3 minute read

STORT ER GRØNT

Dobbelttrailere og DUO-trailere kan snart blive til virkelighed. DTL arbejder lige nu sammen med Vejdirektoratet og Færdselsstyrelsen m.fl. om at opdatere reglerne for dimensioner og vægte på vogntog. Bliver større vogntog godkendt, er det godt for både vognmænd og miljø, mener erhvervspolitisk chef i DTL, Ove Holm.

Niels Møller Madsen [nmm@dtl.eu] VR Transpoint

Stort ER godt. Det gælder i hvert fald, når vi taler størrelsen på vogntog. Jo større vogntoget er, jo mere kan der læsses på, og jo færre ture skal bilen tilbagelægge. Det gør godt på vognmandens brændstofbudget. Og så gør det ikke mindst godt på hans grønne regnskab. Mindre dieselforbrug er nemlig lig med mindre CO2-udslip. I disse klimatider er sammenhængen mellem dimensioner og miljø måske branchens bedste argument for at få myndighedernes godkendelse af større vogntog.

DTL indgår lige nu i en arbejdsgruppe sammen med andre fra branchen og Vejdirektoratet og Færdselsstyrelsen, som skal opdatere reglerne for, hvor store vogntog må være på de danske veje. Arbejdet er led i regeringens aftale om grøn omstilling fra december sidste år.

Og DUO-trailere og DUO-kærrer er i spil, melder DTL’s erhvervspolitiske chef, Ove Holm, som indgår i arbejdsgruppen. - Transporterhvervet bliver snart udsat for krav til nedbringelse af CO2-udledningen. Her er det rigtigt godt, at vi kan pege på løsninger, der på én gang nedbringer CO2-udslippet og ikke mindst gavner bundlinjen hos vognmændene. Og det er jo præcis

pointen i vores bestræbelser på at overbevise myndighederne om, at de fx bør tillade større vogntog såsom dobbelt-trailere og DUO-trailere på de danske veje, siger han til DANSKE VOGNMÆND. - Lovgivningen og reglerne for vægt og dimensioner er så vigtige, fordi de afgør lasteevnen i antal tons, ladmeter, kubikmeter, pallepladser, kolli osv. Reglerne er dermed styrende for driften og økonomien hos en vognmand. Hvor meget kan han få på ladet og dermed sælge af transport til kunderne pr. lastbil, chauffør, liter diesel osv., siger Ove Holm og glæder sig over sammenfaldet mellem større vægte og dimensioner, erhvervets effektivitet og det afledte brændstofbehov og dermed reduktion af CO2-udledning og klimabelastning.

Arbejdsgruppens konklusioner kommer til at indgå i en ny dimensionsbekendtgørelse, som efter planen bliver til virkelighed en gang i 2022.

DTL er kommet med en række forslag til at opdatere reglerne. Læs de vigtigste nedenfor.

Femakslede lastvogne

Femakslede lastvogne med 40 tons totalvægt er et naturligt led i en udvikling af transportstrukturen.

Større længde på kranvogntog

Kranvogntog bør kunne køre med de tilladte længder plus et længdetillæg på 2,00 m til kranen, som vi kender det fra vogntog, der har en medbringertruck med.

Større længde på sættevognstog

Almindelige sættevognstog har brug for at få forøget den tilladte totallængde på 16,5 m til fx 17,5 m. Sammenkoblingen af vognmandens trækker med en trailer fra en tredjepart giver ofte problemer.

I lighed med vore nabolande Tyskland, Sverige, Finland, Polen m.fl. bør det være muligt at køre med 15 m (ladlængde) lange sættevogne med en tilladt totallængde på 18,5 m. Større totalvægt og længde på påhængsvogne

Det bør også tillades at have femakslede påhængsvogne med en tilladt totalvægt på op til fx 35 tons.

Påhængsvogne skal kunne have en længde på 12,0 m (ladlængde) plus trækstang til anvendelse i modulvogntog type MVT4.

Samtidig bør der være mere fleksibilitet i valget mellem at køre som almindeligt vogntog og som MVT4. Af samme grund bør to-meter-kravet til opbygninger mellem forvogn og hænger afskaffes for modulvogntog.

Større frihøjde

Vores nabolande Norge og Sverige har helt afskaffet frihøjderestriktionerne for al lastvognstransport. Danmark bør gøre det samme.

Udvidelse af vejnettet for modulvogntog

I lyset af de positive erfaringer med modulvogntogsnettet bør næste skridt tages med en øget udbredelse af adgangen for modulvogntog i det kommunale vejnet, og det bør være tilladt at køre med korte modulvogntog på det almindelige vejnet. Samtidig bør vogntogsvægten for MVT hæves til 64 tons.

Dobbelttrailer-vogntog, AB-dobbelt og DUO-kærre

Det bør være tilladt at køre med et modulvogntog af typen med fx lastbiltrækker + trailer (standardlængde) + dolly + trailer (standardlængde) inden for en maksimal totallængde på 34,5 m og 74 tons (80 tons) vogntogsvægt.

Alternativt kan det være en AB-dobbelt, nemlig en lastbil med lad, tilkoblet en dolly, med en linktrailer og en almindelig trailer bagest. Totallængde 33,5 m, ni eller ti aksler og 74 tons (80 tons) vogntogsvægt.

Ligeledes bør også DUO-kærrevogntoget (lastbil med to kærrer) indgå i fremtidens transport. ■

Typisk finsk AB-dobbeltvogntog, bestående af en treakslet lastbil med hejs, tilkoblet en dolly, som har tilkoblet en linktrailer og til sidst en almindelig trailer. Denne type HCT-vogntog har med en maksimal tilladt længde på 34,5 m været almindelig i Finland siden januar 2019.

This article is from: