Som en løve i et bur

Målmanden Søren Gottfredsen var med til at ændre træningskulturen og organisationen i Skjern Håndbold, da han kom til klubben i begyndelsen af det nye årtusinde

Af Michael Søvsø

Efter det sensationelle mesterskab i 1999 skulle der røres i gryden hos Skjern Håndbold. Det vidste Anders Dahl-Nielsen og Carsten Thygesen. De lokale drenge skulle have lidt modspil og lære noget om rigtig professionel håndboldkultur.

Allerede i juledagene i 1998 havde målmanden Søren Gottfredsen, mangeårig udlandsprof og på det tidspunkt målmand hos Galdar på Gran Canaria i den spanske liga, været på besøg i Skjern, og interessen for “et ægteskab” mellem parterne var gensidig – dog blev den først mere konkret i den sidste del af sæsonen 1998/99.

“Jeg var 31 år og overvejede at leve et liv med lidt mere end bare en sportstaske på nakken. Jeg havde udlevet min drøm om at spille i Spanien og fornemmede, at jeg var færdig med at flyve rundt og bo på hotel. På et tidspunkt sidst på sæsonen sad jeg nede i en bungalow og kiggede ud over havet og så ringede telefonen,” husker Søren Gottfredsen.

“Anders Dahl var i den anden ende. Vi snakkede lidt frem og tilbage, og han forklarede mig om vilkårene i Skjern. Det var sådan lidt semiprof og nu ville de flytte sig, og om jeg ville være med? Og at de heller ikke var helt naive ude i Vestjylland, for de vidste godt, at jeg ville koste noget.”

Ostemanden ringede

“Så jeg sagde ok til Anders og han sagde til mig, at “ostemanden” ville ringe om en times tid. Der gik vist ikke mere end to minutter, så var Thygesen i telefonen. Han kunne godt mærke, at der skulle lidt andre beløb til end de var vant til derude. Jeg havde også andre muligheder. Men vi fandt ud af det,” siger Søren Gottfredsen med et stort grin.

Oprindelig er han århusianer og forsøgte at pendle frem og tilbage fra den jyske hovedstad i begyndelsen af tiden i Skjern. Men han fandt hurtigt ud af, at det ikke var nogen god løsning.

“Det er ikke kun på håndboldbanen, man skal møde sine holdkammerater og tilskuerne. Det skal også være nede i Brugsen. Jeg flyttede til Skjern og fandt hurtigt ud af, hvordan man handlede på vestjysk. Jeg fik min lejlighed over “Chicken & Burger,” og var lidt utilfreds med gulvtæpperne. Så ringede jeg og klagede min nød til Carsten Thygesen. Der gik ikke mange dage, så var der nye gulvtæpper i lejligheden uden jeg egentlig havde gjort noget yderligere,” lyder det fra Søren Gottfredsen.

Han kom ind til Skjern Håndbold som fuldtidsprof, mens resten af truppen mere eller mindre var på halvtid, havde job eller studerede ved siden af håndbolden. Det gav gnidninger i begyndelsen.

“Det var nogle rigtig gode gutter alle sammen, og jeg blev taget virkelig godt imod. Men i begyndelsen gik jeg rundt som en løve

Skjern er et fantastisk område, men det var da et kulturchok, da jeg landede direkte fra Gran Canaria i 1999, fortæller Søren Gottfredsen. Men jeg holdte meget af byen og naturen, og jeg brugte en del tid ved Skjern Å, hvorfra billedet stammer. Jeg var også ansat i Skjern Fritidscenter, hvor jeg nød at boltre mig med ungerne, og som jeg i mange år efter fik hilsner fra. Fortsættes side 32

i et bur og ventede på træningen klokken 16. Jeg har altid taget min form, træning og vægtene meget seriøst, og det var svært for mig at forstå, at de andre måske kom halvtrætte til træning lige efter en lang arbejdsdag. Jeg havde ikke andet end håndbolden at tage mig til, så jeg var virkelig opsat,” husker Søren Gottfredsen.

Klar til slåskamp

I Skjern Håndbolds kulisser bliver Søren Gottfredsen husket som ærgerrig, viljestærk og en mand, der var med til at rykke organisationens kultur i den rigtige retning.

Gottfredsen selv mærkede hurtigt, at der var mange spillere i Skjern Håndbold, der var parate til flere og stærkere ambitioner.

