FORKERTE KONKLUSIONER

FEJLAGTIGE KLIMAKONKLUSIONER

I VEJPAKKE-RAPPORT

Den såkaldte Ricardo-rapport giver et forkert billede af hjemkørselskravets klimaaftryk, men viser sort på hvidt, at problemet med østeuropæiske postkasseselskabers forretningsmetoder er massivt, skriver Europa-parlamentariker Marianne Vind (S) i denne kommentar.

Marianne Vind, medlem af Europa-Parlamentet (S)

Hvis en vognmand synes, det besværligt at drive sin virksomhed igennem et bulgarsk postkasseselskab, kan han jo bare flytte derhen, hvor størstedelen af forretningen er, skriver medlem af Europa-Parlamentet Marianne Vind (S). E fter mange års kamp fik vi med vedtagelsen af EU’s vejpakke sikret os et bolværk mod social dumping og unfair konkurrence på de europæiske landeveje. Et af vejpakkens tiltag er hjemkørselskravet, det såkaldte "return of truck". Lastbiler skal vende hjem til virksomhedens adresse mindst hver ottende uge. Dermed sætter vi en stopper for de postkasseselskaber, som oprettes i østeuropæiske lande, hvorefter chaufførerne udstationeres i vest og lever en ren nomadetilværelse med endeløse cabotagekørsler kun afbrudt af korte hvil i førerhuset på rastepladser med motoren i tomgang.

EU-Kommissionen frygtede imidlertid, at det kunne påvirke klimaet, hvis lastbiler skulle køre tværs over kontinentet uden gods bare for at vende hjem. Derfor bestilte Kommissionen den såkaldte Ricardo-rapport om konsekvenserne, og rapporten viser nu, at hjemkørselskravet kan føre til en større udledning af CO2. Problemet er bare, at den konklusion hviler på en forkert præmis, og derfor er den misvisende.

Rapport viser massive problemer med postkasseselskaber

Rapporten ser nemlig kun frem mod 2023, og til den tid er vejpakken endnu ikke fuldt ud implementeret. Rapporten ser således bort fra de forandringer af markedet, som man kan forvente af en lovpakke af denne størrelse.

For det første er det jo ikke umuligt at planlægge sine kørsler, så man rent faktisk vender hjem til virksomhedens adresse med gods. Det er bare et spørgsmål om logistik. Derfor er jeg også sikker på, at dygtige vognmænd og speditører sagtens kan tilrettelægge kørsler på en måde, så chaufførerne faktisk har gods med sig hjem hver ottende uge.

Men hvis en vognmand oplever, at det er en økonomisk byrde at drive sin virksomhed igennem et postkasseselskab i Bulgarien, så kan han jo også bare rykke teltpælene op og flytte sit hovedsæde til det land, hvor han har størstedelen af sin forretning. Det vil mange vognmænd formentligt gøre, og derfor vil deres lastbiler altså ikke ende med at køre tværs over kontinentet uden last, selvom rapporten konkluderer således.

Selvom rapportens misvisende konklusioner om kørsler med tomme laster ikke kan bruges til noget, viser den alligevel sort på hvidt, at problemet med systematisk cabotagekørsel er massivt. Fx vender hver tredje østeuropæiske lastbil kun hjem én gang om året, og det er for at komme til syn.

Rapporten beviser tydeligt, at der i mange tilfælde reelt ikke er nogen virksomhed i hjemlandet. Der er derimod et postkasseselskab, som bliver brugt til at dumpe chaufførernes vilkår, slippe billigere i skat og konkurrere på unfair betingelser. Derfor glæder jeg mig til at fortsætte samarbejdet med de danske vognmænd, så vi kan gøre vejpakken til virkelighed. ■