5 minute read

Begyndelsen til det næste

10. KLASSE BEGYNDELSEN TIL DET NÆSTE …

| AF HENRIETTE BJERGBÆK, SIMON STENSIG, MADS KROGSLUND, CHRISTOFFER KOCH,

ULRIK KOLIND OG MADS CLAUSEN

Vores 10. klasse er begyndelsen på en ungdomsuddannelse eller erhvervsuddannelse og ikke afslutningen af folkeskolen. 10. klasse er et aktivt tilvalg og en indgang til det næste. Af den årsag niveaudeler vi ikke eleverne. I stedet fokuserer vi på den enkelte elevs tanker og ønsker for fremtiden.

På Dejbjerglund Efterskole vælger eleverne i 10. klasse én af tre mulige linjer, der repræsenterer hver sit fordybelsesområde og interessefelt. Interessefællesskabet skaber sammenhængskraft, der binder eleverne i stærke grupper. Interesse motiver, og sammenholdet holder de faglige kedler i kog.

Naturvidenskabelig linje på Dejbjerglund Efterskole Nysgerrig? Undrer du dig?

Sådan er fokusordene, hvis eleverne skal vælge den naturvidenskabelige linje i 10. klasse. Eleverne arbejder med fysiske fænomener, kemiske sammensætninger og kigger i kroppens forunderlige verden. Ud over det sædvanlige pensum i 10. klasse i fysik og kemi dykker vi også ned i biokemiens mikroskopiske univers og forsøger at forstå, hvad øjet ikke umiddelbart kan se. Ligningernes sprog fra matematikken skal hjælpe os igennem afstande i Universet, som vi ikke kan forholde os til på anden vis.

Eleverne laver brændende alkohol ud af sukker og gær og skal i foråret forhåbentligt se lokalområdets verdensberømte Whisky destilleri. Efter et par vingeskudte år med vira er det befriende at få større berøring med virkeligheden.

Eleverne har i år taget initiativ til at forberede årets studietur, og afstandene er så store at rejse med fly er en nødvendighed. De har undersøgt, hvor mange træer, de skal have plantet på forhånd for at udligne deres CO2 aftryk for flyrejsen. En lille gruppe elever har fremlagt projektet for skolens bestyrelse, og hvis alt går vel, drager 10.N til Tjernobyl i foråret 2022.

Samfundsfaglig linje på Dejbjerglund

”Hvad mener du?” og ”Hvad ved du om det?”

Det er de to vigtigste spørgsmål, som eleverne i S-klassen gerne skulle kunne svare på, når året er omme. Så ”Hvad mener du” om: Inger Støjberg, Mette Frederiksen, Donald Trump eller hvad mener du om brugen af sociale medier, kommunalvalg og religion i samfundet? –og ”hvad ved du om det?”

For at eleverne i S-klassen kan danne og skabe en holdning til vores hverdag og samfund, er det nødvendigt, at eleverne bliver fortrolige med, hvad de selv mener. I det moderne samfund er viden tilgængelig for alle – altid. For at eleverne kan skabe deres egen viden, er det nødvendigt, at man lærer at navigere, skelne og sortere viden fra de hundredevis af indtryk, vi udsættes for hver dag.

Vi arbejder med at fi nde, læse og forstå de mængder af nyheder og informationer, der rammer eleverne, når de bevæger sig på nettet.

Eleverne skal lære at udtrykke sig både skriftligt, men i høj grad også mundtligt. Derfor er tilgangen også, at deltagelse er et must, for at den enkelte elev får udbytte af undervisningen. Vi arbejder i mindre grupper, hvor spørgsmålet ”hvad mener du?” er centralt i samtalen. Eleverne skal tale sammen, bruge den viden, de har fået, og mene noget. Det andet vigtige spørgsmål vi stiller eleverne er, ”Hvad ved du om det?”. For at mene skal man vide. Når vi ved noget, så har vi også en mavefornemmelse for, om det er noget, vi kan gå ind for eller ej. Eleverne skal blive fortrolige med deres mavefornemmelse, så sidder deres meninger bedre fast.

fortsætter på næste side ➤

Igennem teori, med udgangspunkt i gymnasiets grundbog til c-niveau, arbejder vi os igennem bl.a. sociologi og identitetsskabelse, inden vi tager fat på politik og kulturforståelse. Samfundsfag spænder vidt, og vi skal så langt omkring, som eleverne vil være med. Møder du en S-klasse elev. Spørg hvad de mener, og hvad de ved om det – så skal du nok få svar.

Kl. er 11.15, undervisningen skal til at starte. ”Dagens nyhed”, der i øvrigt fremlægges af eleverne, handler om instrukskommissionen. Første spørgsmål eleverne får er, ”hvad mener I om det?”.

Erhvervslinje på Dejbjerglund

”Skal jeg tage en håndværksuddannelse?” Eller ”Skal jeg gøre som de andre og starte på gymnasiet? ” Det er er ofte det store spørgsmål i 10. klasse, og den beslutning forsøger vi at hjælpe med i Erhvervs-klassen.

Erhvervslinjen har fokus på general værktøjskendskab – at blive opøvet i sikker og korrekt brug af forskellige værktøj. Projekterne, som eleverne arbejder med i løbet af året, vil typisk være ting, som er til gavn for skolen og eleverne selv. De har blandt andet bygget en mobiltribune på en gammel møgspreder. I Stauning har skolen et gammelt bådhus, hvor der har ligget kanoer og kajakker. Da vi ikke længere sejler så meget, blev huset ryddet indvendigt. E-klassen har forstærket træværk, isoleret, sat beklædning op, rettet et betongulv op og lagt nyt gulv.

Vi har stor fokus på hele byggeprocessen i projekterne. Lærerne kommer med en overordnet plan, men eleverne skal selv være med til at designe, planlægge arbejdsgangen og udførelsen af de enkelte gruppeprojekter. Selvom vi ikke kan dække alle håndværksfag, så mener vi, at eleverne opnår en grundlæggende forståelse for, hvad det vil sige at levere et godt stykke håndværk. Erhvervslinjen er desuden også inde på teknisk skole i Skjern og arbejde med el, motor/metal og robotter, samt ude på relevante byggepladsbesøg. På den måde mener vi, at eleverne bedst mulig bliver klædt på til at kunne vælge, hvad de vil i fremtiden.

This article is from: