Fra urtid til nutid

Fra urtid til nutid

Udviklingen af konceptet og målingen af tiden

Et af historiens vigtigste, men ofte glemte udviklingstræk, er indførelsen af konceptet om tid til at vejlede os i vores hverdag. Om det har været ved hjælp af solen og månen, tyngdekraft og vand eller mere moderne remedier som armbåndsure og digitale ure, så har tiden og målingen af tid spillet en afgørende rolle for menneskets og civilisationens eksistens. Men hvad er tid egentlig for en størrelse? Og hvordan bruger vi den? Vi kender formentlig alle til frustrationerne over, at tiden går langsomt, når vi venter, eller går hurtigt når vi har travlt, men tiden arbejder naturligvis med en fast hastighed objektivt set. Disse udtryk gør sig mest gældende i dag, måske især følelsen af at tiden går for hurtigt desto ældre man bliver. I nutiden er vi alle dybt afhængige af at kunne måle tiden.Vi bruger den til at vide, hvornår vi skal på arbejde, hvornår vi har fri og hvornår maden i ovnen er færdig. Vi bruger den til at afgøre vores alder, hvor langt vi er i uddannelsesforløbet, og hvornår en fodboldkamp føjtes af. Og for at det hele kan nås, render vi alle rundt med et ur, enten på armeneller ilommen idigitalversion,der altid kan fortælle, hvad klokken er. Men hvordan er

vi nået hertil? Og hvilke metoder til at måle tid har vi brugt?

Urtiden – Den første døgnrytme

Lad os skrue tiden tilbage med ca. 70.000 år. Her møder vi arter af urmennesker. Omkring denne tid udviklede menneskearten et komplekstsprogogensansforkunstogkultur. Mennesketbegyndteatsamlesig omlejrbålog fortalte historier og brugte ikke bare dette nærvær til en omgang fællesspisning, men også en udveksling af viden og mytiske fortællinger. Den velkendte arkæolog og historiker, Jeanette Varberg, skriver i sit værk ”Urtid”, at dettefællesskabfikmennesket til at arbejde sammen om et fælles mål. Derved begyndte mennesket at besside en højere tilpasningsevne og fik mere innovative adfærdsmønstre.

Disse mennesker var bevidste om brugen og udviklingen af redskaber, og Varberg beskriver dem som ”teknologisk opfindsomme”. Flere menneskearter levede side om side på dette tidspunkt. Bl.a. mødte Homo Sapiens (det moderne menneske) og

Homo Neanderthalensis (Neandertalermennesket) hinanden i Mellemøsten og Europa. Neandertalere besad også viden om teknologi og redskaber. Homo Sapiens var dog en mere overlegen menneskeart, idet neandertalerne uddøde for ca. 30.000 år siden.

Denne overlegenhed findes bl.a. i tilpasningsevne, intelligens og teknologi.1

Men trods denne sans for teknologisk udvikling, havde disse mennesker endnu ikke brugfordenpræcisetidsregningsomvikender fra uret i dag. Som alle andre levende organismer på jorden levede urmennesket udelukkende efter naturens egen konstruktion af tid, der følger solens og månens gang over himlen.

Varbergskriverdesuden,atmennesket ikke bare levede på må og få, men at det trivedesgodtmednaturen.2 Fordiurmennesket endnu levede i velafbalanceret overensstemmelse med naturen, havde det også et dygtigt kendskab til det dyrerige, som dannede grundlag for menneskets kost. For eksempel gav det ideelle forudsætninger for at forstå byttedyrenes adfærd, og altså hvilke tidspunkter på døgnet eller året, hvor det var mest optimalt at jage de forskellige dyr.

Ifølge Mathias Clasen og Marc Andersen, der hhv. er lektor på Århus Universitet og forsker inden for perceptionspsykologi, påpeger, at nutidens menneskes ængstelighed for mørke stammer fra urmenneskets tid, hvor andre rovdyr end os gik på jagt om natten. Dengang opholdt mennesket sig typisk i primitive telte eller

huler om natten for netop at undgå de andre rovdyr. Menneskets sanser er nemlig ikke lige så skarpe i mørke som om i dagslys. Jagt var derfor ikke optimalt for mennesket op natten.3 Med viden om byttedyrenes adfærd og menneskets svækkede sanser i mørke in mente er vi nu blevet klogere på urmenneskets adfærd. Vi har gemt os i huler om natten og jaget om dagen. Nat og dag har siden tidernes morgen være bestemt af vores kredsløb i solsystemet. Og urmenneskets døgnrytme var dermed bestemt af solen og månen. Dette var menneskets første ur.

Antikken – Tiden i mål

De planetære elementer spillede stadig en afgørende rolle for målingen af tid i antikkens verden. De første kalendre vi kender til i dag, blev skabt i Mesopotamien, nutidens Mellemøsten. Ved hjælp af månen og mennesketsvidereudviklingafmålingenaf tid, blev måneder, dage og år indført. Her bestemte mansigfor,atdervar29-30dagepåenmåned, 12 måneder på et år og i alt ca. 365 dage i løbet af et år. Dette var den første kalender.4

Mesopotamiere brugte altså også solen og månen til at bestemme tid. De var formidable astronomer og kunne implementerede den kalender, som mere eller mindre stadig bruges

3 ”Hvorfor er vi bange for mørke?” Videnskab.dk, 2020 Hvorfor er vi bange for mørke? (videnskab.dk)

2 Varberg, s. 18

4 John M. Steele, Mesopotamian Calendars, 2014 Mesopotamian Calendars | SpringerLink

1 Jeanette Varberg, Urtid – Historien om Danmark fra stenalder til vikingetid, (Gads Forlag, 2021), s. 13-15

den dag i dag. I betragtning af at denne opdeling og måling af tiden opstod for mere end 3.000 år siden, så fristes man til at sige, at de var forud for sin tid. Dog er det ikke kun inddelingen af måneder og dage, der kan spores tilbage til antikken. Timer, minutter og sekunder er nemlig også en oldgammel tidsmålingsmetode, som vi også bruger i dag. Men dette er bare teoretisk snak. Der mangler et praktisk element: Det finder vi, når vi ser nærmere på nogle af de fysiske redskaber, man brugte i antikken til at bestemme, hvornår timer og minutter var gået.

Solure var blandt de første menneskeligt konstruerede redskaber, der blev brugt til at måle tid. I antikken begyndte man nemlig at bruge solen til at måle tidspunkter på dagen, altså timer og minutter. Ved hjælp af en søjle eller en pind i jorden kunne solen bruges til at måle dagens forløb. Solen kaster lys på søjlen eller pinden, og bagved formes en skygge.Denneskyggebrugessomenviser,lidt ligesom på nutidens analoge ure, bare uden sekund- og minutviser. Egypterne betragtes som de første til at opfinde en mekanisme, der har kunnet vise tiden i timer. Det ældste solur, som stadig er bevaret i dag, stammer fra Egypten og er ca. 2.800 år gammelt. Disse ure udviklede sig med tiden, og andre civilisationer tog soluret med sig og byggede

videre på det. Bl.a. implementerede grækerne og romerne dette tidsmålingsredskab. Grækerne gik dog også mere arkitektonisk til værks. F.eks. rejste de en hel bygning til at måle tiden. Byggeværket blev opført for mere end 2.000 år siden og står stadig i dag. Strukturen er 13 meter høj og 8 meter i diameter.5

