Til Tro #03 2024 - Mening

Tema:

Kan du ændre holdning?

Liv viser, hvordan vi kan møde hinanden i uenigheder – TEMA side 06

Hvorfor er vi så ens i kristne fællesskaber?

Sebastian inspirerer til at skabe rummelige fællesskaber – TEMA side 26

En afsked i glæde, sorg

og taknemmelighed

KFS siger farvel til LTC – KFS-NYT side 38

at kende Jesus at gøre Jesus kendt

Dét er pulsslaget, den dobbelte rytme, der banker bag Til Tro, KFS’ studentermagasin.

Kristentro er ikke en idé, en viden eller en samling regelrette sætninger, der læres udenad. Kristentro er et liv. Et nyt – levet, levende – liv. Og netop derfor, fordi troen foldes ud og bliver til lige dér, hvor man er, er det vores stædige ønske at sammensætte et altid livsnært og samfundsrelevant, intellektuelt og personligt studentermagasin.

Til anstød, til inspiration. Til liv og til tro.

Udgiver:

Kristeligt Forbund for Studerende Ribevej 71, Ødsted

7100 Vejle

Tlf: 35 43 82 82

E-mail: kfs@kfs.dk

TIL TRO: tiltro@kfs.dk

Konto: 4597-004054954

Abonnement:

Det koster 150 kroner om året at abonnere på bladet. Abonnementet er gratis for medlemmer samt givere, som sidste år har givet over 500 kroner til KFS. Det er gratis at modtage den elektroniske udgave af bladet. Tilmelding sker via KFS.dk

Redaktionen:

Lars Boje Sønderby Jensen (ansvarshavende redaktør)

Morten Lund Birkmose (redaktionssekretær og nyhedsredaktør)

William Rønberg, stud.polyt.

Josefine Amalie Petersen, stud.psyk.

Nathanael Rønne Kure, stud.jur, Signe Falch Madsen, stud.theol. Christoffer Rafael Kofod Techow, stud.theol.

Esther Krarup, gymnasieelev Simon Buus Engell Nielsen, stud.merc.jur. Anna Valentin Møller, stud.mag

Designskabelon: Klaus Juul Jensen, Characterise.dk

Layout: Fríðunn í Liljudali

Tryk: Øko Tryk

ISSN: 1395-9786

Hjemmeside: www.kfs.dk/tiltro

Annoncer: Kontakt KFS på tlf. 35 43 82 82 eller kfs@kfs.dk

Indhold

Fuld fart på KFS-grupperne

Ny vision, nye målsætninger

Discipletræf 2024

Mød KFS’ nye konsulent

Globalt: Etiopiske studerende, der ønsker at følge kongen

Grønland: En hilsen fra Grønland og Kristina

Fast kronik: Troen rummer både klimapessimisme og klimahåb

Volontørerne anbefaler

Bøger: Det eneståene liv

Bøger: Kristen i kvartvejskrisen

Leder: Norm, frihed og den svære balancegang

tema

Elsk din menings fjende Hvordan ændrer vi holdning?

Liv fortæller, hvordan hun i det konkrete møde med andre oplever at få både udfordret og styrket sine meninger.

Elskende og meningsgivende fællesskaber

Kan det kristne fællesskab noget særligt?.

Fire trin til at forstå Bibelen bedre

KFS-volontøren giver simple værktøjer til bibellæsningen

Portræt

Sylvester i 2.g fortæller, hvordan hans tro har rykket fokus på ham selv over på andre.

Er livet uden Gud meningsløst?

Om at finde et livsprojekt, der passer ind i Guds historie

Det er sjældent Jesus, der skræmmer folk væk

Sebastian deler sine erfaringer med at skabe inkluderende fællesskaber

Kære Gud...

En bøn om at vende sig mod sandheden

Andagten

En påmindelse om, at Jesus er det evige håb i en forgængelig verden

Pensioneret sognepræst: Giver det mening at være i folkekirken?

Niels Jørn Fogh vender muligheder og udfordringer ved Folkekirken

Imod strømmen

Teologiske refleksioner om kompromiser og modkultur i Daniels bog

Fra redaktionen:

Kære Læser,

Vi lever i en tid, hvor meninger blomstrer og brydes i vores samfund. En undersøgelse lavet af sundhedsstyrelsen for nogle år siden viste, at mange unge i dag befinder sig i en meningskrise. Undersøgelsen forklarer, at dette kan udspringe af mange forskellige årsager: sociale medier, klimaangst, økonomisk usikkerhed og kriser, der synes at komme stadig tættere på – både geografisk og politisk.

I en sådan verden kan det være svært at finde meningen med det hele. Jeg oplever selv ofte at stå tilbage som et stort spørgsmålstegn og undre mig over, hvorfor Gud handler, som han gør – eller nogle gange ikke handler. Jeg tror en af de måder, hvorpå vi kan komme tættere på at forstå Gud, er ved at lære ham endnu bedre at kende gennem Bibelen. Dette er netop, hvad Jeppe Hagelskjær skriver om i sin praktiske artikel ’Fire trin til at forstå Bibelen bedre’, hvor han giver råd og vejledning til at læse og forstå Bibelen på en meningsfuld måde.

I dette magasin ønsker vi også at give plads til andres meninger, særligt gennem mødet med mennesker, der tænker, taler og opfører sig anderledes end os selv. Sebastian Olesen udforsker dette tema i sin artikel ’Det er sjældent Jesus, der skræmmer folk væk’, som vi varmt kan anbefale til dig, der ønsker at blive inspireret til at se verden fra nye vinkler.

Mod slutningen af magasinet byder vi også på en lækkerbisken! Liv Strandkvists artikel ’Elsk din menings fjende’ tager fat på det psykologiske aspekt ved at ændre mening. Liv deler sine egne erfaringer med en stor meningsændring, og hendes personlige beretning giver stof til eftertanke.

Vores tema om "mening" har også inspireret os på redaktionen til at høre din mening! Vi ønsker at være et magasin, der er i øjenhøjde med vores læsere, og vi vil gerne give plads til din stemme. Derfor introducerer vi nu et "Call For Papers", hvor vi opfordrer dig til at sende os din artikel – uanset, om den er opfordret eller ej! Skriv til lars@kfs.dk, hvis du har en god idé til en artikel, du gerne vil skrive.

Til sidst vil jeg gerne komme med en opmuntring. Vi kan sommetider møde en fastlåst diskurs om, hvordan tingene er eller bør være. Det kan til tider føles, som om den "rigtige" mening allerede er givet, uden plads til kritiske spørgsmål eller en nysgerrig tilgang til at lære mere. Med dette magasin ønsker vi, at der skal være plads til forskellige meninger.

Lad dette magasin være en invitation fra os til dig: Form din egen mening.

På vegne af redaktionen

Simon Buus

Fuld fart på KFS-grupperne

Det bedste tidspunkt på KFS-året? Når vi får lov til at se både nye og gamle KFS-grupper og KFS’ere stimle sammen efter sommerferien for at ’kende Jesus og gøre Jesus kendt’. Her får I en omgang herlige billeder fra nogle af vores mange seje, skønne, modige, sjove og helt forrygende KFS’ere.

Elsk din menings fjende

I KFS er der plads til mening. Så hvordan undgår vi tunnelsyn og lærer at udveksle holdninger på en konstruktiv måde? “Vi må skelne mellem mennesket og den mening, de har", lyder det fra retorikstuderende Liv Strandkvist, der opfordrer os til at møde vores menings fjende med fred, ydmyghed og kærlighed. Det kan resultere i en sund holdningsændring eller større forståelse for, hvorfor man tror, som man gør.

”Du er, hvad du mener.” Det har jeg tænkt det meste af mit liv, og jeg har sat en ære i at have stærke meninger. Det er godt at have stærke meninger, men inden for de sidste par år er det gået op for mig, at det også kan have negative konsekvenser for både mig selv og mine medmennesker. Jeg vil derfor fremhæve to potentielle faldgruber ved at have stærke meninger, som jeg mener, fortjener særlig opmærksomhed. Måske særligt for os KFS’ere og kristne generelt.

VI ER IKKE, HVAD VI MENER

Begge faldgruber opstår, når vi begynder at forveksle meninger med identitet. Den, jeg først vil fremhæve, er, når vores blik på andre mennesker ændrer sig på baggrund af deres meninger – og forhindrer os i at elske og tjene dem. Jeg er stødt på flere teorier i retorikfaget, som understøtter min egen erfaring af, at jeg kan få et destruktivt blik på andre mennesker ud fra et pinligt tyndt grundlag (for eksempel en af deres meninger). Mennesker inddeler helt automatisk verden i ”vi” og ”de andre”, og ethvert menneske vil indgå i en lang række af ”vi”-fællesskaber på baggrund af for eksempel hobbyer, medlemskaber og meninger. Tendensen er, at man naturligt går ud fra, at det ”vi”-fællesskab, man selv tilhører, er overlegent. Her er de underliggende antagelser, at dem, der ikke er ligesom os selv (eller mener det samme som os), må være mindre gode. Eller at det, der er fremmed, ikke er til at stole på, og derfor udgør en potentiel trussel, som vi bør være på vagt overfor. Det kan gøre os fjendtligt indstillede overfor mennesker, hvis vi ikke er opmærksomme på at adskille mennesket fra meningen. Lad mig komme med et eksempel fra mit eget liv:

Da jeg for nogle år siden var på en international bibelskole, mødte jeg mange mennesker fra forskellige lande og kulturer. Her blev jeg konfronteret med mange af de ”vi”-fællesskaber, jeg ubevidst var blevet en del af, fordi jeg var vokset op i Danmark. Jeg opdagede for eksempel, at det store ”vi” i Danmark aldrig kunne overveje at sætte spørgsmålstegn ved retten til abort. I mødet med søde og fornuftige amerikanere, som var imod retten til abort, blev jeg konfronteret med, at jeg så ned på dem, fordi de havde den holdning. Jeg tænkte, at de var naive, forstokkede, usympatiske og revet med af deres kultur. Det skabte et fjendtligt udgangspunkt i mit indre, som jeg skulle kæmpe for at abstrahere fra, hvis jeg gerne ville møde dem med ydmyghed, kærlighed og respekt.

Jeg tror, at tendensen til at se ned på ”de andre” er dybt indlejret i vores faldne naturs stolthed og selvfokusering. Mit håb er, at vi som kristne hver især må være opmærksomme på at skelne mellem mennesket og den mening, de har. Sådan kan vi undgå meget hovmod og splittelse. Og så kan vi møde andre mennesker, som vi er kaldet til at gøre det: Med fred, ydmyghed, kærlighed – uanset hvor vanvittige, vi kan synes, deres meninger er.

At rette blikket mod sandheden, som findes uden for os selv, gør os fri fra at være vores mening, og det minder os om, at andre mennesker heller ikke er defineret af deres.

TRÆD UD AF TUNNELSYNET

Mødet med nogle søde og fornuftige mennesker, der var imod abort, blev mit første skridt på vejen mod en meningsændring. På et tidspunkt gik det op for mig, at det jo lige så godt kunne være mig, der var naiv og revet med af min kultur. Jeg ville i hvert fald være nødt til at undersøge sagen fra begge sider, hvis jeg skulle nærme mig sandheden. Men i samme øjeblik blev jeg opmærksom på den anden faldgrube: Det ængstelige tunnelsyn.

Det opstår, når stærke meninger bliver så afgørende for vores selvbillede, at vi bliver ængstelige, når de bliver udfordret. Ængsteligheden kan give et tunnelsyn, som gør det næsten umuligt at gå ind i en undersøgende proces. Dermed kan stærke meninger paradoksalt nok forhindre os i at forstå vores egne meninger – og i sidste ende skærme os fra at nærme os sandheden.

Det kan opstå af mange grunde, men lige her i min konfrontation med abortspørgsmålet, handlede det om et andet vigtigt element i inddelingen af ”vi” og ”de andre”. For jeg vidste godt – jeg bar selv erfaringen med mig – hvordan man ser på mennesker, der er imod abort. Ville jeg risikere, at det store ”vi” i mit eget hjemland ville sætte mig i kategori med abortmodstandere i USA, der med ild i øjnene skriger om mordere og helvede?

Der er mange andre mekanismer, som gør sig gældende, når vi fanges i det ængstelige tunnelsyn. Den primære tendens er, at man klamrer sig til en mening ved at skærme sig fra alle, der ikke mener det samme. Det kan føles personligt, hvis nogen stiller sig kritisk over for din mening om noget. Spørgsmål til et emne kan føles som personangreb, og et tabende argument kan føles som ansigtstab. Det kan alt sammen være konsekvenser af at forveksle meninger med identitet.

Heldigvis fandt jeg modet til at træde ud af tunnelsynet, og jeg har skullet minde mig selv om at gøre det mange gange siden med andre meninger. Det er ikke altid, man ender med at ændre mening. Nogle gange ender man med et mere solidt fundament for den mening, man havde i forvejen. Øvelsen er at rette blikket mod sandheden, som findes uden for os selv. Det gør os fri fra at være vores mening, og det minder os om, at andre mennesker heller ikke er defineret af deres.

Mødet med nogle søde og fornuftige mennesker, der var imod abort, blev mit første skridt på vejen mod en meningsændring.

De første skridt kræver konfrontation, ubehag og ydmygelse i mødet med mennesker, der mener noget andet end os selv. Så hvis jeg skal runde af med et konkret råd, må det være, at vi skal blive ved med at nærme os mennesker, som mener noget, vi synes er fuldstændig vanvittigt. Det eneste, man kan risikere at tabe, er komfort, stolthed og dårlige meninger. Det er en ret god handel, hvis jeg selv skal sige det. ■

Ny vision, nye målsætninger i KFS – men vi vil stadig ’kende Jesus og gøre Jesus kendt’

I det seneste år har både ansatte og bestyrelse i KFS arbejdet med at formulere en ny vision og nogle nye målsætninger, der kan vise retningen for KFS’ arbejde frem mod 2027.

’KENDE JESUS og gøRE JESUS KENDT ’

Hvordan kan det se ud i det daglige virke? Hvor er det, der skal satses i de kommende år, for at styrke det arbejde?

Det er nogle af de spørgsmål, KFS’ bestyrelse har stillet sig selv i det seneste år, hvor de – i samarbejde med de ansatte –har formuleret og besluttet en ny vision og nogle konkrete målsætninger, som KFS vil arbejde med frem mod 2027. De kan ses nedenfor:

VISIoN:

I KFS vil vi engagere flere studerende - fra gymnasiestart til endt studieliv - i åbne fællesskaber og arrangementer med Jesus i centrum og Bibelen som grundlag, hvor vi sammentænker troen med faglighed og samfund og deler evangeliet i Danmark og verden.

MåLSÆTNINgER:

- Vi vil arbejde for, at Bibelen får en stadig mere central plads og anvendelse blandt KFS’ere og i vores aktiviteter

- Vi vil have en klar og stærk digital tilstedeværelse blandt studerende til oplæring og evangelisation

- Vi vil arbejde for at engagere flere lokale kirker i KFS’ arbejde blandt studerende

- Vi vil sikre, at KFS gøres organisatorisk og økonomisk bæredygtig

- Vi vil se en vækst blandt engagerede gymnasieelever og videregående studerende i KFS’ mission på 20 %

VI DRøMMER SToRT

For Jakob Højlund, generalsekretær i KFS, er den nye vision og målsætninger med til at holde KFS skarp, ambitiøs og fuld af store drømme i arbejdet:

”Kernen i vores arbejde stadig den samme: At studerende må få lov til at ’kende Jesus og Jesus kendt’. Men vi er inde og skrue på nogle af de værktøjer, vi bruger for at nå dertil. Dem skal vi være klar til at ændre på, for vi må aldrig blive en organisation, der hviler på laurbærrene eller lader os styre af ’det vi plejer at gøre’. Vi skal turde drømme stort og være kreative i vores arbejde. Det gør vi med de her nye tiltag, og så glæder vi os til at se, hvordan Gud vil bruge det ind i hans riges arbejde blandt studerende.”

Du kan læse meget mere om KFS’ nye vision og målsætninger på KFS’ hjemmeside: kfs.dk/nyheder

Discipeltræf 2024 i Hillerød Skal du på KFS-holdet?

Er jeg populær nok? Sjov nok? Hellig nok? Troende nok? Vi måler og vejer os selv på alle leder og kanter i hverdagen. Fik jeg sagt det rigtige? Gjort det rigtige? Lever jeg op til mine egne forventninger? Mine forældres? Guds?

I år på Discipeltræf skal vi med Paulus og Kolossenserbrevet i hånden tage livtag med spørgsmålet: Er jeg ___ nok? For måske har dette gamle, korte og ofte lidt oversete brev en vigtig lektie at lære os om netop det. Hvordan vi navigerer i verden, i forholdet til os selv, og hvordan relationen til Jesus vender alt på hovedet. Ham, der ”[…] er begyndelsen, den førstefødte af de døde, for at han i alle ting skulle være den første. For i ham besluttede hele guddomsfylden at tage bolig og ved ham at forsone alt med sig, på jorden som i himlene, ved at stifte fred ved hans blod på korset."

Hvad den fred betyder, og hvordan Jesu forsoning spiller ind i vores liv allerede nu. Det dykker vi ned i over fem dage i efterårsferien på Discipeltræf. Gennem forkyndelse, bibeltimer, lovsang, fællesskab, sjov, dans, hyggelige stunder og gode minder.

Når du sidder med dette magasin i hånden, er vi i fuld gang med at pakke bilen, læsse varevognen og gøre de sidste ting klar til årets lejr. Det betyder også, at vi allerede har lukket onlinetilmeldingen. Men har du ikke fået tilmeldt dig er du meget velkommen til at sende en mail til kfs@kfs.dk – så forsøger vi at finde en ekstra plads til dig!

Elskende og meningsgivende fællesskaber

Mennesket er et socialt væsen, der har brug for et trygt og kærligt fællesskab. KFS-konsulent Kristina Eskildsen har arbejdet med kristne ungdomsfællesskaber og præstationskultur. Her tager hun de samfundsfaglige briller på og spørger, om det kristne fællesskab kan noget særligt.

gIVER DET KRISTNE FÆLLESSKAb MENINg?

Da jeg flyttede til Aarhus for at studere, var et spørgsmål, jeg ofte fik fra mine kristne venner; ”hvilket kristent fællesskab vil du så komme i?” Op til sommerferien lyder det også på mange af landets kristne efterskoler: ”Det er vigtigt, at I finder jer et kristent fællesskab, når I kommer hjem.”

Vi bliver opfordret og opfordrer ofte hinanden til at komme i kristent fællesskab, men hvorfor? Gør det nogen forskel, at det specifikt er et kristent fællesskab? Kunne det ikke lige så godt være et andet værdibåret fællesskab? Hvad betyder det for unges trivsel at have et kristent fællesskab? Og hvis det kristne fællesskab giver mening, hvem giver det så mening for?

Før vi går dybere ned i spørgsmålet om, hvorvidt det kristne fællesskab giver mening, vil jeg starte med at slå fast, at fundamentet for, at det kristne fællesskab giver mening, er, at Jesus er den, han siger, han er: At Jesus stod op fra de døde, og at han giver os buddet om at elske hinanden, som han har elsket os. Det kristne fællesskabs betydning kan derfor ikke reduceres til at være en faktor i samfundsspørgsmålet om unges trivsel.

Med fundamentet på plads mener jeg, at det alligevel giver mening at reflektere over, hvordan det kristne fællesskab med samfundsmæssige briller kan give mening. Ikke bare for kristne unge – men for alle.

ET RITUALISERET MENTALT FRIRUM

Ifølge ungdomsforskerne Kirsten Grube og Søren Østergaard kan organiserede fritidsaktiviteter som kristne ungdomsfællesskaber være et ritualiseret mentalt frirum for unge. Det betyder, at i en hverdag, der kan føles ukontrollerbar, kan kristne ungdomsfællesskaber være en tryg gentagende pause fra det nye, det usikre og alle de steder, hvor man som ung kan føle, at man skal præstere.

Et fællesskab, hvor man får et frirum fra præstationskulturens selvansvarliggørelse, kan ifølge sociolog Anders Petersen være meget meningsfyldt for den unge og have stor betydning for trivslen. Spørgsmålet er så bare, om vores kristne fællesskaber formår at være dette frirum?

"Man har en eller anden idé om, at man skal være ligesom alle andre, og alle andre er helt perfekte,” sagde en pige i gymnasiealderen, da jeg interviewede hende til mit bachelorprojekt omkring kristne ungdomsfællesskaber i en præstationskultur.

Hvis præstationskulturen sniger sig ind i det kristne fællesskab, og det bliver et sted, hvor man føler, at man skal præstere overfor hinanden, bliver det ikke et ritualiseret mentalt frirum. Det kan føre til forvrængede gudsbilleder, hvor Gud bliver én, man skal præstere overfor. Hvis præstationskul-

turen sniger sig ind, er der en god chance for, at det kristne fællesskab ikke føles særlig meningsfyldt.

At undgå præstationskulturen i de kristne fællesskaber betyder skørt nok ikke, at vi skal stoppe med at præstere eller tage ansvar. Men det betyder, at vi skal gøre det på et fundament af Guds nåde. Guds nåde, der giver os plads til at komme og møde hinanden, som vi er, og ikke som vi synes, vi burde være. Guds nåde, der er tålmodig, og som rejser os, når vi fejler. Hvis den nåde får lov til at gennemsyre de kristne fællesskaber, så er der mulighed for, at det kristne fællesskab kan blive en værdifuld spiller i unges trivsel.

Med Jesus får vi givet et anderledes ideal, der tjener et højere formål end blot vores egen selvrealisering.

ER DER NogET SÆRLIgT VED KRISTNE FÆLLESSKAbER?

"Kristendommen er i sin bedste udgave en kombination af de to. En stærk etisk forpligtelse på at leve op til idealet OG en barmhjertig og kærlig eftergivelse af den utilstrækkelighed, som idealet medfører," skriver højskolelæreren Kristian Hjortkjær i sin bog Utilstrækkelig.

Der er nemlig noget særligt ved de kristne fællesskaber i forhold til andre fællesskaber, der også kan være ritualiserede mentale frirum – og det er evangeliet. Det budskab, som evangeliet kommer med om, at Jesus er død og opstået for at sætte os fri, findes ikke i andre gode fællesskaber. Præstationskulturen kan få os til at tro, at vi konstant skal leve op til egne og andres idealer om, for eksempel, at være den bedste udgave af os selv og samtidig nyde livet. Med Jesus får vi givet et anderledes ideal, der tjener et højere formål end blot vores egen selvrealisering.

Efter, at Jesus har vasket disciplen Peters fødder, siger han i Johannesevangeliet kap. 13, v. 14-15: ”Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.” Jesus giver os sig selv som ideal. Ikke et ideal, vi kan efterleve af os selv, men et ideal vi skal kæmpe for at efterleve, fordi han allerede har vasket vores fødder. Og når vi så igen og igen erfarer, at idealet for os er umuligt at efterleve, og vi må erkende vores utilstrækkelighed, så møder Jesus os med evangeliet om, at han har gjort alt for os. Han er tilstrækkelig for os. Det er et helt særligt budskab i det kristne fællesskab.

ET RITUALISERET MENTALT FRIRUM

Ifølge en undersøgelse lavet af sundhedspsykolog Peter La Cour er kirkegængere mere tilbøjelige til at give og modtage hjælp. Det er en gammel undersøgelse, og den er ikke lavet på kristne ungdomsfællesskaber, men det til trods så harmonerer det godt med billedet om, at vi som kristent fællesskab er ét legeme fra 1. Korintherbrev kap. 12. Hvis det, at vi skal tage imod hjælp og hjælpe hinanden, faktisk er noget, vi lever efter i vores fællesskaber, så kan de være meget meningsgivende, fordi de netop giver en følelse af at være en del af noget større.

En bøn, jeg personligt holder meget af at bede, som jeg lærte af en, jeg var efterskolevolontør sammen med, lyder: ”Gud vis mig i dag, hvem jeg skal være noget særligt for, og hvem der skal have lov til at være noget særligt for mig.” Om

Gud vis mig i dag, hvem jeg skal være noget særligt for, og hvem der skal have lov til at være noget særligt for mig."

undersøgelsen fra Peter La Cour holder i dag, ved jeg ikke, men jeg ved i hvert fald, at Gud i sit væsen er fællesskab, og at han har skabt os i sit billede, så vi er faktisk skabt til at have brug for hinanden.

På mit studie som psykoterapeut sagde en underviser på et tidspunkt: ”Alle mennesker vil gerne virke, elskes og ikke dø,” og hvis det er sandt, så har kristendommen da virkelig noget at byde på – også med samfundsmæssige briller! Et kald til at virke ved at stræbe efter at elske Gud, sig selv og sin næste. Et budskab om, at vi allerede er helt igennem elsket af Gud, og at vi skal elske hinanden, som han har elsket os. Og et håb om evigt liv! Det er da et meningsfuldt fællesskab at blive en del af. Det kræver bare, at nogen inviterer en med.

KUN HVIS VENNERNE KoMMER

Ofte vælger mange at komme i fællesskaber, hvor deres venner i forvejen er, for eksempel fra efterskolen eller folkeskoletiden. Det giver god mening. Det er trygt, og man sikrer sig imod den ubehagelige oplevelse af at komme ind i et rum, hvor man ikke ved, hvad man skal gøre af sig selv. Det kan også give noget værdifuldt til relationerne, at man som venner vælger at tage til et kristent arrangement sammen og måske endda kommer til at tale om tro med hinanden.

Det kan have stor betydning at have nogen at følges med, og det er ikke forkert at søge den tryghed. Men hvis vi vil have fællesskaber, der giver mening for alle, og ikke kun etablerede vennegrupper, så er vi nødt til at arbejde for, at vores kristne fællesskab bliver mere åbne. Det kan være, du skal være den første, der tager selv afsted og taler med nogen, du ikke kender? Det kan være, du skal bede for dit fællesskab? Invitere en ven med, som ikke nødvendigvis kender de andre? Eller have øje for, om der er nogen, som ikke kender andre, selvom du er sammen med alle dine venner?

Mulighederne er mange, men det kristne fællesskab er faktisk så meningsfuldt, at det ikke kun bør være meningsfuldt for vores vennegrupper at komme. Det er noget, vi kan øve os på. Vi kan ikke få perfekte fællesskaber, men vi kan få ærlige, åbne fællesskaber. Og så må vi igen og igen bede Gud om tilgivelse og sige undskyld til hinanden.

Vi holder aldrig op med at have brug for nåden i vores fællesskaber. Derfor er bøn et godt sted at starte for at få meningsfulde fællesskaber. Uden Jesus giver vores kristne fællesskab ingen mening, men med Jesus giver vores fællesskaber al mening – ikke bare for kristne, men for alle!

Derfor kan vi bede for og hjælpe hinanden til at arbejde for at have fællesskaber bygget på Guds tålmodige nåde, der møder os, hvor vi er. Fællesskaber, hvor det er tydeligt, at man er elsket, at man kan virke, og at man lever med håbet om et evigt liv. Et fællesskab med et budskab, som både du og dine venner har brug for at leve af.

Så start med at spørge dig selv og dem fra dit kristne fællesskab: ”Hvordan vil du arbejde for, at vores kristne fællesskab giver mening for både dem, der allerede kommer, og dem, der ikke kommer endnu?” Et ideal, Jesus giver os, og som vi heldigvis ikke skal efterleve af os selv, men som vi kan kæmpe for med ham, der allerede er tilstrækkelig for os. ■

Det kristne fællesskab er faktisk så meningsfuldt, at det ikke kun bør være meningsfuldt for én bestemt vennegruppe at komme.

Lejligheder i Aarhus til studievenlige priser

Delevenlige 2-, 3- og 4-værelses lejligheder

Solrig altan og lynhurtigt fibernet

Gratis nyttehave og plads til husdyr

Tæt på indkøb og studie

Gratis parkering og delebil

Millioner af muslimer har brug for at høre om Jesus – i lande, hvor kristne risikerer diskrimination, chikanere og forfølgelse.

Hjælp til forfulgte – evangeliet til alle siden 1964 Dansk

Priser fra 6.480 kr.

GL BALT

Etiopiske studerende, der ønsker at følge Kongen!

Hvilke udfordringer kæmper KFS-ledere med i Etiopien? Ruth, der er udsendt til Etiopien af KFS, fortæller her om den nationale lederlejr for studerende i EvaSUE.

Sceneudsmykningen, det store banner med tornekronen og palmebladene var på plads. 950 stole blev stillet op, og kreateamet havde færdiggjort deres værker; bl.a. et stort åg, ’Den smalle vej’ og en model i pap af husene bygget på sand og klippegrund. Det grønne maleri stod der også – Jesus, på vej væk, og fiskenettet og ordene: Følg mig!

Temaet for årets lederlejr for studerende i det etiopiske studenterarbejde, EvaSUE, var ’Following the King’ – at følge kongen. I forkyndelsen var fokus på at kende kongen, adlyde kongen og hvile hos kongen. Tre eftermiddage på lejren afholdt jeg seminar om de udfordringer, ledere kan møde i studiestedsgrupper. Sammen lavede vi en liste over de forskellige problemstillinger, lederne stod med:

Frustration over manglende opbakning til de ting, der bliver arrangeret; Manglende trofasthed fra medlemmer i gruppen; Stressende at være leder og stu-

dere på fuld tid; Stort forbrug af alkohol blandt studerende; Udfordringer omkring seksualmoral og pornografi; Den økonomiske og politiske situation i landet fører til konflikter blandt studerende, og at studerende forlader studiestedgruppen. Til sidst havde vi 28 punkter.

Sammen prøvede vi at analysere os frem til, hvilken tilgang der ville være bedst til de forskellige problemstillinger. Noget handlede om at huske på, hvem vi er som EvaSUE-studerende, og hvorfor vi er på studiestederne, så vi ikke glemmer vores identitet og formål: Vi er et fællesskab af evangelisk kristne studerende, der ønsker at kende Jesus og gøre Jesus kendt blandt vores medstuderende. I denne erkendelse ligger også nøglen til at kunne skelne mellem, hvilke udfordringer vi skal tage på os, og hvilke vi skal lade ligge: Hvordan er det, Jesus kalder os til at følge ham som studerende og som studiestedsgruppe lige der, hvor vi er?

Det var ikke alle problemer, vi fik løst, men vi blev mindet om vigtigheden af at tjene hinanden og vores ikke-kristne medstuderende. Vi fik lyttet til erfaringer og hørt, at ledere i andre studiestedsgrupper slås med lignende udfordringer. Det satte også tingene i perspektiv, da en af lederne fortalte, at kirken, hvor de plejede at mødes, var blevet brændt ned, og at der tit blev kastet sten efter dem, når de var på vej til og fra deres studiestedsgruppe.

Andre steder i landet var det prædikanter med usund teologi, der prøvede at

modarbejde lederne og lokke medlemmerne væk. Flere steder kæmpede de med undervisere, der er seksuelt krænkende over for de kvindelige studerende, mangelfuld undervisning og begrænsede faciliteter på uddannelsesstedet. Når udfordringerne er af denne størrelse, kan det være fristende bare at give op, men vi blev igen mindet om, at der er en, der er Kongen, og vi er kaldet til at kende ham, adlyde ham, og så får vi lov til at hvile hos ham

I Etiopien er der 176 studiestedsgrupper rundt om i landet med til sammen over 50,000 evangelisk kristne studerende.

HAR DU LYST TIL AT OPLEVE

STUDENTERARBEJDET I ETIOPIEN?

KFS arrangerer i uge 7 en tur for gymnasieelever til Etiopien, hvor vi bl.a. skal se og tage del i det etiopiske studenterarbejde.

Læs mere her

Grønland:

Nyt studieår fyldt med spændende muligheder

aF K RISTIN a K R e UT zma NN

Det begynder at ligne efterår i Grønland, hvor luften bliver helt frisk, og den første sne falder på toppen af bjergene. Det betyder også, at det nye studieår er begyndt, med nye spændende muligheder og udfordringer. Man møder gode gamle studiekammerater, og får også nye bekendte, der måske bliver til venner, som gør studielivet sjovere.

I KFS Grønland er vi igen startet med at holde møder for studerende mandag aften, hvor unge mødes på tværs af sprog, kirke, alder og interesser. Den første aften hørte vi, at når vi har Jesus som Herre, har vi fået evigt liv. Men det betyder ikke, at vi behøver at vente, til livet på den nye jord, for at få alt det gode, Gud giver – det kan starte allerede i dag. Gud ønsker nemlig, at vi trives i vores hverdag og har det godt, men vigtigst af alt; at vi lærer at kende vores identitet i Kristus.

I hverdagen fyldes vi af mange indtryk fra arbejdet, studiet, familielivet og venner. Det påvirker os på godt og ondt. Man kan nemt bruge kræfterne ’’forkerte’’ steder, som medfører, at vi bliver trætte og modløse. Det var en påmindelse om, at vores fokus skal være på vores vandring med Gud, og at vores fundament kan blive testet udefra, men at Jesus altid er klar til at gribe os.

Efter nogle dage, var der en, som fortalte, at ordene havde givet en bevidsthed om, at vi altid vil få indtryk udefra, som påvirker os, men at vi må vælge at holde fast ved Gud og fokusere på hensigten. Den anden aften var ret uformel, hvor der bl.a. blev inviteret til rensdyr med flødekartofler og salat og god tid til bare at være sammen. Efter mavesækken var fyldt, delte vi os i to grupper og spillede Kahoot. Nogen af spørgsmålene lyder således: Hvor højt er Sermitsiaq? Hvor mange medlemmer er der i Inatsisartut? Hvem blev den ældste af alle i Bibelen?

Hvad betyder Hosianna? Døbte Jesus nogen? Hvad er hovedstaden i Spanien? Det var tæt løb mellem de to grupper, der synes at spørgsmålene var sjove, fordi emnerne hele tiden skiftede fra det ene til det andet. Indimellem ramte konflikten også: Svaret blev givet på samme tidspunkt. Men i stedet for at diskutere, hvem der kom først, fandt vi et godt og sjovt konfliktløsningsværktøj. Brug sten, saks, papir til at bestemme, hvem skal have point.

Resten af aftenen var meget stille og rolig. Nogen snakkede med hinanden, nogen spillede matador og nogen slappede lidt af med mobilen. Det skulle være en aften uden det store program, hvor vi bare inviterede til samvær med jævnaldrende. Det første og vigtigste i et fællesskab er at lære hinanden at kende og at hilse nye folk i flokken velkommen. Jeg glæder mig over, at der nu er program for vores mandagsaftner i efteråret 2024, og at der er folk, som vil holde foredrag om forskellige emner, så vi kan lære Gud bedre at kende. Mit håb og min bøn er, at vi i fremtiden vil finde glæden og modet til at dele den gode nyhed om det evige liv til vores omgangskreds og til vores dejlige by.

Fire trin til at forstå Bibelen bedre

Du kan godt være en god bibellæser uden at være en bogorm. For det kommer ikke an på at læse meget og hurtigt, men om at trække den rigtige betydning ud af teksten. Og det vil KFS-volontør Jeppe Hagelskjær gerne hjælpe dig med. Han deler her nogle simple principper og fortolkningsværktøjer, så du lettere kan finde meningen med Guds ord.

aF j eppe h a G e LSK jæ R , VOLONTØR

Bibelen er en dyb bog, som har rigtig meget at sige til os. Men måske du oplever, at det der med at finde ud af, hvad den egentlig siger, kan være ret svært? Måske du mangler redskaber til at komme dybere ned i teksten og lade Bibelen tale klarere til dig? Tale på en sådan måde, at mere af det, du læser, får lov til at præge dine tanker, følelser og handlinger?

Jeg tror, at der er guld i at dykke dybere ned i teksten, og det vil jeg gerne hjælpe dig på vej i! Så hvis du vil have noget vejledning til at finde ud af, hvad meningen er med de bibeltekster, du læser, så har jeg nogle tips til bibellæsningen. Jeg deler dem op i disse fire punkter:

1. Forberedelse

2. Tekstarbejde

3. Opsamling

4. Anvend det, du har lært

1

FoRbEREDELSE

Før vi kommer for godt i gang med at læse, kan det være godt at forberede sig. Her vil jeg især fremhæve bøn. Vend dit hjerte mod Gud og lad ham få lov til at vise dig, hvordan hans verden hænger sammen. Væn dig til at turde stole på, at når Guds ord siger noget bestemt om tro og gerninger, kvinder

i tjeneste, seksualitet eller noget helt andet, er det gode og sande ord. Ord, der er værd at lytte til fra en, som ved bedre, end vi selv gør!

Her er det også gavnligt at erkende over for dig selv og for Gud, hvis du egentlig gerne vil have, at Bibelen siger noget bestemt om et emne. Når du er ærlig på den måde, muliggør du for dig selv at gå til Bibelen på dens egne præmisser, og først dér tillader vi Gud at ændre vores syn på hans verden. Overvej primært dette punkt, hvis du dykker ned i et bestemt emne.

En anden forberedelse kan også være at undersøge konteksten for det, du læser. For eksempel kan tekster i Det Gamle Testamente være påvirket af, hvilket punkt i verdens frelseshistorie Israel er ved.

2TEKSTARbEJDE

Læs teksten grundigt. Læs flere gange. Forsøg at få et overblik over den bog, du læser, kapitlet du er i, og kapitlerne lige før og efter. Hvis det er muligt, så inddel bogen og inddel kapitlet i mindre afsnit. Den slags inddelinger gør det nemmere at få et overblik over teksten og kan tydeliggøre tekstens rolle i den større kontekst.

Brug krydshenvisningerne for at læse nogle tekster, som giver endnu mere kontekst til den tekst, du er i gang med. Bibelen har mange tekster, som siger noget om de samme ting. Det tror jeg, den har, fordi den derigennem kan kommunikere endnu flere nuancer til os. Ikke fordi Bibelen er uenig med sig selv, men fordi vi, igennem de forskellige vinkler, kan komme til en dybere og mere hel forståelse af svære emner. Pas på med at tro, at dele af Bibelen er skrevet af dumme mennesker, at noget kan ignoreres, eller at de forskellige passager i Bibelen kan annullere hinanden!

Stil nu spørgsmål. Hvorfor siger Jesus, at den her pige og hendes familie ikke må sige, hvad han har gjort, til nogen, og hvorfor siger han til manden herovre, at han skal fortælle det til andre? Hvad betyder fuglene i den lignelse?

Vær tålmodig og undersøg disse ting. Hvis du ikke kan finde svaret på et spørgsmål, er det også helt okay; måske det kommer senere i dit liv, måske er det et utrolig svært spørgsmål, og måske har Gud ikke åbenbaret det for os på denne side af døden.

Brug dog ikke den sidste mulighed til at feje andres velargumenterede konklusioner væk! Vi kan konkludere mange ting. Bibelen er primært til, fordi Gud vil lære os om ham og hans verden!

En slags spørgsmål, du også kan få gavn af at stille dig selv, er: Hvad betyder det her ord egentlig? Det, synes jeg selv, kan være langsommeligt, men det hjælper sjovt nok til at forstå teksten, at du forstår ordene i den!

3

opSAMLINg

Prøv at komme med en umiddelbar fortolkning: Hvad virker teksten til at sige?

Det er okay bare at have et meget løst greb om tekstens betydning, og selv hvis du føler dig helt forvirret, kan du måske alligevel komme tættere på meningen med lidt hjælp herefter. Hold også kun fast i din fortolkning, så længe du er sikker på den. Det er helt ok at skifte spor.

Nogle tekster og emner er meget komplicerede, og derfor er det skønt, at vi har kloge mennesker, der går op i at komme tættere på meningen. Bliv dog ved med at være ærlig med dig selv om, hvor løst eller fast du skal holde på din konklusion.

Nu har du arbejdet ret grundigt med teksten. Det er meget muligt, at du forstår den ret godt nu! For at undgå at misforstå teksten eller dele af teksten fuldstændig (bare rolig, det sker for de bedste af os, og dette skridt hjælper) kan du nu høre eller læse andres syn på teksten.

Snak med andre kristne, gerne din volontør, konsulent eller andre vise kristne. Hør en podcast, for eksempel KFS’ egne podcasts ”100 dage med bibelen” om Det Nye Testamente eller ”12 profeter 12 uger” om de 12 små profeter, eller læs en bog om skriftstedet eller emnet. Overvej, hvad de siger, og brug det som sparring; har de øje for hele teksten? Læser de noget ind i teksten, som ikke er der? Passer det, de siger, med bibelens andre tekster, eller strider det imod tydelig teologi fra andre tekster? Brug det som en mulighed for at stille disse spørgsmål, måske igen, til dig selv og din egen forståelse!

4

ANDVEND DET, DU HAR LÆRT

Vi er ikke færdige, når vi har forstået bibelteksten eller emnet, vi satte os for. Bibelstudie fortsætter naturligt som et levet liv i efterfølgelse af vores Herre. Nu kan du applicere det, du har læst og forstået. Hvis Gud er sådan, som teksten siger, hvad siger det så om mig? Om mit liv lige nu? Siger det noget om, hvordan Gud vil have, jeg skal handle og leve i min hverdag?

Eller hvilke dele af mit liv passer det her ind i lige nu, og hvad passer det ikke ind i?

Brug altid med glæde kristne omkring dig til at snakke disse ting igennem. Jeg vil anbefale at have nogle vise og modne kristne, som du kan gå til og få gode svar. Folk som lever i det selv, og folk som tør – hvor det giver mening – at undgå de færdige svar og i stedet hjælper dig til selv at kæmpe med teksterne og dine spørgsmål til dem.

God fornøjelse.

