Min gåtur fra Nr. Lyngvig til Paris

Af Anders Lund Bjerregaard

Jeg tror, at jeg altid har været en fyr, der godt har kunnet lide at lave ting, som andre finder skørt eller anderledes. Når folk spørger mig, hvorfor jeg valgte at gå fra mit hjem i Nr. Lyngvig til den franske hovedstad, ved jeg aldrig rigtigt helt, hvad jeg skal svare, andet end at jeg godt kan lide sådan nogle ting. Jeg kan godt lide naturen, oplevelser og havregryn.

Jeg har altid godt kunne lide at gå en tur, men det er ikke noget, jeg gør mig i hver dag – overhovedet. Alligevel lød en 3 måneders gåtur ovenpå 13 års skolegang helt vildt interessant og lokkende. Så efter en god sommer som student, pakkede jeg i august måned min taske og gik afsted ud ad indkørslen.

Jeg havde selvfølgelig gjort mig en masse tanker, inden jeg tog afsted, for »hvad nu hvis det regner konstant i en uge«, »hvad nu hvis jeg får en skade« eller »hvad nu hvis mit telt går i stykker«. Men ligesom starten på alle mine 100 spørgsmål lød også: Hvad nu hvis … jeg er ovenud glad, når jeg ser tilbage, at alt der potentielt kunne have være gået galt, ikke stoppede mig fra at tage af sted på den fedeste tur, jeg har været på. For i sidste ende, hvad var det værste, der kunne ske?

Paris og Eiffeltårnet kom ind i mine tanker, da Europa begyndte at åbne mere og mere op i løbet af 2021. Jeg syntes, det var rart at have et fysisk symbol in mente hjemmefra. Lidt ligesom et »sidste stop«, som jeg kunne fortælle om til folk, der spurgte. Så regnede jeg lidt på det, og 1500 km. ville jeg muligvis godt kunne nå at tilbagelægge, inden det for alvor ville blive efterår.

En lækker hjemmebrygget portion pasta og frikadeller – der var også nok til madpakken næste dag;)) Hollandsk morgenmadsspecialitet i form af Hagelslag, nydes bedst på havnen!!

Selvom jeg havde Paris i tankerne, da jeg gik hjemme fra indkørslen, så var det aldrig det overordnede mål. Først ville jeg til Flensborg,

for der ville jeg kunne komme til uanset vejr og forhold, og så havde jeg givet min ide et skud, og kunne tage hjem, hvis det ikke var lige så fedt, som jeg havde forestillet mig. Det viste sig at være federe end forestillet, og alle mine »hvad nu hvis«-spørgsmål var ikke længere i mine tanker. Det var uden tøven, at jeg fortsatte min tur mod Europas 8. største by, Hamburg. Det var meget spøjst, at kassedamen og vejskiltene nu var på et andet sprog end derhjemme, det plejede ikke at undre mig, når jeg tidligere har været i udlandet. Således fortsatte min tur ellers med »delmål« der lød: Holland, Amsterdam, Belgien, Bruxelles, Frankrig og sidst Paris. På den måde var der aldrig længere end et par 100 km. til næste destination.

Hver dag begyndte med at få planlagt dagens rute. Jeg tog temperaturen på, hvor langt der var til nærmeste overnatningssted, og hvilken kompasretning der passede nogenlunde med min næste »destination«. Kun en enkelt gang på turen, prøvede jeg at planlægge overnatningsmuligheder hele tre dage ud i fremtiden, men ironisk nok endte jeg med at sove tre helt andre steder. Mange er imponerede over, at jeg har gået så lang en tur, men flere stiller spørgsmålstegn ved, at jeg valgte at gøre det på egen hånd. Det havde uden tvivl været enormt hyggeligt at dele turen og alle minderne med en anden, men det var bare rart ikke at skulle tage

Jeg kom via. navigationsappen Komoot igennem en masse fede skove, nationalparker og stier, meget gode alternativer til en trafikeret asfaltvej. Min 1.511 km. rute fra indkørslen ned til Eiffeltårnet.

En 28° septemberdag i Tyskland ledte til en vaskedag på campingpladsen. Mit telt er slået op i baggrunden og min Trangia er godt igang med at stege frokost i forgrunden.

hensyn til andre end mig selv. Det kan måske lyde lidt egoistisk – og det er det nok egentligt også, men det har gjort mig endnu mere selvstændig og komfortabel på egne evner. Jeg gad heller ikke at skulle »overbevise« nogen om, hvor røvfed en ide, jeg selv synes, jeg havde fået, med at trække stikket fra samfundet i tre måneder, så derfor tog jeg simpelthen bare afsted med min rygsæk og mit eget selskab.

