Beboere skaber byrum by SocialRespons

BEBOERE SKABER BYRUM

EVALUERING OG METODEBESKRIVELSE AF BYGGEPROJEKT I URBANPLANEN

Udgivet december 2012 Forfattet af SocialRespons: Sofie Bertolt Winther, Ea Helth Øgendahl og Anna Steensgaard. SocialRespons’ publikationer kan frit citeres med angivelse af kilden. Ved gengivelse af publikationen modtages produktet gerne af SocialRespons. www.socialrespons.dk Projektet og denne evaluering er finansieret af Realdanias kampagne - Byggeriets ildsjæle samt af Amager Vest Lokaludvalg.

Rapporten er baseret på et evaluerings- og metodebeskrivelsesforløb, som konsulentvirksomheden, SocialRespons har foretaget for det boligsociale sekretariat, Partnerskabet. Evalueringen og beskrivelsen vedrører et byggeprojekt, der fandt sted i Urbanplanen på Amager i sommeren 2012 og blev faciliteret af Open Air Neighborhood. Det overordnede formål med projektet var, at beboere i fællesskab skulle skabe et bedre byrum i Solvang Centret i Urbanplanen. Projektet havde således et særligt fokus på borgerinddragelse, og der var især fokus på at opnå deltagelse blandt en gruppe unge mænd, der i samarbejde med Ungdommens Røde Kors har etableret en klub i området. Projektet skulle være med til at sikre, at klubben blev en velintegreret del af gårdmiljøet, og havde samtidig et socialpædagogisk sigte i forhold til de unge, idet man håbede, at byggearbejdet kunne fordre en læringsproces om medborgerskab. I evalueringen har vi gjort brug af interview med beboere og projektgruppen, deltagerobservation i alle dele af processen og registrering af brugen af gårdrummene før og efter projektet. Projektet lykkedes med at skabe et fysisk resultat, som imødekommer den bredt sammensatte beboergruppes ønsker og behov. Undervejs i projektet var der god energi og nogenlunde deltagelse. Under byggeugen blev det dog en meget todelt arbejdsproces, hvor de unge mænds deltagelse kun var centreret om arbejdet med deres klub, og det er rapportens overordnede anbefaling, at der skulle være gjort mere for at inkludere dem i de øvrige dele af projektet, så man i højere grad fik opnået et styrket naboskab beboerne imellem. Samlet set er der med projektet skabt et godt udgangspunkt for fremtidig udvikling i området. Projektet har bragt viden om, hvad et permanent byrum skal kunne, og bidraget med erfaringer, som kan bruges i indsatser for styrket naboskab i lokalområdet. Desuden har projektet fungeret som en brobygger til de unge mænd, og det kendskab, der er blevet skabt til de unge, kan vise sig centralt for det fremtidige arbejde med resurser og barrierer i denne gruppe.

Rapporten omfatter en evaluering og en metodebeskrivelse af "Byrum i Solvang Centret", et byggeprojekt (herefter projekt), der blev gennemført i Urbanplanen på Amager i sommeren 2012 med det formål at engagere beboerne i at skabe et bedre gårdrum. Projektet var igangsat på foranledning af Partnerskabet, og blev faciliteret af en arkitekt og kaospilot fra Open Air Neighborhood. Projektet havde særligt fokus på borgerinddragelse og hensigten var, at beboerne selv skulle være medskabere af deres byrum. Rapporten er baseret på et evaluerings- og metodebeskrivelsesforløb som SocialRespons har foretaget for Partnerskabet. Undersøgelsen bygger primært på kvalitative metoder. Der er foretaget interview, deltagerobservation samt registrering før projektet, under idégenereringsprocessen, under byggeugen og henholdsvis tre uger og to måneder efter projektet. I vurderingen af projektet og de anvendte metoder trækkes på de medvirkendes såvel som vores egne oplevelser af processen (se Metoder i evalueringen). Udover det skrevne i denne rapport bidrog vi som evaluatorer med løbende og efterfølgende feedback til projektgruppen givet på baggrund af interview og observationer. Tre måneder efter byggeugen blev projektet genoptaget med stor succes - denne del af projektet falder ikke ind under denne evaluering.

Projektet fandt sted i et gårdmiljø kaldet Solvang Centret i Urbanplanen på Amager. Det er besluttet, at Solvang Centret skal rives ned og i fremtiden erstattes af noget nyt, men det er ikke besluttet hvornår. Projektet havde derfor til hensigt at skabe et midlertidigt byrum, der var designet til at imødekomme beboeres ønsker og behov, og som kunne være med til at skabe liv i området. De to gårdrum, som udgør Solvang Centret, har tidligere haft et rigt forretningsliv, men fremstod tomme, nedslidte, grå og uden liv. Igennem årene er supermarkeder, banker og posthus lukket ned, og kun en bager, en kiosk, en grønthandler og en pub er tilbage. Projektet bestod overordnet af en idégenereringsproces, fire byggedage og en åbningsfest.

I projektet var et stærkt fokus på borgerinddragelse. Det var et medborger- og naboskabsprojekt, hvor unge mænd fra Urbanplanen skulle deltage i skabelsen af deres lokale byrum i samarbejde med områdets andre beboere. Helt centralt var det, at projektet skulle styrke socialt udsatte unge og skabe mere tryghed i lokalområdet. De unge mænd havde netop påbegyndt etableringen af en klub for unge i alderen 18+ i samarbejde med Ungdommens Røde Kors. Klubben er beliggende i det ene gårdrum i Solvang Centret og det var vigtigt at sikre, at den blev velintegreret, så centret stadig var et sted, hvor alle beboere trygt kunne komme. Idéen var, at de unges deltagelse i at skabe byrummet, skulle fordre en læringsproces i forhold til aktivt medborgerskab og konkret håndtering af et byggeprojekt. Derudover skulle projektet give mulighed for et møde mellem forskellige brugere af Solvang Centret og således være med til at skabe grobund for dialog og forståelse mellem gruppen af unge og de øvrige beboere, de forretningsdrivende, kunderne og øvrige brugere af Solvang Centret. Projektet var, som nævnt, igangsat på initiativ fra Partnerskabet og faciliteret af Open Air Neighborhood. Bureau Detours bidrog med håndværkerekspertise og stod primært for byggeriet af de forskellige installationer (møbler, redskaber, scene mv.).

Projektet involverede mange parter og forud for projektet eksisterede forskellige forventninger til, hvad projektet skulle bringe, ligesom det var forskelligt, hvad der motiverede dem, der deltog til at medvirke i projektet. I det følgende vil vi præsentere de forskellige forventninger og motivationer, og afsnittet vil fungere som ramme for den senere analyse.

Projektet blev iværksat, fordi Partnerskabet ønskede to ting: at gøre Solvang Centret til et mere indbydende og trygt sted at være, og i særlig grad at sikre at klubben blev en velintegreret del af gårdmiljøet. Der var derfor lagt vægt på borgerinddragelse, og beboerne skulle mødes med de unge om det fælles projekt, at skabe et flottere byrum med plads til alle. Partnerskabet så de unge fra klubben som den primære målgruppe for projektet, og for dem var det helt centralt at sikre deres deltagelse. Partnerskabet stod som projektledere for projektet og havde fortrinsvist en rolle i at varetage denne funktion. Partnerskabet ønskede, at projektet skulle hjælpe de unge til at lære mere om at være aktive medborgere. Dels ved at projektet kunne give dem en oplevelse af, at de kunne være medskabere af byrummet og opnå medindflydelse på lige fod med andre deltagere. Og dels gennem et styrket naboskab, hvor projektet kunne give mulighed for andre møder mellem de unge og de øvrige beboerne end tidligere, hvor de ofte var præget af utryghed og gensidige fordomme.

Facilitatorernes forventninger til projektet lagde sig meget op af Partnerskabets, og de ønskede at skabe et flottere og mere trygt byrum, som alle beboere kunne føle ejerskab for. De var i særlig grad optagede af at skabe en demokratisk byggeproces, hvor beboerne var medskabere af byrummet, og hvor det var deres ideer, som formede det byrum, der blev skabt. Facilitatorerne så det derfor primært som deres rolle at hjælpe beboerne med at realisere deres ønsker for byrummet og sikre, at det, der blev skabt, blev vellykket. For facilitatorerne var der i særlig grad fokus på processen fremfor det fysiske resultat. For dem var det langt vigtigere, at processen fik en social værdi for de mennesker, der deltog. Byggearbejdet skulle være et medie for en socialpædagogisk indsats ud fra facilitatorernes idé om, at man kan lære meget af at bygge noget meningsfuldt og konkret. Målet var, at projektet ville fordre en læringsproces i forhold til medborgerskab, og her havde facilitatorerne, som Partnerskabet, i særlig grad fokus på de unge fra klubben. Projektet skulle give deltagerne i byggeugen en oplevelse af, at det offentlige rum er deres og er noget, de kan påvirke også på længere sigt. Et andet sigte var at opnå et bedre naboskab på tværs af forskellige beboergrupper i Urbanplanen ved, at de skulle samarbejde om et fælles projekt. Facilitatorerne havde det overordnede ansvar for at være til stede under byggeugen, og de forventede selv, at de ville fungere som et redskab i den pædagogiske indsats. De håbede, at de gennem processen ville få opbygget en god relation til de unge mænd, og at det ville bidrage til, at de unge blev engagerede og oplevede en værdi i at deltage. Facilitatorerne samarbejdede med Bureau Detours, som særligt stod for byggearbejdet og herigennem fik gode muligheder for at komme tæt på de unge. De bidrog med særlige håndværksmæssige kundskaber og havde en primær rolle i at hjælpe beboerne med at realisere deres ideer.

De unge mænd havde generelt en opfattelse af, at Urbanplanen er et dejligt sted at bo, og de mente derfor ikke, at der var brug for de store forandringer, selvom flere af dem sagde, at de synes at Solvang Centret er et grimt og deprimerende sted at være. Deres motivation for at deltage var primært, at de så det som en mulighed for at få deres klub op at køre. De unge har i mange år ønsket sig et sted at være, nu har de fået en klub og støtter derfor op om de aktiviteter, der laves omkring klubben. Enkelte af de unge var også motiverede af, at de så projektet som en mulighed for at skabe et bedre ry blandt de øvrige beboere. De ville gerne vise en ny side af sig selv, og de håbede, at de ved at deltage kunne være med til at nedbryde nogle af de fordomme, som de mente, eksisterede om dem.

Beboerne så projektet som en mulighed for at få gjort de to gårdrum i Solvang Centret flottere og for at skabe et samlingspunkt for Urbanplanens beboere. De beboere, som mødte op til idémøderne, var alle enige om, at gårdrummene var grimme. De ønskede, at centret skulle være rent og hyggeligt, og at folk kom dertil bare for "at være der" og ikke kun, hvis de havde et ærinde. Ejeren af pubben fremhævede at gårdrummene skulle være et sted med plads til alle, og at der var nogle af hendes gæster, der ikke turde komme der, fordi de følte sig utrygge. Andre beboere talte

ligeledes om, at de følte sig utrygge ved at opholde sig der. Kioskejeren havde en forhåbning om, at projektet kunne skabe nye steder, hvor de unge kunne ’hænge ud’, da de ofte stod ved indgangen til hans kiosk, og ejeren af pubben håbede, at projektet ville nedbringe graden af hærværk og være med til at skabe mere liv i centret.

Et overordnet resultat af projektet var, at der blev skabt en fælles historie blandt deltagerne om, at de i fællesskab gjorde de to gårdrum i Solvang Centret til et brugbart og mere indbydende sted. Med til historien hører, at der var deltagelse fra forskellige beboergrupper – også de unge mænd fra klubben. Projektet skabte også andre resultater. Som det fremgik af Mange parter - ét projekt, havde de forskellige deltagere i projektet forskellige forventninger til, hvad byggeugen kunne bringe – fire temaer trådte særligt frem i deres forventninger, og det er med udgangspunkt i de temaer, at vi i det følgende vil diskutere resultaterne af projektet. De fire temaer er: Beboere som medskabere af byrummet, Et byrum med plads til alle, Medborgerskab som vejen til ansvar og Samarbejde på tværs som vejen til tryghed. Hvert tema indledes med en opsummering, der kan læses selvstændigt.

Projektet tog sit afsæt i to planlægningsmøder, hvor beboerne fik mulighed for at være med i planlægningen af projektet, og senere to idémøder, hvor beboerne i fællesskab designede det nye byrum. Ingen beboere deltog i de første to planlægningsmøder, men 37 beboere deltog i det ene idémøde, og 20 deltog i det 11

andet. De unge var den primære målgruppe for projektet, og facilitatorerne og Partnerskabet havde især håbet, at de ville dukke op til møderne. Flere fra projektet havde på forhånd været skeptiske over for, om man overhovedet kunne få de unge til at deltage i møder, men der blev i udgangspunktet ikke taget specielle hensyn til dem, da en grundlæggende tanke bag idémøderne var lige deltagelse for alle parter. Ingen beboergrupper skulle have særbehandling, da det skulle være en naboskabsorienteret proces, hvor samtlige forslag skulle høres af alle. De unge måtte derfor møde op som alle andre, hvis de ville komme med inputs til processen. Opbakningen fra de unges side var lav til de første planlægningsmøder, og derfor blev det droppet at inkludere de unge i processen omkring planlægning og indkøb af materialer. Herefter deltog de unge i det første idémøde, hvor en af de unge var med i hele mødet, mens de andre fem kom til slut. Facilitatorerne besluttede at afholde et ekstramøde med de unge mænd, som kom ved afslutningen, for at få deres ønsker til byggeresultatet. Dermed lykkedes det ikke at skabe en idégenereringsproces, hvor alle – beboere, unge, handlende og sælgende kunne udvikle fælles visioner for byrummet, men grupperne fik lejlighed til hver især at fortælle om deres ønsker og dermed alle blive medskabere af det nye byrum, hvilket var helt centralt for projektet. Stemningen var god til idémøderne, og folk var ivrige efter at bidrage med deres ideer. Selvom de unge primært deltog i den sidste del af det ene møde, gav enkelte af dem også udtryk for, at de synes, at det havde været en god proces. Idémøderne og den mere uformelle præsentation, der kom ud af disse, tiltalte således nogen af de unge. Dog vidner den sparsomme deltagelse om, at flertallet alligevel havde svært ved at komme og deltage på lige fod med de andre beboere. De havde ønsker og idéer, men havde behov for et mere indgående kendskab til projektet og de mennesker, der stod bag, for at blive en større del af 12

idégenereringsprocessen. De unge mænd sagde, at de gerne ville have haft projektet formidlet ved, at folk fra projektet (facilitatorerne) havde henvendt sig til dem direkte, ansigt-til-ansigt, når de mødte dem i gadebilledet. I praksis blev projektet primært formidlet til dem gennem gadeplansmedarbejderen i Partnerskabet (Se Metoder i byggeprojektet og Konklusion & anbefalinger).

Projektet var tænkt som en mulighed for, at beboerne kunne være kreative i deres eget byrum, og facilitatorernes rolle var primært at skabe rammen for, at der blev skabt noget vellykket og holdbart. I praksis betød det en balancegang mellem at give beboerne frit spillerum for idégenerering og samtidig sikre, at idéerne blev omsat til noget, som beboerne kunne være stolte af. De første to dage krævede malerarbejdet med beboerne i det store gårdrum meget koordinering fra facilitatorernes side. Den tredje og fjerde dag var meget selvkørende, fordi beboerne nu kendte proceduren. De voksne, som deltog i malerarbejdet, sørgede for at styre børnenes arbejde, og nogle af de beboere, som deltog, fandt også selv på, at de ville male træer i en af passagerne til og fra det store gårdrum, hvilket facilitatorerne var hurtige til at følge op på. Netop denne overtagelse af organisering og udførelse, der opstod hos beboerne, viste, at facilitatorerne lykkedes med at skabe rum for beboernes holdninger og meninger. De unges deltagelse blev primært koordineret af en gadeplansmedarbejder, en frivillig medarbejder i klubben og en studentermedhjælper, som alle arbejder under Partnerskabet. Ifølge nogle af de unge var de også selv med til at beslutte, hvad der skulle laves ved klubben, og en beslutning om, at klubben skulle males blå, blev træffet i samarbejde med en af de unge, som deltog i byggeugen. De unge gik dog ikke selv i gang med arbejdet, når de mødte op, og det var fleres oplevelse, at de havde behov for meget imødekommenhed og styring af processen for ikke at miste motivationen for at deltage. Flere gange så vi nogle af de unge mænd stå eller passere igennem gårdrummene, uden at nogen tog 13

kontakt til dem (Se Metoder i byggeprojektet). Også Partnerskabet synes at dele vores oplevelse af, at der var et behov for hurtigt at gribe fat i de unge, når de mødte op. Partnerskabet varetog for det meste denne funktion fremfor facilitatorerne, som havde meget arbejde med at igangsætte de øvrige beboere og med byggearbejdet i sig selv. Der endte derfor med at være et led i mellem de unge og facilitatorerne, og blandt andet derfor blev det svært at opnå en meget tæt forbindelse mellem de unge mænd og resten af projektet (se Samarbejde på tværs som vejen til tryghed).

De beboere, vi har talt med efter byggeugen, har alle sagt, at de synes, at gårdrummene er blevet flotte. De fortæller, at mange taler om det, der er blevet bygget, og at den udbredte holdning er, at det er blevet pænt. Byggeugen har, ifølge de beboere vi har talt med, ikke medført, at der er kommet meget mere liv i Solvang Centret. Det er de samme som før, der bruger gårdrummene, men de fremhæver, at folk opholder sig lidt mere i gårdrummene nu, idet bænkene indbyder til, at byrummet bruges til andet end gennemgang. De 14

fortæller, at de ting, der er blevet bygget, bliver brugt af børn, unge og handlende, og således har projektet lykkes med at imødekomme ønsker hos en bred gruppe af beboere. Dog fremhæver en af de unge mænd, at projektet ikke var målrettet deres interesser, men mere var et projekt for de andre beboere, og der kunne således være gjort mere for at formidle til de unge, at projektet var målrettet dem (Se Konklusion og anbefalinger). Til stor overraskelse for Partnerskabet og de andre beboere har der dog ikke været hærværk på de ting, der blev bygget under byggeugen. Det kan tyde på, at de unge, til trods for at de næsten kun deltog i den del af projektet, som havde med klubben at gøre, alligevel føler et ejerskab for de øvrige ting, der er blevet bygget under projektet. Enkelte af de unges udtalelser efterlader også et indtryk af, at de ser sig selv som en del af projektet som helhed. Ifølge gadeplansmedarbejderen kan det, at der ikke har været noget hærværk på de ting, der er blevet bygget, ydermere ses som en indikator for, at enkelte unges deltagelse i projektet var nok til at sikre, at gruppen som samlet følte ejerskab, for det der var blevet bygget (Se Medborgerskab som vejen til ansvar).

