Min karrieres vildeste finalekampe

Jesper Jensen: Min karrieres vildeste finalekampe

Anekdoterne er mange, og historierne bliver vildere og vildere – men holder de vand? Læs mere om Jesper Jensens vildeste Europa Cup kampe

Af Nicklas Thygesen

For ni år siden stoppede han sin aktive håndboldkarriere.

Nu sætter den mangeårige Skjern-kaptajn og nuværende landstræner for det danske kvindelandshold, Jesper Jensen, ord på den Europa Cup-oplevelse, der står printet i Jensens håndboldhukommelse, som det vildeste han har været med til.

En kamp, der samtidig vækker et vemodigt og smukt minde om en respekteret og elsket håndboldmålmand.

- Vi er tilbage i 2002 begyndende med en udebanetur til Østrig, hvor Alpha Hard var semifinalemodstanderen i Challenge Cup, fortæller den daværende anfører.

- Historien er blevet fortalt mange gange efterhånden, men den bliver kun bedre med tiden. Vi er i store vanskeligheder i Østrig, og alt ser sort ud for os. Selv Carsten Thygesen dømmer os ude i sin livekommentering på Radio Ådalen, hvilket blev første og sidste gang Thygesen sad ved mikrofonen. Men i absolut sidste sekund fik Kristian Gjessing på mirakuløs vis scoret, og sender os i finalen. Det blev startskuddet til det, der for altid vil stå i min erindring, som den vildeste kamp i min karriere.

Optakten i finalekampen

Den første europæiske finale med Skjern Håndbold som deltager var en realitet. Makedonske RK Bitola med den frygtindgydende hjemmebane stod på modsatte banehalvdel.

Men allerede inden afrejsen mod det første opgør i Makedonien, var Jensen, Gjessing, Bergholt og kompagni briefet af de danske kollegaer fra FIF om, hvad der ventede.

Det tidligere københavnske storhold blev sendt ud af turneringen af makedonerne i en semifinaleduel fyldt med kaos og dramatik – kombineret med en håndfuld bemærkelsesværdige kendelser undervejs.

- Vi havde set opgøret mod FIF og hørt fra spillerne selv. Der ventede os en nærmest umulig opgave på udebanen, for uanset hvordan vi spillede, så ville vi aldrig komme hjem med en sejr. Plexiglasset, der skulle beskytte FIF-spillerne på bænken, blev smadret af de ellevilde fans, og så var scenen ligesom sat. Med al respekt for vores hjemmebane i den legendariske Hal 1, hvor bølgerne også kunne gå højt indimellem, så var det alligevel ikke et træk, vi havde set vores fans tage i brug før, siger Jesper Jensen.

På vej til finalen

- Da vi kører med bussen ind til arenaen, foregår det med politieskorte. Kampklædt politi med ladte maskingeværer tager imod os, og undervejs i bussen ser vi fans råbe og skrige fra balkonerne, hænge ud af vinduerne og nogle har forvildet sig op i lygtepælene. En kæmpe menneskemængde med vilde fans står klar ude foran arenaen flere timer før kampstart. Der er decideret fjendsk stemning. I omklædningsrummet var der et lille hul, som gav udsyn til fansene på den anden side. Jeg husker, at vi stod som små børn og kiggede ud på fansene, der vel i gennemsnit havde et romerlys med per person. Det var uhørt, siger Jensen.

Unge mænd til bar mavefest og romerlys-show

Da Skjern-spillerne inspicerer halgulvet i Bitola, halvanden time før kampstart, er tribunerne stuvende fulde. Max. kapaciteten i arenaen, i hvert fald den officielt godkendte af brandmyndighederne, lyder på 4.000 tilskuere. Men som Skjern-kaptajnen erindrer, så var det som om, at billetkontrollørerne ikke rigtig var mødt på arbejde den dag.

- Fansene, der nærmest kun bestod af unge mænd, stod i bar mave, og røgen fra romer-

Som anfører løftede Jesper Jensen Challenge Cup pokalen efter en storsejr i Den Runde Hal i Herning. Men forud for jublen var der både lidt held, spytklatter og kampklædt militær, husker kaptajnen om finalen i 2001-02.

Hallen i Bitola kunne officielt rumme 4.000 tilskuere, men kontrollørerne havde vist fri den dag, vi spillede, for op mod 6.000 var mødt frem. Der var også tykt af røg, fyldt kampklædt militær og halvgulvet var meget vådt – af spytklatter!

lysene havde allerede gjort sit indtog. Rygterne gik på, at op mod 6.000 tilskuere var mødt op, så vi kunne stort set ikke kommunikere sammen, og røgen lagde som en tyk sky over banen.

- Vi samledes i omklædningsrummet, og teamtalken fra Anders Dahl-Nielsen og Henning Kjærgaard bestod udelukkende af, at vi skulle stå sammen som hold, ikke lade os påvirke, og så var det forbudt at gestikulere og juble op til fansene. Mange af spillerne tog det måske lige lovlig bogstaveligt med at stå sammen som hold. For da opvarmningen gik i gang, så løb samtlige spillere så tæt op af hinanden – tættest på midtercirklen – så vi stort set ikke kunne svinge armene, fortæller Jesper. - Men alternativet var spytklatter i nakken, og upassende makedonske gloser på de to langsider, husker han.

Dommertække, skokast og endnu mere spyt

Om vi havde spillet 12, 14 eller 16 timer i træk, så havde vi aldrig været i nærheden af at vinde alligevel. Vi fik så mange tæsk fra det første minut, uden dommerne reagerede. Slag, når fløjene hoppede indover, uprovokerede skub bagfra, og albuer der tilfældigvis havnede i hovedhøjde. Vi var chanceløse, og det var udelukkende på grund af dommerne. De var under et massivt pres, og var så letpåvirkelige, som europæiske kampe dengang kunne bære præg af. Forskellen på ude- og hjemmebane var gigantisk, og det fænomen er vi heldigvis væk fra i dag. Det komiske var, at vi spillede en god kamp, men tabte klart med syv.

- Jeg har aldrig oplevet at se så mange mænd spytte nærmest i takt efter syv uskyldige, unge danske drenge på et halgulv – henover det kampklædte politi, vel at mærke. Det var som om, at de i dagene op til kampen havde gjort alt i deres magt for at anskaffe sig halsbetændelse. Kønt var det i hvert fald ikke. Claus Hansen opdagede først efter kampen, at en – og jeg overdriver ikke – 5x5 centimeter stor spytklat sad solidt plantet i nakken på ham. En håndfuld fans kastede også deres ene sko efter spillerbænken, så der var rig mulighed for at få en måske lidt blandet skogarderobe med retur til Danmark i forskellige størrelser og farver, fortæller Jesper Jensen. - Og så havde jeg næsten glemt, at vi blev låst inde i omklædningsrummet i pausen. Alt gik op i en højere enhed, den dag i Bitola. Men vi tog revanche.

“Det var Johans aften”

Arenaen i Bitola var ugen efter udskiftet til storslåede rammer i Den Runde Hal i Herning. 4.000 grønklædte Skjern-fans leverede en – ifølge Jensen – storslået stemning, trampende med fødderne taktfast mod ståltribunerne.

- Der var bred enighed om, at vi skulle give dem tilbage af samme skuffe, så vi gearede os selv helt vild op til at levere en præstation i ægte Balkan-stil. I de første forsvarsaktioner flåede Henrik Bergholt dem i gulvet, mens Kristian Gjessing fulgte trop med at svinge hårde tacklinger afsted. Dommerne skulle testes af, og de gav os lov. Akkurat som tilfældet var i det omvendte opgør. Det opfangede publikum lynhurtigt, og de satte dommerparret under et massivt pres. Jeg husker ikke kampen i detaljer, som jeg ellers plejer at gøre, men hver gang de fik en chance, så pillede Johan Jakobsen pynten af dem. Han var formidabel.

-Vi kørte dem ud af banen, vandt 34-17 og løftede en europæisk pokal for første gang nogensinde af et dansk hold. Det var unikt. Men hele fortællingen var fantastisk og smuk. Fra Kristian Gjessings mirakuløse mål i absolut sidste sekund mod Alpla Hard, tilfældigt og heldigt, til et sandt inferno i Makedonien fyldt med blå mærker og lige så mange tæsk, til at vi kæmpede os igennem – og Johan Jakobsen stod tilbage som den helt store helt. Den historiske aften i Herning vil for altid stå som Johans aften, fortæller Jesper Jensen. n

Returkampen mod Pelister Bitola blev spillet i Herning, og vi vandt 34-17. Den kamp tilhørte målvogter Johan Jakobsen. Han tog alt – som i alt! Den søndag i Herning er historisk, og vil for mig altid stå som Johans aften, fortæller Jesper Jensen.