Øvelse gør mester – det, synes jeg, er opmuntrende! ■

Ny KFSkonsulent i Fyn og Sydjylland

Julie

kommer fra Sønderjylland, har studeret i Odense – og så er hun ”hende, der altid har en leg med” ifølge hendes venner. 1. august landede Julie Olsen i KFS som ny KFS-konsulent i Fyn og Sydjylland til stor glæde for KFS og KFS’erne i området. Hun sender en hilsen her, hvor hun fortæller lidt mere om, hvem hun er, og hvad hun drømmer om for KFS i området.

Mit navn er Julie Olsen, jeg har en bachelor i idræt og sundhed samt en kandidat i pædagogik og bor i Odense med min mand Sebastian. Jeg elsker at rejse rundt i verden, spille fodbold og spise mad lavet på trangia med en flot udsigt til. Hvis du spørger mine bekendte i Odense, hvem jeg er, vil de svare noget i retning af: “hende der altid har en leg med”. Det, tror jeg, siger en hel del om mig. Jeg brænder for mødet mellem mennesker og elsker at bringe folk sammen, skabe god stemning, men også gerne udfordre andre til at opdage nye sider af dem selv. Og qua min uddannelse rigtig gerne gennem krop, leg og refleksion. KFS var for mig lig med et trygt fællesskab, spændende samtaler om tro og vigtige venskaber. Det var et sted med plads til både hygge og sjov, men også til dybe spørgsmål og betydningsfulde snakke. Derfor glæder jeg mig også over at kunne få lov til at styrke dét arbejde, som jeg selv fik så meget godt ud af i min gymnasietid. For selvom det er 10 år siden, jeg sad som formand i Tønder KFS, er missionen stadig lige så vigtig i dag! Jeg nyder allerede at få lov til at møde alle KFS'erne rundt omkring i Sydjylland og på Fyn og ser frem til at understøtte rammerne for, at spændende dialoger om tro og liv kan opstå.

Portræt

Sylvester Bregninge, 2.g på Hovedstadens Kristne Gymnasium

FoRTÆL KoRT LIDT oM DIg SELV, HVAD DU LAVER, HVEM DU ER?

Jeg er en glad, frisk og kristen dreng på 18 år. Jeg er fra Amager og har boet her hele mit liv. Jeg går i 2.g på Hovedstadens Kristne Gymnasium. Jeg blev kristen for 2 år siden, da jeg tilfældigvis endte på en kristen efterskole, hvor jeg lærte Gud at kende. Derudover træner/løber jeg eller er på arbejde. Jeg elsker at have gang i mit liv.

HVAD opTAgER DIg LIgE NU?

Jeg er helt crazy med Gud. Det er så spændende, og jeg bruger en del tid på at “lære” at være kristen. Jeg læser for eksempel hele Bibelen på under et år og andre kristne bøger (Jesus i øjenhøjde, Da Job mødte Gud, Glem dig selv m.m.). Jeg elsker også at være sammen med mine venner, og jeg kan godt lide at bruge tid i kristne fællesskaber. Efter, at jeg er blevet kristen, har jeg fået venner, der deler den samme tro, som gør, at jeg føler mig hel og glad på en mere fyldestgørende måde.

VAR DET ALT I DEN KRISTNE TRo, DER gAV MENINg FoR

DIg, DA DU KoM TIL TRo?

Mere eller mindre gav ingenting mening. Jeg gik på Nordsjællands Efterskole, da jeg kom til tro. Jeg husker en specifik episode til en andagt, der blev holdt over Daniels Bog. Der blev snakket om, hvordan Gud ikke lod løverne spise Daniel i det hul, han blev smidt i. Jeg kan tydeligt huske, at jeg tænkte: “Fed historie, men hvad skal jeg bruge det til i mit liv?” Det gav ingen mening for mig. Efter en god snak med min ven, Halfdan, fortalte han mig, at man ikke altid skal forstå Bibelen ordret. Ofte er der et dybere budskab eller betydning. Det hjalp mig meget til at forstå min tro, men jeg havde, og har stadig, en million spørgsmål.

HAVDE DU EN MENINg oM KRISTENDoMMEN/KRISTNE, FøR DU bLEV KRISTEN?

Før jeg kom til tro, tror jeg aldrig, at jeg havde mødt en, der var kristen. I hvert fald ikke en, der snakkede højt om det. Jeg har altid selv troet, at der var mere efter livet end bare sort tomhed, men jeg har aldrig vidst, hvad jeg troede på. Jeg kendte godt til kristendommen, men jeg kunne ikke finde

ud af, hvad det var rigtigt, eller bare var en god historie. Det var nok kun fordi, jeg ikke vidste nok om det. Jeg havde ikke rigtig en mening om kristne eller kristendommen. De var der bare, lige så meget som alle os andre, og dem der var, var egentlige bare gamle, døve mennesker.

ER DER SKET EN FoRANDRINg I, HVAD DU opFATTER SoM MENINgSFULDT, EFTER DU ER KoMMET TIL TRo?

Jeg er ikke opvokset i et kristent hjem, så jeg har ikke haft en kristen opdragelse med kristne værdier. Jeg har aldrig sunget bordvers, taget i kirke om søndagen, læst børnebibelen, haft trossamtaler eller lignende. Mit syn på, hvad der er meningsfuldt, har helt sikkert ændret sig. Førhen havde jeg meget fokus på, hvad der gavnede mig selv og mine interesser, men nu, hvis jeg bare kan gøre en andens dag lidt bedre, så oplever jeg, at det er det værd for mig. Jeg får meget glæde og mening ud af at se folk glade. Det, tror jeg, er kommet af den overvældende og evige kærlighed, som Gud har til os. Det er meningsfuldt for mig at dele ud af den kærlighed, og forhåbentligt kan det være med til at lære endnu flere om, hvem Gud er, og få dem til tro.

Er livet uden Gud meningsløst?

Betragt dit liv. Kan du forestille dig en meningsfuld tilværelse, hvis Gud ikke var en del af den? Hvis vi ønsker et formål givet udefra, må vi have Gud med i billedet ifølge Emil Børty Nielsen. Gud er nemlig som spildesigneren, der står uden for spillet og bestemmer, hvad spillet handler om.

Den britiske teolog og evangelist Michael Green døde i 2019. Dagen inden sin død ringede han til sin ven Lindsay Brown, fordi han gerne ville have ham til at prædike ved sin begravelse. Han instruerede Lindsay i at prædike over missionsbefalingen, og formanede ham til ikke at spilde tid på at fortælle om hans liv; han skulle forkynde evangeliet. Michael spildte heller ikke den sidste tid. Han havde en stak af sine bøger liggende ved sygelejet, og når der fra tid til anden kom sygeplejersker eller læger på besøg, så fik de en bog om Jesus med på vejen ud. Michael var en mand med et klart formål. Han levede sit liv i lyset af en større historie. Spørgsmålet om meningen med livet er på én gang vigtigt og dybt, og samtidig kan det føles klicheagtigt og lommefilosofisk. I kirkelige kredse bliver der nogle gange sagt, at livet uden Gud er meningsløst. Men holder det? Spørgsmålet har delvist sine rødder blandt det 20. århundredes franske eksistentialister som Jean-Paul Sartre og Albert Camus. De forsøgte at komme overens med et liv ”efter Gud”.

Ligesom det er med etik, sådan er det med mening: Gud gør en stor forskel for livets mening.

Fra antikken og frem til oplysningstiden udgjorde gudstroen og Bibelen et eksistentielt fundament i det vestlige samfund. Man forstod sit liv i lyset af denne historie. Tabet af den kristne tro indebar tabet af et livssyn, hvor mennesket var sat ind i historie og en etik, der ikke var skabt af mennesket selv. Sartre hævdede, at med gudstroen går essens forud for eksistens. Livet har således en mening og et formål (essens) før mennesket bliver kastet ind i det (eksistens). Med tabet af gudstroen blev rækkefølgen byttet om. Eksistens gik herefter forud for essens: Mennesket må selv opfinde en tilfredsstillende mening med livet. I det lys synes det således korrekt, at livet er meningsløst uden Gud. Og så alligevel ikke. For sekulære mennesker står jo stadig op om morgenen og går på arbejde. De har planer og drømme for deres liv. De trives og oplever livet som godt og meningsfyldt. Den kristne apologetik har ofte stillet sig kritisk over for dette. Sekulære mennesker burde ikke opleve livet som meningsfyldt. Objektivt set er der ingen grund til at glæde sig over legende børn, strandture og gode bøger, for uden Gud kan man ikke etablere et rationelt fundament for denne værdsættelse. Spørgsmålet om mening bliver således en version af det moralske argument for Guds eksistens: Uden Gud, ingen objektive værdier. Det betyder, at sekulære mennesker lever irrationelt, når de værdsætter ting, fordi deres livssyn ikke kan etablere en objektiv basis for denne værdsættelse.

Jeg køber ikke denne apologetiske kritik. I hvert fald ikke helt. Jeg mener, der kan etableres værdisystemer uden Gud. Men uden Gud er de helt underlagt menneskets valg og præ -

ferencer. Den kristne Gud er kærlighed. Og han holder os fast på kærligheden. Han kræver den af os. Og det gør en forskel. En stor forskel. Og ligesom det er med etik, sådan er det med mening: Gud gør en stor forskel for livets mening.

Ordet ”mening” er besværligt. Det kan nemlig bruges til at italesætte en række forskellige aspekter af livet. Her vil jeg blot trække ét sådant aspekt frem: formål. Vi har brug for et formål med livet; et livsprojekt. Vi kan bruge brætspil som en analogi for livet i sin helhed. Alle brætspil består af brikker, regler og mål. Det hele er skabt af en brætspilsdesigner. Det er således spildesigneren, som står uden for spillet, der har bestemt, hvad spillet handler om. Opgivelsen af troen på Gud indebærer også en opgivelse af troen på, at livet har et formål givet udefra. Det indebærer, at individer selv må opfinde deres eget formål med livet.

I den kristne tro er der givet et formål udefra. Vi finder det delvist i skabelsesberetningen (bliv frugtbare; forvalt skaberværket) og i den helbibelske tænkning (elsk; del evangeliet). Den bibelske historie giver os således et overordnet formål med livet. Men et overordnet formål med livet er ikke det samme som at have et livsprojekt. Hvis livet skal erfares meningsfuldt, så må vi have et (eller flere) livsprojekt(er), der passer ind i Guds historie. Det overordnede formål kan udleves på mange forskellige måder. Det afgørende for et meningsfuldt liv er, at vi finder en livsbane, der kropsliggør Guds mål med vores liv. I kirken er dette ofte blevet omtalt som et ”kald”.

Michael Green fandt sit kald som evangelist. Han arbejdede utrætteligt hele livet på at lede mennesker til Jesus. Det var en livsstil, der bestod af en lang række konkrete handlinger: bøn, bibellæsning, læse bøger, skrive bøger, skrive e-mails, undervise, blive undervist, snakke med mennesker, lave arrangementer osv. Alle disse handlinger udgjorde én samlet historie, der gav hans liv retning og formål: at dele evangeliet med andre.

Paulus skriver i 2. Timotheus Brev, kap. 4, v. 6-8 kort før sin død: ”Mit blod skal snart udgydes, og tiden er inde, da jeg skal bryde op. Jeg har stridt den gode strid, fuldført løbet og bevaret troen. Nu har jeg retfærdighedens sejrskrans i vente.”

Paulus kunne dø med fred i sindet, fordi han vidste, at han havde givet alt i kamp for den sag, han troede på.

Ligeledes med vor egen danske troshelt Kaj Munk, der gav sit liv i kampen mod Nazismen. Han skriver i salmen

Altid frejdig, når du går: ”Kæmp for alt, hvad du har kært, dø, om så det gælder! Da er livet ej så svært, døden ikke heller.”

Når man finder et værdigt livsprojekt, så finder man noget, der er værd at lide og dø for. Det handler ikke om mig. Jeg er en del af noget større, sandere og smukkere. Det er ikke en virkelighed, jeg har digtet; det er en virkelighed, der digter mig. ■

Det afgørende for et meningsfuldt liv er, at vi finder en livsbane, der kropsliggør Guds mål med vores liv.

Fast kronik:

Troen rummer både klimapessimisme og klimahåb

Vores faste kronikskribent Nikolaj Bach mener, at vi må finde en sund balance mellem klimapessimisme og klimaoptimisme, og at troen hjælper os til at holde polerne sammen.

Der er store fremskridt og håb, man kan sætte sin lid til. Men jeg har også oplevet oversvømmelser induceret af klimakrisen, der tog livet af mine venners bekendte og familier i slumområder.

På et spektrum mellem meningsløshed og meningsfuldhed kan man skrive to vidt forskellige historier om klima(krisen). Standpunkter i midten findes, men mest af alt er det henholdsvis klimaoptimister og klimapessimister, der får spalteplads.

Du er nok stødt på fortællingen om meningsløshed. Vinklen dækker, at feriedestinationer brænder hver sommer. Temperaturrekorder brydes. Det globale verdenssamfund kan ikke blive enige om, hvordan Parisaftalens mål om at holde temperaturstigninger nede, skal indfries. Og dig selv? Ja du bidrager måske til, at flyselskaberne slår passagererrekord, og at den fossile økonomi fortsat ekspanderer. Det er en fortælling om klimaet, som bidrager til meningsløshed og ikke et call to action.

Der findes også den anden grøft; Parisaftalen udgjorde demarkationslinjen for verdenssamfundets samarbejde, så vi ikke skal frygte klimaforandringerne. Udvikling i bæredygtige energikilder overrasker hvert år måleinstitutterne, og selv din gamle far kan ikke overraske, når han vælger at købe en ny elbil. Fremtiden ser lys(egrøn) ud, og det er meningsfuldt at sætte sin lid til, at vi nok skal klare ærterne.

Det er nødvendigt, at vi finder et bedre leje mellem ovennævnte skildringer. En overgivelse til meningsløsheden lammer vores handlevilje, mens det modsatte gør det selvsamme. Men samtidig er begge historier sande. Jeg har lige brugt et halvt år med Udenrigsministeriets klimaarbejde i Kenya. Der er store fremskridt og håb, man kan sætte sin lid til. Men jeg har også oplevet oversvømmelser induceret af klimakrisen, der tog livet af mine venners bekendte og

familier i slumområder. Klimakrisen er nu og ikke i fremtiden, og de lokale samfund, der rammest hårdest, har ofte de færreste ressourcer til at stå imod.

Jeg hører ofte, at det ikke giver mening at skabe panik eller skræmmebilleder. Jeg forstår dette sentiment, men jeg tror heller ikke, at det var uden grund, at 41% af danskerne mente, at klima var det vigtigste emne ved valget i 2019; Blandt andet Gretha Thunberg havde med sin klimadystopiske agenda mobiliseret som aldrig før. Det er en skønnet sammenhæng fra min side, men forsker i Social Movement Theory, Doug McAdam, underbygger den teoretiske argumentation. Fraværet af frygt for klimaet fremhæver han som den største årsag til, at der ikke har været samme klimabevægelse i USA. Men. Frygt, som McAdam påpeger, kan også paralysere og skabe meningsløshed, og derfor skal den kombineres med håb.

McAdams teori er mere omfattende end beskrevet her, men kombinationen af frygten og håbet giver plads til de to forskellige vinkler om klimaet på samme tid. En balance, jeg også finder plads til, hvis jeg relaterer min tro ind i klimaspørgsmålet. Troen giver mig ret i meningsløsheden bag menneskets ødelæggelse af Guds jord, natur og biodiversitet. Samtidig er det en styrke i kristendommen, at den giver håb gennem Guds kærlighed til os og jorden. Han forlader os ikke, men vil, sammen med os, sørge for, at vi kan finde en vej til, hvordan vi kan ændre vores adfærd til det bedre.

Byg din fortid er en opmuntring til at give Jesus den vigtigste plads nu, så vi giver os selv den bedste fortid at bygge vores fremtidige liv på. Bogen er en vejledning til livet med Jesus som eneste herre, og gennem brug af både Bibelen og personlige anekdoter udfolder forfatteren, hvad det vil sige at leve et liv med Jesus som orienteringspunkt, og hvilke fantastiske ringvirkninger dette vil føre ind i den enkeltes valg og gerninger. Bogen er en udfordring og opmuntring til at modnes i den kristne tro og at gøre dette konkret i livet med Gud, så det bliver til glæde for både Ham og mennesker.

Mike Winger vil lære dig at tænke bibelsk om alting, så du kan håndtere dårlig og falsk lære om Gud, vide hvad Skriften siger om specifikke emner, bevise at kristendommen er sand, dykke ned i teologi og blive en ressource af kundskab og visdom for andre. Mike har en passion for at hjælpe andre til, forsigtigt og grundigt, at forstå og applicere Bibelen ved at skabe det velundersøgte bibelske indhold, du har sultet efter, siden du først blev kristen. Sådan beskriver manden det selv, og jeg kan personligt stå på mål for, hvad han siger!

Den her bog er en gave til dem, som synes det af og til kan være svært at åbne en snak om Jesus med sine ikke-kristne venner. Rebecca formår på en god og fængende måde at give praktisk vejledning til, hvordan man kan være ”lys og salt” blandt de mennesker, man færdes i blandt. Hun deler ud af sine mange erfaringer med både op- og nedture, hvor man helt sikkert vil kunne spejle sig i nogle af hendes eksempler. Hvert kapitel slutter med refleksionsspørgsmål, der gør den oplagt at læse og debattere i et fællesskab. så svært at opnå og holde fast i, som det ellers nogle gange kan virke til at være.

’Salt’ af Rebecca Pippert (bog)

Mike Winger 'BibleThinker' (podcast)

’Byg din fortid’ af Øystein Gjerme (bog)

Jeppe Hagelskjær

Noah Christensen

Clara Kjær Jensen

BRUG FOR EN PAUSE?

Tag på LMH og få tid til Gud, tid til andre og tid til dig selv

Ansgarvej 2, 3400 Hillerød www.lmh.dk

MW Compounders er en dansk børsnoteret investeringsforening. Foreningen er udbyttebetalende og har investeret i 20-30 globale compounder-aktier.

Læs mere på vores hjemmeside: www.mwcompounders.dk

Kontaktpersoner:

Det er sjældent Jesus, der skræmmer folk væk

Hvordan skaber vi meningsfulde og attraktive fællesskaber i KFS, hvor nye har lyst til at være med og høre om Jesus? Det afgørende, ifølge Sebastian Olesen, er den synlige og mærkbare kærlighed, man møder fra det øjeblik, man træder ind. I artiklen finder du tre konkrete råd til at skabe et mere kærligt og inkluderende fællesskab.

KÆRLIgHED ER IKKE TEoRETISK

På et tidspunkt mødte jeg en passioneret veganer via et GoMore-lift. Da hun fandt ud af, at jeg spiser kød, kaldte hun mig racist. Jeg forstod hendes agenda og passion, men i hendes mangel på forståelse og omsorg for mig, kunne jeg på ingen måde tage hendes budskab til mig.

Det fik mig til at reflektere over, hvordan jeg deler min tro med andre. Hvordan møder vi hinanden og de nye, der opsøger det kristne fællesskab? Hvordan skaber vi meningsfulde fællesskaber, som mennesker har lyst til at blive en del af?

Jesus siger i Johannesevangeliet kap. 13 v. 35: ”Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.” Det kan virke banalt, men jo mere vi forstår og erfarer det, jo mere vil vi opleve livet og kraften i det. Kærligheden fra Gud er ikke teoretisk, men konkret. Gud viser sin kærlighed ved, at han gav alt. Han gav sig selv, da han sendte Jesus for at dø og opstå for vores skyld. Det er ved at give, at han viser sin

kærlighed. Når vi giver af vores tid, penge og opmærksomhed til andre, viser vi i praksis, hvem Gud er.

I 2021 var jeg med til at starte et kirkefællesskab i Vollsmose: Vineyard Vollsmose – En del af Odense Vineyard. Vi mødes hver anden uge til fællesspisning, sociale lege, lovsang, tale, gruppesnak, bøn, kage og vandpibe. Siden vi startede, har der været cirka 200 forskellige mennesker forbi fordelt på omkring 40 forskellige nationaliteter. Cirka halvdelen af dem har ikke en kirkelig baggrund. Det har været en blanding af ateister, muslimer og andre søgende.

Vi har deltagere, der politisk er yderst til højre, og andre, der er yderst til venstre. Og folk er meget forskellige steder i forhold til tro, etik mm. Kun få gange har det givet anledning til konflikter. Jeg har erfaret, at det sjældent er Jesus, der skræmmer folk væk fra det kristne fællesskab – det er indforstået snak og ekskluderende kul-

tur. Vi taler nemlig meget tydeligt om, hvem Jesus er, og hvad han vil med vores liv. Samtidig gør vi det altid klart, at alle er velkomne, uanset hvor de er på deres trosrejse. Mange besøgende oplever, at fællesskabets kombination af tydelighed og inklusion skaber et trygt pusterum i hverdagen.

Vi taler meget tydeligt om, hvem

Jesus er, og hvad han vil med vores liv. Samtidig gør vi det altid klart, at alle er velkomne, uanset hvor de er på deres trosrejse.

ET FÆLLESSKAb, DER INVITERER

De fleste, jeg inviterer med i det kristne fællesskab, kommer aldrig. Måske dukker 5-10 % af dem, jeg inviterer, op, så hvis jeg vil have nogen med, skal jeg invitere mange, og jeg skal gerne sende dem en personlig påmindelse dagen før. De fleste af dem, jeg har fået med, er folk, jeg har mødt naturligt til fester, i svømmehallen, på studiet osv. Selv om det kan lyde paradoksalt, forsøger jeg at fralægge mig en bestemt agenda i mødet med mine medmennesker.

Min eneste agenda er, at de skal føle sig set og elsket. Den bedste måde at gøre det på er at spørge ind og have samme indstilling som Jesus, der ofte spurgte: ”Hvad vil du, jeg skal gøre for dig?” Hvis vi har en god kemi, inviterer jeg dem med i vores fællesskab. Jeg gør det ikke for få endnu en med i ’klubben’, men fordi jeg har fået en ny ven, som jeg inderligt ønsker får lov til at opleve det fællesskab, jeg er en del af. Og uanset om de kommer eller ej, vil jeg stadig være deres ven.

ET FÆLLESSKAb, DER bYDER VELKoMMEN

Undersøgelser har vist, at Danmark er et af de sværeste lande at få nye venner i. Det mærker mange udvekslingsstuderende for eksempel, når de kommer til Danmark. Det kristne fællesskab kan noget, der virkelig er en længsel efter. Og jeg tror, at de fleste fællesskaber har et enormt potentiale for at få flere med, hvis vi bare drejer på nogle få knapper.

Det første og måske vigtigste er, at vi hilser personligt på folk, der kommer ind ad døren. Introducer dig selv, spørg ind til vedkommende osv. Hvis vedkommende er ny, kan du tilbyde at forklare, hvad der skal ske, så personen føler sig tryg.

Dernæst skal de, der har ordet, starte med at byde velkommen på en inkluderende måde. Det kan for eksempel være: ”Hej, mit navn er X, og jeg er mødeleder til KFS i dag. KFS står for Kristeligt Forbund for Studerende, og vi

Ofte er det de religiøse og selvretfærdige, der dominerer kulturen i vores kristne fællesskaber, mens andre må blive udenfor.klart, at alle er velkomne, uanset hvor de er på deres trosrejse.

brænder for at gøre Jesus kendt. Du skal vide, at uanset hvem du er, hvad du tror på, og hvordan din dag har været, så er du velkommen i vores fællesskab. Og hvis du synes, livet er hårdt for tiden, eller du føler dig som en fiasko, skal du vide, at du er vores VIP. Programmet for i dag er…” Med sådan en introduktion føler nye sig trygge i, hvad der skal foregå og inkluderet i jeres fællesskab. Når mødet er slut, skal du følge op på de nye. Husk at blive forbundet med dem på sociale medier og inviter dem med næste gang og til andre sociale aktiviteter i løbet af ugen.

ET FÆLLESSKAb, DER ELSKER

Jesus festede tit sammen med samfundets udsatte. Imens stod de religiøse mennesker udenfor og var dybt forargede. Mange steder er kirkekulturen dog vendt på hovedet. Ofte er det de religiøse og selvretfærdige, der dominerer kulturen i vores kristne fællesskaber, mens andre må blive udenfor. Men vi skal ikke være bange for at få et broget fællesskab. Alle mennesker er smukke og helt igennem elsket af Gud.

I vores fællesskab har vi haft samlinger, hvor flertallet var mennesker uden kristen baggrund. De aftener bliver der bandet, snakket om drukture og sunget sjofle sange. Det kan virke overvældende for os, der har været kristne i mange år, men for nye er det befriende, for de ser sig omkring og konkluderer, at der også er plads til dem. Sidste år startede en kvinde i vores fællesskab, som bandede rigtig meget. Og i starten undskyldte hun, men hver gang hun undskyldte, afbrød jeg hende og sagde: ”Det skal du ikke undskylde for. Her må du være dig selv, præcis som du er.” Efter nogle måneder gav hun sit liv til Jesus. Hun er fortsat trofast i vores fællesskab, og hun er med til at sprede Guds kærlighed blandt de mennesker, hun møder. Jeg spurgte hende på et tidspunkt, hvorfor hun valgte at komme i vores fællesskab. Hun svarede: ”Det var dejligt at mærke al den kærlighed, jeg fik. Der var plads til alle lige meget, hvordan man var, eller hvad man var. Det var jeg rigtig glad for. I starten troede jeg ikke på Gud, men det gør jeg i dag!” Hvilke knapper kan vi skrue på, så vores kristne fællesskaber er både tydelige og inkluderende? ■

Min eneste agenda er, at de skal føle sig set og elsket.

mægtige hellige Kære stærke

store himmelske kærlige fuldkomne

Gud Skaber Herre Far Jesus Helligånd

Kære Gud

Lige nu føler jeg knapt, at jeg kan kende din stemme fra alt muligt andet, der råber ind i mit liv.

Jeg har brug for at vende mig mod din Sandhed endnu en gang.

Din Sandhed, som fortæller mig præcis, hvem jeg er.

At jeg er dit barn.

At mit værd ikke er afhængig af de ting, jeg formår at gøre. Eller ikke formår.

At du ser på mig med kærlige øjne.

At du kan tilgive mig igen. Og igen. Og igen.

At når livet ramler omkring mig, så er du stadig konstant. Også selvom jeg ikke føler det.

Som for eksempel lige nu.

Men det ændrer ikke på Sandheden om, at dine løfter stadig står fast.

Amen

fuldkomne Helligånd Meningen i endeløs tomhed

Prædikerens Bog , kap. 1, v. 2: ”Endeløs tomhed, sagde Prædikeren, endeløs tomhed, alt er tomhed.”

Vi lever i en verden, der udvikler sig i en rasende fart. Mulighederne for mennesket bliver større og større. Vi kan gøre ting, vi aldrig har kunnet gøre før. Vi kan kurere sygdomme, der før var stærkt dødelige. Vi kan transportere os rundt i verden, og vi kan nå den anden side af jorden på få sekunder gennem et lille apparat, vi kalder en telefon. Vi kan skabe krig og smerte. Vi kan redde liv og gøre godt.

Ind i denne række af muligheder, mennesket hver dag stilles over for, er du. Du skal navigere i et net af forskellige veje, og du skal finde en mening i dette liv. Du skal finde svaret på, hvem du er, og hvad du gerne vil. Er du rød eller blå? Går du op i sport eller bøger?

Vi lever i et narrativ, hvor du skal finde din mening i dig selv; hvad du mener og gør. Der stilles hele tiden krav til, at du har en mening, og at du lever dit liv fuldt ud og skaber det bedste liv for dig

selv. Og det skal gøres i en rasende fart. Bibelen tilbyder et alternativ til dette. Mine indledende ord kommer fra Bibelen, nærmere bestemt Prædikerens Bog. Prædikeren var rig, klog og havde forstand på verden. Han levede livet, som han selv ville, og udnyttede sine muligheder til at skabe sig et stort navn. Han beskrives i Bibelen som en konge, der havde stor visdom, og mange tænker ham til at være Kong Salomo; en mand med store muligheder, visdom og rigdom.

Trods sine muligheder indleder han med ordene om tomhed. Ordet, der bruges om tomhed, kan også bruges som et pust. Det er noget, der kort eksisterer, og derefter er det væk. Det kan også kaldes forgængelighed. Vi kan let fare vild i denne verdens muligheder og krav på mening. Der finder jeg trøst i prædikerens ord om tomhed, som fortæller mig, at denne verdens muligheder er som et pust fra vinden. For når alt det forgængelige forsvinder, da står Jesus stadig tilbage.

Jesus er Bibelens uforgængelige alternativ til os. Han er ikke som et pust, der forsvinder, han er evig, og han er klar til fællesskab med os. Han siger ikke, at jeg skal finde min mening i mig selv, han tilbyder fællesskabet med ham som min mening. Jeg skal ikke vinde en forgængelig verden, fordi Kristus allerede har vundet mig en evighed. Vi kan få lov til at navigere i denne jordiske verden med Jesus som vores kompas; bruge hans ord over for alle de valg og spørgsmål, vi får i dette liv. Det er en let løsning, og samtidig er den så umådelig svær at leve med. Så mind dig selv om det. Fællesskabet med Jesus er nok, han forsvinder ikke. Vores muligheder her på jorden er vigtige, men de kan ikke bane vejen til Paradis. Så start med spørgsmål om Jesus, og lad ham være grundlaget for navigationen i resten af dit liv. I alle de mulige valg, du bliver stillet overfor, må du huske og glædes over muligheden for en evighed med Jesus. ■

aF Da VID S KOVB je RG , STUD T he OL ., Da VID SKOVB je RG @h OT ma IL CO m

Giver det mening at være i folkekirken?

Redaktionen har spurgt om en vurdering indefra af en tidligere folkekirkepræst, Niels Jørn Fogh. Skribenten tror på mulighederne i bibeltro lokalmenigheder i folkekirken, men han peger også på udfordringerne og behovet for valg- og frimenigheder i kirkelandskabet. Hvad tænker du?

Som årene går, får jeg større og større tillid til Bibelen. Det betyder, at Bibelens lære om Gud og vejledning til livet som kristen på samme tid både opleves som mere frisættende og mere forpligtende. Samtidig er jeg en del af Folkekirken, som tilsyneladende tager mere og mere afslappet på Bibelens ord?

Denne artikel handler om de glæder og udfordringer, dette fører med sig.

Først lidt om min baggrund. Jeg voksede ikke op i et hjem med en synlig tro, men er så privilegeret, at jeg i 1972 blev inviteret med på en Påskelejr arrangeret af Kristeligt For-

bund for Studerende (KFS). Her kom jeg, 19 år gammel, til tro på Jesus.

Efter at troen kom til mig, blev jeg klar over, at jeg ville bruge mit liv på at fortælle om Jesus, så andre også kunne få chancen for at komme til tro. Jeg tænkte, at som præst i Folkekirken ville jeg få gode muligheder for at dele troen med andre. Derfor læste jeg til præst i Århus. Efter studiets afslutning blev jeg KFS’ studentersekretær i Århus.

Næste fase blev 34 år som sognepræst i Lindehøj Kirke i Herlev. Alt var ikke enkelt i mine år i Folkekirken.

Det var ikke mindst en udfordring, når jeg fra kollegaer mødte et mere afslappet forhold til Bibelens autoritet, end det jeg kendte fra KFS. Samtidig var det enormt meningsfyldt! Ikke mindst på grund af de mange muligheder en folkekirkepræst har for at fortælle om Jesus.

I dag er jeg pensionist og bor sammen med min hustru Marie i Frederikssund, hvor vi er en del af Fjordlandskirken, en evangelisk-luthersk frimenighed med samme teologiske grundlag som Folkekirken.

STYRKE I MENINg

Under Anden Verdenskrig tilbragte den jødiske psykiater Viktor Frankl 2½ år i koncentrationslejr. Her bemærkede han en markant forskel på medfanger med et håb og dem uden. Han fortæller om en medfange, der havde haft en drøm om, at krigen ville slutte den 30. marts. Den 29. marts tydede intet dog på, at krigen ville slutte næste dag. Så blev fangen syg og døde. Ud fra en overfladisk betragtning døde han af tyfus. Men Frankl hævder, at han døde, fordi han havde mistet håbet og meningen.

Eksemplet er voldsomt, men problematikken fundamental. Frankl peger nemlig på, at vi alle har brug for at opleve, at der er en mening med det, vi gør. Derfor er det relevant at spørge: ”Giver det mening for mig at være i Folkekirken?”

Hvis jeg ikke skal bukke under for ensomhed og fare vild i teologien, har

jeg brug for at dele liv og tanker med ligesindede.

ANDRES AccEpT

Det er et stort privilegium at være præst i Folkekirken med fast løn, god tjenestebolig og mange muligheder for at fortælle om Jesus. Der er dog også udfordringer forbundet med at være folkekirkepræst. Som en særlig udfordring vil jeg nævne følelsen af at stå uden for det gode selskab.

Vi længes efter accept og ønsker at ligne andre. Jeg hører for eksempel, at unge kristne i dag har svært ved at acceptere præster, der er imod, at homoseksuelle bliver gift i kirken. Jeg tror faktisk, at vi alle i dag har sværere ved dette nej end for 50 år siden. Måske skyldes en del af vores ubehag, at vi ønsker at være som de fleste, der i dag er et helt andet sted end for 50 år siden?

Med mit nej til vielse af både fraskilte og homoseksuelle tilhørte jeg mindretallet i Folkekirken. Det sværeste var dog ikke at stå ved mine holdninger blandt kollegaer. Det var langt sværere, når en fraskilt henvendte sig angående en vielse. For her berørte mit nej selve meningen med det at være præst. Kunne min afvisning betyde, at parret også afviste Jesus?

FÆLLESSKAb MED LIgESINDEDE

En præstekollega drillede mig kærligt, når jeg tog til samlinger med kollegaer, som delte mine holdninger. Han sagde: ”Skal du nu igen være sammen med dem i de rigtige meningers klub.” For mig drejede det sig nu ikke primært om at være sammen med meningsfæller, men om at have fællesskab med kollegaer, jeg kunne bede med, og hvor vi sammen kunne prøve at blive klogere på, hvordan vi skal forvalte bibeltroskab i vores tid.

Hvis jeg ikke skal bukke under for ensomhed og fare vild i teologien, har jeg brug for at dele liv og tanker med ligesindede. Derfor prioriterede jeg regelmæssigt fællesskab med præster og andre, der ønsker at bygge menighed på Bibelens grund. Tak til Gud for de fællesskaber, som har styrket min tillid til Bibelen, inspireret mig til at være folkekirkepræst og hjulpet med til at bygge menighed på bibelsk grund.

DEN LoKALE MENIgHED

Bliver det i fremtiden sværere at være i Folkekirken for kristne, der ønsker at være tro mod Bibelen? Måske? Men der er altså mange gode folkekirkelige menigheder i Danmark med en bibeltro profil, som vil gøre Jesus kendt og tilbyder et omsorgsfuldt fællesskab med fokus på bøn, lovsang og Bibel. Så længe der i Folkekirken er frihed til at være lokalmenighed med denne profil, tror jeg på Folkekirkens muligheder.

Men vi har også brug for valg- og frimenigheder. Disse menighedsformer kan for eksempel fungere som redningsbåde for dem, der ikke har samvittighed til at være i en folkekirke, som på flere punkter følger tidsånden i stedet for Bibelen.

KoNKLUSIoN

Bliv med frimodighed i Folkekirken, hvis din lokale menighed vidner om Jesus og giver hjælp til at leve livet i lydighed mod Bibelen.

Bed om mod til at stå ved dine holdninger. Oplever du i din menighed et konstant pres mod at tilpasse dig mainstreamkulturen, skal du måske finde en anden menighed. Vi har alle brug for nogen, vi kan stå sammen med. Og brug for visdom til at stå fast på vores overbevisning i kærlighed, så ingen får det indtryk, at de kun er velkomne, hvis de deler vores synspunkter.

Glæd dig over, at vi ved dåb og tro på Jesus tilhører samme folk, hvad enten vi kommer i Folkekirken eller i en valg- eller frimenighed. Vi aner ikke, hvordan kirkelivet i fremtidens Danmark ser ud. Men vi ved, at Kristi kirke vil bestå. Ikke fordi, vi altid træffer de rigtige valg, men fordi Jesus lever og elsker og bevarer sit folk. ■

Så længe der er frihed i folkekirken til at være lokalmenighed med en bibeltro profil, tror jeg på folkekirkens muligheder.

Bøger:

Et enestående evangelium til en kønsforvirret verden

Som kristne får vi tit spørgsmål omkring vores holdninger til homoseksualitet, cølibat, sex og alt, hvad der ellers kan komme under den paraply, vi kan kalde seksualitet og seksualliv.

I den forbindelse har Peter Edlef Nissen skrevet den lille bog ‘Et enestående liv’, hvor han giver vejledning og tænker ind i netop den del af vores kultur. Nissens egen erfaring giver ham den etos, mange af os mangler på området, men forekommer ikke som nogen undskyldning og påtages heller ikke som en påstået offerrolle. I stedet er bogen kort og præcis og kommer både med direkte råd og opfordringer til personer såvel som menigheder i de tanker, der følger med emnet.

Bogen henvender sig dog ikke kun til homoseksuelle eller folk, der interesserer sig særligt for det, men stiller snarere spørgsmålet om cølibat til os alle. Den bibelske tanke om seksualitet lægger nemlig en vægt på cølibat, som vores

Peter Nissen

kultur slet ikke forstår, men kun kan kalde for undertrykkelse og unaturlighed. Det mener Nissen, vi må gøre op med, hvis vi også skal kunne blive ved med at prædike om cølibatet. For ham handler cølibatet nemlig ikke kun om et negativt afkald på seksuel intimitet med et andet menneske, men også om, hvordan det kan have gode frugter i et menneskeliv, og hvorfor det kan give mening. Faktisk fremhæves cølibatets frihed som en af de mest kraftfulde måder at møde Gud i andre mennesker, og det er formentlig et af de smukkeste budskaber, bogen kommer med. Tænk, at vores måde at forstå og udleve vores seksualitet kan blive et middel til at videregive de gode nyheder om Guds kærlighed! Det lyder bedre med Nissens egne ord:

‘’Det handler om at trænge ind i seksualitetens mysterium, hvor hengivelse og forpligtelse er normen frem for selvisk begær og forbrug. Desuden påpeger Bibelen Gud og det kristne fællesskab frem for

ægteskabet som det primære sted, den menneskelige kærlighed bedst udtrykkes og opleves’’.

Bogen henvender sig også lidt til dig, som kæmper med afhængighed af pornografi eller onani, udfordringer som ifølge forfatteren ikke er blevet lettere med tiden. Den fortæller om begærets ødelæggende natur og vejleder gennem enhver form for seksuel synd eller fristelse, men da dette ikke er bogens formål, er det heller ikke dens stærkeste side. Det tages med i anmeldelsen her, fordi det er relevant at bemærke, hvordan emnet her også berører og berøres af forskellige andre aspekter af seksualiteten, og at vi i kirken kan have godt af at skærpe vores forståelse, så vi formår at bringe Guds kærlighed til mennesker, som udfordres af Bibelens syn på seksualitet.

Credo, 2018 (udgivet i 2. udgave som gratis e-bog i 2024)

sider

Bøger:

Et forfriskende kristent perspektiv på ’kvartvejskrisen’

ICTORI

KOBIN

Mange kender begrebet ”midtvejskrise”, og en del bøger og film centrerer sig om den famøse livskrise, der kan ramme folk halvvejs i livet. Betydeligt færre kender nok til begrebet ”kvartvejskrise”, der er et lidt nyere og ikke nær så kendt fænomen. Alligevel virker tematikken utrolig bekendt, når den gennem 9 korte kapitler introduceres i Kristina Eskildsens nyudgivne bog ’Kristen i kvartvejskrisen’. Kvartvejskrisen beskrives kort gengivet som udfordringerne, bekymringerne og uroen, der kan opstå i forbindelse med overgangen fra ung til voksen. Ofte følger denne krise også af de forventninger, unge kan opleve at blive pålagt fra omverden såvel som fra sig selv. Det synes her forfriskende og relevant med et kristent fokus på emnet, der altså ikke udelukkende handler om, hvad jeg som ung skal gøre og blive, men som også kan pege på en gudgiven værdi.

Netop dette kan også siges at være en styrke for bogen; emnet er ikke så udtømt,

KOBIN e@ ICLOUD CO m

at den dybe tallerken skal opfindes med et ph.d.-værdigt perspektiv. Desværre kan det også ses som en svaghed for bogen, der af den grund kun når at skrabe i overfladen. Bogen vil favne meget på få sider og med et til dels uberørt emne, kan jeg opleve, at nogle af pointerne bliver en anelse ’fluffy’. Når det er sagt, skal bogen også roses for at være bundet fint sammen, idet hvert afsnit rundes godt af. I slutningen af hvert kapitel klargøres det, hvad kapitlets forløsende bibelske pointe er.

Derfor vil jeg i Eskildsens egen beskrivelse af bogens målgruppe ”til dig, der synes, at du roder lidt med livet - eller at livet roder med dig” understrege ordet ”lidt”. Bogen er måske ikke til dig, der kæmper med en meget konkret større krise kvartvejs i dit liv, hvad enten det drejer sig om alvorlige psykiske problemer, større tab eller noget helt tredje. Her vil det formentlig gavne at læse en bog om

netop dét emne. Derimod kan Eskildsens bog give oplysning om og generelle perspektiver på kvartvejskrisen til de læsere, hvor dette ikke er tilfældet.

På trods af bogens almene karakter, bliver der dog også plads til at zoome ind på forskellige fokuspointer i løbet af bogen, hvilket giver nogle fine og velovervejede passager. Et eksempel herpå er følgende uddrag om vigtigheden af at være ærlig om det hårde i livet: ”Vi har ikke meddelelsespligt om vores inderste tanker over for alle mennesker. (…) Men hvis vi aldrig giver nogen lov til at se glimt af vores inderside, (…), så har vi lagt et solidt grundlag for ensomhed.” Sproget er, som det måske fornemmes i uddraget, personligt og til tider tenderende sjælesørgerisk på en hjertelig og omfavnende måde. Det er nogle af disse fine steder, der gør Eskildsens bog værd at læse for kristne unge, der oplever at stå kvartvejs i livet med tvivl og bekymringer om fremtiden og har brug for at blive mindet om et frigørende evangelium.

Kristen i kvartvejskrisen

Af Kristina Eskildsen

Credo, 2024

151 sider

Imod strømmen

Kan vi være to steder på én gang? Nej, det er lidt meget at forlange. Alligevel er vi kaldet til en slags dobbelt tilstedeværelse: at være engagerede borgere i vores samfund uden at give slip på vores himmelske borgerskab, som vi har fået af Jesus. Teologistuderende Maria Kattenhøj reflekterer over dette tema i Daniels bog og viser os, hvorfor Daniel og hans venner er gode forbilleder.

Har du nogensinde haft følelsen af at være den eneste fisk, der kæmper sig imod strømmen? Som om alle andre på et tidspunkt fik et kursus i, hvordan man lever livet, en dag, hvor du sov over dig? Det fede ved Bibelen er, at selvom den fortæller om en virkelighed, som på mange måder er langt fra vores egen, så er det, vi læser i den, ofte mere relaterbart end som så.

Jeg har på det sidste været ret fascineret af Daniels Bog. Ikke kun på grund af de vilde ting, som Daniel og hans venner får lov til at opleve Gud gøre, men fordi jeg kan spejle mig i Daniels situation. En klog mand sagde engang om Daniels Bog: Daniel blev taget fra én kultur til en anden. Vi har, rent fysisk, ikke flyttet os, men kulturen omkring os har ændret sig drastisk. Derfor er vi ikke Daniel, men hans situation ligner på mange måder vores. Bibelen giver os faktisk her et forbillede til, hvordan vi kan involvere os i vores venners liv og i samfundet uden at give køb på vores identitet i Jesus. Fra først til sidst opretholder Daniel sin dedikation til Gud og sit vidnesbyrd for andre. Jeg kan faktisk lære af ham, hvordan jeg skal være “i verden” og ikke “af verden”.

NYE I SKoLEgåRDEN

Daniel er en teenager, som tages væk fra sit land, sin familie og alt, hvad han kender, og placeres i et nyt land langt væk. Alt er helt anderledes. Jerusalem var en lille landsby i forhold til det kæmpe imperium, de deporteres til. Babylon var en utrolig udviklet og morderne by på mange områder.

Hovedgaden summede af liv og var omringet af templer, museer, kunst, musikalske oplevelser osv. På mange måder er det drengene fra Nørre Felding, der rykker til New York!

Allerede på de første sider af Bibelen kan vi læse om dette imperium. Historien om Babelstårnet, hvor mennesker i stolthed gør oprør mod Gud og går sammen om at bygge et tårn for at “skabe sig et navn”. Det er selvrealiseringens samfund, vi har med at gøre. I stedet for at følge Herrens vej gør mennesker egne forsøg på at opnå det, de søger, om det er magt, penge, status eller andre ting. Babylon er fyldt med guder, som babylonerne tyede til for at opnå, hvad de søgte. Derfor er byen, som drengene er landet i, symbol på folkenes oprør mod Gud. Spørgsmålet er, om de indoptages i kulturen, så de til sidst bliver et med den, eller om de formår at holde fast ved deres identitet som en del af den ene sande Guds folk?

Drengene er nye i skolegården. De er tydeligvis de nye i klassen. De ser anderledes ud, taler med dialekt og agerer på andre måder end de andre. Selv deres navne er et kultursammenstød. Deres hebraiske navne vidner om, at de kommer fra det deporterede folk. Et folk, som mange ser som arrogante og gammeldags, fordi de holder fast i kun at tilbede deres egen Gud, Herren. Der er endda en form for skæbnens ironi forbundet med drengenes navne.

Daniel betyder: “Gud er min dommer”, Hananja: “Herren er nådig”, Mishael: “Hvem er som Gud?” og Azarja: “Herren har hjulpet”. Spørgsmålet, man sidder tilbage med, er: men gutter, hvorfor i al verden er I så her i Babylon og

ikke hjemme, hvor jeres gud regerer? Jeres gud er tydeligvis hverken i stand til at dømme, hjælpe eller være nådig, ellers ville de jo ikke være deporterede. Men Daniels Bog er tydelig omkring, at Gud er med dem, selv når han virker fraværende i deres umulige situation.

Daniels bog fortæller os om to forskellige skæbner.

KoMpRoMIS?

Der er noget, der undrer mig i dette første kapitel af Daniels Bog. Daniel og hans venner gives nye navne for at passe bedre ind. Et navn er på mange måder overskriften for et menneskes liv. Når hofchefen giver drengene nye navne, udtrykker det, at de nu starter forfra. En “clean slate”.

De kan nu helt og fuldt blive babylonere, opkaldte efter babylonske guder. Det, de var før, de kom til Babylon, er ikke længere. På en måde relativiseres deres identitet. Men når de sidder i spisesalen og kigger på den lækre mad, som endda spises af de andre jøder, sætter Daniel sig for ikke at gå på kompromis med sin jødiske identitet ved at spise maden fra kongens buffet. Han står fast og siger nej, hvor andre siger ja og velsignes for det.

Hvorfor vil han ikke spise maden, men accepterer navneændringen? Det, jeg bider mærke i, er, at Daniel sætter sig for ikke at blive uren. Drengene melder sig ikke totalt ud af klubben, men går ind i samfundet og spiller efter reglerne, så længe det ikke kræver af dem, at de går på kompromis med deres identitet som Guds udvalgte folk. De gør ikke oprør, men tager imod navnene, selvom de er en direkte hån mod deres Gud. De deltager i hoffets aktiviteter og undervisning, afventer, danner relationer, lærer, hvad de kan, hvor de kan, men holder fast i, hvem de selv er: Den hellige Guds folk. Derfor fortæller Daniels Bog os om to forskellige skæbner. Dem, der stoler på Gud og holder fast i deres identitet som Guds folk. Og dem, der satser på egne evner for at skabe et navn, en identitet. Førstnævnte bygger sit hus på klippen, sidstnævnte i sandet.

Drengene melder sig ikke totalt ud af klubben, men går ind i samfundet og spiller efter reglerne, så længe det ikke kræver af dem, at gå på kompromis med deres identitet som Guds udvalgte folk.

HVAD ER AbSoLUT ?

Vi lever i en relativiserende kultur, og det har vi gjort siden Babylon. Alt med værdi har fare for at miste den, når tiden skifter. Eller måske endda blot i mødet med en, der ikke mener, det har samme værdi, som vi selv. Jeg kan for eksempel på ingen måde frembringe en entusiasme, der blot ligner den, min morfar udviser for gamle metalstatuer. Ej heller kan jeg sætte pris Erasmus Montanus som dansk nationalskat på niveau med min dansklærer i gymnasiet.

Alting er på en måde udbud og efterspørgsel, og når gamle ting og traditioner ikke længere vægtes til at have samme værdi af den nye generation, så kasseres de. Der er ingen absolut sandhed. Ingen absolut værdi. Ingen absolut moral. Alt er til fortolkning i spørgsmålet mellem det absolutte og det relative. Du må selv bestemme, hvor dine værdier kommer fra. Vi kunne her tale om skyld og skam samt, hvordan normernes relativisering annullerer spillereglerne og ødelægger mennesker, men det er ikke der, vi skal hen. I stedet går vi til den lille sidebemærkning i Daniels Bog kap. 1, v. 2.

Babylonerkongen tog de kar, som havde været en del af tempeltjenesten, fra templet i Jerusalem og anbragte dem i sin egen guds skatkammer. Kongen gjorde karrene, som var af absolut værdi, til noget af relativ værdi. Netop her er sprængpunktet for den proces, at én kultur overtager en anden, og det, vi skal være opmærksomme på, når vi forsøger at holde fast i vores kultur, mens verden omkring os flyver afsted med 1000 km i timen.

I kapitel 1 relativiserer kongen det absolutte, og i kapitel 3 gør han tilmed noget relativt til absolut ved at opstille en billedstøtte, for at folket skal tilbede den. Senere i Daniels Bog kap. 3, v. 23 dømmer Gud kongens søn, den nye konge, for ikke at have gået i rette med sin fars handling: “Du har ophøjet dig over for himlens Herre, da du lod karrene fra hans hus hente, så du og dine stormænd, dine hustruer og medhustruer kunne drikke vin af dem. Du lovsang guderne af sølv, guld, kobber, jern, træ og sten, som hverken kan se, høre eller forstå; men den Gud, som holder dit liv og alle dine veje i sin hånd, har du ikke æret.”

Hvorfor er dette vigtigt? Fordi mennesker er indrettet sådan, at vi ikke kan leve uden absolutter. Relativiserer vi det, der er absolut, så gøres i stedet noget relativt til absolut — også kaldet en afgud. Som følger af Jesus er der ét, der ikke er relativt, nemlig Ham. Han er Herre, den suverænt øverste. Men kulturen opsluger os. Vi presses til at privatisere udtrykkelsen af vores tro. Gud er ikke et offentligt emne, men en vi taler om i små rum. Daniel har udfordret mig til at tænke over, hvor jeg kan gå på kompromis, og hvor jeg ikke kan. Ikke fordi vi kaldes til at være antikulturelle — tværtimod! Men fordi vi kaldes til at ære Ham, der giver liv. Fordi livets Gud er mit centrum. Fordi jeg intet har at være stolt af, da alt, jeg har og er, tilhører Herren.

MED LIVET SoM INDSATS

Jeg kan synes, det er svært at være som Daniel, ikke kun blandt mine venner og bekendte, som ikke er troende, men indimellem mindst lige så meget blandt dem, der er kristne. Kirken eksisterer på fremmed grund, og det, som har værdi for os, må vi ikke miste af syne. For Daniel og hans venner gjaldt det livet. Det kan synes som en anden og mindre vigtig kamp, vi står i i dag. Men vores liv er også på spil.

Hvis vi går på kompromis med vores identitet som arvinger af det evige liv, risikerer vi at relativisere det absolutte. Det vidner Babylon om. Daniels Bog følger imperiet i storhedstid og nedgang. Babylon skifter navn, imperierne skifter og, ligesom Babylon faldt, vil alle imperier bygget af menneskehænder uundgåeligt falde. Men Gud står fast. Vi kender ham, der ikke falder. ■

Vi lever i en relativiserende kultur, og det har vi gjort siden Babylon. Alt med værdi er i fare for at miste den, når tiden skifter.

KFS-GRUPPER KAN LEJE LTC TIL EN FORDELAGTIG PRIS. KONTAKT KFS@KFS.DK OG HØR NÆRMERE.

LEJ LTC

LEJ LTC

KFS’ Ledertræningscenter

• Oplagt til f.eks. lejr, retræte, familiekomsammen, møde, kursus osv.

• Beliggende i roligt lokalområde, tæt på den smukke natur i Vejle Ådal og med kort afstand til indkøb.

BÅDE FOR PRIVATE OG ERHVERV

• Her finder du fine ser med udtrækssenge, en hyggelig opholdsstue, et veludstyret køkken, en praktisk spisesal med udgang til haven, et stort konferencerum og meget mere.

SE PRISER OG MERE INFORMATION PÅ: www.hyttefortegnelsen.dk/hytte/ltc-ledertraeningscenter/

Sabbatår med Jesus?

Scan QR-koden og se mere om dine rejsemuligheder!

LEJ PÅ DAGSBASIS

OM Danmark

En afsked i taknemmelighed, sorg og glæde

Den 7. september afholdte KFS ’Den sidste LTC-fest’. En dag, hvor vi i både taknemmelighed, sorg og glæde fik taget afsked med LTC sammen med forstandere, lærere, elever og forbedere – fra det allerførste hold i 1990 og helt frem til i dag. KFS’ kommunikationskonsulent (elev i 11/12) skriver her en refleksion ovenpå festen, der markerede et sidste punktum for en institution i KFS’ arbejde gennem 34 år.

Tanken var, at jeg ovenpå ’Den sidste LTC-fest’ skulle skrive en ’almindelig’ reportage fra dagen. Men hvordan forklarer jeg denne på en gang sørgelige – men også glædesfyldte fest? Fornemmelsen af at tage afsked i taknemmelighed med et sted, der ikke bare har været en institution i KFS’ arbejde – men som også har haft afgørende betydning for manges trosrejse, heriblandt min egen?

Lad os starte et andet sted. Første gang jeg stødte på dette sagnomspundne sted, LTC, var, da min storebror begejstret kom hjem fra en KFS-lejr og fortalte, at han skulle gå på KFS’ højskole. Måske har det hængt sammen med, at han her mødte nogle mennesker, han kunne spejle sig i; de lidt alternative, seje og sprælske typer, vi senere begyndte at kalde hipsters. Jeg tror altid, der har været en forestilling om LTC’eren som type. De super kristne. De seje. De ekstroverte. De skøre. Typen har sikkert ændret sig over årene, og i virkeligheden er det de færreste elever, der har passet ind i de KFS-NYT

snævre forestillinger om LTC’eren. Men sandt er det, at det at være en LTC’er var mere og andet end bare at være elev på en højskole.

Det var en identitet. En rolle. En opgave. Et fællesskab. En familie. Det er svært at sætte ord på, hvad det helt præcis var. Men jeg tror, de fleste LTX’ere kan nikke genkendende til, at der opstår en særlig samhørighed i mødet med andre tidligere elever.

Minder om skolebesøg og religionsundervisning deles som gamle krigshistorier fra fronten. De særligt LTC’ske daglige ’delerunder’ kan stadig få de fleste til at udbryde et demonstrativt suk (der blev gravet dybt indimellem for at finde noget interessant at sige).

