Håb med på ferie

Af Diakonikonsulent i Menighedsplejen i Danmark Mei Petersen

En deltager på Folkekirkens Feriehjælp fortæller: ”Jeg husker, da jeg efter sommerferien sidste år fulgte min søn til fodbold. Jeg havde stadigvæk glade minder fra ferien med kirken, hvor jeg havde gode samtaler med andre enlige mødre. En kvinde på min egen alder havde fortalt om at starte på HF. Mens jeg gik der, tænkte jeg, at det hele nok skulle gå. Det var en følelse af frihed og en følelse af at der helt sikkert var noget, der kunne være godt for mig. Når man mange gange i livet har oplevet modgang, fx i forbindelse med arbejde og uddannelse, føler man slet ikke, at man kan gøre noget klogt. Jeg tror, at jeg følte mig lidt fri lige der. Fordi hun gav mig håb. Hvis hun kan, kan jeg nok også.”

Håb er vigtigt i alle menneskers liv. Håbet knyttes til en drøm eller en forventning om et sted, man gerne vil hen –og vejen derhen. Håbet har stor betydning for, at man kan klare livet og selv gøre noget for at komme ud af en dårlig livssituation. Håbet beskrives som dét, der giver drive eller som ”benzinen”, der holder én kørende.

Problemerne holder ikke ferie

Mine kollegaer og jeg, der står for Folkekirkens Feriehjælp, taler ofte med hinanden og de frivillige rejseledere om, at problemerne ikke holder ferie. Feriedeltagerne kan også på ferie opleve at have svært ved at være sammen med deres børn eller have konflikter med naboerne eller faren til børnene osv. Men vi må heldigvis også erkende, at håbet også er med på ferien.

”Der var en aften, hvor vi sad ved bålet og lavede skumfiduser. En mand fortalte historier, der var helt vildt sjove, og vi grinede bare rigtig meget og kunne slet ikke stoppe. Og der kan jeg huske, at jeg tænkte, at det hele nok skal gå,” fortæller en mor til to børn, der lige var blevet skilt og havde fået mulighed for en uges ferie med den lokale kirke.

En familie på ferie med Folkekirkens Feriehjælp er på ferie med fem andre familier og to frivillige fra deres lokalområde. De frivillige arrangerer forskellige aktiviteter og står til rådighed, hvis der opstår problemer. Formålet med ferien er at skabe et åndehul og at skabe netværk mellem voksne og børn. I forbindelse med aktiviteterne og bare i almindeligt samvær opstår der ofte samtaler og erfaringsudveksling. En frivillig fortæller: ”Det, at vi kommer tæt på hinanden igennem aktiviteter og har tid til gode samtaler, kan betyde noget i forhold til håb. I modsætning til overflade og hurtighed, som ofte præger hverdagen.”

Jeg talte på et besøg i Helsingør Ferieby med en far til en lille dreng på fem år. Han fortalte, hvad ferie med kirken sidste år havde betydet for ham: ”Sidste år havde jeg en samtale med en anden far. Børnene sov eller lå i deres senge, og vi sad udenfor mit ’hus’ på terrassen, hvor vi både kunne holde øje med mine børn og hans børn. Her fortalte han sin historie om depression og udredning for ADHD. Og der sad jeg og tænkte, at det var mærkeligt, at han fortalte om sit liv, selvom jeg ikke rigtig fortalte noget selv.

Folkekirkens Feriehjælp skaber håb

Den, der mangler håb, ser ingen udsigter til forandring eller forbedring i livet, og heller ikke nogen løsninger på problemerne eller vej ud af vanskelighederne. I modsætning til, når man tror på, at man vil klare de udfordringer, som livet byder på, påvirkes tankerne. Krybdyrhjernen slapper af, åndedrættet bliver dybt og langsomt, og sindet falder til ro. Om troen består i, at man tror på sine egne personlige ressourcer, eller på at der er en guddommelig kærlighed, som man kan læne sig op ad i tillid, er sikkert underordnet for mange. Uanset, hvorfra tilstanden af tillid kommer, giver det styrke at have tillid frem for at føle sig afmægtig og hjælpeløs.

”Bare at se nogen, der er lidt længere end en selv i situationen, som jeg er i nu, hvordan de har det nu, eller hvordan de har haft det. De har taget den her udvikling, og så kan jeg også. Men jeg føler ikke, det har været sådan med en person som jeg ser på Facebook eller instagram –det har skullet være mere håndgribeligt og tættere på.”

Mit arbejde i det diakonale felt har gjort, at jeg er meget bevidst om, at man skal passe på med at inspirere til forandring igennem solstrålehistorier, der kan virke for urealistiske. Hvis du f.eks. møder et menneske, der kæmper med sygdom, bliver han/hun måske ikke mere håbefuld af at blive præsenteret for en anden person, der nu er fuldstændig rask og lever et aktivt liv– men måske snarere af en opfordring til at tage det næste lille skridt og sige højt, hvad man føler, og bede nogen om hjælp. Så selvom håbet om solskin ikke bliver opfyldt, så er håbet med på ferie. 