Om ekspressiv kohæsion - skitse til en ekspremsyntaks /Knud Brant Nielsen
En væsentlig ekspremologisk opgave bliver at udforme en eksprem-grammatik, en eksprematik, der dels ordner ekspremerne i ekspremklasser, og dels beskriver regler for deres sociale funktion, dvs. regler for ekspremsyntaks. Ekspremsyntaks opstår af den ekspressive kohæsion, af ekspremernes sammenhængskraft, idet det er ekspremets analoge natur at skabe sammenhæng, at forbinde, at forene. Efterfølgende opstiller forsøgsvis nogle regler for ekspremernes kohæsion. Det er hypoteser til efterprøvning - hvo intet vover, intet vinder! Jeg mener naturligvis ikke at have fundet absolutte sandheder, men at være på vej. Heller ikke mener jeg at den anvendte terminologi er den endegyldige. Ekspremologiens vilkår er, at ekspremets virkeradius er afhængig af den oplevende, endda måske i så høj grad, at ekspremer slet ikke eksisterer for nogle, mens andre, mere poetiske gemytter registrerer ekspremer hvor flertallet kun oplever prosaisk semantisk. Der anvendes sproglige begreber som fx distributio, initial, kohæsion og rim i forsøg på at knytte til det kendte. Det har - desværre - ikke været mig muligt at lave en progression, der ikke somme tider foregriber efterfølgende. Opstillingen er et fragment, der kun beskriver enkelte af ekspremernes mange sociale sammenhænge i et forsøg på at antyde ekspremsyntaktiske muligheder. § 1 Ekspremet kobler form/bogstav(er) og indhold/udtryk/betydning ved at sætte ~tegn mellem dem. ’ST~ ikke-bevægelse’, ’KL~lyd’, ’VR~vride’. § 2 Ekspressiv kohæsion optræder enklest ved gentagelse af samme eksprem (ekspressivt rim). Ekspremet ’ST~ikke-bevægelse’ gentages i samme ord i STåSTed, i samme ordforbindelse i STå faST.
§ 3 Ekspressiv kohæsion gør udstrakt brug af resonans. I stå last og brast anslås ekspremet ’ST~ikkebevægelse’ i STå, hvorpå ST i laST og braST svinger med: STå laST og braST. Ekspremet initierer, øvrige resonerer; først initiator1 (fede typer), så resonator. § 4 Ekspremets bogstaver kan bagvendes. I musikalske temaer kan motiver spilles bagfra (krebsvendes). Analogt står ’ST~stå’ for ’ST~TS~stå’, som i fundaTS, STaTSSTøtte og ‘lyset STander Stille på liveTS kyST’. § 5 Ekspremet kan stå først, sidst eller inde i helheden, idet ekspremet radierer, dvs. virker både fremad og bagud (progressivt og retrogradt). I nationalsangen breder ekspremet sig som ringe i vandet: ekspremet ’ST~stå’ i STod resoneres i kriSTian (før Stod) i maST faST, braST (efter STod). kong kriSTian STod ved højen maST i røg og damp; hans værge hamrede så faST at gotens hjelm og hjerne braST Nationalhymnen må afsynges stående! § 6 Et eksprem med flere bogstaver kan resonere i enkeltbogstaver Ekspremet ’ST~ikke-bevægelse’ resonerer i de enkeitstående S og T i STandSeT, STaTuS, faSTSaT, SaT faST, TillidSpoST, TremaSTerS SkonnerT, StilTiende SamTykke, STå Sig Selv i lySeT § 7 Ekspremisk tid er ikke tekstens kronologiske, narrative progression, men den rækkefølge ekspremet resonerer og opleves i. I følgende sætning er den ekspressive rækkefølge for ’ST~ikke-bevægelse’: Udsagn:
først som sidst: husk at STå faST!
ekspremet virker:
STå faST
primær resonans: førST sekundær resonans:
sidST Som
huSk aT
ekspressiv helhed: førST Som SIdST: huSk aT STå faST