UNESCO og Sydafrika – Moralens vogter og flokkens sorte får Af Nicolaj Andersen, 8. Semester
Udgivet af Tendens - de historiestuderendes blad på Aalborg Universitet 2017-2018
verdenskrige. I indledningen til UNESCOs
UNESCO & Sydafrika - Moralens vogter og flokkens sorte får
forfatning står der: ”Since wars start in the
Af Nicolaj Andersen, 8. semester FN-systemet og UNESCO har, siden grundlæggelsen i 1945, stået som moralens vogtere og eksemplet på det internationale samarbejde hen imod en bedre verden. Særligt menneskerettighedserklæringen, udarbejdet af UNESCO, er et yndet brugt eksempel når vi skal tale om det gode ved internationalt samarbejde. Resultatet blev på den korte bane en konflikt med Sydafrika og UNESCOs første store udfordring. Men hvorfor opstod denne konflikt, var det en udelukkende en kamp på moral eller var der mere på spil for de involverede parter?
minds of men, it is in the minds of men the defences of peace must be constructed”. En af UNESCO’s primære mærkesager var at udbrede viden og en ny forståelse af racebegrebet, da UNESCO mente, at det gamle biologiske menneskesyn var forkert, og at dette havde været en central del af holocaust og racismen under anden verdenskrig, som havde ledt til mange menneskers død. En måde at komme dette til livs var at skabe et sæt menneskerettigheder, som skulle være globalt gældende og grundlaget var, at alle mennesker er ligeværdige og deler de samme grundlæggende rettigheder. Denne tanke udmøntede sig i praksis i menneskerettighedserklæringen i 1948.
Idéen var naturligvis ikke ny, erklærin-
gen kan i første omgang spores tilbage til
Roosevelts fire friheder fra 1941; ytrings-
religionsfrihed, samt frihed for frygt og ba-
sale mangler var det man forsvarede under
UNESCO (the United Nations Educational, Scientific and Cultural Organization) blev oprettet i lyset af anden verdenskrig og havde til opgave at foretage mentalhygiejne på verdens befolkning via oplysning og uddannelse, med hvilket man søgte at sikre freden og dermed undgå flere
1
anden verdenskrig. De fire friheder, der næsten kunne være hentet direkte fra den amerikanske forfatning, bliver udgangspunktet for FN’s charter og herigennem også grundlaget for UNESCO. I erklæringen var alle mennesker lige, men der var stadig en inddeling i race. Derfor lavede man de
såkaldte racedeklarationer, hvoraf de før-
diplomatiske, økonomiske og teknologiske
ste kom i 1950 og 1951, og der kom yderli-
fordele, der følger med medlemskabet. Des-
gere to deklarationer i 1964 og 1967. Re-
uden er mange sydafrikanske embeds-
sultatet blev, at man gik væk fra at tale om
mænd overbeviste om, at medlemskabet
race, da alle mennesker hører ind under
kunne fungere uden at ændre ved apart-
den samme race, homo sapiens, og at man
heidsystemet. Omvendt var UNESCO heller
derfor ikke kan skelne på denne måde. I
ikke interesseret i landets udmeldelse, da
stedet foreslog man at bruge etnicitet og
man mente, at der var størst mulighed for
tale om en kulturel inddeling frem for en
at påvirke Sydafrika som værende medlem.
biologisk.
Alligevel endte det med at Sydafrika, efter
Den upopulære holdning Men al begyndelse er som bekendt svær, og det er ikke alle medlemslande, der bryder sig om idéen. Sydafrika, der har været medlem siden UNESCOs oprettelse, får i
at blive fremhævet som det dårlige eksempel en række gange, meldte sig ud af UNESCO i 1956. UNESCOs ageren som organisation Som en del af et projekt om netop UNE-
1948 en ny nationalistisk regering, der slår
SCO og Sydafrika, var jeg med til at kort-
sig op på at ville indføre det, der efterføl-
lægge, hvordan UNESCO som organisation
gende bliver kendt som apartheid. Apart-
forsøgte at komme raceproblematikken til
heidpolitikken er baseret på et biologisk
livs forhold til apartheid. Projektet er base-
menneskesyn og det sydafrikanske styre
ret på en række dokumenter fra det sydaf-
mente, at det var bedst, at hver race så vidt
rikanske nationalarkiv i Pretoria og UNE-
muligt levede for sig, med henblik på at be-
SCOs arkiv i Paris. Selve undersøgelsen var
vare den enkelte races særegne kultur.
baseret UNESCOs brug af autoritet og magt,
Derfor er den sydafrikanske regering også
som beskrevet i ”Rules of the World” af Mi-
langt fra enig med den dagsorden, UNESCO
chael Barnett og Martha Finnemore. Pro-
ligger for dagen. Resultatet bliver da også,
jektet konkluderede at der var en klar for-
at Sydafrika officielt nægter at underskrive
skel i UNESCOs magtanvendelse, alt efter
racedeklarationen. På trods af de grund-
hvorvidt der var konsensus mellem Sydaf-
læggende uoverensstemmelser er Sydaf-
rika og UNESCO, hvilket næppe er nogen
rika som udgangspunkt stadig interesseret
voldsom overraskelse. Den mere interes-
i medlemskabet. Dette skyldes de mange
sante konklusion, er at UNESCOs brug af 2
autoritet i høj grad afspejlede en relativt ny
hvorfor der kun opstår en konflikt med
organisation under udvikling frem for en
Sydafrika og ikke USA. Kobles dette med
organisation, der helhjertet kæmpede for
projektets konklusion fra tidligere, virker
et bestemt mål, her bekæmpelsen af ra-
bekæmpelsen af racisme ikke til at være et
cisme. Der er altså intet, der tyder på, at
mål men snarere et middel til mere indfly-
UNESCO gjorde en ekstraordinær indsats
delse. At fravalget af en konflikt med USA
for at bekæmpe racismen på trods af både
også er en ganske pragmatisk beslutning,
menneskerettighedserklæring og racede-
er naturligvis rigtigt. Omvendt bliver UNE-
klarationer.
SCO og FN-systemet heller ikke et over-
Moralens vogter Ovenstående konklusion sætter spørgs-
statsligt organ ved at tækkes en enkelt nation. Der var dog næppe nogen, der nærede illusioner om at USA kunne udfordres;
målstegn ved UNESCOs bekæmpelse af ra-
UNESCO savnede ganske enkelt den for-
cisme. Det kan dog ikke benægtes, at UNE-
nødne indflydelse. Den kunne opnås igen-
SCO har forsøgt at bekæmpe racismen, da
nem bekæmpelsen af racisme som middel.
der findes utallige udgivelser herom. På
Forholdet mellem de gode idealer og beho-
trods af denne bekæmpelse er der dog en
vet for indflydelse kan altså godt blive lidt
påfaldende mangel af konflikt med USA,
mudret og en god sag er ikke nødvendigvis
hvis raceforhold i høj grad kan sammenlig-
kun en god sag.
nes med apartheidpolitikken i Sydafrika. I bagklogskabens klare lys er det dog svært at forestille sig, hvordan UNESCO skulle gøre sig nogle forhåbninger om at være succesfuld i en sådan konflikt mod en af de store, hvis ikke Den Store, spiller(e) på den geopolitiske scene. Især med tanke på hvor ringe resultatet blev med Sydafrika, samt at USA også var den markant største bidrags-
Eleanor Roosevelt med menneskerettighedser-
yder til UNESCOs budget. Hvis man dertil
klæringen
tillader sig den formodning, at UNESCO var klar over, hvor risikabelt det kunne være at gribe ind overfor USA, er det ganske logisk, 3