9 minute read

EFTERLYSER REVISION AF BEKENDTGØRELSE

KRAN BLOKS ÅRSMØDE: EFTERLYSER REVISION AF BEKENDTGØRELSE

DTL Kran Bloks styregruppeformand Jan Kjelgaard efterlyste en tiltrængt revision af særtransportbekendtgørelsen på erfagruppens årsmøde før sommerferien.

Niels Møller Madsen [nmm@dtl.eu]

Politiets praksis med at give bøder til særtransporter, der bruger forbredninger, hvor der ikke er tale om en blokvogn, er faldet DTL Kran Blok Erfa voldsomt for brystet. - Vi håber at kunne få dette lavet om ved en revidering af særtransportbekendtgørelsen, en revidering, der mere end nogensinde presser sig hårdt på, sagde styregruppeformand Jan Kjelgaard i sin beretning til gruppens årsmøde i juni måned. - Forrige år var det problemet med vandretliggende bredt gods, der pludselig var blevet en udfordring, og det blev løst efter en lang og besværlig proces. Senest har det nu været forhandlinger med myndighederne, der har været problemet, og som det meste af 2020 har forhindret mange vognmænd i at udføre deres særtransporter, som kunderne ønsker det. DTL Kran Blok Erfa har en lang række relevante forslag, som både kan være med til at sænke klimabelastningen og forbedre trafiksikkerheden, sagde formanden. - Blandt forslagene er flere ønsker, der er samlet gennem tiden: Det gælder fx ønsket om, at udtrækbare og udsvingbare forbredninger igen bliver tilladt i forbindelse med afvikling af brede særtransporter på registrerede køretøjer, sådan som det med stor succes har været praktiseret helt frem til, at politiet for fem år siden uden varsel ændrede deres fortolkning af, hvornår forbredninger må anvendes. – Forslagene bør medtages i et mere gennemgribende og nødvendigt facelift af særtransportbekendtgørelsen, sagde formanden, der med tilfredshed noterede, at administrationen af særtransporttilladelser pr. 1. oktober flytter fra Rigspolitiet til Vejdirektoratet.

Miljøzoner er en udfordring

En anden af de store udfordringer for DTL Kran Bloks medlemmer har været miljøzonerne. - Mange blev pludselig presset til at udskifte i øvrigt velkørende og absolut ikke nedslidte kranvogne længe før planlagt, hvis de vil fortsætte med at kunne betjene kunder indenfor zonerne. Og det er yderligere forværret af skærpelsen til januar 2022, hvor det kun er Euro 6-køretøjer, som må køre i miljøzonerne, sagde han og fortsatte: - DTL Kran Blok Erfa har derfor også været aktiv på dette område. Sammen med DTL har der været arbejdet på dispensationer for specialkøretøjer. Det har resulteret i, at der kan udstedes dispensationer i en periode, og har man bestilt et nyt køretøj til afløsning af et gammelt køretøj, er der også muligheder for at opnå dispensationer til det gamle køretøj, indtil det nye er leveret, sagde han og ærgrede sig over, at myndighederne endnu ikke har givet lov til at køre med fem-akslede lastvogne op til 40 tons totalvægt, som almindeligt registreret køretøj.

På den organisatoriske front er der tale om status quo hos DTL Kran Blok, der tæller 175 medlemmer – det samme som på samme tid sidste år. ■

Jan Kjelgaard, formand for styregruppen i DTL Kran Blok Erfa, har en række forslag til en højst tiltrængt revision af særtransportbekendtgørelsen.

DØDSFALD

Efter hun var stoppet som direktionssekretær, deltog Lene Mikkelsen stadig i festlighederne i forbindelse med DTL’s årlige generalforsamling. Her ses hun sammen med sin mand Knud på den røde løber ved DTL’s generalforsamling i Århus i 2017. Foto: Per Daugaard.

Lene Mikkelsen er gået bort

Lene Mikkelsen, Roskilde, fhv. direktionssekretær i DTL og fungerende sekretær for DTL’s veteranklub, døde pludselig den 11. juli. Lene Mikkelsen, der blev 74 år, efterlader sig sin mand gennem 53 år, Knud Wiking Mikkelsen. De nåede at fejre guldbryllup i 2017.

Fra 1989 til 2010 stod Lene Mikkelsen som direktionssekretær for stort set alt, hvad der havde med først Danske Vognmænds og siden DTL – Danske Vognmænds årlige manifestation at gøre: Nemlig den årlige generalforsamling og de dertil hørende festligheder, hvor vognmændene slog sig løs på dansegulvet. Hendes første generalforsamling som medansvarlig arrangør var faktisk allerede i Herning i 1988, efter at hun var ansat som kontorassistent. Men allerede året efter steg Lene i graderne og blev ansvarlig for direktionssekretariatet.

