Til Tro #4 2023 - Forventning

4. kvartal · 2023 · Kristeligt Forbund for Studerende · løssalg 50 kr.

Tema:

Forventning

+ Lever vi stadig i et klassesamfund? Om kasser, klasser og mødet med vores næste – I Tiden side 22

+ Hvad gør sociale medier ved os? Er vi ’skabt i algoritmens billede’?

- Tema side 29

+ Dryp fra et fantastisk Discipeltræf – i helt nye rammer - KFS Nyt side 08

at kende Jesus at gøre Jesus kendt Dét er pulsslaget, den dobbelte rytme, der banker bag Til Tro, KFS’ studentermagasin.

Kristentro er ikke en idé, en viden eller en samling regelrette sætninger, der læres udenad. Kristentro er et liv. Et nyt – levet, levende – liv. Og netop derfor, fordi troen foldes ud og bliver til lige dér, hvor man er, er det vores stædige ønske at sammensætte et altid livsnært og samfundsrelevant, intellektuelt og personligt studentermagasin.

Til anstød, til inspiration. Til liv og til tro.

Udgiver: Kristeligt Forbund for Studerende Ribevej 71, Ødsted 7100 Vejle Tlf: 35 43 82 82 E-mail: kfs@kfs.dk TIL TRO: tiltro@kfs.dk Konto: 4597-004054954 Abonnement: Det koster 150 kroner om året at abonnere på bladet. Abonnementet er gratis for medlemmer samt givere, som sidste år har givet over 500 kroner til KFS. Det er gratis at modtage den elektroniske udgave af bladet.

Tilmelding sker via KFS.dk Redaktionen: Lars Boje Sønderby Jensen (ansvarshavende redaktør) Morten Lund Birkmose (redaktionssekretær og nyhedsredaktør) William Rønberg, stud.polyt.

Josefine Amalie Petersen, stud.psyk.

Nathanael Rønne Kure, stud.jur, Johannes August Kofod Techow, sabbatsårsKFS'er Cecilie Kofoed Hassingboe, stud.act.

Signe Falch Madsen, stud.theol.

Christoffer Rafael Kofod Techow, stud.theol.

Designskabelon: Klaus Juul Jensen, Characterise.dk Layout: Mathias Nygaard Larsen Tryk: Øko Tryk ISSN: 1395-9786 Hjemmeside: www.kfs.dk/tiltro Annoncer: Kontakt KFS på tlf. 35 43 82 82 eller kfs@kfs.dk

2

Tema

Indhold I tiden

kfs Nyt

14

08

15

Globalt: På FEUER var vi sammen om det vigtigste i livet

Klasse, fremragende, og helt fantastisk. Discipeltræf 2023 var en velsignet lejr – i helt nye rammer

Grønland: Sig hej til David – den nye KFS-sekretær i Grønland

09

Tre inspirerende dryp fra KFSlandskabet

Kronik: Mind the gap: Hvad forventer vi af vores næste?

20

Opdatering fra LTC

32

Fast kronik: Langt som et ondt år

21

Rejsedagbog fra Grønland

33

KFS'erne anbefaler

36

40

Bøger: Et glædeligt gensyn med Narnia

Portræt af Mathias: ”Gud ønsker fællesskab med uperfekte mennesker – det håber jeg, KFS må afspejle”

41

Bøger: Ville Jesus have en smartphone i 2023?

37

Leder: I Guds hænder – også når det gør ondt

37

22

43

Søren Rønn siger farvel til KFS og – ikke mindst – KFS’erne Indkaldelse til generalforsamling i KFS 2024

06

Distancerer vi os fra verden, hvis vi håber på Jesus?

Søren giver hjælp til at vende evighedshåbet rigtigt.

10

Ny udfordring: Frygt for bedre tilbud Om ubeslutsomhed og dens konsekvenser for individer, kristne fællesskaber og frivillige.

17

Efterfølgelse af Jesus i en postkristen kultur Hans-Christian udfordrer vores dealbreakers i forholdet til Jesus.

25

Fortvivlelsens modgift En koncentreret dosis Kierkegaard til dig, der ikke får læst hans samlede værker.

27

Kære Gud.. – en skreven bøn

29

Skabt i algoritmens billede Hvordan tjener sociale medier penge? Hvordan former det os?

Hvad kan vi gøre ved det?

34

Mere end forventet Historien om en filosof, der fik et job. En opfordring til at bede konkret, og en opmuntring til at takke Gud for det, vi har fået.

38

Andagten Kast en klejne i munden, men glem ikke adventens budskab: Herrens komme!

39

Portræt Sirid Jespersen fortæller om fødsler, jordemorstudiet og at være til stede i både stor sorg og glæde.

3

Fra redaktionen: Kære læser Vi er lige nu i december. En tid på året, som for mange er indbegrebet af forventning. Det er det i hvert fald for mig. Jeg fyldes gradvis af julestemning, efterhånden som gaderne fyldes af julepynt. Jeg tæller dagene til juleaften. Jeg ser mere og mere frem til dagen i takt med, at flammen på mit kalenderlys nærmer sig den 24. Tør man håbe på hvid jul? Bliver julemaden lige så lækker som sidste år? Bliver mine familiemedlemmer mon glade for de gaver, jeg har købt til dem?

December er altså det helt rette tidspunkt at give sig i kast med denne udgave af Til Tro med temaet ”Forventning”.

Adventstidens forventning har særligt en betydning for os, der er kristne. Både fordi den afspejler tiden frem til Jesu fødsel, hvor jøderne levede i forventning om, at der skulle komme en Messias for at frelse dem, og fordi den afspejler den tid, vi som kristne lever i nu, hvor vi venter på, at Jesus skal komme og genoprette alt. Har du – som mange andre – svært ved at forholde dig til, at Jesus kommer igen, fordi du på mange punkter er glad for denne verden og det liv, du lever nu? Så kan jeg varmt anbefale Søren Aalbæk Rønns artikel ”Distancerer vi os fra verden, hvis vi håber på Jesus?” om, hvorfor det er positivt at leve i forventning til Jesu genkomst, og hvorfor bønnen ”Kom snart igen, Herre Jesus, og gør alting nyt, som du har lovet” giver mening at bede.

Jeg kan også anbefale Hans-Christian Vindum Petterssons artikel ”Efterfølgelse af Jesus i en postkristen kultur” om, hvilke forventninger vi kan have til kristenlivet. Vi kan hurtigt som kristne få en falsk tillid til, at Gud vil skærme os fra modgang og give os et let liv på jorden, men denne artikel minder os om, at det faktisk kan koste noget at følge Jesus, og giver opmuntring til, hvordan vi kan tjene som kristne i den tid, vi lever i nu.

Samtidig har mange af os oplevelser af, at Gud sørger for os i rette tid og ofte giver os meget mere, end vi tør bede om. Hvis du har lyst til at blive opmuntret af en sådan historie, kan du læse artiklen ”Mere end forventet”, hvor Til Tros egen redaktør, Lars Boje Sønderby Jensen, fortæller om sin erfaring af, at Gud sørgede for ham og hans kone i en usikker tid.

Du kan også blive klogere på, hvordan forventningen om, at der muligvis kan dukke bedre muligheder op, kan stå i vejen for, at vi som kristne forpligter os i fællesskaber, for eksempel ved at tage frivilligopgaver på sig. I artiklen ”Ny udfordring: Frygt for bedre tilbud” giver Anders Højgaard og Julie Najbjerg deres analyse af fænomenet ”FOBO” – ”Fear of Better Options”, hvilke konsekvenser det kan have, og hvordan vi kan forsøge at gøre en forskel i de fællesskaber, vi er en del af.

Ud over en masse vinkler på fænomenet ”Forventning” byder dette Til Tro-magasin som altid på meget andet godt – KFS-nyt, kronik, anmeldelser med mere. Der er altså ingen grund til at skrue ned for forventningerne, når du bladrer igennem dette magasin.

God læselyst!

På vegne af redaktionen Josefine Amalie Petersen

4

Kommissorium for

Til Tro er …KFS’ officielle magasin - dog alligevel primært et studentermagasin, som i hver udgivelse behandler et relevant tema i relation til kristen tro, og kun sekundært et medlemsblad med nyheder og information om og fra KFS.

Til Tro vil …som resten af KFS ud fra et evangelisk-luthersk grundlag invitere til at kende Jesus og gøre Jesus kendt. Det gør Til Tro både ved at pege tydeligt og frimodigt på Jesus, og ved at koble evangeliet sammen med samfundet og studieverdenen.

Til Tro vil desuden arbejde for, at der er ”plads til mening” og forskellighed i KFS. Det gør vi ved at skabe debat og ved at bringe forskellige, og til tider modstridende, vinkler på de temaer, som behandles. Det betyder også, at Til Tro kan bringe artikler som ikke repræsenterer KFS´ officielle holdning.

Lederartiklen er naturligvis udtryk for KFS’ officielle holdning. I andre artikler, hvor ansatte eller bestyrelsesmedlemmer er skribenter, må det fremgå tydeligt, hvis ikke indlægget er udtryk for KFS’ officielle holdning.

Artikler, der har karakter af kirkelig eller bibelsk undervisning, er forpligtet på KFS’ tværkirkelighedspolitik, og det cleares i de enkelte tilfælde med generalsekretæren, hvis redaktionen i sådanne artikler ønsker at gøre brug af ikke-lutherske skribenter.

I Til Tro fylder spændingsfeltet mellem faglighed og tro en stor del af indholdet – ligesom de strømninger og trends, der rører sig i samfundet og studenterverdenen, tages op og sættes i relation til kristen tro og tænkning. Her er det vores mål at se på både de aktuelle strømninger og den kristne tradition og tænkning med

ærlighed og kærlighed. Vi bestræber os på, at den klassiske forkyndelse af Jesus som gode nyheder står tydeligt frem som en del af hvert eneste tema. Derfor skal der også altid være et bibelsk perspektiv på temaet.

Herudover har Til Tro en vigtig funktion i at bringe nyt fra KFS-hverdagen ud til medlemmer og støtter af KFS, som ikke længere er studerende.

Målgruppen for Til Tro …er primært studerende - både dem, som tror på Gud, dem, som ikke tror på Gud og dem, som er i tvivl om, hvad de tror på.

En sekundær målgruppe er de medlemmer og støtter af KFS, som udgør KFS´ bagland, men som ikke længere er studerende.

Redaktionen …udgøres af en KFS-sekretær som ansvarshavende redaktør, KFS’ kommunikationsmedarbejder som redaktionssekretær og nyhedsredaktør samt 6-8 studerende heraf gerne mindst én gymnasieelev.

Praktisk om Til Tro Til Tro udkommer fire gange årligt, og det udgives elektronisk efter fysisk udgivelsesdag.

Annoncering og boganmeldelser Annoncering i Til Tro er en indtægtskilde for KFS, og derfor skal alle henvendelser om annoncering vendes med sekretariatslederen. Til Tro skal desuden i reglen anmelde Credos nyudgivelser.

Vedtaget af KFS’ bestyrelse i marts 2020

I TIDEN

5

På grund af troen på et efterliv fremstilles kristendommen af nogle kritikere som verdensfjern. Sognepræst Søren Aalbæk Rønn reflekterer over forholdet mellem et håb efter døden og et kristent liv på jorden. Læs med og find ud af hvilken rolle tatoveringer, elefanter og bønnen “Kom snart igen Jesus” spiller i dette.

Af Søren Aalbæk Rønn, sognepræst ved Øster Snede Kirke Da jeg blev 18 år, skulle jeg have en tatovering! Det blev på overarmen, og det blev et vers fra Filipperbrevet kapitel 1 vers 21: ”Thi for mig er livet Kristus, og døden en vinding.”

Min studievejleder blev enormt bekymret for mig, da jeg en dag var på hendes kontor. Hun spurgte, om jeg da ikke var glad for at være i live? Det gik op for mig, at jeg kunne have valgt et bibelvers, som krævede mindre forklaring, og som forkyndte et tydeligere budskab. Men jeg fortrød selvfølgelig ikke – den sejr skulle min mor ikke have. Dét, som var svært at kommunikere, var, hvordan en stærk forventning om et vidunderligt efterliv, ikke medfører en devaluering af det jordiske liv. Og det er ikke kun i mødet med ikke-kristne, jeg oplever den udfordring. Gennem mange år har jeg ofte bedt sætningen: ”Kom snart igen, Herre Jesus, og gør alting nyt, som du har lovet.” Da jeg indimellem har bedt bønnen fra en talerstol, har jeg oplevet at få reaktioner efterfølgende. Af forskellige årsager synes nogle kristne ikke om, at jeg beder sådan. For nogen handler det om, at de elsker det her liv, og har så meget, de gerne vil nå. For andre handler det om, at der stadig er mange, som mangler at lære Jesus at kende.

Kristne skal nyde og værdsætte livet Det er en misforståelse, at en stærk forventning til Jesu snarlige genkomst nødvendigvis medfører en verdensfjendsk eller apatisk attitude. Hvis vi ser på verdenshistorien, så har mange af de mennesker, som har skabt stor forandring til det bedre, været drevet af troen på Jesus og levet i forventning til den nye jord. Jesus gør ikke denne verden betydningsløs, men giver netop denne verden, dette liv og denne dag enorm værdi. Jeg elsker mit liv her på jorden. Jeg takker Gud for mine relationer, for fodbold, for kaffe, for elefanter (fordi de er mega seje!), for min krop, for mit arbejde osv. Hvis vi møder kristne, som kun kan tale om denne verden med negativt fortegn, så mangler de simpelthen et bibelsk blik på verden.

6

TEMA

Gud elsker verden! Og vi ser, særligt i det Gamle Testamente, at Gud finder velbehag i venskaber, fede retter, fester, erotik mellem ægtefæller og meget andet, som dette liv tilbyder.

At boltre sig i Guds gode gaver i taknemlighed er en kristen dyd. Et kristent menneske bør være kendetegnet af et stort JA til Guds skaberværk, og bør være interesseret i at forbedre denne verden i stort og småt.

Håbet giver modstandskraft Alt dette med evigheden var jeg førhen ret forlegen ved. Fordi det på en måde er absurd, og fordi jeg var bange for at få skudt i skoene, at jeg er kristen, fordi jeg er bange for at dø. Derudover er det virkelig svært at forestille sig og forholde sig konkret til. Men jeg har ikke længere problemer med at tale om mit evighedshåb. Jeg har ikke lyst til at dø. Men det er jo ikke sådan, at når jeg møder Jesus på den nye jord, så står jeg der og ærgrer mig. Jeg ved, at når jeg dør, så bliver alting godt.

Og det længes jeg ærligt talt efter. Førhen tænkte jeg, at sorg var en gæst, som vi mennesker må døje med i perioder. Men det har vist sig, at sorg er en følgesvend. En konstant. Og når jeg læser nyheder eller tænker på mennesker, jeg elsker, som kæmper og lider, så opstår bønnen af sig selv: ”Kom, Herre Jesus, og gør alting nyt!”

Der er frihed, håb og glæde i at bede Jesus om at komme igen. Jeg kan bevare håbet midt i det svære, fordi jeg ved, hvordan det ender. Evighedshåbet bliver en modstandskraft,

Et kristent menneske bør være kendetegnet af et stort JA til Guds skaberværk og bør være interesseret i at forbedre denne verden i stort og småt.

Paulus er et godt eksempel på en kristen, som lever med en forventning om Jesu snarlige genkomst, og som er alt andet end gået i stå.

som gør, at jeg kan sige med Paulus: ”Alt formår jeg i ham, der giver mig kraft.”

Dødens magttab Døden er den ultimative fjende og vel også den ultimative frygt. Når den er pillet ud af ligningen, så ser alting anderledes lyst ud. Paulus skriver i 1. Korintherbrev kapitel 15 vers 55-58: Død, hvor er din sejr?

Død, hvor er din brod?

Dødens brod er synden, og syndens kraft er loven.

Men Gud ske tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus!

Derfor, mine kære brødre, stå urokkeligt fast, og giv jer helt hen i arbejdet for Herren.

I ved jo, at jeres slid ikke er spildt i Herren.

For Paulus er den naturlige reaktion på dødens magttab at give sig helt hen i arbejdet for Herren. Og i det arbejde findes friheden, fordi vi arbejder for ham, der har al magt i himlen og på jorden. Paulus er et godt eksempel på en kristen, som lever med en forventning om Jesu snarlige genkomst, og som er alt andet end gået i stå. Hans nærforventning er en del af hans drivkraft. I den forbindelse har jeg altid fundet det ret interessant, at Paulus ikke skriver til menighederne, at de skal smide, hvad de har i hænderne, og blive omrejsende mis-

sionærer som han. Paulus er ikke alarmist. Men han opmuntrer menighederne til at lade troen og håbet give farve til hele det levede liv. På samme måde kan bevidstheden om, at Jesus kommer igen, måske give os perspektiv på vores hverdag. Når jeg som 18-årig fik dén tatovering, så handlede det i høj grad om at minde mig selv om, hvad livet grundlæggende drejer sig om. At blive mindet om Kristus fjerner selvfølgelig ikke altid sorg og smerte eller besværligheder og frustrationer, men det giver alligevel alting en anden nuance. Døden er fortsat en fjende, og jeg hader tanken om, at mine elskede skal dø. Men døden er midlertidig, og skal erstattes af liv i overflod. Nattens dage er talte.

Kom, Herre Jesus! Det er den sidste bøn i Bibelen, og derfor også oplagt at bede for os i dag. Hvis du er bekymret for, at han kommer på et ubelejligt tidspunkt, så slap bare af. Han kommer lige til tiden. Lad os indtil da leve i håbet og lade det håb være en drivkraft, mens vi i taknemlighed og frihed hver især øver os på at elske Gud og mennesker. ■

Kom, Herre Jesus!

TEMA

7

Klasse, fremragende, og helt fantastisk. Discipeltræf 2023 var en velsignet lejr – i helt nye rammer For første gang i næsten 15 år rykkede Discipeltræf i år ud af de vante rammer i Skanderborg og landede i Hillerød. Det blev til fem velsignede dage med hygge, lovsang, pusterum fra hverdagen og et stærkt fokus på ’Opskriften’ og troens basisingredienser: Tro, håb og kærlighed Af Morten Lund Birkmose, kommunikationsmedarbejder i KFS, birkmose@kfs.dk

Efter næsten 15 gode år i det jyske blev det i år tid til at prøve noget nyt: Discipeltræf i Hillerød, nærmere bestemt LMH og Johannesskolen.

Men kan man også holde et godt Discipeltræf i Hillerød?

Hvordan har det været? Fantastisk, klasse, fremragende og virkelig hyggeligt! Det er den enstemmige konklusion tirsdag nat, da jeg fanger Michael, Esther, Daniel, Valdemar, Gustav, Tabita og Sebastian. De har alle taget turen fra det jyske til Hillerød, og selvom det har været en længere tur end normalt, er de begejstrede for de nye rammer, fortæller Tabita: ”Det er vildt fedt. Jeg synes, det er meget mere hyggeligt.”

Temaet for Discipeltræf var i år ’Opskriften’ og både til bibeltimer og aftenmøder var der sat fokus på den treklang af tro, håb og kærlighed, Paulus fremhæver i Korintherbrevet kapitel 8. For Tabita og Esther er det især en pointe fra Henrik Nymann Eriksens bibeltimer om ’En knivspids tro’, der har sat sig fast: ”Han fortalte om, hvordan han på et tidspunkt hev sin søn op af noget vand, fordi han var faldet i. Pointen var, at det var ligegyldigt, hvor meget hans søn holdt fast, for det var ham, der holdt fast og hev sin søn op. Og det er det samme med Gud. Det er ligegyldigt, hvor stærk min tro er, for Gud holder fast. Det har jeg virkelig tænkt over siden.”

Valdemar fortæller også, at særligt noget af det, Søren Rønn talte om lørdag aften under overskriften ’Mere salt!’, har givet stof til eftertanke: ”Søren havde en vildt god pointe i forhold til det her med, at det er okay ikke at have styr på alt omkring trosforsvar i sin hverdag. Det vigtige er, at du er der og viser din tro. Det er nok, at du er dig. Det var fedt at høre.”

Noget af det, der også står tilbage efter Discipeltræf, er, hvor godt det er at blive fyldt op og mindet om, hvad troen er for en 8

KFS-NYT

størrelse. Det fortæller Ida, Noa, Amalie, Sara, Jens Jakob og Adam, som jeg fanger lidt senere tirsdag nat: ”Det har været fedt lige at lære noget om, hvordan ens tro hænger sammen og blive mindet om, hvorfor den er, som den er.

En af de ting, der er meget godt ved Discipeltræf, er, at man lige får et kig tilbage ind i nogle af de ting, man måske har manglet lidt i hverdag. Man bliver fyldt op igen, kan man sige.”

Selvom rammerne var forskellige, var meget dog stadig genkendeligt. Der var lovsang, seminarer, frigørende forkyndelse, lærerige bibeltimer og rigelig tid til både hygge, vanvittige auktioner (18.500 gange tak for jeres gavmildhed og brand for KFS!), sport og fællesskab. Fællesskabet og det pusterum, det giver at være sammen med andre kristne, er også noget af det, denne gruppe af KFS’ere fremhæver, som noget af det virkelig fede ved Discipeltræf.

For Jens Jakob var det med en vis nervøsitet, han pakkede taskerne og drog mod Hillerød, for ham og hans ven kendte ikke rigtig andre. Heldigvis viste det sig at være utrolig nemt at komme ind på nogle af de deltagere og få nye gode venskaber: ”Vi kendte nul, og så møder vi bare nogle virkelig nice mennesker, som vi ikke havde snakket med inden. Det var nemt og sjovt at få nogle gode venskaber virkelig hurtigt. Og det, tror jeg, også er noget af det, Discipeltræf kan.”

Med de ord sættes det sidste punktum for Discipeltræf 2023.

TAK for en fantastisk lejr! Vi ses – i Skanderborg – til Påskelejr 2024 lørdag den 23. marts!

Tre inspirerende dryp fra KFS-landskabet Hvordan bruger vi julen til at fortælle vores medstuderende om Jesus?

Hvad betyder at holde lunchbars på universitet? Kan man formidle evangeliet gennem varm kakao? Vi tager en rundtur i KFS-arbejdet og bringer tre dryp fra tre forskellige KFS-grupper?

Vi vil vise vores gymnasium, at vi gerne vil dem – med kærlighed og kakao

Julegudstjeneste er en oplagt mulighed for at invitere venner med i kirke

Lunchbar skaber nysgerrighed – både for troende og ikketroende

Af Benjamin Hjertmann Hansen og Kristian D. Hansen, Ikast-Brande Gymnasium

Af Gertrud Kronborg, studerende, Aarhus KFS

Af Joan Hentze, studerende, Aalborg StudieKFS

Hvert år, når det bliver december, arrangerer Aarhus KFS en julegudstjeneste for unge og studerende i byen. Konceptet er velkendt: kirke, prædiken, julesange, stearinlys, varm kakao og vaskeægte julestemning!

Vi har oplevet stor interesse for julegudstjenesten de sidste år, både hos vante kirkefolk, men bestemt også hos vores medstuderende, som måske er knap så bekendte i kirken. På den måde er julegudstjenesten også en oplagt mulighed for at invitere sine medstuderende eller kollegaer med i kirke.

Vi er i fuld gang med planlægningen og glæder os til at arrangementet løber af stablen den 11. december.

Du er meget velkommen til at komme og være med!

Der afholdes i år julegudstjeneste for studerende i Aarhus den 11. december og København den 6. december. Find begivenhederne på facebook ved at søge efter ’Julegudstjeneste for studerende’.

”Giver troen stadig mening?” var titlen på årets lunchbar på Aalborg Universitet. Den blev afholdt af Aalborg Studie KFS, der stræber efter at komme ud til så mange unge som muligt og fortælle om evangeliet. Vi vil gerne have, at det bliver så personligt og hverdagsagtigt som muligt, hvorfor det får nogle lidt nedtonede og relaterbare titler.

I år havde vi Thomas Willer som oplægsholder, hvor han fortalte om den sociologiske synsvinkel på at være kristen i et moderne samfund. Han kom blandt andet ind på, at man sagtens kan have det svært, men stadig tro på, at der er en Gud, som elsker en. Vi håber på, at vi kan lave mere af den her slags, da det skaber nysgerrighed og fællesskab – både for troende og ikke-troende. Eventet bliver afholdt på universitetet, da vi her kan nå ud til rigtig mange mennesker i alle aldre, og så håber vi også på, at vi kan få nogle flere fantastiske mennesker ind i KFS, så vi får nogle flere at diskutere livets store spørgsmål med.

Vi er en KFS-gruppe med få medlemmer.

Vi ville gerne finde en måde at gøre vores gruppe relevant både for dem, som er en del af KFS, og især hele gymnasiet, og så har vi hørt om andre gymnasier, der her i juletiden delte kakao ud.

For os er det et dejligt projekt som lille gruppe at samles om, når vi bruger torsdagspauserne på at planlægge op til.

Idéen er, at dem, der møder tidligt om morgenen midt i vinterkulden, bliver mødt med en kop kakao og en lille opmuntrende hilsen skrevet på en lille seddel. Målet er at sprede glæde og kærlighed. Det er nemlig hovedelementerne i det, vi tror på!

Derved får vi også vist, at vi gerne vil vores gymnasium; ikke ved at presse Jesus ned over folks hoveder, men ved at dele budskabet på en kærlig måde, og forhåbentligt minde vores medstuderende om, at til trods for tvivl og svigt, så elsker Gud dem.

I udsendelsestalen siger Jesus: ”I har fået det for intet, giv det for intet.” (Matthæusevangeliet kapitel 10, vers 8). Sådan giver vi også noget videre, ligesom Jesus gav sit liv for os.

KFS-NYT

9

Ny udfordring:

Frygt for bedre tilbud Ville du sige ja til en opgave, hvis du forventede at få et bedre tilbud senere? Færre unge forpligter sig til faste opgaver i kristne fællesskaber. Studerende Anders Højgaard og Julie Najbjerg har i deres frivillige arbejde begge oplevet frygten for at gå glip af bedre muligheder andre steder. Læs med og se om du er enig i deres diagnose, og om du har ideer til en løsning. af Anders Højgaard, projektlederstuderende og Julie Najbjerg, journaliststuderende Forestil dig, at du skal købe et par nye sko. Det kan være vinterstøvler, fodboldstøvler eller sneaks. Men inden, du kan køre kortet igennem og gå hjem med dine nye sko under armen, skal de helt rigtige findes – og det er måske nemmere sagt end gjort. Måske shopper du online og finder mange flotte sko, som du godt kunne tænke dig. Før du ved af det, har du 15 forskellige åbne faner og alt for mange gode muligheder at vælge imellem. Du sætter søgningen på pause og lukker computeren uden at have truffet et valg. Mulighederne er for mange, og du er bange for at vælge forkert, så du ender med at udskyde beslutningen til senere.

Eksemplet er banalt, men hvis du kan genkende dig selv i det ovenstående scenarie, kan du sikkert også genkende det begreb, som denne artikel handler om, nemlig: ’FOBO’ - Fear of Better Options. Og du er ikke den eneste – mange unge har svært ved at binde sig til én beslutning, i hvad der føles som et væld af uendelige valgmuligheder. Studie, job, venner, kæreste, den nyeste serie på HBO, sociale medier og sociale arrangementer – det hele skal passes. Hver dag skal vi tage stilling til, hvad vi vil fylde vores kalender med. Denne konstante tilstand af valg og fravalg skaber en fornemmelse af, at vi skal være åbne for enhver mulighed – for hvad nu, hvis der er noget bedre lige om hjørnet? Hvad hvis jeg forpligter mig 10

TEMA

til én ting, men senere får mulighed for at lave noget andet, som jeg faktisk hellere vil?

Hvis vi nu udelukkende skulle planlægge vores liv med fokus på os selv, kunne vi sådan set vælge til og fra uden at skulle overveje konsekvenserne for dem omkring os. Men den konstante jagt på bedre muligheder kan forhindre os i at forpligte os til fællesskaber og engagement uden for vores individuelle interesser. At sige ja til én ting betyder ofte at sige nej til en anden. I disse tider er der en tendens til, at flere fravælger at forpligte sig til et kirkeligt fællesskab i frygt for at gå glip af andre muligheder andre steder. Og man kan stille spørgsmålet, om kirken og det åndelige fællesskab er i fare for gang på gang at blive nedprioriteret i vores konstante søgen efter at få vores individuelle behov opfyldt?

Kalenderen skal jo holdes åben ’FOBO’-effekten kan have negativ betydning for kirken og de åndelige fællesskaber på mange måder. Her er det dog vigtigt at skelne mellem engagement i frivilligt arbejde og engagement i form af deltagelse.

Vores erfaring fra det frivillige arbejde i kirken er, at det er enormt svært at få folk til at engagere sig i en fast tjeneste

11

i menigheden, fordi det føles som en for stor en forpligtelse.

Kalenderen skal gerne holdes åben i tilfælde af bedre alternativer eller mangel på overskud. I vores forsøg på at inddrage flere mennesker i tjenesten i kirken har vi flere gange oplevet, at folk siger nej til at binde sig til en bestemt opgave. De vil hellere spørges fra gang til gang. Det er særdeles drænende for de ansvarlige, som skal bruge tid på at ‘overtale’ frivillige til at hjælpe. Jo flere gange du spørger og får et nej, desto kortere bliver listen over mennesker, du har lyst til at spørge.

Claus Grønbæk, som er præst i Københavnerkirken, oplever også, at det kan være svært at engagere medlemmer i menighedens arbejde: “Tiden har ændret sig. Der er kommet endnu mere pres på, at tingene skal gå endnu stærkere, og mulighederne er blevet langt flere. Det stiller meget større krav til prioritering og til at fastholde prioriteringen! Og spørgsmålet er, om rigtig mange af os er blevet dårligere til begge dele. Når man så samtidig kombinerer dette med en stærk lytten til, hvad jeg føler og har lyst til, så har vi problemet. Og for at sikre, at jeg altid har mulighederne åbne, er jeg meget tilbageholdende med forpligtende long-term engagementer”, siger Claus.

12

TEMA

“Giver man dem muligheden, så udskyder flertallet beslutningen så langt, som overhovedet muligt” Særligt på KFS’ egne lejre, Påskelejr og Discipeltræf, bliver det tydeligt, at vi i dag har svært ved, i god tid, at tage beslutningen om at deltage.

“En stadig større andel af vores tilmeldinger kommer i sidste øjeblik. På seneste Påskelejr fik vi lidt over en tredjedel af alle deltagernes tilmeldinger i den sidste weekend op til deadline. For det kommende Discipeltræf, som vi lige nu er ved at forberede, er den andel oppe på næsten 50%,” siger Peter Bjerre, Sekretariatsleder i KFS. “Det er nok de færreste KFS’ere der først en uge inden efterårsferien finder ud af, om de har tid, lyst og mulighed for at

På seneste Påskelejr fik vi lidt over en tredjedel af alle deltagernes tilmeldinger i den sidste weekend op til deadline.

tage på lejr i ferien, men giver man dem muligheden, så udskyder flertallet beslutningen så langt som overhovedet muligt.

Uanset om det er en eller to uger før, så venter de til deadline, før de tager beslutningen”, fortæller Peter.

Konsekvenser?... Konsekvenser!

Vi kender også selv til, hvordan det at forpligte sig kan virke uoverskueligt, for hvad nu hvis man ikke har lyst alligevel?

Men selv, når vi føler, at det er lettere at blive hjemme, har vi stadig brug for fællesskabet. Og når vi vælger at deltage i et fællesskab og forpligte os på det, så er vi også til gavn for andre. Det er vigtigt. Vi er ikke kun en del af fællesskabet for vores egen skyld. Vores erfaring er, at mangel på forpligtelse, både i forhold til at deltage og være frivillig, har konsekvenser. For fællesskabet og for individer deri.

For den enkelte kan den konstante tøven og beslutningsudskydelse føre til en følelse af uro.

Når vi altid vægter beslutninger helt op til sidste øjeblik, kan denne uro komme til udtryk ved, at man er fanget mellem ønsket om at være en del af fællesskabet og frygten for at forpligte sig. Samtidig vil det for mange skabe en rodløshed på sigt.

Individet har brug for fællesskabet, og særligt i vores åndelige liv har vi brug for en forankring og en trofasthed til et fællesskab, som kan holde os fast i troen. Hvis vi konstant lader vores beslutning om deltagelse i kristne fællesskaber være op til vores omskiftelige lystfølelse, så får vi aldrig et ejerskab, og så bliver det aldrig "mit fællesskab".

På samme måde har det også konsekvenser for fællesskabet. FOBO og mangel på forpligtelse devaluerer fællesskabets værdi. Hvis fællesskabet ikke prioriteres kontinuerligt og i trofasthed, udtrykker det uundgåeligt, at det heller ikke er ens tid værd.

Værdien af fællesskabet kommer ikke til syne, før man forpligter sig, og vil derfor være svær at få øje på af den, der er ramt af FOBO og ”shopper rundt”.

Ligeledes gælder det også alle de frivillige med ansvar for fællesskabet og arrangementer. Planlægning bliver i store træk næsten umuligt, når antallet af frivillige kan svinge meget. Samtidig vil aftener uden opbakning skabe demotivation hos dem, som gerne sætter kryds i kalenderen og fast møder op til tjeneste. De frivillige risikerer at brænde ud, fordi arbejds- og planlægningsbyrden bliver for stor. Uden flere frivillige risikerer vi at overbebyrde de få, som er villige til at møde op og gøre arbejdet udholdende.

Hvis fællesskabet ikke prioriteres kontinuerligt og i trofasthed, udtrykker det uundgåeligt, at det heller ikke er ens tid værd.

Hvordan kan du gøre en forskel?

Den moderne udfordring med FOBO er tydeligvis en virkelighed, om vi vil det eller ej. Og i stedet for at lade frustrationerne tage over, så husk at vise hinanden imødekommenhed og overbærenhed, men vi skal også turde at holde hinanden oppe på, at et fællesskab medfører et ansvar hos hver enkelt.

Kom i én kirke, ét fællesskab Du kan ikke lægge alle dine kræfter flere steder. Vælg én menighed og vær noget for den menighed.

Et valg af flere menighedsfællesskaber er et udtryk for, at du ikke har valgt at prioritere ét fællesskab fuldt ud endnu. Det påvirker dit ejerskab.

Tilbyd din hjælp Snak med nogen om, hvilken opgave du kan hjælpe med.

Tænk, hvis alle gav en hjælpende hånd - så ville byrden være let.

Vi har ærligt talt svært ved at finde den helt gode løsning, andet end at vi alle skal overveje: hvad kan jeg gøre? Skal du, der kæmper med at forpligte dig, lægge bekymringer til side og bare gøre det? Skal du, som engagerer dig, lægge mindre pres på andres engagement?

Uanset om vi kan se os i det ene eller andet, så lad os støtte hinanden, respektere vores forskelligheder og forpligte os til at skabe et fællesskab, der er baseret på tillid, ærlighed, kærlighed og Jesus. “Tænk ikke hver især på jeres eget, men tænk alle også på de andres vel.” (Filipperbrevet kap. 2, vers 4). Hvis vi hver især bringer dette med ind i fællesskabet, kan vi vokse sammen i troen og tilliden til Jesus.

■ TEMA

13

Globalt:

På FEUER var vi sammen om det vigtigste i livet Af Liam Siebeneicher, stud.jur.

I starten af november var jeg sammen med 6 andre KFS’ere afsted på en europæisk missionskonference ved navn FEUER. Her var vi samlet i Spanien med en masse

GL BALT Skal du til Grønland i dit sabbatsår?

De skønneste studerende. Verdens flotteste natur. Og nogle helt unikke oplevelser. Velkommen til Grønland!

LMBU og KFS søger fra januar en volontør til studenterarbejdet i Grønland. I samspil med KFS-sekretæren og de grønlandske studerende bliver det din opgave at være med til at udforske og udfordre, hvordan KFS og ’kend Jesus, gør Jesus kendt’ kan se ud på grønlandsk.

Lyder det, som noget for dig?

Tjek stillingsopslaget her:

14

I TIDEN

IFES-medlemmer fra andre europæiske lande (IFES er det internationale KFS).

FEUER står for ‘Fellowship of Evangelists in the Universities of Europe’. Konferencens formål er at bidrage til at udruste nuværende og fremtidige evangelister til at kunne formidle evangeliet offentligt på universiteterne rundt omkring i Europa.

Det skete gennem læring, sparring og fællesskab med folk fra mange forskellige lande.

Vi modtog blandt andet undervisning fra erfarne evangelister om mission og trosforsvar – fra det rent teoretiske til, hvordan vi helt konkret deler vores tro og formidler evangeliet i praksis. Jeg fik en klar fornemmelse af at få styrket mit trosforsvar samtidig med, at jeg fik inspiration til, hvordan vi kan få flere til at kende Jesus i Danmark.

Vi havde også hjemmefra forberedt evangeliserende oplæg, som vi skulle fremlægge i smågrupper med folk fra forskellige dele af Europa. Det var en rigtig god oplevelse at arbejde med at formidle troen offentligt – og at kunne gøre det i et trygt miljø, hvor folk med andre erfaringer fra andre kulturer kunne komme med inputs.

Særligt det at møde og være sammen med kristne fra andre europæiske lande var utrolig opbyggende. Der blev blandt andet holdt såkaldte ”mission reports”, hvor forskellige lande fortalte om, hvordan mission så ud i deres land, og hvilke tiltag de havde gjort for at sprede budskabet om Jesus til studerende på universiteterne.

Det var var virkelig rørende at høre fra lande, som var ramt af krig eller undertrykkelse af kristne. Selv når deres land er præget af krig, eller når staten begrænser

offentlig mission, fortsætter de frimodigt og fortrøstningsfuldt. Jeg tænkte for mig selv: ”Hvis de kan gøre det, på trods af al modgangen, hvad stopper så mig fra at gøre det?”

FEUER er også det tyske ord for ild – og det var meget passende for konferencen.

Fællesskabet var præget af, at folk havde en stor gejst for Jesus og for at dele budskabet. Derfor oplevede jeg også et åbent og varmhjertet fællesskab af kristne, som alle var enormt venlige og indbydende.

Jeg endte med både at tale med folk om Bibelen og mission, men også om vores private liv udenfor IFES. Jeg blev faktisk overrasket over, hvor meget fællesskabet med kristne fra andre lande endte med at betyde for mig. Jeg fik i den grad en oplevelse af et åndeligt netværk i Europa, hvor man både kunne dele bekymringer og erfaringer med hinanden.

Her var landegrænser ingen begrænsning for fællesskabet, for vi var trods alt sammen om det vigtigste i livet.

Jeg er meget taknemmelig over at have været med på konferencen. Jeg har lært en hel del om offentlig mission, jeg er blevet opmuntret og styrket, og jeg har mødt et fantastisk fællesskab af kristne i Europa.

Grønland:

Sig hej til David – den nye KFS-sekretær i Grønland Af David Rejkjær Knudsen, KFS-sekretær i Grønland, david@kfs.dk

Så er sneen begyndt at falde! Og efter et par uforudsete overraskelser er jeg også så småt begyndt at lande her i Grønland, hvor jeg er bosat i Nuuk.

Jeg hedder David, er 28 år og bachelor i teologi fra Københavns Universitet.

Den 8. oktober fløj jeg til Nuuk og blev midlertidigt indlogeret hos én af KFS’ partnerorganisationer her – Sømandshjemmet. Jeg mødte de første KFS’ere allerede dagen efter og fik lov til at se frugterne af det arbejde, som er blevet gjort før mig.

KFS Grønland eksisterer heroppe! Det er glædeligt og stort at få lov til at være en del af at fortsætte netop det arbejde.

Indtil nu, i skrivende stund én måned efter ankomst, har jeg fokuseret på at lære Nuuk at kende, mødes med de studerende, de frivillige ledere, samarbejdspartnere og præsentere mig i kirkerne her. Der er meget at sætte sig ind i og få overblik over, og det kommer lidt efter lidt.

Prioriteten for mig, indtil nu, har været at få de eksisterende KFS-grupper samt KFS-aftenerne hver anden mandag fortsat på bedste måde.

Men hvorfor er jeg egentlig lige taget til Grønland for at arbejde for KFS? Sandheden er, at jeg selv simpelthen har fået så meget ud af at være en del af KFS. I gymnasiet blev jeg grebet af først og fremmest den hvile, jeg fik i min tro, når jeg samledes med andre unge i et lille rum på øverste sal på Frederiksborg Gymnasium. Vi tillod hinanden at stå ved, at vi var troende mennesker, som oplevede en virkelighed bag Bibelens tekst, som skrev os ind i en større historie udenfor os selv. Derudover lærte jeg, igennem KFS, til stadighed at insistere på, at det at være kristen ikke betyder at leve med hovedet under armen, men stolt og frimodigt at engagere sig i samtale og debat i den verden, som jeg er en del af, med min tro som en del af hele mig.

Jeg håber og tror, at disse oplevelser vil være noget af det, vi i KFS Grønland må få lov til at dele med hinanden og invitere andre studerende ind i. Dette er blot min oplevelse, og jeg ved, at Gud møder hver af os forskelligt, og sammen kan KFS Grønland være med til at skrive flere historier om, hvordan Jesus forandrer liv.

At turen nu er gået til Grønland, var lidt af en overraskelse for mig selv, men noget, som har sat sig fast på mig over lidt tid. Grønland er smukt og vildt! Derudover vil jeg gerne være med til, at personer under uddannelse her må finde styrke og glæde til deres liv og studier i det at være kristen. I mine refleksioner om at tage til Grønland endte jeg med at tænke; det er mig, som har brug for at komme til Grønland. Jeg har brug for at være i relation med mennesker og tale om tro efter 4 år på teologistudiet, at stå på mål for svære spørgsmål og overvejelser og at modtage inspiration til andre måder at være kristen på. Derfor er mit håb, at min tid i KFS Grønland må være til gensidig glæde – for de studerende og mig!

Tak for, at KFS Grønland bæres af Gud. Tak for, at unge opmuntres til at leve med Jesus. liv, ligesom det gjorde for mig.

Bed for, at de KFS'ere, som har oplevet KFS Grønland være meningsfuldt for dem, må dele det med andre.

Bed for at de, der kommer, må komme trofast og støtte op om at mødes og lære hinanden godt at kende.

Bed for at KFS på gymnasiet og universitet må blive godt forankrede grupper på studiestederne.

I TIDEN

15

Lejligheder i Aarhus til studievenlige priser Delevenlige 2-, 3- og 4-værelses lejligheder

Solrig altan og lynhurtigt fibernet

Gratis nyttehave og plads til husdyr

Tæt på indkøb og studie

Gratis parkering og delebil

Priser fra 6.480 kr.

Ny hjemmeside eller webshop?

Eller videreudvikling af eksisterende?

Jeg har 10 års erfaring med udvikling af hjemmesider til både små og store virksomheder og organisationer.

Prisen afhænger af krav til design og funktionalitet.

Prislejet for en ny hjemmeside eller webshop er typisk 15.000-35.000 kr. ekskl. moms.

Kontakt mig for et uforpligtende tilbud.

Peter Baltzer Stidsen Selvstændig webudvikler peter@webintas.dk eller 27 50 96 21

Efterfølgelse af Jesus i en

postkristen kultur

“At følge Jesus indebærer afkald og lidelse” Sandt eller falsk?

Redaktionen svarer “sandt.” Vi har lært at svare rigtigt, men vi er usikre på, om det nu også er gået helt op for os. Derfor har vi spurgt valgmenighedspræst Hans-Christian Vindum Pettersson om at prikke til vores måske misforståede forventninger til livet i fodsporene af Jesus.

Af Hans-Christian Vindum Pettersson, Valgmenighedspræst i Aarhus Valgmenighed, hans-christian@valgmenighed.dk 17

En efterårssøndag i 2014 var jeg til gudstjeneste i Hawassa, Etiopien. Her hørte jeg en amerikansk præst udlægge tidens kriser for os. Ebola hærgede i Vestafrika, men vi skulle ikke bekymre os, for Gud ville beskytte sit folk mod sygdom og slangebid. I Mellemøsten og Nordafrika spredte ISIS deres kalifat og begik monstrøse overgreb, men vi skulle ikke frygte dem, for de sande disciple ville blive bevaret. Det var umiskendelig, ufortyndet og uforskammet herlighedsteologi.

Budskabet var tydeligt ude af tråd med Jesu lære, men førte til refleksion over, hvad vi faktisk kan forvente i livet som troende. Og hvordan de forventninger påvirker vores måde at leve på.

Selvom der nok er få i Danmark, som vil sige, at deres tro på Gud sikrer dem mod at falde i hænderne på terrorister eller blive syge, så nærer mange af os andre, delvist ubevidste, vrangforestillinger om, at han vil hjælpe os til at nå vore mål, udglatte vore veje og lette vore liv. Det er måske ikke et håb, vi prædiker om, men det betyder ikke, at det ikke er der.

Det kommer især til udtryk, når vi bliver skuffede, vrede eller anfægtede og oplever, at Gud ikke gør, hvad vi forventede. Et par afdækkende spørgsmål kunne være: Hvad fylder mest i mit bønneliv? At afsøge Guds agenda, eller at han må hjælpe mig med min? Er der dealbreakers i mit forhold til Gud – noget jeg ville blive så skuffet, vred eller anfægtet over at miste eller mangle, at Gud ville blive irrelevant? Forventer jeg, at han skal forhindre tab, modgang og smerte?

Hvad skal vi forvente?

Når det kommer til, hvad vi skal forvente i livet som troende, er Jesus klar, direkte og realistisk. Han stiller os ikke et fredeligt liv i udsigt, men afkald, afmagt, afsavn, lidelse og liv i tjeneste. Et par eksempler: ”En discipel står ikke over sin mester, og en tjener ikke over sin herre.” (Matthæusevangeliet kap. 10, v. 24).

Flere gange i sin vandring med disciplene italesætter Jesus, at de ikke kan forvente et andet liv end hans, et andet formål med tilværelsen end hans, en anden respons fra omgivelserne end den han oplevede eller en anden skæbne. Fællesskabet med ham vil være meningsgivende, håbsfyldt og omkostningsfuldt.

18

TEMA

Er der dealbreakers i mit forhold til Gud – noget jeg ville blive så skuffet, vred eller anfægtet over at miste eller mangle, at Gud ville blive irrelevant? ”Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og daglig tage sit kors op og følge mig.” (Lukasevangeliet kap.

9, v. 23).

Jesus beskriver med udtrykket at ”tage sit kors op” en central del af efterfølgelsen af Jesus. Han inviterer os ikke på en gåtur i medvind, men via dolorosa (en vandring ad smertens vej). Den beskrivelse af, hvad vi skal forvente, var i det første århundrede intet mindre end rædselsvækkende. I dag har omtalen af korset ikke samme faretruende klang, fordi det for os er et smukt religiøst motiv, et tegn på opofrende kærlighed. Vi er kommet på afstand af frygten for korsfæstelse.

Men for folk, der havde set rædslen i de dødsdømtes blikke, lugtet angsten, når de bar deres henrettelsesinstrument gennem byen, og hørt skrigene, når de blev klynget op, var sådan en beskrivelse af livet skrækindjagende. Med det udtryk siger Jesus: ”Forvent, at jeg kommer til at koste dig alt.”

Og det gjorde troen på Jesus også. I de første tre århundreder spredtes kristendommen som en steppebrand i Romerriget, Mellemøsten og Afrika. Og i kølvandet fulgte hån, forfølgelse og bagvaskelse for dem, der tog imod det glædelige budskab. Kristne blev mishandlet, mistroet, ekskluderet, lynchet og henrettet. Så, hvad i alverden fik nogen til at blive kristne i det første århundrede? Årsagen findes ikke i, hvad de mistede, men hvad de fik: et ægte, levende forhold til Jesus og et nyt liv som en del af menigheden. En erfaring af kærlighed, glæde, håb, mening

Han inviterer os ikke på en gåtur i medvind, men via dolorosa – en vandring ad smertens vej

og værdi som var uudslukkelig, uvisnelig, uforgængelig. Det formede deres forventninger og overgik alle tidligere jordnære ambitioner om succes, karriere, sundhed, venskab, familie, romantik, popularitet og rigdom.

Det samme er svaret på, hvordan de forfulgte kristne holder ud i dag. Det samme er svaret, når folk kommer til tro på Jesus i dag – de finder ham, og det, han giver dem, er større og vigtigere, end det de tidligere levede for.

Vi skal leve synligt. I en tid, hvor kristen tro bliver mere fremmed, må vi finde os tilrette i at være anderledes og undringsskabende. Det kan være hårdt, men også skabe fantastiske muligheder. Vi må modstå fristelsen til at gemme os i kristne enklaver, for det er i modstrid med at følge Jesus, der selv blev menneske, blev en del af vores tilværelse, gjorde sig synlig og tilgængelig. Det er ham, vi skal efterligne.

Vi skal leve tjenende. I et samfund hvor den fremherskende værdi er at sørge for sig selv, øge sin indtægt, velstand At følge Jesus i 2020’erne og position, så må vi gå i Jesu fodspor. Ham, som ikke søgte at I dag i Vesten oplever de færreste kristne heldigvis forfølsikre sin position, magt og respekt, men tjente udsatte kvingelse. I et rigt, fredeligt og nærmest åndeligt søvndyssende der, mænd, børn, syge og udskammede, talte svages sag og samfund forføres vi til at værdsætte andre ting højere end gav håb. Vi må leve for at tjene andre, lade det være et kendeGud. Da bliver Gud reduceret til en hjælper, der skal få vores tegn ved vores anderledeshed, at vi søger vores omgivelsers jordnære drømme opfyldt, frem for at være ham, vi ultimalykke og fremgang. tivt drømmer om.

Vi skal leve helhjertet. I en tid, hvor det er svært at forMen Jesus er ganske klar. Uanset vores levevilkår, så pligte sig, hvor de mange muligheder overvælder, hvor inviteres vi til at få del i hans liv, hans mission, hans fremtid; kortsigtet nydelse foretrækkes frem for langsigtet fryd, så at værdsætte fællesskab med ham over alt andet. At gøre ham må vi følge Jesus, der om noget var helhjertet og fokuseret. til vores livsvalgs og forventningers kompas.

Hverken afkald, afmagt, afsavn eller afvisninger distraheI et tiltagende postkristent samfund vil efterfølgelse rede ham. Han var udelt fokuseret på os og vores fremtid. meget vel kunne blive mere omkostningsfuldt. At det er postDen samme helhjertethed finder vi hos apostlene i Det Nye kristent betyder, at de kristne fortællinger om livet, verden, Testamente. De formåede i høj grad at leve udelt for Jesu ære mennesket, godt og ondt bliver udfordret, at kristne instituog deres medmenneskers lykke. Det beskrives, hvordan de tioner svækkes, at kristne traditioner og kulturelle særpræg endda fandt glæde i at blive anset for værdige til at måtte lide erstattes, og at kristne værdier bliver fremmede. for Jesu skyld.

Herfra er det ikke kun kristen-etiske holdninger, der skaDen indstilling til livet kan man kun have, hvis man ber afstandtagen. Det er ikke bare helligdage, som fjernes. I sin grundlæggende venter på noget større end de jordnære ting, bog ”Tilgivelse” beskriver Timothy Keller, hvordan der f.eks. som vores kultur og samtid værdsætter. Her i adventstiden i Black Lives Matter-bevægelsen er en diskussion om, hvorøver vi os i at vente på Jesus. Hans komme i vores liv. Hans vidt tilgivelseskulturen er hvid og undertrykkende. Tilgivelse herlighed og genkomst. Det er ham, der gør, at vi kan holde til som en samfundsmæssig værdi er ikke selvindlysende. Det ikke at få vores forventninger til dette liv opfyldt, for det ikke virker tiltagende svært er vores ultimative håb. for offentlige personer Francis Schaeffer, en at kunne finde tilgivelse, amerikansk præst, filohvis de træder ved siden sof, apologet og stifteren af. Et andet eksempel af det kristne L'Abri-fælVi må modstå fristelsen til at gemme os er synet på menneskets lesskab i Schweiz endte i kristne enklaver, for det er i modstrid værdi, hvor andre forten gang en tale med at med at følge Jesus, der blev en del af ællinger end den kristne spørge: ”Hvad er loyavinder indpas og fornyer litet mod Kristus værd vores tilværelse og gjorde sig synlig og samtalen om eutanasi, for dig? Hvor meget tror tilgængelig. assisteret selvmord og du på, at det er sandt? abortgrænser.

Hvorfor er du kristen?

Men hvordan skal vi Hvor højt elsker du Jesus så leve i 2020’erne? Grundlæggende mener jeg, at vi skal leve: Kristus? Hvor meget er du villig til at betale prisen for loyaliSynligt. Tjenende. Helhjertet. I efterfølgelse af Jesus. Hvis tet mod ham?” etik defineres som vores retningsgivende overbevisninger – Et spørgsmål, som afslører, hvad vi har kastet vores tillid det, der udgør grundlaget for vores valg og handlinger – så er på, hvad vi forventer alt godt fra, og hvad vi søger tilflugt ved. kristen etik altid efterfølgelsesetik.

Og dermed, hvad vi i virkeligheden lever for. ■ TEMA

19

Vi elsker det GAMLE LTC…

…men vi glæder os endnu mere til at præsentere det NYE::

Følg med til januar!

Rejsedagbog fra Grønland I oktober sendte KFS en lille delegation til Grønland for at opleve, møde og smage på livet i Grønland og arbejdet i KFS Grønland. En rejse, der har placeret Grønland og det grønlandske folk i hjertet på alle deltagerne, fortæller Amalie Munk i denne korte ’rejsedagbog’. Læs med her!

Af Amalie Hartig Munk, psykolog, amalie.h.munk@gmail.com, foto: Benjamin Dalby

Fredag Vi flyver over indlandsisen og får det første glimt af Grønland. Vores morgen blev mere stresset end tiltænkt, da det var usikkert, om vi kom med flyet. Men det er ikke stress, jeg føler ved synet af isen, der breder sig så langt øjet rækker. Tværtimod. Jeg kigger ud ad vinduet og får uventet tårer i øjnene over den følelse af fred, der rammer mig. Ret specielt taget i betragtning hvor meget et fly larmer.

til en "storby" og betyder, at mange dropper ud undervejs.

Jeg spørger ind til kvindens smukke ansigtstatoveringer. Hun fortæller om dem og om grønlandsk kultur. Jeg siger, at jeg ikke føler, jeg ved særlig meget om Grønland. "Hvordan skulle du også det?" siger hun mildt. "Det er ikke fast pensum at have om Grønland i danske skoler, selvom vi er en del af rigsfællesskabet.” Jeg bliver lidt flov på mit lands vegne.

Søndag

Torsdag

Vi er til gudstjeneste i den lokale pinsekirke INO. De fleste lovsange er på grønlandsk, men selvom jeg ikke forstår det, oplever jeg, at der er enormt meget ånd til stede. Folk er kommet for at prise Gud. Jeg genkender en børnesang, smiler og kigger til min rejsegruppe, mens vi alle begynder på fagterne til ’Min Gud er så stor, så stærk og så mægtig’.

Der er kaffe på kanden og kortene flyver over bordene. Vi besøger Williams Café ved Frelsens Hær, hvor hjemløse mænd og kvinder kan få varmen og et måltid mad. En rejsemakker og jeg sætter os ved et bord og får lov til at være med til ’Olsen’, Grønlands uofficielle nationalspil. Det er forskelligt, hvor meget dansk, de 3 herrer taler, men det betyder ikke noget, når først kortene lægges. "Hvordan siger man Olsen på grønlandsk?" spørger min rejsemakker.

"Olsen" siger en af dem, og vi griner alle højlydt.

Vi besøger også en studerende på universitetet i Nuuk, Illimarfik. Hun fortæller, at det indtil for nyligt kun var tilladt at skrive eksaminer på dansk. En medstuderende, der er en af de skarpeste, hun kender, ligger lavt på karakterskalaen, fordi hun ikke er så god til dansk.

Det virker absurd og understreger, at forholdet mellem Danmark og Grønland på nogle områder fortsat er kompliceret. "Kom endelig og flyt herop" siger hun med en varme og oprigtighed, vi har mødt alle steder. Der er heldigvis også mange ukomplicerede ting.

Mandag Nordlyset er mere overvældende, end jeg forestillede mig. Vi står tre i mørket og kigger ud over Myggedalen. Det danser og stråler, og vi hopper af begejstring over synet. Med os har vi også en lokal KFS'er. "Hvor er det stort at dele det her med brødre og søstre, der også tror, at der står en skaber bag," siger han. Jeg kunne ikke være mere enig og får lov til at se et glimt af, hvorfor KFS i Grønland er vigtigt. .

Tirsdag Jeg sidder over for en grønlandsk kvinde og spiser aftensmad. Vi har arrangeret kollegiespisning på et kollegie i Nuuk, og sidder nu en stor flok i fællesrummet. Hun fortæller, at mange studerende i Nuuk kommer fra andre steder i Grønland. Flere lider af hjemve og kan ikke, som i Danmark, tage hjem på weekend, når savnet bliver for stort. Mange har ikke været uden for deres bygd før, så det er et kulturchok at flytte

Grønland har sat sig i vores hjerter. Folket, naturen og deres tilgang til livet. Da vi flyver hjem, er vi er alle enige om, at det ikke et farvel men et; tulliani takuss.

KFS-NYT

21

Mind the gap:

Hvad forventer vi af vores næste?

Kasser, klasser og kategorier. Hvor hører du til?

Statskundskabsstuderende Jonatan Lippert Bjørn forklarer, hvordan det i dag er mere vanskeligt at inddele danskerne i klasser. Alligevel er vi præget af en uhjælpelig ind- og udgruppetænkning, der kan forhindre et konstruktivt møde med vores næste. Læs hvordan Jesus trækkes frem som det gode eksempel. af Jonatan Lippert Bjørn, stud.scient.pol. på Aarhus Universitet, jonatanlibj@outlook.dk.

Der er kun én måde at starte, når man skal besvare dette spørgsmål i et studentikost magasin: Med en begrebsafklaring! Sociale klasser er en differentieringsform – en måde at inddele samfundet i grupper af mennesker, der deler vilkår. Vi kan for eksempel inddele samfundet i grupper efter løn. Vi kan se på uddannelsesbaggrund. Vi kan også, som den socialistiske Karl Marx, se på, hvem der ejer produktionsmidlerne, eller vi kan, som den altid mystisk formulerede Pierre Bourdieu, også inddrage menneskers kulturelle kapital, deres omgangskredse og deres livsstil.

Kan man så inddele Danmark i sociale klasser? Engang kunne man utvivlsomt. For godt hundrede år siden kunne man groft sagt inddele danskerne i henholdsvis landmænd, godsejere,

22

I TIDEN

arbejdere og husmænd. Landmændene stemte Venstre og læste byens Venstre-avis, mens arbejderne stemte på Socialdemokratiet og læste byens socialdemokratiske alternativ. Beskæftigelse forklarede stort set, hvem man omgik, hvad man tjente, og hvad man mente. Med andre ord: Ens sociale klasse.

I dag er det mere uklart. Der er landmænd, der ikke stemmer på Venstre, og der er – i den grad – arbejdere, der ikke stemmer på Socialdemokratiet. Og så er der kommet et hav af nye professioner. Hvor placerer vi kontorfunktionærerne? Folkeskolelærerne? Konsulenterne? Åbner vi dertil op for at se på menneskers livsstilsmarkører, bliver det ikke mindre mudret: Vi forbruger de samme massemedier. Se bare på DR, som tilbyder dig Gift ved

første blik i dit fjernsyn, mens du ser Deadline på telefonen og hører Liga på P4 i din radio. Med sociologen Richard Petersons ord er vi blevet ”kulturelle altædere”.

En mere kompleks klassestruktur En uklar struktur betyder dog ikke, at vi ikke kan inddele samfundet i klasser. Det betyder blot, at det ikke længere er nok at se på, om folk er husmænd eller godsejere. Det springer f.eks. i øjnene, at den rigeste fjerdedel af danskerne i dag kan forvente at leve 6-8 år længere end den fattigste fjerdedel ifølge Sundhedsstyrelsen. Den samme forskel gælder fra ufaglærte til akademikere. På uddannelsesområdet ser vi det samme: Forældres uddannelsesniveau er til stadighed den mest afgørende forklaringsfaktor på menneskers uddannelsesniveau. Jeg selv går f.eks. på et studie, hvor der ifølge VIVE (Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd) dimitterer ni akademikerbørn, for hver gang der bliver færdiguddannet én med faglærte eller ufaglærte forældre. Det kan selvfølgelig ikke undgå at spille sammen med de kulturelle klasseforskelle, som også er tydelige. Det viser f.eks. et studie af aalborgensernes livsstil. Helt som Bourdieu ville forvente, er den økonomiske elite i Aalborg til Dagbladet Børsen og arkitekttegnede boliger, mens den kulturelle elite med lange uddannelser er mere til Politiken og installationskunst. De lavtuddannede aalborgensere er derimod til BT og Kandis. Eksemplerne er mange og peger mod, at der stadig er store forskelle i menneskers livsvilkår og adfærd på baggrund af faktorer som indkomst, uddannelse og kulturel kapital, selvom billedet er blevet mere komplekst.

En subtil klassekamp Det virker måske banalt. De fleste ved godt, at f.eks. indkomst og uddannelsesbaggrund afspejles i vores livsstil. Mange havde nok gættet, at Kandis ikke er at finde i – selv den aalborgensiske – kulturelites Spotify-søgehistorik. Og det er netop pointen: Vi ved godt, hvad der passer sammen. Vi ved også, hvor i samfundsstrukturen vi selv passer ind, og hvor vi ikke gør. Det er ikke nødvendigvis problematisk. Det tillader os f.eks. at sætte ind over for ulighed i sundhed, og vi kan afdække, hvilke barrierer studerende uden akademikerforældre møder, når de starter på universitetet. Problemerne opstår, når vores slet skjulte klassebevidsthed dominerer vores forventninger til andre mennesker.

Det ligger nemlig dybt i os mennesker, at vi tenderer til at se positivt på dem, som ligner os selv, og negativt på dem, som ikke gør (prøv selv at modbevise det ved at tage en ”Implicit Association Test” fra Harvard University på nettet). I socialvidenskaben kalder man det udgruppe-bias.

Hvis vi er så gode til at se klassestrukturer, er det nærliggende at forestille sig, at disse strukturer kan blive genstand for

Mange havde nok gættet, at Kandis ikke er at finde i - selv den aalborgensiske - kulturelites Spotifysøgehistorik. en udgruppe-bias mod klasser, som adskiller sig fra vores egen.

Udgruppe-bias kan være fint. Det kan være en beslutningsgenvej til at identificere eventuelle kilder til usikkerhed, men det er forsimplet, hvis vi lader udgruppe-bias stå alene, når vi møder andre mennesker.

Jesus som forbillede i mødet med andre I Johannesevangeliet kapitel 4 møder Jesus den samaritanske kvinde ved brønden. Mødet repræsenterer et møde mellem køn, religion, etnicitet, men i særdeleshed også mellem sociale klasser. Samaritanerne er et folk, som jøderne havde lave forventninger til – her kan man for alvor tale om udgruppe-bias. Derfor er det også overraskende, at Jesus taler til den samaritanske kvinde.

Disciplene forventede det ikke. Den samaritanske kvinde forventede det ikke. Alligevel trodsede Jesus samfundsstrukturens forventninger til hans syn på kvinden, og i mødet blev der skabt noget, en ny start for samaritaneren. Hvis Jesus ukritisk havde delt sin samfundsgruppes forventninger til samaritanerne, havde mødet aldrig fundet sted, og fornyelsen var udeblevet.

Vores forventninger til mennesker fra andre samfundslag end vores eget er efter al sandsynlighed forsimplede og negative, hvis vi lader udgruppe-bias styre vores forventninger. Det skaber distance mellem samfundsgrupper og danner grobund for yderligere bias. Fornyende menneskemøder udebliver. Det bliver vores samfund ikke bedre af. Erkender vi derimod vores iboende udgruppe-bias over for andre samfundslag, åbnes der for, at vores forventninger til andre mennesker også kan dannes efter Jesu forbillede. Det må være mere fordrende for en åbenbaring af en rigere verden end en verden, vi har puttet i kasser og sat vores egne klasse-labels på.

Hvis Jesus havde delt sin samfundsgruppes forventninger til samaritanerne, havde mødet aldrig fundet sted, og fornyelsen var udeblevet.

I TIDEN

23

MW Compounders er en dansk børsnoteret investeringsforening. Foreningen er udbyttebetalende og har investeret i 20-30 globale compounder-aktier.

Læs mere på vores hjemmeside: www.mwcompounders.dk Kontaktpersoner: Johannes Møller: 61 31 64 85 Dan Wejse: 26 83 37 44

”Har du betænkt, hvad det er at fortvivle? At det er at nægte, at Gud er kærlighed!”

Fortvivlelsens

modgift Hvis du er i udlandet og fortæller, at du er fra Danmark, kan du opleve, at folk udbryder “Ah, Kierkegaard!” Men selv som dansktalende kan Søren Kierkegaard være svær at forstå. Vi har bedt teolog og Kierkegaard-kender Signe Elmelund Thorup om at lave en appetitvækker om den verdenskendte filosofs tanker om fortvivlelse og håb. Værsgo. Én sides Søren til dig.

Af Signe Thorup Elmelund, stud.Theol., signethorup92@gmail.com

TEMA

25

Vi mennesker er fortvivlede. Det er et af omdrejningspunkterne i Søren Kierkegaards forfatterskab. Fortvivlelsen er et eksistentielt misforhold – et misforhold i forhold til os selv og i forhold til Gud. Sådan beskriver Kierkegaards pseudonym Anti-climacus fortvivlelsen i værket Sygdommen til Døden.

Med den titel bliver fortvivlelsen måske mere håndgribelig.

Den er en dødelig sygdom. Mennesket er sat af Gud, det vil sige skabt, som en syntese af det endelige og uendelige. Med andre ord er mennesket et sammensat væsen. Fordi mennesket er et forhold mellem to komponenter og tilmed forholder sig til sig selv og til Gud, er der potentiale til uligevægt, det vil sige fortvivlelse. Hvis man hænger på til værkets anden del, vil man finde ud af, at denne fortvivlelse er, hvad den kristne kalder synd. At være helbredt for den dødelige sygdom er at være salig, altså at stå i det rette forhold til sig selv og Gud. Fortvivlelsen tager sig ud på mange måder. Den kan være bevidst eller ubevidst. Den kan være begravet i hverdagens adspredelser, eller den kan være et djævelsk bevidst oprør mod tilværelsen og skaberen. At have skyklapperne på, eller at have paraderne oppe. At være bevidst om fortvivlelsen er selvbevidsthed eller syndsbevidsthed, og det er en forudsætning for helbredelsen. Men det er ikke nok at se sygdommen.

Man må også være villig til at modtage helbredelsen, altså at tro.

almæ sto Gud

Men citatet overfor stammer faktisk fra et helt andet sted, nemlig den opbyggelige tale Ved anledningen af et Skriftemaal. Kierkegaard beskriver her en person, som er ramt af en umiddelbart meningsløs lidelse. Vedkommende er ikke som en helt, der må udstå lidelsen for at nå et prisværdigt mål. Han lider, uden at det er knyttet til nogen umiddelbar nytte. Det er oplagt at fortvivle i sådan en situation. Enten dulme lidelsen med adspredelser eller give sig hen til lidelsen og sige ”alt er tabt”. Sådan en opgivenhed ser måske for den enkelte ud, som om han eller hun giver op på sig selv, men i virkeligheden, siger Kierkegaard, giver den opgivende op på Gud. Han eller hun opgiver at se sig selv i lyset af relationen til Gud, som er kærlighed.

I stedet kan den, som lider, vende sig mod håbet fra Gud. Håb er ligesom at få øje på noget andet end det du umiddelbart lagde mærke til. Altså at se dig selv fra evighedens eller Guds perspektiv. Det blik på dig selv og dit liv kan du holde fast ved gennem troen. Og lever du i det perspektiv, så er du i kærligheden både i dit liv nu, og når du en dag skal dø. Det er altså muligt for dig som menneske uanset hvilket liv, du står i, gennem håb og tro at se dig selv i evighedens og kærlighedens lys. Det er troens virkelighed. Troen er ikke altid intuitiv, men den er fortvivlelsens modgift. I troen kan vi finde ro i at være skabt af Gud og afspejle ham i kærlighed. ■

Håb er ligesom at få øje på noget andet end det du umiddelbart lagde mærke til. Altså at se dig selv fra evighedens eller Guds perspektiv.

26

TEMA

ægtige hellige Kære stærke ore himmelske kærlige fuld d Skaber Herre Far Jesus H Et af dine navne er min Forsørger.

Du lover at give mig, hvad jeg har brug for.

Alle dage. Uger og ja, måneder, der bliver til år.

Når jeg ser på dig, når jeg tjener dig.

Ligesom spurvene ikke bekymrer sig om i morgen, så spørger jeg dig nu om at hjælpe mig med mine bekymringer.

Jeg giver dem til dig.

Jeg overgiver al frygt til dig. Åh, hjælp mig far med ikke at være fanget i menneskefrygt i morgen.

At være fanget i fremtidsfrygt.

At være fanget i eksistentiel frygt.

Ja, selv pengefrygt.

Hjælp mig i stedet at være fri som en spurv, der flyver højt.

Du lover os frihed fra lænker.

Jeg overgiver derfor disse lænker til dig.

I Jesu navn.

Igennem dig er jeg købt fri.

Hjælp mig med at leve det ud!

Hjælp mig lige nu, i aften og i morgen!

Der er ingen som dig, ingen som min Forsørger og Frelser!

27

BRUG FOR EN PAUSE? Tag på LMH og få tid til Gud, tid til andre og tid til dig selv

Ansgarvej 2, 3400 Hillerød www.lmh.dk

Skabt i algoritmens

billede

Er dine forventninger dine egne? Siden 00’erne har sociale mediers øgede tilstedeværelse præget os. De seneste år er bagsiden af disse mediers forretningsmodel blevet tydelig.

Datalogistuderende Jeppe Fræhr Møller tager os med ind i en verden af data og algoritmer, når han undersøger, hvordan sociale medier påvirker os, og hvad vores modsvar kan være. af Jeppe Fræhr Møller, Jeppefm1@gmail.com, Stud. MSc. Datalogi Du har sikkert hørt, at hvis produktet er gratis, så er du produktet. Det er rigtigt til en vis grad, det er dog ikke hele sandheden, når man snakker digitale platforme. En nuancering kunne være: ”Det er den gradvise, lille, ubemærkede ændring i din egen adfærd og opfattelse, der er produktet... Det er det eneste, de (Tech-giganterne) kan tjene penge på. At ændre, hvad du gør, hvordan du tænker, hvem du er.” Sådan udtaler Jaron Lanier (datalog og IT-filosof) i dokumentaren The Social Dilemma.

Vi ved det nok alle sammen godt, men vil ikke helt indrømme det. Sociale medier og andre digitale platforme som YouTube, Netflix etc. får langsomt større og større betydning i vores liv. Vi kan diskutere, hvor stor magt de har, og jeg mener også, at Jaron Lanier går for langt i sin udtalelse, når han siger, at de ændrer, hvem vi er. Identitet er en kompleks sammensat størrelse, hvor medier/platforme nok aldrig er en direkte identitetsmarkør i vores liv, men nærmere i stedet påvirker de identitetsmarkører, som vi definerer os ud fra. Et eksempel på dette kunne være vores kultur eller verdensbilleder, som bliver formet af blandt andet medier. Medier har derfor stor magt, for de er med til at styre, hvilke indtryk vi bliver eksponeret for. Hvilke nyheder vi ser, og dermed også hvilken sandhed vi hører. Hvilken underholdning vi bliver anbefalet og ikke mindst, hvilke skjulte reklamer der sniger sig ind alle steder. Det har en betydning, en påvirkning, som lige så stille sætter sig i vores liv. Så kan vi tænke, at det er ubetydeligt med de få reklamer eller skjulte politiske budskaber, og at vi stadig har kontrol. Vi skal dog tænke på, at hvis vi alle hver især bliver rykket 1% på vores holdninger, værdier og adfærd, så har man rykket verden 1%, og det er mange penge værd.

TEMA

29

Hvert medie vil vinde vores tid og opmærksomhed, for at de kan sælge en præcis model af os.

Vi lever derfor i en større kampplads, hvor hvert medie vil vinde vores tid og opmærksomhed, for at de kan sælge en præcis model af os. Det er derfor de store værktøjer fra adfærdsøkonomien, som er taget i brug, og de har større utilsigtede konsekvenser, end vi lige tænker. Jeg vil i de følgende afsnit komme ind på udfordringer i forhold til fake news, politisk hadtale og unges mistrivsel. Afslutningsvis vil jeg komme med en kristen refleksion på baggrund af det.

Det onde komplot?

Er sociale medier og digitale platforme så et stort ondt komplot startet for at tjene penge? Nej, det mener jeg ikke.

Facebook blev født ud af en tanke om at bringe folk sammen. Et sted, hvor gamle studiekammerater kunne mødes og holde kontakten. Det blev skabt med gode intentioner og har også bragt meget godt med sig. Jeg er også stor fan af, at min Spotify app kommer med forslag til musik eller spændende podcasts, jeg skal lytte til. Det er en hjælp i min hverdag og er en kilde til afslapning og læring. Hvad der dog starter godt, kan udvikle sig problematisk, når den økonomiske markedsmekanisme i samfundet bliver indblandet.

De fleste IT virksomheder bygger i dag på reklameindtægter. Her kører der en auktion på reklamepladsen i dit feed, hvor de platforme, som kan garantere, at reklamen når en bestemt type person, kan tage højere priser. Det økonomiske incitament skubber derfor mod en mere kompleks personlig model af dig, hvor alt data kan bruges. Det handler derfor for platformen om at holde dig engageret og få dig til at interagere med indholdet, så deres model og reklameplads kan blive mere værd. Det er derfor en kamp for din opmærksomhed, hvor nok aldrig er nok.

