#1
Kære […], Før før og massevis af år før, begyndt for alvor i og på trods af en ide jeg totalt skulle have modstået (trangen til at forudse og afgrænse manglende forståelse), troede jeg virkelig, jeg havde in-troduceret projektet til dig. Undskyldte for langsommeligheden. To gange. Flere. For mange gange til at være sikker på troskab. Sædvanlige undskyldninger ophobet: blusning, forgiftning, alt kastet ud af vinduet, en kæberasler. Og selv om det aldrig rejste sig og rystede sin retarderede og åndssvage arf sig, synes dens insisteren på uoprettelig ruin en rimelig gave, alt taget i betragning. Evnen til ikke at komme sig forbeholdt fortiden alene og kun FAKTISK. (Vi så ‘Interstellar’ og tænkte på relativitet, kærlighed, kvantumnonsens, osv. Hovedsagligt tænkte vi på en dværgmuserummand, der stak til bøger på en hylde eller klimprede den lange viser fra et ur og lige mod sin datter. Tid var elastisk – den kunne ikke gå baglæns, og dværgmuserummanden var ligesom et par hundrede år gammel og boblede til en buksepresse over CB.) Fem for ti, som det var: min tidsrejsendes potlatch gået skævt. Det andet hejs handlede mere om dage og alle mulige andre ting, der blev nummereret. Ugjort og dødgjort. Men! Jeg fortalte dig ting: Det rødbrune, der lejede mit ansigt, var blot tre i diameter, men sad løst. Som storkebid ville den have været større, hvilket skulle have sagt dig noget.
Den fårbundne øjenkrog afstand var to. Thoraxisk treordnet et sted mellem en sund rysten og et kvalmende flydende ton, og jeg var fem i bedste fald. Var klar på at være blevet bytte. Nummer to kom. Mine, øh, ben pumpede en slags giftig fedt kun gennem de akavede kanaler, som blev hæmmet til otteogtyve, niogtyve. Jeg betalte en eller anden stodder tredive for at stikke den dillerporede klovn en. Det virkede ikke. Jeg ville bare have det ned til tolv, tretten. Det virkede ikke. Du var en smuk pundmønt, din gamle støbe. Og engang var det her, øh, en e-mail, indtil det ikke var. Indtil jeg skubbede det igennem et talkværnet, indbildsk slag. Undskyld. Engang et kærlighedsbrev, indtil den blev udstødt som nihundrede enorme leddelte fingereringer, opblæste og formørkede med dampende ensomme kniberier, o! Selvom ros faktisk simple metoder. Nummererede menige. Så godt skubbede jeg den. Tilføjet med rødt, gjort i det, det altid-allerede-agtige af tilføjet -agtigt. Så jeg påløb dødt væv af præsenteret og overbebyrdet, vores skrammels køl, smidt ud. Alt dette blev skitset af en talblind elsker over det forgangne årti. Engang kunne jeg ikke engang læse tal – betragtede dem bare. Så hvad tænkte jeg? - Jeg var helt og aldeles din elsker, indtil jeg ikke længere var det. Indtil jeg skubbede det igennem et talkværnet, indbildsk slag for et par uger siden. Udsigten, så. Støvet til, øh, forgyldt. Vi betragtede udsigten og klædte den fanme godt på. Udsigten var rigtig fantastisk og fantastisk påklædt. Vi hyllede den og formåede endda at smadre glasuren en enkelt gang. Virkelig noget. Så der var det: Virkelig noget. Selv om resten berettigede undskyldning mindst én gang. Mere for store, dumme forsyn end vores neder besidderiske skyld: alt sammen rose og oliven og skarntyde og forsølvet med stort VAR. En eller anden, en tiloversbleven drømt rædsel – og så, batteri sulfateret. Jeg var ikke engang kommet overens med ideen om, at den havde været fuld af væske, før den sprangt et par årtusinder: varm tid udtørrede den, makker. – Hvad var entropi hvis ikke, du vidste? –