Lene arbejdede gennem sine 25 år i vognmændenes og direktørernes tjeneste for fire formænd og seks direktører, og det gik ikke altid stille for sig. Tiden i Vognmændenes Hus var meget turbulent efter en fusion i 1985 mellem Landsforeningen af Danske Vognmænd, LDV, og Danske Vognmænds Arbejdsgiversammenslutning, DVA. Det prægede omgangstonen flere år efter.

Så Lene skulle lære at navigere behændigt mellem fusionsdønningerne. Det gjaldt også tiden kort efter stiftelsen af DTL i 1999, hvor det krævede diplomati og konduite at bevæge sig rundt på de oprørte vande forårsaget af den nærmest uundgåelige ballade i baglandet. Men tingene fandt sit leje, og generalforsamlingerne og festerne var stadig det faste holdepunkt.

Så forandringens vinde ødelagde aldrig Lenes frisure: I morgen skulle gerne være som i dag, og hvis der skulle ske forandringer, var der tale om en langsom, men sikker og målrettet evolution. Ikke noget uoverlagt! Og så var Lene Mikkelsens metode forberedelse, forberedelse og forberedelse. Blandt andre medarbejdere er hendes manualer og huskelister legendariske: Ingen, absolut ingen, var i tvivl om, hvad de skulle gøre.

Lene var også samler. Ethvert stykke jordisk gods af historisk, økonomisk eller affektionsmæssig værdi er blevet stuvet i kælderen. Det har bl.a. Rigsarkivet nydt godt af, så historien om vognmændene kan fortælles en gang.

Da DTL’s veteranklub blev stiftet i forrige årti, meldte Lene Mikkelsen sig som sekretær for klubben og fungerede her som organisator efter sin pension fra DTL i 2012 og lige til sin død. Klubben har i årenes løb fået henvendelse fra flere personer, som ønsker at blive optaget. Men det er kun afgåede medlemmer af DTL’s bestyrelse, der kan optages. Det vil sige medlemmer, som har siddet i bestyrelsen efter 1. januar 1999. Dette holdt Lene i hævd.

Et utal af vognmændene i DTL samt nuværende og tidligere medarbejdere har kendt Lene Mikkelsen som et hjælpsomt, ordentligt og ordholdende menneske – afholdt af alle. Hun vil blive husket og savnet.

Tankerne går til hendes ægtefælle Knud, der ikke blot har mistet sin livsledsager, men også et dejligt menneske. Æret være hendes minde. MOL

CLAUS PERREGAARD STOPPET I DTL

Underdirektør Claus Perregaard med ansvar for public affairs og kommunikation er stoppet i DTL - Danske Vognmænd efter næsten otte år. Claus Perregaard har gennem årene bl.a. med stor succes bidraget til DTL’s arbejde med at få indsatsen for fair konkurrence og mod social dumping så højt op på dagsordenen, at det er endt med positive ændringer i godskørselsloven i år samt vedtagelsen af vejpakken i EU.

Claus Perregaard er efter sommerferien tiltrådt som seniorrådgiver i SF’s folketingsgruppe på Christiansborg, hvor han vil være særligt tilknyttet partiformand Pia Olsen Dyhr.

NMM

HV-TRANSPORT VAR VÆRT FOR GASEVENT

HV-transport i Herning var før sommerferien vært for en konference om grøn omstilling af den tunge transport. Anledningen var, at transportvirksomheden netop har modtaget Danmarks første tunge gasdrevne lastbil. Med på konferencen var bl.a. repræsentanter for biogas-branchen, vognmandsbranchen samt politikere og presse. Læs om HV-transports planer med gaslastbilen i DANSKE VOGNMÆND’s maj-nummer.

NMM

NY MEDARBEJDER HOS TVS I ROSKILDE

Line Pedersen er d. 1. august 2021 tiltrådt som kontor- og regnskabsmedarbejder hos TungVognsSpecialisten (TVS) i Roskilde. Line Pedersen har speciale i offentlig administration og har de seneste tre år arbejdet hos særtransportkontoret hos Midt- og Vestsjællands Politi.

NMM

P ri vat foto .

MOGENS BAY HAR 60-ÅRS JUBILÆUM

Vognmand Mogens Bay, Skævinge, kan fejre 60-års jubilæum i september, og det markeres med en reception d. 3. september kl. 12-17.30 på Industrivej 11, 3320 Skævinge.

TRU

P ri vat foto .

