Dine børn dannes, når du lærer dem at binde sko og skære gulerødder

Af Katrine Diduch

Min datter i 2. klasse undrede sig over, at mange i hendes klasse ikke kunne binde knuder. Det førte til en snak om, hvad vi som forældre vælger at lære vores børn. Og efterfølgende dette indlæg om hvilke konsekvenser vores (fra)valg kan have. – Mor, jeg hjalp dem med at binde knuder i dag, sagde min datter en dag, da de havde lavet drager i skolen. Hun går i 2. klasse og var glad for, at hun kunne hjælpe sine klassekammerater. Men hun undrede sig også over, at rig tig mange ikke kunne binde deres egne knuder. Det førte til en snak om, hvorfor hun kunne, og hvorfor andre ikke kunne. Som altid, når vi taler med vores børn om, hvad Magasinet Skolen · 2020 nr. 2

andre børn kan eller må, blev svaret, at det er forskelligt, hvad vi som forældre synes er vigtigt at lære vores børn. Vi synes, det er vigtigt, at hun lærer at kunne binde knu der, andre forældre synes ikke det er så vigtigt. Og det er okay, at vi prioriterer forskelligt.

Bange for at bruge deres hænder

Når jeg som lærer oplever elever i 4.klasse, der ikke kan binde knuder, og som decideret er bange for at bruge deres hænder, tænker jeg, at det da var lige godt pok kers, at de ikke har lært det hjemme. For jeg må være ærlig at sige, at jeg faktisk går ud fra, at eleverne har en vis praktisk (for)kundskab, når de begynder i 4. klasse.

Kundskaber som det at leve en helt almindelig hverdag kræver eksempelvis at binde knuder, klippe med saks, tegne efter en lineal, holde på en kniv og lignende.

Den første praktiske læring foregår i hjemmet

De kundskaber er der virkelig mange børn der ikke har. Grunden er, at det af en eller anden årsag ikke er blevet prioriteret af deres forældre. Hvorfor ved jeg ikke. Men som jeg skrev indledningsvis, så er det egentlig okay, at vi som forældre prioriterer forskelligt. Men man skal vide, at det kan have konsekvenser for børnene, at de ikke har lært det. At de ikke har været en del af det, man kan kalde praksisfællesskaber derhjemme. For det er her, den allerførste praktiske læring foregår, i fællesskabet om det praktiske.

Det sker eksempelvis, når børnene skal lære at binde sko eller lære at holde på en kniv og føre den korrekt, når der laves mad. Den proces sker i et praksisfællesskab med forældrene som læremestre. Og det, børnene lærer her, danner grundlaget for hændernes praktiske erfaringer, der gør dem trygge i at bruge deres hænder, og som i den grad gavner dem. Både nu og på længere sigt.

Praktiske grundsten

For en ting er, at det gør mit arbejde som håndværks- og designlærer lettere, men det er ikke derfor praksisfælles skaberne derhjemme er vigtige. De er vigtige, fordi de er med til at danne børnene. De er med til, at børnene lærer sig selv at kende i alle sanselige aspekter. Det gør dem bedre til at klare sig selv, og det giver dem en helt emi nent mulighed for at finde ud af, hvad de er gode til. Og ikke mindst; hvad de kan lide at lave.

Det er min klare holdning, både som mor og som læ rer, at alle skal have mulighed for at lære at bruge deres hænder. Også derhjemme, vel og mærke. Og det gælder både rolige boglige Bo og livlige Lisa, der ikke kan sidde stille. For det er derhjemme, de praktiske grundsten bli ver lagt. Og vi forældre gør ganske enkelt vores børn en bjørnetjeneste, ved ikke at lade dem være en del af den praktiske hverdag. ●

Katrine Diduch er lærer ved Skælskør Skole og brænder for håndværket i folkeskolen. Hun er faglig rådgiver for håndværk og designfaget på folkeskolen.dk. Indlægget er tidligere bragt på folke skolen.dk. Hvis du har ideer, vil inspirere, blive inspireret eller har spørgsmål om hånd værk og design, er du meget velkommen til at kontakte Katrine Diduch på katrine. dalindiduch@gmail.com.