En vigtig del af projektet var at sikre, at klubben blev en velintegreret del af gårdmiljøet i Solvang Centret med henblik på at skabe en god og tryg stemning. Efter byggeugen har der, hos de beboere, vi har talt med, været forskellige holdninger til, i hvilken grad dette er lykkedes. Generelt siger flere beboere, at de oplever, at der er blevet en bedre stemning i Solvang Centret, men enkelte, særligt folk fra pubben, som ikke har deltaget i byggeugen, mener dog, at stemningen er uændret. Der er heller ikke enighed blandt beboerne om, i hvilken grad gårdrummet, hvor klubben ligger, er et sted, hvor alle færdes. Nogle beboere fortæller, at det primært bruges af de unge mænd. Andre fremhæver, at det nu også bruges af børn, som før projektet ikke turde færdes der, og det må derfor ses 15

som et udtryk for, at det er blevet mere trygt. Kioskejeren fortæller, at de unge stadig opholder sig foran kiosken i samme udstrækning som tidligere, selvom et af ønskerne med at bygge bænke i gårdrummene var, at de unge skulle få nye steder at være, fordi det skabte utryghed blandt kunderne. Ifølge ham er det ikke lykkedes, fordi der ikke er nok bænke, som er placeret under halvtag. Det er vores indtryk, at de forskellige holdninger til, hvorvidt projektet har haft en indvirkning på stemningen og sikret, at gårdrummet ikke kun er et sted for de unge, i høj grad afspejler beboernes forudgående holdninger til, hvad projektet kunne bringe. Overordnet er der en del, der mener, at der er sket forandringer, og ingen mener i hvert fald, at stemningen er blevet dårligere eller mere utryg i gårdrummene, efter at de unge har fået en klub, som er placeret der. Generelt lader det til at klubben er mere velintegreret efter byggeugen. De unge skaber ikke den utryghed, der kunne have været forventet, når de pludselig opholder sig mere i byrummet. Gadeplansmedarbejderen lægger vægt på, at det er godt for gårdmiljøet, at de unge nu sidder på bænkene i det lille gårdrum, fordi det, at de ikke længere står op og hænger ud, betyder, at de ikke virker så skræmmende på deres omgivelser. Han fremhæver klubben som udslagsgivende for, at stemningen er blevet bedre, da udsigten til en klub generelt har skabt mere ro og tilfredshed blandt de unge mænd. Det er vores vurdering, at der med klubben er blevet skabt en mulighed for, at der fremover kan blive et mere roligt og trygt gårdmiljø. Klubben har ved evalueringens afslutning åbent tre gange om ugen og møder stor opbakning blandt de unge. Der er kommet et sted, hvor de unge kan være, og hvor de har noget at give sig til.

De unge kan som udgangspunkt være en svær gruppe at mobilisere og aktivere, da de ikke mener, at de har mulighed for indflydelse hverken i Urbanplanen eller i samfundet alene ved deres stemme eller tilstedeværelse. Den måde flere fortalte, at de oplevede at kunne få indflydelse på, var ved at smadre eller brænde noget ned. Det er den måde, flere af dem mener, at de har fået klubben på, og det er for nogle af dem også den læring, de har fået ud af at se på andre områder, de sammenligner sig med, for eksempel Mjølnerparken og Ishøj, hvor de mener at kunne se, at de unge får en hel masse, fordi de laver så meget ballade. Klubben er blevet en motivationsfaktor for de unge. De ønsker, de formulerede i forbindelse med idémødet, var i høj grad at få mulighed for at kunne gøre noget ved deres egen klub, og deres ønsker tog dermed udgangspunkt i dem selv som gruppe og de behov, de umiddelbart stod med for at have et ordentligt sted at hænge ud. Deres ønsker var dermed også kun centreret om det ene af de to gårdrum, og bevidstheden om deres naboer og de behov, de kunne have, var ikke det, der prægede de unges inputs meget på det tidspunkt.

Klubben var derfor et godt udgangspunkt for de unges deltagelse i projektet, og de unge tog ansvar for at gøre arbejdet med klubben færdigt, hvilket var en stor overraskelse for Partnerskabet. Det viser, at de unge gennemgik en læringsproces i forhold til at tage ansvar, frem for at vente på at andre gør det, og det virkede som om, det var en succesoplevelse for de unge at opleve, at de selv, i fællesskab med hinanden kan være med til at påvirke de omgivelser, de befinder sig i. De unge fra klubben har en meget stærk gruppefølelse, som er et godt udgangspunkt for læring om medborgerskab, da fællesskabet allerede rummer dele af, hvad medborgerskabsbegrebet handler om; fælles ansvar, at løfte i flok og at hjælpe hinanden. De er i høj grad præget af tanken om dem og os og er meget bevidste om, at andre folk ser på dem som en afgrænset gruppe for eksempel som ”kriminelle”, og at mange er bange for dem. Derfor har de som gruppe ikke umiddelbart tradition for at tænke i, hvad andre kan have brug for, da de af sig selv og andre defineres som en lukket og selvtilstrækkelig gruppe. Til gengæld føler de i høj grad et ansvar for hinanden og på mange måder også de ting, de er fælles om (her skal det dog lige nævnes at enkelte tidligere også har lavet hærværk og stjålet fra deres egen klub), men de fortæller alle om, at de har et tæt sammenhold og gerne vil være med til at skabe muligheder for hinanden. For eksempel deltager en af de unge, selvom han ikke længere bor i Urbanplanen. Flere af de unge nævner, at de gerne vil være med til at skabe bedre vilkår for de kommende generationer af unge, som de ikke ønsker skal ´hænge´ i gårdrummene, som de selv har gjort. Fællesskabsfølelsen knytter sig altså ikke blot til de nuværende brugere af klubben, men strækker sig også til kommende generationer.

Selvom klubben var et godt udgangspunkt for læring om medborgerskab, medførte de unges fokus på arbejdet med klubben, at projektet ikke lykkedes med at styrke de unges bevidsthed i forhold til de øvrige naboer. Der var dog aspekter i de unges fortællinger, som fortalte, at de også havde en bevidsthed om deres naboer. I interviewene lagde nogle af de unge vægt på, at gårdrummene skulle være et sted for alle.

Selvom det ikke var noget, som fyldte meget hos de unge generelt, vidner citatet om, at der var et potentiale for at styrke de unges medborgerskabsfølelse til de øvrige beboere. Under byggeugen viste det sig ikke nemt at etablere samarbejde på tværs af beboergrupperne, og der manglede konkrete metoder til, at de forskellige beboergrupper kunne samarbejde og høre hinandens ideer på tværs. Det lykkedes dermed ikke i tilstrækkelig grad at få arbejdet videre med de unges medborgerskabsfølelse i forhold til de øvrige beboere.

Flere af de unge mænd gav i interviewene udtryk for, at de gerne ville hjælpe med andre dele af byggearbejdet, men at de synes, at det var svært at blande sig, medmindre der var en, der inviterede dem direkte. 19

Enkelte lagde ligeledes vægt på, at de ikke kun deltog i projektet for at lave noget sammen med de andre unge, men at de så projektet som en mulighed for at ændre ved den opfattelse, de øvrige beboere havde af dem, ligesom det var tiltalende, at projektet kunne give mulighed for at møde nye mennesker. De unge gav således udtryk for, at de gerne ville inkluderes i andre dele af projektet, og der var derfor et potentiale for at skabe et samarbejde, som ikke blev udnyttet under byggeugen (Se Konklusion og anbefalinger). De unge sagde selv at de ikke er en gruppe, der selv henvender sig til nogle, de ikke ved, hvem er. Flere gav udtryk for, at de har svært ved at stole på autoriteter og ved at gå ind et sted, hvor de ikke kender, de mennesker, der er der. Derfor havde facilitatorerne, før projektet gik i gang, meget fokus på, at det var vigtigt at skabe en god og tillidsfuld relation til de unge. Under byggeugen var det dog vores oplevelse, at der kun i begrænset omfang var interaktion mellem facilitatorerne og de unge, og efter byggeugen kunne en af de unge, som havde deltaget, ikke svare på, hvad han synes om facilitatorerne, da han ikke havde haft meget med dem at gøre. Det var vores indtryk, at den sparsomme kontakt mellem facilitatorerne og de unge gjorde, at de ikke blev inkluderet i andre dele af byggearbejdet og således heller ikke arbejdede sammen med andre naboer.

På trods af det begrænsede samarbejde om byggearbejdet i byrummet, endte der med at være en hvis interaktion mellem de forskellige beboergrupper, som var givende i forhold til at skabe et bedre naboskab og mere tryghed i lokalområdet. For eksempel spiste indehaveren af pubben under byggeugen frokost med de unge, og børnene mødte de unge i en ny kontekst. Det har betydet, at børnene tør

opholde sig i det lille gårdrum, hvor klubben ligger, og altså ikke længere er bange for at være der, selvom det primært er her, de unge mænd holder til. De unge gav også udtryk for, at de synes projektet havde haft en positiv indflydelse på relationen til deres naboer. Gadeplansmedarbejderen mente også, at byggeugen havde skabt et bedre forhold mellem de unge og de øvrige beboere, trods det sparsomme samarbejde. Han lagde vægt på, at der var en stærk signalværdi i, at de unge havde deltaget i at gøre de gårdrum, som mange beboere mener, at de har ødelagt gennem tiden, pænere. Der er således skabt en bedre relation mellem de øvrige beboere og de unge, alene på grund af begge gruppers deltagelse i et fælles projekt. Vores vurdering er, at fortællingen om byggeugen alene også på længere sigt kan styrke relationen, da der allerede i interviewene efter to måneder ses tegn på, at denne fortælling om det fælles byggeprojekt har givet anledning til et mere nuanceret syn på hinanden. Det begrænsede samarbejde i byggeprocessen træder således i baggrunden for fortællingen om, at det har været et fælles projekt at skabe et pænere byrum. Derudover har projektet givet anledning til, at Partnerskabet kunne opnå et bedre kendskab og en bedre relation til de unge, så de i fremtiden kan få gode forudsætninger for at løse eventuelle konflikter. Partnerskabet vurderede, at de havde fået nogle gode og intensive stunder med enkelte unge, som de ikke har haft mulighed for før. En ung sagde under byggeugen, at havde det ikke været for klubben, havde de unge ikke deltaget. Klubben synes derfor at være et godt udgangspunkt for det videre arbejde, da den virker som en god motivationsfaktor for at mobilisere de unge og derfor i fremtiden kan tænkes at bidrage til, at man kan opnå en bedre kommunikation med de unge. 21

Med projektet ”Byrum i Solvang Centret” var formålet at skabe et forbedret byrum i samarbejde med beboerne i Urbanplanen. Særlig vigtigt var det at inddrage de unge mænd fra klubben. Således var der fokus på borgerinddragelse og på at skabe et byrum, som beboerne kunne føle ejerskab for, og som var forankret i lokalmiljøet. Projektet lykkedes med at skabe et fysisk resultat, som imødekommer den bredt sammensatte beboergruppes ønsker og behov. De ting, som er blevet bygget, bliver brugt af de forskellige beboergrupper i Urbanplanen, og efter to måneder står det stadig som ved projektets afslutning - fri for hærværk og vedligeholdt. Det tyder på, at der er blevet skabt et byrum, som beboerne føler ejerskab for. En central del af projektet var at sikre, at klubben og de unge brugere heraf blev velintegreret i byrummet allerede fra starten af, så de ikke skabte utryg stemning. Nogle mener, at der er blevet skabt en bedre stemning, mens andre mener, den er uændret. Uanset, er der ingen, der mener, at der med klubbens opstart er blevet en dårligere stemning i byrummet, og det er vores vurdering, at klubben kan spille en central rolle i at sikre, at der også forbliver en god stemning fremover. Der var god energi og nogenlunde deltagelse undervejs i projektet. Med hensyn til deltagelsen var det dog et problem, at de unge kun deltog i idégenereringsprocessen i begrænset omfang, da det medførte, at der ikke blev skabt fælles ideer på tværs af de forskellige beboergrupper. Under selve byggeugen blev det en meget todelt arbejdsproces, fordi facilitatorerne ikke både varetog kontakten til beboerne og de unge mænd og fordi, der manglede konkrete metoder til at skabe samarbejde på tværs. Der er alligevel blevet skabt en fortælling om, at beboerne byggede byrummet i fællesskab, som i sig selv kan have betydning for den fremtidige stemning i gårdrummene og forholdet naboerne imellem. Der var for facilitatorerne og Partnerskabet et særligt fokus på, at bruge projektet som medie for en socialpædagogisk indsats. Centralt var det, at de unge mænd skulle lære om begrebet medborgerskab. De unge mænd arbejdede primært på klubben, og de gjorde dette arbejde færdigt. Det lykkedes dermed at styrke de unges bevidsthed om, at de selv kan ændre på deres omgivelser. Det blev dog,

som nævnt ovenfor, ikke udviklet ideer eller samarbejdet på tværs af de forskellige beboergrupper. Derfor lykkedes projektet fortrinsvist med at fordre en læringsproces om medborgerskab blandt de unge mænd i relation til andre unge fra klubben og kommende generationer af brugere. Alt i alt er vores vurdering, at der med projektet er skabt et godt udgangspunkt for fremtidig udvikling i området. Projektet har bragt viden om, hvad et permanent byrum skal kunne, og bidraget med erfaringer, som kan bruges i indsatser for styrket naboskab samt trivsel og tryghed i lokalområdet. Desuden har projektet fungeret som en brobygger til de unge mænd, og det kendskab, der er blevet skabt til de unge, kan vise sig centralt for det fremtidige arbejde med resurser og barrierer i denne gruppe.

Det overordnede formål med projektet var at skabe et bedre gårdrum i samarbejde med beboere i Urbanplanen. I processen har facilitatorerne gjort brug af forskellige metoder for at nå projektets målsætninger. Facilitatorerne lagde særlig vægt på borgerinddragelse og på, at byggearbejdet skulle fungere som et medie for læring og udvikling i forhold til medborgerskab samt bidrage til at skabe et godt naboskab og et trygt lokalområde. Vi vil her nærmere beskrive de metoder, som lå til grund for projektet. Afsnittet er opdelt i metodekomponenter, og under hvert komponent præsenteres anbefalinger til fremtidige projekter.

Facilitatorerne forsøgte at forankre projektet via brugen af lokale nøglepersoner. De havde for eksempel blik for vigtigheden i at samarbejde med den lokale pubejer og etablerede gennem Partnerskabet et tæt samarbejde med deres gadeplansmedarbejder. De havde et ønske om at etablere projektet på en måde, hvor alle vidste, hvem de var, hvad meningen var med projektet, og at alle vidste, at de var velkomne, det gjaldt både inden og under byggeugen. Inden byggeugen startede, formidlede de projektet via flyers, som blev sendt til beboerne i Urbanplanen, og via indlæg på Urbanplanens hjemmeside. På flyers og i andre formidlingshenseender var det ikke præciseret, hvem der stod bag projektet. På de meddelelser, som blev sendt ud via Urbanplanens hjemmeside, fremgik facilitatorerne som en del af Partnerskabet, og det var derfor ikke tydeligt, hvem der stod for at facilitere byggeugen. Under byggeugen var den ene facilitator meget tydelig med en orange dragt på, det fungerede godt, da alle beboere på den måde vidste hvem hun var, og hun samtidig var nem at henvise til.

Der var fra starten et særligt fokus på at formidle projektet til den primære målgruppe; de unge mænd. Her spillede gadeplansarbejderen den afgørende rolle. Han påbegyndte arbejdet med at fortælle de unge om projektet en måned forud og blev dermed garant for, at de unge bakkede op om projektet. Han tog særlig kontakt til unge, der var meget vellidte i gruppen, havde en håndværksmæssig baggrund eller havde en speciel interesse i at deltage. Der var således fra hans side både et fokus på de unge, der ville være interesserede og dem, der ville være bedst til at sprede budskabet. 

Det er en anbefaling, at det er klart allerede i formidlingen, hvem der står for hvad i processen, og at facilitatorerne og deres baggrund bliver tydelige for de mennesker, projektet henvender sig til. Under byggeugen kan det også være en stor fordel for facilitatorerne at arbejde med tydelighed. Det er afgørende, at deltagere ved, at det er dem, de kan henvende sig til, hvis de ønsker at deltage.



En gadeplansmedarbejders tillidsfulde relation til de unge kan i nogle tilfælde være god at gøre brug af. For eksempel ved 'påmindelser', hvor han/hun grundet sin rolle har jævnlige møder med de unge, og qua relationen har han/hun mulighed for at ringe og være mere opsøgende, end nogen udefrakommende kan være.



Brugen af en tredjepart som den afgørende formidler til de unge gjorde det svært at skabe en god og tillidsfuld relation til de unge. Det havde betydning for deres deltagelse i byggeugen. Endvidere betød det, at de unges deltagelse i idégenereringsprocessen ikke blev sikret. Det anbefales derfor, at facilitatorer kombinerer brugen af en med stærke bånd til gruppen med egen formidling af hvem, der er, og hvad deres ønsker og målsætninger for processen er.

Det var centralt i projektet, at så mange som muligt fik ejerskab over byrummet og dermed bidrog med ideer og arbejdskraft. For at sikre ejerskabet bestod projektet af en idégenereringsproces, selve byggeugen og en åbningsfest, hvilket gjorde det muligt at deltage i forskellige dele af processen og med forskellige grader af engagement. 25

Idégenereringsprocessen sikrede, at byrummet blev skabt med udgangspunkt i beboernes ideer. For at øge deltagelsen blev der under selve byggeugen opsat en tavle med information om byggeugen og igangsat en afstemning omkring farvevalg i det store gårdrum. Både de, som deltog i byggeugen, og de, der ikke deltog, fik mulighed for at afgive deres stemme og få indflydelse på, hvordan byrummet skulle se ud. Ved byggeugens afslutning blev der holdt en åbningsfest for at sikre, at flere beboere blev en del af projektet. 

