Svineproducenten

4

Nr. August 2008 34. årgang

Svineproducenten

Det tunge ansvar . . . 3 Hvem er til for hvem . . . . . . . . . . . 4 Jeg har ikke råd til at lade være . . . . . 5 Thi kendes for ret . . . 8 Hold fast i styret . . . 10 Specialgrise - succeser og fiaskoer . . . . . . . . . . . 12 Tyskland – et marked der skal vindes . . . . . 16 Ikke nok bevågenhed på dyrevelfærd . . . . 20 Nyt fra DSP . . . . . . . 22 En miljørigtig model . . . . . . . . . . . . 24 BAT – et vanskeligt redskab i sagsbehandlingen . . . . . . 26 Spørgsmål til miljøgodkendelse . . . . . . 27

Medlemsblad for Danske Svineproducenter

Bestyrelse

Svineproducenten

Formand Torben Poulsen Nørbyvej 22, Velling 6950 Ringkøbing Mobil 2943 4510 formand@danskesvineproducenter.dk

Udgiver Danske Svineproducenter Karetmagervej 9 7000 Fredericia Tlf. 7025 8070 - Fax 7025 8170 info@danskesvineproducenter.dk www.danskesvineproducenter.dk

Næstformand Carsten Christiansen Nørreskovvej 9, Thorup 6430 Nordborg Mobil 4095 6027 svenstrup@bisonfarm.dk

34. årgang 2008

Sekretariatet 7000 Fredericia Tlf. 7025 8070 Fax. 7025 8170 Sekretariatets telefontid Alle dage: 9.00 - 15.00

Efter kl. 15.00 kan der ringes direkte: Bestyrelsesmedlemmer Kristian Kappel Ydbyvej 119 7760 Hurup Mobil 2042 9055 kristiankappel@karby.dk Søren Helmer Ringstedvej 260 4350 Uggerløse Mobil 5174 1827 bredebjerggaard@dlgnet.dk Rune Nielsen Storhøjvej 34, Hæsum 9530 Støvring Mobil 2162 6995 skalfarms@skalfarms.dk Henrik Mortensen Faldvejen 21 9670 Løgstør Mobil 2089 0044 hm@jyde.dk

SVINEPRODUCENTEN 4 • 2008

2

Peter Mølgaard Ouevej 11, Redsø 9500 Hobro Mobil 2032 8119 redsogaard@post.tdcadsl.dk

Redaktion Hans Aarestrup, ansvarshavende.

Annoncer Sekretariatet Tlf. 7025 8070 E-mail: info@danskesvineproducenter.dk Udgivelse Svineproducenten udkommer medio måneden.

Hans Aarestrup Direktør hap@danskesvineproducenter.dk Tlf.: 7620 7959 - 2222 3611

Anders Nørgaard Specialkonsulent Cand. agro. ano@danskesvineproducenter.dk Tlf. 7620 7955 - 2222 3610

Søren Schovsbo Journalist sch@danskesvineproducenter.dk Tlf.: 7620 7953 - 2843 5157

Jette Harnbjerg Sekretær, information og medlemsservice jhn@danskesvineproducenter.dk

Artikler og indlæg som fremkommer under navn eller mærke, udtrykker forfatterens mening og kan ikke tages som udtryk for Danske Svineproducenters opfattelse.

Redaktionen påtager sig intet ansvar for uopfordret indsendte manuskripter og forbeholder sig ret til at forkorte læserbreve m.m.

Annoncer indleveres som reproduktionsfærdigt materiale senest den 25. i måneden forud for udgivelsen. Denne dato er også sidste frist for afbestilling af annoncer.

Kontingent Aktive: kr. 2.895,-. Passive: kr. 2.895,-.

(1. år gratis for nyetablerede) Driftsledere: kr. 795,Ekstra-abonnement på Svineproducenten (via medlemskab): kr. 700,Reklamationer over uregelmæssigheder i levering af bladet sker til det lokale postkontor eller Danske Svineproducenters sekretariat.

Layout samt produktion Rounborgs grafiske hus, Holstebro Distribueret oplag 1600

Af Torben Poulsen

Vi mener...

Det tunge ansvar

De fleste svineproducenter har haft det godt med, at konjunkturerne svingede op og ned. Det er lidt i lighed med dem der er glade for at springe elastikspring.

Der er spændingen, når det går ned og man venter på, at rebet strammes om benene og turen går op igen.

Der er accelerationen op fra dybet til en tilstand af vægtløshed og overblik på toppunktet. I baghovedet ved man godt, at nu går det snart nedad igen for fuldt drøn.

Svineproduktion er lige nu som elastikspring med en for lang elastik, og det bliver nok aldrig et hit blandt adrenalinjunkierne.

Fra at regne i øre pr. kg svinekød, er vi nu gået over til kroner. Hvor mange kroner sætter vi til pr. kg?

Hvor mange kroner er vi efter tyskerne? På foderet er det ikke et spørgsmål om 2 – 5 kroner der afgør, om man har købt dyrt eller billigt, nej det er 10 – 30 kroner. Der er ikke længere nogen som taler om futures og renteswap. Alle holder vejret og venter på at mærke, rebet strammes om benene, mens jorden nærmer sig i en susende fart.

Der hviler et tungt ansvar på dem som har ladet sig vælge til repræsentantskab og bestyrelser i vores slagteriselskaber. Hvis de ikke meget snart demonstrerer handlekraft og evne til at skaffe os en konkurrencedygtig notering, er det svært at få øje på en fremtid for dansk svineproduktion som andet end underleverandør til det tyske marked.

Hvis man som folkevalgt ikke er overbevist om, at man kan bidrage med noget afgørende på den plads man er valgt til, er det mindste man kan gøre at flytte sig. ■ SVINEPRODUCENTEN 4 • 2008

Foderpriserne er vi ikke selv herre over. Politiske beslutninger om bioenergi, brak etc. kombineret med vejr af forskellig beskaffenhed og spekulanter, som er trætte af aktier, er en hel uforudsigelig cocktail.

Det gennemsnitlige afregningsniveau i Europa og resten af verden er vi heller ikke herre over, dertil er vores produktion for lille. Det eneste vi kan gøre er at sikre, at vores produktivitet er i top og at vores afregning er på niveau med den svineproducenterne får i vore nabolande. Når det gælder produktiviteten har vi altid kunnet levere varen. Til gengæld har vi i de seneste flere år haltet efter med noteringen. Ikke hele tiden så meget, at det har været lønsomt at eksportere levende, men nok til, at det har fået folk til at drømme om en hverdag med carrywurst og sauerkraut.

3

blækhuset Af Peter Mølgaard

Hvem er til for hvem?

Mange grå skyer er de seneste uger trukket hen over himlen, og der er da også kommet en hel del vand. Men himlen er ikke det eneste, der er dækket af skyer. Også sigtbarheden fra vores organisationers vinduer er stærkt forringet, faktisk så meget, at de slet ikke opdager, hvad der foregår udenfor - at der er en verden herude.

Jeg stiller ofte spørgsmålet: Kan bestyrelsen/repræsentantselskabet i slagterierne være stolte over deres præstationer? Er de tilfredse med tilsvarende resultat i egen bedrift? - et resultat, som de oven i købet er medvirkende til.

Slagterierne har siden 2002 ikke matchet de tyske afregningspriser. Hvad går der galt? Hvad sker der, når et menneske bliver valgt ind i en så stor koncern? Mister man overblikket, og dermed realitetssansen? Jeg ved det ikke, men der sker noget.

SVINEPRODUCENTEN 4 • 2008

4

For nylig fik min kone kaffen galt i halsen, da hun læste ugebladet Femina. Bladet havde lavet et tema om økologiske madvarer.

Det er der jo ikke noget i vejen med. En kendt kok udtalte, at man selvfølgelig skulle spise økologisk svinekød, da almindeligt svinekød smagte af ammoniak! Dette med henvisning til, at de ikke-økologiske grise skulle være inde, mens de økologiske skulle være ude og derfor var fri for ammoniaklugten. Hvordan kan en

fagperson udtale sig sådan? Hvor får han sin viden fra? Måske skulle han prøve en blindtest på flæskesteg. En sådan er tidligere faldet positivt ud for ikke-økogrise.

Vi skal være bedre til at sælge vores produkter, informere, bruge albuerne og skubbe os frem i forreste række, når sådanne ”fagpersoner” udtaler sig. Menige danskere sluger ganske enkelt sådanne såkaldt faktuelle oplysninger råt.

I denne tid, hvor høsten skal i hus, er der travlhed over hele linjen. En tilbagevendende begivenhed er også, at så spiser vi ”ude” i marken. Alle synes, det er noget specielt og meget hyggeligt. Den første høst er i hus. Rapsen gav ganske godt, og vinterbyggen var middel. Halmen er i hus, og den er tør.

Nu venter vi på tørvejr, så det sidste kan komme i hus.

Jeg vil med disse ord takke af. Jeg stopper i bestyrelsen til næste generalforsamling. Det har været en meget spændende periode, og der har været mange udfordringer. Tak til bestyrelseskollegaer og alle medarbejdere heromkring. Jeg stopper, fordi jeg mener, det er vigtigt, at man ikke tager sin plads for givet.

Det er vigtigt med nye kræfter og nyt blod, ellers er der ingen mulighed for udvikling. Sådan er det med alle bestyrelser. ■

»Jeg har ikke råd til at lade være« Af Søren Schovsbo

Fristelsen var simpelthen for stor. Med kun 10 km til den dansktyske grænse og dermed relativ let adgang til det tyske marked kunne 28-årige Lars Andresen ikke lade være. Med en årlig produktion på cirka 15.000 tungsvin ville den aktuelle forskel på den danske og den tyske notering på sigt kunne kaste en milliongevinst af sig, men der gives ingen garantier. Det ved han.

På den anden side stod han som nyetableret svineproducent pr.

1. juli uden bindinger til de danske slagterier. Han havde indgående beskæftiget sig med aspekterne ved afsætning af grise til de tyske slagterier allerede for fire-fem år siden under sin uddannelse til jordbrugsteknolog, og han havde skrevet hovedopgave om emnet. Også gårdens geografiske placering var perfekt. Det var med andre ord nu, at den beslutning, der var blevet varmet op til i årevis, skulle træffes. Tiden var blevet moden.

- Jeg kunne slet ikke lade være - havde ikke råd til at lade være. Forskellen var simpelthen for stor, siger Lars Andresen.

Han er udmærket klar over, at beslutningen potentielt kan føre til både succes og fiasko. Andre har før ham prøvet kræfter med de tyske slagterier, og ikke alle er sluppet nådigt fra det.

Men man kan gøre meget for at minimere risikoen. For Lars Andresen var første skridt at finde en stærk allieret.

Sikkerhed for bøvl Fordele er der imidlertid også ved det danske system. Øverst på listen står leveringssikkerhed, sikkerhed for afregning og sikkerhed for korrekt måling af kød- og slagteprocent.

- Jeg gjorde mig mange tanker om de faktorer forinden. Ville jeg få mine penge til tiden? Og hvad med Vorkosten, udgifter til omladestation osv.? Hvad ville alle omkostningerne løbe op i?, spørger Lars Andresen, der i dag ser meget lysere på de bekymringer.

Samarbejdet med SVG betyder, at der i Vorkosten er inkluderet udgifter til både transport, forsikring af transporten og forsikring for afregning af leverancen inden højest syv arbejds-

➤

SVINEPRODUCENTEN 4 • 2008

En omvendt indkøbsgruppe - Jeg er overbevist om, at en tysker er bedre til at sælge grise i Tyskland end en dansker, siger Lars Andresen og forklarer, hvilke overvejelser der ligger bag hans beslutning.

I og med at han fra starten havde afskrevet muligheden for selv at tage direkte kontakt til de tyske slagterier, var udfordringen at finde en handelspartner, han kunne have fuldstændig tillid til. Historierne om stærkt svingende slagte- og kødprocenter på de tyske slagterier er utallige, og ligesom herhjemme slår det hårdt, når man falder igennem slagteriernes afregningsmasker. Valget af samarbejdspartner faldt på det tyske Erzeugergemeinschaft SVG (læs mere side 7), som er en slags omvendt indkøbsgruppe. Selskabet afsætter på vegne af en større gruppe tyske svineproducenter cirka 600.000 slagtesvin til flere forskellige slagterier. Strategien er at spille slagterierne ud mod hinanden for derved at opnå den højeste pris til landmanden.

For Lars Andresen betyder samarbejdet, at han er sikker på at få den officielle tyske notering, ZMP-noteringen, minus et fradrag til Vorkosten på cirka 50 kroner pr gris, og selvfølgelig med forbehold for, at vægt og kødprocent ligger inden for det enkelte slagteris intervaller.

Erfaringerne er selvsagt sparsomme, da aftalen først blev skrevet under for få uger siden, men vægtfordelingen ser fra starten ud til at ligge helt perfekt, mens der skal arbejdes på en lidt højere kødprocent. Overordnet set ser udfordringerne dog foreløbig ud til at være minimale i forhold til den gevinst, som pt. ligger gemt i spændet mellem den danske og tyske notering.

- Lige nu kan jeg jo slet ikke få armene ned. Jeg er selvfølgelig klar over, at statistikken kun viser resultatet for de første tre uger, og priserne kan jo falde, men lige nu er det virkelig spændende, siger Lars Andresen og tilføjer: - I Tyskland kører man mere efter de frie markedskræfter.

Prisen afhænger af udbud og efterspørgsel, og slagterierne konkurrerer jo om at få kødet. Det mener jeg grundlæggende er et sundt system. Det er ligesom at låne på variabel rente, - man er tvunget til at følge markedet tæt, men det er også det, der gør livet spændende. I Danmark er der jo intet man kan gøre for at påvirke noteringen, siger han og fortæller, at han allerede nu har høstet erfaringer fra flere forskellige slagterier og på den måde hele tiden kan optimere afsætningen ved at spotte det enkelte slagteris fordele og ulemper.

5

- Jeg er ikke ude på at sable Danish Crown, og jeg anerkender, at andelsbevægelsen har gjort meget for at fremme landbrugsproduktionen i Danmark. Det her handler blot om at få lavet en ordentlig pris til sig selv, siger Lars Andresen, der sender sine 15.000 slagtesvin til Tyskland.

➤

SVINEPRODUCENTEN 4 • 2008

6

dage. Udover Vorkosten skal han regne med udgifter til danske dyrlæger, som skal syne dyrene inden afgang, dyrene skal have øremærker og der skal udfyldes traces-dokumenter, som fortæller hvor dyrene bliver kørt hen. Alt i alt udgifter på et godt stykke under en krone pr. kg, når man ikke regner landmandens egen timeløn med.

- Men jeg vil da gerne indrømme, at der er noget mere arbejde i det her i forhold til at levere grise til Danish Crown, siger Lars Andresen.

Når han skal sende et læs grise af sted, ringer han mandag en uge inden afgang og melder dyrene til. Dagen efter ved han, hvilket slagteri der skal modtage dyrene, og han kan derefter logge sig ind på myndighedernes hjemmeside og udfylde det obligatoriske tracesdokument. På fødevareregionens kontor klikker dyrlægen sig ind på det samme dokument og bekræfter nøjagtigt tidspunkt for, hvornår han eller hun kan komme forbi og syne dyrene efter weekenden.

- Det har ikke givet problemer, og vi har haft et meget tilfredsstillende samarbejde med fødevaremyndighederne. De er gode praktikere og har haft et godt øje for, hvordan vi kan få det her til at køre, siger Lars Andresen, der også relativt problemfrit fik godkendt stalden som eksportstald.

Tilbage er nu blot at vente. Vente og se, om det økonomiske potentiale kan leve op til forventningerne, og om egen eksport virkelig kan gøres så enkelt.

- Jeg er ikke ude på at sable Danish Crown, og jeg anerkender, at andelsbevægelsen har gjort meget for at fremme landbrugsproduktionen i Danmark. Det her handler blot om at få lavet en ordentlig pris til sig selv, siger han.

Du kan læse mere om Lars Andresens projekt igen senere, når han forhåbentlig har endnu flere erfaringer at dele ud af. ■

Fakta om Erzeugergemeinschaft / producentfællesskaber Lars Andresen har valgt at eksportere sine grise via et tysk Erzeugergemeinschaft. Hvad er det?

Det nærmeste vi kommer et Erzeugergemainschaft i Danmark er indkøbsgrupperne, som de fleste kender. I producentfællesskaberne er det dog typisk handel med levende dyr, herunder avlsdyr, man er fælles om. De fleste tyske producenter har for længst opgivet at handle direkte med slagterierne, både fordi de ikke har så mange grise, men også fordi de har erkendt, at de får en bedre pris, hvis de går sammen. Nogle af producentfællesskaberne har også tilknyttet rådgivere. Der er masser af producentfællesskaber, og de er vidt forskellige i størrelse, men typisk fra 2 – 10 ansatte.

Et eksempel på et sådant producentfællesskab er SVG i Rendsburg (www.svg-rd.de). Det er en forening af smågriseproducenter og en forening af slagtesvineproducenter, som i fællesskab har lavet et aktieselskab der har til formål at afsætte deres svin bedst muligt. Selskabet skal ikke give overskud, og to gange årligt er der medlemsmøder, hvor selskabets regnskab fremlægges af en ekstern revisor som står inde for at pengene kanaliseres i de rigtige lommer.

Medlemskabet koster 25 euro pr. år, og der er ingen bindinger som forpligter en til at handle med dem.

Med hensyn til betaling så er man garanteret betaling

inden for syv dage. Siden starten af 2005 har man fulgt ZMP-noteringen. Man kan få alle slagtedata elektronisk, og man modtager automatisk de originale afregninger som PDF-filer, når de foreligger. På SVG’s hjemmeside har man adgang til statistikker over slagteprocenter etc. hvor man kan se ens egne tal i forhold til andres.

SVG omsætter hver år pænt på den anden side af 100 millioner euro.

Hvad er omkostningen ved at eksportere via SVG? SVG skal have eksempelvis 8 euro pr gris ab Kolding for hele læs. Det dækker alle omkostninger inklusiv transport. Den billigste takst for tyskere i SVG 4,6 euro.

Dertil 7 kr. til eksportstalden, et par kroner til transportpapirer, et par kroner til øremærke og et par kroner til eget bøvl. I runde tal en omkostning på 10 euro ab Kolding + transporten til Kolding. Hvis man leverer direkte ud, skal man regne med, at dyrlægeudgiften cirka svarer til omkostningen til eksportstalden, men at transporten bliver billigere, fordi den ikke involverer to lastbiler. Til gengæld giver det logistikproblemer, da lastbilerne skal holde 48 timers karantæne fra Tyskland til Danmark, hvis de skal køre til en stald. ■ SVINEPRODUCENTEN 4 • 2008

7

Thi kendes for ret - et slag for retssikkerheden Af Hans Aarestrup

Nej, naturligvis er skuldersår ikke en saga blot, og retssagerne i Vestre Landsret var ikke et forsøg på at bevise, at skuldersår ikke findes, men blot, at årsagen til deres fremkomst er mere kompliceret end som så.

Vi må have fastslået, at retssikkerhed ikke er forbeholdt kriminelle, men også gælder almindelige borgere og borgergrupper, uanset hvor berygtede de end måtte være. Det kunne jo faktisk tænkes, at rygterne ikke talte sandt. Mange valgte at betale bøderne, fordi det så ikke blev offentligt kendt, at de var blevet anmeldt. Selv om de ikke mente, de havde gjort noget galt, skyndte de sig at betale, for selv om en retssag måske ville frikende dem, ville de være stemplet i lokalområdet, for som folkedomstolen vil vide ”Der går ikke røg af en brand uden ild”.

SVINEPRODUCENTEN 4 • 2008

8

Mere end 150 producenter har valgt at lade os forsøge at give dem oprejsning ved at få tilbagebetalt bøder og annulleret domme. I nogle medier har der været en stemning af, ”at det er da for galt, at de ikke bare kaster sig angrende i støvet, for hvis de ikke er skyldige i det ene, er de såmænd nok i det andet”. Dyrenes Beskyttelse er forargede over, at Vestre Landsret efter hvad de kalder et ”stærkt diskutabelt forløb” frikendte landmændene. De synes åbenbart, det er for galt, at man lader tvivlen komme de anklagede til gode.

Men der er håb for deres menneskesyn. I den franske forfatter Pierre Boulles fremtidsroman ”Abernes planet” har aberne indført et totalitært styre, hvor menneskene er reduceret til slaver og forsøgsdyr. Hvis den vision bliver virkelighed, vil man ikke længere have behov for langsommelige retssager med mulighed for at frikende uskyldige mennesker.

For nyligt fik transportørerne 5,5 millioner i erstatning plus det løse, fordi Fødevarestyrelsen havde opkrævet for meget i gebyr. Primo august fik Niels

Vinderslev et forlig med Fødevarestyrelsen på 8,2 millioner kr., fordi den havde begået en masse procedurefejl i forbindelse med lukningen, og - må man formode - havde fundet ud af, at de ikke havde en sag, som kunne holde i retten. Henrik Westergaard vil, når dette blad er trykt, sandsynligvis også have fået en erstatning. Det var den sag hvor Familieminister Carina Christensen lavede et selvmål, så stort at det i Rusland kunne have skaffet hende job som vandværksbestyrer i det ydre Mongoliet. I skrivende stund er politianmeldelsen mod de to transportører stadig ikke trukket tilbage, og der er absolut ingenting sket i sagen siden. Ingen er afhørt, ingenting er kontrolleret.

Som advokat Hans Sønderby blev citeret for at sige i JP, ”så behandler man ikke engang sine borgere så dårligt i Zimbabwe”.

Det bliver selvfølgelig nemmere at trække vejret frit, når man har skabt sig lidt albuerum med nogle vundne retssager, men det har også vist, at der ikke er nogen vej udenom, hvis man skal have markeret, hvor grænserne går. Der har været nogle helt urimelige bødeforlæg, og hvis man accepterer dem, er man sikker på, at naboen snart får et magen til og der ikke går længe, inden man selv får endnu et.

Thi kendes for ret: I fremtiden skal man vænne sig til, at man ikke uden videre betaler bøder og vedkender sig skyld. Enkelte har erfaret, at den praksis pludselig har bragt dem i en meget ubehagelig situation. Når domme kan ende på straffeattesten, og bøder kan resultere i træk i hektarstøtten, skal man passe på med ikke at være for hurtig til at erkende for at få det ud af verden i en fart. ■

2 positive nyheder fra 3S a/s i samarbejde med Topdanmark

Overskudsdelingen for 2007 er nu opgjort til over 21% i tilbagebetaling Ny 5-årig aftale med væsentlige forbedringer

Hvis du skal forny dine forsikringer og være en del af den succes, der er opnået på forsikringsområdet, så kontakt 3S a/s eller din lokale Topdanmark assurandør.

3S a/s · Karetmagervej 9 · 7000 Fredericia · Tlf. 7620 7979 · Fax 7620 7999 · 3s@3s.dk · www.3s.dk

»Det gælder om at holde fast i styret og

De bliver ved. Som sand i et timeglas er millioner af kroner de seneste mange måneder blevet suget ud af lommerne på de danske svineproducenter. Endnu ligger noteringen for et kg svinekød væsentligt under den faktiske produktionspris, men trods det faktum er troen på fremtiden relativt intakt. Overalt er kritiske øjne rettet mod de røde tal, men frustrationerne er ikke ledsaget af en opgivende mine. Tværtimod ser selvtillid og optimisme stadig ud til at være generelle kendetegn blandt de yngste svineproducenter.

Det er resultatet af den rundspørge, Svineproducenten har foretaget blandt en halv snes yngre landmænd.

- At opgive er ikke en tanke, jeg overhovedet har. Selvfølgelig tror jeg på, at der kommer balance i tingene. Det gælder om at holde fast i styret og komme derudaf. Det nytter ikke noget at hoppe af og trække, siger Svend Kjær Jensen, der blev selvstændig landmand i september sidste år.

Med en produktion på 15.000 slagtesvin om året er han trods gode produktionsresultater hårdt ramt af den dårlige økonomi i branchen, og ligesom alle andre sidder han hver torsdag og håber, at der nu sker der noget.

SVINEPRODUCENTEN 4 • 2008

10

- Man går hele tiden og venter. Er det næste uge, noteringen stiger? Hvad skal man tro? 20 øre er altså bare ikke nok. Man kan næsten blive skuffet, når den kun stiger 20 øre. Med de foderpriser skal noteringen et godt stykke over 11 kroner, siger han og skeler til den tyske notering.

- Den er da fristende, når den ligger 2-3 kroner over den danske, men jeg tror også, at man skal passe på. Der var i hvert fald nogle mælkeproducenter, som tabte store summer, da de prøvede lykken, siger han.

Drømmen lever Også Jacob Knutsson er skuffet over den danske notering, men som ejer af en opformeringsbesætning får han ikke meget ud af at skele til Tyskland. Sammen med banken holder han i stedet et vågent øje med sine egne produktionsresultater.

- Så længe vi viser, at vi laver de grise vi skal, så siger banken ikke noget. Vi kan kun køre på og vente på, at det bliver bedre.

Nu er drømmen om at blive selvstændig gået i opfyldelse, og jeg kunne aldrig drømme om selv at give op. Det skal komme op

komme derudaf«

igen, ellers er der mange, der skal stoppe, siger Jacob Knutsson, der overtog gården for godt et år siden.

Hans vurdering bakkes op af 31-årige Jens Thorsen, der de seneste to år har drevet sin egen opformeringsbesætning.

- Måske er bankernes tålmodighed det mest interessante spørgsmål. I sidste ende er det jo dem, der bestemmer, hvem der skal fortsætte. Hvis de smækker kassen i, så er det slut. Jeg tror på fremtiden, og det skal man også. Hvis du først er blevet sortseer, og hvis du begynder at tvivle, er det svært at overbevise andre. De fleste unge er ved godt mod, men de har heller ikke rigtig noget valg. Hvis de sælger nu, er de sikre på at stoppe med tab og kan betale af på gælden resten af livet. Det værste scenarie er i virkeligheden, at banken siger stop på det forkerte tidspunkt, siger Jens Thorsen.

Et kæmpe hul Gode produktionsresultater kan altså tilsyneladende holde banken fra døren, men er de også tilstrækkelige til at holde ens eget hoved oven vande?

Af Søren Schovsbo

I fem år har Niels Blem Sørensen været ejer af sin egen sobesætning. Han har 30 grise pr. årsso og selvom der altid kan optimeres lidt ekstra, er der ikke umiddelbart de store effektiviseringsgevinster i udsigt.

- Jeg synes, det er frustrerende, at vi ikke kan følge med de andre lande. Situationen er ikke motiverende, og der har generelt ikke været det vilde overskud i de fem år, jeg har været selvstændig. Der har faktisk kun været et godt år, de andre har vi slæbt os igennem med et nul, selvom arbejdsindsatsen jo har været den samme. Det tager for lang tid, inden vi kommer med. Det hænger ikke sammen prismæssigt, heller ikke selvom jeg heldigvis dyrker en del korn selv. Jeg synes, det er et spændende erhverv, men det skal hænge sammen, og der skal være økonomi i det, ellers gider man ikke i længden, siger Niels Blem Sørensen og tilføjer: - Jeg skal nok få betalt mine regninger, men der er altså et kæmpe hul, der skal fyldes ud, og spørgsmålet er, hvad fremtiden bringer. Det er jo ikke kun lige nu, noteringen er bagud i forhold til Tyskland. Det har vel knebet de seneste 2-3 år, siger han. ■

SVINEPRODUCENTEN 4 • 2008

11

Specialgrise – succes’er og fiaskoer Af Flemming Lønbæk Jensen

Der skal ligge en god historie bag en specialgris, og produktionen skal være etisk forsvarlig, men ikke alle forbrugere vil betale merprisen. ”Den, der har grisen, sætter prisen”. Det gamle ordsprog er formentlig allerede glemt. Det gælder i hvert fald ikke mere – og dog alligevel. Men vi skal ud i specialproduktionerne og dermed nicheproduktioner for at finde mening i ordsproget.

Kombinationen af en knap mængde, høj kvalitet og en god historie bag bliver til en vare, der kan sælges til en høj pris. Men det kræver markedsføring eller branding på højt niveau og frem for alt en realistisk fornemmelse af, om der er kundesegmenter til en given vare. Dertil kommer en evne til at vurdere og tolke trenden, såvel den korte modetrend som den længere, mere stabile trend. I dag er det de store supermarkedskæder sammen med slagteriselskaberne, der forsøger sig i denne vanskelige del af afsætningsspektret. Svineproducenternes rolle er at kunne udvise så megen fleksibilitet, at stort set enhver form for efterspørgsel kan honoreres. Vel at mærke på betingelse af, at der kan laves en acceptabel forretning.

SVINEPRODUCENTEN 4 • 2008

12

Mange specialgrise gennem tiden Det er ikke så få specialgrise, danske svineproducenter gennem tiden har været med til at producere. En hurtig optælling viser, at inden for de seneste 20 år har der været mindst 25 specialgrise. Nogle ”lever” endnu, mens andre ikke er i handelen mere.

Dødsårsag: Manglende efterspørgsel. Blandt de nuværende specialgrise er de mest kendte Øko-grise, Frilandsgrise, Antoniusgrise og som seneste skud på stammen Bornholmergrisen.

Karakteristisk for specialgrise er, at de produceres på kontrakt, i hvilken de forskellige krav til produktionen er beskrevet. Krav, der typisk er fastsat af det modtagende slagteriselskab i samarbejde med slagteriselskabets kunde. Endvidere fremgår afregningsbetingelserne af kontrakten. En slags specialgrise er også Englandsgrise og Tungsvin, men for førstnævntes vedkommende er det en gris, der produceres i et meget stort antal, ganske vist på kontrakt, men udelukkende med henblik på det britiske marked. For tungsvinenes vedkommende er der også tale om en relativ stor produktion, men ikke med henblik på en bestemt kundegruppe. Disse to typer af specialgrise samt Danish Crowns produktion af hangrise på Sjælland kommer i nærværende artikel ikke ind under nicheproduktion og vil således ikke være omfattet af de betragtninger der er foretaget i det følgende.

Hvert supermarked – sin specialgris Enhver detailkæde med respekt for sig selv har sin egen specialgris. Ikke nødvendigvis en gris, der i salgsvolumen betyder det helt store, men et kendt navn, der signalerer noget andet, for

eksempel dyrevelfærd eller god spisekvalitet, og som kan trække kunder til butikken. Kampen om kunderne er benhård. Når man taler med marketingansvarlige fra både slagteriselskaberne og fra detailleddet om, hvorfor det er så vigtigt med sin egen specialgris, så går det igen som en rød tråd, at den enkelte kæde har behov for at differentiere sig i forhold til konkurrerende udbydere. Markedsfilosofien går på, at man har noget, som de andre ikke har. Så er man ikke henvist til udelukkende at konkurrere på prisen for diverse udskæringer fra standardgrisen, som alle har på hylderne. Specialgrisen er profitskabende og skaber et loyalitetsforhold til kunderne. Vil man eksempelvis købe noget godt Antonius-kød, må man bevæge sig til Dansk Supermarked (Føtex og Bilka). Dansk Supermarked har en eksklusiv licens til Danish Crowns Antonius-varemærke i Danmark. Eksklusiv licensen afskærer ikke Danish Crown fra at sælge kød fra Antonius-grise til andre end Dansk Supermarked, men Danish Crown kan ikke sælge dette kød til andre under varemærket Antonius. Tilsvarende har Rema 1000 fået en eksklusiv licens med Danish Crown om leverancer af Den Go’e Gris. Her er der tale om et nyt koncept. I begge tilfælde ejer Danish Crown mærkerne, men de pågældende detailkæder har licens til at sælge disse specialgrise.

I midten af 1990’erne havde Coop (dengang FDB) en slags varefamilie bestående af en række varehuse som Superbrugsen, Kvickly, OBS, Daglibrugsen, Fakta, Irma med flere. Flere af disse varehuse profilerede sig med hver sin specialgris.

Superbrugsen havde således Gourmetgrisen og Kvickly havde Præmiegrisen, som skiftede navn til Gourmet i forbindelse med lanceringen af Kvalitetsmærkningsordningen (den blå lup), herom senere. I 1998 blev der dannet en kategoriorganisation med Irma som en højprofileret kæde, og Fakta som en discountkæde, mens de øvrige kæder i Coop-regi er almindelige supermarkeder.

Hvad siger svineproducenten?

En forudsætning for, at der kan markedsføres specialgrise, er jo, at der er svineproducenter, der både vil og kan producere dem.

Mange svineproducenter har gennem tiden foreslået, at netop den gris de producerer – for eksempel grise i gamle stalde med masser af halm, grise med speciel høj kødprocent eller grise fodret med utraditionelt foder – burde kunne ophøjes til en slags specialgris og dermed hjembringe en højere afregningspris. Men så nemt er det ikke. Typisk skabes en ny specialgris i samarbejde mellem en given detailkæde og et slagteriselskab. De forskellige

Kæderne og deres specialgrise Dansk Supermarked Antonius-grisen Coop Frilandsgrisen,

Bornholmergrisen Rema 1000 Den Go’ Gris Edeka Vitalius Superbest Frilandsgrisen Alle kæderne har Øko-grisen i deres sortiment Specialgrise Betegnelsen ”specialgris” dækker over en gris, der i produktionsmæssig henseende og/eller i markedsføringsmæssig henseende afviger fra den traditionelle ”standardgris”.

Generelt er produktionsomkostningerne højere end for standardgrisen, idet der ofte er tale om mere plads i stierne, eventuelt udeareal, halmstrøelse og i visse tilfælde specialfoder. Disse grise får deres eget navn, hvortil der ofte kan knyttes en romantisk historie, der appellerer til forbrugere.

Markedsføringen skal være massiv og vedvarende. Grisene produceres på kontrakt, som i enhver henseende skal overholdes. Afregningsprisen ligger typisk omkring 10 procent over afregningsprisen for standardgrisen, dog ligger økologiske grise betydeligt højere. Prisen i butikkerne ligger 5-15 procent over almindeligt svinekød.

➤

Eksempler på specialgrise gennem tiden I produktion: Antonius-grisen Bornholmergrisen Den Go’e Gris Enggrisen Grambogård-grisen Frilandsgris Vitalius Vores egen gris Økologisk gris Ikke i produktion mere: Den blå lup (Kvalitetsmærkningsordningen) Den 5 stjernede gris Danske slagtermestres gris Dreisler-grisen Englandsgrise non GM Enggrisen Flexgrisen Formel A-grisen Gourmet-grisen Guldgrisen Hjalmer Martelli Mester Porker Præmiegrisen Skovgrisen Steff Italiensgrise Table

SVINEPRODUCENTEN 4 • 2008

særkrav, som kæden stiller på kundens vegne, vurderer slagteriselskabet i samarbejde med potentielle leverandører af specialgrisen.

Dansk Svineproduktion involveres ofte for at beregne realistiske produktionsomkostninger i forhold til traditionelt producerede svin. Meromkostningerne må nødigt ligge mere end 10 procent over omkostninger ved traditionel produktion, idet erfaringen viser, at forbrugerne sjældent er villige til at betale mere. Der er som regel aldrig problemer med at finde svineproducenter, der har lyst til at prøve noget nyt, men uden omkostningsdækning og gerne lidt ekstra for at stå til rådighed, ”bliver der ingen bukser af det skind”. Svineproducenterne er nok omstillingsvillige, men de tænker også kommercielt. Det ved både slagteriselskaberne og detailkæderne. En differentieret råvareproduktion kræver mere direkte styring. Svineproducenterne bliver mere forskellige, der skal arbejdes med forskellige afregningssystemer, og der kan opstå særinteresser, som skal håndteres.

Mængdestyringsproblemer opstår let i specialproduktionerne, og det giver større problemer i kæderne, end mange specialproducenter vil erkende. Her er det vigtigt, at kontrakterne er formuleret forståeligt og konkret, og at kontrakten håndhæves. Man kan ikke ”sælge skindet, før bjørnen er skudt”.

Øko-grisen Øko-grisen er den af specialgrisene, der adskiller sig mest fra det almindelige slagtesvin både med hensyn til produktionsmæssige krav og til prisen. Øko-grisen lever sit eget liv. Det velkendte Ø-mærke angiver, at varen er ”statskontrolleret økologisk”.

Mærket kan sættes på grisen, hvis den er produceret efter de danske regler for økologisk husdyrproduktion. For at det er attraktivt at producere Øko-grise, skal afregningsprisen helst være op mod det dobbelte af afregningsprisen for almindelige slagtesvin, men i 2003 var prisen på økologisk svinekød helt i bund med kun cirka 75 procent over. I de seneste år har vi i lange perioder set priser, der er op mod 200 procent over. Stort set alle detailkæder fører Øko-grisen. Her er det altså ikke muligt at differentiere sig i forhold til konkurrenten, men omvendt vil en velrenommeret supermarkedskæde af hensyn til sit omdømme være nødt til gennem et øko-sortiment at signalere, at man er med på den økologiske bølge.

13

➤

Når staten blander sig I Fødevareministeriets bekendtgørelse nr. 23 af 15. januar 1998 er Kvalitetsmærkningsordningen defineret. Der var tale om en frivillig mærkningsordning, ”den blå lup”, som trådte i kraft den 1. marts 1998. Sloganet var ”kvalitet med omtanke”. Hele konceptet var yderst sympatisk og byggede på en række velkendte krav vedrørende dyrevelfærd og kvalitet. Mærket skulle favne alle daværende specialgrisemærker, såsom Antonius, Gourmet Gris, Mester Porker, Den Glade Gris, Vor egen Gris etc. Mærket skulle således være en paraply over kædernes egne mærker. Denne fiktive gris fik da også hurtigt øgenavnet ”ministergrisen”. Ordningen var dyr at administrere, og den manglede helhjertet opbakning fra slagteriselskaberne og detailhandelen. Der er ingen tvivl om, at ministeriet havde ventet, at ”den blå lup” ville få samme effekt som Ø-mærket. Sådan gik det som bekendt ikke. For eksempel blev den mest kendte af alle specialgrise, Antonius-grisen stærkt udvandet, da fødevareminister Henrik Dam Kristensen indførte kvalitetsmærket. Antonius skulle tilpasses de nye krav og kom dermed i direkte konkurrence med Mester Porker, GourmetGrisen med flere. Mange Antonius-kontrakter måtte siges op, fordi salget svigtede. Markedsføringen af specialprodukter kan ikke styres centralt. Kæderne kan ikke differentiere sig og mar-

kedsføre ”private labels” (kædens eget mærke). Skulle ordningen være blevet en succes som for eksempel Ø-mærket, skulle staten have ofret massiv markedsføring over lang tid. Mange marketingeksperter fra handelshøjskolerne dømte da også ret tidligt ordningens endeligt. I slutningen af december 1999 var detailhandelen ved at slå sig i tøjret. En arbejdsgruppe i slagteriregi blev derfor i maj 2000 nedsat med henblik på at finde en langsigtet løsning. Der blev peget på tre muligheder: 1. Branchen gør ikke mere. Detailhandelen vil trække sig ud.

Mærket vil dø 2. Ministeren skal bruge flere ressourcer på at slå mærket fast 3. Fire ting skal opfyldes: Ministeren skaffer et betydeligt millionbeløb, ingen nye elementer indbygges i ordningen, branchen og detailhandelen står loyalt sammen Mange møder og adskillige måneder senere blev håndklædet kastet i ringen. Der var ikke grundlag for at køre ordningen videre. Danish Crown meddelte således Fødevareministeriet i begyndelsen af 2001, at selskabet fra 1. marts 2001 ophørte med at forhandle produkter omfattet Kvalitetsmærkningsordningen.

Firmaer som er medlemmer af Danske Svineproducenter:

Ammoniakreduktion

Landbrugscentre Landbrugscentre

Totalleverandør til svineproducenter Staldindretninger Tørfodring Vådfodring

www.danskebank/landbrug Telefon 70 10 12 22

Inventar Transponder Ventilation

ACO Funki A/S Tel.: 97119600

www.acofunki.dk

Funki_Ad_3.indd 1

www.grene-agro.dk V I L O F A R M

SVINEPRODUCENTEN 4 • 2008

14

www.danskebank/landbrug Telefon 70 10 12 22 19.02.2008 11:50:56

Tel. 96 80 85 00

www.skiold.com www.egebjerg.com Fremtidssikrede løsninger til svineproducenter - nationalt og internationalt EGEBJERG INTERNATIONAL A/S • Tlf. 59 36 05 05

Specialister i miljøgodkendelse af husdyrbrug Hurtig opstart og hurtig afslutning Tlf. 70 27 07 45 - Web: www.natureconsult.dk - e-mail: info@natureconsult.dk

Tel 99 89 88 87

Krav til salg af specialgrise Den dygtige ekspedient ved godt, at kunden altid har ret. Eller med andre ord: Hvis kunden ikke er tilfreds, bliver der ikke tale om genkøb. Derfor er det sü vigtigt, at varen (specialgrisen) lever op til det, man annoncerer. TrovÌrdighed er her et nøgleord.

Fire overordnede ting skal følge et specialprodukt: • Bag produktet (specialgrisen) skal der vÌre en trovÌrdig historie, som forbrugeren kan identificere sig med • Dokumenterbar dyrevelfÌrd skal vÌre opfyldt • Spisekvaliteten skal vÌre i top • Prisen skal vÌre højere end standardvaren, men ikke ublu En ny Gallupundersøgelse viser, at 70 procent af danskerne forventer, at det er kÌdens ansvar at fravÌlge varer, der ikke er produceret etisk forsvarligt og viser dermed kÌden høj tillid.

Derimod er der ikke lige sü stor en andel af befolkningen, der er parat til at betale ekstra, nür det kommer til stykket. I afsÌtningsøkonomien taler man om 70 procent-fÌnomenet. Nür kunderne spørges, er der altid omkring 70 – 80 procent, der er villige til at betale mere, men nür pungen skal op af lommen, er tallet langt mindre.

Hvis kravene til specialgrisen ikke er noget, der interesserer

forbrugeren, für specialgrisen ikke lang levetid. I sommeren 2001 lancerede Danish Crown efter aftale med Coop en Englandsgris (løsgüende søer) baseret pü GM-frit foder (ikke gensplejset foder).

Det var yderst kompliceret overhovedet at skaffe og ikke mindst at dokumentere det GM-frie foder. Det viste sig imidlertid hurtigt, at forbrugerne i virkeligheden slet ikke interesserede sig for denne gris. Coop mütte opgive at sÌlge kød fra denne gris, og de indgüede kontrakter med svineproducenterne mütte opsiges.

Bornholmergrisen Den nyeste specialgris pĂĽ den lange liste er Bornholmergrisen.

De første grise blev slagtet pü Danish Crowns anlÌg i Rønne i det tidlige forür. Det er Coops 85 Kvickly butikker landet over, der sÌlger denne nye specialgris. Butikkerne modtager diverse delstykker fra Danish Crown, hvorefter tilskÌring finder sted ude i butikkerne. Den er markedsført professionelt, og der er en god, lokal historie bag. Kød- og spisekvaliteten er i højsÌdet, mens der ikke spilles pü dyrevelfÌrden, selvom der er krav om mere plads, strøelse med videre. Salget har füet god vind i sejlene.

Forbrugerne har taget godt imod den nye gris, og der er allerede planlagt udvidelser i produktionen i efterĂĽret. Noget tyder pĂĽ, at der ikke er tale om en døgnflue. â–

www.jydenbur.dk ¡ jydenbur@jydenbur.dk

Tel. 97 88 53 00

www.loekkes.dk

Se www.bopil.dk ��� ��� ��������� ����� �������������� � ����������������

www.graakjaer.dk

TrovÌrdig ekspertise – i totalentreprise!

Tlf.: +45 74 40Tel. 707025 www.nykredit.dk 10 31 10

Foderløsninger med kvalitetsfoder

41' 4FMTLBCFU

XXX TQG EL

Tlf. 33 69 87 00 www.dlg.dk

HøjrisallÊ 89 7430 Ikast T: +45 96 60 64 00 F: +45 96 60 64 36 www.ikadan.dk ikadan@ikadan.dk

tlf. 70 22 43 33

www.topdanmark.dk/landbrug Landbrug Kundecenter: 4474 7112

SVINEPRODUCENTEN 4 • 2008

nykredit.dk/erhverv

15

Hollænderne har netop udgivet en tankevækkende rapport om, hvad de mener, der skal til for, at de kan få overtaget på det tyske marked for smågrise.

Der er flere ting i rapporten som er tankevækkende, og derfor har vi valgt at oversætte og bringe sammendraget i Svineproducenten.

Noget man i hvert fald kan undre sig over er, at vi ikke i Danmark har fået den tanke at bede nogen om at lave en tilsvarende undersøgelse. I 2008 kan vi ende med at eksportere over fem millioner smågrise til Tyskland. Det er sket uden, at der fra centralt hold er brugt penge på markedsundersøgelser og markedsføring. Det bør der ændres på, og med et bidrag til Svineafgiftsfonden fra disse smågrise på 15 - 20 millioner kroner var det vel naturligt, om man tog en krone pr. eksporteret gris herfra og anvendte til at sikre dette marked. Hvis ikke vi gør noget ud af at markedsføre vores supergode grise, ender vi bare med, at vi også skal forære vores pattegrise væk til en alt for lav pris.

Smågriseeksport til Tyskland:

Et marked der kan vindes Handlingspunkter for den hollandske svinesektor Oversættelse af Jette Harnbjerg Introduktion Den hollandske dyreeksportorganisation DLEA under Product Boards for Livestock, Meat and Eggs (PVE) har bedt det statslige hollandske landbrugsforskningscenter LEI om at forske i mulighederne for at øge og forbedre salgsaspekterne for hollandske smågrise på det tyske marked.

SVINEPRODUCENTEN 4 • 2008

16

Resultatet af en stigende smågriseproduktion og eksport fra både Holland og Danmark er, at konkurrencen skærpes på salgsområdet. På grund af usikkerheden omkring salgsmulighederne på fjernere markeder, er det nødvendigt, at Tyskland som det vigtigste eksportmarked for smågrise får mere opmærksomhed.

Det er yderst vigtigt både for eksportører og for hele den primære svinesektor, at alle muligheder for hollandsk eksporterede smågrise til nabolandet Tyskland udnyttes fuldt ud. Formålet med denne undersøgelse er at tilvejebringe information med henblik på at forbedre konkurrencedygtigheden inden for smågrisesalg på det tyske marked. Ved hjælp af både dybdegående interviews i Tyskland, Holland og Danmark og undersøgelser blandt

hollandske handelsfolk suppleret med en litterær undersøgelse er der opnået indsigt i den aktuelle samt forventede struktur inden for smågriseproduktion og -efterspørgsel samt ligeledes indsigt i de kritiske succesfaktorer inden for smågrisesalg.

Der gives konkrete anbefalinger til forbedring og udvidelse af smågrisesalget til Tyskland.

Branchens struktur Den tyske svinesektor er cirka dobbelt så stor som den hollandske, men produktionsenhederne har en relativt lille gennemsnitsstørrelse: 76 søer og/eller 212 slagtesvin. På regionsbasis er gårdene meget små i det sydlige Tyskland og relativt store i det østlige af landet, hvorimod Nordvesttyskland, som den vigtigste markedsregion, har gennemsnitsstørrelser.

I 2007 importerede Tyskland i alt 5,8 mio. smågrise og eksporterede 0,9 mio. smågrise. Nettoimporten fra Holland udgjorde ca. 4,9 mio. smågrise. Importen fra Holland var 2,4 mio. smågrise (42%); resten kom fra Danmark. Delstaterne Niedersachsen og Nordrhein-Westfalen er de vigtigst markeder.

Nettoefterspørgslen på smågrise i disse to delstater er 7,6 mio. smågrise.

Smågriseproduktionen i Tyskland er under pres, delvist pga. de relativt ugunstige produktionsomkostninger ved sohold. Der er en synlig ændring over imod slagtesvineproduktion. Hvis den nuværende tendens i udvikling inden for denne sektor fortsætter i en lineær kurve, vil den krævede smågriseimport i Tyskland stige med ca. 5 mio. til ca. 10 mio. smågrise netto i 2015.

I Tyskland anvendes mange forskellige smågrisenoteringer.

Noteringen i Niedersachsen (tidligere Weser-Ems-noteringen) er den mest relevante for hollandske smågriseproducenter der eksporterer. Om foråret stiger denne notering i et langsommere tempo end de hollandske noteringer, hvilket tillæggene ofte kompenserer for. Den hollandske branche er rimelig stabil hvad angår antallet af dyr. På en gennemsnitsgård er der ca. 259 søer og/eller 688 slagtesvin; dette er mere end tre gange så mange som det tyske gennemsnit.

Hollands smågriseeksport steg til 5,0 mio. smågrise i 2007.

Ud fra en række antagelser er det kalkuleret, at smågriseeksporten vil stige til 7,0 mio. i 2015.

Pt. har Holland paragraf 9 status for Aujeszky-syge. Paragraf 10 status forventes at træde i kraft senest i starten af 2009. Dette betyder lettere adgang til det tyske marked, eftersom blodprøver ikke længere kræves, og i princippet kan alle produktionssteder levere smågrise uden, at der kræves dispensation.

Med 13 mio. svin er svinesektoren i Danmark lidt større end i Holland, specielt på slagtesvineområdet. Gårdene er med et gennemsnit på 296 søer lidt større end de hollandske.

Danmarks smågriseeksport er steget væsentligt i de senere år og udgjorde 3,8 mio. smågrise i 2007. Der forventes en yderligere stigning på 0,5 mio. smågrise pr. år. Dette vil bringe smågriseeksporten op på 7,8 mio. i 2015, - en stigning på 4 mio. smågrise sammenlignet med 2007.

Dansk svineproduktion konfronteres med en række strammere transportregler, som går forud for EU’s regler på området.

Stigende smågriseproduktion og øget eksport fra Danmark og Holland vil skærpe konkurrencen på det tyske marked. Hollænderne forbereder sig på fremtiden.

Som en konsekvens heraf går ca. 90% af smågriseeksporten gennem et eksportopsamlingssted. Desuden gælder der skrappere kapacitetskrav ved transportture som overstiger otte timers transport. Konkurrencemæssigt er dette ufordelagtigt for den danske eksport.

En stor stigning i udbuddet af smågrise forventes i de nærmeste år, særligt på det tyske marked. Dette vil utvivlsomt få alvorlige konsekvenser for smågrisepriserne, da konkurrencen på prisen er meget hård. Dermed vil smågriseproduktionerne i Holland og Danmark – og endnu mere i Tyskland – sættes under hårdt pres.

Det er vigtigt for smågriseproducenter og -eksportører at differentiere sig på kvaliteten af de leverede smågrise.

➤

SVINEPRODUCENTEN 4 • 2008

Resultat af undersøgelsen, konklusioner og anbefalinger I de foretagne interviews og undersøgelser blev kritiske succesfaktorer for salg til Tyskland behandlet. De faktorer der spiller en rolle i handlen med Tyskland er; salgssamarbejde, sundhed, race, produktions- og slagtekvalitet, smågrisevægt, antal smågrise i leveringen, smågrisenotering og information samt kommunikation.

Den gennemsnitlige tyske slagtesvineproducent beskrives som en ”bekvemmelighedproducent”. En tysk slagtesvineproducent ønsker ”sikkerhed”, ikke smågrise der kræver en instruktionsmanual, men bare smågrise som trives og vokser uden for mange problemer og uden, at de kræver ekstra opmærksomhed. På produktivitet halter de tyske slagtesvineproducenter efter de hollandske og danske. Modparten til den tyske slagtesvineproducent er den hollandske smågriseproducent, som anses for at være en ”købmand”, men så sandelig også en specialist.

Det synes fornuftigt at gå efter faste aftaler og et klima, som karakteriseres af tillid mellem smågriseproducenten og slagtesvineproducenten. Dette gør det lettere at udveksle information.

Der er samtidig en større stabilitet i handel til trods for sæsonudsving i smågriseudbuddet. Aftaler mellem smågriseproducenter og slagtesvineproducenter er meget almindelige. I interviewene

blev det anbefalet, at slagtesvineproducenten og smågriseproducenten af og til mødes og får kendskab til hinandens stald- og produktionssystemer. Sundhedsforhold kan også diskuteres. Der bør ikke leveres nogen anonyme smågrise. Hollandske smågriseproducenter har den fordel, at smågrisene leveres direkte fra gården til køberen, i modsætning til det danske system, hvor smågrisene som regel leveres via et opsamlingssted.

Den hollandske smågrisesundhed karakteriseres som ”tilfredsstillende” af tyskerne. Smågrisenes sundhed forventes at være det vigtigste parameter inden for salg og en afgørende faktor i konkurrencen mellem leverandører. Nogle tyske handelsfolk forbinder hollandske smågrise med helbredsproblemer. Danske smågrise lider mindre under dette image, delvist pga. danskernes sundhedsovervågningssystem og kommunikation på området.

Der er behov for et sundhedsovervågningssystem med en produktionsstatus, som kan tjekkes af købere. Holland er pt. hverken fri for PRRS eller Mycoplasma, men et overvågningssystem kan hjælpe med at kontrollere og reducere udbredelsen af disse og andre forhold eller måske endda udrydde hele deres eksistens.

Dette system kan desuden bruges inden for kommunikation og i image-forbedrende kampagner rettet mod tyske købere. Det anbefales at etablere et centralt sundhedsovervågningssystem, både med henblik på at forbedre sundheden, som f.eks. inden for PRRS eller Mycoplasma, og for at forbedre kommunikationen til køberne.

I mange situationer anvendes opstartsmedicinering som standard af de tyske slagtesvineproducenter, fordi de ikke kender smågrisenes sundhedsstatus. Nødvendigheden af dette kan begrænses, hvis smågriseproducenten forsyner køberen med tilstrækkelig information. Det anbefales, at ved faste aftaler informerer smågriseproducenterne slagtesvineproducenterne om de produktionsoplysninger der er relevante for deres metoder. Her kan et sundhedsovervågningssystem med digitalt tilgængelige produktionsinformationer og et certifikat over smågriseleverancen være nyttig.

Den hollandske svinesektor (både handelsbranchen og svine-

17

➤

SVINEPRODUCENTEN 4 • 2008

18

producenterne) er enige; Holland skal opnå paragraf 10 status for Aujeszky-syge så hurtigt som muligt. Forventningen er, at dette vil træde i kraft senest i starten af 2009. Hollandske smågriseproducenter og handelsfolk kender konsekvenserne af den nye status: mindre smågriseleverancer med en noget lavere sundhedsstatus vil blive solgt til lidt lavere priser på det tyske marked. De tyske handelsfolk har meget lidt kendskab til, hvad dette betyder for eksporten. Det anbefales at oplyse de tyske handelsfolk om konsekvenserne af den nye paragraf 10 status for Aujeszky-syge.

Danske smågrise karakteriseres ved en lidt lavere gennemsnitskødprocent ved slagtning. Ifølge de interviewede varierer den mellem et gennemsnit på 1% og 2,5% mindre kød for danske slagtesvin i forhold til tyske svin. Der kompenseres for dette ved hjælp af management-tiltag (restriktiv fodring i slutning af perioden) og salgsmetoden (levende eller FOM- klassifikation).

I betragtning af ændringen på det tyske kødmarked over imod mere industrielle svin, synes der bestemt at være muligheder for smågrise som er lidt mindre Piétrain-agtige.

De tyske slagtesvineproducenter foretrækker hårdføre smågrise med få sundhedsproblemer og en maksimal dødelighed på 2%. Her spiller vaccinationer og opstartsmedicinering en vigtig rolle. Smågrisenes hårdførhed vurderes af de tyske handelsfolk som utilfredsstillende. Præstationen i staldene og på slagterierne ses ikke som en styrke, men vurderes generelt som ”medium til god”.

De tyske slagtesvineproducenter er meget opmærksomme på omkostningerne ved at købe foder (foderbevidste) og på afregningen for deres slagtesvin. Hvis der er tale om meget sunde smågrise og en ordentlig rådgivning, kan meget gode resultater

opnås. Imidlertid skal slagtesvineproducenterne investere i god foderkvalitet samt sundhedsovervågning. Denne resultatorienterede måde, dvs. hvor man ser mere på slutresultatet og mindre på input’et, kræver for nogle slagtesvineproducenters vedkommende en kovending i deres måde at tænke på. Der ligger en udfordring for hollandske smågriseeksportører med hensyn til management.

Den ønskede smågrisevægt varierer mellem 23 og 30 kg, og her spiller forskellige aspekter en rolle. Spredningen i smågrisevægt hos de hollandske smågriseproducenter opfattes som utilfredsstillende. Det anbefales, at hollandske smågriseproducenter tilstræber at have tilstrækkeligt plads til opdræt af smågrise (minimum fire gange så meget plads til smågrisene som til søerne) ud fra et perspektiv om fleksibilitet og dyresundhed.

De hollandske producenter arbejder ofte med aldersgrupper i produktion og salg, hvorimod danskerne som regel arbejder med vægtgrupper. Dette forklarer den lavere ensartethed i smågrisevægten, når man køber hollandske smågrise. Til trods for, at de generelle hollandske metode resulterer i en lidt mindre ensartet smågrisevægt i leverancerne, er fordelen ved den metode de reducerede sundhedsrisici. Da ensartethed i smågriseleverancen er et vigtigt aspekt for mange af de interviewede, anbefales det at informere om fordelen ved strategien omkring aldersgrupper for sundhedsrisici inden for slagtesvineproduktion.

I Tyskland er alt-ind-alt-ud-princippet meget almindeligt på sektionsniveau eller – i mindre udstrækning – på staldniveau.

Store smågriseleverancer er ønskelige i denne henseende. Hvad angår salg har antallet af smågrise i leverancerne været en af de vigtigste faktorer. De interviewede forventer, at flokstørrelsen bliver mindre vigtig, hvorimod sundheden anses for at blive en

meget vigtigere faktor i udvælgelsen af smågrise og leverandørerne af dem.

De interviewede mener tillige, at den danske svinesektor har opbygget et bedre image end den hollandske. Dette er ganske enkelt noget, som danskerne er gode til pga. deres samarbejdsstruktur og deres nationale kultur. Der er dog delte meninger om, hvorvidt dette image matcher realiteterne. Det hollandske image kan forbedres gennem produktionstal over effektiviteten inden for slagtesvineproduktion og slagtning. Der findes eksporterende smågriseproducenter, som får deres dyrlæge til at forklare sundhedsresultaterne til deres tyske slagtesvineproducenter.

Slagtesvineproducenterne påvirkes af denne information. Det anbefales derfor at satse på en stærk kommunikation med en objektiv, kvantitativ underbygning til den tyske svinesektor.

Anbefalingen er at etablere en kommunikationsplan til forskellige grupper: tyske slagtesvineproducenter, tyske mellemled (handelsfolk, rådgivere, Landbrugsministeriet), hollandske smågriseproducenter og hollandske eksportører. Målene for kommunikationen inkluderer: • Styrkelse af de hollandske smågriseproducenters image • Understregning af vigtigheden af faste aftaler • Styrkelse af kontakten mellem slagtesvineproducent og smågriseproducent samt udveksling af information om produk-

• •

• •

• •

tionsforhold og -resultater, særligt ved Piétrain-agtige svin, som kræver mere opmærksomhed og professionalisme hos slagtesvineproducenten Købernes bevidsthed om den nye paragraf 10 status for Aujeszky-syge Sundhedsbehandling (opstartsmedicinering, vaccinationer) på tyske slagtesvineproduktioner som er bedre rustet til faktiske nødvendigheder pga. bedre information (via sundhedsovervågningssystem og certifikater for smågriseleverancerne) Styrkelse af en resultatorienteret model blandt tyske slagtesvineproducenter Bevidsthed om nødvendigheden af mere plads til smågriseopdræt hos hollandske smågriseproducenter ud fra et perspektiv om fleksibilitet og smågrisesundhed Hollandske, eksporterende smågriseproducenter er bedre til at forstå de tyske køberes præferencer Hollandske, eksporterende smågriseproducenter bliver mere opmærksomme på vigtigheden af den kritiske succesfaktor nummer 1: smågrisenes sundhed.

Kommunikation er en vigtig succesfaktor i konkurrencen om smågrisesalget på det tyske marked. ■

Udarbejdelse af miljøansøgninger uden ventetid til fast pris SVINEPRODUCENTEN 4 • 2008

Kontakt Patriotisk Selskabs Miljøafdeling for yderligere information på telefon 6315 5400

19

Ikke nok bevågenhed til dyrevelfærden Af Anders Nørgaard

Ifølge en pressemeddelelse den 11. juli 2008 skal Fødevarestyrelsen i 2008 udforme sin strategi for 2009-2012. I den forbindelse havde styrelsen bedt rådgivningsvirksomheden COWI om at gennemføre en analyse, der skulle beskrive udvalgte samarbejdsrelationers holdning til og syn på styrelsen og dens arbejde.

Vi er i Danske Svineproducenter ikke blevet spurgt om, hvad vi synes. Vi føler da ellers, at vi og vores medlemmer er superbrugere af kontrollanter fra Fødevarestyrelsen – vi ser dem da ind i mellem.

Konklusionen i rapporten er på nogle punkter lidt i modstrid med danske svineproducenters opfattelse af dagligdagen, og derfor har vi valgt at give den et par ord med på vejen.

Rapportens konklusioner Rapporten beskriver bl.a., at dyrevelfærdsområdet er det af Fødevarestyrelsens mange fokusområder, der får den største kritik. Konklusionen er ”en klar opfordring til at prioritere en professionel håndtering af området”, og hvis Fødevarestyrelsen vil bibeholde rollen som veterinærfaglig ekspert på dyrevelfærdsområdet, bør styrelsen overveje at revidere den hidtidige strategi markant. Især på dyrevelfærdsområdet halter styrelsen, siger alle de spurgte interessenter. ”Styrelsen har over en årrække ikke ydet dyrevelfærd den bevågenhed, som den politiske opmærksomhed på området berettiger” (Justitsministeriet)

SVINEPRODUCENTEN 4 • 2008

20

De øvrige adspurgte kritiserer styrelsen for inkompetent håndtering af dyrevelfærdssager under henvisning til sager med dyr under transport.

Styrelsen bliver også kritiseret for at være for usynlig i mediebilledet, og de forsømmer at markere sig og vise, at de besidder kompetence i de sager der er i befolkningens søgelys. Det påpeges, at det trods en næsten kronisk medie- og ministerstorm er lykkedes at tage nogle fornuftige beslutninger og at det er begyndt at gå i den rigtige retning.

Rapporten kredser en del omkring noget, som omhandler dyrevelfærd i forbindelse med dyretransporter. Det har da også været en stor sag, som i den grad har involveret befolkningen.

Desværre for styrelsen kommer fremgangen i fornuftige beslutninger efter, at tidligere forbrugerminister, og dermed chef for Fødevarestyrelsen, Carina Christensen i juni 2007 efter indstilling fra Fødevarestyrelsen lukkede to samlestalde hos to danske svineeksportører og inddrog deres transportautorisation efter et tv-indslag. Måske for at vise handlekraft.

Sagen endte med, at den ene eksportør (Niels Vinderslev) den 7. august 2008 indgik forlig og blev tilkendt 8,2 millioner kroner i erstatning. Et klart nederlag for Fødevarestyrelsen for en alt for hurtig og ufaglig håndtering af en konkret sag. Den anden transportør, som led samme skæbne, kan nu også se frem til erstatning, siger Fødevareministeriet til Jyllandsposten.

Det er ikke helt usandsynligt, at Fødevareministeriet føler, Fødevarestyrelsen ikke har leveret den ønskede faglige sparring for ministeren, bl.a. på baggrund af disse uheldige historier.

Der har efter vores bedste overbevisning ikke manglet fokus på dyrevelfærden. Vi kan selvfølgelig vælge at læse konklusionen om manglede fokus på dyrevelfærden som et tegn til styrelsen om at få fokus på at sætte nogle kompetente personer til at udføre kontrollen.

Hvad behandler rapporten ikke?

Ved gennemgang af rapporten, som ikke er lang, selvom man har interviewet 31 personer fra forskellige organisationer med et indgående kendskab til Fødevarestyrelsen, kan man ikke undgå at tænke på, hvem der repræsenterer svineproducenten. Når konklusionen er, at der er for lidt fokus på dyrevelfærd, og det er et område der skal prioriteres, kan man som svineproducent ikke lade være med at tænke: ”Hvorfor har ingen spurgt os, om vi synes, Fødevarestyrelsens kontrollanter har for lidt fokus på dyrevelfærd?”

Det er min vurdering, når vi taler med vores medlemmer, at mange har set velfærdskontrollen. Det er ikke manglende fokus på området vi oplever, men derimod, at vores medlemmer ikke er særlig imponerede af deres fremtoning og faglighed. Vi kunne godt have tænkt os, at styrelsen – når de er ved at planlægge deres strategi for de næste år - også spurgte os, om hvad vi oplever. Svineproducenterne er styrelsens brugere, og mange har mødt dem i deres stalde.

Hvordan ser det ud med dyrevelfærden i danske stalde?

Den seneste rapport om dyrevelfærdskontrollen i de danske stalde viser, at Fødevarestyrelsens kontrollanter i 2006 og 2007 foretog hhv. 2.115 og 1959 velfærdskontrolbesøg i besætninger med mere end 10 landbrugsdyr eller heste.

67 % af dem blev gennemført i kvæg- eller svinebesætninger,

Dyreart pct. af

besætninger

uden

anmærkninger Kvæg 63,6 Svin 44,2 Øvrige 86,2

2006 pct. af pct. af pct. af besætninger besætninger besætninger med der er uden indskærpelser meldt til politiet anmærkninger 34,1 2,3 77,9 48,9 6,9 56,8 13,5 0,3 86,8

2007 pct. af besætninger med indskærpelser 20,2 39,7 12,7

pct. af besætninger der er meldt til politiet 1,8 3,5 0,5

Tabel: Procentvis fordeling af besætninger uden anmærkninger, besætninger, der har fået indskærpelser og besætninger, der er meldt til politiet, fordelt på kvæg, svin og øvrige besætninger i hhv. 2006 og 2007. Politianmeldelserne inkluderer eventuelle anmeldelser af forhold, som er blevet indskærpet i det foregående kontrolår, men som ved opfølgende kontrol har vist sig ikke at være rettet.

hvilket er 611 svinebesætninger i 2006 og 569 i 2007. Faldet skyldes ifølge styrelsens egen forklaring, at antallet af besætninger - især på kvæg- og svineområdet - går mod færre og større besætninger.

Resultatet viser, at der er blevet ca. halvt så mange indskærpelser for svins vedkommende (996 i 2006 og 537 i 2007).

Disse resultater burde komme styrelsen og hermed svineproducenterne til gode, så resultatet ikke bliver, at der kommer mere kontrol af svineproduktioner. For hvem er det lige, der skal betale?

I 2006 havde 44,2 % af svinebesætningerne ingen bemærkninger. I 2007 var tallet steget til 56,8 %. Tabel 1 viser hvordan kontrollen så ud, også for kvæg og øvrige besætninger.

I den forbindelse er det relevant at sige, at for svins vedkommende var det i 2007, som i 2006 stadigvæk manglende rode- og beskæftigelsesmaterialer der var den hyppigste årsag til indskærpelser. Dernæst var det i 2006 ”ikke forsvarlig pasning af syge og til skadekomne dyr”. I 2007 var det næst hyppigste problem manglende blødt leje i sygestien.

I 2006 blev 129 forhold i en svinestald meldt til politiet, mod kun 37 i 2007. Hovedparten af dem der blev politianmeldt var begrundet i, at syge og tilskadekomne dyr ikke blev passet forsvarligt.

Velfærdskontrollen kigger også på transport af svin til slagteriet.

Også her er antallet af anmeldelser halveret. I 2006 var det søer med skuldersår, der blev fundet, og i 2007 var det slagmærker på grise der var den hyppigste årsag til politianmeldelser af svin under transport. Antallet af skuldersår og slagmærker var kraftigt stigende i 2006 i forhold til 2005. I 2007 falder antallet.

Af rapporten vedr. velfærdskontrollen i 2006 og 2007 fremgår det, at antallet af politianmeldte søer med skuldersår fundet ved indgangen til slagteriet i 2007 var 132, mod 337 søer i 2006. Og det er ikke, fordi de er sendt ud af landet. Antallet af søer, der blev fundet med skuldersår på samlestalde var 12 i 2007 og 11 i 2006.

Så der er ingen grund til at øge kontrollen og på den måde beskylde Fødevarestyrelsen for ikke at have fokus på velfærden.

Samlet set er velfærden ikke på vej ned. ■

SVINEPRODUCENTEN 4 • 2008

21

Nyt fra Dansk Svineproduktion (DSP) Af Nicolaj Nørgaard og Martin Andersson

MRSA Der er mange bogstavstavskombinationer i svineproduktionen, og af dem vi kommer til at høre mere om er MRSA. MRSA er en penicillinresistent stafylokok, der er brugt store ressourcer på at holde nede på hospitaler. Den har været kendt i mange år og baggrunden for, at der nu bliver sat særlig fokus på den er, at en undersøgelse i en række svinebesætninger i Danmark tyder på, at den forekommer i mindst 5 % af besætningerne.

Det vil altså sige, at den allerede er vidt udbredt og formentlig vil være at finde i en stor del af besætningerne i løbet af en årrække, da den spredes ved handel med dyr.

Bakterien har ingen konsekvens for fødevaresikkerhed og den har ingen konsekvenser for dyrenes sundhed. MRSA er først og fremmest et arbejdsmiljøproblem, fordi medarbejdere, som bliver bærere, skal behandles med særlige antibiotika i tilfælde af en stafylokokinfektion f.eks en byld, en bullen finger eller betændelse i et sår. Bærere af MRSA vil også blive håndteret særligt, så bakterien ikke spredes på sygehusene.

Altså på ingen måde en alarmerende situation for staldpersonalet og i forhold til så mange andre arbejdsmiljøproblemer.

MRSA er ikke farligere end andre stafylokokker, der forekommer alle vegne. Problemet opstår ved en eventuel fejlbehandling og sundhedsvæsenet er stærkt bekymrede for de ekstra omkostninger, der kan komme på grund af den særlige håndtering.

På det seneste DSP-bestyrelsesmøde var der en lang og grundig diskussion af betydningen og håndteringen af MRSA. Der kan på ingen måde blive tale om at udrydde MRSA, og derfor er det en bakterie, vi skal lære at leve med.

DSP er også ved at diskutere situationen med Fødevarestyrelsen og Sundhedsstyrelsen og i løbet af kort tid vil der komme nogle generelle anbefalinger til alle svineproducenter og medhjælpere. Ikke mindst i de positive besætninger.

SVINEPRODUCENTEN 4 • 2008

22

Politianmeldelser, transportegnethed og ansvar!

Fødevarestyrelsen har offentliggjort resultaterne af fødeva-

reregionernes kontrol med dyrevelfærden for 2006 og 2007.

Hovedkonklusionen er, at antallet af overtrædelser, som fører til politianmeldelser, er faldende i besætningerne, og der er også tendens til færre overtrædelser i forbindelse med dyretransporter.

I svinebesætninger er det især mangel på adgang til rodemateriale, utilstrækkelig pasning af syge eller tilskadekomne dyr, skuldersår hos søer og mangelfulde forhold omkring sygestier, der har givet anledning til politianmeldelser.

Der er dog en positiv udvikling fra 2006 til 2007 i konstaterede tilfælde af skuldersår hos søer. Her er antallet af politianmeldelser ved besætningskontrollen faldet fra 19 tilfælde i 2006 til seks tilfælde i 2007, og for søer, der er transporteret til slagteri, er antallet af politianmeldelser faldet fra 337 i 2006 til 132 i 2007.

Af Fødevarestyrelsens rapport fremgår det, at der ved levering til slagtning var 739 forhold i 2006, der blev politianmeldt og 383 forhold i 2007.

Et meget glædeligt fald, men måske også et udtryk for en usikkerhed hos chauffører og landmænd om, hvad der rent faktisk er transportegnet.

Spørgsmålet om politianmeldelser af chauffører og transportvirksomheder i forbindelse med sager vedrørende transportegnethed har været drøftet mellem Fødevarestyrelsen, Landbrugsrådet, DMA og DSP. Grundlæggende bør ansvaret bæres af landmanden og kun i de tilfælde hvor chauffør/transportvirksomhed reelt har haft reel og åbenlys mulighed for at opdage, at dyret ikke er transportegnet, er det rimeligt også at inddrage chaufføren i en politianmeldelse.

Det bør også være sådan, at en transportklæring fra landmandens dyrlæge under alle omstændigheder friholder chaufføren for ansvar. Hvis den tilsynsførende dyrlæge fra Fødevarestyrelsen på trods af den praktiserende dyrlæges vurdering mener, at der skal laves en politianmeldelse, bør det alene være landmanden og hans dyrlæge, der bliver anmeldt.

Fra DSPs side vil vi gerne opfordre alle svineproducenter til at bruge deres dyrlæge som ’second opinion’, hvis der er tvivl om,

hvorvidt en gris er transportegnet eller ej. Bliver dyret erklæret transportegnet af dyrlægen, bør der ikke efterfølgende være en diskussion med chaufføren om den kan komme med eller ej.

Det er DSPs håb og forventning, at der stille og roligt falder ro på området, så hverken svineproducent eller chauffør skal leve i usikkerhed, og så der ikke går unødigt mange grise til DAKA i stedet for til slagteriet.

Fagligt set er der stor enighed om, hvornår en gris er transportegnet. Vejledningerne kan printes ud fra DSPs hjemmeside www.dansksvineproduktion.dk.

Man behøver ikke være særlig pessimistisk for at konkludere, at der lurer en ny ’skuldersårssag’ lige om hjørnet, med alt hvad det medfører af negativ presseomtale, politianmeldelser mv.

Vi har stadig chancen for at tage sagen i egen hånd, og derfor vil DSP-bestyrelsen i den kommende periode vurdere, hvordan en handlingsplan og en ekstra indsats mod halebid kan sættes i værk.

Landsgennemsnittet er ifølge slagtedata 1,18 procent, og det er måske ikke umiddelbart alarmerende, men problemet er, at det ikke er jævnt fordelt. Så er der høje tal på slagteriafregningen, er det et klart signal om, at der skal gøres noget ved problemet.

Erfaringerne fra Dansk Svineproduktions klimateknikere er, at halebidsproblemer meget ofte kan løses ved at få kontrolleret og rettet ventilationssystemerne, så klimaet i stierne bliver optimalt. ■

SVINEPRODUCENTEN 4 • 2008

Grisen SKAL afblødes Dansk Svineproduktion har talt med Fødevarestyrelsen, der er opmærksomme på problemstillingen med manglende afblødning. Fødevarestyrelsen vil derfor øge kontrolindsatsen på området i fremtiden for at fremme at kvæg og svin aflives korrekt.

Dyr der ikke når slagteriet, men aflives i besætningen pga. skader eller sygdom, er i forvejen en dårlig sag, som tiltrækker sig opmærksomhed fra offentligheden. En historie i nyhederne om blot nogle få danske grise, der ikke er aflivet korrekt, vil derfor kunne skade branchens image.

Ifølge Bekendtgørelsen om slagtning og aflivning af dyr, regnes dyr kun for bedøvet, når de er skudt med en boltpistol. Selve aflivningen sker ved overskæring af halspulsårerne og efterfølgende afblødning. Snittet lægges med en skarp slagterkniv på tværs af undersiden af halsen lige bag kæbegrenene. Det skal være et dybt snit, så halsens store pulsårer overskæres.

På Dansk Svineproduktions site www.infosvin.dk kan man (under information/kampagner/andet materiale om velfærd) downloade foliet ”Aflivning og korrekt brug af boltpistol og afblødning” på dansk, engelsk og russisk.

Desuden følger der en brugsanvisning med, når man køber en boltpistol. Det anbefales at opbevare alt aflivningsudstyr samlet et sted f.eks. i et særligt skab ved medicinskabet og lad din dyrlæge instruere dig og medarbejderne i, hvor og hvordan snittet skal lægges (enten på langs eller på tværs af halsen).

Halebid En af målsætningerne for DSP-bestyrelsens arbejde de kommende år er at få skabt større respekt og accept af svinesektoren i det øvrige samfund. Vi vil demonstrere, at vi godt kan tage hånd om de problemer der er uden at få ’hjælp’ fra politianmeldelser og lovgivning.

Et af de steder, hvor en række besætninger godt kan gøre det bedre, er ved halebid. Det er ikke ulovligt at have halebid og skal heller ikke være det, men det er ikke til at forsvare, hvis en besætning har omfattende og vedvarende problemer.

Dyrenes Beskyttelse, Fødevarestyrelsen og EU har fokus på problemstillingen.

Senest er der kommet en rapport fra EU, og nogle af rapportens hovedkonklusioner var: • Halebid kan medføre reduceret velfærd • Halekupering medfører sandsynligvis kronisk smerte • De mest veldokumenterede risikofaktorer er manglende rodemateriale og fuldspaltegulve • Arveligheden af halebidning er høj nok til selektion mod halebid

23

En miljørigtig model?

Af Anders Nørgaard

Det ser skidt ud. Også for miljøet.

SVINEPRODUCENTEN 4 • 2008

24

Rosende omtale af svineproduktion er sjælden. I hvert fald hvis der er tale om almindelig svineproduktion. Økologisk svineproduktion derimod er meget populær både blandt forbrugere og politikere, men er der grund til begejstringen? Muligvis på nogle punkter, men hvis man stiller skarpt på miljøpåvirkningen, er det svært at bevare optimismen.

Formålet med artiklen her er at sætte de to produktionsformer i perspektiv. Ikke for at nedgøre den økologiske produktion, men alene for at give den almindelige gris lidt fortjent oprejsning.

Forbruget og salget af økologiske produkter er kraftigt stigende. Fra 2006 til 2007 steg salget af økologiske fødevarer med 33 % og i 2008 udgør de økologiske produkter 6 % af fødevareomsætningen i Danmark. Det er det højeste tal i verden. Forbrugerne fortæller, at de køber økologisk pga. mindre miljøbelastning og selvfølgelig, fordi de synes, at dyrevelfærden er bedre ved økologisk svineproduktion.

Men bygger hele økologibegrebet på en myte? Og er årsagen til fremgangen hos forbrugerne udelukkende, at vi tilbage i 1980’erne blev ledt ”godt” på vej af Ritt Bjerregård, som var og vel sagtens stadigvæk er meget optaget af økologi?

Flere forskere har gennem årene forsøgt at fortælle en anden historie om økologien. Der er ifølge eksperter både fra ind- og udland nemlig også en bagside af økologien. Økologien står uden tvivl stærkt hos forbrugerne, når man taler om dyrevelfærd, og de fortæller, hvordan grisene løber rundt ude på marken. Men hvordan er det lige med miljøbelastningen?

Den udskældte Bjørn Lomborg sagde i 2004, at økologi ikke

er den fornuftigste måde at anvende sine resurser på, da fødevareproduktionen er langt mindre i de økologiske brug end i de konventionelle. Man kan opnå samme fødevareproduktion ved blot at tage en del af det konventionelle areal ud af drift i stedet for at omlægge til økologi. Hvis der oprettes naturområder på arealerne, ville man få en ekstra bonus med et område, der er syv gange så stort som Danmarks største skov, Rold Skov.

Samfundsøkonomisk er det syv gange så dyrt at give støtte til mere økologisk landbrug end at lægge flere afgifter på sprøjtemidler og kunstgødning – og man ville kunne opnå samme reduktion i udledning af kvælstof og pesticider, har forsker LarsBo Jacobsen fra Fødevareøkonomisk Institut beregnet.

De økonomiske vismænd har også regnet på det, og selvom Økologisk Landsforening fandt arbejdet meningsløst, så fastholdt vismændene fra Fødevareøkonomisk Institut, Danmarks Miljøundersøgelser og Danmarks Geologiske Undersøgelser i 2004, at for 1 mia. kr., brugt til 5 meter sprøjtefri zoner omkring marker og 100 meter til vandboringer vil Danmark få 10 % mere biodiversitet og 50 pct. færre pesticider i drikkevandet. Blev den ene milliard kr. anvendt til omlægning til økologi, vil det kun give to pct. mere biodiversitet og tre pct. færre pesticider i drikkevandet. Økologien fik heller ikke mange positive ord med, da EU i juni 2007 fremlagde forslag til, hvordan Danmark i 2015 kunne leve op til EU-vandrammedirektivet. Ud af 22 potentielle måder, hvorpå man kunne få renere vandmiljø, var økologisk mælkeproduktion det eneste, der kunne bidrage med noget.

Et andet forhold, som gør økologernes sag ”dårligere”, er diskussionen om, hvorvidt miljøbelastningen skal gøres op med udledningen pr. ha., eller om det skal være producerede enheder.

Man har altid opgjort pr. ha, men ifølge flere eksperter vil det give mere mening at se på miljøbelastningen i forhold til hvor meget, der produceres. For grises vedkommende vil det f.eks. være udledningen pr. kg produceret kød, og ikke udledningen pr. ha. Men det stiller ikke økologerne i et godt lys, da udbyttet er lavere end i konventionel produktion.

Ifølge Dansk Landbrugsrådgivning: • får økologiske søer 20 % færre grise.

• bruger økologisk kvæg 25 % mere areal til at producere et kilo mælk • bruger økologisk planteavl 90 % mere areal til at producere et kilo korn • giver økologiske afgrøder 40 % lavere udbytte Umiddelbart giver økologien ikke mange fordele set med nutidens miljøkrav. Og en ny undersøgelse fra Sveriges Jordbrugsforskning viser, at emissionen for ammoniak fra en økologisk slagtesvinebesætning ligger 4 gange over niveauet for konventionelle, og fosforudledning ligger 1,5 gange højere.

Hvad kan vi forvente?

Efter min bedste vurdering ser regnestykket ikke for godt ud for økologerne sammenlignet med de konventionelle. De har et højere foderforbrug, dermed højere ammoniakemission og mere fosforudledning, og det ved en slagtesvineproduktion der ligger 20 % under konventionel.

Opstaldningen af økologiske svin er en kilde til øget emission. Søerne går godt nok ude, og økologiske slagtesvin skal have adgang til udearealer. Det gør, at ammoniakemissionen måske er omkring 25 % lavere pga. lavere temperaturer. Men hvis udgangspunktet er fire gange så højt, vil det selvom man supplerede med gyllekøling ikke være tilstrækkeligt til at kompensere for det høje udgangspunkt. Gyllekøling ville kunne reducere emissionen med 7 % pr. grad temperaturen sænkes. For øvrigt er det for økologer ligesom for de konventionelle ikke alle kommuner, der godkender køling som en løsning, og brugen er også kun dokumenteret i produktioner med indeklima (konventionel). Separation og produktion af gyllepiller kunne også være en anden vej frem for økologerne. De har nemlig meget lidt brug for varmen fra f.eks. gyllekøling.

Brugen af f.eks. syntetiske aminosyrer er tilsyneladende den eneste reelle løsning, de pt. har, som kan gøre noget ved den højere ammoniakemission fra økologisk svineproduktion. ■

Ammoniakemissionen er fire gange så høj ved økologiske slagtesvin som ved konventionelle.

Fosforudledning 1,5 gange så høj.

Kilde: Sveriges Landbrugsuniversitet

SVINEPRODUCENTEN 4 • 2008

Hvad siger eksperterne i Danmark til det I Danmark er der projekter i gang, som skal vise hvor slemt det står til. Jeg har spurgt nogle eksperter på området om, hvordan de ser på problemet.

Hanne Damgaard, Forskningscenter Foulum, vurderer, at fire gange så høj en ammoniakemission fra økologiske grise lyder overvurderet. Hun er dog ikke i tvivl om, at udledningen af kvælstof ab dyr er højere hos økologiske svin, fordi de æder mere og opstaldes anderledes. Hvordan det samlede billede ser ud, kan hun ikke sige.

Arne Grønkjær, Agrotech, er overrasket over, at emissionen fra økologiske svin er fire gange så høj som fra konventionelle. Det er logisk, at de har en højere emission – og de har svært ved at gøre noget ved den. De har højere foderforbrug, dermed større udskillelse af gødning og dermed bl.a. ammoniak og fosfor. Hvis de valgte at lovliggøre brugen af syntetiske aminosyrer, lavet på en eller anden ”grøn” måde, ville de kunne gøre noget ved foderforbruget og emissionen ville falde.

Et andet dilemma er, at avlsdyr skal være på græs 150 dage om året, og alle svin på stald skal have permanent adgang til en udendørs løbegård. Det gør sammenligningen med de hidtidige resultater problematisk, da de dels har et andet foderforbrug, samt at fravænningsalderen er højere.

De store åbne udendørsarealer til slagtesvin med fast gulv

bidrager til en øget emission af ammoniak, hvorimod den lavere temperatur vil trække emissionen ned.

I samarbejde med Tove Serup, Dansk Landbrugsrådgivning, arbejder Arne Grønkjær på et projekt, som netop skal belyse problematikken omkring ammoniakfordampningen fra økologisk svineproduktion. Tove Serup vil meget nødigt udtale sig på nuværende tidspunkt, før der ligger noget dokumentation. Hun siger dog, at der er meget andet end ammoniakfordampning, når man kigger på miljøbelastningen fra økologiske grise. Det vil overraske hende, hvis det samlede billede er så markant som den svenske undersøgelse viser med hensyn til ammoniak og fosfor.

Men vi må vente på resultatet.

Helt nye tal fra et fodringsforsøg ved Dansk Svineproduktion viser, at økologiske grise giver 25 – 30 % mere N ab dyr i forhold til normtal for 2005 (konventionelle grise), og fordampningen ligger ifølge beregninger 45 % højere. Dette er bedste gæt, da beregningerne svinger en hel del afhængigt af foderoptagelse, proteinets fordøjelighed, pH i gylle, størrelsen af gylleoverflader, areal m.v..

25

BAT – et vanskeligt redskab i sagsbehandlingen Af Arne Grønkjær Hansen, AgroTech

Baggrund for BAT Miljøministeriet valgte i 2003, at en del af deres informationsforpligtigelse i forhold til at implementere BAT (Best Available Techniques) i landbrug skulle ske ved at udsende et informationsmateriale som kunne anvendes af såvel rådgivere i landbruget som af sagsbehandlere i de daværende amter. Det skulle være et katalog over de vigtigste løsninger til begrænsning af emissioner fra husdyrbrug. Det kunne så senere udvides til at omfatte beskrivelse af BAT på andre områder.

Det blev til de såkaldte BAT- byggeblade. Materialet blev udfærdiget med udgangspunkt i de vejledninger der var fra EU på daværende tidspunkt og med inspiration fra de velkendte byggeblade med tekniske beskrivelser af landbrugsbyggeriets delelementer. Disse bliver også udgivet af Landscentret, og derfor var de velkendte som dokumentation og information i branchen og hos myndighederne.

I BAT byggebladene er der tydeligt angivet, at bladene kun har vejledende karakter, og derfor kan der foretages vurderinger.

Bladene beskriver kun teknik som kan etableres ved nybyggeri og i besætninger over IPPC grænsen for svin og fjerkræ og 250 DE for kvæg, som var den daværende grænse for VVM-redegørelser.

Da dansk lovgivning længe før BAT-begrebet blev udbredt har indeholdt krav om anvendelse af renere teknologi, skal kommunerne alligevel vurdere BAT i forhold til alle besætningsstørrelser, herunder foretage en proportionalitetsvurdering – altså se efter om det er økonomisk realistisk at tage teknik herunder specielle staldindretninger i anvendelse.

SVINEPRODUCENTEN 4 • 2008

26

Misbrug af begrebet I den tid bladene har været anvendt har vi set eksempler på en masse misbrug og fortolkninger af informationen. Manglende opdatering af bladene betyder tvivl om oplysningerne og fører til meget kreative fortolkninger.

Kommuner antager, at en teknik også er BAT for meget små landbrug og kræver anvendelse af denne teknik eller tilsvarende niveau for emissionsbegrænsning.

Kommuner kræver køling af alle gyllekanaler i en svineproduktion med henvisning til BAT, selv om der i BAT-blade står angivet, at det kun gælder køling af kanalbunde med skrabere ved drægtige søer og slagtesvin – ikke gyllekøling i stalde med gylle i kanaler, idet der mangler dokumentation for dette, og der er risiko for lagdeling med kold gylle nederst og varm gylle i overfladen.

I et byggeblad beskrives delvis luftrensning med syre i forbindelse med slagtesvinestalde. Der er helt andre forhold omkring smågrise, som gør at det er meget dyrt at reducere emissionen fra disse stalde vha. luftrensning – det forhindrer naturligvis ikke nogen i at anvende teknikken til denne dyregruppe alligevel, men datagrundlaget er et helt andet, og der vil ikke kunne stilles krav om et beskyttelsesniveau i denne størrelsesorden. Alligevel ser vi sagsbehandlere som kræver reduktioner i et niveau der svarer til delvis luftrensning.

Benzosyre kræves med henvisning til BAT og udenlandske forsøg, selv om danske forsøg viser lavere reduktioner og ikke er dokumenteret med samme iblanding i danske foderblandinger.

Selv om det måske juridisk forholder sig således, at en kommune selv skal vurdere om der i tilstrækkeligt omfang er anvendt BAT i de enkelte sager, viser ovenstående, at der er et meget stort behov for en god og enkel vejledning til både sagsbehandleren i kommunen og til landbrugets konsulenter. Ud over problemstillingen med meget store forskelle fra sag til sag vedr. krav til BAT er der også ofte forvirring om, hvor store krav der kan stilles til dokumentation vedr. driften af miljøteknologien. Derfor bør der også i fremtiden være forslag til vilkår, så kommunen ikke selv opfinder unødvendige og besværlige dokumentationskrav. Ønske: jævnlig opdatering Miljøstyrelsen har nu taget initiativ til at opdatere BAT-blade med nyeste viden og udvikle dem til bedre rådgiverværktøjer.

Man kan bare frygte, at de derefter lider samme skæbne som før - at det skal forhandles på plads i finansloven hvert år eller henvises til projektansøgninger i forskellige puljer. Dette må ikke ske.

For så står kommuner og rådgivere igen med et informationsbehov som er udækket og en risiko for forsinkelser i sagsgange til følge.

Dokumentation af ny teknik Før en teknik kan betegnes som BAT skal den først have en vis udbredelse i landbruget, dvs. at der også skal være indsamlet erfaringer og resultater vedr. dyrevelfærd, arbejdsforbrug mv.

Hvis udviklingen ikke skal stoppe, er det nødvendigt at have et velfungerende afprøvningssystem som myndighederne accepterer resultaterne fra, så det sikres, at en landmand kan anvende en nyere teknik, selvom den ikke er afprøvet i mange besætninger.

Nogle landmænd ønsker måske at indføre teknik som de har set i udlandet, eller selv har anvendt på egen gård i udlandet.

Jeg fik en tilladelse til at bygge ny klimastald i 2005 og øge antallet af DE, men brugte den ikke.

I 2007 kom meddelelsen, at godkendelsen var udløbet, fordi jeg ikke fik bygget. Nu vil jeg så gerne have lov at udvide igen.

1. Kan jeg på nogen måde bruge den tilladelse jeg fik i 2005 og slippe for at vente 1½ til 2 år på at få en ny godkendelse?

2. Produktionsfremgang har gjort, at jeg ikke har plads nok til den produktion jeg har tilladelse til, og manglen på stipladser går ud over dyrevelfærden. Kan det bruges som et argument for at komme øverst i bunken hos kommunen, eller kan man købe sig til en hurtigere sagsbehandling?

Svar Den tilladelse du fik i 2005 er forældet, da du ikke fik den udnyttet, inden de nye regler trådte i kraft. Derfor betragtes den tilladelse du fik, som en begivenhed, der ikke har fundet sted.

Det er hårde ord, men desværre forholder det sig sådan.

Om du på nogen måde kan komme øverst i en kommunebunke, er nok utænkeligt. Der er enkelte tilfælde, hvor stalden har været brændt ned - men det er stadigvæk kun i yderst sjældne tilfælde.

Og ”overproduktion” vil næppe hjælpe dig til positiv særbehandling. Det bedste råd er at komme igang med ansøgningsprocessen og hurtigst muligt finde en løsning på pladsproblemet.

Betaling for at komme først i køen kan man ikke, men det kan ikke afvises, at der er steder, hvor man kan betale konsulenten ekstra for at sidde og arbejde med din ansøgning om søndagen.

Det kan dog kun medvirke til hurtigere at få din ansøgning gjort fyldestgørende og få den sendt ind til kommunen. Det bringer dig ikke opad i køen.

Der arbejdes med, at kommunen kan udlicitere opgaven med at gennemgå ansøgningerne for på den måde at skære sagsbehandlingstiden ned. Kommunens sagsbehandler er med på sidelinjen og skal fremlægge løsningsforslaget for lokalpolitikerne til

kassen

godkendelse. Betalingen bør komme fra de penge som kommunen har fået til at løse opgaven og ikke være en brugerbetaling eller en smutvej for de pengestærke.

En lille, men vigtig fodnote - Husk kontinuitetsprincippet: Hvis man i tre på hinanden følgende år ligger under den produktion man er godkendt til, mister man retten til produktionen.

Skæringsdato er formentlig omkring den dato, hvor man har fået lov til at producere antallet af DE. Den dato, der er på det brev kommunen sendte, er sandsynligvis begyndelsen på de tre år.

Er du tilfreds med at have samme produktionen i dag frem til din pension, eller vil du mere?

Vil du mere, er der ingen vej uden om en miljøansøgning efter de nye regler.

Hvis du vil beholde den godkendelse du har nu, skal du også producere det tilladte i dag.

Gør brug af en eller flere konsulenter. De kan hjælpe dig med at komme omkring alle mulighederne og hjælpe dig med at lægge en plan for dine muligheder i fremtiden. ■

ambitiøst arbejde med at få tyske, hollandske og danske afprøvningsinstitutioner til at udfærdige fælles oplæg til protokoller.

Det er meget spændende om det lykkes at få et system som ikke bliver så omfattende, at afprøvninger bliver så dyre, at det kun er de største firmaer der kan lave godkendt miljøteknologi. Det er vigtigt, at også små og mellemstore virksomheder, der opfinder miljøteknologi, kan være med i konkurrencen og få den nødvendige hjælp til innovation og dokumentation. ■

SVINEPRODUCENTEN 4 • 2008

Men den enkelte kommune kan ikke holde sig ajour med alle mulige udenlandske tests og selv foretage vurderinger af, om en effekt er tilstrækkeligt dokumenteret. Derfor er det meget vigtigt, at der bliver etableret et samarbejde omkring at godkende hinandens testprotokoller i flere lande i EU, så vi sikrer hurtig ibrugtagning af den bedste teknik.

Miljøministeriet har indset, at dette er nødvendigt, og at det måske endda kan blive teknologidrivende og eksportfremmende (ikke grise – men miljøteknologi). Derfor har de igangsat et

Spørge

27

Afsender: Danske Svineproducenter · Postbox 762 · Karetmagervej 9 · 7000 Fredericia · Blad nr. 46108

æde-/hvilebokse fra Egebjerg for fremtiden...

Vælg

el Ny mod

2008 Vidste du at... ... Hvis du har 400 søer i drægtighedsstalden og kan spare 1 sekund i arbejdstid pr. dag pr. so, bliver det til 1 hel arbejdsuge på et år.

(5 arbejdsdage á 1.500 kr = 7.500 kr i besparelse)

Se 11 andre ”Vidste du at...”, som giver store besparelser på www.egebjerg.com

• Kom flyvende fra start - let indkøring til løsdrift

SVINEPRODUCENTEN 4 • 2008

• Tiltræk kvalificeret arbejdskraft • Sikkerhed for alle • Velfungerende løsning

28 Egebjerg International A/S · Egebjerg Hovedgade 27 • 4500 Nykøbing Sj. Tlf. 59 36 05 05 · Fax 59 36 05 55 · egebjerg@egebjerg.com • www.egebjerg.com