DTL REDUCERER I BYGNINGSMASSEN

Den 1. september lukker DTL’s kontorer i Viborg og Roskilde. Medlemmerne vil fremadrettet blive betjent fra DTL’s kontorer på Grønningen i København og på Transitvej i Vejle. Kontoret i Vejle udvides med flere arbejdspladser og et stort mødelokale. DTL´s konsulenter vil fremover i større omfang rykke ud hjemmefra, ligesom der vil være åben for personlig henvendelse i DTL´s åbningstid. Kontakt til DTL’s konsulenter foregår som sædvanligt via telefonnummer 70 15 95 55. FDA

OLE WERNER UDTRÆDER AF DTL-SELVKØRERNETVÆRK

DTL-Selvkørernetværk holdt den 7. august møde for første gang i over et år. På mødet sagde Ole Skytte Nielsen, bedre kendt som Ole Werner, farvel til netværket. Ole valgte nemlig i april måned sidste år at afvikle sin vognmandsforretning og har dermed helt forladt vognmandsbranchen. Ole Werner har været medlem af DTL-Selvkørernetværk i 15 år og har været talsmand i perioden 2011 til 2018.

Som afløser for Ole Skytte Nielsen er vognmand Jan Bergmann Scheuer indtrådt i selvkørernetværket, hvor han repræsenterer Sjællands Vognmandsforening. På billedet kan man se talsmand Tom Hansen (til venstre) overrække Ole Werner en kurv som tak for det store engagement gennem årene.

AFSKEDSRECEPTION FOR OLDERMANDEN

Foto: Niels Møller Madsen.

Jørgen Kjeld Jensen, Vognmandslaugets mangeårige oldermand, går på velfortjent pension fra hvervet ved årets Laugsforsamling i september.

Vognmandslauget holder afskedsreception for ham fredag den 24. september 14.00–17.00 på Tune Kursuscenter, Grevevej 20, 2760 Greve.

Ønsker du at komme til receptionen, må du af hensyn til planlægning meget gerne give en melding til Laugssekretariatet på info@vognmandslauget.dk.

NMM

VELKOMMEN

VELKOMMEN TIL JL TRANSPORT.DK APS, SØNDERBORG Bjarne Jessen startede i maj sin egen vognmandsforretning, efter i flere år at have været ansat som disponent. - Jeg skulle have mit eget igen, siger han og forklarer, at han også drev egen vognmandsvirkomhed fra 2000-2012. Han har denne gang fået god hjælp af DTL i opstartsfasen. - Det er ikke til at få vognmandstilladelse, men så snakkede jeg med DTL, som tog kontakt til Færdselsstyrelsen, og så kom der skred i det.

Bjarne Jessen kører med byggematerialer og fortæller, at han er gammel i branchen, men forventer, at han kan hente nyttig hjælp og rådgivning fra DTL’s medlemsservice. Han står selv for al kørsel, bogholderi mv. i forretningen. - Jeg har én bil, og det bliver det ved, siger han.

VELKOMMEN TIL NYE MEDLEMMER

Sjællands Vognmandsforening

Tor Udlejning ApS Bøgedevej 9, Bøgede 4100 Ringsted

Østjyllands Vognmandsforening

Rasmus Stevnhoved ApS Toften 5 8500 Grenå

Fyns Vognmandsforening

AK Nemt Transport Skovgården 2, st. tv 5500 Middelfart

Sønderjyllands Vognmandsforening

JL Transport.dk ApS Bustrupvej 27, Dybbøl 6400 Sønderborg

Dansk Møbeltransport Forening

Haderslev/Vojens Flytteforretning ApS Over Jerstalvej 12 6500 Vojens

Specialforeningen for Kurér- og Varebilstransportører

HS Services Stationsvej 31 9400 Nørresundby

DTL’S ARBEJDSGIVERFORENING

AK Nemt Transport Skovgården 2, st. tv 5500 Middelfart

Haderslev/Vojens Flytteforretning ApS Over Jerstalvej 12 6500 Vojens HS Services Stationsvej 31 9400 Nørresundby Jan Velbæk ApS Tjørringparken 9, Tjørring 7400 Herning Tor Udlejning ApS Bøgedevej 9, Bøgede 4100 Ringsted

Skriv til seren@seren.dk eller ring i dag på 71 99 71 50

Som kunde hos Serén får du tryghed for uvildig og individuel rådgivning:

Gennemgang af afkast og alle omkostninger Forhør dig om seniorrådgivning fra du er 55 år Få adgang til alle produkter = øget afkast muligheder Samlet formueovervågning - Pension, bolig og realkredit

LÅNEOVERVÅGNING

Vi kan - som de eneste i Danmark - også inddrage låneovervågning! www.serenfinancials.dk

This article is from: