Dyrehistoriens Fjervægter

Dyrehistoriens fjervægter

Diskurser om den danske brevdue

1883 - 1943

Fra en uventet kant

Da Paris blev belejret under den fransk-preussiske krig i september 1870, kappede preusserne alle telegraflinjer til byen i forventning om, at al kommunikation til byen ville blive afbrudt. Det viste sig ikke at være tilfældet. En fremsynet pariser havde kort forinden tilbudt forsvaret sine 300 brevduer som alternativt kommunikationsmiddel, i tilfælde af infrastrukturen netop skulle blive ødelagt. Man nåede ikke at få duerne ud af byen, før belejringen var en realitet, så det krævede flere livsfarlige aktioner i luftballon at få dem fragtet til regeringen i Tours, hvor de kunne flyve hjem med vigtige informationer til Paris 1 Historien gik verden rundt, og det spektakulære samarbejde mellem militæret og brevdueopdrætteren i Paris blev startskuddet til etableringen af militære brevduevæsener overalt i Europa. Den første danske brevdueforening blev etableret af lille gruppe københavnere i 1878, som to år senere indgik samarbejde med den, til formålet

1Brevduen nr. 1, 1883, 2-4

2Nielsen, Jacob V., ”Når højteknologien fejler”, TempTidsskrift for historie, 2019, 98-100

oprettede, danske efterretningstjeneste.2 Men der er mere til fortællingen om de bevingede vidundere, der viste sig at være selv de mest moderne kommunikationsmidler overlegen. Paris’ belejring er også en patriotisk fortælling om, hvordan dyr og mennesker i forening satte livet på spil for fædrelandet. Historien blev en slags oprindelsesmyte, der definerede brevduesportens patriotiske oprindelse. Men hvilken rolle spiller duerne egentlig i den sammenhæng? Kan en due være patriotisk?

Debatten om dyrs rolle i historien begyndte for alvor i 1974, da Journal of Social History udgav en artikel underskrevet pseudonymet Charles Phineas. Phineas proklamerede ironisk, at det er lige så absurd at skrive historie om dyr som om homoseksuelle og venstrehåndede. Historiker Erica Fudge gav i 2002 sit modsvar til kritikken i ”A left-handed blow”, hvor hun argumenterer for, at inddragelsen af dyr i historien ikke blot er et forsøg på at mangfoldiggøre historien for mangfoldighedens skyld. Dyr har en agens og en historisk tyngde, som kun har vist sig stærkere i takt med feltets udbredelse, og som en boksers venstrehåndsslag kom dyrene ind i historieskrivningen fra en uventet kant og overraskede os med nye perspektiver.3 Duen er et dyr, der spænder over hele den affektive skala i den menneskelige bevidsthed. Særligt den delvist tamme brevdue

3 Fudge, Erica, ”A left-handed blow: Writing the History of Animals”, Representing animals. Theories of Contemporary Culture, 2002

har været genstand for megen debat. Artiklen er derfor et forsøg på at slå et lille venstrehåndsslag for brevduernes plads i dyrehistorien

Dyrehistoriens rødder

Dyrene er overalt i historien, hvis bare man kigger efter, for de har altid været en del af menneskers liv både i praktisk og symbolsk forstand. Derfor er det dyrehistoriens selverklærede mål at forsøge at skabe balance mellem dyrenes rolle i den faktiske historiske fortid og deres plads i den videnskabelige historie.

I indledningen til Den Jyske Historikers temanummer, Folk og Fæ

mennesker og dyr i historien, identificerer historiker Anne Katrine

Gjerløff tre rødder i den moderne dyrehistorie, der alle har forskellige syn på dyrs agens, og hvad den kan bidrage med i forskningen: Den klassiske antropologi, Animal Studies og faghistorie i form af social- og kulturhistorie.4

I antropologien er det hverken dyrenes funktion som konsumvarer eller arbejdskraft, der er interessant, men derimod de forskellige kulturelle opfattelser af dyr og deres plads i menneskers verdensopfattelse. Her har dyrene især vist sig nyttige til at identificere og forstå brudfladerne mellem forskellige socialgrupper. Et af de mest kendte eksempler på

historisk antropologi er Robert Darntons

”Workers Revolt”, bedre kendt som The Great Cat Massacre Fortællingen tager udgangspunkt i en parisisk trykkeriarbejders erindringer, om dengang han og en kollega en dag i 1730’erne afholdte ceremonielle retssager og dømte deres mesters katte til døden for at holde dem vågne om natten. Hændelsen udviklede sig til den rene massakre, alligevel erindrer han det som det sjoveste der skete i hans læretid.5

Darntons værk er et godt eksempel på den nytte, som historieforskningen drager af antropologiens metoder. I det nære studie af trykkeriarbejderne og tidens komplekse syn på kattes symbolske værdi fungerer kattene i fortællingen som en slags antropologisk dåseåbner, der letter låget til den sociale forestillingsverden.6 De mange, for os fremmede, symboler kattedyret repræsenterede, herunder synd,

6

4Gjerløff, Anne K., ”Historien – nu med dyr!”, Den jyske Historiker, 123, 2009, 13

Kattemassakren. (Lånt fra France-Amérique)

5Darnton, Robert,“Workers Revolt”, The Great Cat Massacre and other Episodes in French Cultural History, Pinguin Books. 1984, 79-104

Gjerløff, ”Historien – nu med dyr!”, 11

kvindelig seksualitet, karneval og magi, bliver i sidste ende dét, der forklarer, hvad der var så sjovt ved at henrette de mange katte. Massakren var først og fremmest en protest over de dårlige vilkår. Med til forklaringen hører det også, at katte, der blev holdt som kæledyr, var en klassemarkør i 1700-tallets Paris. Henrettelsen af et kæledyr var dermed et direkte angreb på ejerens status og ejendom. De ceremonielle henrettelser var således en slags karnevalslogik, hvor svendene trådte ud af deres undertrykte rolle, for selv at blive de undertrykkende, ved at henrette mesterens katte. Fordi katte også repræsenterer kvindelig seksualitet, blev det særligt ydmygende for ham, da de slog hans kones yndlingskat ihjel, da det kunne tolkes som et angreb på han mandighed. Den symbolske ydmygelse var total!

Det er altså hverken kattenes egne sansninger eller agens, der sættes under antropologens lup. Katten er blot et redskab til at forstå den fremmede fortid. Netop dét er den største anke i den anden af dyrehistoriens rødder; Animal Studies. Denne retning beskæftiger sig især med forholdet mellem videnskabsmanden og de dyr, han arbejder med.7 Historikeren, Éric Baratay, har i mange år arbejdet ud fra den klassiske tilgang, hvor mennesket er i centrum, men har senere erkendt, at dyrehistorien

7Ritvo, Harriet, “History and animal studies”, Society & Animals, 10:4, 2002, 406

8Baratay, Éric, “Building an Animal History”, Academia, 2015, 1

derved ofte overser den kompleksitet dyrene har, hvis vi studerer dem fra deres egen synsvinkel. Det kræver et opgør med den klassiske måde at tænke historie på som a science of humans in time. 8 Vil vi forstå hele menneske-dyrerelationen, må vi, if. Baratay, øve os på også at se den fra dyrenes perspektiv og forstå dyrene som subjektivt følende, tilpassende (og lidende) individer - kort sagt se dyrene som aktører. Risikoen er, at forskningen bliver en slags indignationshistoriografi, der moraliserer forhistoriske menneskers behandling af dyr, frem for at forstå relationen mellem dem. Animal Studies er et revisionistisk forsøg på at bryde med en allerede etableret diskurs om, at dyr ikke kan være subjekter og afslører feltets nære relation til dyrerettighedsbevægelsen, hvilket kan være problematisk for et fag, som hylder objektivitet.9 Animal Studies hylder også det interdisciplinære samarbejde, som har præget historiefaget i mange år. Men i stedet for at udforske det humanistiske og samfundsvidenskabelige nabolag søger de ofte mod naturvidenskaben.10

Den sidste af de tre rødder er forgrenet i flere retninger indenfor social- og kulturhistorie. I den tidligste dyrehistorie var emnet ifte nyttedyr i landbruget eller som biologiske væsener i naturhistorisk kontekst.

9Gjerløff, ”Historien – nu med dyr!”, 12 10Baratay, 1

Dyreperspektivet har senere vist sig nyttigt til at udbrede forståelsen af menneske-dyrerelationen i urbane samfund. Dyrene kan både være en indgangsvinkel til at forstå underrepræsenterede grupper såsom kvinder, børn og arbejdere, men også vores syn på borgerskabsidealer er blevet nuanceret med hjælp fra dyrene.11

Høj som lav, rig som fattig, land- eller byboer – alle har en relation til dyr i deres hverdag, og det afspejler den moderne dyrehistorie. Særligt forskellen på land- og byboernes relationer til dyr er interessant, for i takt med at man flyttede tæt sammen i byerne i 1700- og 1800-tallet, rykkede dyrene med.

bl.a. om urbaniseringen, at; selve forholdet til dyr er i denne proces også blevet civiliseret og omgærdet med borgerlige idealer om familie, troskab og høj moral i tale og fremfærd, ligeledes kan en øget sensibilitet over for lidelse og vægt på humanitet og filantropi ses som gode borgerdyder i vekselvirkningen mellem mennesker og dyr i perioden.12

En kvinde af borgerskabet, USA 1927

I den proces fik borgerskabet stor indflydelse på forholdet til dyr og natur bl.a. gennem dyreværnsforeninger. Gjerløff skriver

11Gjerløff, ”Historien – nu med dyr!”, 6-10

I England, har professor i historie Martin Johnes erfaret, at en lignende civilisering af menneske-dyrerelation fandt sted i den britiske arbejderklasse, hvor kapflyvning med brevduer var en populær sport i sidste tredjedel af 1800-tallet. I artiklen ”Pigeon racing and working class culture in Britain, c. 1870-1950” undersøger Johnes begreber som mandighed og socialitet i arbejderkulturen gennem brevduesportens fællesskab. Han konstaterede bl.a., at det var en særlig mandig sport, og at de britiske brevduemænd både brugte sporten som et socialt fællesskab og arbejdet med dyrene som et privat fristed, hvor de kunne udleve kærlige følelser, som ellers sjældent blev udtryk overfor familien Det var også en sport, der rummede store klasseforskelle. Eksempelvis skelnede man mellem kort- og langdistanceflyvninger, hvor kortdistanceflyvningerne var dominerede af arbejderklassen. Langdistanceflyvningerne var derimod forbundet med større udgifter og

12Gjerløff, ”Historien – nu med dyr!”, 9

applerede derfor mest til middel- og overklasse indtil midten af 1900-tallet 13

Johnes tematiserer brevduesportens udbredelse i den britiske arbejderklasse med blik for både kulturelle og sociale aspekter. I første omgang er sporten en indgang til at forstå subkulturen, men han viser også hvordan samtiden er repræsenteret i denne subkultur. Han formår både at optegne de store socialøkonomiske forhold i arbejderklassen og give et portræt af arbejderklassens mandighedskultur. Her kommer især brevduemandens egen selvforståelse i spil med eksempler på, hvordan relationen mellem ejeren og hans dyr blev et fristed, hvor han kunne udtrykke den hengivenhed, som han ellers undertrykte i overensstemmelse med arbejderkulturens mandeidealer.

Brevduen og de danske brevdueforeninger

Undersøgelsens kildegrundlag består af medlemsbladet Brevduen, fra perioden 1883-1943, hvor jeg, pga. materialets omfattende størrelse, har valgt, at lave nedslag hvert 10. år Bladet udkom første gang i april 1883, og i de første

18 år frem til januar 1901 stod Brevdueforeningen Kjøbenhavn bag den månedlige udgivelse. Herefter overtog den nyoprettede landsorganisation, De danske Brevdueforeninger (DdB),

der blev dannet i samarbejde med krigsministeriets generalstab og marineministeriet.14 Foruden foreningsanliggender består bladet af en stor del oversættelser af faglige artikler eller værker skrevet af tidens fremmeste eksperter i Europa. Teksterne er primært tyske eller belgiske, mens enkelte er oversat fra fransk, engelsk og hollandsk. Brevduen har i perioden et bredt internationalt udsyn, hvilket kan skyldes, at den danske brevduesport i mange år var i sit formative stadie sammenlignet med andre europæiske lande. Sporten nåede først rigtig udbredelse udenfor købstæderne efter 1. verdenskrig.15 Derfor spejlede foreningen sig i litteraturen fra de lande, hvor sporten var mest veludviklet. Det drejer sig især om sportens moderland Belgien. Man skal dog ikke lade sig forlede af det internationale præg. Kapflyvning var en sport, der tjente nationalistiske formål, der, ud over personlig fornøjelse, også appellerede til fædrelandsfølelsen. Træningens klare formål var nemlig at have en stabil og geografisk spredt enhed af veltrænede brevduer, der kunne fungere som kritisk infrastruktur i tilfælde af krig. Det er da også denne funktion, der lægges vægt på i redaktionens præsentation af bladet i 1883:

En slig meget begrændset Anerkjendelse af Brevduens Værd og Betydning for ethvert Land og ikke mindst for det lille,

13Johnes, Martin, ”Pigeon Racing And Working-Class Culture in Britain, C. 1870-1950”, Cultural and Social History, 4:3, 2007, 363

14De danske Brevdueforeninger forkortes i det følgende

DdB: Brevduen nr. 7, 1943

15Brevduen nr. 7, 1943, 90

havomkrandsede Danmark, er imidlertid langtfra tilstrækkelig for omsider at naa et tillfredsstillende Resultat. Dertil maa en almindelig Bevidsthed om, at denne, lad os kalde den Sport, i farefulde Øjeblikke, kan blive en medvirkende Aarsag til Bevarelsen af vor Tilværelse som selvstændig Stat, og ogsaa i denne Henseende […] vil Brevduen virke efter Evne.16

Artiklen fortsætter med en beskrivelse af Danmarks geostrategiske svaghed efter landet mistede flåden i 1807. Allerede fra begyndelsen var foreningen altså bevidst om Danmarks sårbarhed i udenrigspolitisk sammenhæng og brugte det aktivt i argumentationen af sin egen relevans. Der er ingen direkte referencer til tabet af hertugdømmerne, men foreningens ambition synes nu alligevel at være inspireret af tidens ånd; ’hvad udad tabes skal indad vindes’, men også en bevidsthed om at ’skal det lykkes, må vi lære af de bedste’

Brevduens mange funktioner

Perioden 1883-1943 er interessant af mange årsager. I forlængelse af Gjerløffs beskrivelse af borgerskabets humanisering af dyr, er det en periode, der både er præget af en romantisering af brevduen og dens efterstræbelsesværdige egenskaber, mens der i landbruget blev agiteret for jagt på brevduer, fordi de blev anset som

16Brevduen nr. 1, 1883

17Brevduen, nr. 10, 1903, 53-54

skadedyr.17 Europa oplevede desuden to verdenskrige, hvor brevduer for alvor blev taget i funktion i mange lande. Det er også en periode, hvor Darwins evolutionsteorier fyldte i den offentlige debat, hvilket er særligt interessant i brevduesporten, der i bund og grund bygger på arvelighedslære. Brevduemanden udvælger kun de allermest lovende duer, resten ender på middagsbordet eller bliver slået ihjel På det organisatoriske plan er perioden forholdsvis stabil. Organisationen voksede, og der kom jævnligt nye lokalforeninger til

Denne artikel undersøger hvilke idealer for menneskets liv, der dominerede diskursen om brevduer i perioden 1883-1943 samt hvilke ligheder og forskelle der er med diskurser om andre dyr i samme periode. Med inspiration fra Gjerløffs identifikation af dyrs funktioner omkring år 1900 undersøges også brevduens mange funktioner i relationen til mennesket. I artiklen ”Offer, Fjende, Frænde, Føde – Dyrs roller i Danmark i slutningen af 1800-tallet” opstiller hun følgende seks kategorier: Der var;

1) dyr man spiser, 2) dyr man holder af, 3) dyr man dræber, fordi de er skadedyr, 4) dyr man beskytter af humanitære årsager, 5) dyr man bruger som arbejdskraft og producent af råvarer, 6) dyr som symboler og inspiration til kunst etc 18 Den danske brevdue hører potentielt til i samtlige kategorier afhængig af

18Gjerløff, Anne K , ”Offer, Fjende, Frænde, Føde –Dyrs roller i Danmark i slutningen af 1800-tallet”, Historisk Tidsskrift (Sweden), 132:3, 2012, 420

konteksten, men som Gjerløff påpeger, er der potentielt mange flere kategorier, og det er duen et eksempel på. Artiklen udforsker dels diskurser om brevduer med udgangspunkt i Gjerløffs seks funktioner, men præsenterer også yderligere to kategorier nemlig dyr som sport og mere overordnet mennesket, som udlever personlige idealer gennem dyr. Inspirationen til at undersøge, hvordan mennesker realiserer deres indre følelsesliv gennem dyr, kommer fra førnævnte Martin Johnes. […] pigeons became symbols of their owner and his skills and abilities. […] a favourite bird is representative of all his knowledge, and breeding skill. He has trained it […] From a baby he has fancied it and time has confirmed his judgement. The way the bird has performed in the minor events has engendered confidence. Patience and attention to detail is now actually being tried out to the limit.19

På baggrund af Gjerløffs og Johnes vil afsnittet ’Virksom flyver jeg frem’ dels fremhæve nogle af de vigtigste temaer i diskursen om den danske brevdue og dens funktioner dels sammenligne diskurser om andre dyr i perioden. I afsnittet ”Den patriotiske Cher Ami og andre nationalister” udforskes den patriotisme, der var en drivkraft i den danske brevduesport.

Virksom flyver jeg frem

Der var stolthed forbundet med at opdrætte brevduer. Det krævede indgående viden og en stor portion tålmodighed at blive en god brevduemand. Enhver erfaren en af slagsen udviklede sine egne hemmelige metoder til fodringsog avlsarbejdet og det intellekt, det krævede, gjorde det til en udpræget mandesport. Det var en sport præget af Darwins arvelighedslære, for selvom duerne blev behandlet med hengivenhed af deres ejer, var der en vis pragmatisk hensynsløshed i avlsarbejdet, for kun de mest lovende duer måtte føre stammen videre.20 Spørgsmålet om virkningen af indavl er også et almindeligt tema i Brevduen Indavl var almindelig praksis, og mange anerkendte, at det havde visse fordele, men erfaringerne var delte mht. i hvilke led af forædlingen, fordelene indtraf. I en oversættelse fra 1933 argumenteres, med reference til forædlingen af bl.a. majs og rotter, at de bedste resultater kommer, når nær indavl suppleres med friskt blod i næste led.21 Andre plæderede for krydsning gennem rationel udvælgelse og jævnlig tilføring af nyt blod fra andre stammer.22

Debatten om forædling af brevduen har mange ligheder med landmændenes forsøg på at fremavle ideelle racer af hhv. malke- og kødkvæg ifm. omlægningen i 1800-tallets slutning. Skulle man forsøge at forædle gennem

19Johnes, 69

20Johnes, 369-370

21Brevduen, nr. 9, 1933, 180

22Brevduen, nr. 2, 1923, 33-34

indavl, og dermed bevare racernes særpræg eller forbedre kvaliteterne af det degenererede kvæg ved at krydse med udenlandske racer? Argumenterne var dels af videnskabelig karakter dels patriotisk, fordi de gamle danske racer var en kilde til national og regional stolthed blandt bønderne. På øerne blev kompromiset mellem produktivitetskrav og nationalistiske hensyn at importere anglerkvæg fra Nordslesvig, der pga. de historiske bånd, ikke blev betragtet som fremmed blod.23 De to debatter om forædling er begge forbundet til nationale interesser.

I kvægdebatten er det de racemæssige særpræg, der er genstand for patriotismen, mens det for brevduens vedkommende bunder i den opgave, den fremavles til at udføre for nationen. Derfor var brevduemændene også mere åbne for at importere friskt blod fra udenlandske stammer, end kvægavlerne var.

Et andet vigtigt tema i brevduesporten var pasning og opdræt. Et svensk studie har identificeret to skolers konkurrerende opfattelser af dyrevelfærd indenfor agronomien. Det kvantitative velfærdsbegreb måler det gode dyreliv ud fra parametre, som foderstand og fysiske rammer, hvorimod det kvalitative betoner den gode relation præget af menneskets nærhed, respekt og kærlighed til dyret.24

23Gjerløff, Anne K., ”Kampen om den røde ko”, Den jyske Historiker, 123, 2009, 72-75

24Cserhalmi, Niklas,”Vanliga djur och vanligt folk 1860-1980”, Den jyske Historiker, 123, 2009, 57

Brevduekulturen synes imidlertid at forene de to opfattelser. Sporten bygger grundlæggende på duens instinkt og evne til at finde hjem på lange afstande, hvad der ofte beskrives som duens kærlighed til hjemmet.25

Denne kærlighed fordrede, at duen havde et godt forhold til sin ejer og til det slag, hvor den hørte hjemme. En god brevduemand burde nære samme kærlighed og disciplin som sine duer, ligesom han måtte tage hensyn til duens sarte væsen.26 En brevduemand rådede således til ikke at lukke fremmede ind på sit slag og håndtere duerne så lidt som muligt af hensyn til deres sind.27 Duens generelle livsglæde har nemlig stor betydning for, hvor godt den præsterer i kapflyvning. I samme forbindelse er det også interessant, at duernes samliv ofte beskrives med ægteskabsanalogier.

25Lunde, Fritjof A., Brevduen – En Haandbog for Duevenner, H. Joh. Dyrings Forlag, 1895, 122

26Brevduen nr. 20, 1943, 283

27Brevduen, nr. 23, 1933, 489-490

”Hr. Th. Bagger i sit slag, København”, ca. 1908

Handuen fremstilles som gentleman, der med iver og troskab opvarter sin dame og hjælper til med at passe æg og unger. Billedet på det ideelle ægteskabelige familieliv Disse naturlige egenskaber ved duernes samliv var både efterstræbelsesværdige for mennesker men også et vigtigt hensyn i opdrætterens begreb om duers velfærd.

Det kvantitative dyrevelfærdsbegreb kommer til udtryk Brevduens mange artikler med råd om slagets renlighed, sygdomsbekæmpelse og fodersammensætning 28 Her tjener den danske kvægavl igen til sammenligning, da forskellen illustrerer duens stilling mellem både at være et nyttedyr og et elsket hobbydyr. Synet på de to dyrs foderbehov afspejler, at de tjente forskellige formål for deres ejer. Koen var i reneste forstand et produktionsdyr, en slags ”dyrisk maskine”, som blev avlet til kommercielle formål.29 Dyrere og mere energitæt kraftfoder, vandt udbredelse i erkendelse af, at koens fodertilstand viste sig i mængden af mælk, den producerede. Motivet, for at holde brevduen i den rette foderstand, var at skabe stærkt afkom, men i modsætning til idéen om den produktive ko, fyldte hensynet til duens naturtilstand langt mere. Den kendte brevduemand, Emil Møller, fremførte bl.a. det perspektiv, at ligesom det gælder for alle andre dyr, der skal præstere (inkl. mennesker), er det

28Se bl.a. Brevduen, nr. 3, 1923, 61 og Brevduen, nr. 16, 1943, 236

29Gjerløff, ”Kampen om den røde ko”, 69

altid sundere at fodre lidt men godt: Giv aldrig Duerne for meget, hellere lige lidt nok engang imellem […] saa kommer vi Naturen nærmest.30 Et argument, der viser, at tidens vitalistiske sundhedsidealer også prægede brevduesporten. Den norske kaptajn Fritjof A. Lunde råder desuden til at tage hensyn til vejret og duernes årsrytme i fodringen. Når sæsonen er slut, anbefaler han f.eks. at lade dem flyve frit og æde i naturen og på markerne, da den vilde føde og den friske luft giver sunde og muntre duer.31 Andre bifalder argumentet med, at også dét vil føre duerne tilbage til deres naturtilstand for en periode inden vinteren.32

Det var dog ikke uden problemer, man lod duerne flyve frit. I brevduekredse blev høgen betragtet som den største naturlige trussel. Den var et skadedyr, og foreningen udlovede derfor i perioder dusør for at skyde dem

30Brevduen, nr. 8, 1933, 163-164

31Lunde, 34 32Brevduen, nr. 10, 1913, 75

”Spurvehøge”, Brevduen 1921

Forholdet er paradoksalt, fordi Danmarks første dyrebeskyttelsesforening, Svalen, fra 1897, blev dannet til beskyttelse af især store rovfugle, som mange lystjægere havde til mål at udrydde.33

Brevduen havde også en fjende i mange landmænd og lystjægere. Især landmændene nærede indædt had til duer, fordi de mente, at de ødelagde deres marker. Konflikten har været aktuel siden sportens begyndelse, og i Brevduen argumenteres jævnligt for duens store nytte med reference til undersøgelser, der påviste, at duer primært æder småkravl og ukrudt på markerne. Til trods for at landmændene i både Tyskland og Belgien øjensynligt så med glæde på duerne, er det ikke et argument, der ser ud til at have bundfældet sig hos danske landmænd. Hverken lovgivning eller patriotisk appel fra DdB var nogen garanti for beskyttelse 34 Brevduen havde altså blandet status I nogle kontekster blev den anset som et nyttedyr, mens den i andre var et skadedyr. Det er ikke tilfældigt, at fugle var genstand for de første humanitære beskyttelsestiltag. Selvom dyrebeskyttelsesforeninger, som Svalen, gik til kamp for beskyttelse af brevduens fjender og andre af Danmarks vilde fugle ud fra mottoet ’virksom flyver jeg frem’, delte de to foreninger alligevel en grundlæggende

33Gjerløff, ”Offer, fjende, frænde, føde”, 409-411

34Se bl.a. Brevduen, nr. 10, 1903, 54 og Brevduen, nr.

1, 1913, 10-11

forståelse af de bevingede dyrs smukke egenskaber eller borgerdyder, om man vil. Både som familieideal og billede på høj arbejdsmoral var fuglene et forbillede for mennesker 35 De agtværdige egenskaber var særligt udtalte hos brevduen, og var af ejere især elsket for sin hengivenhed til hjemmet og familien, troskaben til sin ejer uanset hvilken opgave, den blev stillet.

Den patriotiske Cher Ami og andre nationalister

Vi vender for en stund blikket mod Frankrig igen. Ikke til Paris men til skovene vest for Verdun. Ifølge fortællingen skulle en engelsk due, skænket til de amerikanske tropper under 1. Verdenskrig, nemlig have udført en heroisk gerning. Den såkaldte ’lost batallion’ var, i de første dage af oktober 1918, blevet omringet af tyske tropper og blev tilmed beskudt af deres eget artilleri. Situationens alvor fik den 4. oktober major Wittlesey til at sende sin sidste brevdue med beskeden We are along the road parallel 276.4. Our own artillery is dropping a barrage directly on us. For heaven’s sake stop it. Brevduen, kaldet Cher Ami, fløj bogstaveligt talt for livet hjem mod hovedkontoret, da den kom under heftig beskydning og mistede sit ene ben.

35Gjerløff, ”Offer, fjende, frænde, føde”, 411

Beskeden nåede frem, og de knap 200 overlevende soldater blev reddet. Efter krigen blev det lille sendebud hyldet for sit heltemod med flere tapperhedsmedaljer og blev udstillet på National Museum of American History.36

Historien om den patriotiske Cher Ami er måske den mest kendte fortælling om brevduer i krig, men den er langt fra enestående. I 1943 introducerede britiske Maria Dickin

PDSA Dickin Medal for heroiske dyrs krigstjeneste. Medaljen betegnes som dyrenes victoriakors og er indtil nu blevet givet 74 militærdyr herunder 34 duer. Medaljen var et symbolsk forsøg på at hæve dyrs status i samfundet og blev begrundet med, at dyr kan handle ligeså frygtløst og dedikeret, som mennesker kan.

Dette synspunkt indkapsler på mange måder den civilisering og sentimentalisering af dyr, som de europæiske borgerskaber startede i 1800-tallet, og medaljerne rejser spørgsmålet om, hvorvidt dyr i det hele taget har agens og handlefrihed i krigssituationer. Men mennesker kan kun tillægge dyr mod og handlekraft, fordi vi er i stand til at forestille os handlingen fra dyrenes synsvinkel. Behovet for at kalde dyr patriotiske er derfor symptomatisk og siger i virkeligheden mere om menneskers behov for at dyrke deres kærlighed til fædrelandet. Dyret bliver et redskab i den sammenhæng. Det er derfor endnu mere interessant at diskutere, hvad duens funktion som symbol på patriotisme udspringer af.

”Brevduer i skyttegravskrig”, sommeren 1917

36Blazich, Frank, ”He, She og just plain Cher Ami? Solving a century-old pigeon mystery”, National Museum of American History, 2021

”Krigshunde”, 1917

”Et Automobil med Brevdue-Bure ved den franske Front”, 1916

Det er svært at sige noget generelt om hele perioden 1883-1943, men hævdelsen af brevduesportens militære nytte er dog et gennemgående træk. Det så vi bl.a. i Brevduens åbningsartikel om lille Danmark, der er sin egen underlegenhed smerteligt bevidst, og hvor brevduevæsenet blev præsenteret som en nødvendig militær ressource Det blev i første omgang også anerkendt af Krigsministeriet, som årligt bevilligede 3.700 kr. på Finansloven og 1.850 kr. fra ministeriet.37 I 1913 trak De radikale og Socialdemokraterne statsstøtten til

stor forargelse for DdB, der som modsvar indførte et motto af Valdemar Rørdam i håb om, at det ville vække patriotiske Medborgeres Interesse for denne for Hær og Flaade saa vigtige Sag […] indtil Staten atter vil træde til […].