Der er flere som har spurgt mig, hvordan det kan være, at jeg ikke gik derned via den kortest mulige rute, for havde jeg forsat igennem Tyskland, ville turen have været knap 400 km. kortere. Nogle af tankerne bag turen var et ønske om at møde en masse nye, spændende personligheder, se en masse natur og opleve noget forskelligt kultur. Det må man sige jeg gjorde, for hver gang jeg krydsede en landegrænse, ja næsten et byskilt var husene bygget anderledes og folk udviste en anden adfærd – vildt spændende!

Næsten hver eneste dag i tre måneder vågnede jeg op et helt andet sted, end jeg gjorde dagen forinden. Jeg mødte derfor også nye mennesker hver dag, som hver især lever deres eget liv i deres egen by med deres egen omgangskreds. Jeg har hørt mange historier, men ved at der stadig er mange historier, jeg ikke har fået hørt – endnu. For det er helt vildt så mange mennesker, der findes derude, som vil gøre meget for at hjælpe folk med rygsæk og et smil på læben. Det var alt fra at give en kop kaffe og en sludder til at tilbyde aftensmad og logi natten over.

Selvom dagens eneste gøremål var, at jeg skulle gå, så kunne der godt opstå nogle problemer undervejs. For hvad gør man, hvis dagens planlagte rute pludselig er spærret? Eller hvis en minifærge man skulle have været med, kun sejler tirs- og torsdag, når man er uden for sæson? Eller man kommer til Belgien og Frankrig, hvor størstedelen af de folk man møder udelukkende taler fransk? Det viste sig, at alting sørme endte med at gå i sidste ende, og det er noget, jeg har taget med mig.

Tiderne i byen var faktisk, underligt nok, de eneste tidspunkter, hvor jeg følte mig alene. Ikke ligefrem ensom, men bare følelsen af at være alene. Ironisk nok at sådan en følelse først rammer en, når man går rundt i byer som Hamburg og Bruxelles med befolkningstal på over 1 mio. mennesker. Jeg tror det kom af, at jeg var nået at blive vant til næsten at hilse på hvert menneske,

Hanna havde budt på logi natten over. Spørgsmålet er, om det er rollo eller min solcelle som suger mest energi fra solen? Mit telt behøvede ikke blive sat op denne dag, da der var plads i Ankes lade. Lækker flødeis fra deres køer ventede mig til morgenmad den efterfølgende morgen.

jeg mødte på min vej, og så i storbyerne hilser ingen på hinanden længere.

Helt generelt så følte jeg mig i gang med et formål og i gang alle døgnets timer, hvilket jeg synes var helt fantastisk. Jeg foretog mig jo ikke andet end at gå og nyde tilstedeværelsen og omgivelserne, men alligevel har det været de 3 mest produktive måneder i mit liv.

Normalt når jeg gør ting, og når andre gør ting, så handler det om at vinde, opnå den hurtigste tid eller samle det højeste beløb ind til en god gerning. Normalt hvis jeg sætter mig noget for, så vil jeg meget gerne nå det mål, som jeg har sat mig – sådan skulle denne tur bare ikke være, så derfor satte jeg mig ikke noget endeligt mål eller nogen slutdato. Der er nemlig en stor forskel på at være på tur og at være i konkurrence for mig – der er bestemt gode ting ved begge.

Jeg endte med at være afsted i 89 dage, fra jeg tog hjemmefra d. 9. august til jeg var hjemme igen 4. november. Jeg havde ikke troet det, men efter lige knap 3 måneder med vindstille dage 90% af tiden, så var det skønt at komme hjem og blive blæst ordentligt igennem igen. Det var dejligt at have vand til begge sider igen, efter mange dage væk fra kysten. Det var dejligt at se de samme skønne mennesker igen hver dag, og det var dejligt at komme hjem til god varm mad hver dag kl. 18 og til sin egen bløde seng. Ting som jeg måske ikke værdsatte højt nok, inden jeg tog afsted.

Der var meldt regn til hele dagen – men jeg fik ikke en dråbe. Jeg blev oveni forkælet med denne solnedgang direkte ned til den tyske flod Eideren. Jeg fik besøg af venner og familie som kørte og fløj ned for at besøge mig forskellige steder på turen. Her har jeg for første gang besøg af min kammerat Mogens.

En tidlig efterårsaften hvor vejret endnu en gang var helt fantastisk, lige strækninger som denne jeg tog afsted for!

Jeg tror ikke det svære ved det, jeg har gjort, ligger i at gå de 22 km. om dagen i 3 måneder. Jeg tror ikke det sværeste ved at gå til Paris, er at gå til Paris, men derimod at beslutte sig for, at man vil gøre det.

Jeg vidste ikke, om sådan en tur ville give mig et helt nyt syn på, hvem jeg er eller verdenssituationen, men ironisk nok viser det sig, at det jeg lærte, var noget jeg allerede vidste, nemlig at jeg godt kan lide naturen, oplevelser og havregryn.