Men med tiden opstod behovet for at gøre målingen af tid endnu mere præcis. Her kom vanduret i spil. Det formodes at de første vandure blev brugt i Babylonien, mens grækerne krediteres for udbredelsen af dem. I simple termer er et vandur en beholder med et hul eller en tragt i bunden, som fyldes op med en bestemt mængde vand. Vandet får derefter lov til at løbe ud af tragtens hul, og netop gennem den dalende vandmasse i beholderen måles tiden. Denne metode er mere præcis, og kan endda bruges om natten, i modsætningen til et solur. Vanduret i det gamle Grækenland blevmed tidenstandardiseret.Mansørgedefor at vandurenes størrelse var den samme eller at man kunne gange størrelsen, og dermed mængden af vand, op. Vanduret kan også fortolkes som en form for stopur frem for et decideret ur. F.eks. brugte grækerne et vandur til at bestemme, hvor lang tid en tale måtte være. I det gamle Grækenland spillede taler og talere en vigtig rolle i samfundet, især under

5 Britannica, The Editors of Encyclopaedia. "sundial". Encyclopedia Britannica, 2022

retssager.Nåraltvandetivanduretvarrendtud eller havde nået et bestemt punkt, havde taleren opbrugt sin tid.6 Vanduret kan på denne måde sammenlignes med et timeglas, der arbejder med sand frem for vand. Efterhånden blev det mere og mere udbredte og normaliseret at måle tid ift. menneskets dagligdag og på arbejdsmarkedet. Dette bringer os videre til middelalderen og denne periodes tilgang til tid.

Middelalderen til moderne periode – Det standardiserede ur

Solure og vandure virkede kun meget lokalt. Dvs. tiden kunne kun måles og ses af folk i nærheden af det givne tidsmålingsredskab. I middelalderen fik standardiseringen af tid en nydimension, idetfolki enstørreradiuskunne nyde godt af et tidsmålingsredskab uden nødvendigvisatværetilstede.F.eks.vedhjælp afkirkeklokker,somkunnehøreslangtvæk,og var med til at ensarte dagens gang for lokalsamfundets borgere. Klokkerne ringede ved bestemte tidspunkter på dagen eksempelvis for at indikere, at de lokale markeder havde åbnet, eller at der skulle bedes en bøn i kirkerne, klostrene, katedralerne og ved andre religiøse forsamlinger.7

Middelalderens europæiske klostre var hjemsted for datidens munke, der forsøgte at forståGudsskaberværk.Ogforatholdestyrpå disse observationer, skabte man med tiden en mekanisk tidsmåler. Dette redskab til at måle tid blev kaldt et ur, og minder på nogle punkter om nutidige analoge ure med visere. Disse tidsmålere viste ikke kun de planetære bevægelser,menblevogsåbrugttilattidsfæste det sociale liv. Det første af disse urværker formodes at være opsat i 1330’erne ved Milanos domkirke. Selvom nogle af disse urværker var udstyret med målere og visere, var det kun nødvendigt at klokkeren kendte tidspunktet på døgnet, så han kunne ringe det ud over byen, for de lokale brugte mest bare lyden af klokken til at kende tiden. Det første af denne type ure kom til Danmark i begyndelsen af 1400-tallet og blev opsat ved Ribe Domkirke. Dette spredte sig hurtigt til flere områder af landet, og erhvervet som urmager vandt indpas.8 – Disse enorme ure medbragte da også en vis fascination med sig. Christian den 5. (1646-1699) var dybt betaget af de nyeste teknikker inden for tidsmåling, og tilbragte meget tid med at nærstudere disse mekanismer. Dengang brugte man ofte ildens kraft til at skabe belysning, og i de sene og

6 J. G. Landels, Water-Clocks and time measurement in Classical Antiquity, 1979, s. 32-37

7 ”The History of the Clock” Lignoma.com The history of the clock - all important information! (lignoma.com)

8 Poul Duedahl, Gudhjemtid – 1894, (Aarhus Universitetsforlag, 2017), s. 18-21

mørke timer måtte Christian den 5.’s urmager holde lyset, så han kunne betragte de fascinerende opfindelser. En dag bevægede kongen sig lidt for tæt på flammerne, og der gik ild i hans hår. Dette medførte, at han måtte brugeenparyk.Andreeliteborgereisamfundet fulgte med på moden, og sådan begyndte paryktiden i Danmark.9 Men urenes vigtigste indflydelse, var dog uden tvivl at tiden blev langt mere præcis og standardiseret:

