
5 minute read
Et frivilligt fællesskab – med håb mod ensomhed
Forleden dag fik jeg besøg af en god veninde og mens vi drak vores kaffe, faldt snakken pludselig på ensomhed. Hun bor alene og hendes barn er lige flyttet hjemmefra. Hun fortalte, at hun ofte følte sig ensom. Jeg lyttede tålmodigt og tænkte straks: det må vi da have fikset, og som den løsningsorienterede veninde jeg er, begyndte jeg at liste alle de ting op, som hun kunne sætte i værk for, at hun ikke længere skulle føle sig ensom.
Af Genbrugskonsulent Maria Ludvig
Bl.a. forslog jeg, at hun fandt en bogklub, hvor man kunne deltage og møde andre mennesker. Ligesom jeg blandt min strøm af forslag henkastet forslog, at hun fast kunne træne på et fitnesshold eller blive frivillig i en genbrugsbutik. Hun rystede på hovedet og konkluderede, at jeg ikke forstod hende. Hun mente ikke at ensomhed er forbundet med, at man har mange eller få mennesker omkring sig. For hende var det en udefinerbar følelse, som overmandede hende indefra og som er svær at slippe af med. Så mens jeg forsøgte at fikse hendes problem, blev hun bare mere og mere trist, fordi jeg ikke kunne forstå, hvordan hun havde det, og at hun ikke ville fikses.
Selvom jeg måske ikke lykkes med at hjælpe min veninde, så fik hun mig til at reflektere over ensomhed, og på de mange frivillige unge og ældre jeg møder i min hverdag gennem min tilknytning til Kirkens Genbrugs butikker. Her møder jeg mange forskellige mennesker som alle yder en frivillig indsats og møder glædeligt på en eller to faste vagter om ugen og knokler igennem 3-4 timer. I den sammenhæng kom jeg til at tænke på, om der mon var nogle blandt vores mange frivillige, som følte sig ensomme? Eller om det frivillige fællesskab var et værn mod ensomhed?
Er frivillige i Kirkens Genbrug ensomme?
Der var ikke andet at gøre end at spørge. Så næste gang jeg kom på besøg i butikkerne, spurgte jeg forskellige frivillige om de følte sig ensomme.
Den første jeg spurgte, var meget hurtig til at svare: ”Nej, det gør jeg ikke – jeg har en kæmpe omgangskreds og er altid omringet af mennesker, så jeg føler mig aldrig ensom. Og så går jeg til svømning, til kor og deltager i strikkeklub aktiviteter i sognehuset.” Den næste virkede næsten fornærmet, da jeg spurgte og svarede: ”Ensom? Mig? Nej – jeg er meget glad og tilfreds med mit liv. Jeg nyder min hverdag og føler virkelig jeg gør en kæmpe forskel, når jeg er i butikken sammen med de andre frivillige.”
Sådan fortsatte det, men fællesnævneren var, at deres frivillige arbejde blev nævnt som noget af det, der bidrog til at bekæmpe ensomheden. Således svarede den tredje: ”Ha ha – jeg har ikke tid til at føle mig ensom – svarer en tredje. Jeg spiser sammen med min familie en gang om ugen, har min børnebørn på besøg en gang om ugen og ellers går jeg til dans og er her i butikken fast en gang om ugen. Jeg har mere travlt end da jeg arbejdede.”
Den sidste jeg spurgte på 94 år svarede: ”Jeg bliver ved som frivillig så længe jeg selv kan gå ned til butikken –jeg går hele vejen, hver uge og det er 5 km i alt.”
Kan Kirkens Genbrug bidrage til at bekæmpe ensomhed?
Kan man på baggrund af dette konkludere, at frivillighed ikke kun er et kvik fix til at løse ensomhed, men faktisk er meningsskabende, fordi når mennesker engagerer sig frivilligt, så åbnes der for nye muligheder for mening i livet og social kontakt? Her vil svaret være et ja, hvis man ser på en undersøgelse lavet af Frivillighed.dk, som viser at frivilligt arbejde kan bidrage til at mindske ensomhed og styrke den sociale sammenhængskraft i samfundet. Frivillige netværk tilbyder ikke kun hjælp til dem, der har brug for det, men også en følelse af meningsfuldhed for de involverede frivillige.
I denne sammenhæng er Kirkens Genbrugsbutikker et godt eksempel på, hvordan frivillighed kan gøre en konkret forskel. Med 22 butikker på landsplan, er Kirkens Genbrug et sted, hvor frivillige – ofte ældre –arbejder sammen om en fælles sag. Frivillige i genbrugsbutikkerne mødes ikke kun for at sælge varer, men for at være en del af et socialt fællesskab, hvor de har et fælles mål samt skaber nye venskaber og opretholder daglige rutiner. Kirkens Genbrug skaber rammer, hvor ældre kan mødes på tværs af generationer og dele erfaringer og historier, som styrker både det individuelle og den kollektive følelse af tilhørighed.
En undersøgelse fra Danmarks Statistik viser, at ældre, der deltager i frivilligt arbejde, har lavere risiko for at føle sig ensomme end dem, der ikke gør. Så selvom jeg ikke kunne fikse min venindes problem, så siger statistikken, at frivillige fællesskaber er en afgørende faktor for at bekæmpe ensomhed både nu og i fremtiden. Så kom glad, hvis du også vil være med i fællesskabet.

Fakta om ensomhed:
19 % af unge 16-24-årige føler sig alvorligt ensomme – andelen er størst hos unge kvinder, hvor det er knap hver 4. unge kvinde, der føler sig svært ensom.
470.000 danskere i alderen 16 år og opefter oplever alvorlig ensomhed –det svarer til ca. 9,6 % af befolkningen
Langvarig ensomhed bevirker en stresstilstand i kroppen, som påvirker både fysisk sundhed og mental trivsel. Unge, der føler sig svært ensomme over længere tid, har bl.a. forhøjet risiko for depression, forhøjet blodtryk og søvnforstyrrelser
Ensomhed er en følelse og afhænger af den enkeltes sociale behov – det handler mere om kvaliteten af ens relationer end om antallet
Personer, der føler sig svært ensomme, lever i gennemsnit seks måneder kortere end personer, der ikke oplever svær ensomhed
Kilde: Ensomhed i Danmark, Lasgaard et. al., DEFACTUM, 2020, Danskernes Sundhed 2023, Den Nationale Sundhedsprofil, Statens Institut for Folkesundhed, SDU, 2024