Karambolage med sandheden og selvværd Denne kamp om opmærksomhed kommer i karambolage med sandheden, for hvad nu hvis løgnen er mere spændende end sandheden? Tre forskere fra MIT (søg efter ’Soroush Vosoughi et al.’), der har undersøgt millioner af 30

TEMA

tweets fandt, at hvis man har et mål om f.eks. at nå 1.500 læsere, vil fake news sprede sig seks gange hurtigere til dem end sande nyheder. Det er et stort problem, for så er det svært at skelne mellem sandhed og løgn. Det er formodentlig også en af hovedårsagerne til den øgede polarisering i verden nu. Et konkret skræmmende eksempel på det er de tidligere begivenheder i Myanmar. I Myanmar, hvor Facebook ofte er præinstalleret på nye telefoner, er Facebook blevet brugt til hadtale retter mod muslimer, som har ledt til massedrab, nedbrænding af landsbyer og meget andet. Facebooks algoritmer fremhævede og intensiverede dermed en storm af had og negativt indhold omhandlende Rohingya muslimer, hvor militæret og andre aktører opfordrede til vold. Der blev dermed skabt et ekkokammer af misinformation, hvor de mest ekstreme udsagn blev fremhævet mest. Amnesty International estimerer, at over 700.000 mennesker er flygtet og retter en massiv anklage mod Facebook for ikke at gribe ind overfor hadtalen spredt på deres platform. Den virtuelle vold blev til fysisk vold, og hvor ligger ansvaret så?

I Vesten ser vi også store udfordringer med trivsel.

Jonathan Haidt, PhD i social psykologi, udtaler i dokumentaren The Social Dilemma, at mængden af amerikanske unge med depression og angst er steget markant. Antallet af indlæggelser efter selvskade for 10-14-årige piger er steget 189% fra 2009 til 2015. I samme periode er selvmord for 10-14årige piger fordoblet. Det vil være statistisk forkert at sige, at sociale medier har forsaget det, for vi kender ikke årsagssammenhængen, men korrelationen med sociale mediers vækst er foruroligende, som ifølge eksperter kunne være en sandsynlig forklaring. Det giver i hvert fald stof til eftertanke.

Kirkens svar Verden hungrer derfor efter sandhed, nærvær og mening.

Det er her Jesus kommer ind i billedet. Vi kender Sandheden.

Vi kender Kærligheden. Vi kender Meningen. Jesus! Jeg tror, at vores rolle som kristne og som kirke er at række det kristne fællesskab ud til verden. Det er langt fra perfekt, men det

Fake news spreder sig seks gange hurtigere end sande nyheder. rummer en dybde og en ballast i den omskiftelige verden. Det kan være med til at vise verden, at det ikke handler om likes for at være accepteret og elsket. Vi kan være med til at vise styrken i det fysiske og nærværende fællesskab. Vi kan stadig være ofre for fake news, men vi skal kæmpe for sandhed i verden, og turde kritisere at digitale platforme bruger os som forsøgskaniner i en kommerciel hensigt uden nogen sønderlig regulering. Vi må være ambassadører for Jesu sandhed og kærlighed, for vi har oplevet, hvordan vi selv bliver set og mødt af Gud og kirken. Det giver os noget åndelig og menneskelig kapital, som vi kan række videre.

Som afrunding, hvad kan man så konkret gøre for at frigøre sig fra digitale platformes magt?

Vi kan starte med at slå alle de ligegyldige notifikationer fra på vores telefon. Hvorfor skal en algoritme påminde mig om, at min ven har posted noget nyt? Det kan jeg se, når og hvis, jeg vælger at åbne Instagram. Vi skal selv være i kontrol.

Et andet råd, fra en som selv syntes, det er svært, vil være at tænke over ens prioriteter. Hvad giver det mig? Er dette gavnligt? Og hvis det er underholdning, hvor stor en plads skal det så have? Vi må tage Gud med ind i vores overvejelser og lade ham forme vores prioriteter i livet. ■

Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, kan du kontakte Livslinien på telefon 70201201, skrive til chatrådgivningen livslinien.dk eller få mailrådgivning på skrivdet.dk.

TEMA

31

Kronik:

Langt som et

ondt år

Annus Horribilis. Har du haft lyst til at gå i ét med en grå hjørnesofa? Har du været på dehydreringens rand fra tårer? Vores faste kronikskribent reflekterer over et ondt år, forventninger til livet og ønsket om kontrol. af Signe Oehlenschläger Petersen, stud. Social og Kulturpsykologi ved London School of Economics, signe.oeh@gmail.com

Der er en lille talemåde, der har siddet fast i mit hoved en tid nu.

At noget kan være 'langt som et ondt år'. Jeg tror ikke som sådan, at jeg havde funderet over den, før jeg ramte 2023.

For det har, for mig, været et ondt år. Et annus horribilis, hvis vi skal bringe lidt latin ind i det. Det smuldrede allerede fra novemberen forinden. Jeg var flyttet til en ny by, i et land, der ikke er mit, og alt var fjernt. Det er altid lidt tungt i sig selv at være fremmed. Men der var særligt to ting, der væltede mit lille korthus. Først blev min mor diagnosticeret med, og kæmper sig stadig igennem, kræft. Og så mistede jeg i marts min højtelskede mormor.

Måske er jeg, med mine 26 år, for ung (selvom min 19-årige søster ville grine højt ved tanken om, at jeg skulle være ung) til helt at have erfaret livets tunghed. Måske er det bare et chok, hver gang denne verdens ondskab sparker døren ind. Men det har tæret helt utroligt på min kapacitet bare at gøre det hverdagen byder. Jeg har været træt, haft lyst til at gå i ét med den grå, lidt slidte hjørnesofa, der præger min stue, og jeg har været på dehydreringens rand fra tårer, der valfarter fra mit ansigt. Jeg har følt mig bange og lille, og jeg tror nu, at jeg forstår, hvor langt et ondt år er.

Og det giver mig en lyst til at have mere kontrol over livet.

Og den lyst ved jeg, at jeg ikke er ene om. Hvis vi skuer ud i det danske debatlandskab lige nu, så er der særligt to aktuelle emner, der berører vores behov for ’livskontrol’: Longevity og aktiv dødhjælp. Longevity, lidt groft skitseret, handler om at leve på en måde, der nedbringer ens body age, gennem søvn, sollys og hvidløg på pilleform, så livet kan blive så langt som muligt. Aktiv dødshjælp, som vi formentlig ved, handler om selv at må sige stop, når livet ikke længere føles værdigt af den ene eller anden årsag – altså at forkorte livet.

På trods af, at de troner i hver deres ende af livslængdens spektrum, så står de begge med den fællesnævner af kontrol, som også jeg kan længes efter. Og jeg tror, at det har at gøre med for32

I TIDEN

ventninger til livet. Forventninger til, hvor meget godt der er i vente, forventninger til, hvad livet kan byde, og hvor tungt det måtte blive. Dog tror jeg også, at det er en misforstået tanke, at vi kan kontrollere livet. Kontrol, hvor meget jeg end måtte ønske det, er uopnåeligt. Hvis der er noget, jeg har lært i dette onde år, må det være, at det ikke er mit lod at være livets mester.

Derfor synes jeg også, at vi er helt urimeligt privilegerede som kristne. For der er håb, hvor der ikke er kontrol. Vel skal

Kontrol, hvor meget jeg end måtte ønske det, er uopnåeligt. jeg leve livets lange onde år. Vel skal jeg dø. Vel kan jeg til tider, endda ofte, ønske at alting var bedre. Men mine forventninger er ikke kun til dette liv, selvom jeg selvfølgelig håber og længes efter lysere tider. Min forventning er også, at jeg en dag kan vinke farvel til onde år. At jeg en dag lever på en ny jord, med min frelser, Jesus.

KFS’ERNE ANBEFALER

The Jesus Magnet Podcast "Podcasten interviewer forskellige kristne om deres vidnesbyrd, og hvordan Jesus har været med/frelst dem fra situationer, som fra et menneskeligt synspunkt kan synes helt umulige. Podcasten er både rørende og vildt trosstyrkende. Den sætter virkelig livet på spidsen og viser, hvordan Gud altid er med, også når det ikke føles sådan.

Af Alexander Elleby Brejl

At tænke hurtigt og langsomt” af Daniel Kahneman Psykologen og nobelprismodtageren Daniel Kahneman forklarer kort sagt måden, hvorpå mennesket træffer forkerte beslutninger. Det er indsigtsfuld og til tider ret chokerende læsning. Denne bog har givet mig en helt ny forståelse af min egen dømmekraft – en viden, jeg har brugt aktivt i min hverdag. Derudover er bogen virkelig velskrevet i et jordnært sprog og med små eksperimenter, som læseren kan afprøve på sig selv."

Af Amalie Lundsgaard:

Ubegribeligt mørke – hvordan hjælper jeg den, der er ramt af depression? – af Heinrich Kaufmann God, kort, konkret og letlæselig bog om at være pårørende til depressionsramte. Den er fyldt med virkelig gode lavpraktiske råd til, hvad man kan gøre, og hvad der ikke er ens opgave som f.eks. nær veninde, og hvordan man også passer på sig selv i det – og med et fedt trosperspektiv indover.

Af Emilie Helena Hansen

Watchmen (tegneserie) Denne tegneserie er et godt eksempel på, hvor meget god litteratur man finder i tegneserieformatet. Den er en alternativ, semirealistisk og temmelig dyster superheltefortælling, der fortæller meget om den menneskelige psyke.

Af Andreas Christensen I TIDEN

33

Mere end forventet

“Gud giver os ikke altid, hvad vi tror, vi har brug for. Men nogle gange giver han os det og mere til. Lars’ artikel er en opmuntring til, at turde bede Gud om det vi konkret har brug for. Samtidig er artiklen en opfordring til at se de gaver som Gud giver os hver dag, og de gaver som vi har fået for evigt.”

Af Lars Boje Sønderby Jensen, Studentersekretær i Østdanmark, larsboje@kfs.dk

Vi var på spanden Snart var vi færdiguddannede og skulle forlade vores billige studieværelse i København. Hverken min hustru Lise eller jeg havde udsigt til hurtig jobstart. Sidst jeg tjekkede, var Mærsk og Novo Nordisk ikke desperate efter, at vi filosoffer fik afleveret vores specialer. Der var bedre vilkår for Lise, der havde studeret matematik, men hun var temmelig gravid.

Good luck. Lejligheder til en ny lille familie var heller ikke til at støve op. Eller jo. Hvis man var loaded. Vi havde en baby på vej, men ikke tag og arbejde.

Så vi bad På vores knæ frembragte vi urealistiske ønsker til Gud om en treværelses

34

lejlighed til maks. 8.000 kr. om måneden i Københavnsområdet og Nordsjælland. Vi bad om job og et raskt barn. Og så ventede vi, søgte og gjorde vores studier færdige.

Tak Gud for irriterende håndværkere Vores kollegie var under omfattende renovering, da Lise forberedte sig til en af sine sidste eksamener. Alle rør, håndvaske

Sidst jeg tjekkede var Mærsk og Novo Nordisk ikke desperate efter, at vi filosoffer fik afleveret vores specialer.

og radiatorer skulle udskiftes. En morgen hang der et skilt på vores dør, hvor der stod, at vi hver morgen skulle dække vores værelse af med plastik, så nedriveren kunne arbejde.

Det gjorde vi så. Men han kom aldrig. Først ugen efter, hvor vi selvfølgelig ikke havde dækket af. Efter en hyggelig aften til madklub på kollegiet kom vi tilbage til et værelse, der lignede en byggeplads. Det var skønt at vågne op om morgen med udtørrede lunger og søvn i øjnene bestående af mur- og metalstøv. Det gjorde vi kun én gang! I stedet flyttede vi midlertidigt ud til mine forældre, indtil de var færdige med vores værelse.

Da vi boede hos mine forældre, tog vi med dem i kirke.

Under kirkekaffen faldt vi i snak med Jette fra mine forældres bibelkreds. “I skal ikke flytte i en dyr lejlighed i desperation.

Vi kan hjælpe jer.” fortalte hun. De havde nemlig en tilbygning til deres hus, som vi kunne leje til ganske få penge. Det takkede vi ja til. Jettes mand, Kurt, ringede dog og fortalte, at han havde et bedre tilbud. Hans bror var formand for missionshuset i Vallensbæk, og han søgte en børnefamilie, som ville være deres nye portnerpar. Huslejen var nogenlunde den samme, men boligen var mere end dobbelt så stor. Der var en lille have til i et idyllisk landsbyområde med gadekær og stråtagshuse. Vi kunne ikke sige nej. Det var i sandhed en game changer, og det gav vores lille nye familie helt andre udsigter. En frustration ledte til en velsignelse.

Velsignelse i overflod Som nyudklækket filosof havde jeg ikke forventet andet end langtidsledighed. Men sådan skulle det ikke være. Efter to-tre måneder på dagpenge fik jeg dette attraktive job i KFS. Lise fik ansættelse i en stor IT-virksomhed, som hun kunne begynde på efter barsel. Vigtigst af alt fik vi også en velskabt dreng. Vi var overvældede over Guds godhed. Vi havde fået meget mere, end vi havde bedt om. Vi mærkede tydeligt, at Gud sørgede for os.

Men det stoppede ikke her. Det var som om, Gud ville highlighte sin omsorg for os. For i samme periode modtog Lise en tyk kuvert. Ved lodtrækning blev hun tilbudt Danmarks største rejselegat for matematikere på 500.000 kr. (Nej, det var ikke en scam). Vi kendte til legatet i forvejen, fordi vi havde venner, der var ude at rejse og studere med det. Jeg var ved at falde om. Gud kommunikerede klart. Forstå, at jeg sørger for jer!

Jeg pauser historien Det er nemlig med en vis blufærdighed, at jeg deler dette.

Vores vidnesbyrd handler om penge, og det synes jeg er følsomt emne. Og dels kan vores historie om velsignelse og bønhørelse også let misforstås. Jeg ville blive ked af det, hvis du nu tror, at du skal opleve det samme for at være velsig-

En frustration ledte til en velsignelse. net. Eller hvis du nu tror, at hvis du beder om ét studiejob, at så giver Gud to jobtilbud, som du ikke kan sige nej til. Vi får naturligvis ikke altid mere, end vi forventer eller håber på. Det skete for os her, men man kan ikke lave teologi på oplevelser.

Vores forventninger til bøn og Guds løfter skal alene formes af Bibelen. Gud har ikke givet løfter om økonomisk fremgang.

Men Gud har givet os et evigt løfte om syndernes forladelse, hvis vi tror på Jesus. Og syndernes forladelse er indgangen til Guds rige med et overflødighedshorn af velsignelser, når Jesus nyskaber jorden. Derfor kan vi have ubetinget tiltro til, at Gud – gennem troen på Jesus – giver os syndernes forladelse i dag, og i nyskabelsen vil han give os alt godt i overflod.

Skal vi så ikke bede om hjælp i pengesager?

Jo, det må vi godt. Jesus siger, at vi ikke skal bekymre os, og vi skal forstå, at vores Fader i himlen kender vores behov. Vi kan frimodigt gå til ham og bede om gode gaver og velsignelser, fordi vores Fader i himlen er god og gavmild. “Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham!” (Matthæusevangeliet kap. 7, v. 11) Vi må gerne være konkrete, og vi kan stole på, at han hører os og giver os gode gaver, men den specifikke opfyldelse af vores bønner må vi overlade til ham i ydmyghed og tålmodighed, fordi Gud afgør opfyldelsens hvordan og hvornår. Det er bedst, at det er sådan, fordi det er Gud, der ser alt. Det er ham, der er god.

Et ekstremt valg Tilbage igen. Det lyder vanvittigt, men vi endte faktisk med at takke nej til legattet. Vi havde 14 dage til at beslutte os. Det var meget stressende! Hvornår ville vi få sådan et tilbud igen?

Aldrig. Men der var flere grunde til vores nej. Vi havde behov for at slå rødder, skabe et stabilt hjem for vores søn og finde vores vej ind på arbejdsmarkedet. Ikke desto mindre føltes det ekstremt at sige nej til en halv million kroner i rejsepenge.

Vi har dog aldrig fortrudt.

Jeg har spekuleret meget over hændelserne. Mere end jeg kan dele med jer her. Men jeg tror, at Gud giver os mere, end vi forstår og beder om (Efeserbrevet kap. 3 v. 20). Ofte ænser vi det ikke, men Lise og jeg fik lov at mærke det her. ■

Gud afgør opfyldelsens hvordan og hvornår.

TEMA

35

”Gud ønsker fællesskab med uperfekte mennesker – det håber jeg, KFS må afspejle” Hvem er det lige, KFS-sekretæren i Nord- og Midtjylland er? Vi har stillet Mathias Schultz Laursen fire hurtige spørgsmål for at blive lidt klogere på, hvem han er, og hvad han drømmer om.

Læs med her!

Af Morten Lund Birkmose, kommunikationsmedarbejder i KFS, birkmose@kfs.dk

Hvad er de tre vigtigste ting, vi skal vide om Mathias?

Hvis jeg skal præsentere mig, kort, vil jeg sige, at jeg er teolog og bor i Aalborg. Jeg elsker svære spørgsmål, gode brætspil, at løbe i skoven og svømme i fjorden.

Hvad har KFS betydet for dig i gymnasiet og studieårene? Har du et særligt KFS-minde?

KFS har betydet meget for mig og bragt mange gode oplevelser med sig både i Danmark og ude i den store verden. KFS har i både gymnasiet og studietiden været et sted, hvor jeg har fået lov at stille mine mange spørgsmål, og været et fællesskab, hvor vi sammen oplevede, at troen på Jesus fik relevans for vores tænkning og livet generelt.

KFS har også i høj grad været et sted, hvor jeg er vokset i frimodighed i forhold til at tale om tro med de af mine venner, som ikke er en del af kirkefællesskaber, og hvor vi har kunnet holde events, f.eks. Challenge (det tidligere navn for eventugen i Aarhus), som jeg har været stolt af at vise frem, invitere til og dele med andre.

En lille oplevelse for et par år siden illustrerer meget godt, hvad jeg har sat pris på ved KFS. Jeg var sammen med et par venner, som jeg har fulgtes med, siden vi gik i klasse sammen i gymnasiet, og som jeg af flere omgange tidligere havde trukket med til KFS-arrangementer, selvom de ikke plejede at komme i kristne fællesskaber. Uden anledning spørger den ene pludselig: ”Er der egentlig snart Challenge igen? Det kunne være fedt!” I det samme lyser den anden op og tilføjer: ”Ja! Det er så skønt at være et sted med spændende oplæg og med respekt for hinandens holdninger.”

Hvad glæder du dig særligt over i jobbet som KFSsekretær?

Jeg bliver opmuntret, når jeg møder KFS’ere, der brænder for Jesus og vandrer med ham med alle de glæder og udfordringer, der kan være ved det. Og så glæder det mig særligt, når jeg ser KFS’ere, der vokser i frimodighed i at være kristne og i at dele deres tro med deres studievenner.

36

KFS-NYT

Hvad drømmer du om, at KFS’erne får med sig i løbet af deres tid i KFS? Jeg håber, at KFS’erne oplever KFS som et fællesskab i studiehverdagen, hvor man kan stille spørgsmål, tage venner med, og hvor man oplever, at evangeliet har relevans for alle aspekter vores liv.

KFS er ikke et udstillingsvindue for dygtige kristne, som har alle svarene til bibelstudiet, og som aldrig træder ved siden af.

KFS er et fællesskab, hvor vi sammen vandrer med Jesus og kommer til at ligne ham mere og mere. Jeg drømmer om, at KFS’erne må opleve, at i KFS handler det ikke om at se ud på en bestemt måde og leve op til et højtravende ideal. Gud vil ikke have din overflade – han vil have dig. Den du er. Ikke den, du gerne vil være eller føler, du burde være. Gud ønsker fællesskab med os uperfekte mennesker, og det håber jeg fællesskabet i KFS må afspejle.

Søren Rønn siger farvel til KFS og – ikke mindst – KFS’erne 1. november sagde Søren Rønn farvel til jobbet som KFS-sekretær i Vest- og Sønderjylland og ’goddag’ til tjenesten som sognepræst i Øster Snede Kirke. Han sender her en sidste hilsen og giver tre gode opfordringer med på vejen til KFS og KFS’ere.

Af Søren Aalbæk Rønn, afgående KFS-sekretær i Vest- og Sønderjylland

Kære KFS’ere Nogle af jer ved måske ikke, hvem jeg er. Andre kalder jeg med glæde mine venner. Uanset hvad, vil jeg gerne sige tak. Tak, fordi I ER KFS. Tak for at føre KFS’ vision videre uge for uge, madpakke for madpakke.

At være KFS-sekretær har været et kæmpe privilegium og glæde. KFS’ere er nysgerrige, sjove, taknemlige, videbegærlige og meget mere – og jeg har lært meget af jer. Jeg har tre konkrete opfordringer, som jeg håber, I vil tage til jer.

1. Bed mange bønner. Bøn er en genial måde at tage Jesus med i sin hverdag. Bed en bøn for din klasse om morgenen, bed en bøn for dine kammerater, som har det svært. Bed sammen i KFS-gruppen. For hinanden. For skolen. Jesus lytter. Og han svarer.

2. Hav øje for hinanden. Spørg ind og del liv. Alle mennesker – også en KFS-sekretær på 33 år – har brug for at blive set. Tænk over, at du er til KFS for de andres skyld, og kun sekundært for din egen. Den indbyrdes kærlighed er grundpillen i et kristent fællesskab, og det er den indbyrdes kærlighed, vi skal kendes på – siger Jesus.

3. Gør Jesus kendt og hav ikke nok i jer selv! Når vi fortæller andre, hvad vi tror på, kan det godt lyde gak. Men det er Helligåndens opgave at skabe tro. Du skal fortælle, med dine egne

ord, hvad du tror på, og hvad det betyder. Vær ikke optaget af at forklare og forsvare Gud. Vær i stedet optaget af at være en god ven. Skab stærke relationer og se ikke ned på dine ikke-kristne venner. KFS er ikke kun et pusterum. Vi vil gøre Jesus kendt, og hvis ikke vi er optaget af det, er vi kommet væk fra vores eksistensberettigelse.

Som en sidste opmuntring vil jeg dele to vers, der giver mig frimodighed, fra Romerbrevet kapitel 8 vers 31-32: "Hvad er der mere at sige! Er Gud for os, hvem kan da være imod os? Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt?"

Gud velsigne jer. XOXO Søren Rønn Anna Kiel Rughave er ansat i en deltidsstilling i området, imens vi undersøger, hvordan vi fremadrettet skal understøtte arbejdet der.

Indkaldelse til generalforsamling i KFS 2024 Generalforsamling i KFS 2024 afholdes søndag den 24. marts klokken 15:30-17:00 på Påskelejr i Skanderborg.

Bestyrelsen i Kristeligt Forbund for Studerende indkalder hermed til ordinær generalforsamling i forbindelse med Påskelejr 2024.

Generalforsamlingen finder sted: Søndag den 24. marts klokken 15:30-17:00 på Skanderborg Center for Uddannelse, Højvangens Torv 2, 8660 Skanderborg.

Forslag til kandidater til bestyrelsen og forslag, der ønskes behandlet under punkt 8 sendes til sekretariatet senest fire uger inden generalforsamlingen.

Af bestyrelsens 15 medlemmer er syv personer på valg.

Bestyrelsen kan være på op til 15 medlemmer. Der kan derfor opstilles kandidater til syv poster og op til to suppleanter.

Endelig dagsorden tilsendes alle medlemmer fysisk eller elektronisk senest to uger inden generalforsamlingen.

Medlemmer, der har betalt kontingent for 2024, har stemmeret.

Kontingentet opkræves automatisk i marts 2024. Både studerende og andre med interesse for KFS’ arbejde kan blive medlem af KFS. Du kan blive medlem via vores hjemmeside kfs.dk

Den foreløbige dagsorden ser således ud: • Valg af dirigent, referent og stemmetællere • Aflæggelse af formandsberetning til godkendelse • Fremlæggelse af årsregnskab til godkendelse • Fremlæggelse af budget til godkendelse • Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter • Valg af revisor • Beslutninger om vedtægtsændringer • Drøftelse af indkomne forslag • Eventuelt

KFS-NYT

37

Adventstiden minder os om noget endnu bedre Af Jonas Kattner Sørensen, stud.theol. og ungdomsmedarbejder for Joffi

Bibelvers: Brødre, vær tålmodige indtil Herrens komme. Tænk på, hvordan bonden tålmodigt må vente på sin jords dyrebare afgrøde, indtil den har fået efterårsregn og forårsregn. Også I skal være tålmodige og gøre jeres hjerter stærke, for Herrens komme er nær.

(Jakobsbrevet kap. 5, v. 7-8) Adventstiden er en tid, hvor vi venter.

Men hvad er det egentlig, vi venter på?

Noget af det, jeg venter på, er ferie, familietid, hygge og mad, som jeg ikke selv skal lave, og som derfor også er utrolig lækkert. Det er selvfølgelig alt sammen godt at vente på, men det er bare ikke det, som adventstiden ønsker, vi skal vente på. Det er i stedet ”Herrens komme” (latin, advent) vi venter på. Vi venter på Jesus! Jesus, som kommer til vores jord, til vores verden, til os. Det lyder måske lidt som en omskrivning af juleevangeliet, og det er det sådan set også, men på samme tid er det ikke.

Fordi det er rigtigt, at Jesus for 2000 38

TEMA

år siden kom til vores jord. Fuldstændig fantastisk, og noget vi bør fejre og huske på hvert evigt eneste år. Men der er noget paradoksalt over at vente på noget, som allerede er sket. Det er nok egentlig ikke det, vi venter på. Det, som vi virkelig venter på, er, at han skal komme igen!

Nu ved jeg selvfølgelig ikke, hvad du tænker på i adventstiden. Men jeg ved, hvad jeg selv oftest tænker på: mest på juletamtam, derefter på Jesus, som kom for to tusind år siden, og sidst men også mindst på Jesus, som skal komme igen en dag og gøre alting godt. Denne fordeling af tanker synes jeg virkelig er skræmmende! Fordi, hvis jeg tænker sådan, venter jeg så overhovedet på Herrens komme? Hvis jeg skulle sætte mig selv ind i disse bibelvers fra Jakobs brev, så føler jeg mig egentlig ofte som en bondemand, der fuldstændig har glemt, at der er afgrøder i jorden. Jeg tror, det har noget af gøre med, hvor godt jeg har det lige nu og her. Mange af os er rigt velsignede med alle mulige

gode gaver, og tak til Gud for det! Men der ligger også en fare i dette: at vi glemmer, hvad vi i virkeligheden venter på.

Det er utænkeligt, at et barn glemmer, hvor fantastiske gaver der venter under juletræet, fordi det kun har øje for de mindre adventsgaver. Men er det ikke netop det, som sker for mange af os?

Vær tålmodige Det er ikke for at være en lyseslukker, jeg skriver alt dette. Lige omvendt faktisk. Jeg ønsker, at når vi tænder julelys i denne tid, så må de være med til at minde os om, hvad vi virkelig venter på. At de må hjælpe os til at kigge frem.

Frem mod et julelys, som skinner så klart og flot, at lysene i Magasin blegner. Vi har nemlig noget fantastisk at se frem til. Noget så smukt og godt, at vi slet ikke forstår det, men som vi alligevel får lov til at have en forventning til.

Lad os i denne tid, hvor vi har så meget godt, være tålmodige og vente på alt det, som skal komme, som skal blive endnu bedre!

Portræt Sirid Jespersen, Jordemoder

Hvorfor har du valgt at læse til jordemoder?

Jeg tror, tanken opstod, da jeg i sin tid begyndte at forholde mig til, hvad jeg gerne ville læse. Jeg syntes, det var en helt vild tanke det med at kunne få lov til at bidrage til det rum, gravide og fødende er i, og være en aktiv rolle i fødselssituationer.

Nu er jeg så blevet klogere på, at det at være jordemoder er meget mere end at stå på en fødestue: det strækker sig fra graviditeten, endda før man måske bliver gravid, men også selvfølgelig under fødslen og efterfødselstiden.

Jeg overvældes og glædes altid over at få lov til at se et forældrepar blive til og at opleve, når rummet går fra to til tre, og et nyt liv, et nyt menneske, fylder stuen og sprænger rummet med sin barnegråd. Det er fuldstændig vildt og magisk.

I arbejdet som jordemoder kommer du tæt på mennesker i betydningsfulde og forventningsfulde øjeblikke, som er helt særlige for dem. Hvordan er det?

Det er fuldstændig vanvittigt og unikt, fordi man får lov at være et livsvidne i folks liv. Der er rigtig mange følelser på spil, både glæde, smerte, forventning. Når du træder ind på en fødestue, så forsvinder alt andet: al blufærdighed bliver skrællet væk, og folk lægger deres tillid i ens hænder, og det er unikt at få lov til at være i.

Der er nogle helt særlige par, som går ind under huden og bliver gemt i ens jordemoderhjerte. Jeg har lyst til at fremhæve en nattevagt, hvor jeg bliver kaldt ind af min afdelingsjordemoder i en travl vagt. Det, jeg møder ind til, er en meget presset fødegang, og jeg bliver tilknyttet et forløb, hvor et forældrepar har mistet deres ufødte barn lige op til termin.

Det er sådan et forløb, man gruer for som jordemoder, særligt når du ikke har haft særligt meget berøring med det.

Så jeg følte mig meget på meget dybt vand. Det at få lov til at være en rolle, også ind i det fuldstændig meningsløse, det er selvfølgelig også et aspekt af det at være jordemoder, og jeg tror, det er noget af det fineste jordemoderarbejde, jeg indtil nu har været med til. At kunne være et livsvidne for forældrene midt i det meningsløse og være med til at hjælpe dem med at komme igennem forløbet, være i fødslen og den efterfølgende proces af sorg over det at have mistet et barn,

som man har båret under sit hjerte i ni måneder og mærket slå og sparke og bevæge sig. Det var meget specielt at være jordemoder i det, og sådan et forløb glemmer man ikke.

Har du gjort dig nogle tanker om forventninger, som samfundet/verden har i dag, som du synes skal korrigeres?

Det, som jeg synes, kunne fylde i min studietid, og som jeg vil fremhæve her, det er, hvilke forventninger vi har til den unge generation, blandt andet i dag. Her oplever jeg, også for mig selv, en præstations- og perfekthedskultur, hvor jeg ville ønske man kunne sige pyt og hvile i og blive badet i lyset af, at Gud elsker mig for den, jeg er, fremfor det jeg gør i præstationer eller i tal, for eksempel en karakter.

Det er okay at være sårbar og lade facaden krakelere lidt og komme ind under huden på folk fremfor at føle, at man skal præstere og være et overmenneske. Det er selvfølgelig rart at føle, at man lykkes i tilværelsen, men det er ikke det, der i sidste ende tæller. Det, der tæller, er, at Gud elsker mig for den, jeg er.

TEMA

39

Bøger:

Et glædeligt gensyn med Narnia

Af Stefan Lumholdt Pedersen, stud.mag. i engelsk, lumholdt9098@gmail.com

C. S. Lewis er en meget anerkendt mand i kristne kredse, og med god grund. Det er Kristendom husker jeg som en af de bedste kristne bøger, jeg har læst. Men Lewis er på verdensplan bedst kendt for Narnia, som Netflix vil skabe endnu en filmudgave af i løbet af de næste par år. Om Hesten og drengen, den tredje bog i rækken, bliver en af dem, vides endnu ikke, men det var den, jeg faldt over – og genlæste med stor fornøjelse.

For så skarp som Lewis kan være i sine teologiske værker, så får jeg mindst lige så meget, hvis ikke mere, ud af hans historier. Det satte professor Alistair McGrath også ord på, da han for nylig var i Århus for at fortælle om C. S. Lewis, hvor han blandt andet lagde stor vægt på, at Lewis var en historiefortæller. Det skinner klart igennem i Narniafortællingerne, som indeholder de tydeligste kristne allegorier, man kunne tænke sig. C. S. Lewis formåede at bruge historier til at fortælle os de vigtigste ting – som enhver stor historiefortæller kan gøre.

Hesten og drengen beretter om de to børn Shasta og Aravis’ rejse fra det sydlige

Calormen mod Narnia i følgeskab med de to talende heste, Bree og Hwin. Det er en flugt fra det liv, de kommer fra, den ene på vej til at blive solgt som slave, den anden på flugt fra et tvunget ægteskab. En rejse fra slaveri til frihed, som spejler det kristne liv.

Rejsen formes undervejs af mødet med Aslan, Narnias udgave af Jesus. Det karakteristiske for Aslans indgriben er, at Shasta og Aravis ikke genkender ham som Aslan. Han forekommer derfor også frygtindgydende og kuldegysningsfremkaldende for dem, før de forstår, hvem han er, og hvad han vil. Han kommer til dem som en løve, der fører dem til at møde hinanden, og han kommer til Shasta som en kat, der giver ham tryghed og varme, og igen som en løve, der skræmmer de to heste til at ride hurtigere og få karaktererne frem i tide. Resten af historien vil jeg ikke afsløre for dem, som måske er så heldige at kunne opleve den for første gang, eller for dem, der får lyst til at genlæse denne perle.

Bogen er ikke perfekt skrevet, og historien kan en gang imellem blive lidt

Narnia 3 - Hesten og drengen C.S. Lewis Gyldendal, 4. udgave, 2015 226 sider

40

I TIDEN

forudsigelig, men det bekymrer Lewis sig ikke om. Det er ikke en historie, der skal lade læseren gætte, men som snarere har det helt fint med at fortælle tingene, som de er, samtidig med at læseren er begrænset af historiens karakterer. Selvom fortælleren kan give hints om, hvad der foregår undervejs, er det Shastas synspunkt som slave på vej mod frihed, man får givet.

Det giver mening for læseren at se rejsen fra denne vinkel, og at vi ikke får lov til at se Narnia med vante øjne, og at Aslan ikke straks ses som den herre, han virkelig er. Det er nemlig den rejse Shasta og Aravis er på, og det er den rejse, vi er på. Vi, som kalder os kristne, har set Aslan/Jesus som herre, men det sker, at vi ikke genkender ham, når han handler. Måske er der ting, han gør for os, vi ikke forstår, der giver mening en dag. Måske kan mødet med Gud også gøre ondt, når vi ikke forstår, hvorfor ting sker, som de gør. Det møde og den rejse kan man læse om i ‘’Hesten og Drengen’’, en af C. S. Lewis’ fantastiske historier, og jeg kan kun anbefale, at man kommer i gang!

Bøger:

Ville Jesus have en smartphone i 2023?

Af Benedikte Støvring, stud.mag. i litteraturhistorie, bestovring@gmail.com

Alle generationer har brug for nogen, der kan sætte Jesus ind i netop deres kontekst og formidle, hvorfor han er relevant for dem. Jeg startede selv på gymnasiet, da Rasmus Jonstrups udgav Gymnasietro og fandt derudover stor glæde i Wilhelm Buschs Hvad skal jeg med Jesus?, selvom den havde et par år på bagen. Nu er vi nået til 2023, hvor bibellæsning er udfordret af TikTok-videoer, og hvor nye generationer kræver nye stemmer. Men der er hjælp på vej.

27-årige Camilla Quist har taget udfordringen op med bogen: Jesus i øjenhøjde.

Bevæbnet med hashtags og korte afsnit til at fange de koncentrationsbesværede forsøger hun at gøre Jesus relevant i en verden af smartphones. Det vildeste er, at hun lykkes overraskende godt med det.

En bland-selv-slikpose af genrer Quist bruger sit eget liv som lærred, når hun fortæller om en tryg opvækst på kirkelejre og det barske møde med virkelighedens grumme sider og troens mere dybdegående spørgsmål. Der bliver tid

til kapitler om både sex og druk, inden Hoseas Bog bliver omdannet til en tegneserielignende fortælling om Hjalmar og den prostituerede Gabriella. Efter hvert afsnit kommer hun med konkrete råd til sin læser, og alt dette gør bogen til en udefinérbar blanding af biografi, selvhjælpsbog og introduktion til kristendommens hovedbudskaber. En blanding, der i starten irriterede min læsning, men som ved nærmere eftertanke passer forbløffende godt ind i tiden.

Når information kan findes mange steder, og utallige spillere kæmper om vores tid på en almindelig lørdag formiddag, sætter det den klassiske genreinddeling under pres. Mon ikke flere unge begynder at ønske sig én bog, som de både kan spejle sig i og få konkrete værktøjer ud af, frem for at skulle læse to forskellige?

Har du også leverpostejsperioder med Jesus?

af ”leverpostejsperioder med Jesus” og et velskrevet kapitel om ikke at sammenligne sig med andre. De kan også forvente en ærlig fortæller, der trækker på det vel nok mest brugte og samtidig mest eftertragtede greb i dag: Autenticitet. Ægthed.

Reelness.

Quist blotter sine gode og dårlige sider, fortæller om sine sårbare usikkerheder og lægger kort sagt sig selv helt til skue. Nogle vil sikkert slå sig på den friske tone og manglende teologiske dybde, men én ting kan man ikke tage fra hende: Hun er modig som få.

I forhold til den teologiske dybde vil jeg også tillade mig at uddybe en smule.

Nej, bogen kan ikke stå for sig selv og være det eneste møde med Jesus. Slet ikke. Men som appetitvækker fungerer den fremragende. Selv den bedste smagsprøve af en kubikcentimeters italiensk spegepølse i Bilka kan heller ikke erstatte et helt aftensmåltid. Men den kan minde mig om, at klokken er fem, og at jeg egentlig er blevet ret sulten efter mere mad.

Den travle unge mand eller kvinde kan hos Quist se frem til et genkendeligt univers

Jesus i øjenhøjde Camilla Quist Lohse, 2023 215 sider

I TIDEN

41

Kryds og tværs

1. Kristen højtid som bliver nævnt i magasinet.

2. Hvad er fortvivlelsens modgift?

3. Et kristent menneske bør være kendetegnet af et stort .. til Guds skaberværk" 4. En forkortelse for et fænomen, der er omtalt i magasinet.

5. "Vi kan starte med at slå alle de ........... notifikationer fra på vores telefon" 6. Hvad hed disciplen, der mest er kendt for at tvivle?

7. Antagonisten i Esters bog.

8. Fornavnet på en svensk teolog og apologet, som Forlaget Credo har udgivet bøger af.

42

I TIDEN

9. Navnet på en kendt bibelsk sø 10. Naboland til Israel 11. Opgave bestående af et skema opdelt i 3 gange 3 bokse med hver 3 gange 3 felter 12. Bomuld 13. Dekagon 14. Krigsmaskine fra middelalderen, der kaster med sten 15. Måler af tid 16. Hovedbeklædning 17. Føde

18.Apparat som er sendt i kredsløb omkring Jorden 19. Kendt Bill 20. En kendt dansk ret som kan være højt belagt 21. Være lutter ....

22. Den slumrende Holger Danske sidder i ........

23. Danmark er medlem af ..

24. Dansk møntenhed 25. "Jorden var dengang tomhed og ..."

KFS-leder:

I Guds hænder – også når det gør ondt Af Peter Leif Mostrup Hansen, forstander på LTC, peterleif@kfs.dk

Som kristen er mit liv i Guds hænder. Men livet i Guds hænder kan være smertefuldt, for min Gud og himmelske Far lader mig ikke altid lykkes med det, jeg planlægger. Jeg får ikke altid det, jeg forventer. Det har jeg og vi særligt mærket her på LTC den sidste tid, hvor elevværelserne har stået tomme, og vores planer og forventninger ikke er blevet indfriet. Vi arbejder videre i bøn og tillid til Gud, hvilket vi glæder os rigtig meget til at fortælle mere om senere. Men det er hårdt, når Guds planer og vores forventninger ikke flugter. Også på den privat front kender jeg til vanskeligheder både med sygdom, svære opgaver og beslutninger og andre ting.

Her kommer fem små punkter om at leve med Gud og tjene ham – også når tingene ikke går som håbet.

vanskelige vilkår. Ofte ændrer Gud lige så meget på mig og mine handlinger, som han ændrer på mine omgivelser, sådan at jeg kan være i det svære. Det ligger også i talemåden: ”Det er ikke, hvordan du har det, men hvordan du ta’r det.”

1. Gud bærer, vi bæres

5. Tag ansvar, træf valg

I Esajas’ Bog (kap. 46, v. 1-4) giver Gud det løfte, at han vil bære sine børn – i modsætning til afguderne, som skal bæres af mennesker. Gud er ikke min lampeånd, der er underordnet mig og altid går mine veje. Jeg kan ikke have Gud i lommen. Og Gud ske tak og lov for det! Til gengæld er jeg i Hans hænder. Og igen: Gud ske tak og lov for det!

Når tingene er svære, synes jeg, det kan være ekstra vanskeligt at få øje på, at jeg er i Guds hænder. Men det er jeg, og det minder jeg mig selv om – og jeg minder Gud om det og takker ham for det i mine bønner.

Kristendom er ikke skæbnetro. Gud vejleder og belærer, men der er mange valg, jeg selv skal træffe (Salmernes bog kap. 25, v. 12).

Han træffer dem ikke for mig, men giver mig ansvar for vælge. Her fastholder jeg to ting: Gud har skabt mig med evnen til at træffe valg – også selvom evnen er misfarvet her i syndens verden. Ved troen på Jesus lever jeg i nåden, og Guds omsorg for mig afhænger ikke af, hvor godt jeg lykkes, men af at han er nådig.

4. Vær ikke alene Gud har sat os sammen med andre mennesker, så de kan hjælpe os med at træffe beslutninger og vandre med os gennem livet.

(Ordsprogenes Bog kap. 15, v. 22). Det betyder ikke, at alt bliver nemt, for en gruppe kan også være i tvivl, og der kan være forskellige syn på samme sag. For mig har det stor betydning at have relationer, hvor jeg kan søge råd, læsse af og blive lyttet til.

2. Gud har ikke sluppet dig Josef blev forrådt af sine brødre, solgt som slave og efter gode fremskridt smidt i fængsel på falske anklager. Og så står der, at Gud var med ham! (1. Mosebog kap. 39, v. 21). Når Josef kommer gennem så ekstreme ting uden at være sluppet af Gud, så må jeg også stole på, at Gud heller ikke har sluppet mig, selvom mit liv og mine planer ikke former sig, som jeg synes. Og Gud brugte det til noget godt. Derfor skal jeg i tillid til Gud også være klar til at slippe mine egne idealer for livet og stadig vente det gode af ham.

3. Vær udholdende og tålmodig Adskillige steder i Bibelen opmuntres vi til udholdenhed og tålmodighed. For Paulus var tjenesten lidelse, trængsel, slid, strid, kamp – og samtidig glæde over Kristus og dem, der kom til tro på ham (Se f.eks. Kolossenserbrevet 1,24-2,5).

Det ligger dybt i mennesket at ville undgå lidelse, og vi er i vores del af verden velsignet med ufatteligt gode vilkår. Men alligevel kan krisen komme. Som barn i Guds hænder øver jeg mig på ikke kun at ville ændre vilkårene, men også at tjene Gud under I TIDEN

43

Magasinpost SMP · · ID-nr. 42728 · ·

. . . . .

juleønsker at flere studerende må få lov til at 'kende Jesus og gøre Jesus kendt'

listen er kort. (...men vi kunne også godt bruge en juleskilling) Støt KFS’ arbejde økonomisk Via MobilePay: 700800 Via bankoverførsel: 4597-0004054954 Via kfs.dk – klik på

i toppen af siden

Du kan også blive fastgiver via hjemmesiden Vi indberetter alle gaver til SKAT, hvis vi får dit CPR-nummer 44

Hvad går pengene til? At flere studerende må kende Jesus og gøre Jesus kendt!

Ja, hvad går pengene til? KFS-arbejdet i Grønland for eksempel.

KFS-sekretærer. Støtte og ressourcer til KFS-fællesskaber. Store og små KFS-lejre. Listen er lang, men i virkeligheden kan det siges meget simpelt – at studerende må kende Jesus og gøre Jesus kendt! Dét er den røde tråd og vision, Gud har lagt os på sinde.

Og dét kald, vi ønsker at være med til at lede KFS’ere ind i. Tak for din støtte og forbøn ind i det arbejde!