”Fra nu af var den fem om morgenen i købstaden, når klokken ringede fem gange, uanset om solen var stået op, og hanen galede eller ej. På den måde havde byen en fælles tidsforståelse, en normaltid, og uret var en autoritet og sandsigerske, der gav mennesker mulighed for at mødes til aftalt tid.”10

I slutningen af 1800-tallet, blev den såkaldte universaltid indført. På tværs af landegrænser skulle man indstille urene, så alle kørte med sammeklokkeslæt.Herskullenaturligvistages højde for, hvor i verden, man befandt sig. Universaltiden sikrede, at børn mødte i skole til bestemt tid og fulgte et bestemt skema. Dennebrugafureneiskolenvarmedtilatgøre eleverneklar tilarbejdsmarkedet,hvor tidogså spillede en afgørende rolle. Tid bestemte nemlig, hvornår på dagen arbejderne skulle

9 Duedahl, s. 31

10 Duedahl, s. 22

11 Duedahl, s. 23

møde, hvornår de havde pause og hvornår de havde fri.11 Med forsøg på standardisering af tid og klokkeslæt har flere historikere argumenteret for, at skabelsen af uret er gået hånd i hånd med industrialiseringen.12 Ved netop også at kunne måle tiden i minutter og sekunder fandt man ud af, hvordan man kunne udnytte tiden mest muligt. Dvs. mennesket altså er gået fra at anskue tid ud fra lys og mørke, solen og månen, dage og måneder til timer og minutter.

Ure har dog ikke udelukkende været brugt af praktiske årsager. Ogsåsompyntegenstand har uret vundet indpas i samfundet, hvilket bringer os videre til nutidens brug af ure.

Nutiden – Den digitale verden

Som sagt har ure også haft symbolsk værdi og ikke kun nytteværdi. Og det har egentlig ikke ændretsigmeget.Tidsmålereerstadignogleaf de mest attraktive symboler på prestige. Hvis manharetoverdådigtur,vidnerdetom,atman har en vis økonomisk og kulturel kapital.13 Med tiden begyndte man at benytte sig af små ure, der kunne vikles om ens håndled. Armbåndsure blev endda så udbredte, at en tredjedel af alle solgte tidsmålere ved den første halvdel af 1900-tallet, var armbåndsure.14 Og siden 1930’erne er det gået stærkt. Nu til dags bærer stort set alle rundt på

12 Duedahl, s. 19

13 Duedahl, s. 26

14 ”The History of the Clock”

et ur. Rundt om håndleddet, i lommen eller i tasken. Mobiltelefonen, som kan så meget andet end bare at fortælle klokkeslættet og datoen, er efterhånden blevet et uundværligt allemandseje.

De fleste af os er måske af den opfattelse,attidengår hurtigere,desto ældre vi bliver. Og det er ikke helt uforklarligt. Filosoffen Poul Lübcke fra Institut for Medier, Erkendelser og Formidling på Københavns

Universitet bruger følgende eksempel til at fortælle om de forskellige opfattelser af tid ud fra alder:

”Damanvarbarn,føltes det,som omder skete mangeflere ting, fordimanhele tidenoplevede noget nyt. For eksempel kan en bustur være en oplevelse for et barn – men være temmelig intetsigende for en voksen. Mellem to fødselsdage kan et barn for eksempel have 100 store oplevelser. Men når man er 50, har man måske kun 10 store oplevelser imellem to fødselsdage.”15

