håber, at I kan finde håb for fremtiden i de forskellige artikler i dette nummer af Sammen.

Re V Re Louise Adrians Minde

Det skinner i mørket, vil gribes og blive til hjælp der når frem til steder hvor mennesker håber at nogen vil håbe for dem og bedst som du tænker der ingenting er så vokser det håbet så vokser det der

Mette Møbjerg Madsen

Generalsekretær