Tanken om, det kunne være min egen søn, gør mig trist

Farideh Fahimi arbejder i en privat hjemmetandpleje inden for special- og socialtandpleje og kriminalforsorgen. Det kræver meget mentalt, men er det hele værd. Følg hende et døgn her.

07.00 / Jeg sætter mig i bilen og kører fra mit hjem i Søborg til Køge, hvor min arbejdsdag starter kl. 7.45. Jeg arbejder tre dage om ugen i en privat hjemmetandpleje. Mine dage er inddelt sådan, at jeg om tirsdagen altid er i specialtandplejen, om onsdagen i kriminalforsorgen og i dag, torsdag, i socialtandplejen. Tidligere arbejdede jeg fire dage om ugen, men fordi det er en hård patientgruppe at arbejde med, er jeg gået ned på en tredages arbejdsuge.

07.45 / Min klinikassistent og jeg pakker vores tandbus med redskaber og planlægger de praktiske ting, inden vi kører. Vi skal til Maribo i dag, så vi har ca. halvanden til to timer, før vi er fremme.

09.45 / Vi ankommer til Maribo, og efter vi har gjort bussen klar, kommer den første patient. Hun er en kvinde i midten af 30’erne, som er tidligere misbruger. Det er fjerde gang, hun kommer, og vi kender hinanden godt nu. Hun har store tandsmerter, men hun har været seksuelt misbrugt som barn og er meget bange for at skulle ligge i stolen og åbne munden. Det har været en lang proces, men sidste gang lykkedes det os at trække overkæbetænderne ud, og i dag kan vi få taget aftryk til hendes protese.

10.45 / Vi tager os god tid til hver enkelt patient, så der er sat mellem 45-60 minutter af til hver og 30 minutter til nye patienter, som der kommer en af nu. Hun er en kvinde i slutningen af 20’erne og også tidligere misbruger. Hun har voldsom tandlægeskræk, hvilket ca. 95 % af vores patienter har. Kvinden tør ikke gå ind i bussen, men kaster i stedet op i en busk, fordi hun er så bange. Vi tager det meget roligt, og først nærmer hun sig bussen, sætter sig så i stolen og lidt efter lidt lykkes det os at få taget 12 røntgenbilleder, hvilket gør mig glad. Jeg er opvokset i Iran, hvor der ikke var nogen pædagogik i børnetandplejen, så jeg har selv tandlægeskræk, og det fortæller jeg altid patienterne. Det hjælper nogle gange.

11.30 / Den næste patient er en ung mand i starten af 20’erne, der er tidligere narkoman. Han har boet på gaden i mange år, og han har et meget eroderet tandsæt med mange knækkede tænder. Han har været her seks gange, og første gang græd han, fordi det gjorde så ondt, og fordi han længtes efter at tygge og nyde et ordentligt måltid. Vi laver altid behandlingerne i små step, og de seneste par gange har vi trukket to-tre tænder ud hver gang, og vi kan nu lave en protese. Patienten er lykkelig over, han ikke længere har ondt, og giver mig et knus. Jeg bliver rørt. Min egen søn er 30 år, og tanken om, at han skulle have så store smerter og protese, gør mig trist.

12.45 / Efter frokost får vi en patient ind med ADHD og autisme. Første gang han kom, var han meget negativ og havde en infektion. Vi har dog fået trukket tænder ud og lavet protese til overkæben. I dag laver vi aftryk til underkæben. Han går glad derfra, og min klinikassistent og jeg giver hinanden en highfive over, at forløbet er gået så godt med ham. Eftermiddagens sidste patienter skal alle have reguleret proteser, og vi instruerer dem i, hvordan de skal renses.

15.30 / Vi er kommet tilbage til Køge og pakker vores udstyr ud. Bagefter kører jeg hjem til Søborg, mens jeg tænker over dagen. Jeg er altid ekstremt træt efter en arbejdsdag. Derfor kører jeg direkte i svømmehallen for lige at rense hovedet.

20.00 / Da jeg kommer hjem fra svømmehallen, har min kæreste lavet aftensmad, og vi hygger os og ser en film. Selvom mit arbejde er mentalt hårdt, og det kræver meget udover de faglige kompetencer, så er jeg så glad for det. Det betyder mere for mig, at jeg hjælper de her patienter, end at jeg tjener mange penge på en klinik.♦