Til Tro #2 2017 - Hverdag by Kristeligt Forbund for Studerende

2. kvartal · 2017 · Kristeligt Forbund for Studerende · løssalg 50 kr.

Tema:

Hverdag

Fødderne op og solbrillerne ned: 5 bøger til din sommerferie – I TIDEN side 21

Ikke en spurv til jorden, uden at Gud er med – TEMA side 33

Bliv opdateret på KFS’ rolle i forårets verserende bederumsdebat – KFS-NYT side 9

at kende Jesus at gøre Jesus kendt Dét er pulsslaget, den dobbelte rytme, der banker bag Til Tro, KFS’ studentermagasin. Kristentro er ikke en idé, en viden eller en samling regelrette sætninger, der læres udenad. Kristentro er et liv. Et nyt – levet, levende – liv. Og netop derfor, fordi troen foldes ud og bliver til lige dér, hvor man er, er det vores stædige ønske at sammensætte et altid livsnært og samfundsrelevant, intellektuelt og personligt studentermagasin. Til anstød, til inspiration. Til liv og til tro.

Udgiver: Kristeligt Forbund for Studerende Ribevej 71, Ødsted 7100 Vejle Tlf: 35 43 82 82 E-mail: kfs@kfs.dk TIL TRO: tiltro@kfs.dk Konto: 9402-0004054954 Abonnement: Det koster 150 kroner om året at abonnere på bladet. Abonnementet er gratis for medlemmer samt givere, som sidste år har givet over 500 kroner til KFS. Det er gratis at modtage den elektroniske udgave af bladet. Tilmelding sker via KFS.dk Redaktionen: Studentersekretær Kristian Nakskov Kappel (ansvarshavende redaktør) Kommunikationsmedarbejder Simon Kammersgaard Lindbjerg (redaktionssekretær og nyhedsredaktør) Lærerstuderende Mikkel Haahr Andersen Stud.scient.soc. Mathilde Mølgaard Stud.mag. i sprogpsykologi Ida Esmarch Pedersen Stud.med. Janus Rønn Lind Stud.theol. Louise Høgild Pedersen Stud.mag. i dansk og religion Mathias Anker Kure Lærerstuderende Anja Irene Sønderby Bak Stud.polyt. i Design og Innovation Mathias Lind Neuenschwander Stud.psyk. Amalie Hartvig Munk Designskabelon: Klaus Juul Jensen, Characterise.dk Layout: Henrik Elias Kristensen Tryk: Øko Tryk ISSN: 1395-9786 Hjemmeside: www.tiltro.dk Annoncer: Kontakt KFS på tlf. 35 43 82 82 eller kfs@kfs.dk

Indhold kfs-Nyt

Tema

I tiden 04

Fra redaktionen

Bederum og åndsfrihed

Mød din nye KFS volontør

Nyt LTC-hold på plads

Volontør i Montenegro fortsætter

Sangkonkurrence afgjort

Flotte tal afrunder treårig målsætningsperiode

KFS får ny formand

Påskelejr med internationalt snit

"Fair nok, Gud. Du har styr på det."

Kom bed med os for KFS

KFS opretter ny "Uncover-volontør" stilling

Stadig relevant i 2017?

Eksperimentér med din tro

Bøger: Jesus var single

Portræt af en studerende

Guide: "5 bøger til din sommerferie"

De første kristnes hverdag

Digt: Hverdagsjeg

Longread: Rutinen er bedre end sit rygte

Bøger: Skeptikerens guide til Jesus II

Skrivebordet er mit alter, køkkenet min katedral

Kommentar: Feminisme

Et boost til fællesskabet

Hvad 12 studerende har lært af 11 dage på Grønland

Knap så ordinær generalforsamling

KFS-leder: Guds tidshorisont

KFS legender takker af

Spurvens Gud er din far

Vers til hver dag

Fra redaktionen: Indrømmet. Da vi tilbage i efteråret 2016 blev enige om hvilke temaer, Til Tro skulle have i 2017, var jeg ikke helt solgt, da “Hverdag” blev vedtaget. Men én af de utallige frynsegoder, der følger med at være redaktionsmedlem i dette studentermagasin, er, at man bliver inspireret, udfordret og får udvidet sin horisont. Det er blevet til et glimrende blad. Jeg ved ikke, hvad du forbinder med ordet ”hverdag”. Er det den grå og trivielle? Den travle og forhastede? Den, der altid er en fest? Det, som er blevet klart for mig, er, at hverdagen er vigtig, og at min tilgang til den – til hver dag – har en afgørende betydning for mit liv. Det er jo hverdagen, der er mest af. Tidligere på året evaluerede vi vores relancering af Til Tro med alt, hvad dertil har hørt og ophørt. Det har medført nogle finjusteringer i bladet, som den opmærksomme læser vil bemærke. I forbindelse med vores evaluering blev vi opmuntret i at fortsætte det arbejde, vi gør. Vi fik mindet hinanden om, at Til Tros dobbelte pulsslag – målet om at kende Jesus og gøre Jesus kendt – skal være udgangspunktet for alt, vi laver. Men det var også en udfordrende aften, hvor vi blev gjort opmærksom på de ting, vi ikke har skrevet om. Vi gør altid et ihærdigt forsøg på at tilgå de temaer, vi vælger, fra skæve vinkler. I denne iver efter at belyse kristendommens højde og dybde og bredde, har vi haft tendens til at glemme at belyse kristendommens kerne: Det glædelige budskab om, at Jesus har frelst os. Det er en værdifuld påmindelse. Vi vil blive ved med at tænke skævt og anderledes, men det skal ikke betyde, at vi glemmer det fundament, vores tro hviler på. Dette blad har så mange gode artikler, at jeg ikke kan sælge dem alle til dig i denne lille hilsen. Jeg har lyst til at fremhæve vores longread, hvor præsten Andreas forklarer, hvorfor “Rutinen er bedre end sit rygte". Dette nummers reformationsartikel handler om “at leve i kald og stand”. Katrine Vigilius har gjort Luthers kringlede formulering til noget letforståeligt og hverdagsnært i artiklen “Skrivebordet er mit alter, køkkenet min katedral”. Læs også “Spurvens Gud er din far”, hvor KFS’ generalsekretær dissekerer et udfordrende bibelvers, og “Eksperimentér med din tro”, som er en personlig reportage fra en to måneder lang “hver dag”-udfordring (og husk at læse mere end overskriften, før du sender en klage). Når du har dette 44 sider lange blad i hånden, er jeg på den anden side af fire vigtige eksaminer. Og nu står sommerferien for døren. Gråzonen mellem hverdag og fest, hvor kalenderen skal fyldes ud med nye gøremål. Hvad end du skal eller ikke skal i din ferie, håber jeg, dette nummer af Til Tro må blive en del af din ferie. Vi har nemlig arbejdet hårdt på det. Hvis du kunne bruge mere læsestof, kan du blive inspireret af Mathias Kures bogguide til din sommerferie. Gid du også må blive inspireret, udfordret og få udvidet din horisont. God læselyst! På vegne af redaktionen, Mikkel Haahr Andersen

eksperimentér med din tro Læs hvad der sker, når man udfordrer en ildsjæl til at troseksperimentere i to måneder. AF NIKOLAJ K. ANDERSEN, CAND.MAG INTERNATIONALE STUDIER, Projektkoordinator i Alternativet, NIKOLAJ_K_ANDERSEN@HOTMAIL.COM Til Tro var så elskværdige at udfordre mig til at køre et eksperiment i en periode og fortælle om mine oplevelser her i bladet. Jeg valgte en dobbelt udfordring. På den ene side ville jeg sætte tid af til stilhed og bøn hver dag i en periode på godt to måneder. Derudover allierede jeg mig med to kammerater, så vi sammen kunne gennemgå en række minieksperimenter om tro og livsstil. Grundlæggende kan jeg godt lide at eksperimentere med min tro. Ikke forstået som, at jeg eksperimenterer med, hvad jeg tror på. Det står ikke til, regelmæssig, diskussion. Men jeg nyder at eksperimentere med måden, min tro udfolder sig på. Ofte, når vi taler om det at leve som kristne, ryger vi op i nogle meget højtravende vendinger om, hvordan vi skal indrette hele vores tilværelse, indtil vi kradser af, og det er jo mildest talt lidt af en mundfuld. Jeg synes, det er meget mere håndgribeligt at vælge et konkret aspekt af sit liv og udfordre sig selv på det i en begrænset periode. Så kan man efterfølgende evaluere, om det var noget, der var værd at holde fast i. For inspiration kastede jeg mig over bøgerne Jesus-Vejen (Forlaget Boedal) og Free – Spending

Your Time and Money on What Matters Most (InterVarsity Press). I bøgerne skildrer forfatteren Mark Scandrette en eksperimenterende tilgang til kristendom, og mine kammerater og jeg satte os for at læse og arbejde os igennem Free og de eksperimenter, den foreslår.

Tid til stilhed Igennem min tid som studerende og efterfølgende som jobsøgende har jeg, for det meste, været i den privilegerede position selv at kunne disponere over mine formiddage. Jeg har derfor kunnet prioritere tid til min morgenkaffe med Gud. Ikke desto mindre har jeg været dårlig til at være helt stille og udforske den mere meditative eller lyttende side af bøn. Jeg synes bare, det er hyggeligere, når der er lidt musik på anlægget,

Over de godt to måneder blev vi derfor kastet ud i eksperimenter om alt fra bønnetaknemlighedslister på digtform, til alkohol- og sodavandsfaster, til at spise mere grønt og dyrke mere motion. en kop kaffe på bordet og eventuelt en bog i hænderne. Derfor blev mit soloeksperiment at sætte ti minutter af til stilletid hver dag. Det vil sige: sluk for alting og sæt en alarm til 11 minutter, så var der ét minuts buffertid til at finde sig til rette.

Kunsten at sidde dårligt Første dag satte jeg mig godt til rette på min seng og gik i gang. Jeg løb dog hurtigt på en meta-udfordring; jeg vidste, at jeg skulle berette om min oplevelse her i Til Tro, og derfor overvejede jeg hele tiden, hvordan jeg nu oplevede stilheden 5

fremfor blot at være i den. Jeg analyserede min bøn frem for at bede den. Derudover var det en fejl at sætte mig på sengen, da min alarm også kom til at fungere som vækkeur efter de 11 minutter. På dag to rykkede jeg derfor ned i en semiubehagelig skrædderstilling på gulvet, hvilket hjalp betydeligt på koncentrationen. Først bad jeg bare for de ting, der faldt mig umiddelbart ind. Mine jobansøgninger, relationer, bekymringer og de ting, jeg ikke er så stolte af. Efterfølgende begyndt jeg at reflektere over, hvorfor det netop var de ting, jeg havde bedt om først. Det affødte en ny bøn over mine prioriteter og de ting, der fylder mine tanker. For det er egentlig ret interessant at lægge mærke til, hvad der er det første, man bringer frem, når man vil bruge tid med Gud. Er det anger og skam? Er det ambitioner? Og handler det hele om mig selv?

Inspiration til bøn Efter en uge var noget af det nye og spændende ved at være gået af bønneeksperimentet, og mine tanker vandrede i tiltagende grad, som de plejede. Jeg kunne så i stedet lade mine bønner blive inspireret af det andet eksperiment, jeg var i gang med sammen med mine to kammerater. Her gik vi nemlig i kast med en række mere praktiske udfordringer. Vi lavede noget så kikset og gammeldags – eller retro? – som en bogstudiegruppe. Her læste vi et kapitel hver uge fra bogen Free, og mødtes så for at drøfte det. Bogen spurgte

Jeg vil ikke sige, at vi kom i mål, men jeg tror, det var en øjenåbner for os om at tænke bæredygtigt forbrug som en del af discipelskab. grundlæggende: Hvordan bruger vi vores tid og penge? Dens tilgang til discipelskab var holistisk, hvorfor alle aspekter af livet blev taget under behandling. Over de godt to måneder blev vi derfor kastet ud i eksperimenter om alt fra bønnetaknemlighedslister på digtform, til alkohol- og sodavandsfaster, til at spise mere grønt og dyrke mere motion. De fleste eksperimenter varede en uge, hvorefter vi evaluerede og beslutterede, om det var noget vi ville fortsætte med efterfølgende.

Som fuglen og liljen Et af de eksperimenter, der gjorde indtryk på mig, var relateret til bekymringer. Til en af vores samlinger brugte vi 5-10 minutter på at skrive vores bekymringer ned på post-its og hænge dem op på væggen. Det krævede en del ærlighed, da bekymringerne både vedrørte praktiske, familie-, psykologiske og økonomiske forhold. Der var temaet, der gik igen blandt flere af os – især blandt de to arbejdsløse singler – men der var også områder, vi hver især stod alene med. Da væggen var godt dækket til, gik vi i gang med at analysere vores bekymringer. Var de rationelle? Var det noget, vi selv var her6

rer over og kunne gøre noget ved? Troede vi virkelig på, at Gud har styr på det? Denne øvelse gav mig en masse nye emner at tage op i min morgentid med Gud. Og heldigvis var mine ti minutter nok til, at jeg både kunne nå at lufte mine bekymringer samt sidde i stilhed og lade Gud røre mine tanker.

Hvor meget tjener du? Et andet emne var økonomi. Vi kan hurtigt blive enige om, at Jesus bruger meget krudt på at snakke om, hvordan vi skal bruge vores penge, men de fleste af os synes alligevel, det er grænseoverskridende at tale om privatøkonomi på mere end et principielt niveau. Vi brugte derfor en uge på at lave et udførligt regnskab over indtægter og udgifter, som vi så præsenterede for hinanden med cirkeldiagrammer og hele baduljen. Vi lagde alle kortene på bordet, med hvad vi hver især fik ind i SU, dagpenge og løn, samt om vi fik penge fra vores forældre. Derefter kiggede vi på, hvor pengene forsvandt hen, eller hvor de hobede sig op. Eksperimentet var spændende, fordi det udfordrede os på et område, man normalt har lov til at holde for sig selv. Vi kunne således i broderlig kærlighed spørge hinanden om caféture, alkohol og anden luksus fyldte for meget – eller for lidt! – på det månedlige budget, om der skulle spares mere eller mindre op til fremtidens uforudsete udgifter, og om vi hver især var så gavmilde, som vi egentlig gerne ville være. Eksperimentet fordrede ydmyghed, da det hurtigt blev klart, at vi på flere måder var i meget forskellige situationer, og at samme model derfor ikke virkede for os alle.

Bæredygtighed – også selvom det er nemmere at lade være Et af de sidste temaer, vi tog op, var bæredygtighed. Som med økonomi ved vi alle godt, at Bibelen siger, vi skal forvalte jorden på en god måde. Men det er som om, der er en mental barriere fra den vished til at begynde at tænke i bæredygtighed ved hverdagsindkøb og så videre. Det var ikke desto mindre udfordringen, og vi satte os derfor for at begynde at købe økologisk, lokalt produceret, fair trade, genbrug og hvad man ellers kan finde på. Vi havde nok alle en hvis naturlig modstand mod dette eksperiment, da bæredygtige produkter har det med at være dyre, og ydermere skulle vi til at forholde os til nogle ting, vi før havde lykkeligt ignoreret. Jeg vil ikke sige, at vi kom i mål, men jeg tror, det var en øjenåbner for os om at tænke bæredygtigt forbrug som en del af discipelskab. At fralægge sig den velkendte kynisme og resignation: ”mine handlinger betyder intet i det store billede,” til fordel for en aktiv handling for det, vi egentlig tror, er godt. Velvidende, at det er vores individuelle forbrug, der er med til at forme butikkers udbud og, i sidste ende, samfundets (over)forbrugsvaner. Dette sidste eksperiment resulterede også i, at jeg fangede mig selv i at bede en bøn, jeg aldrig havde bedt før: en

bøn for klimaet og miljøet. Og det er da egentlig utroligt, at det først er nu, jeg bringer så centralt et emne ind i min samtale med ham, der for alvor har verden i sin hånd.

Det er altså sjovere, når man er flere Hele præmissen for eksperimenterne – både mit eget bønneeksperiment og de forskellige eksperimenter, vi lavede i fællesskab – var, at de var midlertidige. Vi prøvede noget uden at forpligte os for tid og evighed. For mig vil den største varige effekt være en ny opmærksomhed i mine indkøbs- og forbrugsvaner, samt en større bevidsthed om at tage mine bekymringer med ind i bøn, og at give plads til at være stille og til at lytte. Jeg kan virkelig anbefale den eksperimenterende tilgang til discipelskab. Den giver én mulighed for at prøve kræfter med nogle praktiske ting i en tidsbegrænset periode, der

Jeg kan virkelig anbefale den eksperimenterende tilgang til discipelskab. Den giver én mulighed for at prøve kræfter med nogle praktiske ting i en tidsbegrænset periode, der ellers ville virke for voldsomme og krævende. ellers ville virke for voldsomme og krævende. Og så kan det faktisk være ret sjovt, hvis det gøres i godt selskab. Økonomi og forbrugsvaner er ret ømtålelige emner, hvor man hurtigt kan komme til at gå i defensiven. Vi ved vist alle godt, hvordan vi kan reagere, når andre påtaler vores forbrug. Derfor var det centralt for os, at vi gik til udfordringerne med en sund portion humor og nåde overfor hinanden, på samme tid med vi stadig tog dem seriøst. At eksperimentere med sit discipelskab i fællesskab kræver gensidig tillid og overbærenhed, og der vil altid være én, der ikke har lavet lektier. Til gengæld ville jeg ikke have fået bare det halve ud af forløbet, hvis jeg havde gjort det solo. Vi har besluttet at fortsætte med en ny bog, Just Living af Ruth Valerio, der går mere ned i bæredygtighed. Det glæder jeg mig til at se, hvor bærer hen. Men jeg er faktisk også en smule nervøs. ■ 7

Portræt Jonas Sonne Mortensen 26 år Bachelor i økonomi og stud. merc. aud. ved Copenhagen Business School Bor i København

Hvorfor har du valgt at læse økonomi? Så længe jeg kan huske tilbage, har jeg haft interesse for tal og økonomi. Hvis jeg skal være helt ærlig, er et regnskab i min optik det smukkeste menneskeskabte på denne jord – simpelt og ufattelig komplekst på samme tid. Set ud fra et interessemæssigt synspunkt, var det derfor oplagt at uddanne mig til noget inden for dette område. I sidste ende faldt valget dog på det, fordi jeg var af den opfattelse, at det var det, Gud kaldte mig til. Hvad er det fedeste ved dit studie? Det fedeste ved mit studie er, at det er så ufattelig konkurrencepræget. Du bliver dagligt mindet om, at du skal dygtiggøre dig, hvis du skal nå toppen – så hvis du er et konkurrencemenneske, er det et rent slaraffenland. Derudover mener jeg, at vi som kristne har pligt til at opretholde en vis retfærdighed i samfundet. Jeg valgte at læse til revisor på min kandidatuddannelse, og her er det en stor fornøjelse at kunne være med til at sikre, at folk ikke snyder i regnskaberne. På denne måde sikres, at de finansielle markeder kan fungere – og herved også samfundsøkonomien som helhed; til glæde og gavn for den almindelige borger. Dét giver studiet yderligere mening. Hvad er den største udfordring ved dit studie? Jeg husker fortsat tydeligt den første lektion, vi havde i mikroøkonomi på mit første semester. Her stillede forelæseren sig op og sagde, at næstekærlighed alene hørte til i en by i Italien, Assisi, og at vi nu fremover kun skulle tænke på os selv, og hvordan vi kunne profitmaksimere. Så var scenen ligesom sat. Tilsvarende fik jeg hurtigt at vide af mine medstuderende, at man ikke skulle dele løsninger og lignende til hjemmeopgaver med andre end sine nærmeste venner – for hvis man hjalp andre, ville de få højere karakterer og dermed være stærkere konkurrenter til det kommende job, man eventuelt selv godt kunne tænke sig. Den største udfordring er derfor at undgå at blive påvirket af den egoistiske mentalitet, der i hvert fald præger mange af økonomiuddannelserne på CBS. Jeg har derfor også flere gange måttet stoppe op og sige ”Hey, Jonas. Husk nu, at du altså godt kan hjælpe et andet menneske, selvom du ikke får noget ud af det selv! Din løn er i himlen!” Er der noget, du har lyst til at sige til folk, der overvejer at læse økonomi? Du skal elske et konstant pres fra alle sider og finde konkurrence sjovt – ellers bliver det fem lange år. Desuden er det ikke unormalt, at studiet tager mere end 37 timer om ugen, hvis du skal få ordentlige karakterer. Når det samtidig også ofte forventes, at man har et studiejob på omkring 20 timer om ugen ved siden af, kan man nemt fristes til at slække på sit åndelige indtag og i stedet blive opslugt af et fokus på at komme til tops. Vær opmærksom på dette fra dag ét, så du ikke stille og roligt falder fra troen på Jesus uden at bemærke det. Slutteligt vil jeg sige, at lykken er at gå ad Herrens stier. Bed derfor Gud en ekstra gang om at vise dig, hvad han vil, at du skal vælge – og gå så ad den vej. ■

Bederum og åndsfrihed KFS blev i midten af februar en ufrivillig medvirkende i en debat om forbud mod bederum på offentlige uddannelsessteder i Danmark. Som debatten udviklede sig op igennem forårsmånederne, meldte KFS sig dog selv på banen. Bliv opdateret her. Af sKL I et opslag på Facebook, der blev set af op mod 20.000 personer, henviste KFS d. 23. februar til en udtalelse af generalsekretær Christian Rasmussen: ”Det er pudsigt, at man i jagten på at få religion ud af det offentlige rum opnår præcist det modsatte. […] Nu er det så et mindre antal bederum, der skal forbydes, fordi de tilsyneladende er en trussel mod et eller andet, som ingen efterhånden positivt kan definere.” Han fortsætter: ”KFS har været nævnt flere gange i den forbindelse. Det giver mig anledning til at præcisere, at KFS ikke forholder sig til, om et uddannelsessted ønsker at indrette et decideret bederum eller ej. Vi mener ikke, at de principielt bør indrette et sådant rum, men vi mener heller ikke, at de gør noget galt, hvis de vurderer, at et sådant bederum vil være en god idé.” Udtalelsen blev afsluttet med: ”Og lad mig så til sidst understrege, at vi ikke kan identificere os med de røster, der ind i denne debat synes at plædere for, at vi skal redde kristendommen i Danmark. Nej, vi skal redde åndsfriheden i Danmark. Vi skal ikke redde Jesus. Det er omvendt.”

Beslutningsforslag om forbud Et forsvar af åndsfriheden var netop centrum for det næste trin i debatten. Denne gang var baggrunden et beslutningsforslag fra Dansk Folkeparti om forbud mod bederum på offentlige uddannelsessteder. Christian Rasmussen skrev i et høringssvar nogle uddybende kommentarer til beslutningsforslagets bemærkninger. Fra beslutningsforslaget: ”Uddannelsesinstitutionerne skal ikke give plads til bederum el.lign., da sådanne steder grundlæggende ikke er forenelige med danske traditioner.”

Fra KFS’ høringssvar: ”Det er historieløst at bringe ’danske traditioner’ i spil som argument mod bøn i skolen. Der har indtil for ganske nylig været tradition for en salme og et Fadervor ved morgensamlinger i folkeskolen, […] kristne studerende har siden KFS’ oprettelse i 1956 haft vide muligheder for at mødes i et ledigt lokale på skoler og bede en bøn for skolens ansatte og studerende. Dette forslag er altså ironisk nok i fuldstændig modstrid med danske traditioner og ikke i forlængelse af dem.”

Spørgsmålet om social kontrol Fra beslutningsforslaget: ”Endvidere er forslagsstillerne bekymrede for, om offentlige uddannelsesinstitutioner understøtter social kontrol ved at indrette bederum.” Fra KFS’ høringssvar:”Vi er enige med forslagsstillerne i, at den uformelle, negative sociale kontrol skal bekæmpes, men vi er stærkt uenige i, at det gøres bedst ved forbud, for hvad skal så ikke forbydes? Hvis der findes eksempler på social kontrol ved skolefester, skal de også forbydes? Hvis der findes eksempler på social kontrol i sportsklubber, skal de også forbydes? Vi mener ikke, at man påvirker menneskers sindelag i positiv retning ved forbud, men ved at lade dem opleve åbne fællesskaber, hvor der er plads til alle.” Husk, at du altid kan følge KFS på kfs.dk eller ved at ”synes godt om” KFS på Facebook. Her vil vi følge sagens udvikling.

For de første kristne var troen på Jesus både livgivende og livsfarlig. Deres dagligdag lignede andres, men alligevel skilte de kristne sig ud på måder, der gjorde dem til offer for forfølgelse. Af Kurt E Larsen, Professor, dr. theol. Menighedsfakultetet i Aarhus, kl@teologi.dk

At være kristen i Danmark i dag, hvor grundloven lovfæster den lutherske kirke som folkekirke, og hvor det store flertal er medlemmer af en kristen kirke, er noget andet end at være kristen i oldtiden. Fra apostlenes tid voksede kristne menigheder frem, og den amerikanske forsker Rodney Stark vover at gætte på, at der i år 200 var 200.000 kristne i alt, heraf 7.000 i hovedstaden Rom. Ingen kender det nøjagtige antal, og mange andre forhold fra denne periode kender vi heller ikke længere til. Alligevel kan der godt skitseres et billede af de kristnes hverdagsliv, for der er bevaret breve og kristne skrifter fra 100-tallet, og nogle af dem citeres i det følgende.

De kristne var som andre Ifølge Brevet til Diognet skilte de kristne sig ikke særlig meget ud fra andre mennesker: ”… de bor ikke i egne byer, og de taler ikke nogen særlig dialekt, og de har heller ikke nogen særegen livsførelse”. Familielivet var også meget som andres: ”De gifter sig som alle, de får børn, men de udsætter ikke deres småbørn. De indbyder til fælles måltid, men ikke til noget usømmeligt”. Nogle kristne var slaver, men oplevede en indre frihed i troen på Kristus. Andre kristne ejede slaver. På mange måder levede de kristne altså i hverdagen som andre, men alligevel udgjorde de et helt anderledes folk.

De kristne var et anderledes folk Når man dengang blev en kristen, kom man til at høre til et særligt folk: ”Ethvert fremmed land er deres fædreland, og 10

ethvert fædreland er et fremmed land for dem. De elsker alle, og de forfølges af alle” (Brevet til Diognet). De kristne havde fået en ny identitet i deres tro på Kristus som Herre og Frelser. Nu handlede det ikke mere om, hvad mennesker krævede

På mange måder levede de kristne i hverdagen som andre, men alligevel udgjorde de et helt anderledes folk. eller forventede af dem men om at være tro mod deres Herre. Biskop Klemens af Rom beskrev de kristne således i et brev: ”I var fuld af hellig vilje, og beredvilligt udstrakte I med fortrøstning jeres hænder mod den almægtige Gud og bønfaldt ham om at være barmhjertig, hvis I ufrivilligt skulle komme til at synde”. De frygtede altså mest af alt at gøre Gud imod, måske uden at de selv vidste af det.

De kristne var sat ind i et nyt fællesskab De kristne var blevet en del af en menighed, og det prægede deres hverdagsliv. I de første århundreder holdt de sammen. Fra Rom ved vi, at de kristne samledes hver morgen til bibelundervisning og bøn, før de gik afsted på deres arbejde. De havde bestemte bibelske skrifter at læse og få udlagt. Foruden de daglige morgensamlinger i menigheden prægedes de kristnes hverdag også af bøn. Der var en række faste tider på døgnet, hvor man vendte sig til Gud i bøn og tak. Om søndagen mødtes de til et fælles måltid, som kun de

kristne kunne deltage i. Når man ved dåben var blevet en del af menigheden, så var det tanken, at man fortsat skulle vokse i gode gerninger: ”… hver eneste skal beflitte sig på at gøre gode gerninger, at behage Gud og leve ret, være ivrige for kirken, gøre hvad han har lært og gøre fremskridt i fromhed.” Det at være kristen medførte nemlig en helt ny og anderledes levevis.

De kristne havde en helt anden etik Fordi de kristne fulgte Jesus som deres nye herre, så var det også målet at tjene andre, som Jesus havde befalet. Omkring år 200 beskrev juristen Tertullian, hvordan de kristne brugte deres penge på en ny måde. I menigheden samlede man penge ind for at kunne hjælpe folk i nød: ”Af disse penge gives der ikke ud til gæstebud og drikkelag samt unyttige ædegilder, men til underhold og begravelser for trængende, til drenge og piger, der mangler penge og er forældreløse.“ Den praktiske omsorg for nødlidende mennesker var noget af det, der kendetegnede de kristne og skilte dem ud fra deres omgivelser. Det samme gjaldt deres forhold til det andet køn. Ind i en verden af stor seksuel løsagtighed dannede de kristne faste par og holdt sig til deres ægtefælle. Tertullian skrev – måske med et glimt i øjet – at de kristne havde alting fælles, på nær deres ægtefæller, mens hedningerne intet havde fælles, på nær deres ægtefæller: ”Vi, som derfor med hjerte og sjæl er blandet sammen, har ingen betænkeligheder ved ejendomsfællesskab. Alt er hos os fælles undtagen hustruerne. På dette punkt suspenderer vi fællesskabet, hvor andre … med den største tålmodighed stiller deres egne hustruer til rådighed for venner…”. Denne kristne etik betød utvivlsomt større tryghed for kvinder og børn i hverdagen. Og at de kristne tog det alvorligt, fremgik af, at de hellere ville blive martyrer end tvinges til sex.

Det var livsfarligt at være kristen De kristne levede anderledes, og ganske særligt skilte de sig ud ved ikke at ville deltage i samfundets almindelige religiøse

riter. Fordi de kendte den ene, sande Gud, kunne de ikke deltage i de andre religioners gudsdyrkelse. Det ”nej” stemplede dem som intolerante og bedrevidende. Ja, de kunne kaldes ”ateister” og ”ugudelige”, fordi de ikke accepterede andres guder. Det gav i visse perioder anledning til forfølgelser af de kristne. De meningsløse henrettelser af fredelige kristne fik dog ikke bevægelsen stoppet. Langtfra og tværtimod. De kristne blev kun flere derved: ”Ser du ikke, at jo flere, der pines, jo flere bliver de andre. Dette ligner ikke menneskeværk; dette er Guds magt; dette er bevis på hans nærhed” (Brevet til Diognet). De kristne har vidst, at troen kunne koste dem livet. Men de har også levet i den vished, at de ved troen på Jesus ejede en frelse, som ingen kunne tage fra dem. En gammel biskop, Polykarp, sagde til Gud, da han stod på bålet for at

De kristne har vidst, at troen kunne koste dem livet. Men de har også levet i den vished, at de ved troen på Jesus ejede en frelse, som ingen kunne tage fra dem. brændes for sin tros skyld: ”Jeg priser dig, fordi du har anset mig værdig til denne dag og time, så at jeg iblandt dine vidner skal få del i din salvedes kalk til både sjælens og legemets opstandelse til evigt liv…” (Skriftet Polykarps martyrium).

De kristne – i dag Livet i de første kristne menigheder kan hjælpe os i dag til bedre at forstå, at man som kristen er kaldet til et liv, der på nogle punkter – ikke alle – er anderledes. Uanset ydre forhold må man være villig til at følge Jesus, også når det indebærer at gå mod strømmen. Ikke alle i oldtiden led fysisk ondt for deres tros skyld, men muligheden for at dø for sin tros skyld var altid til stede. I år 313 var det slut med forfølgelser i Romerriget, og siden har det været lovligt at være kristen i Europa. Men stadig skal man som kristen følge Jesus. ■ 11

Mød din nye KFS volontør Mød din nye KFS volontør fra næste skoleår og læs om, hvorfor de glæder sig til at møde netop dig. KFS har sat et nyt stærkt volontørhold. Det betyder, at vi igen fra næste skoleår vil kunne sende tre unge medarbejdere ud i landet for at støtte op om græsrodsarbejdet i KFS. Med base i Nord-, Syd- og Østdanmark skal de tjene og støtte KFS’ere lokalt samt assistere sekretærene i deres arbejde.

Marianne Tarp Krüger, Øst ”Jeg vil gerne arbejde i KFS, fordi jeg har et ønske om at gøre Jesus kendt blandt studerende i Danmark. Noget af det, jeg glæder mig mest til, er at få lov til at møde studerende i deres hverdag og snakke med dem om nogle af livets små og store spørgsmål. Jeg glæder mig til at være sammen med de forskellige KFS-grupper og støtte dem i det vigtige arbejde, de hver især gør.”

Mathias Gottfred Jensen, Nord ”I KFS får man for alvor lov til at snakke med unge mennesker og møde dem lige der, hvor de er, være til opmuntring og gå et lille stykke af livet sammen. Jeg glæder mig utrolig meget til at snakke med mennesker om Jesus og være en ressource og sparringspartner for de forskellige KFS-grupper i Nord-området.”

Peter Stidsen, Syd ”Gennem gymnasietiden og på LTC har jeg nydt at være en del af KFS. Det vil jeg gerne et år mere. Noget af det, jeg bedst kan lide ved KFS, er, at fællesskaberne er til stede ude på gymnasierne – ude "i verden". Jeg glæder mig mest til at være sammen med KFS'erne. Både i gode og svære tider. Og så glæder jeg mig til at hjælpe og motivere KFS'erne til at kende Jesus og gøre Jesus kendt.” KFS har desuden ansat en ”Uncover-volontør”. Se andetsteds her i bladet.

Nyt LTC-hold på plads Knap var duften af lavendel og engblomster fra den afsluttende rengøring på KFS’ ledertræningscenter, LTC, forsvundet, før lærerne kastede sig over optagelsesprocessen for det kommende hold. Når LTC til august starter op med et nyt hold på efterårets grundforløb, er det med en god flok på 12 nye LTC’ere. Se navnene her: Alma Berggren Smidt, København Andreas Nørgaard Pedersen, Mårslet Andreas Overgaard Pedersen, Strandby Inge Ramskov Hermanns, Herlev Johanna Sonne Mortensen, Viborg Lasse Storgaard Kiel Nielsen, Vejen Louise Mølby Nielsen, Aulum 12

Peter Thorlund, Bjerringbro Rebekka Riis, København Signe Oehlenschläger Petersen, Hillerød Simon Nymann Eriksen, Hillerød Thomas Birk Sørensen, Ans Der venter, som altid, et spændende nyt semester efter sommerferien. Det kommende hold skal blandt andet fordybe sig i en række bibelfag, samt klassiske LTC-emner som ledelse, evangelisation og trosforsvar.

Herudover er eleverne på LTC vigtige brikker i KFS-arbejdet på studiestederne, når de i samarbejde med KFS-sekretærer, volontører og lokale KFS’ere skal medvirke til skolebesøg og andre events rundt om i landet. Forstander Jakob Skovgård Højlund glæder sig til at tage imod det nye hold: ”Vi er meget taknemlige for det hold, vi kan sætte. Vi tror på et rigtig godt og velsignet LTC-år med jer.” Der er opstartsdag d. 6. august.

Volontør i Montenegro fortsætter arbejdet KFS har forlænget Rebekka Barbara Friis Rasmussens volontørstilling i Montenegro med endnu et år, så den nu løber til og med skoleåret 2017-2018. I 2003 sendte KFS det første danske par til Montenegro med drømmen om at forberede et kristent studenterarbejde i landet. Dette blev realiseret i 2015 med etableringen af EUS Montenegro. Forlængelsen af Rebekkas stilling til 2018 markerer dermed et 15 års jubilæum for KFS’ arbejde i det lille land på Balkan. Generalsekretær Christian Rasmussen glæder sig over forlængelsen: ”Det er virkelig glædeligt, at Rebekka har mod på endnu et år, og at hun gør en forskel dernede, har jeg med fornøjelse selv set.” Hilsen fra Rebekka Fra sin base i Nikšić skriver Rebekka:

”Vi ønsker at kalde mennesker ind i et personligt fællesskab med Jesus sammen med de 5 evangeliske kirker og 200 evangeliske kristne i landet. Det tager sig konkret ud ved vores ugentlige studentermøder, pigebibelstudiegrupper, en engelsk café på universitet og filmaftener. Der er en stor interesse hos studerende i at undersøge meningen med livet – men de ved ikke, hvor de skal gå hen – og der stiller vi os til rådighed. Et eksempel på ting, vi gør for at skabe kontakter til nye studerende, kan gives ved det besøg, vi havde fra LTC for et par måneder siden. Vi ser stadig i dag frugterne af det især gennem to stude-

rende, som er begyndt at søge Gud gennem bibellæsning, bøn og fællesskab med os. Arbejderne er få, og nøden er stor, og derfor er jeg taknemmelig for at få lov til at være her endnu et år.” Følg Rebekkas arbejde på hendes blog: rebekkaiverden.blogspot.dk.

Sangkonkurrence afgjort I forbindelse med reformationsjubilæet har vi i KFS afholdt en sangtekstkonkurrence inspireret af reformationens budskab. Se vinderteksten her Af Jakob Skovgård Højlund, jakob@kfs.dk

I tredje nummer af Til Tro, udskrev vi sidste år en sangkonkurrence, hvor udfordringen lød på at lave en salme, lovsang eller lignende, hvor et af reformationens temaer var tydeligt. Vi har fået en hel masse fremragende tekster tilsendt, og det har ærlig talt været svært at vælge. Men i udvalget er vi nået frem til Julie Munk Nissens: ”Hvor finder jeg en nådig Gud?”. I sangens tekst genfinder vi Luthers råb efter en Gud, som i sin tilgivelse af os genopretter den brudte relation mellem os og Gud. Teksten sætter tydeligt ord på, hvor hvilen og friheden i troslivet findes: I Jesu død og opstandelse. En stor tak til Julie! Og til alle andre bidragsydere vil vi bare opfordre til, at I får jeres tekst i omløb

til lovsangsaftener, gudstjenester og eventuelt en fremtidig Fællessang. Det fortjener jeres sange! Reformationssalme Hvordan finder jeg en nådig Gud? Hvordan overholder jeg Hans bud? Hvordan bliver jeg på rette vej,  /: når min indsats kommer an på mig? :/ For jeg stræber, slider, gør og går  Men jeg kommer ingen vegne, når  jeg skal overkomme alle bud.  /: Jeg er træt! Nu må du hjælpe, Gud. :/

Du skal ikke gøre noget selv!  Bare bad dig dybt i nådens elv.  Du er ren og frelst og hel, fordi  /: Jeg har genskabt dig! Nu er du fri. :/ Nu kan hver en kristen fryde sig!  Jeg har lidt den bitre død for dig.  Du kan springe højt i glædesrus,  /: for nu har du plads i Livets Hus. :/ T/M: Julie Munk Nissen 2017

Af min nåde er du frelst, ved tro! Kom, lad Jesus give hjertet ro. For i troen kan du glemme dig  /: Og i stedet bare se på mig. :/ 13

Bøger:

Jesus var single Line Anthony Reckweg En bog om at være single og kristen Udgivet af Lohse i 2016 Pris: 199,99 kr.

Af Lisa List Nissen, psykologistuderende, lisalistnissen@gmail.com

Jesus var single ønsker at begribe singlelivets mange facetter ud fra en kristen tankegang. Med et væld af refleksioner fra seks forskellige mennesker, i seks forskellige aldre, belyses både singlelivets smerter og glæder med stor omtanke for den, der måtte læse den. Line Reckweg henvender sig i sin bog til singlen, men også til dem, der er i et parforhold, for som hun skriver: ”Jesus’ kirke er et fællesskab, og hvis vi skal blive rigtig gode til at leve sammen, så må vi gøre en indsats for at forstå hinanden, og ikke mindst at gøre livet nemmere for hinanden.”

Singlelivet som en omstændighed Singlelivet er ikke altid ligetil. Det rummer sine udfordringer, ligesom alle andre livssituationer, og det er netop dette tema, Reckweg ønsker at behandle. Ved at tage fat om emner som identitet og værdi, familier og fællesskaber, seksualitet og dating bearbejdes de følelser, der kan høre singlelivet til. Reckweg tør italesætte nogle af de tabuer, som den kristne single kan møde, og hun griber om dem på en fin og kærlig måde. Dette gør hun blandt andet ved at inddrage forskellige mennesker, der hver især oplever singlelivets mange facetter. Reckweg omfavner interviewpersonernes liv, så både glæderne og smerterne får plads, og det gør bogens temaer levende og identificerbare. Ved at inddrage den kristne tro, bidrager hun med et perspektiv, der rækker udover livets givne omstændigheder, og derved formår hun også at vise, at vi er mennesker, før vi er vores civiltilstand: ”Gud ønsker 14

ikke at forvandle situationer, han ønsker at forvandle liv, og til det behøves der ikke ægtefæller, der behøves kun et menneske, som er villig til at tjene ham.”

Mange nuancer, få sider Som nævnt kommer Reckweg ind på mange forskellige emner i løbet af sin bog. I indledningen af bogen skriver hun: ”Jeg slår et stort brød op, og det gør jeg, fordi jeg gerne vil, at bogen skal være relevant for dig.”, og dette kendetegner også oplevelsen af at læse den. Bogens otte overtemaer og dertilhørende undertemaer er alle relevante, og de skaber et overblik over det at være kristen og single. Dog har det også den effekt, at Reckweg nogle gange kommer lidt for let omkring nogle af temaerne. Bogens styrke bliver derfor også dens udfordring, idet den forsøger at begribe alle singlelivets detaljer på 180 sider, hvor målgruppen både er dem, der oplever singlelivet indefra og dem, der oplever det udefra. Dens hensigt, om at tale om singlelivet som en livsomstændighed, lykkes på den måde, at de mange forskellige nuancer giver et helt og værdigt billede af singlelivet. Selvom alle temaer er relevante, bliver konsekvensen, at det virker overvældende at skulle forholde sig til så mange forskellige perspektiver.

Kort sagt Overordnet kan man sige, at bogen rummer nogle meget fine perspektiver på dét at være kristen og single. Sprogligt er bogen skrevet på en afslappet, overskuelig, og samtidig reflekteret måde, hvilket gør den let tilgængelig for alle målgrupper. Line Reckweg illustrerer på en god måde, hvordan vi ikke bare kan forstå singlelivet gennem ét perspektiv. Dog bliver målsætningen om at rumme så mange nuancer på relativ lidt plads en hæmsko for, at nogle af temaerne når sine fulde berettigelse. Bogen er klart anbefalelsesværdig for enhver, der ønsker at forstå og begribe singleliv.

UNCOVER

Giv dine venner mulighed for selv at opdage, hvem Jesus er! Bestil hæfter på kfs@kfs.dk

T O R S DA G

T E M A

d. 20.ju li

H O V E D T A L E R

Chris Wright

2017

15.-22. juli sommeroase.dk

FÅ 25% RABAT PÅ UGEPRISEN og smag på Bibelen og vores nye koncept. Rabatten gælder kun efterårsholdet 2017 LÆS MERE IMB.DK

Layout: Carsten Herholdt

Gra gæstetidsag

SÆR TILB

Rutinen er bedre end sit rygte Af Andreas Rasmussen, Præst ved Apostelkirken, Vesterbro, andreasrasmus@gmail.com

31 tæller jeg. Antallet af tilbagevendende handlinger for mig om morgenen mellem kl. 07:00 og 08:00. De første vågne øjeblikke af min dag følger et gennemgribende skematisk mønster: slukker vækkeuret, plukker ørepropperne ud af ørene, tjekker mail eller seneste nyt fra den store verden, åbner vinduet, reder seng, dagens tøj findes frem og telefonen lades op. Min nye dag er ikke mere end få minutter gammel. Jeg har kun netop rejst mig fra sengen og har endnu ikke forladt værelset. Alligevel tæller jeg mere end en håndfuld sædvaner, jeg følger så godt som hver morgen. Og jeg føjer kun flere til, når jeg går ud på badeværelset og senere ud i køkkenet for at spise morgenmad. Den lille time om morgenen er en paradeopvisning i rutiner. Der er intet originalt ved dem. Min nabo gør sikkert noget tilsvarende. Og min genbo på tredje sal ved jeg ved selvsyn følger nogenlunde samme mønster. Der er heller ikke noget ved gøremålene i den første vågne time, som jeg tillægger en særlig betydning. Når jeg lægger mig på hovedpuden igen mange timer efter og gør status over dagen, er det aldrig morgenstunden, der trækker op eller ned. Den er der bare. Ren rutine. Hvis muligt, kunne mit hoved sove en time længere end kroppen, for der kræves så godt som ingen tankevirksomhed ved dagens begyndelse. Jeg gør det bare. Altså, det jeg plejer. Det var den første time. Jeg har ikke talt videre. Men jeg mistænker, at jeg i løbet af dagen ville kunne opregne svært mange ting, som jeg gør igen og igen. Og igen. Og hvad med 16

Se efter, og dit liv er fuld af rutiner. De er til stede lige fra den lavpraktiske hverdag til søndagsgudstjenesten. De opererer i det bevidste og i det ubevidste. De er overalt. Heldigvis. alle de ubevidste gentagelser? Et sandt vanemylder. Rutiner omfatter jo ikke kun tandbørstning og en cykeltur i morgentrafikken. Dagens første kontakt med mennesker er mindst ligeså forudsigelig: ”Godmorgen” eller ”Godt at se dig” skratter jeg med en stemme, der ikke har talt sig varm endnu. Helt igennem velment og helt igennem rutinepræget.

I rutinernes vold Jeg er ikke alene om de mange gentagelser. Mobiltelefonen afslører det moderne menneskes hang til dagligdagsmønstre. Således fulgte forskere igennem et halvt år 100.000 anonymiserede amerikaneres mobilsignal for at kortlægge deres færden. På trods af den udbredte ide om, at det moderne menneske ”altid er på farten”, viste datasættet en forbløffende regelmæssig adfærd (González, Hidalgo & Barabási, “Understanding individual human mobility patterns”, 2008). Vores bevægelsesmønstre i tid og rum er så snorlige, at de danner grundlag for byplanlægning, trafikprognoser og katastrofeberedskab. Den øgede mobilitet er bemærkelsesværdig vanebestemt og derfor forudsigelig. Forskernes research og min egen – indrømmet – amatøragtige ”test-dig-selv”-analyse peger kun én vej: rutinerne styrer os – og sikkert mere end vi synes om og ved af, for den sags skyld. Ordet ”rutine” – eller ”subrutine” – er også et begreb indenfor datamatikerverdenen. Det er programmørsprog. Det dækker over en lukket sekvens af instrukser. En fær-

digpakket, kodet enhed, som den fagkyndige med fordel kan benytte, da en såkaldt ”rutine” forenkler programmeringen. Men hvor stor forskel er der egentlig på rutiner i dagligdagen og software-”rutiner”? Føles hverdagens mange gentagelser ikke netop som en form for programmeret adfærd? At man bevidstløst går igennem livet som en uselvstændig lemming, der alene orienterer sig efter, hvad alle andre gør. Er dette at overgive sig til den daglige trummerum i grunden ikke at slippe styrepinden og lade tilværelsens grå autopilot tage over?

YOLO-oprøret ”Mange lever med en så forbløffende rutine, at det er svært at tro på, at de lever for første gang.” Den polske lyriker og satiriker Stanisław Jerzy Lecs ord står til skræk og advarsel. Livet er for kort til at leves på trivielle gentagelser. Tilværelsen rummer noget mere end middelklassens kedsommelige treenighed: Volvo, villa og vovse. Forskrækket ved tanken om at være i rutinernes vold gøres der oprør. Et YOLO-oprør. Livet har vi som bekendt kun et enkelt af (You Only Live Once). Derfor skal det maksimeres. Hvis ens job er blevet rutine, er det på tide at komme videre. Hvis forholdet er blevet rutinepræget, er det tid til at bryde op. Hvis madvanerne kører i ring, er det et udtryk for mangel på kreativitet. Hvis troen opleves uden glød, er det et krisetegn. Den grå hverdag er kort og godt en livstrussel på linje med sygdom og død nu til dags. Og den er modbydelig udspekuleret. For man rammes ikke af den. Man vælger den heller næppe. Man resignerer ind i den. Man giver efter og langsomt, men usvigeligt sikkert, suger den livet ud af en.

Rutiner – i hvert fald i ordets egentlige betydning – er som disse tiltrampede veje. De er afprøvede og fører os fremad mod vore mål.

Rutinen som vej Livet skal leves. Indiskutabelt. En no-brainer. Men tjener flugten fra rutiner under det evindelige Spice up your life-mantra virkelig dette ærinde? 17

Denne ”bevægelighed” afslører noget vigtigt om gudstjenestens rutiner: de står i troens tjeneste. Deres formål er ikke at holde nutidens kirkegængere i fortidens stramme jerngreb. De har et fremadrettet sigte: At virke til gode for troen. Det er med blikket vendt fremad, at rutinen er en velsignelse.

Opleves tilværelsen ensformig, hænger det formentlig sammen med en erfaring af, at dagligdagen begrænser. Ville livet ikke kunne udfolde sig, hvis blot rammerne sprængtes? Den, der har erfaret en mønsterløs hverdag, fortæller en anden historie. Den travle specialestuderende oplever ikke sjældent belastningen ved, at dagligdagsrytmen bryder sammen op til deadline: hverdag kan ikke længere adskilles fra weekend, og ej heller dag fra nat i den sidste slutspurt. Den, der oplever modvillig lediggang, beskriver ofte, hvordan noget af det sværeste ved at stå uden for arbejdsmarkedet er tabet af ”hverdagen”. Rammerne forsvinder – både på et konkret og et dybere plan. Der er altså én ting, der er værre end en grå hverdag: ingen hverdag overhovedet. Rutinen synes bedre end sit rygte. Ordets oprindelse kan hjælpe os til en forståelse – og måske endda en påskønnelse – af de mange mere eller mindre bevidstløse dagligdagsgentagelser. Ordet ”rutine” har franske aner. Route, hører selv den ikke-franskkyndige, har noget med en ”rute” eller en ”vej” at gøre. En vej er en oplagt strækning at gå for at nå frem til sit endemål. Men teoretisk set er der uendeligt mange potentielle linjer at forbinde med destinationspunktet. Den hurtigste vil altid være ”fugleflugtslinjen”. Punkt A og B er ikke tættere på hinanden end set fra oven. Alligevel er den sjældent den bedste for den, som tyngdekraften binder til landjorden. Terrænet kan være ufremkommeligt, og hvad, der på afstand virkede som en god idé, viser sig i praksis at være det modsatte. Vejene er netop dette: et udtryk for praksis-kendskab. De er testede og har 18

vist sig bæredygtige. Mange af vore færdselsårer i dag gemmer under asfalten stier, som er blevet trådt til i generationer. Rutiner – i hvert fald i ordets egentlige betydning – er som disse tiltrampede veje. De er afprøvede og fører os fremad mod vore mål.

Ældgamle stisystemer Gudstjenesten er om muligt endnu mere tætpakket med rutiner end morgenstunden. Alle, som har siddet på bænken søndag formiddag, har oplevet en form for orden, der præger gudstjenesten. Ikke orden i forstand af ”kæft, trit og retning” – selvom det desværre også er tilfældet nogle steder. Men orden forstået som en tilbagevendende sammenhæng. Der er en bestemt måde at gøre tingene på. En mærkbar struktur som trods variationer går igen og igen. At tage del i gudstjenestens liturgi er at betræde ældgamle stisystemer. Når folk betegner kirken som ”gammeldags”, har de ret fra ét perspektiv. Kirkens gudstjeneste er ikke en moderne opfindelse. Vi er ikke selv dens bagmænd. At tage del i gudstjenesten er, som én sagde: ”at iklæde sig tøj, man ikke selv har designet eller syet”. Den er givet os. Først og fremmest af Jesus Kristus selv, der hver søndag siger: ”Dette er mit legeme, som gives for jer.” Og dernæst er den overleveret til os fra generationer af kirkegængere, som har forstået og levet deres liv ud fra den konkrete erfaring af evangeliet søndag morgen. Ord, sang, bøn og bekendelse har været retningsgivende for troende, når de skulle navigere gennem tilværelsen.

Betyder det, at alle nedarvede rutiner i gudstjenesten gør krav på at elskes og æres? Mange vil nok have svært ved at honorere dette. Hvis vi ikke selv er gudstjenestens arkitekter, er der en indlysende risiko for, at vi ikke føler os hjemme i den. Ritualerne kan virke omstændige og uden glød. Alligevel gentages de søndag efter søndag. Stiller man spørgsmålstegn ved gudstjenestens gang, indeholder svaret med al sandsynlighed ordet ”plejer”. Rutinens dovne forsvarer. ”Sådan har vi altid gjort,” lyder det. Men er det virkelig et fyldestgørende

Hermed gives også en hjælp til at evaluere mine rutiner. Er den aktuelle rutine en medhjælper? Får den mig i den retning, jeg dybest set ønsker? svar? Er gentagelsen i sig selv forklaring nok? En god, fast orden kan nok vidne om slidstyrke og kvalitet, men den må aldrig referere til sig selv. ”Plejer” er bekræftelsens fineste udtryk, men en elendig repræsentant for begrundelsen. Henvisningen til tidligere tiders gudstjenestefejring begrunder gudstjenesten lige så lidt som fodsporene under asfalten i sig selv begrunder vejenes placering. De mange fodspor gemmer på en dybereliggende årsag: nemlig at folk fandt frem. Ruten førte dem til målet. Det er med dette dybere perspektiv, at gudstjenesten skal forstås. Gudstjenesten blev en vej gennem livet, som nu er blevet vores at gå. Dette betyder dog ikke, at enhver gudstjenestelige rutine er fredhellig. Stisystemet er ikke ukrænkeligt. Rutiner

justeres og lægges om. Historien viser desuden, at gudstjenesteudtryk ikke sjældent kasseres, da de viser sig at være blindgyder. Reformationsåret minder os fx om opgivelsen af kirkesproget latin til fordel for de enkelte modersmål.

Hjælpsomt fremblik Denne ”bevægelighed” afslører noget vigtigt om gudstjenestens rutiner: de står i troens tjeneste. Deres formål er ikke at holde nutidens kirkegængere i fortidens stramme jerngreb. De har et fremadrettet sigte: At virke til gode for troen. Det er med blikket vendt fremad, at rutinen er en velsignelse. Morgenritualerne følger samme grundtanke. De mange mønsterhandlinger skyldes ikke en ukritisk overgivelse til morgenstundens ”plejer”. Jeg står op, reder seng, spiser morgenmad, fordi jeg ganske enkelt har en erfaring af, at disse handlinger er en fin måde at tage vare på den nye dag. Og om end det meste af min første time foregår ganske bevidstløst, har de 31 gentagelser stor betydning for den resterende del af mine vågne timer. Pleje af krop og indeklima samt morgenmadens ernæring er vigtige afsæt, som jeg hopper ud i den nye dag fra. Med andre ord hjælper de trivielle og uinteressante vaner mig på vej. Hermed gives også en hjælp til at evaluere mine rutiner. Er den aktuelle rutine en medhjælper? Får den mig i den retning, jeg dybest set ønsker? Der findes som bekendt både gode og dårlige vaner. Enhver rutine er ikke nødvendigvis til hjælp. At tjekke mails 19

på morgenlejet er ikke en indlysende ligeså god rutine som tandbørstningen. Der kan være god grund til at tage nogle af de mange ubevidste gentagelser op til overvejelse. Eftersynet kan afsløre utilsigtede konsekvenser af rutinerne, som vi helst ville være foruden. Eller – og ikke sjældent – vil resultatet være, at man faktisk finder en glæde ved og en forsoning

Lad os kalde rutinen ”den grå medhjælper”. Adfærd, der foregår per rygmarv, har det med at føles irrelevant. Selv gode rutiner føles indimellem ensformige og blodfattige. Men velsignelsen er, at de hjælper os med at holde os fast ved det vigtige. med de grå hverdagshandlinger. Ved nærmere eftertanke får de umiddelbart intetsigende gentagelser mening, når de ses i en større sammenhæng. Mens testspørgsmålet er ganske enkelt, er besvarelsen betydelig mere sammensat. For det bør nemlig ikke udelukkende besvares ud fra egen erfaring. De andres erfaring, alle der har gået på vejen før mig, spiller også ind. Det tog mig mere end to årtier at sande, at mine forældres insisteren på udluftning og opredning af sengen faktisk havde noget for sig. Nu indser jeg, at den friske luft gør mig godt, og at den 20

ville have gjort mig godt også i teenageårene. Alt ses som bekendt klart i bakspejlet, men dette lidt banale eksempel viser, at vi bør tildele andre – og særligt de ”erfarne” – en vis tyngde, når vi overvejer vore rutiner. I det mindste en taleret, som kan udfordre og skærpe os.

”Den grå medhjælper” Tæller man efter, er livet er fuld af rutiner. Som vi har set, er de tilstede lige fra den lavpraktiske hverdag til søndagsgudstjenesten. De opererer i det bevidste og i det ubevidste. De er overalt. Heldigvis. Den store opgave er ikke at gøre sig af med dem. Tværtimod er rutiner – i hvert fald de go’e af slagsen – en brugbar støtte for os. De står uden for rampelyset, i kulissen, og dog er de undervurderede bagmænd for meget af det, der giver vore liv indhold. Tænk blot på, hvordan de mange gentagelser i trafiksikkerhed som barn har givet folk en frihed til at færdes relativt sikkert på vejene i dag. Eller hvordan at tilegnelsen af Fader Vor – ord for ord – er blevet en grundstenen for bønsliv og stedet man vender tilbage til, når ens egne ord slipper op. Lad os kalde rutinen ”den grå medhjælper”. Adfærd, der foregår per rygmarv, har det med at føles irrelevant. Selv gode rutiner føles indimellem ensformige og blodfattige. Men velsignelsen er, at de hjælper os med at holde os fast ved det vigtige. ■

Guide: 5 bøger til din sommerferie

Selvfølgelig skal du læse bøger i din sommerferie. Men hvilke? Som supplement til boganmeldelserne (side 14 og 30) giver Mathias Anker Kure dig her fem ret forskellige anbefalinger.

1 2 3 4 5

Den livsnære Børge Haahr Andersen Duften af Edens have Lohse, 2016

”Siden jeg første gang hørte en ko brøle, har jeg funderet over sammenhængen mellem min lille verden og bibelens store verden”. Børge Haahr Andersen, rektor ved Dansk Bibel-Institut, skriver gode, livsnære essays, der ofte tager afsæt i opvæksten i Vestjylland, i ”småtterier” fra hans ”lille verden”. Samtidig er de tydelige og, i ordet bedste forstand, opbyggelige; de handler nemlig om duften fra Eden.

Den labre Andreas Pedersen Fryden Gladiator, 2016

Hvis du er til lyrik, eller måske gerne vil prøve efter, om du er til lyrik, er Andreas Pedersens Fryden fuldstændig oplagt. Ikke nok med at digtene er suverænt godt skrevet, du bliver også glad og kommer i sommerstemning af at læse denne labre, livsbesyngende bog.

Den monstrøse Poul Hoffmann Den brændende tornebusk Lohse, 1956

Måske har du allerede fået påduttet Hoffmanns bibelske romaner af din mor, der læste dem, da hun var ung. Tag bare imod hendes tip. Og start selvfølgelig med det bedste: Moses-trilogien. Giv i hvert fald etteren, Den brændende tornebusk, et skud. Den er lang og dvælende og ikke specielt handlingsorienteret. Til gengæld har de psykologiske skildringer tyngde, og generelt sagt formår Hoffmann dét, som alle historiske romaner søger, men kun få magter: At aktualisere begivenheder, her bibelske begivenheder, til noget, der kan bruges i dag. Og så kan den altså godt blive en page-turner!

Den brutale Rakel Haslund-Gjerrild Øer Kronstork, 2016

Hvis litteratur er alkohol, tilsiger en fin analogi, at du får den samme dosis, uanset om du indtager en tyk roman eller en skarp novellesamling: Romanen er en øl, der langsomt glider ned, novellen er en snaps til søndagssilden. Altså: To forskellige måder at læse på. I Haslund-Gjerrilds korte historier får du brutale skildringer af afsondrede, ofte ensomme ø-mennesker: En tvivlende præst, en svovlende fisker. Bogen er skrevet på forfatterens erfaringer fra en opvækst i et frikirke-miljø i Nexø.

Og så til sporten Karl-Ove Knausgård og Fredrik Ekelund Hjemme ude Lindhardt og Ringhof, 2015 Min oldefar, der talte klingende bornholmsk, er i familiære sammenhænge blevet berømt for det fine rim, at ”spôrt rimer på lort”. Selvom man skal være fra Rutsker for at få det til at rime, er sagen rigsdansk nok: Lad vær med at spilde livet med sportslige ligegyldigheder. Jeg lyttede ikke efter. I hvert fald elsker jeg sport, særligt fodbold, og vil derfor også gerne anbefale den bedste sportsbog, jeg nogensinde har læst. Den hedder Hjemme ude og handler om VM-slutrunden i Brasilien i 2014. Bogen udgøres af to forfatteres intense mail-korrespondance under turneringen, hvor de selvfølgelig analyserer og forudsiger kampene, men hele tiden skriver om alt andet end fodbold: Familie, pligter, kærlighed og lignende. En perfekt bog til ”sportsidioten”, der selvfølgelig har luret, at 2017 er en slutrundeløs sommer – brug bogen som et plaster på såret.

Flotte tal afrunder treårig målsætningsperiode Skoleåret nærmer sig sin afslutning, og det samme gør KFS’ treårige målsætningsperiode. Vi samler op på målsætningstallene for i år og tager en tur i helikopterperspektiv over de sidste tre år. Af SKL

De seneste tre skoleår er der blevet indsamlet data for syv kernemål i KFS arbejdet. Tallene er løbende blevet sat op overfor forrige års måltal i nedenstående tabel, som dermed har fungeret som et slags statustjek for KFS arbejdet, samt en interessant visualisering af målbare dele fra det kristne studenterarbejde på studiestederne. Når man kigger på tallene for i år, ser procenterne rigtig flotte ud. Antallet af studiestedsgrupper, kontaktpersoner og aktive deltagere har ikke været så højt som ønsket, men KFS’erne må have været ekstra aktive, for tallene for de forskellige events og fælleskaber er jo nået til fulde. Det er inspirerende læsning.