Idémøderne var gode til inputs, men blev lidt hektiske. Der kan i højere grad arbejdes med klare rammer, så deltagerne kender retningslinjerne og ved, hvad der er muligt og ikke er muligt under byggeugen.



De tiltag, der blev igangsat undervejs for at inddrage de øvrige beboere i Urbanplanen, kunne med fordel igangsættes før byggeugen, så de på den måde får en dobbeltfunktion, at inddrage i projektet og informere om projektets komme.

Projektets udgangspunkt var at bygge bro mellem socialpædagogik og arkitektur. Det var en socialpædagogisk indsats, men det var byggearbejdet, som skulle fungere som medie for læring og udvikling blandt deltagerne i forhold til aktivt medborgerskab og konkret håndtering af et byggeprojekt. Der skulle ikke være pædagoger med på projektet, da facilitatorerne havde en idé om, at særligt de unge mænd var trætte af socialpædagogiske indsatser. Det var centralt for facilitatorerne, at projektet skulle være en anledning til at møde de unge på en ny og afslappet måde. Byggearbejdet gav anledninger til, at nogle af de unge mænd blev bevidste om, at de selv kan være med til at ændre ved deres omgivelser. En af de unge sagde for 26

eksempel under et interview, at han ikke før havde tænkt på, at man kunne ændre gårdrummene, men at han nu kunne se, at det var en god idé. 

Ønsket om ikke at have pædagoger til stede kolliderede lidt i praksis med, at Partnerskabets medarbejdere kom til at spille en stor rolle i kontakten til de unge og i koordinationen af deres arbejde med klubben. Der kan med fordel tænkes meget i rollefordeling, særligt hvis meningen er, at et sådan projekt skal være en ny og anderledes tilgang til at møde de unge. Der kan være et potentiale i, at de unge bliver mødt af nogle ’udefrakommende’, som ikke er en del af en tidligere historie.



Det, at byggearbejdet skal blive et medie for den socialpædagogiske indsats, er en af mange forskellige målsætninger for sådanne projekter. Derfor anbefales det, at opdragsgivere og facilitatorer fra start klarlægger og prioriterer målsætningerne i projektet, og definerer hvilke konkrete metoder, der skal benyttes for at opnå dette.



Det anbefales, at der arbejdes målrettet med at sikre de unges deltagelse i idegenereringsfasen, for derved at øge deres deltagelse i det samlede projekt. Der skal være en bevidsthed om, hvilke metoder, der skal bruges for ikke at give dem særstatus, men samtidig give dem mulighed for deltagelse. For eksempel ved, at facilitatorerne inden projektstart kommer og præsenterer projektet til de unge, ansigt-til-ansigt.



Det anbefales, at både facilitatorer og opdragsgivere er med til, at der skabes tydelighed om de unges rolle i projektet. De unge skal vide, at projektet er målrettet dem og der skal lægges vægt på, hvad de kan få ud af det. For eksempel, at det er en mulighed for, at de kan skabe et bedre ry hos de andre beboere, og at de kan blive oplært i konkrete ting. Produktet skal være tydeligt for dem. Det anbefales ligeledes, at det gøres tydeligt, at deltagelse i projektet også kræver noget af de unge - at de ikke kun skal komme og arbejde på deres klub, men at de også må deltage mere generelt i byggeprocessen. Det skal være tydeligt, at det er nødvendigt, hvis de for eksempel ønsker, at projektet skal være med til at give dem et bedre ry hos deres naboer.

Facilitatorerne lagde, som før nævnt, stor vægt på, at de ville møde beboerne i kraft af deres virke som henholdsvis arkitekt og kaospilot og ikke som socialpædagoger. De ønskede en proces, hvor der ikke var noget hierarki, og hvor de mødte folk som ligeværdige samarbejdspartnere. Alle deltagere skulle være nødvendige for at sikre et vellykket projekt. Facilitatorerne som eksperter i at facilitere processen og beboerne i kraft af deres kendskab til området. Facilitatorerne lagde derfor vægt på, at de ville tale til folk direkte og også selv deltage i byggearbejdet. Facilitatorerne arbejdede selv hele tiden, hvilket for mange virkede som et godt signal. En del af beboerne endte med selv at tage en masse initiativ, fordi facilitatorerne var optagede af at bygge og male. Der manglede dog stadig en til at tage imod og sætte de beboere og de unge i gang, der havde svært ved selv at tage initiativ. 

Der kan med fordel arbejdes med en klar fordeling blandt facilitatorerne, hvor en fungerer som rollemodel for, hvordan der skal arbejdes, og hvor en anden er inviterende og igangsættende. Især i forhold til de unge er det væsentligt at være klar, når de unge er klar, og udpege en person, som har ansvaret for at tage kontakt til dem, ligeså snart de møder op.

Facilitatorerne lagde vægt på, at det skulle være sjovt at deltage, og at der skulle ske noget. For at skabe god stemning sørgede de for frokost og snacks og afspillede musik i gårdrummene.

Beboerne skulle føle, at det var relevant at medvirke, og facilitatorerne havde en idé om, at særligt de unge havde behov for, at der var kort fra idé til handling. Derfor blev der lagt vægt på at bygge med det samme frem for lange idégenereringsprocesser. Der skulle være fokus på processen og ikke på målet og derved skabes nogle rammer, hvor folk kunne opleve, at det er sjovt at være kreativt. Det var ifølge Partnerskabet en god måde at møde de unge på, da de ikke gider styring. Bureau Detours var en god samarbejdspartner, fordi de er gode til at skabe en uformel stemning. De har håndværkskundskaber, som gør, at de kan se muligheder, og er samtidig gode til at gribe nuet og vant til at tale gadesproget. 

Flere unge gav udtryk for, at de ikke altid vidste, hvad de skulle gå i gang med. Det er derfor vores vurdering, at man med fordel kan formidle konkrete mål til de unge, så det er tydeligt for dem, hvor det ellers kan være relevant at deltage.



De unges deltagelse var afhængig af, at de blev sat i gang, derfor kan der med fordel være ekstra opmærksomhed på at få de unge med i processen.



Processen under byggeugen kan styrkes ved, at der er flere nemme aktiviteter, som alle kan finde ud af at gå til - særligt med henblik på at imødekomme de unges behov for at blive sat i gang med det samme.

En af ideerne med byggeprojektet var, at beboerne skulle være fælles om et projekt og dermed komme et skridt nærmere et godt naboskab beboerne imellem og et trygt gårdmiljø. Facilitatorerne ønskede derfor at skabe rammen for, at forskellige beboere kunne mødes og bygge. Samarbejdet lykkedes på den måde, at der er kommet et fælles ejerskab og en fælles historie, men det var ikke nemt at få beboergrupperne til at samarbejde i løbet af ugen. 29



Facilitatorer skal hele tiden være bevidste om deres rolle som samlingspunkt i processen og være tilgængelige for alle grupper, så der kan gribes muligheder – også for at skabe aktivitet på tværs.



Der kunne med fordel udvikles meget konkrete metoder til at sikre samarbejde og interaktion på tværs: Gøre brug af arbejdsgrupper. Skabe gode forudsætninger for, at deltagerne kan udvikle ideer sammen undervejs. Spise fælles morgenmad eller frokost, hvor beboerne kan mødes og snakke. Skabe aktiviteter som kan inddrage folk udefra, for eksempel ligesom afstemningen omkring farvevalg og igangsæt dem forud for byggeugen, så flere får mulighed for at deltage.

Evalueringen blev designet med henblik på at sikre en vurdering af processen og projektets resultater og at udarbejde en metodebeskrivelse, som muliggør, at projektet kan udføres andre steder. Det har været en anvendelsesorienteret evaluering, hvor vi undervejs i processen har kunnet give tilbagespil til projektet om de foreløbige resultater og dermed muliggjort løbende justering. Vi har således indgået aktivt i dele af processen. I evalueringen er der primært gjort brug af kvalitative metoder og mere præcist kvalitative interviews, deltagerobservation og registrering. Semistrukturerede interviews blev gennemført med forskellige interessenter i projektet (i alt 21 interviews). Interviewene blev holdt før, under og efter byggeugen for at følge processen omkring byggeugen, udviklingen i brugen af de to gårdrum, samt deltagernes syn på området. I interviewene blev der lagt vægt på, at deltagerne oplevede, at der var interesse og tid til at høre deres historie og tanker om projektet. Deltagerobservation blev udført til planlægningsmøder, idemøder, under hele byggeugen og til åbningsfesten. Observation i forhold til brugen af de to gårdrum blev foretaget både før og efter byggeugen, og registrering blev lavet løbende både ift. deltagerantal, aktiviteter i gårdrummene og mængden af hærværk.

Vi vil følgende diskutere de svagheder, der kan være ved vores metodevalg og belyse, hvordan vi har forsøgt at imødekomme disse.

Vi har fortrinsvist interviewet facilitatorerne, Partnerskabet og de unge, mens vi kun har foretaget et interview med en af de øvrige beboere. De unge var den primære målgruppe, hvorfor vi fokuserede på dem, men det kunne have bidraget med yderligere perspektiver på processens forløb, hvis vi havde interviewet de øvrige beboere også. For at imødekomme denne svaghed i designet har vi løbende talt med beboerne under et af idémøderne, byggeugen og efter byggeugen. 31

Det er en generel svaghed ved deltagerobservation, at man som observator ser noget, hvor andre muligvis ville have set noget andet. Ved at være minimum to til at observere, har vi forsøgt at imødekomme denne udfordring. Endvidere har vi løbende valideret vores registreringer ved at snakke og foretage interviews med deltagere og facilitatorer om deres oplevelser. Byggearbejdet fandt sted i to gårdrum, og da vi primært var to-tre observatører af gangen, var det ikke altid nemt, at registrere alt, hvad der skete. Det var dog også vigtigt, at vi ikke distraherede processen ved at blande os for meget. Hverken facilitatorerne eller beboerne skulle føle sig "overvåget", og vi valgte derfor at begrænse antallet af observatører, ligesom vi forsøgte, så godt som muligt, at falde ind i projektets setting (deltog i byggearbejdet, small-talkede, foretog observationerne på mindre synlige steder).

Vi har foretaget registrering før og efter byggeugen, men især den registrering, som har fundet sted efter ugen, kan være præget af de tidspunkter, vi er kommet på. For at imødekomme det har vi foretaget registrering på meget forskellige tidspunkter (hhv. weekend og hverdag samt eftermiddag og aften), for at danne os et udtømmende billede af brugen af gårdrummene. Ligeledes har vi, for at understøtte vores registreringer, talt med de unge, butiksejerne og tilfældigt forbipasserende om deres oplevelse af brugen før og efter byggeugen.

Evalueringen var designet som et før-under og efter studie (se evt. figur 4). Inden byggeugen blev der foretaget interviews med Open Air Neighborhood, Partnerskabet og butiksejere i Solvang Centret. Brugen af de to gårdrum blev registreret, og der blev gennemført deltagerobservation til bygge- og idémøder, hvor der samtidig blev udført korte interview med beboere fra Urbanplanen. Under byggeugen blev der på alle byggedage udført deltagerobservation, der blev foretaget registrering af deltagere og aktiviteter og gennemført interviews med de unge fra klubben. Umiddelbart efter byggeugen blev der gennemført interviews med Open Air Neighborhood, repræsentanter fra Partnerskabet og 32

beboere, og der blev gennemført registrering af brugen af de to gårdrum. Efter 2 måneder blev der igen foretaget registrering af brugen af de to gårdrum, og der blev gennemført interview med en ung fra klubben, butiksejerne i Solvang Centret, en beboer, som deltog i byggeugen og tilfældigt forbipasserende. I forløbet blev der indlagt et møde umiddelbart efter byggeugen, hvor projektledere og facilitatorer modtog første feedback, så de fik mulighed for at gennemføre umiddelbare justeringer i planlægning af de næste faser i projektet.