Dansk Bud mellem danske Sind, Flyv, Due, ved Nat og Dag! Sortner Himmel og hvirvler Vind, Flyv, Due, for Danmarks Flag!38

Foreningen fik ikke statsstøtten igen, men det lykkedes alligevel at mobilisere medborgerne. Alene fra 1918 til 1943 steg antallet af lokalforeninger fra 16 til 165 lokalforeninger – og det til trods for, at sporten under besættelsen var underlagt stærke restriktioner.39 I 1922 indgik Venstre og Konservative et forsvarsforlig, der nedskalerede det danske forsvar yderligere fra at være et eksistensforsvar til blot at være et neutralitetsværn.40 Alligevel oplevede DdB som sagt stigende medlemstal, og den patriotiske folkevæbningstanke spillede stadig en rolle i medlemmernes selvforståelse. Selvom mange militære brevduestationer blev nedlagt, og der ikke længere var behov for at træne på strækninger udpeget af efterretningstjenesten, satte brevduemændene stadig en stor ære i stadig at have kampdygtige duer til rådighed.

37Nielsen, 105

38Brevduen, nr. 6, 1913

39Brevduen, nr. 7, 1943, 90 og Brevduen, nr. 17, 1943

40Poulsen, Henning, ”Krig og mellemkrigstid” i Danmarks Historie, Aarhus Universitetsforlag, 2011, 314

Selvom statens erkendelse af Danmarks forsvarsløshed synes at synke ind med forsinkelse, ændrer diskursen i DdB alligevel en smule karakter. De første årtier af Brevduen udkom næsten udelukkende sagligt indhold, mens bladet i 1923 også er blevet et medie, der dyrkede sportens vitalistiske formål og foreningens fællesskab. Som noget nyt blev der nu også udgivet læserbreve, lykønskninger til almindelige medlemmers runde fødselsdage, sølvbryllupper og nekrologer over betydningsfulde medlemmer 41 Som alternativ til forsvarstjenesten fik kapflyvningerne et mere sportsligt konkurrencepræg En udvikling, der er i tråd med den olympiske internationalismes idé om nationernes kappestrid gennem sport. Ideologien manifesterede sig for alvor, da de Olympiske Lege blev introduceret på ny i 1896 42 Det nationalsportslige præg ses også i de årlige konkurrencer om bl.a. Christian X’s vandrepokal fra 1912.43

Tanken om at Danmark stadig havde noget at vinde indadtil gennem folkeligt engagement, minder om de argumenter, der blev fremført af skyttebevægelsen i 1800-tallets anden halvdel. De delte nemlig tanken om, at folkevæbning var vigtig for at bevare landets suverænitet. Også gymnastikken var i en periode

41Se bl.a. Brevduen nr. 21, 1933, 455 og Brevduen 1943 nr. 24, 329

42Jønsson, Sarah, H. ”Den brede vitalisme – køns- og kropsdyrkelse i den vitalistiske kunst i Danmark i begyndelsen af det 20. århundrede eksemplificeret ved fire værker”, Idrætshistorisk Årbog, 24:3, 2008, 95

præget af militarisme og var sammen med skydning i mange år en hjørnesten i den grundtvigianske højskolebevægelse.44

1918

Også vitalismen har præget brevduesporten. Den dyrkede den sunde (mande)krop og den uspolerede natur, der stod i kontrast til den beskidte og usunde storby. Strømning var stærkest fra 1890-1945 og var en reaktion på tidens materialisering og teknologisering og kom klarest til udtryk i de nye helsebevægelser, såsom spejderbevægelsen. Man kan argumentere for, at kapflyvningen som sport er vitalistisk. I sportens ideologi var duerne et naturligt alternativ til moderne kommunikationsmidler, men duerne var også et naturligt indslag i byboernes hverdag, og sporten var en anledning til at komme ud i naturen til kapflyvning. Idrætten var også indirekte præget af vitalismens mandighedsdyrkelse, da ideen om den stærke

43Vindere af Kong Christian X’s Vandrepræmie for krigsmæssige Kapflyvninger med Brevduer, 1951

44Korsgaard, Ove, Kampen om lyset – Dansk voksenoplysning gennem 500 år, Gyldendal, 1997, 224-227

dynamiske sportsmand synes projiceret over på brevduen. Til gengæld besad både duer og ejere en sportsmands udholdenhed og viljestyrke.

