Overtonesang for begyndere

Overtonesang for begyndere /Skye Løfvander, Det Springende Punkt

Ofte vil man i samtaler og i præsentationer af workshops og kurser støde på to forestillinger om, hvordan man synger overtonesang: –

Det handler om at glide gennem forskellige vokallyde

–

Det handler om at nasalere

… og hverken det ene eller det andet er dybest set rigtigt!!

Kort fortalt handler overtonesang om at finde og fremhæve overtonerne i klangen, mens det at glide mellem vokallyde (~ klangkvaliteter) ganske vist kan skærpe opmærksomheden på overtonernes eksistens, men netop ikke holder de enkelte kvaliteter fast, så de bevidst kan opleves. Så det ender reelt ofte i en evig søgen.

Med hensyn til det nasale kan jeg ikke snakke mig fra, at dygtige overtonesangere ofte lyder som om, de har en fløjte i næsen, men den nasale effekt affødes teknisk betragtet ikke af en stærk nasalering, men ved at man i ansatsrøret – de ca. 17 cm mellem stemmelæber og læber – med tungen finder de præcise underdelinger af den svingende luftsøjle, hvor der opstår knudepunkter. Ved disse punkter arbejder man med en subtil åbning hhv. indsnævring, så klangens enkelte overtoner fokuseres. Da punkterne ligger langs med og lige under den hårde ganes kurve, opstår der naturligt en resonans, så det lyder som om, meget af klangen kommer ud af næsen.

Alt dette er naturligvis lidt teknisk anskuet. Overtonesang handler – som al anden sang – først og fremmest om at få krop, sjæl og sind til at arbejde sammen på en organisk måde, så man oplever, at man til sidst ikke skal arbejde for tonerne, men at man bliver båret af dem. Det er en livsproces, ikke et weekendprojekt, og den tekniske side af det er måske det mindst interessante.

Sammenstillingen mellem toner, tal, krop og vokallyde skal ikke tolkes alt for rigidt: – Der udgår overtonerækker fra alle toner, ikke bare det dybe g, og faktisk er det noget nær umuligt rigtigt at fremhæve nr. 2 og 3 fra så dyb en tone.

– Krop og resonans er en kompleks affære, men det generelle billede er så klart, som det spejles i sprogets høj og dyb.

– Koblingen mellem toner og vokallyde er ikke entydig, men en parallel: Vokalerne i sekvensen vil være de bedst egnede til at fremhæve de overfor stående overtoner, men rækkerne kan forskyde sig et nøk eller to i begge retninger.

Det første kursus vil som regel være en øreåbner, så man pludselig bliver klar over at klang kan indeholde et væld af skjulte dimensioner, men de fleste vil have brug for en del tid på at træne de lyttende ører i retning af overtonelaget – og så er det nærmest en regel, at begyndere har lettere ved at identificere andres overtoner end egne.

Det er ingen kunst at lære at synge klare overtoner, de fleste kan lære det på en eftermiddag, men det tager andet og mere at udtrykke sig kunstnerisk som egentlig overtonesanger. En sådan vil bevidst kunne bevæge både primærtonens* lag og overtonernes, ultimativt i en vis uafhængighed af hinanden, så man kan synge tostemmigt med sig selv.

Heldigvis kan mindre gøre det, for alene den åbning og bevidstgørelse af klangen, som et godt kursus i overtonesang vil lægge grunden til, kan bruges til umiddelbar glæde i eget sanglaboratorium og i de intuitive sangcirkler som efterhånden er ret udbredte, hvor fokus ikke er på partitur og uniformt udtryk, men på fælles skaben i et levende nu.

Og i den sammenhæng kommer her et hjertesuk om vokalglidning og nasalering: Gang på gang møder jeg mennesker, som er blevet forledt til at tro, at det skulle være nøglen til en raffineret klangteknik, og på dage, hvor jeg har sarte kunstneriske ører, lyder det tværtom som ihærdigt tilstræbt vrængen og skødesløs gliden op og ned ad vokaler og toner.

Måske har jeg for sarte ører, men i forhold til mine egne forestillinger om mulighederne med intuitive sangcirkler, vanskeliggør det faktisk det fælles projekt, hvor vågen lytning til den fælles klang er selve basis for det musikalske udtryk: For hvis man glider og vrænger, vil de øvrige deltagere have vanskeligere ved at forholde sig til, hvad du tonalt vil sige.

Som udgangspunkt for overtoneøvelser og som basis for stemmekvaliteten i intuitive sangcirkler, anbefaler jeg som regel noget uanstrengt, 'naturligt', vibratofrit og åbent.

Sangcirklers udtryk behøver ikke være kønt!

Noget af det allermest charmerende ved dem er de mange forskellige næb: de mange udtryk, de mange personlige klange. Og hver session har sin egen dynamik. Lad endelig ikke mit hjertesuk hæmme egenarten og det uventedes mulighed!! Men der er passager – primært i begyndelsen af en sådan session – hvor det handler om at finde hinanden i klangen og lade den vokse indefra i det rum, vore stemmer skaber. Det er denne fælles klang, som man kan vende tilbage til og hvile i, som kan rumme og skabe afsæt for mere løsslupne udtryk – og overtonerne kan få selv simpel samklang til at vibrere af liv. I opbygningen af denne basisklang kan det være en fordel at synge frit, men kønt. Cirklernes helt elementære skønhed ligger i at individet kan udtrykke sig frit indfattet i fællesskabets ramme. Men der er også mange udfordringer, menneskeligt såvel som 'kunstnerisk'.

Hvis vi skal vende tilbage til begyndernes gyldne nøgler til overtonesang, kunne jeg tænke mig de to forestillinger i indledningen erstattet med følgende, hvad det mundhuletekniske angår:

–

Det handler om en subtil og bevidst åbning fra de tre primære artikulationssteder, de tre

'nynnere' m, n og [ŋ] (ng), i fonetikken hedder de nasaler, men det at nasalere er et andet begreb.

Det er de tre steder i ansatsrøret hvor man helt elementært kan udvide hhv. indsnævre passagen for de stående bølger.

–

Det handler om bevidstgørelse af musikken i vokallydene, så man frem for at tænke i

sproglyde lytter efter musikalske intervaller, i første omgang mellem nabovokaler.

Dette kan indbefatte en forståelse af de organiske sammenhænge mellem sproglyde (bagtunge/ fortunge, rundet/ urundet, åben/ snæver), musik (intervaller) og de naturlige tal, som er overtonerækkens sprog.

Mere om dette i tekst, grafik og video på min hjemmeside www.overtonesang.dk God fornøjelse! * Jeg benytter begrebet primærtone om klangens fundament/ deltone nr. 1/ den frekvens stemmelæberne svinger med i modsætning til grundtone, som er 'hjem' i skala og melodi.