Med afsæt i Bibelen Sekretariatsleder Lars Bjerregaard har været med i hele perioden og han afslører et stærk bibelsk fokus bag planlægningen af målsætningen: ”Hele ånden i projektet var en styrket Bibelsk bevidsthed og evangeliet i fokus hos studerende i Danmark. KFS ville gerne arbejde på at cementere Bibelens troværdighed, skønhed og ikke mindst relevans ind i studerendes liv i dag.” Perioden har blandt andet indeholdt ansættelsen af en dialogsekretær i KFS med fokus på at proklamere evangeliets sandhed og relevans på især de videregående studier og universitetsmiljøer. Det førte til nye tiltag i KFS med eventuger bygget op omkring lunchbars og møderækker på campusområdet. Med udgangspunkt i behovet for god opfølgning efter sådanne apologetiske events, oversatte KFS det engelske materiale til åbent bibelstudie, Uncover. Først et hæfte med Lukasevangeliet og siden Johannesevangeliet i en booklet-form. Dette vil stå som en satsning, vi håber, vil blive til stor velsignelse for KFS’ere og deres studiekammerater de næste mange år.

Mere end ét KFS-event hver skoledag I målsætningsperioden har det svinget en del med antallet af videregående studerende, der engagerede sig i studiestedsgrup22

per og foreningsKFS. Der har dog været historisk høj tilslutning til Påskelejr fra de studerende, der er blevet oprettet en særlig Studielivskonference, og generelt har eventugerne været båret lokalt af videregående studerende. Så engagementet er der, vi skal bare forstå at aktivere det. Uden at sige for meget, så vil det være et fokusområde for de kommende år. Afslutningen på målsætningen har haft fuldt fokus på udbredelsen af evangeliet gennem events, lejre, LTC skolebesøg og Uncover. Hvert år har vi set vækst indenfor flere af indsatsområderne i målsætningen. Der er nu dobbelt så mange Uncover-grupper årligt som for bare 3 år siden og 50 % flere apologetiske events. Det er mere end ét KFS-event på hver skoledag. Lars afslutter sin gennemgang af perioden ved at understrege: ”Det helt store sus er sådan set ikke alle tallene, men det er at mærke at visionen lever blandt KFS’erne. De beder for deres studiesteder og er med til at gøre Jesus kendt gennem events og Uncover-grupper.”

KFS får ny formand KFS har fundet sin nye formand ved bestyrelsens konstituering sidst i maj. Det bliver Per Ladekjær, der overtager formandsposten efter Peter Rask. Af SKL

Den nye formand i KFS hedder Per Ladekjær. Det stod klart efter at KFS’ bestyrelse mødtes på KFS-centret i Ødsted sidst i maj for at konstituere sig.

En hjertesag Per Ladekjær, 45, er uddannet teolog fra Aarhus Universitet og tilknyttet Menighedsfakultetet. Han har været ansat de sidste 8 år som lærer på Børkop Højskole, og før dette været ungdomskonsulent i IMU i Århus i 5 år. Dermed har han hele sit arbejdsliv haft med unge mennesker at gøre: ”Det er en hjertesag for mig at være til rådighed for unge mennesker, så de kan dannes i livet og troen. De sidste 4 år har jeg været i gang med en uddannelse som psykoterapeut, fordi jeg har været optaget af de udfordringer, som mange unge kæmper med i deres liv,” fortæller han.

Ringe plads til de eksistentielle spørgsmål Om den nuværende debat omkring bederum og åndsfrihed på gymnasierne, bemærker den nye formand: ”Jeg tror, at mange unge studerende stadig har brug for at sætte deres liv ind i et større perspektiv end det rent faglige. Jeg ønsker, at være med til at fastholde et miljø på studiestederne, hvor forskellige livssyn, holdninger og tro kan være i dialog, og de studerende kan dannes som mennesker og ikke kun uddannes. Jeg kan godt blive lidt bekymret over, at der er så ringe plads til de eksistentielle spørgsmål i dag på uddannelserne. Jeg er overbevist om, at ungdommen har brug for nogle af de samme

politiske og trosmæssige diskussioner, som der traditionelt er blevet ført på uddannelsesstederne. Jeg synes, det er alarmerende, hvis der er meninger, der indskrænkes på studiestederne. Hvordan kan vi så blive klogere på livet?” advarer han.

Status for KFS Trods de udfordringer, som ligger foran KFS i studenterarbejdet, er Per Ladekjær positiv, når han gør status for arbejdet i KFS: ”Jeg er glad for at sætte mig i formandsstolen på et tidspunkt, hvor opbakningen til KFS' arbejde er stor. De sidste års målsætninger er nået i forhold til at øge antallet af KFS-grupper. Engagementet på studiestederne er stort. Vi har mange dedikerede frivillige, der driver en stor del af arbejdet. Gaveindtægterne er stigende, hvilket er ret unikt for en kirkelig bevægelse. Vi har nogle dygtige og engagerede medarbejdere over hele linjen. Der er en bestyrelse, der har studiemiljøets ’drive’ og dygtighed, men også gode modne kræfter.” Ved generalforsamlingen i marts trådte Per ind i KFS’ bestyrelse for anden gang efter en pause på grund af uddannelsen som psykoterapeut. Om hvad, der kaldte ham tilbage til arbejdet i KFS, siger han afslutningsvis: ”Jeg ønskede at vende tilbage til bestyrelsen, fordi jeg er optaget af visionen om, at de studerende skal lære Jesus at kende. Der er også en særlig friskhed og omstillingsparathed i KFS, som betyder, at vi går hurtigt fra idé til handling. Helt aktuelt arbejder vi på målsætninger for de kommende år, og dem glæder jeg til at være med til at forme og få ført ud i livet”. 23

verdagsjeg Jeg fremsiger spæde tanker gennem søvntåge. Julepynten hænger stadig dekorativt fra spisebordslampen. Glitrende røde og blå fjerhaler. Tidlige julefugle med forårsfornemmelser. Jeg hvisker: ”bær over med mit hverdagsjeg.” Du er generøs med tiden. Jeg spilder mælk. Vi lader det ligge. Videre over høje trappesten. Tapetskifte. Dagen igennem læner vi os op ad gipsvægge. Jeg tæller byparkens mariehøns på vej fra et møde og beder om godt vejr i morgen og om, at min onkels kræftsvulst svinder ind til rosinstørrelse. Jeg bærer onsdag med hjem i tasken. Du indhenter mig, idet jeg krydser broen.

Hannah Fredsgaard Larsen

Supergodt og trosstyrkende at læse! st efa n gu stavss on

Skeptikerens guide til Jesus 1 & 2

”

Evangeliernes troværdighed Jesu identitet og opstandelse

224-272 sider 249,95 kr./bog

»Skeptikerens guide til Jesus 2« tager læseren med på en lettilgængelig, men samtidig dybtpløjende, rejse gennem historien for at søge svar på, hvad vi faktisk ved om Jesus, hvilke kilder vi har adgang til, og hvordan vi kan bedømme deres troværdighed. Sagt om bind 1: »Leverer et nyt apologetisk våben, som sigter på skeptikeren såvel som den videbegærlige kristne.« Til Tro

Det er en fryd at læse de overskuelige kapitler med et klart fokus og et enkelt serveret budskab ... Vores tro bygger på solide historiske kilder – super godt og trosstyrkende at læse! Indre Missions Tidende

STØT KFS med et gavebrev

VI YDER MERE

Administration

lohse.dk

for din investeringsejendom Vi ser mulighederne for dig... Det betyder, at vi holder øje med den bedste udnyttelse af dine ejendommes potentialer.

Byggeteknisk rådgivning

Ydermere:

. Vi besøger dine ejendomme . Du inviteres til gå-hjem-møder fagligt fokus . Vimedrådgiver omkring vedligeholdelsesplaner . Vi gør ejendomsdata til brugbar

Ejendomsservice

viden Interesseret? Ring eller send os en mail allerede i dag. Investering i ejendomme

Thyrasgade 4

. DK-8260 Viby J . t. 20 15 37 73 . dacas@dacas.dk dacas.dk

Kontakt Kristeligt Forbund for Studerende Ribevej 71, Ødsted, 7100 Vejle Tlf.: 35 43 82 82

Skrivebordet er mit alter, køkkenet min katedral Hverdage er der flest af. Læs hvordan Katrine ser opgaveskrivning, opvask og fodboldkamp som sin primære gudstjeneste. Af Katrine Vigilius, journaliststuderende, kvigilius@gmail.com

Det kan være lidt op ad bakke. Hamsterhjulshverdagene. Selvom jeg knokler med en opgave til studiet, ved jeg, at min underviser maksimalt vil bruge 10 minutter på at læse den. Når jeg laver frivilligt arbejde, skaber det kun nogle gange synlige resultater. Og så kan jeg blive deprimeret over, hvor mange timer jeg bruger på noget så ligegyldigt som at vaske op. Men hvor trivielle de end kan virke, så danner hverdagens gøremål en del af min hellige tjeneste for Gud. De er en del af mit kald som kristen. Søndagens gudstjeneste og ugens kristne møder er vigtige, men rent tidsmæssigt udgør de en brøkdel af mit liv på jorden. Derfor foregår min primære gudstjeneste i en liturgi af mandage, tirsdage og onsdage. Reformatoren Martin Luther var stærk fortaler for at se vores daglig26

dagsopgaver som hellige gerninger, hvor vi bringer Gud ære: ”... når en mand arbejder med sit håndværk, går, står, drikker, sover og udfører alle slags opgaver for at nære kroppen eller for det fælles gode… så finder Gud velbehag i det.”

Når køkkenet og klubhuset bliver en katedral På Luthers tid blev især munke, præster og biskopper fremhævet som dem, der virkelig gjorde ”Guds arbejde”. Guds arbejde drejede sig om at distancere sig fra den ordinære verden og i stedet komme ind i en ”hellig virkelighed” i kirken og klostrene, hvor man var tættere på Gud. Den adskillelse af helligt arbejde udført af "professionelle" gudstjenere og den almindelige kristnes hverdagsliv ville Luther afskaffe:

”Munkes og præsters arbejde, hvor helligt og anstrengende det end måtte være, adskiller sig ikke i Guds øjne fra den rustikke arbejder i marken eller kvinden, der ordner sine husholdningsopgaver, men alt arbejde bliver gjort op af Gud ud fra tro alene.” For Luther handlede gudstjeneste altså ikke om at distancere sig fra det ordinære, men om at dedikere sine gøremål til Gud i tro. Jeg hørte for nogle år siden en præst sige, at ”pointen med evangeliet er ikke at tage os ud af virkeligheden, men at tage os ind i en større virkelighed.” Min hverdag er ikke en ligegyldig mellemstation, som jeg skal tolerere, mens den egentlig guddommelighed findes, når jeg laver ”kristent arbejde” eller opnår ekstraordinære mål. Når jeg lader Gud tage min lille hverdag ind i

Søndagens gudstjeneste og ugens kristne møder er vigtige, men rent tidsmæssigt udgør de en brøkdel af mit liv på jorden. Derfor foregår min primære gudstjeneste i en liturgi af mandage, tirsdage og onsdage.

sin store virkelighed, kan mine mandage, tirsdage og øv-dage være helligdage, og mit skrivebord og min køkkenvask kan være tilbedelsesaltre, hvor jeg bringer Gud ære.

Hverdagen sliber mig af Når min lille virkelighed bliver en del af Guds store virkelighed, kan Gud bruge hverdagene til at prøve min ydmyghed og tro. Forfatteren C.S. Lewis har sagt, at almindelige dagligdagsopgaver er som en test, der sorterer dem fra, som er forfængelige og flyvske. Tilbage står dem, der er både ydmyge og hårdføre. Hverdagen er en kampplads for min tro. Et sted, hvor jeg vokser i afhængighed af Gud. Hvor jeg fejler og dagligt må søge hans nåde. Og hvor Gud gennem trivielle, udramatiske opgaver sliber mig af, så jeg bliver en både ydmyg og trofast tjener. Jeg tjener nemlig en konge, der gjorde sig selv til et ordinært menneske, levede et udramatisk liv i Nazaret og nedværdigede sig for mig.

Ordineret til hverdagspræst På Martin Luthers tid var gudstjenesten i høj grad reserveret til "de professionelle" – præster, biskopper, nonner og munke. Men Luther pegede på, at alle kristne gennem dåb og tro kan være en del af ”det almindelige præstedømme”:

”Enhver, som er krøbet ud af dåben er lige meget præst og biskop.” Alle kristne er altså præster, der hvor vi er. Når man bliver indsat som præst i en kirke, afholdes typisk en ordination, hvor det markeres, at denne mand eller kvinde nu på en særlig måde træder ind i tjeneste for Gud. Man sendes ud med ansvar og velsignelse. I virkeligheden burde alle kristne ordineres til præstetjeneste for Gud og indsættes, der hvor de tjener i det daglige. Min mor, på den skole hvor hun er leder. Min far, i den virksomhed hvor han arbejder. Mine kristne veninder, på de hospitaler og i de børnehaver og studiegrupper hvor de er. Vi bliver alle hver dag sendt ud med Guds velsignelse, med et ansvar og med det privilegium det er, at tjene en almægtig Gud, der sætter os i stand til alt, og som samtidig er nådig, når vi fejler.

løse cykelture, der skulle køres. Og her havde min oldefar fanget en vigtig pointe om at huske, hvem vi lever vores hverdag for: "Tænk hvor stor en lykke, det er, at vi kan blive i stand til at føje et "for Herren" til for hver bevægelse, vi foretager os i vort arbejde." Det er nemlig fuldstændigt afgørende at få stillet skarpt på, hvem jeg lever min hverdag for. Hvem er det, jeg

At føje et ”for Herren” for alt, hvad vi gør Mine oldeforældre var missionærer i Tanzania. De var, om nogen, mennesker, der brød deres hverdag og tog på eventyr for Gud. Men selv for mine oldeforældre var der, mellem vækkelser og løveangreb, tøj, der skulle vaskes, sprogtermer, der skulle terpes, og ende27

står op for om morgenen? Hvem laver jeg frivilligt arbejde for? Hvem gør jeg rent for? For Jesus. For den konge, som tjente mig med sit hverdagsliv og betalte for alle hverdagens fejltrin, så jeg nu kan leve frimodigt i ham og se frem til en fuldendt hverdag med ham på den nye jord. Jeg må se på Jesus i min hverdag. Se hans ære og herlighed. Se ham som den konge, jeg tjener med alle dage.

Skænke te for Jesus Hvordan ser det så helt konkret ud at leve sit hverdagsliv for Jesus? For det første, tror jeg, det er et spørgsmål, kristne bør stille sig selv jævnligt og diskutere med kristne brødre og søstre. Jeg spiller for eksempel fodbold sammen med en kristen søster. Vi snakker jævnligt om, hvordan vi kan være kristne på fodboldholdet og ære Jesus dér. Vi er ikke kommet til en endelig konklusion endnu, men forsøger at lære og vokse. Når mine mandage bliver til Jesus-dage, kan de få et genskin af Kristus. Den nu afdøde missionær og præst Jack Miller har sagt sådan her: ”Lad hver almindelig opgave skinne med et skær af Kristus. Så bliver hvert et øjeblik et skinnende herlighedsøjeblik, som kan værdsættes – hvad end du drikker te eller prøver at forstå verberne i et nyt sprog. Skab kvalitet i jeres liv. I den sløsede verden vi lever i, prøv at få de mest dagligdagsting til at have et særligt præg af Gud.” Jeg kan sætte kvalitet ind i min hverdag ved at lade dagligdagsopgaver have et særligt genskin af himlens herlighed. Det kan være ved at tilberede et virkelig godt måltid mad. At skrive en opgave, der sidder lige i skabet. Eller skrubbe toiletkummen, så den skinner. Også selvom det ikke umiddelbart har et formål i sig selv, eller jeg bliver belønnet for det. For jeg gør det for Jesus. Dermed mener jeg ikke, vi skal være perfektionister i alt, hvad vi gør. Men jeg vil ofte nå alt for meget og gøre tingene så hurtigt som muligt. Som kristen tror jeg, at jeg har et mandat til at sætte kvalitet og velduft ind i min hverdag. Gud sætter mig fri fra at skulle være perfekt, og derfor kan jeg frimodigt fokusere på færre gøremål, som jeg til gengæld kan gøre med kvalitet. En kvalitet, der kan give mennesker omkring mig

en fornemmelse af, at jeg ikke bare gør det for dem eller for mig selv, men for Kong Jesus.

Få klarsyn gennem bøn Altafgørende, for at kunne gøre min hverdag til en gudstjeneste, er, at jeg har Jesus og hans herlighed for øje hver dag. Den bedste måde at få det på, som jeg kender, er Jeg tjener en konge, der gjorde sig bøn. Igennem selv til et ordinært menneske, levede bøn kan jeg se et udramatisk liv i Nazaret og Jesus stå bagved nedværdigede sig for mig. mine opgaver, indkøbsture og deadlines, som den, der giver dagen perspektiv, kraft og mening. Derfor vil jeg opmuntre enhver kristen til at starte dagen med at bede. Med at overgive sig selv og dagens gøremål i den almægtige Guds hænder og til at bruge noget tid på at få Jesu herlighed for øje – fx ved at læse nogle vers i biblen eller lytte til en sang, der retter hjertets øjne mod ham. Formålet er ikke at fortrænge hverdagen, men at bringe den ind i en større virkelighed. Derudover, så prøver jeg at huske buddet om at ”bede under alle forhold”. Jeg har ofte bedt, når jeg sidder foran et tomt Word-dokument og skal til at skrive en opgave, før en kompliceret samtale eller bare, når jeg er træt og irritabel. Som kristen er jeg ordineret til hellig tjeneste for Gud i min hverdag. Mit skrivebord, min køkkenvask og f o d b o l d b a n e n Jeg har ofte bedt, når jeg sidder foran er altre, hvor jeg et tomt Word-dokument og skal til at kan give Gud skrive en opgave, før en kompliceret ære. Gud bruger samtale eller bare, når jeg er træt og hverdagene til at irritabel. slibe mig af, teste min tro og lade mig vokse i ydmyghed og tillid til ham. Mine gøremål får formål og perspektiv, når jeg føjer et ”for Herren” til alt, hvad jeg gør. Fordi jeg tjener kongen, kan jeg bringe kvalitet ind i en hurtigtløbende verden og give hverdagen et genskin af Kristus. Jeg kan hente kraft og klarsyn i bøn og hver dag leve frimodigt, fordi Gud har velbehag i den tjeneste, jeg gør for ham. Og når jeg fejler, har han nåde, på grund af Jesus – hverdagens herre. Han er værd at leve for hver eneste dag. ■

Bøger:

Skeptikerens guide til Jesus II Stefan Gustavsson Credo, 2017 Af Mathias Anker Kure, stud.mag i dansk, kureanker@gmail.com

Kan vi bruge de nytestamentlige evangelier som troværdige historiske kilder, og hvis ja, hvad er det for et billede, de tegner af Jesus? Dét er spørgsmålet, som den populære svenske teolog Stefan Gustavsson kyndigt tager op i Skeptikerens guide til Jesus II. Dermed samler han tråden op. Ikke bare fra etteren, Skeptikerens guide til Jesus I, hvis fokus lå entydigt på spørgsmålet om ”evangeliernes troværdighed”, men fra et mangeårigt arbejde med apologetiske spørgsmål.

Et vigtigt svingærinde Gustavssons undersøgelse falder i tre overordnede dele, der alle formuleres som spørgsmål: 1) ”Hvor skal vi begynde efterforskningen?”, 2) ”Hvem var Jesus?” og 3) ”Hvad skete der efter hans henrettelse?”. Først del er ret beset et mellemspil mellem de to bøger – kildespørgsmålet skulle jo være afklaret i og med bind 1. Alligevel er der en række ”forhindringer”, der endnu må ”forceres” (15), inden jagten efter det nytestamentlige Jesus-vidnesbyrd kan begynde. Målet med mellemspillet er at vise, at det er mange gode grunde, også mange gode historiske grunde, til at det blev netop dé skrifter, vi nu kender som Det Nye Testamentes evangelier, der fik kanonisk status – og ikke fx det senere, og gnostisk prægede Thomasevangelium (kap 4). Særligt flot er her arbejdet med de samtidige hedenske kilder (kap 2). Her afmonterer Gustavsson den udbredte fejlslutning, at NTs Jesus kan ses som ”et spejlbillede af antikkens myter”.

Gustavsson rejser baglæns Så skulle stregerne vist også været kridtet op. Eller rettere: Rejserygsækken være pakket. Gustavsson omtaler det nemlig gladeligt, og en 30

smule floskuløst, som en ”rejse tilbage i historien”, når spørgsmålet om Jesus’ identitet skal opklares. En ”lynrejse” oveni købet. Men det er faktisk sådan, Gustavsson gør; rejser baglæns. Udgangspunktet er den kristne læres påstand om Jesus’ guddommelighed og hans opstandelse fra de døde, og metoden er at vise, at vi da ikke taler om idéer, som udvikler sig over tid, men om idéer, som kan følges i en lige, ubrudt linje. En linje, som går helt fra kirkens trosbekendelser fra det 4. århundrede – som jo bruges den dag i dag – over tidlige teologer og så, selvfølgelig, NT, dvs. Paulus, evangelisterne og Jesus selv, der, konkluderer Gustavsson, ”forstod sig selv som Guds søn i en absolut og unik forstand” (122).

Clickbait-syndrom Samlet set giver de to bøger et stærkt argument både for den kristne læres troværdighed og dens relevans. Det er projektets store styrke, at Gustavsson ikke nøjes med at konkludere på tekstmaterialets troværdighed, men faktisk også følger op med en undersøgelse af indholdet. Man skal ikke gå til bogen/bøgerne med en forventning om at blive præsenteret for revolutionerende eller selvstændig forskning. Snarere kan man sige, at Gustavsson samler og formidler Jesus-forskningen. Og det gør han godt; bibliografien har mange titler fra de senere år, og man fornemmer et oprigtigt – og opdateret – overblik. At fremstillingen er populær, og altså ikke kun henvender sig til teologer og forskere, selvom den selvfølgelig også gør det, skinner igennem i bogens disponering. Ofte får vi lange citater, ligesom Gustavsson gerne opsummerer i punktform. Endelig fordeles de 250 sider på hele 39 kapitler, hvoraf mange bærer bevidst catchy, clickbait-agtige overskrifter – fx ”Breaking news”. Det virker påklistret – og trækker en stjerne fra den samlede bedømmelse i Til Tro.

Påskelejr med internationalt snit Påskelejr trækker ofte en god gruppe internationale studerende til landet. Og årets lejr var ingen undtagelse. Men hvorfor er det vigtigt at have internationale studerende på besøg? Og hvad har de selv at sige om at være på lejr i Danmark? Af SKL

Både Helene Lilleøre og Rebekka Rasmussen havde et særligt fællesskab med de internationale studerende på Påskelejr 2017. Begge vurderer, at gruppen havde en dejlig oplevelse. ”Det virker til, at de har haft det helt vildt godt,” siger Helene. Det har været dejligt at kigge hen i deres retning og se, at de har spillet og grinet med de danske studerende.”

En del af noget større For KFS er de internationale studerende en vigtig målgruppe, men hvorfor er det vigtigt at have denne gruppe med? Ifølge Rebekka er det centralt, at KFS engagerer sig internationalt, da vi ikke er alene som studenterbevægelse, men er en del af et større fælleskab. ”Noget af det, vi får igen, når vi lytter til de internationale studerende og deres udfordringer, er, at vi bliver kaldet til en mere missional livstil, en mere radikal livsstil, fordi mange af de her mennesker virkelig ofrer noget for at kende Jesus og gøre ham kendt. Derfor giver det bare mening, at de er her, og at vi kan lære dem at kende og få følelsen af at være en del af noget større.” Helene er helt enig: ”At høre om de kampe og udfordringer de står med i Spanien, Nordirland, Montenegro og Congo, som ligner dem, vi har i Danmark, det bekræfter på en måde det bånd, vi har som brødre og søstre. Det understreger, at vi har et globalt fælleskab som kristne.

Lille Danmark er stor Danmark og KFS har også meget at bidrage med i det internationale samarbejde. Rebekka uddyber: ”Noget af det, Danmark har at give af udadtil, er, at vores organisation er meget struktureret, organiseret og kæmpestor i forhold til mange andre lande.” ”Flere af de internationale studerende nævnte, at dette var deres første konference, og udtrykte begejstring for at lovsynge med så mange, at kunne blive udrustet under disse forhold og at kunne være en del af så stort et fælleskab. Det, tror jeg, er noget af det, vi har at give.”

Internationale vidnesbyrd. Og hvad havde de internationale studerende så selv at sige? Béatrice Ziraje fra Congo blev spurgt, om hvad hun ville tage med sig hjem fra lejren: ”Åh, jeg vil gerne tage alt, jeg har hørt, med hjem! Men det vigtigste er det at kende Jesus og gøre ham kendt over hele verden, med udgangspunkt i hvor vi bor, studerer eller arbejder. Det er kernen i discipelskab og centrum i livet for en efterfølger af Jesus.” Også Marina Lalatovic fra Montenegro var en begejstret påskelejrdeltager: ”Det har været fantastisk på Påskelejr, jeg er blevet modtaget så godt. Højdepunktet for mig var lovsangsaftenen. Jeg har aldrig været på lejr før og aldrig lovsunget med næsten tusind mennesker i det samme rum. Selv når sangene var på dansk og jeg ikke forstod ordene, kunne jeg mærke kærligheden. Det er et billede, der altid vil stå klart for mig fra denne lejr.” Hør eller genhør forkyndelse og undervisning fra årets Påskelejr via KFS’ podcast. Find den på iTunes og kfs.dk/podcast

”Fair nok, Gud. Du har styr på det.” På Påskelejr 2017 blev KFS’ booklet til åbne bibelstudiegrupper, Uncover, introduceret. Her kan du læse nogle af deltagernes oplevelser med at starte og være med i Uncover-grupper. Cecilie, studerende fra Århus ”Det er fantastisk, at vi har det her hæfte, som skaber en ramme for at tale om det mest centrale ved kristendommen. Hvor det ofte på studiet kan ende i alle mulige diskussioner om abort, homoseksualitet og alt muligt, så er dette materiale med til at pege lige ind på hvad det egentligt handler om. Og så er det helt vildt at se sine studiekammerater, sine venner, blive rørt af evangeliet.” Tobias, 2.g’er fra Århus [Efter at have spurgt en pige på skolen, om hun ville være med i en Uncover-gruppe.] ”Så gik jeg hjem og var sindssygt glad. Jeg tænkte: Hvis bare jeg kan få én eller to mere med, så virker det ikke så meget som en date, og så er det knap så akavet. Så jeg bad for det, og næste morgen tænkte jeg: Pyha, så skal jeg til at have spurgt nogen. Da jeg så kommer i skole, er det første, hun siger til mig: Hey, jeg har lige snakket med de her tre andre – de er klar! Og jeg tænker: Fair nok, Gud. Du har styr på det.” Anders, 3.g’er fra Skjern ”Vi har nu været sammen fire gange om Uncover, og jeg synes virkelig, det har været godt. Vi har været åbne overfor hinandens holdninger og synspunkter omkring evangeliet og kristendommen. Det har virkeligt været fedt, og jeg kan også mærke, at deres længsel efter Jesus ikke er blevet mindre, efter vi er begyndt at læse.” Hør alle historiene samt oplæg, inspiration og gode råd til at komme i gang med Uncover på kfs.dk/podcast

coverNy Un ør volent 32

Kom bed med os for KFS Sammen med denne udgave af Til Tro får du KFS’ bedeliste for skoleåret 2017-2018. Vi håber, at du, din KFS-gruppe eller dit kristne fællesskab vil være med i bøn for KFS. Temaet for denne udgave af Til Tro er ”Hverdag”. Og det er netop i menneskers hverdag, at KFS ønsker at gøre en forskel. KFS er en organisation og et fællesskab af ansatte, frivillige og helt almindelige studerende, der står sammen om det fælles mål at kende Jesus og gøre ham kendt. Midt i studieverdenen. Midt i menneskers hverdag. Vi håber, at du vil støtte op om dette arbejde ved at bede for KFS. Vi har derfor igen i år frimodigt vedhæftet en bedeliste til dit magasin. Med denne liste når du i en månedlig bønsrytme, omkring væsentlige områder af KFS’ arbejde. Hæng den på køleskabet, læg den i din bibel eller brug den som bogmærke i grundbogen i skolen.

KFS opretter ny ”Uncovervolontør” stilling KFS har fået støtte fra den engelske fond, JW Laing Trust, til at ansætte Uncovervolontører de næste 3 år, der skal støtte op om eksisterende Uncover-grupper og udbrede Uncover-materialet i endnu højere grad. Kristoffer Hjorth Kruse, 24 år, fra Aarhus er blevet ansat i den nye stilling og om sit kommende arbejde i KFS, siger han blandt andet: ”Jeg vil gerne arbejde i KFS, fordi jeg oplevede, at Gud bekræftede, at det er her, jeg skal være. Jeg brænder meget for, at flere mennesker må se Jesus, og til det tror jeg, at Uncovermaterialet er et rigtig godt redskab. Det vil jeg gerne inspirere flere til at bruge.” Kristoffer er ansat på en étårig kontrakt fra d. 1.2 2018. Der arbejdes i skrivende stund på en løsning, der muliggør en opstart af volontørstillingen allerede til august.

Spurvens Gud er din far Det, Jesus siger i dette vers, er på den ene side lige til at miste troen af, når alting ramler. På den anden side er det det eneste, vi faktisk kan vælte os ind på, når alting ramler. Af Christian Rasmussen, Generalsekretær i KFS, christian@kfs.dk ”Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres far er med den.” Spurve er små fugle, og alligevel er der i grundteksten her brugt en form, diminutiv, der understreger, at det ligefrem er ”to småspurve”. Og ikke bare er de små; de er også billige. Du får to for den mindst værdifulde mønt i det romerske pengesystem; en lille kobbermønt, som svarede til 1/16 af en denar, som var en dagløn for en daglejer. I parallelteksten i Lukasevangeliet kapitel 12 vers 6 siger Jesus, at du kan få fem spurve for to skilling, så måske kunne man også dengang prutte om prisen på markedet i Israel. Pointen er, at spurven er den mindste fugl, som du kan få for den mindste pris, og selv ikke dén falder til jorden, uden Gud i en eller anden forstand er med.

Jesus siger altså, at der ikke sker det mindste ondt, uden Gud er med. Det kan jo næsten føje spot til skade i livets kriser. For kan det virkelig passe, at Gud er med, også når livet falder sammen?

... kan det virkelig passe, at Gud er med, også når livet falder sammen? Vi skal vist gøre vold på teksten for at få Jesus til at sige noget andet. Vi skal vist gøre vold på teksten for at få Jesus til at sige noget andet. Og det er en voldsom tanke. Virkelig! Men alternativet er værre. Når det kommer til stykket, tror jeg ikke, vi hellere ville, at Jesus havde sagt, at Gud ikke er med, når det bare er en bette ubetydelig

spurv, der falder til jorden. Tænk, hvis der faktisk kunne ske mig noget, hvor Gud ikke var med. Det ville være helt fortvivlende.

To ben at stå og gå på ”Ikke en spurv til jorden, uden at Gud er med” hedder en god gammel sang, og den slutter med ordene: ”Det er et ord til dig”. Hvordan? Jo, Jesus giver os i dette vers to ben at stå på i livet og ikke mindst i mødet med livets genvordigheder. Guds almagt giver mig ét ben at stå på. Der kan ikke ske mig noget, som Gud ikke ved om, og som han ikke suverænt har hånd om, for han har hånd om mig. Jeg er aldrig ude af hans hånd. Men man står ikke solidt på bare ét ben, og hvile kan man i hvert fald ikke. Der skal endnu et ben til. Det er ikke nok, at Gud er i kontrol, for hvad 33

nu hvis han ikke vil mig det godt? Hvad nu, hvis han er lunefuld eller sadistisk? Jeg har brug for endnu et ben at stå på. At Gud elsker mig. Guds magt alene gør det ikke, men det gør Guds kærlighed heller ikke, for hvad hjælper den, hvis han er magtesløs? Nej, jeg må have begge ben at stå på. Samtidigt.

Fra det mindre til det større Jesus er i gang med en udsendelsestale til sine disciple, inden de for første gang skal i tjeneste uden at Jesus går med dem. Og det er ikke ligefrem nogen klassisk peptalk, han giver. ”Jeg sender jer ud som får blandt ulve”, siger han i kapitel 10 vers 16 og forbereder dem på, at der venter pisk fra oppositionen lige rundt om hjørnet. Hvorfor lader han sine disciple gå igennem den slags uhyrligheder? Det siger han ikke noget om. Men han understreger desuagtet, at Gud har omsorg for dem: ”På jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.” Jesus benytter en retorik, hvor han slutter fra det mindre til det større. Hvis Guds omsorg gælder selv den mest ubetydelige lille fugl, hvor meget mere så ikke hans børn? Hvis Guds omsorg for os rækker til at have styr på selv vore ubetydelige hovedhår, som vi taber 50-100 stykker af om dagen, hvor meget mere så ikke vægtigere ting i vore liv?

Spurvens Gud er disciplenes far Vi er mere værd for Gud end spurven, som Gud ikke desto mindre har ægte

omsorg for. Det er vigtigt, at vi her noterer os, at Jesus taler om Gud som ”far”, og han siger netop ikke til disciplene, at det er spurvenes far, som er med spurvene, når de falder til jorden, men ”jeres far”. Hvis din far er nær hos en spurv, hvor meget mere da ikke hos dig, hans barn? ”Ikke en spurv falder til jorden uden jeres far.” Jesus kvalificerer det ikke yderligere. Men hvor vil en omsorgsfuld far være, når hans barn har det svært? Ingen andre steder end hos sit barn.

Hvad føler en omsorgsfuld far, når hans barn oplever noget, der gør ondt? Smerte. Ja, en omsorgsfuld far ville ønske, at han selv kunne bære den smerte. Hvorfor? Fordi han elsker sit barn og martres i hver en fiber af at se sit barn lide ondt. Ikke en spurv til jorden uden din far – uden din fars magt, smerte, nærvær og kærlighed. Og vi ved, at sådan en far er Gud. For ikke bare ville han ønske at være hos os eller

ønske, at han kunne bære vores smerte. Han gjorde det faktisk. Han kom til os i sin søn, Jesus Messias. Han blev én af os, ”en lidelsernes mand, kendt med sygdom … Det var vore sygdomme, han tog, det var vore lidelser, han bar.”

Gud faldt selv til jorden Som disciplene blev sendt ud som får blandt ulve, til pisk i synagogerne, sådan blev han ”plaget og mishandlet, men han åbnede ikke sin mund, som et lam, der føres til slagtning, som et får, der er stumt, mens det klippes” (Esajas’ Bog kapitel 53). Hvorfor? Jo, som de 24 ældste synger til netop det slagtede Lam i Johannes’ Åbenbaring kapitel 5: ”Du er værdig, … for du købte med dit blod mennesker til Gud.” Faderen ville have sine elskede menneskebørn tilbage, og Sønnen var villig til at betale prisen. Han er som fuglen i Amos’ Bog kapitel 3 vers 5, der falder til jorden, ramt af Guds straf. Det betyder, at når vi falder til jorden, så er det ikke Guds straf for vores synd, for den har Jesus båret én gang for alle. Og det er det andet ben, Gud giver os at stå på. Jeg ved ikke, hvorfor den almægtige Gud lader spurve eller mennesker falde til jorden, og Jesus giver heller ikke noget svar på det, men jeg ved, at det ikke er, fordi han ikke elsker os. Det står klart på korset. Guds Søn faldt til jorden for mig. Gud har altid al magt i alt, hvad der sker, og han elsker dig altid i alt, hvad der sker. Det er to gode ben at møde livet på, for de vakler eller halter ikke, selvom vi gør det. Og når vi ser Jesus på korset for os, tror vi, at det er sandt. Ikke en spurv til jorden uden din far. Det er et ord til dig. ■

Et boost til fællesskabet af Skl

”Når jeg i løbet af ugen møder op med større og større render under øjnene, plejer mine ikke-kristne venner at grine lidt af mig, og med et glimt i øjet sige: "Puha Pernille, har I nu kollektiv igen?"

Stadig relevant i 2017? af Skl

Mandag aften. Døråbningen på et kollegium i Odense. Hverken tid eller sted lyder sønderligt eksotisk eller actionfyldt. Men for universets herre er begge en oplagt anledning for at kalde og møde studerende i Danmark. Kollegiemission har længe været en god KFS-tradition i Odense. Begrebet dækker over et arrangement, hvor frivillige KFS’ere går dør-til-dør på de lokale kollegier for at tilbyde de studerende en snak om tro og eksistens. Udebanefordel Men er det ikke kun Jehovas Vidner eller mormoner, der stemmer dørklokker i dagens Danmark? Man kan vel ligeså fint være tilstede på studiet med stande eller måske satse på at nå studerende online igennem digitale medier. Morten Højlund Wibe, KFS-sekretær bosat i Odense, lægger dog fokus på mødets fysiske placering. ”Vi får mulighed for at kunne snakke med studerende på hjemmebasis, hvor den studerende er på hjemmebane, og vi er på udebane. Det giver i min optik en sund balance i forhold til ikke at ’pådutte’ andre en tro. Når vi står med KFS-stand, er vi udfordrede af at mange tilkendegiver, at de egentlig gerne vil snakke, men skal skynde sig til undervisning. Hjemme i hjemmet er der ro på og tid til at have en dybere snak.”

Lektier og afleveringer. Netflix, hygge og snak. Toast og chokoladekiks. Denne hverdagskombination af skole, fritid og sund kost er sikkert genkendelig for rigtig mange gymnasieelever i Danmark. Den er også en del af hverdagen i Tarm og Skjern, når KFS-grupperne for en uge flytter sammen og deler hverdag i KFS-kollektiv. Få mere ud af KFS Pernille Asta Iversen er 2.g’er på VGT – Vestjysk Gymnasium Tarm – og fortæller: ”Jeg kan huske, at det var efter mit første KFS-kollektiv i 1.g, at jeg virkelig følte mig som en del af KFS gruppen. Det giver noget helt specielt til vores KFS, at vi lærer hinanden bedre at kende også udenfor skolen. Det styrker fællesskabet, hvilket også bidrager til, at vi kan få mere ud af KFS.” Og Pernille kan kun anbefale andre KFS grupper at arrangere en kollektivuge: ”Vores KFS på VGT er en relativ stor KFS, og det kan være svært at få en følelse af medejerskab. De 30 minutter, vi bruger sammen hver uge, er virkelig vigtige og et godt sted at få opmuntret hinanden på gymnasiet. Men netop fordi vi er en stor KFS, kan det være svært at få snakket med andre end dem, man normalt snakker med. Her er kollektivugerne med til, at vi får snakket med hinanden på kryds og tværs, og når vi får et bedre fællesskab i KFS'en, er det også nemmere at koncentrere sig om det egentlige formål: At kende Jesus, og gøre Jesus kendt.” Læs hele artiklen om KFS-kollektiv på kfs.dk.

Stadig relevant! Som en understregning af relevansen for kollegiemission i 2017, afslutter Morten med et hårdtslående KFS-argument. ”Kollegiemissions største relevans er simpelthen det, at vi arbejder under ’at kende Jesus og gøre Jesus kendt’. Her [på kollegiemission] gør vi Jesus kendt. Og det kan blive livsforandrende!” Læs hele reportagen fra Kollegiemission i Odense på kfs.dk 35

Kommentar:

Af Ann Østermark journaliststuderende ann.estermark@gmail.com

Kære skeptiker, jeg er kristen – og feminist. Jeg tror, at når du tænker på feminister, tænker du på kvinder, som hader mænd og elsker abort. Det er min fordom. Det kan også være, at du bare synes, at det der med feminisme er noget pjat. Helt ærligt, kvinder har det da fint, og det har mænd i øvrigt også. Det kan også være, at du har det på en tredje måde med feminisme. Det er også okay. Men jeg har fået lov at skrive et lille brev til dig, hvor jeg kan forklare dig lidt om, hvordan jeg klarer både at være kristen og feminist. Jeg synes faktisk ikke, at det er svært. Faktisk oplever jeg, igen og igen, at feminismen og kristendommen har meget til fælles. Men det skal jeg nok komme ind på. Jeg vil lige starte med at definere, hvad jeg mener, når jeg skriver feminisme. Der er jo så mange tolkninger og underdelinger – lidt ligesom de forskelige kristne trossamfund. Ifølge Den Danske Ordbog – min tro følgesvend – betyder ordet feminisme: ”Ideologi som fremhæver kvinders samfundsmæssige og individuelle betydning, og som kæmper for kvinders rettigheder og kønnenes ligestilling”. Det er også sådan, jeg tænker om feminismen. At den handler om at kæmpe for kvinder og deres betydning og rettigheder. En person, som virkelig har inspireret mig, når det kommer til at se kvinders betydning, er Jesus. Den måde, Jesus behandler kvinder på i Bibelen, er helt enestående – også i dag. Tag nu fx den samaritanske kvinde ved brønden i Johannesevangeliet kap. 4. Jesus bryder alle samfundsnormer i mødet med hende. 1. Hun er kvinde – altså uden videre betydning. 2. Hun er samaritaner – altså uren for jøder. 3. Hun har haft flere mænd – altså hun lever ikke en gang op til at være kvinde i sit eget samfund. Alligevel tager Jesus selv initiativ til at tale med hende, og han tager hende meget alvorligt. Han taler med hende, lytter til hende, udfordrer hende, konfronterer hende med hendes synd og bruger hende til sidst til at evangelisere om ham. På lige fod med Jesu disciple. Da der senere i Johannesevangeliet er en kvinde, som bliver grebet i ægteskabsbrud, beskytter Jesus hende. Ikke fra at hun har syndet – det konfronterer han hende med. Men han beskytter hende mod de mænd, som vil stene hende. Læs selv evangelierene, og læg mærke til, hvor outstanding Jesus behandler kvinder. Og hvor stor en plads han giver dem i verdenshistorien, når han lader dem være opstandelsesvidner. Læs Matthæusevangeliet kapitel 28. Var Jesus så feminist? Jesus fremhævede i hvert fald kvinders ”samfundsmæssige og individuelle betydning”, ikke kun som en politisk sag, men fordi Bibelen aldrig har udnævnt kvinder til at være en 2. rangs skabning – så hvorfor skulle Jesus behandle dem som det? Feminismen kæmper altså for at fremhæve kvinders betydning – ikke over mænd – men på lige fod med mænd. Det kunne tyde på, at Jesus gjorde det samme. Så tænker du måske, at det er jo fint, at Jesus ikke gik med på datidens blik og normer på kvinder, men at i dag er tingene jo ok. Det synes jeg bare ikke, du har ret i. I morges blev jeg mødt af en nyhed om, at en kvinde, tidligt om morgenen, var blevet vold36

taget på en s-togstation. Det gør mig så ondt og bange, og gør mig opmærksom på den sårbare fysik, jeg er skabt med. Hvert år bliver mellem 4-5000 voldtægter meldt til politiet i Danmark, men der er også mange, der ikke går til politiet. For oftest er det én de kender, som har voldtaget dem. Desuden er alt for mange danske kvinder udsat for vold i deres parforhold – både fysisk og psykisk. Der er også en lille procentdel af mænd, som er udsat for både vold og voldtægt, og de skal bestemt ikke glemmes. Men procentdelen af kvinder er overvældende. Og det er ikke kun i Danmark, at det kvindelige køn er i store problemer. I de sidste 50 år (tal fra 2009) er der blevet dræbt flere piger, præcist fordi de var piger, end mænd i alle krige i det tyvende århundrede. Tallet er fra bogen Half the Sky. I bogen estimerer bogens forfattere også, at der lige nu i verden er 3 millioner kvinder og piger – og en lille procentdel drenge – som bliver handlet som sexslaver. Bogen behandler også vold, æresdrab, massevoldtægt samt dødelighed ved fødsel, som kræver en kvinde i minuttet. Så at ”kvindeproblemer” ikke fylder mere i kirken kan godt bekymre mig. For tag ikke fejl. Sexisme er overalt – bestemt også i kirken. Og endnu mere, desværre, i kirkens historie. På Påskelejr 2017 holdt Ann Brown et seminar med titlen ”Is the Bible Sexist?”, hvor hun blandt andet fortalte om kirkefædre, som har brugt Bibelen, særligt Syndefaldet, til at gøre kvinder til farlige og laverestående væsner. I løbet af sit seminar fik Ann Brown dog overbevisende vist, at Bibelen ikke er sexistisk ved blandt andet at vise, hvor smukt Jesus behandler kvinder og hvor revolutionerende, på den gode måde, Paulus’ holdning til kvinder er. Derfor blev jeg også virkelig mismodig, da jeg, få minutter efter seminarets afslutning, overhørte en samtale. En ung fyr gik op til en kvinde, som tidligere havde stillet et spørgsmål, og sagde til hende, at ”kvinder simpelthen bare er mere fristende og lokkende for mænd, og på den måde har kvinder en magt over mænd – sådan er det bare, det kan mænd ikke gøre for”. Det ærgrer mig stadig, at jeg ikke bad ham tjekke den kønslige fordeling på ledere af sekter. Men det ærgrer mig også, at han ikke havde hørt efter! For hvad skal man så gøre? Derfor er dette brev måske i virkeligheden en bøn. En bøn om, at kirken må rejse sig. Rejse sig og børste fordomsstøvet af sig og kæmpe for kvinder, fordi hele Kristi krop lider, hvis kvinderne lider. Det gælder i kirken, i samfundet og i verden. For mig er det kun naturligt, at kristne kæmper med næb og klør for, at hele Guds skaberværk har det så godt så muligt. Kærlig hilsen Ann PS. Hvis emnet interesserer dig, er en bog som ”Jesus, Justice and Gender Roles” af Kathy Keller et godt sted at starte.

Vers til hver dag Her er 7 hverdagsvers fra bibelen til din uge. Af Hanne Terp Legarth, Lærer på LTC, hanne@kfs.dk

Jeg tror, Gud vil os noget i hverdagen. Når jeg læser i Bibelen, kan jeg se, at Gud ofte bruger det helt almindelige – det, der ikke ser ud af noget. Mon han så ikke også kan bruge og tale ind i min hverdag? Du får her nogle forskellige løfter fra Bibelen, som du kan tage med ind i dit hverdagsliv og lade Gud møde dig også i din helt almindelige, ikke-opsigtsvækkende hverdag. ”Thi Gud, der sagde: ”Af mørke skal lys skinne frem,” han har ladet det skinne i vore hjerter til oplysning og til kundskab om Guds herlighed på Jesu Kristi ansigt. Men denne skat har vi i lerkar, for at den overvældende kraft skal være Guds og ikke vores.” (Andet Korintherbrev kapitel 4, vers 6-7)

Hver dag Hverdagen er hver dag. Hvert øjeblik, al tid er Gud nær hos dig, der tror på ham. Ikke bare et sted i nærheden, så du kan kalde på ham, men helt nær. Han bor i dig ved sin ånd. Han er med dig i kantinen, på læsesalen, i klasselokalet – han er der, selv om du føler dig ensom, eller selv om du har så meget at gøre og så mange mennesker omkring dig, at du ikke har ro til ham. Jesus siger: ”Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.” (Mathæusevangeliet kapitel 28, vers 20b) ”Og fordi I er børn, har Gud sendt sin søns ånd i vore hjerter, og den råber: Abba, fader!” (Galaterbrevet kapitel 4, vers 6)

Alt, hvad I har brug for Hverdagen kan være præget af bekymringer, af en oplevelse af krav og pres fra mange sider. Vi er vant til, at alt afhænger af vores egen indsats. Gud lover, at han vil sørge for os.

”Min Gud vil fuldt ud give jer alt, hvad I har brug for, af sin rigdom på herlighed i Kristus Jesus” (Filipperbrevet kapitel 4, vers 19) Du må sænke skuldrene i Jesu navn. Han skal nok sørge for dig. Hvad skal det betyde for dine prioriteringer og dine tanker om nødvendighed i din hverdag? ”Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.” (Mathæusevangeliet kapitel 5, vers 33)

Fred Du behøver ikke leve op til alverdens skønhedsidealer, du behøver ikke være glad, have personlig gennemslagskraft eller lykkes efter verdens normer. Du er allerede lykkedes med det, der er vigtigst: Du har fred med Gud, hvis du tror på Jesus. Fordi han er lykkedes for dig. ”Han slettede vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os; han fjernede det ved at nagle det til korset; han afvæbnede magterne og myndighederne, stillede dem offentligt til skue og førte dem i sit triumftog i Kristus.” (Kolossenserbrevet kapitel 2, vers 14-15) Det gode liv er livet med Gud i hverdagen. Du er befriet fra at være alt i dig selv, for du har alt i ham og kan gå ind i hverdagen med en anden dagsorden end dig selv og dit eget bedste: ”Menneske, du har fået at vide, hvad der er godt, hvad Herren kræver af dig: Du skal handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og årvågent vandre med din Gud.” (Mikas Bog kapitel 6, vers 8) ■

Hvad 12 studerende har lært af 11 dage på Grønland Af Kristian Kappel, Studentersekretær, kristian@kfs.dk

Sidste gang, vi var sammen, var i Aasiaat med minus 20 grader og udsigt udover Diskobugten. Det er 4 måneder siden. Vi var på Grønland for at undersøge, hvordan KFS kan bidrage til at ”studerende i Grønland får muligheden for at lære Jesus at kende” – eller formuleret som et konkret spørgsmål: Er der grundlag for, at KFS Danmark kan være med til at hjælpe et Grønlandsk ”GFS” i gang? Nu er det så blevet tid til at mødes igen for at evaluere og snakke videre om Grønland.

To fælles erfaringer fra Grønland Vi begynder med en runde. Hvad tænker du om Grønland nu, fire måneder senere? Hvad har Grønland gjort ved dig? To ting er vi enige om: For det første, at vi fik lov til at møde et Grønland, som slet ikke ”lever op til” de mange fordomme, – positivt forstået! Ja ja, der er bestemt udfordringer – en hel del af dem – men mere end noget andet er mødet med det grønlandske folk og den grønlandske natur fyldt med skønhed. Man forelsker sig i stilheden, umiddelbarheden, nærværet og det larmende fravær af stram kalenderstyring.

For det andet, at vi så en masse muligheder. For at finde et meningsfuldt arbejde, for at gøre en forskel, og ikke mindst for at KFS kan finde sin plads i Grønland og på Grønlandsk. Det giver anledning til masser af optimisme.

En plan for KFS og Grønland Nu sidder vi så i Danmark igen, og hverdagen har taget over. På spørgsmålet om Grønland kunne være en mulighed engang i fremtiden tør ingen helt svare nej, selvom ingen af os sidder med konkrete planer. KFS skal nu til tegnebrættet, for hvordan kunne en plan for KFS på Grønland(sk) egentlig se ud?

Sociologistuderende søges Mens der arbejdes i KFS skal der lyde en generel opfordring herfra til at tage til Grønland! Helt konkret kunne KFS godt bruge en sociolog eller to, som har lyst til at skrive opgave om ”studerende og studieliv på Grønland” – for det ved vi faktisk stadig meget lidt om. KFS giver gerne en hånd i forhold til den konkrete planlægning (skriv til kristian@kfs.dk).

KFS har i flere år arbejdet på ”projekt sne”, hvis vision er at opstarte et Grønlandsk KFS arbejde, som på sigt vokser til at blive en selvstændig studenterbevægelse. Som et første skridt i den proces sendte KFS i januar 2017 12 studerende til Grønland, for at afsøge mulighederne og for at sprede visionen om Grønlandsk KFS. Efter turen har KFS nedsat et officielt ”Grønlandsudvalg” i tæt samarbejde med Sømandsmissionen. Udvalget arbejder i øjeblikket på et udkast til en langsigtet plan for en opstart af et Grønlandsk KFS arbejde. Planen skal herefter behandles af KFS´ bestyrelse, som tager den endelige beslutning om, hvad der kommer til at ske. 40

TID TIL FORDYBELSE

Det bedste af Luther Luther stærke sager

10 Luther-tekster udvalgt og kommenteret af 10 Lutherkendere

228 sider 249,95 kr.

”

Hvor skal du begynde, hvis du vil læse Luther? Det giver 10 danske Luther-kendere dig et bud på her. De har hver især beskæftiget sig med Luther gennem mange år og har udvalgt en Luthertekst, som har betydet noget særligt for dem. Hver især skriver de en kort introduktion til teksten. Bogens skribenter er Asger Chr. Højlund, Jakob S. Højlund, Jesper Bacher, Henrik Nymann Eriksen, Peter Nord Hansen, Peter Olsen, Henrik Højlund, Finn B. Andersen, Martin Schwarz Lausten og Steen Skovsgaard.

DK-3400 Hillerød | tlf.: 4826 0766 | lmh@lmh.dk

luthersk missions højskole

Bogen er et stort fund for den, som ønsker at møde noget af bredden og dybden i Luthers skrifter, og som ikke magter at gå i gang med en meter bogreol. Indre Missions Tidende

lohse.dk

Find os på lmh.dk eller på

Frederiksborg Apotek Slotsgade 26, 3400 Hillerød Tlf: 48 26 56 00 Apoteker Troels Ingemann

www.frederiksborg-apotek.dk

Apoteket har døgnvagt

Knap så ordinær generalforsamling af Skl

Der var indkaldt til ordinær generalforsamling på Påskelejr 2017. Det var dog et par ekstraordinære nyheder, der prægede samtalerne over kaffen efter mødet. Det var en varm dag i april, da KFS-medlemmer fra nær og fjern havde samlet sig til KFS’ generalforsamling 2017. Selvom solens stråler varmede rummet op til en lignende temperatur, blev oplevelsen dog ikke til en ørkenvandring. Et par store nyheder endte nemlig med at tage fokus på denne ellers ordinære generalforsamling. Store nyheder Den første faldt tidligt, da KFS-formand Peter Rask holdt sin ledelsesberetning som afgående formand et år før tid, og dermed satte punktum for flere års bestyrelsesarbejde i KFS. Ledelsesbe-

retningen bar præg af stor taknemmelighed over velsignelserne i KFS’ arbejde og gav indblik i en sund forening, både hvad gælder økonomi, medlemsdeltagelse og medarbejderflok. Den anden nyhed var en ekstraordinær af slagsen og faldt i gennemgangen af budgettet for 2017. Modsat formandens afgang var der her tale om en glædelig nyhed, nemlig at KFS i slutningen af 2016 kunne sælge en lejlighed i København med en avance på omkring 3 millioner. Tredelt fordeling Bestyrelsens hensigt med denne pulje er at reservere den til indsatsområder ud over den normale drift: projektmidler til indsatsområder i den kommende målsætningsperiode i KFS, bygningsforbedringer på KFS-centret i Ødsted samt økonomisk polstring. En nærmere konkretisering, af hvordan disse indsatsområder kommer til at se ud, vil blive en af de første opgaver for den nye bestyrelse. Læs hele reportagen fra generalforsamlingen på kfs.dk

KFS legender takker af af Skl

KFS holder sig frisk og tæt på den primære målgruppe ved en løbende udskiftning i medarbejderstaben. Det betyder dog også, at vi nogle gange sætter guld ud på gaden. Dette er tilfældet denne sommer, hvor Maria Laursen og Frank Kristensen forlader KFS. 42

Maria har som landskasser gennem 10 år trofast hjulpet givere og frivillige med at holde styr på pengene. ”Hun har med sin tillidsvækkende tilgang til landskassererrollen og ufattelige hukommelse altid været den første, mange har spurgt efter råd, og hun har altid vidst, hvad vi plejer at gøre,” siger sekretariatsleder Lars Bjerregaard. Maria selv fremhæver samarbejdet med skiftende kolleger gennem årene: ”Det bedste ved arbejdet i KFS har været at møde en masse spændende mennesker og lære dem at kende.” Frank har i 11 år været fast indhold på LTC og siger om tiden i KFS: ”Det har været et kæmpe privilegie at være i KFS-arbejdet og at leve LTC-hverdagslivet med en masse skønne LTC’ere. For mig har det været en ultimativ og helt suveræn livsstil, som jeg altid vil se tilbage på med stor taknemmelighed. Hvis KFS og LTC ikke var her, ville jeg straks gå i gang med at opfinde det.” LTC forstander Jakob Højlund tilføjer om Frank: ”Mest af alt har Frank været optaget af den enkelte og dennes liv med Jesus; enhver LTC'er og KFS'er har skullet få et livsforvandlende møde med Jesus! For når alt kommer til alt, vil Frank ikke have mennesker hen til sig selv, men hen til Jesus. Og derfor har Frank gjort et fantastisk arbejde!” Vi takker Maria og Frank for deres arbejde i KFS og ønsker dem alt godt fremover.

KFS leder:

Guds tidshorisont

Af Lars Bjerregaard, Sekretariatsleder, lars@kfs.dk

Når hamsterhjulet triller lystigt derudaf, og timerne tikker af klokken, så er jeg nok ikke ene om at opleve, at tiden skal prioriteres skarpt, og at tidshorisonten kan gå hen og blive lidt kort. Dette forår er jeg to gange blevet mindet om, at det lykkeligvis er Guds tidshorisont, der gælder for KFS’ arbejde i Danmark. I marts måned havde jeg fornøjelsen af at møde Daniel Bourdanné, der er generalsekretær i IFES, ved et besøg i IFES-hovedkvarteret i Oxford. Daniel opmuntrede os i KFS til at have forventninger til Gud, selvom vi oplever svære vilkår for evangeliet i Danmark. Daniel taler af erfaring, når han taler om at vente på Gud i positiv forventning. Han har i sin tid som generalsekretær i IFES oplevet, hvordan IFES i Europa er gået fra at være udelukkende et vesteuropæisk fænomen, til at Østeuropa er eksploderet efter Berlinmurens fald. Flere nye bevægelser er opstået, og mange studerende er kommet til tro på Jesus Kristus og tør bekende deres tro efter de religionsundertrykkende regimers fald. Det samme er sket i den caribiske region, som er længere væk fra vores radar. Her er nye IFES-bevægelser også vokset frem, efter der i mange år har været langt mellem organiseret studentermissionsarbejde. Fra Daniel Bourdannés stol vidner det om en Gud, der arbejder på den lange bane, og i svære tider bygger han fundamenter for fremtiden. På KFS’ Påskelejr blev jeg igen mindet om et aspekt af Guds tidsperspektiv og dets betydning for mit liv. Det var Lindsay Brown, der underviste om at være en tro tjener, og han fokuserede på, hvordan et vigtigt element i denne troskab handler om at være udholdende og stå distancen. Han gav også en helt konkret opfordring. Hvis vi vil vie os til at være aktive i mission, så skal vi dedikere os til den mission i mindst 10 år, for at Gud kan få lov at arbejde med os i den mission. Lindsay har oplevet mange eksempler på, at relationer og sociale sammenhænge påvirkes over tid af evangeliet, når kristne lader det gennemsyre deres liv og virke. Nogle gange foregår det fuldt synligt, andre gange foregår det diskret og umærkeligt, ligesom de utalte påvirkninger der sker i en familie gennem årene. Vi kan have motiverende mål for os selv og gode vigtige prioriteringer på den korte bane, og det er der intet i vejen med – tværtimod, men heldigvis arbejder Gud på både den korte og den lange bane, og vi skal nok altid arbejde med at forvente mere af Gud, fordi vores horisont er så kort og begrænset. Vi må tro på, at Gud hele tiden kalder og bevæger mennesker til tro på Jesus Kristus – også selvom vi ikke ser det – og det er et perspektiv, der kan udvide min horisont. Det er på sin vis den måde, Grønland er kommet på KFS’ radar. Der er nogen, der har set det lange perspektiv med Guds øjne, og så er der blevet lagt fundament gennem bøn og samarbejde i mange år, og nu begynder vi måske at se små gennembrud ift. Guds store plan. Hermed en invitation til at bede og arbejde med på at studerende i Danmark må møde og tage imod evangeliet i forventning til, at Gud altid arbejder med det mål for øje.

Magasinpost SMP · · ID-nr. 42728 · ·

“”

Rutiner er – i hvert fald de go’e af slagsen – en brugbar støtte for os. De står uden for rampelyset, i kulissen, og dog er de undervurderede bagmænd for meget af det, der giver vore liv indhold. Tænk blot på, hvordan de mange gentagelser i trafiksikkerhed som barn har givet folk en frihed til at færdes relativt sikkert på vejene i dag. Eller hvordan at tilegnelsen af Fader Vor – ord for ord – er blevet en grundsten for bønsliv og stedet man vender tilbage til, når ens egne ord slipper op.

Andreas Rasmussen Longread temaartikel side 16

Støt KFS’ arbejde økonomisk

Hvad går pengene til? Fx KFS’ stemme

Via MobilePay: 1956 Via bankoverførsel: 9402-0004054954 Via støttemodulet på kfs.dk – klik

STØT KFS

på i højre side

Du kan også blive fastgiver via støttemodulet! Vi indberetter alle gaver til SKAT, hvis vi får dit CPR-nummer 44

Med din økonomiske støtte er du med til at sikre KFS’ stemme i debatten, når der skal tages politisk og ideologisk standpunkt som i forårets verserende bederumsdebat. Læs om KFS’ holdning på dette punkt inde i bladet.