Grund: for paakommende Tilfælde at gavne mit Land.45

Sørensens udsagn vidner om, at det var en livsstil, at være brevduemand men siden patriotismen øjensynligt vedblev, at være definerende for sporten perioden igennem, og kun delvist synes påvirket af ydre omstændigheder, tyder det på, at det er en særlig egenskab i brevduekulturen. Et levn fra tiden hvor samarbejdet med efterretningstjenesten stadig var tæt og formentlig forstærket af fortællinger fra udlandet om duers heltemodige gerninger.

også om sig selv

Vitalismen eksisterede side om side med den nationalistiske diskurs men tog gradvist over i takt med, at der blev mere plads til at dyrke foreningslivet Dette billede er førstelærer Sørensen fra Brædstrup et godt eksempel på. Han synes ligefrem at sammenfatte hele foreningens ideologiske grundlag, da han i 1933 forklarede, hvorfor han dyrker brevduesporten: a) Arbejdet med Duerne er mig en Hvile fra det Daglige […] en sjælelig Afslappelse fra aandeligt Arbejde. b) Jeg siger med Kaalund: ”Det er den herligste Tidsfordriv at agte paa Dyrenes Færden og Liv.” c) For Samlivet med saa mange glade og prægtige Sportsfæller. d) Og endelig som den væsentligste

Brevduesporten var både et spejl af sin samtid og en ideologisk sport, hvor mange private dueslag var arnesteder for den personlige udlevelse af gode borgerdyder og patriotisme gennem duerne. Hjemme i slaget blev der også gjort erfaringer med Darwins arvelighedslære mens man til kapflyvningerne dyrkede naturen og det sociale fællesskab.

Brevduemændenes forhold til deres dyr var en blanding af borgerskabets romantisering og landmandens mere pragmatiske forhold til sine nyttedyr Relationen synes overvejende drevet af det personlige bånd og til ideen om den patriotiske gerning. Men foreningen var ikke båret af patriotisme alene, for sporten var

”Hr. Fotograf A. Petersen i sit slag i Admiralgade København”, ca. 1913

Når man skriver om dyr, skriver man

i sig selv medrivende og det daglige arbejde var for mange en kilde til både ro og eftertænksomhed. I Brevduen kom patriotismen til udtryk på to måder. Dels i idéen om brevduen, som en lille bevinget soldat, i tjeneste for sit land - selvom det i en dansk kontekst blev ved tanken - og gennem brevduemanden, som var patriotisk i sin deltagelse i sporten og fordi han stillede sine duer til statens rådighed.

Brevduen var en omdiskuteret fugl og debatten om hvilke fugle, der må betragtes som skadedyr og nyttedyr, illustrerer det komplicerede forhold, som moderne mennesker har til fugle og dyr i almindelighed. Diskursen om de danske brevduer minder os også om, at mennesker ser dyr ud fra vores eget perspektiv. Uanset om duens handlinger beskrives med sympatisk indlevelse eller foragt, er det altid resultatet af menneskers egne behov.

Selvom brevduen må betragtes som en fjervægter i forskningsmæssig sammenhæng, har brevduen uomgængeligt haft en historisk betydning, for nationen, for sporten og for de mennesker og dyr som var en del af den.

Litteratur

Baratay, Éric, “Building an Animal History”, Academia, 2015

Blazich, Frank, ”He, She and just plain Cher Ami? Solving a century-old pigeon mystery”, National Museum of American History, 2021, https://americanhistory.si.edu/blog/cher-ami, Tilgået 21-12-2022

Cserhalmi, Niklas, ”Vanliga djur och vanligt folk 1860-1980”, Den jyske Historiker, 123, 2009

Darnton, Robert, “Workers Revolt” i The Great Cat Massacre and other Episodes in French Cultural History, Pinguin Books. 1984, 79-104

Fudge, Erica, ”A left-handed blow: Writing the History of Animals”, Representing animals. Theories of Contemporary Culture, 2002

Gjerløff, Anne Katrine, ”Historien – nu med dyr!”, Den jyske historiker, 123, 2009

Gjerløff, Anne Katrine, ”Kampen om den røde ko”, Den jyske historiker, 123, 2009

Johnes, Martin, ”Pigeon Racing And Working-Class Culture in Britain, C. 1870-1950”, Cultural and Social History, 4:3, 2007

Jønsson, Sarah H. ”Den brede vitalisme –køns- og kropsdyrkelse i den vitalistiske kunst i Danmark i begyndelsen af det 20. århundrede eksemplificeret ved fire værker”, Idrætshistorisk årbog, 2008

Korsgaard, Ove, Kampen om lyset – Dansk voksenoplysning gennem 500 år, Gyldendal, 1997, 224-227

Lunde, Fritjof A., Brevduen – En Haandbog for Duevenner, H. Joh. Dyrings Forlag, 1895

Nielsen, Jacob V., ”Når højteknologien fejler”, Temp-Tidsskrift for historie, 2019

Poulsen, Henning, ”Krig og mellemkrigstid” i Danmarks Historie, Aarhus Universitetsforlag, 2011

Ritvo, Harriet, “History and animal studies”, Society & Animals, 10:4, 2002

Brevduen årg. 1883, 1893, 1903, 1913, 1923, 1933 og 1943, DdB’s privatarkiv

Upubliceret materiale

Vindere af Kong Christian X’s Vandrepræmie for krigsmæssige Kapflyvninger med Brevduer, 1951, DdB’s privatarkiv