Er dette mon en vurderingssag, eller sker der bare objektivt færre spændende begivenheder, desto ældre man bliver? For at tilnærme os et svar på dette, kan vi igen gøre brug af artiklen om, hvorfor vi er bange for mørke. Vores frygt for mørket kan nemlig kobles sammen med

opfattelsen af, at tiden går hurtigere med alderen. For vores hjerne forsøger konstant at forudsige, hvad der kan og skal ske. Disse forudsigelser er baseret på tidligere erfaringer samt de sanseindtryk, vi modtager. Dvs. at jo ældre vi bliver, desto flere erfaringer kan vi gøre brug af. Og jo flere erfaringer, desto mere forudsigelighed kan vores hjerne skabe. Og med mere forudsigelighed, og dermed mere fokus på fremtiden, desto mindre lever vi nuet. Derfor kan det føles som om, at tiden går stærkere,desto ældrevibliver. Forhvisvi altid tænker på fremtiden gennem disse forudsigelser, kan vi måske glemme at tænke på nutiden. Og fordi vi netop altid forsøger at forudsige på baggrund af erfaringer, er der måskefærreting,derkanoverraskeosogvirke nye. Som tidligere fremhævet, er antallet af store oplevelser afgørende for, hvordan vi opfatter tiden og dens hastighed. Oplevelser kangivetvisfølesmindre,nårvikanforudsige, hvad der vil ske ved disse oplevelser.

Tid til…

Vi bruger tid på at gå i skole og på arbejdet. Vi bruger tid på at planlægge transport og at lave lektier, men vi søger også efter at finde tid til at hygge os finde tid til os selv. Men i nogle jobbrancher spiller tid faktisk en altafgørende rolle. Eksempelvis for arkæologer og

15 ”Hvorfor går tiden hurtigere når man bliver ældre?” Videnskab.dk

Hvorfor går tiden hurtigere, når man bliver ældre? (videnskab.dk)

historikere, som mig selv, er tiden nok det, der spiller den største rolle. Vi bruger det til at afgøre, hvornår bestemte begivenheder fandt sted, for det er yderst vigtigt for os at vide, hvornår disse ting skete, for at vi netop kan skabe en kontekst, en fortælling. Ved at kende årstal kan vi nemlig fortælle og berette om historiens gang, og bruge det til at forklare, hvorfor vi her i dag. F.eks. kan arkæologer og historikere fortælle hele Danmarks historie baseret på en sammenkobling af jordlige fund, derberetterom,hvordanmenneskeriDanmark engang har levet. En økse kan f.eks. fortælle om, hvordan vi har udnyttet træ for overlevelse, og et sværd kan fortælle om, hvordan man har bekriget hinanden. Vi bruger også tid (og årstal) til at fortælle hele mennesketshistorie.Fundfraurtiden,antikken og middelalderen ville ikke betyde noget, hvis ikke vi kunne sætte årstal på. Uden bestemte årstal vil kronologien i menneskets historie være ufuldstændig og forvirrende. Der vil ikke være tegn på en udvikling.

Vi kan benytte tiden til at forklare, hvordan vi er nået til, hvor vi er nu. Dit nys for et minut siden kan forklare, hvorfor du lige har været ude og pudse næse. Din bustur for en time siden kan forklare, hvorfor du lige er kommet hjem. Gårsdagens undervisning kan forklare, hvorfor du lige er blevet færdig med lektierne. På samme måde, bare i en større

kontekst,kandentidligerehistoriskeudvikling forklare, hvorfor nutiden er som den er i dag.

Litteraturliste

Jeanette Varberg, Urtid – Historien om Danmark fra stenalder til vikingetid, (Gads Forlag, 2021)

J. G. Landels, Water-Clocks and time measurement in Classical Antiquity, 1979

Poul Duedahl, Gudhjemtid – 1894, (Aarhus Universitetsforlag, 2017)

Britannica, The Editors of Encyclopaedia. "sundial". Encyclopedia Britannica, 2022

Sundial | Definition, History, Types, & Facts |

Britannica

John M. Steele, Mesopotamian Calendars, 2014

Mesopotamian Calendars | SpringerLink

”The History of the Clock” Lignoma.com

The history of the clock - all important information! (lignoma.com)

”Hvorfor er vi bange for mørke?”

Videnskab.dk, 2020 Hvorforervi bange formørke?(videnskab.dk)

”Hvorfor går tiden hurtigere når man bliver ældre?”

Videnskab.dk

Hvorfor går tiden hurtigere, når man bliver ældre? (videnskab.dk)