4 minute read
En drøm går i opfyldelse
DGI VERDENSHOLDET EN DRØM GÅR I OPFYLDELSE
| AF EBBE ANDRESEN (ELEV 13/14), SIGNE STAMPE (ELEV 13/14 OG 14/15),
JEPPE KIRKEGAARD (TIMELÆRER 20/21) Foto: Gudrun Clausen
Den 19. maj 2021 kl. lidt i 20 tikkede en mail ind i indbakken. En mail der var ventet med hjertebanken, svedige håndflader og en god portion nervøsitet. ”Tillykke. Du er udtaget til DGI Verdensholdet”. Sådan lød overskriften og fra det øjeblik var en drøm ikke længere en drøm, men en ny, surrealistisk virkelighed.
Dejbjerglund tændte en gnist
Jeg kendte lidt til DGI Verdensholdet, inden jeg startede som elev på Dejbjerglund, men det var først efter min start på efterskole, at det virkelig blev en drøm. Dejbjerglund var med til at sætte gang og tænde en gnist i min gymnastiske udvikling og jeg lærte at gå benhårdt efter mine drømme og mål. Da min efterskoletid endte, var jeg derfor top motiveret og var så heldig at kunne fortsætte med gymnastikken på rep-holdsplan, hvorefter jeg tog et forårssemester på Gymnastikhøjskolen i Ollerup. Det var efter dette, at jeg tænkte ”det der Verdenshold, det skal lige have et skud!” - Signe.
Gymnastikopdragelsen kom på Dejbjerglund
Jeg fandt en stor glæde ved gymnastikken på Dejbjerglund og brugte rigtig mange timer i springcentret og på at dygtiggøre mig. Så på mange fronter har jeg min gymnastikopdragelse fra Dejbjerglund, hvor jeg for alvor fik lov at snuse til sporten. Dejbjerglund skabte på mange måder rammen for et særligt fællesskab og skabte et miljø, hvor det er ok at følge sine ambitioner og drømme, hvilket jeg i den grad har taget med mig i min videre færd – og især i forbindelse med min udtagelse til DGI Verdensholdet. Jeg har efter min efterskoletid trænet på rep-hold og haft et semester på Gymnastikhøjskolen i Ollerup - Ebbe.
Ledererfaring og omstillingsparathed
Jeg har været timelærer på Dejbjerglund, og har fået utrolig meget med mig ved at opleve Dejbjerglund på anden vis end som elev. Som en del af et stærkt lederteam lærte jeg, hvordan man giver eleverne de bedst mulige oplevelser med gymnastikken. Netop ledererfaring og omstillingsparathed er jeg dermed blevet styrket i ved at være på Dejbjerglund, hvilket virkelig er en stor force, når vi med DGI Verdensholdet afholder alle de workshops, som vi gør. Ved siden af min tid på Dejbjerglund har jeg også trænet på rep- og lokalhold - Jeppe.
”Tillykke. Du er udtaget”
Man kan roligt sige, at udtagelsen til DGI Verdensholdet 13 har været en lang og uforudsigelig tur, med en del bump på vejen. Vi gik til den første udtagelse i februar 2020 på helt normal vis, men ganske uvidende om, hvilken tid der lå os i vente. Efter udskydelse på udskydelse erkendte DGI til sidst, at DGI Verdensholdet ikke ville blive en realitet i 2020 og de arrangerede derfor en udtagelse på ny i 2021. Her skulle corona-pandemien igen give sine udfordringer, men i maj måned lykkedes det at afholde en udtagelse og DGI Verdensholdet 13 blev sat – og vi var med! Vi fi k os lynhurtigt en hverdag med vores nye holdkammerater. Den ene uge i træningslejr tog den anden og pludselig stod vi klar med et take offshow, QUA. Vi skulle for alvor ud og skyde gymnastik-Danmark i gang igen. Pludselig føltes corona som en glemt epoke og vi blev blæst bagover af publikums modtagelse i hver eneste hal, vi besøgte. Det skal dog ikke være en hemmelighed, at corona sætter sit præg på holdet. Vi har nemlig på intet tidspunkt kendt planen for vores verdensturné. Den kommer gradvist, mens vi rejser og har indtil nu stået på Tyskland, Polen og Dubai. Dernæst hedder det Argentina, Uruguay og Thailand. Klarhed over landene, de præcise lokationer og aktiviteter er dermed ikke nogle, vi kender, før vi nærmer os dem. Det har på mange måder været udfordrende og testet vores tålmodighed og omstillingsparathed, men samtidig er det også fedt og spændende ikke at vide, hvor vi er i verden om en måned. Dermed føles det også lidt som juleaften, hver gang vi får afsløret et nyt land. ;-)
”Vi bevæger verden”
-Et motto som længe har været tilkoblet DGI Verdensholdet, men som lige nu på vores verdensturné kommer ekstra meget til sin ret. Vi har allerede nu afholdt rigtig mange workshops og fra dag et stod det klart, at vi ikke kun bevæger alle de her mennesker fysisk. Efter 1,5 år med coronanedlukning og isolation er det en helt særlig glæde og taknemmelighed over at være sammen og kunne grine sammen igen, det kan spores i øjnene på de mange workshopdeltagere. Det er rørende og utrolig bekræftende at bevæge verden på et tidspunkt, hvor verden har allermest brug for det.