“Træningskulturen blev bedre, og som tiden skred frem, blev træningen langt mere intens og målrettet. Hvis folk husker mig som en mand med temperament og ærgerrighed, så er det vel ikke helt løgn. I professionel sport er man indimellem sig selv nærmest og kæmper for ethvert minut på banen. Vi kan ikke alle sammen være Michael Laudrup og drible igennem på smukkeste vis. Nogle bliver nødt til at arbejde med grovfilen,” siger Søren Gottfredsen, der i dag bor i Horsens og arbejder som pædagogisk konsulent og stort set har lagt håndbolden på hylden.

Søren Gottfredsen var udover at være håndboldspiller også fotomodel og med sin fortid i langt mere professionelle håndboldmiljøer end Skjern, kunne man fristes til at tro, at han følte sig som en fremmed fugl i Skjern. Men sådan var det ikke.

“Overhovedet ikke. Jeg fik hurtigt mange gode venner derude og hang ud med for eksempel (Kristian) Gjessing og (Henrik) Sloth og boede også en overgang i Claus Hansens lejlighed. Det var en god tid, og jeg vil altid huske Anders Dahls peptalks før kampene,” siger Søren Gottfredsen.

Den dag i dag er Gottfredsens stemmeføring stadig så tydelig, at man uden problemer kan mærke, at han var en mand, man kunne høre på håndboldbanen. Som tiden skred frem, oplevede han vinderkulturen blive langt mere intens i Skjern.

“Skal man vinde håndboldkampe og have et godt hold, skal folk ikke være alt for flinke mod hinanden. Der skal findes en balance, hvor man skal gå lige til stregen. Spillere som Aron (Kristjansson), Claus Møller Jakobsen og Kristian Gjessing var jo klar til at “dræbe hinanden” indimellem. Vi havde nogle træninger ude i Borris, hvor der virkelig blev gået til stålet. Folk truede nærmest hinanden med slåskamp ude på p-pladsen bagefter. Der blev skabt god vinderkultur,” siger Søren Gottfredsen.

26 busser imponerede

Det siges også om dig, at dit humør ikke var frygtelig godt, hvis ikke du fik den spilletid, du følte dig berettiget til?

“Ha-ha, jeg indrømmer gerne, at jeg nok har været lidt indebrændt og indimellem rasende på Anders Dahl, hvis ikke lige han tolkede mig korrekt – efter min mening. Men han har nok haft sine årsager og indimellem tænkt, at “ham der er rablende gal”. Men der er vel en grund til, at man står på mål,” siger Søren Gottfredsen.

Søren Gottfredsen stoppede i Skjern efter tre sæsoner og nåede både at spille Champions League og være med til at vinde Challenge Cup og pokalfinalen mod FIF i Brøndbyhallen.

“Der blev jeg jo virkelig duperet. Jeg regnede med, at der ville holde tre-fire busser fra Skjern for at støtte os, og så kommer vi derover, og der var 23 eller 26 busser. Der tænkte jeg “hold nu kæft, det gælder om at få kridtet skoene her for de mennesker, der er kommet for at støtte os,” husker Søren Gottfredsen.

Det gjorde han. Gottfredsen blev pokalfighter i 24-20-sejren.

“Jeg var virkelig imponeret over opbakningen i lokalområdet derude. Så spillede vi en træningskamp en søndag aften og man forventede at komme til en tom hal. Sådan var det bare ikke. Der var masser af mennesker,” husker målmanden.

Selv nåede han i den grad at blive integreret i lokalmiljøet – også ud over håndbolden.

“Jeg var ovre på Skjern Fritidscenter og havde en rød gruppe derovre i et par år. Jeg skulle jo have noget at lave ved siden af håndbolden, og det var en fornøjelse. Jeg fik hilsner fra nogle af dem helt frem til de var 18-19 år, og det var ret rørende faktisk,” siger Søren Gottfredsen. n

- Den Pokalfinale glemmer jeg aldrig! Vi blev mestre, jeg blev kåret som Pokalfighter, men der var 26 busser med fans fra Skjern! Det var helt vildt, og det siger alt om den store opbakning, Skjern Håndbold har uanset, hvor de spiller, fortæller Søren Gottfredsen. På billedet nydes sejrs-champagnen sammen med en af de gode håndboldkammerater, Claus B. Hansen.