Møder med KFS’ere og gymnasieelever, som har udfordret troen eller givet nye perspektiver på evangeliets skønhed. Den særlige fornemmelse af at blive kastet ud på dybt vand (indimellem også for dybt) for pludselig at opdage, at også her gribes vi af Guds hånd midt i det, der synes umuligt. Netop den ånd er LTC også bygget på,

kunne LTC’s første forstander, Jens Ole Christensen, fortælle i sit formandsdryp til afskedsfesten. Der skulle indsamles et større millionbeløb; et plejehjem skulle forvandles til højskole; der skulle findes elever; et nyt koncept skulle opfindes og sættes i søen. Og alligevel, på trods af alt det, der talte imod, blev LTC en realitet. Båret af Gud, gode givere og KFS-venner, der frivilligt byggede LTC op fra bunden, så KFS’ere og gymnasieelever kunne få lov til at ’kende Jesus og gøre Jesus kendt’. Det sted fik LTC lov til at være. Et sted, hvor unge mennesker kunne lære Jesus bedre at kende og tage skridt i vandringen med ham, blive udfordret af undervisningen, af mødet med gymnasieelever, af mødet med sig selv. Mange har her fået mulighed for at kigge sig selv i øjnene – hvilket ikke altid er en rar øvelse. Derfor blev det også vigtigt for Sonja, LTC’s mangeårige husmor, at minde lærerflokken om at ’huske nåden’ (sagt med østjysk accent), som Sten Søvndal (forstander fra 1997-2005) delte denne eftermiddag.

Jeg selv gik på LTC i 11/12 sammen med 14 skønne og komplekse mennesker. Vi var fire samlet fra vores hold til denne afskedsfest, og naturligt, sammen med mange andre, falder vi tilbage i gamle minder (foranlediget af vores husmødereferater, hvor der f.eks. står, hvor lang tid et æg skal koges, så alle kan leve med det).

Vi mindes alt det gode, alle oplevelserne, men mest af alt mindes vi hverdagen. Alle de små særpræg, vi lærte om hinanden. Ansigtsudtryk, mimik, ticks. De absurde og skøre ting, dagene blev udgjort af. F.eks. at ingen af os kan spise Karen Wolf firkanter længere, fordi vi skraldede et bjerg af dem. Eller hvordan vi endte med at fylde en fryser med snickers-is – for senere at konstatere, at der var blevet puttet løg i selvsamme fryser… Eller at jeg på vores introtur – hvilket Nic Skjøtt (forstander 2006-2013) kunne minde mig om i sit dryp – cyklede +20 kilometer på en cykel, der sad fast i laveste gear.

Mit klareste minde fra LTC er fra samme introtur. I slutningen af min gymnasietid var jeg kørt fast i min tro, hvilket jeg fejrede med lidt for mange øl og sjove stunder.

Men nu sad jeg alligevel her omkring et bål med 14 andre unge mennesker, 3 lærere og en opgave: Fortæl din livshistorie. Og jeg fik for første gang sat ord på alt det, jeg gik og kæmpede med. Her, omkring bålet, skabte vi et fællesskab, hvor der var plads til at være med lige præcis de oplevelser og erfaringer, vi hver især havde med i bagagen. Ikke som perfekte ledere, kristne eller mennesker. Men som ærlige syndere, der ville vandre sammen.

Netop vandringen fremhæver også Jakob Højlund (forstander fra 2013-2020) i sit dryp. Et ophold på LTC rykkede noget hos dem, der gik der. Der blev taget livtag med troen i et spændende krydsfelt mellem opbyggende undervisning og teamperioder, hvor troen skulle stå sin prøve foran kritiske (men søde) gymnasieelever. Et møde, der ofte ledte til nye spørgsmål eller afslørede, at vi ikke kendte alle svarene endnu. Nogle gange gjorde det ondt,

Gud kunne synes fjern midt i tvivl og frustration, andre gange gik en ny, stærk evangelisk pointe op for os. Men på LTC fik vi lov til at være i spørgsmålene, investere tid i dem og tage skridt i troen på et afgørende tidspunkt i vores liv.

LTC var noget særligt, og selv som forstander krøb hvert eneste hold under huden på en og fik en særlig plads i hjertet, kunne Peter Leif Mostrup Hansen (forstander 2020-2024) fortælle. Det var et eksperimentarium for evangelisation. Et unikt fællesskab. Et sted, hvor man lærte at holde af og arbejde sammen med mennesker, der ikke ligner en selv. Det var et sted, hvorfra KFS kunne sende unge mennesker ud og forkynde evangeliet for 4-5000 gymnasieelever årligt gennem religionstimer og gymnasiebesøg, så de kunne få et møde med Gud.

LTC var noget særligt. Nu er LTC ikke mere.

Tak Gud, for alle de gaver, du har velsignet KFS, forstandere, lærere, husmødre, gymnasieelever og ikke mindst elever med gennem LTC. Velsign de nye tiltag, der nu ligger foran. Lad det blive til gavn og glæde for KFS’ere, lad dit navn blive forkyndt gennem det – og lad det være til din ære.

LTC, over and out.

Tak til LTC

MAREN SANDAgER KRISTENSEN, ELEV I 19/20

”Jeg vil gerne sige særligt TAK til LTC for at have lært mig at indgå i et fællesskab, hvor vi er blevet tvunget sammen på kryds og tværs af interesser, personlighedstyper og væremåder.”

pETER RASK, ELEV I 95/96

”LTC lærte mig, at det ikke er farligt at stå ved sin tro – også når der skulle svares på de svære og vanskelige spørgsmål. Guds ord var og er relevant og bæredygtigt i mødet med dem, som endnu ikke tror det samme som mig.”

HANNE TERp LEgARTH, ELEV I 99/00

”Tak til dem, der fandt på LTC og fik det til at leve. Det var et genialt koncept i blandingen af teori og praksis, hvor vi fik mulighed for at følges tæt i et lille fællesskab og vokse gennem forskellighederne og udfordringerne og sammen opdage flere nuancer af livet, os selv, fællesskabet og Gud. Tak for, at jeg fik lov at være med.”

ANDREAS KAMMERSgAARD IbSEN, ELEV I 01/02

”På LTC lærte jeg betydningen af at være en del af et team. Vi blev ofte presset til kanten, både menneskeligt og åndeligt, men vi blev det sammen og kunne samle hinanden op og supplere hinanden. Intet menneske er en ø, heller ikke i tjenesten for Jesus. Tak til LTC – og KFS – for den livslektie!”

JULIE MøLgAARD HANSEN, ELEV I 22/23

”Jeg er så taknemmelig for LTC! Særligt er jeg taknemmelig for den store kærlighed, jeg er blevet mødt med af mine med-LTC’ere, lærerne og LTX’ere. I den har jeg turde at udfordre mig selv, vokse som menneske og lært så meget om livet!”

JULIE øHRSTRøM, ELEV I 10/11

”Tak til LTC for at sætte 13 vidt forskellige mennesker sammen et helt ophold – og til lærerteamet 10/11 for at insistere på, at gensidig forståelse altid er mulig, og at man kan lære at holde af de mest besværlige, endda sig selv.”

1. Hvor mange døtre fik Job, efter hans ulykke vendte sig?

2. Sprog

3. Opmærksom

4. Roskilde Universitet

5. By, hvor H.C. Andersen gik i latinskole

6. Smelte

7. Kakaomælk

Krydsord

1. Hvor mange døtre fik Job, efter 2. Sprog

3. Opmærksom

4. Roskilde Universitet

5. By, hvor H.C. Andersen gik i

6. Smelte

7. Kakaomælk

8. "Salige er I, som græder nu, 9. Slang for hår

10. Efterårsblomst

11. Find det rigtige ord: "Gninem"

12. Hvem var Josva søn af?

13. Beholder omtalt i Maria Kattenhøjs

14. Hvem skrev "Fra redaktionen"

15. Hvad fastede Guds folk fra, 16. Læs magasinet og færdiggør ydmyghed, kærlighed – uanset deres meninger er."

17. "For en arbejder er sin .... værd"

18. Filosof nævnt i "Er livet uden

19. Populær stueplante med fingre

20. Legeklodser

21. Vigtig bog. 1992. Kort 1. Hvad

22. Sport, der udøves af personer 23. Hvad plukkede disciplene på

24. Stad

25. Samson opdagede noget frisk.

Created with XWords – the free online crossword puzzle generator https://www.xwords-generator.de/en

8. "Salige er I, som græder nu, for I skal .."

9. Slang for hår

10. Efterårsblomst

11. Find det rigtige ord: "Gninem"

12. Hvem var Josva søn af?

13. Beholder omtalt i Maria Kattenhøjs Til Tro udgivelse?

14. Hvem skrev "Fra redaktionen" i forrige Til Tro udgivelse?

15. Hvem fastede Guds folk fra, indtil nadveren blev indstiftet?

16. Læs magasinet og færdiggør sætningen: "Med....,ydmyghed, kærlighed - uanset hvor vanvittige, vi kan synes, deres meninger er."

17. For en arbejder er sin .... værd"

18. Filosof nævnt i "Er livet uden Gud meningsløst" minus -rtre

19. Populær stueplante med fingre

20. Legeklodser

21. Vigtig bog. 1992. Kort 1. Hvad er under Hebron?

22. Sport, der udøves af personer med funktionsnedsættelse

23. Hvad plukkede disciplene på sabatten

24. Stad

25. Samsom opdagede noget frisk. Hvad var det?

KFS-leder:

Norm, frihed og den svære balancegang

Hvad gør vi i KFS, når mennesker slår sig på vores holdninger og fællesskaber? Det spørgsmål er særligt aktuelt lige nu ovenpå Sune og Andreas Gylling Æbeløs bog ”De fortabte sønner”, hvor de bl.a. fortæller om udfordrende erfaringer i KFS i 90’erne.

Jeg har skrevet en respons til Sune og Andreas, som kan findes på vores hjemmeside: kfs.dk/nyheder.

I denne leder vil jeg gerne brede problemstillingen i bogen mere ud, for Sune og Andreas peger på en vigtig tematik: Forholdet mellem normativ teologi og individuel frihed.

I KFS tror vi på, at Bibelen er Guds ord, og at den derfor taler sandt om Gud og mennesker og om, hvordan vi skal leve vores liv. Denne måde at forstå Bibelen vil ofte medføre, at jeg bliver irettesat; jeg møder formaninger i Bibelen, som ’rusker’ i mig. Dette former også forkyndelsen i KFS, fordi vi vil formidle det, Bibelen siger – også når det udfordrer og gør ondt.

Denne måde at forstå og anvende Bibelen indebærer dog en risiko: Forkyndelsen kan komme til at gøre tilhøreren ufri. Dette kan ske, hvis tilhøreren ikke får lov til frit at tage stilling til budskabet. Hvis ikke der skabes rum for refleksion. Eller hvis der lægges et stærkt følelsesmæssigt pres på tilhøreren for at acceptere budskabet og bøje sig for det. Og andre pressionsformer kunne nævnes.

I den forbindelse lærer Jesus os noget vigtigt. I Johannesevangeliet kapitel 6, v. 52-71 er der en situation, hvor Jesus siger, at man skal spise og drikke hans kød og blod for at få evigt liv. Mange af dem, der følger ham, bliver stærkt udfordret af dette budskab, og en stor gruppe forlader ham. Jesus lader det ske. Han løber ikke efter dem og forsøger at holde dem tilbage. Han manipulerer ikke. Han leverer blot sit budskab, og så må disciplene frit tage stilling til det.

Den frihed, Jesus mødte mennesker med, ønsker vi også at praktisere i KFS, både på lejre, i KFS-grupper, til aftensamlinger osv. Selve budskabet vil stadig kunne være udfordrende – det er det for os alle sammen, for ingen lever op til Guds vilje. Men vi går efter at skabe rum, hvor enhver tilhører frit kan reflektere og tage stilling. Alt andet ville også være tosset, for uden den frihed ville troen på Jesus ikke være tro, men tvang. Yderligere konkretisering heraf findes i den etos, KFS er medunderskriver på sammen med andre kirkelige organisationer: www.kfs.dk/om-kfs/vaerdier-og-holdninger/ etos-for-god-adfaerd-i-kirker-

Så kære KFS’er, måske har du det ligesom jeg: Jesus og hans ord er nogle gange en ordentlig mundfuld – som i kæmpe mundfuld! En tur gennem Bjergprædikenen (Matt. kap. 5-7) er blot en understregning heraf. Derfor er det vigtigt, at vi former fællesskaber, hvor vi kan reflektere sammen, dele tvivl, være åbne om svagheder og synd og blive respekteret og favnet af hinanden. Også når vores vandring hen til Jesus eller sammen med ham ser forskellig ud.

I KFS skal der være frihed, så mødet med Jesus bliver, ja lige netop, frit!

aF j a KOB S KOVG aa RD hØ j LUND , G e N e R a LS e KR e Tæ R I KFS, ja KOB @ KFS DK

“ ”

Jesus er Bibelens uforgængelige alternativ til os. Han er ikke som et pust, der forsvinder, han er evig, og han er klar til fællesskab med os. Han siger ikke, at jeg skal finde min mening i mig selv, han tilbyder fællesskabet med ham som min mening. Jeg skal ikke vinde en forgængelig verden, fordi Kristus allerede har vundet mig en evighed.

D AVID SK o V b JER g, I " MENIN g EN I ENDEL ø S T o MHED " Andagten side 14

Magasinpost SMP

Støt KFS’ arbejde økonomisk

Via MobilePay: 700800

Via bankoverførsel: 4597-0004054954

Via kfs.dk – klik på i toppen af siden

Du kan også blive fastgiver via hjemmesiden

Vi indberetter alle gaver til SKAT, hvis vi får dit CPR-nummer

Hvad går pengene til? F.eks. Uncover

Hvem er Jesus? Læremester? Tosse? Guds søn? Den bedste måde at undersøge disse spørgsmål er ved selv at gå på opdagelse i de historiske beretninger om Jesus – evangelierne. Din støtte til KFS går bl.a. til, at vi kan opmuntre og udruste KFS’ere til at læse i Bibelen med deres medstuderende gennem materialet Uncover. Med udgangspunkt i Markusevangeliet giver det mulighed for sammen at undersøge det, der er verdenshistoriens største og vigtigste spørgsmål: Hvem er Jesus?